Hopp til innhold

Kroningsaktens Betydning i vor Kirke

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Om Kroningsaktens Betydning

i vor Kirke.

Udg. tillader sig at ledsage nærværende Afhandling med et Par Ord, for at Læseren, der i øvrigt antages at kjende til de af Trondhjems Biskop Riddervold fremsatte Tvivl mod Dronningers Kroning i Norge, paa eet Sted kan overskue de Aktstykker i Sagen, som Afhandlingens Forf. forudsætter bekjendte. I Septbr. f. A. udgav Hr. Biskoppen i Trykken et lidet Skrift, betitlet: „Bør Dronninger salves og krones i Norge? Tvende Skrivelser til det kgl. Kirkedepartement fra Trondhjems Biskop.“ (Trondhj. 16 S. 80). Han erklærer sig dertil foranlediget ved at have erfaret, at Indholden af disse Skrivelser i den almindelige Omtale fremstilledes i flere Henseender urigtig. Som Veiledning ved det Foredrag for Hs. Maj., som Biskoppens 1ste Skrivelse (af 6te Marts f. A.) foranledigede, indhentedes en Betænkning fra Prof. R. Keyser. Da denne omhandles saavel i Biskoppens 2den Skrivelse af 4de Mai som i nærværende Afhandling, og ikke hidtil er trykt, meddeles den med Forfs. Tilladelse her som et ikke ganske unødvendigt Led i Sagens Historie. Biskoppens lille Skrift vakte iøvrigt stor Opmærksomhed baade i og udenfor Riget, og Dagbladene have i det sidste Halvaar indeholdt forskjellige Opsatse om det af ham vakte Spørgsmaal, som imidlertid af næsten Alle, der hidtil have ytret sig, er besvaret bekræftende. Provst Krag i Frederikshald udgav i Novbr. et lidet Skrift under Titel: „Begrundet Formening om at Dronninger bør krones i Norge.“ (Christiania 1846. Feilberg & Landmark. 16 S. 8.) Han kommer til det Resultat, at Dronninger bør krones, men ikke salves. Udgiveren tør da antage, at det her meddeelte nye Indlæg i Sagen vil læses med Interesse, især da det synes at være et almindeligt Ønske hos Nationen, at de Tvivl, som ere vakte mod de norske Dronningers Salving og Kroning, maatte baade i statsretlig og kirkelig Henseende ryddes af Veien.

(Tallene i Afhandlingen henvise til Anmærkningerne ved dens Ende.)

Uagtet Biskop Riddervold, i sit Skrift i Anledning af den forestaaende Kroning, erklærer, at han ikke betragter “Kroningen som en Akt, hvorved den Kronedes Rettigheder i Staten udvides, eller hvoraf hans Regjeringsmyndighed er afhængig,“ saa henfører han dog denne Akt saa udelukkende til det kongelige Embede, at den bliver aldeles betydningsløs for den kongelige Værdighed som saadan. Paa Grund af denne Adskillelse anseer han det for et “betydningsløst Spil“ med det Hellige, at Dronningen krones her i Landet, efterdi hun er udelukket fra det kongelige Embede, og kun, som Kongens Gemalinde, deelagtig i den kongelige Værdighed. Vel kan det indrømmes, at Biskoppens Henførelse af Kroningsakten til det kongelige Embede stemmer med Grundlovens Anskuelse af denne Handlings Betydning, og da det kongelige Embede med samme Gyldighed kan bestyres af Personer, der ikke ere i Besiddelse af Værdigheden, er det utvivlsomt, at det kongelige Embede kan skilles fra den kongelige Værdighed; men det er ikke mindre utvivlsomt, at denne Adskillelse er paa urette Sted, hvor der just er Tale om en Handling, som kun passer paa saadanne Personer, der forene Embedet med Værdigheden, og hvis Udførelse altsaa ganske og aldeles er betinget af, at denne er tilstede. Sagens Natur synes saaledes allerede at tilsige, at Kroningen fornemmelig har Hensyn til den kongelige Værdighed, og kun til det kongelige Embede som henhørende til hiin, — saafremt den ellers ifølge vor Kirkes Aand kan henføres til nogen af Delene i og for sig betragtede, — altsaa til denne Værdigheds Indflydelse paa det offentlige og private Liv, hvad enten denne Indflydelse fremtræder i Regjeringshandlinger eller paa anden Maade.

Denne bestemte Henførelse af Kroningsakten til det kongelige Embede synes heller ikke, Sagen betragtet fra det kirkelige Standpunkt, at stemme ret godt med Biskoppens allerede anførte Anskuelse af denne Akts Betydning og Virkning, og det er mig derfor ingenlunde klart, fra hvilken Anskuelse han i saa Henseende er gaaet ud, om han nemlig enten tillægger Kroningen en særegen Naadevirkning med Hensyn til det kongelige Embedes Udførelse, eller blot anseer den for at være en symbolsk Ceremoni, der kun er et tjenligt Middel til Meddelelsen af de almindelige Naadegaver, som enhver Christen behøver for at opfylde de Pligter, som de forskjellige og særegne Livsstillinger paalægge. S. 7 erklærer han kun, at hans Anskuelse af Kroningen ikke væsentligen afviger fra den af Professor Keyser fremsatte Mening, hvorefter den skal udtrykke den “Idee, at den Kronede har sin Værdighed af Guds Naade, og er pligtig at røgte sit høie Kald til Guds og hans Kirkes Ære, samt til sine Undersaatters sande Tarv.“ Af hans Ytringer, S. 10, synes at følge, at han anseer Kroningen blot for en betydningsfuld Ceremoni; — han ytrer sig nemlig saaledes: “dette Kalds Vigtighed — — gjør det passende og ønskeligt, at Kirken — — træder til med det aandelige Gode, der staaer til dens Raadighed, og forstærker de moralske Garantier“ o. s. v. Derimod synes en ganske anden Anskuelse af denne Akts Betydning at maatte ligge til Grund for hans Raisonnement og det deraf udledede Resultat; thi, naar Kroningen sættes i en saa nødvendig Forbindelse med det kongelige Embede, at den, anvendt paa Dronningen, nedsynker til en tom, Kirken og den ophøiede Person lige uværdig Ceremoni, ene og alene af den Grund, at hun er uden Deel i den kongelige Myndighed, synes det klart, at den ikke blot kan have en almindelig religiøs-moralsk Virkning, — for hvilken jo Dronningen vel ei kan ansees mindre modtagelig end Kongen —, men en særegen, saa at sige, sekundær sakramental[1] Kraft til at meddele eller oplive de til Regjeringsmyndigheden nodvendige Charismer. — Kun under denne Forudsætning lader det sig begribe og forsvare, at Biskoppen ikke alene som en væsentlig Hindring mod vor Dronnings Kroning udhæver den Omstændighed: at hun ingen Andeel har i Regjeringen men ogsaa: at hun aldrig kan blive deelagtig deri, og det paa en saadan Maade, at det er klart, at han vilde ansee det for tilbørligt at krone Dronningen, naar der var en, om end nok saa fjærn, Mulighed for, at hun engang i Tiden kunde blive kaldet til det kongelige Embede, — en Anskuelse, hvorefter alle de kongelige Prindser allerede nu maatte kunne krones, dersom Grundlovens § 10 ikke var imod baade det Ene og det Andet. Antog nu Biskoppen ikke tillige, at der ved Kroningen meddeeltes den Kronede særegne Naadegaver, som, nedlagte i den Kronedes Sind, kunde have en med Barnedaaben analog Virkning til at uddanne og udvikle hans Evner til Udøvelsen af den mulige Regjeringsmyndighed: saa maatte jo netop den Omstændighed, at Dronningen engang kunde blive virkelig Regent, bevirke Udsættelse af hendes Kroning, efterdi denne jo kun skal have Hensyn til Regentmyndigheden, og først bliver passende, hvor denne er forenet med den kongelige Værdighed. Foretages nemlig Dronningens Kroning alene som Tegn paa den Magt, der først i Tiden af Guds Naade kan blive hende meddeelt, uagtet Kroningen ex concessis er et Tegn paa det med Værdigheden allerede forenede Embede, saa maatte man enten tillægge Kroningen en politisk Betydning med Hensyn til Afgjørelsen af mulige Stridigheder angaaende Thronfølgen, hvilket baade strider mod Biskoppens ovenanførte Ytring, at Regjeringsmyndigheden eller det kongelige Embede er uafhængigt af Kroningen, og imod vor Kirkes Charakteer, hvorefter den hverken har nogen politisk Indflydelse eller kan ville lade sig bruge som Middel for saadanne Hensigter, eller ogsaa maatte denne Kroningsakt selv nedsynke til den meest betydningsløse og uværdige Ceremoni, som jo da aabenbart kun blev foretagen i Forbindelse med Kongens Kroning, for, saa at sige, at faae den Ting afgjort paa eengang.

Men med en saadan Anskuelse af Kroningsakten, hvorefter den ikke blot er et Symbol for den Idee, at Kongen, som al anden Øvrighed, har sin Magt af Guds Naade, men er et kvalificeret Middel til Naadens Meddelelse, har man ladet den evangeliske Kirkes Aand ude af Betragtning, og stillet sig paa det gamle Testamentes theokratiske Standpunkt. I Jødestaten var nemlig Salvelsen ikke blot et Symbol paa Kongemagtens Oprindelse og Bestemmelse, men et Naademiddel med en specifik Virkning, der hørte med til Kongen som Konge, og alene gjorde ham duelig og værdig til at bære Kronen. Efter Kongeloven — 5 Mosb. 17, 15 — skulde Folket antage den til Konge, som Gud havde udvalgt; Guds og Folkets Udvælgelse begrundede Kongens Magt og Myndighed (cfr. Hos. 8, 4). Kongerne vare Jehovahs af ham selv valgte Repræsentanter, der skulde styre Staten i Jehovahs Aand; Kongeværdigheden var derved ophøiet endog over Ypperstepræsten, som, efter den jødiske Tradition, maatte reise sig for Kongen, der blev siddende, undtagen naar han kom for at konsulere det Ypperstepræsten betroede hellige Orakel. Salvelsen blev udentvivl foretagen i Analogi med Præsternes Indvielse[1]? (2 Msb. Cap. 29. 30, 33); thi til disse og Profeterne skulde Regjeringen af Jehovahs Stat være betroet; derfor maatte især Kongerne, som det trællesindede Folk senere fordrede, udrustes med de samme Egenskaber, som ved Salvelsen meddeeltes[2]. Kongen kaldes oftere “den Salvede,“ “Herrens Salvede,“ og var ligesom Profeten en udvalgt og viet Bærer af Jehovahs hellige Villie; hans Person var, i Kraft af Salvelsen, tillige i Besiddelse af hellig Uforkrænkelighed (1 Sam. 24, 7. 2 Sam. 1, 14—16. Ps. 2, 2. 105, 15). At Salvelsen i Jødestaten ikke alene betegnede, at Kongen havde sin Magt fra Gud, men ogsaa meddeelte den guddommelige Kraft og Viisdom, sees blandt Andet deraf, at det heder om Saul, at han, da han var salvet af Samuel, fyldtes med den profetiske Aand, og fik af Gud et omvendt Hjerte, saa at han kunde gjøre hvad hans Haand lystede, efterdi Gud var med ham; men, da Gud havde forkastet ham “at han ikke skulde være Konge over Israel,“ og Samuel efter Guds Befaling havde salvet David, kom Herrens (Salvelsens) Aand heftig over denne, idet den veeg fra Saul, over hvem der i dens Sted kom en ond Aand fra Herren (1 Sam. 10, 6. 7. 9. 16, 1. 13. 14). Paa Grund af den sakramentale Indflydelse, som Salvelsen, ei blot Udvælgelsens Tegn men og Udvælgelsens Kraft, havde paa den Salvedes Aand, udgjorde den det Væsentligste i den Akt, hvorved den guddommelige Kaldelse til Kongeværdigheden meddeeltes den af Gud valgte Person, og udførtes derfor ofte førend Kongen kom i Besiddelse af Kongemagten, men gjentoges siden ved Thronbestigelsen og Modtagelsen af Regalierne: Kronen, Scepteret, Loven, Seraljet o. s. v.[3] Saaledes salvedes t. Ex. David trende Gange: først ved Udvælgelsen i Fædrenehuset (1 Sam. 5, 3), saa i Hebron efter Sauls Død (2 Sam. 2, 4) og endelig efter Isboseths Død ved Overtagelsen af den fulde Kongemagt (2 Sam. 5, 3); ligeledes salvedes Salomo tvende Gange. Udentvivl i fuldkommen Overeensstemmelse med det jødiske Begreb om Salvelsen og dens Virkning, antage dog Flere af Rabbinerne og af de ældre og nyere christelige Theologer,[2] at Salvelsen i Regelen ei blev foretagen med Andre end dem, som grundede et Dynasti, — hvilket var arveligt i Davids Stamme, — eller om hvis Successionsret der opstod Stridigheder t. Ex. med Salomo, hvem David, efter Guds Villie, havde valgt til sin Successor, uagtet Adonjah, som var den ældste Søn, formeente, at han havde Successionsretten, og derfor bevirkede Uroligheder (1 Kong. 1, 18. 39); med Joas, som Jojada indsatte til Konge istedetfor Athalia, der havde usurperet Thronen (2 Kong. 11, 12); af samme Grunde salvedes Jehu og Jojakim (2 Kong. 9, 1. 23, 30). Der omtales idetmindste intetsteds, at Salvelsen gjentoges med Konger, som udgik af Kongestammen, naar ikke Omstændighederne gjorde det nødvendigt eller hensigtsmæssigt og man kan uden Tvivl ikke med Reland[3] og Andre finde nogen gyldig Indvending mod denne Mening i den Omstændighed at Kongerne almindelig benævnedes „Herrens Salvede,“ hvilket sikkert skede i samme Mening, som vi bruge Titelen Majestæt[4]; thi denne Benævnelse var lige fuldt berettiget, eftersom den kongelige Stamme i sin Rod — David — allerede ved Salvelsen havde erholdt en specifik Hellighed, der udbredte sig igjennem det hele kongelige Træ, saa at dets Grene vare hellige, saalænge disse ikke ved Affald fra Herren bleve forkastede og, ligesom Saul, berøvede Salvelsens Aand. Kongesønnen var fød Konge, og fra Fødselen udrustet med de nødvendige Gaver. Forestillingen om en saadan velsignelsesrig Indflydelse fra den hellige, udvalgte Stammefader paa Børnene indtil tusinde Led var almindelig i den forchristelige Verden og med Nødvendighed given hos et Folk, hvis Existents og hele Forventning, hvis hele Tro og Haab var begrundet i Udvælgelsen paa Grund af det Velbehag, som Gud havde til dets Stammefædre. — Ypperstepræsten under det andet Tempel — blandt hvis fem Mangler ogsaa regnedes Savnet af den hellige Olie, som, af Frygt for Forbudet i 2 Msb. 30, 33, ikke turde erstattes — ansaaes ikke af den Grund, at han ved sin Indvielse maatte undvære Salvelsen med den hellige Olie, for at være udrustet med mindre Kraft og Myndighed, end det første Tempels Ypperstepræster, og det rimeligviis fordi den præstelige Stamme allerede var tilstrækkeligt indviet ved Ahrons og hans Sønners Salvelse,[4] hvilken dog stedse gjentoges under det første Tempel indtil Josias’s Tid, under hvis Regjering den hellige Olie blev gjemt saa vel, at den ikke siden kunde gjenfindes. Den hellige Olie var derfor blandt de Ting, som Profeten Elias ved sin Gjenkomst skulde tilbagebringe. Smg. Rom. 11, 16. 1 Kor. 7, 14.

I den jødiske, gammeltestamentlige Betydning kan imidlertid ikke en protestantisk men kun den katholske Kirke forrette Kongers Salvelse. Den katholske Kirke, der egentlig blot er Jødedommen i en christelig Form, kan, ifølge den Magt, som Gud efter dens Mening har givet den baade over Himmel og Jord, bortskjænke Kroner og kuldkaste Throner, bortgive den kongelige Aand og tage den tilbage. Denne Kirke har derfor baade anvendt og kan anvende Salvelsen og Kroningen paa den samme Maade og med den samme Virkning som Jødestaten. Saaledes salvedes f. Ex. Pipin først af Erkebiskop Bonifacius i Soissons 752, efterat Pav Zacharias den Anden havde erklæret, at den, som udførte det kongelige Embede, ogsaa burde have den kongelige Værdighed; derpaa atter (754) af Pav Stefan i St. Denys tilligemed Dronning Bertrude og hendes tvende Sønner, hvoraf Karl var omtrent 12 Aar og Karlomann 3 Aar.[5] Grunden til Gjentagelsen af Pipins Salvelse, saavelsom til at denne Akt da allerede udførtes paa hans unge Sønner, maa vel søges deri, at Merovingernes Dynasti da var ophørt med Childerik, som var død samme Aar i Kloster, og at Pipin, som Stammefader for det nye, Karolingernes, Dynasti, ved Salvelsen skulde erkjendes som retmæssig Indehaver af Thronen. Ved Salvelsen blev Successionsretten tilsikkret hans Sønner. Sønnerne bleve atter salvede paa een Dag, den 18de Septbr. 768, Karl i Noyon og Karlomann i Soissons, 6 Dage for Pipins Død. Karl salvedes paany, da Karlomann var død 771, til Konge over Italien, og den 25de Decbr. 800 modtog han Keiserkronen af Pav Leo den Tredie, derimod Sædvane, selv forrettede Salvelsen af ham og hans Søn Pipin, der allerede forhen 780 var kronet som Italiens Regent.[6] Keiser Karl den Fjerde blev, ifølge hans Faders, Kong Johans Begjering, kronet i Prag 1341, for at Successionsretten til Bøhmens Throne skulde tilsikkres ham; siden kronedes han den 256de Novemb. 1346 i Rom, fordi man ikke vilde modtage ham i Aachen; derpaa med den lombardiske Jernkrone i Milano, og endelig fik han den gyldne Keiserkrone i Rom Paaskedag 1355. 1368 den 29de Oktbr. kronedes hans fjerde Gemalinde Elisabeth af Pommern, i Rom af Paven (Urban den 5te) og salvedes, efter Skik og Brug, ved Kardinalbiskoppen af Ostia.[5]

Var Kongemyndigheden, saaledes som det romerske Hierarchi har søgt at gjøre gjældende, en Gave af Kirken og saaledes afhængig af Kroningsakten, kunde denne naturligviis kun passe paa den Person, til hvem det kongelige Embede derved overdroges. Vor Dronning kunde da ligesaalidt krones, som en Præst’s Hustru kan tage Deel i den kirkelige Indvielse hvorved han først faaer Magt og Myndighed til at udføre sit Embede i Kirken. Naar Hierarchiet ikke destomindre tillod Dronningers Kroning, saa var dette vel inkonsekvent med dets aldeles jødiske Opfatning af Kroningens Betydning men derimod ikke med den Betydning, det tillagde sig selv. Det var ogsaa her i sin gode Ret; thi det kunde ikke blot bortgive Kroner, men ogsaa alene beskytte dem. Det havde ikke alene Magten til at skabe Konger, men ogsaa til at opholde dem. Den kongelige Stamme havde saaledes sin Grund og Bestaaen i Pavens almægtige Villie, og kunde derfor ikke undvære en saa hellig Besegling paa sin Udvælgelse som alene Kroningen kunde meddele, hvorved Kongestammen og Successionsretten omgaves med Hierarchiets hellige Banstraaler, og helligedes til et for Alverden uantasteligt Cherem, til Pavens uigjenløselige Eiendom, som, naar den ikke længer vilde lade sig bruge i Hierarchiets Tjeneste, maatte dødes (3 Msb. 27, 21 ff.) Dronningernes, undertiden ogsaa Prindsernes Kroning var ikke alene af Vigtighed for Kongestammen, men ogsaa aldeles stemmende med Hierarchiets Tendentser.

Men alle slige Tendentser ere fremmede for vor Kirke; den kan ingen saadan Mening have med den Kroningsakt, som den udfører. Derfor kan den heller ikke komme i Modsigelse med sig selv ved at krone Dronningen, ligesaalidt som den behøver at gjøre dette for at bevare den Indflydelse, som den efter sin Aand kan udøve paa Kongemagten; thi den har og vil kun have en moralsk Indflydelse. Den kongelige Værdighed og det kongelige Embede ere lige uafhængige af Kirken, som har en ganske anden Virksomhedssphære, hvis Rige ei er af denne Verden. Vistnok vil den ogsaa naae op til Thronerne, men den vil ikke tage eller befæste Kroner, eller gribe Kongeembedet eller Kongeværdigheden fat; den kan og vil alene søge de i Verden ophøiede Personer, for at vie og styrke dem med Guds Naades Kraft, som netop her, hvor den menneskelige Skrøbelighed paa den mest iøinefaldende Maade fremhæves af Værdigheden selv, i den Grad viser sig som Frelsens og Forhaabningernes eneste sikkre og faste Grund, at det maa være tydeligt for Enhver, at denne Akt ene sigter til Guds Ære og ei til Menneskets Forherligelse.[7] Det er derfor ikke med Trællens Følelser, men med inderlig medfølende Deeltagelse, at et evangelisk-christeligt Folk er Vidne til den ophøiede og betydningsfulde Handling, da de kongelige Personer i Følelsen af sin med alle Mennesker fælles svage Natur, uden Fordring paa noget Fortrin, vandre ydmygt igjennem Kirken, med Christi Kors for Øie, til Ophøielsen af Gud.

Vor Kirke vil Intet have at bestille med det verdslige Regimente. Den forbyder i den Augsb. Konfessions 28de Artikel at blande verdsligt og geistligt Regimente sammen, skjønt en saadan Forening mellem Stat og Kirke, som Jødestaten typisk fremstillede, ingenlunde maa ansees for en for vor Kirke fremmed Idee, — Kirken seer meget mere deri Christendommens Seier; — men denne vindes ikke ved at gribe Kongens Scepter og bruge hans Sværd. I det nye Testamente findes Intet om Kongers Kroning, heller Intet, som kunde begrunde Henførelsen af denne Akt til det kongelige Embede, medens det derimod er klart, at Christendommen som saadan aldeles intet Hensyn har hverken til den kongelige Værdighed eller det kongelige Embede. Jeg skulde derfor ikke have opholdt mig saalænge ved de jødisk-katholske Forestillinger om Kroningen, dersom Udviklingen deraf ikke havde viist sig nyttig for mig til at klargjøre den Betydning, som Kroningen i vor Kirke, efter min Mening, kan og maa have.

Kirken kan ved den Kroning, som den udfører, intet

Hensyn have hverken til det kongelige Embede eller den kongelige Værdighed, i og for sig betragtede}}. Kongeværdigheden er ligesaalidt som al anden verdslig Øvrighed begrundet i Guds særegne umiddelbare Aabenbarelse af hans Villie og Raad til Menneskenes Frelse, og tiltrænger heller ingen Stadfæstelse ved Aabenbaringen, uden for saavidt som det var nødvendigt, at de, der antoge Aabenbaringen, ogsaa maatte undervises om, i hvad Forhold de skulde stille sig til den allerede existerende Øvrighed. Selv i G. T., hvor Stat og Kirke ifølge Jødedommens Idee ere forenede og anordnede ved Guds styrende Villie, er Kongemagten saa langt fra at være begrundet i Guds Udvælgelse af Jødefolket og fra at have Jødestatens Idee for sig, at Folkets Ønske om at erholde en Konge over sig, ligesom andre Nationer, tvertimod betragtes som et Affald fra eller Forkastelse af Jehovah, altsaa som syndigt. 1 Sam. 8, 7. 10, 19. Dette Ønske indvilgedes alene af den Grund, at Folket var for raat og hedensk sindet, til at det skulde kunne holde fast ved og lade sig regjere af Statens Idee, som derfor alene kunde frelses derved, at den overførtes paa Kongen. Paa denne blev med det Samme ogsaa Folkets Synd lagt til dettes Frelse i Statens Idee, hvortil det skulde ledes af Kongen, der til den Ende var udrustet med Jehovahs Aand og Kraft[6]. Kongen skulde saaledes ved Herrens Aand, den jødiske Statsidees Kraft, overvinde Folkets Synd. Kongen maa derfor betragtes som en Concentration af Jødestatens typiske Forhold til Messias[7], der ikke blot skulde fremgaae af Jødestaten, men tillige af den jødiske Kongestamme, “en Spire af Isai Stub;“ thi han var Jødestatens اiemed, dens Aands Befrier og Fuldkommer, den, som skulde aabenbare Israels Herlighed til alle Folks Frelse. Jfr. bl. A. Es. 11, 1 ff. Jerem. 23, 5. Hos. 3, 5. Ezech. 34, 33. Zach. 6, 9 ff. Da nu Jødestatens Idee er opnaaet i Christo, saa ere dermed ogsaa Jødestatens Anordninger og Institutioner, altsaa ogsaa Kongemagten, betragtet fra Jødedommens eller Roms Standpunkt, ophævede. Kongemagten ligger saaledes udenfor Christendommen, som Realisationen af Jødestatens Idee. I fri, aandelig Uafhængighed ærer Christendommen den verdslige Øvrighed, som en Indstiftelse af Gud, ifølge den i hans Villie begrundede almindelige Verdensorden, der altsaa ligesaalidt som Himmellegemerne[8] behøver nogen umiddelbar Aabenbaring til sin Stadfæstelse og Opholdelse. Christus kom derfor ei heller for at stifte Stater, men for at gjøre Menneskene i Aand og Sandhed frie under enhver Regjeringsform. Christendommens Idee -er saaledes ikke bunden til nogen Regjeringsform, skjønt Despotiet nødvendigviis maa falde af sig selv hos ethvert Folk, som har lært sig selv at kjende i Christendommens Lys.

Da den christelige Kirke Intet kan give, som den ikke selv har modtaget, altsaa intet Andet, end hvad der udgaaer af Christo og skjænkes i hans Navn alene paa Grund af hans Fortjeneste, saa kan den heller ikke, uden at falde af fra sig selv, ville give sig ud for at kunne give de borgerlige Institutioner og Værdigheder nogen anden helligere og fuldkomnere Bekræftelse, end den, de allerede have af Gud, uden Hensyn til Christus, og altsaa heller ikke ved de kongelige Personers Kroning have deres Embede og Værdighed, uden som Gjenstand for sin Ærbødighed, for Øie. Christus søgte blot Mennesket; for at frelse det taalte han villigen, at Staten dømte ham til Døden. Hans Kirke, hvis den har hans Aand, kan derfor ogsaa blot søge Mennesket. Kommer den i Berørelse med Kongen, saa søger den ogsaa da kun Mennesket, for at frelse det svage, skrøbelige Støvbarn, hvis Trang til Bekræftelse af Guds Naade er saa meget større, som Værdigheden er ophøiet og ansvarsfuld. Det er blot i Verden, ɔ: Staten, at Kongen har sin Magt og Værdighed af Guds Naade; i Kirken, ɔ: i Mennesket, staaer han derimod paa lige Trin med enhver Christen. Kirken kan ikke tillægge hans Person noget Fortrin eller kvalificeret Værdighed, ligesaalidt som meddele og udruste denne Værdighed med Naadegaver, der alene skulde, passe paa denne.

Vistnok kunde der ikke behøves nogen særegen kirkelig Akt til Meddelelsen af den Velsignelse, som vor Kirke ved sin Vielse kan meddele de kongelige Personer. Men fordi denne Akt ikke er absolut nødvendig, ligesaalidt for det kongelige Embede som for den kongelige Værdighed, er den ikke derfor en betydningsløs, ligegyldig og uvigtig Ceremoni. Kroningens velsignelsesrige Indflydelse kan dog vel ikke i et christeligt Folks Øine tabe i Værd og Betydning derved, at Kirken kun meddeler Naadegaver i Jesu Navn, Naadegaver, som intet Menneske kan undvære for at fuldende sit Livsløb med bevaret Tro og Haab, indtil Herlighedens evige Krone kan erholdes.

Vilde vor Kirke med puritansk Strenghed udelukke Kroningen fra sine Ceremonier, fordi den er en blot betydningsfuld, men i N. T. ei befalet eller med nogen Forjættelse ledsaget Ceremoni, saa fornegtede den sin evangelisk-lutherske Charakteer, som netop ved sin liberale Opfattelse af Ceremonier og Alt, som kan tjene til Opbyggelse, lægger sin i Christo frigjorte Humanitet for Dagen[9], og derved væsentlig adskiller sig fra den reformerte Kirkes kolde og strenge Forstandighedl[10]. Vor Kirke foretager jo ellers mange ceremonielle Handlinger, der i og ved sig ikke ere af større Værd og Betydning, end Kroningen, saasom: den kirkelige Indvielse af Ægteskabet, der dog maa ansees af være stiftet paa en christelig-gyldig Maade uden Kirkens Mellemkomst, naar dette ellers er skeet i Overeensstemmelse med Guds Anordninger derom; Vielsen — af Biskopper, skjønt disse derved ikke faae anden eller større Myndighed, end den, som de allerede ved Præstevielsen have modtaget, (jfr. Aug. Conf. Art. 28., Artic. smalcald. de pot. eccl.), og denne Handling endog lettelig kunde fremkalde eller nære katholske Forestillinger om Bispeembedets Betydning; — Indvielsen af Kirker, Skolehuse, Kirkegaarde, skjønt dette endog kunde synes at stride mod Artic. smald. 15, de human. traditionibus. Ikke destomindre baade kan og bør Kirken, i fuldkommen Overeensstemmelse med sin Aand, beholde og overholde disse Skikke, da de ere betydningsfulde og tjene til Opbyggelse; ved at opgive dem vilde Kirken berøve sig selv ligesaamange Anledninger til at virke indgribende i Livet til Gudsrigets Fremme.

Der klages saa meget over vort forældede Ritual, og det bebreides vor Kultus, at den er fattig og for lidet gribende og vækkende for det sandselige Menneske. Jeg troer rigtignok ikke dette, skjønt jeg vistnok heller ikke vil have noget imod Forbedringer i denne Henseende, naar de blot ere virkelige og skee med Varsomhed. Ved et rigt Ceremoniel og en sandselig-gribende Kultus udretter Kirken vist ikke noget af Betydenhed; og blive blot de Midler, hvoraf vi ere i Besiddelse, omhyggeligere benyttede, turde det vise sig, at vor Kirke ikke er saa arm endda. Det kommer her, som ellers, meest an paa rigtigt at benytte det, som man har, og paa Anledninger til at virke dermed. Jo hyppigere Anledning Kirken har til at gribe ind i Livet, jo bedre; ved at trække sig tilbage fra det borgerlige Livs Begivenheder, af Frygt for at dens hellige Værdighed skal fornærmes eller beplettes, fremkalder Kirken vist ingen kirkelig Sands. Det var derfor saare meget at ønske, at Staten oftere fordrede Kirkens Virksomhed til Indvielse af sine Institutioner, hvorved dens Trang til Kirkens Medvirkning vilde blive kundbar.[11] Selv de høieste Dommerembeder og indflydelsesrigeste Embedsstillinger i Staten tiltrædes med Forbigaaelse af Kirken, medens det dog maa erkjendes, at det vilde baade være smukt og velgjørende, om Kirken fulgte Staten trinviis opad lige til Thronen. Men, uagtet dette nu ikke er saaledes, og her er et stort Rum ledigt, som, hvis det ogsaa var opfyldt med Kirkens Virksomhed, i høiere Grad end nu er Tilfældet vilde fremhæve Kroningens Betydning i kirkelig og borgerlig Henseende, saa kunde Kirken dog ikke uden Sorg see sig berøvet en saa vigtig Anledning til Virksomhed som de kongelige Personers Kroning. Denne er ogsaa vigtig for Staten; thi den har et moralsk Værd, skjønt ingen anden Betydning, end enhver af de ovenanførte Ceremonier, og uagtet den ikke staaer i nogensomhelst Relation til det kongelige Embede, men alene til de med den kongelige Værdighed bekledte Personer.

Vor Kirke har ogsaa en kongelig Magt, men i og ved den ved Faderens Høire ophøiede Herre, for hvem Alle skulle bøie Knæ, erkjendende hans Magt over Himmel og Jord; vor Kirke har ogsaa en kongelig Salvelse at meddele, og de Christne ere derfor et kongeligt Folk, salvede med den hellige Aand og Kraft (1 Joh. 2, 20). Den tillægger sig derfor ingen Værdighed eller Myndighed, som den ikke har annammet, naar den taler Velsignelsens Ord over Kongen og lader ham tilbedende nedknæle for sit Alter. Men, medens den i Aanden staaer ophøiet i „Guds Skikkelse,“ agter den det dog ikke for „et Rov“ at være Gud lig, at den skulde ophøie sig over den verdslige Magt og gjøre sig til dens Herre; den forringer sig selv i Verden, antager en Tjeners Skikkelse, og bliver i det Udvortes en ringe Undersaat, der ærbødigen bringer den jordiske Konge sin Hyldest og Forbøn i Jesu Navn (Philip. 2, 5 ff.) Kroningsakten har derfor først da en reen christelig-kirkelig Betydning, naar den, uden væsentligt Hensyn til det kongelige Embede, henføres til de kongelige Personer. Sættes denne Akt derimod i bestemt Relation til det kongelige Embede eller den kongelige Værdighed eller til dem begge, kunde Kirken vanskelig udføre den. Thi idet Kirken indvier Kongen, staaer den jo over ham; men med hvad Ret staaer den, som dog er hans Undersaat, over ham, der ikke har sin Magt og Myndighed af Christi Kirke, men af Gud? Havde den Kongen, som Konge, for Øie, maatte den jo ære ham som sin af Gud indsatte Herre, og ei uden Anmasselse tillade Kongen at nedknæle for sig. Den har og kan derfor kun have det svage Menneske for sig, hvilket den, ophøiet ved Christi Kraft, indvier til at bære Kronen. Kroningsakten maa følgelig, efter vor Kirkes Mening med den, have samme Værd for Dronningen, som for Kongen. Og netop derved, at den paa samme Maade har Dronningen, som Kongen, til Gjenstand, udelukkes falske Forestillinger om hierarchisk Anmasselse fra Kirkens Side; thi ved Dronningens Kroning kan Kirken idetmindste ikke have noget Hensyn til det kongelige Embede eller den kongelige Myndighed, da hun er udelukket fra al Andeel deri. Ophævelsen af Dronningens Kroning maatte saaledes virke vildledende paa Folkeopinionen, der, oplært af Erfaring, er bange for Kirkens Magt og stedse staaer paa Luur efter at opdage Hestefoden. Skulde dette Tilbageskridt skee vilde udentvivl Følgen omsider blive, at hele Kroningsakten hos os, ligesom i flere andre Stater, tilsidesættes, da saadant vel tør finde Medhold i Tidsaanden, og Grundloven, der i Virkeligheden gjør den hele Sag afhængig af Kongens Bestemmelse, lettelig vilde kunne omgaaes.

Det er Skik og Brug, og aldeles stemmende med Christendommens Lære om Kvindens Forhold til Manden, hvilke ere sammenføiede af Gud og kaldte med et fælles Kald didhen, hvor Forskjellen mellem Mand og Qvinde, ligesom al anden Forskjel mellem Menneskene paa Grund af deres Stilling og Vilkaar i Verden, skal afskaffes (Rom. 10, 12. 1 Korinth. 11, 11. Gal. 3, 28): at Konen deler sin Mands Ære og Værdighed, og behandles med de samme Hensyn, som Mandens borgerlige Stilling fordrer; — hvorfor da adskille Manden og Kvinden paa det høieste Trin af borgerlig Værdighed, hvor enhver Forskjel, just fordi det høieste, yderste Punkt af verdslig Ære er opnaaet af begge Kjøn, desto fuldkomnere burde falde sammen i en eneste Værdighed? Da Kongen og Dronningen saavel ved Ægteskabet som ved Fødselen — dette Sidste i en ganske anden Betydning end Tilfældet ellers kan være mellem Mand og Kone hos os, hvor ingen født Adel erkjendes — ere forenede i den samme Værdighed saa maae de jo ogsaa være forenede i den samme Forpligtelse til at opfylde de Fordringer, som Moralloven gjør til dem paa Grund af denne Værdighed, skjønt de heraf flydende Pligter faae forskjellige Relationer paa Grund af den i Lovgivningen og i Naturens Orden etablerede Forskjel i deres Virksomhedssphære, med Hensyn til deres Forhold saavel indbyrdes som til Nationen.

Ikke blot altsaa for Verden ere Kongen og Dronningen lige i Værdighed, men ogsaa i Alt det, som Kirken kan have for Øie ved deres Kroning; thi Dronningen er kun deri forskjellig fra andre Kvinder, at hun er Dronning, og Kongen fra andre Mænd deri, at han er Konge, men med Hensyn til Pligternes moralske Gyldighed ere de lige med alle andre Kinder og Mænd, og staae under den samme guddommelige Lov, trængende til den samme Frelse i Christo. Det begribes derfor ikke, hvorledes Kirkens Værdighed skulde tillade Kongens og ikke Dronningens Kroning, og det saa meget mindre, som en saadan Adskillelse staaer i Strid med det apostoliske Bud, 1 Tim. 2, 1. 2. Det er en christelig Menigheds Pligt at bede „for Konger og dem, som ere i Høiheden;“ men Kroningsakten er jo kun en i en Handling concentreret fremtrædende Bøn, og altsaa lige vigtig og nødvendig for begge de kongelige Personer. Vilde man, tvertimod Apostelens Mening — thi han har udentvivl paa dette, som paa de øvrige Steder, hvor han handler om Øvrigheden, et almindeligt Hensyn til den Magt, Gud har betroet Øvrigheden og til Nødvendigheden af at Øvrighedspersonerne styrkes ved Guds Naade til Opfyldelsen af sine Pligter — urgere den Omstændighed, at han blot nævner „Konger,“ ikke Dronninger, samt at han ved Tillægget „og dem, som ere i Høiheden,“ paa Grund af de borgerlige Forholde, han kjendte og var opdragen i, kun kan have havt det mandlige Kjøn for Tanken, saa maatte jo Konsekventsen tilsige, at Kirken i sin Forbøn blot skulde nævne Kongen, til Nød Prindserne, men ikke Dronningen og Prindsesserne. Knyttes nemlig Kroningsakten saa bestemt til det kongelige Embede, at Dronningen som saadan ei har nogen Betydning for Kirken, vilde det aabenbar være en ligesaa tom Ceremoni specielt at nævne Dronningen i Kirkebønnen; thi det kunde jo da kun være for Kongen, som Regent, at Kirken nedbeder særegne Naadegaver, medens baade Dronningen og Kongen, som Person, uden Hensyn til hans Regentmyndighed, maatte ansees indbefattede i Kirkens almindelige Forbøn for Kongehusets og Landets Vel. Dette var vistnok konsekvent, men stridende mod Apostelens Befaling; thi hvordan man saa end vil vende og dreie Spørgsmaalet, er det dog vel utvivlsomt, at Dronningen er blandt dem, “som ere i Høiheden.“ Vel maa det indrømmes, at det Øiemed, for hvis Skyld Apostelen giver denne Befaling, for en Deel ikke staaer i Forbindelse med Dronningens Stilling her i Landet og med den Indflydelse, hun kan udøve paa Statens politiske Forholde. Hun kan ikke have nogen, idetmindste ingen officiel, Andeel i Krig og Fred; men derimod en saameget større Indflydelse paa Borgernes Liv “i al Gudfrygtighed og Ærbarhed.“ Historien er iøvrigt rig nok paa Vidnesbyrd om den Indflydelse som ogsaa Dronninger kunne have paa de politiske Begivenheder.

Men det er ikke blot af Vigtighed for Dronningen at vide sig deelagtiggjort i Kirkens Forbøn og kjærlige Omsorg; hendes Kroning har tillige en særegen Betydning, som maa gjøre denne Akt i høi Grad vigtig og dyrebar for en christelig Kirke. I Jødestaten kronedes og salvedes ingen Dronning; der gaves ingen Kvinde, som var værdig til at bære dette Navn. Det var befalet, at Regenten skulde tages af den mandlige Deel af Nationen (Du skal sætte en midt udaf dine Brødre til Konge over Dig“ 5 Msb. 17, 15) og i Ordsp. 31, 13 henvises Kvinden ad telam, ikke ad telum. Det var imidlertid ikke blot Kongemagtens Betydning, men ogsaa Kvindens Stilling i Jødestaten, som gjorde det umuligt, at en Kvinde kunde deelagtiggjøres i den kongelige Værdighed. Kvinden var i Jødestaten, ligesom i de øvrige forchristelige Stater, intet mindre end sui juris; selv Hustruen var kun lidet mere end Husets fornemste Slavinde. Polygamiet — skjønt udentvivl stridende mod Jødestatens Idee, saaledes som den allerede kommer tilsyne i Udvælgelsen af den Slægt, til hvilken de guddommelige Forjættelser vare betroede indtil Tidens Fylde[12], — var tilladt, og det kongelige Harem — som efter den jødiske Tradition kunde bestaae af 18 Kvinder, hvilket Antal endog mangedobbelt overskredes — gik i Arv fra Konge til Konge, som andet Krongods. Kvinden stod egentlig i samme Forhold til Manden, som de hedenske Nationer til Jødefolket, kun med den Forskjel at hun ved Manden var knyttet til det udvalgte Folk og saaledes deelagtig i dets Forjættelse altsaa uden personlig Ret[13]. Pagten med Gud, hvorpaa Jødestaten var grundet, var alene indgaaet med Manden, som ogsaa alene bar Pagtens Tegn. Kvinden var noget Tilkommet, omtrent som de hedenske Proselyter, der, om de end fuldkommen indlemmedes i Jødestaten og modtoge Pagtens Tegn, samt ansaaes som fuldkomne Israeliter og ægte Jøder, dog ikke kaldtes Jøder eller agtedes lige med den fødte Hebræer, som stedse havde sit umistelige Fortrin, hvori Hellenisten ikke kunde deelagtiggjøres, hvorfor denne i det Høieste betragtedes som en uadelig Jøde. Jfr. Philip. 3, 5. Denne Adel manglede ogsaa den jødiske Kvinde; derfor var Mandens Forhold til Hustruen som Herrens til Slaven, og Ægteskabet lidet mere end en Handelsafslutning, som fra Mandens Side kunde brydes af de vilkaarligste og futileste Grunde. Hun var saa godt som alene til for hans Skyld til hans Slægts Forplantelse, hvilket især kommer tilsyne i Lovene angaaende Leviratsægteskaberne. (5 Msb. 25, 5—10. Mth. 22, 24 fl. add. 1 Msb. 38, 10. 24); at være barnløs var hendes største Skjændsel. Da fremdeles Salvelsen hos Jøderne havde Hensyn til Folkets Udvælgelse af Gud, — en Udvælgelse, som paa Grund af Omstændighederne alene var virkelig i Kongen, — og meddeelte den Aand og Kraft, som var nødvendig til at realisere den i Pagten udtalte Idee for Staten, saa følger det af sig selv, at denne Værdighed ei kunde overføres paa en Kvinde,[8] med hvem Pagten ei var indgaaet, samt at heller ingen af Kongens Koner kunde stilles ved Siden af ham, for hvem selv Ypperstepræsten maatte reise sig. Selv Bathseba falder derfor ned for David, kalder ham sin Herre, og sig selv hans Tjenestekvinde (1 Kong. 1, 5. 31). Naar Salomo — 1 Kong. 2, 19 — staaer op fra sit Sæde og bøier sig ned for hende, samt lader sætte en Stol for hende ved Thronens høire Side, da er det Sønnen, som hædrer sin Moder. — Hvor ganske anderledes fremtræder derimod ikke Kvinden i Christendommen! Her er Monogamiet en saavel i Christendommens Ord som Aand helliget Grundvold for det christelige Liv, Kvinden ophøiet til fri Personlighed, og hendes Kald, inden den hende af Gud anviste Virkekreds, lige med Mandens i Ære og Værd. Kvindens Emancipation[14] er saa charakteristisk for Christendommens, hele Menneskeslægten omfattende Kjærlighed og danner en saa lysende Adskillelse mellem de christelige og ikke- christelige Stater, at det maa være en sand Hjertesag baade for den christelige Stat og Kirke at fremhæve den i Gjerning saavelsom i Ord. I Kvindens Frigjørelse er Menneskeslægten først forsonet i sin Grund; den Adskillelse som Loven, der blev given formedelst Synden, bragte for Lyset og fremstillede i Jødestaten til Aabenbarelse af Slægtens Splittelse i sig selv — er nedbrudt, og Slægtens Frelse og Opreisning i Christo aabenbar selv for det verdslige Øie, der dog ogsaa her, som ellers, altfor ofte er seende blindt. Men ingensinde kan Kirken faae en skjønnere og herligere Anledning til at fremvise den i Christo vundne Seier over Trældomsaanden, der underkuer, idet den ophøier, end naar den nedbeder Guds Velsignelse over den ved Kongens Side til lige Værdighed og Ære ophøiede Kvinde. Her krones Kvinden og hendes Kald med den samme Ære, som Manden og hans Kald; den ene Deel af Menneskeslægten er erklæret lige i Betydning med den anden. Ligesom Kongens Pligter, idetmindste i en konstitutionel Stat, kun er en Ophøielse af Borger- og Overovrighedspligterne, saaledes ere ogsaa Kvindens Pligter i Dronningens Person kronede med kongelig Ære. Vistnok modtager Dronningen sin kongelige Ære af Kongen, ifølge Apostelens Ord, at “Kvinden er Mandens Ære,“ som et i sig selv selvstændigt, personligt Gjenbillede af ham; men Dronningen danner dog paa den anden Side den levende Grundvold for den kongelige Stamme, der udvikler sig under hendes Pleie, ligesom Borgersamfundet har sin Grund i Kvinden og opammes ved hendes Bryst. Hvad der siges i Almindelighed at “Kvinden ikke er uden Manden,“ og “»“Manden ikke uden Kvinden,“ kan her udtrykkes saaledes, at ligesom Dronningen ikke er uden Kongen, saa er og Kongen ikke uden Dronningen “i Herren,“ men “begge Een i Christo Jesu“ (1 Korinth. 11, 7 ff. Gal. 3, 28.) Kongens og Dronningens Værdighed er saaledes for Kirken een og den samme, og, forsaavidt som Kroningsakten tillægges noget Hensyn til den kongelige Værdighed, kan den her betragtes som en Indvielse af de formælede kongelige Værdigheder.

Skjønt den Betydning, hvori vor Kirke alene kan være berettiget til at udføre Kroningen, neppe stemmer ganske med Grundlovens Forestilling derom — hvorom Mere nedenfor — hellerikke med den Idee, som denne Akt efter Historiens Vidnesbyrd har tjent til at udtrykke, saa bliver derfor Kroningsakten, udført af vor Kirke, ikke mindre vigtig og værdifuld; den passer endog først da ret til den Betydning Staten i Virkeligheden tillægger den. Hvad et Symbol vil og skal udtrykke, er ingen historisk Kjendsgjerning eller bundet til de Forestillinger, som til forskjellige Tider have gjort sig gjældende men en Aabenbarelse af dets sig igjennem Historien udviklende Aand, og dets Forklarelse maa derfor staae i Forhold til Betragterens Evne til at opfatte denne. Men det er aabenbart ingen Anden, end Kirken selv, som er kompetent til at bestemme, med hvad Betydning den skal udføre sine Ceremonier og anordne sine Symboler. Det traditionelle Begreb af Kroningen er desuden ligesaa usandt og betydningsløst for Staten som for Kirken; thi Kongen erkjendes jo af Staten for at være i fuld Besiddelse af sin Værdighed og Magt, længe førend han er bleven deelagtig i Kirkens Kroning. Staten søger ingen Beskyttelse for Kongemagten i Kirken, som heller ikke kan skjænke Thronen noget andet Værn, end det, som ogsaa Borgerne yde samme ved sin Hylding og Lydighed. Med Hensyn til sin borgerlige Stilling hører ogsaa Kirken blandt Kongens Undersaatter. Den kan derfor ikke beskytte den kongelige Magt mod Borgerne selv eller imod Staten; derved vilde den vende Sværdet mod sig selv. Den Beskyttelse, som Kroningen ydede Kongerne i Feudaltiden — der i denne som i mange andre Henseender arbeidede Hierarchiet lige i Hænderne — med Hensyn til Afgjørelsen af Stridigheder angaaende Legitimiteten, kan vor Kirke ikke give, ligesaalidt som den i vor Tid behøves, da Thronerne ere beskyttede ved andre og mægtigere Garantier. Skulde derfor Staten, for Syns Skyld, ville fastholde et saadant blodløst Fantom af en Kroningsidee og tvinge Kirken til at simulere en saadan Hensigt, da kunde Kirken ikke uden at krænke sin Værdighed føie sig efter Statens Ønske. Men saalænge Kirken er i Besiddelse af Ordets Frihed, og har selv Ret til at udtale den Betydning, som den lægger i sine Ceremonier, saa maa det blive dens egen Sag at forklare disse og indrette dem saaledes, at de ikke blive tomme eller latterlige og nedsynke til en uværdig Leeg med det Hellige. Iøvrigt maa den naturligviis med Rolighed finde sig i, at de, som ikke agte Kirkens Mening, ogsaa ere ligegyldige ved de Handlinger, hvorved denne udtrykkes og betegnes.

Først naar Kroningsakten sættes i en saa nødvendig Forbindelse med det kongelige Embede, at vor Kirke ikke, uden at komme i Strid med sig selv, kan udføre den, kan det med Rette ansees stridende mod denne Handlings Idee, at vor udenfor det kongelige Embede staaende Dronning krones. — Naar Grundloven henfører Kroningen til den myndige Konges Overtagelse af Kongemagten, og saaledes synes at sætte den i Forbindelse med det kongelige Embede, idet den derhos ikke omhandler Dronningens Kroning, da kan dette ikke tillægges synderlig Vægt. Thi, skjønt det ikke er sandsynligt at Grundloven her gaaer ud fra nogen klar Opfattelse af denne Handlings Betydning i vor Kirke, saa er det dog tydeligt, at den ikke tillægger Kroningen nogensomhelst sakramental Betydning da den i saa Tilfælde maatte have befalet den som absolut nødvendig, og ei gjort den afhængig af Kongens Bestemmelse. Kongens Kroning befales vel egentlig blot, fordi den engang var en ved Thronbestigelsen indført Ceremoni, som det unge Monarchi ikke vovede at tilsidesætte. Dronningens Kroning kunde ikke godt omhandles, hvor alene den kongelige Magt havdes for Øie. I Sagen selv kan det ellers være ganske det Samme med Grundlovens Mening herom; thi stred det mod Kirkens Værdighed og Bestemmelse at krone vor Dronning, vilde Kirkens Tjenere ikke blive mere beføiede til at gjøre det, om Grundloven med udtrykkelige Ord havde fordret det[9]. Jeg skulde derfor heller ikke have befattet mig med at omhandle Grundlovens Kroningsbegreb, dersom jeg ikke havde troet at finde Aarsagen til den Uovereensstemmelse, hvori saavel det Resultat, hvortil Biskop Riddervold er kommen, som den Argumentation, hvoraf dette er udledet, efter min Mening staaer med vor Kirke og med hans egne Yttringer fra Kirkens Standpunkt, — i den Omstændighed, at han har lagt Grundlovens Kroningsbegreb til Grund for sine Undersøgelser om den Hensigt, hvori vor Kirke kan ville udføre denne Akt. Gaaer man ud fra Grundlovens Kroningsbegreb, saa er Kroningen vistnok at betragte som en kirkelig Indsættelse i det kongelige Embede, og da ogsaa upassende og betydningsløs for Dronningen, som intet Embede har. Men, medens Kroningsakten fra et reent kirkeligt Standpunkt vistnok kun er en betydningsfuld Ceremoni, der er „passende og ønskelig,“ bliver den, betragtet fra Grundlovens og Biskoppens Standpunkt, enten en tom og betydningsløs Ceremoni eller en mere eller mindre hierarchisk Inauguration, som Kirken ikke uden at krænke sin Aand og Værdighed kunde udføre.

Da altsaa Kroningen i vor Kirke, ifølge ovenstaaende Udvikling, er en reent symbolsk Handling, hvis Kraft og Velsignelse udgaaer fra Kirkens Forbøn i Jesu Navn, og da den derhos kun har Hensyn til de kongelige Personer som Christne, og ei til deres Værdighed og Embede i og for sig, — er det saa langt fra, at der fra Kirkens Side kan eller bor være Noget til Hinder for Dronningens Kroning, at hendes Udelukkelse derfra paa Grund af den af Biskop Riddervold opstillede Relation mellem Kroningen og det kongelige Embede, netop tillægger Kroningen en Betydning, Kirken ei billiger, og derfor forst kunde gjøre det betænkeligt for Kirken at befatte sig med Kroningen. Det maa naturligviis være Kirken overmaade meget om at gjøre, at denne Handlings kirkelige og christelige Charakteer holdes saa reen som muligt; og naar Dronningen, som ingen Regjeringsmyndighed har og ingen Regjeringsgaver behøver, deelagtiggjøres i Kroningen paa samme Maade, som Kongen, er alt Skin af hierarchisk Myndighed, hvori Kirken kunde mistænkes for at søge en ringe Trøst for Tabet af fordums Vælde, forsvundet for Handlingens egen christelige Fylde. Da der saaledes Intet kan være i Veien for, at Kirken udfører Kroningen, i den Betydning nemlig, hvorefter ogsaa vor Dronning kan krones, bør Kirken med Glæde modtage denne Anledning, som nu tilbydes den af Konge og Folk, til at lægge sin Deeltagelse for Borgersamfundet for Dagen, og søge at virke hvad den formaaer til Guds Ære, Kongehusets og Folkets Vel, i Hans Navn, hvem Salvelsens Aand og Naade tilhører. Det var visselig et godt Tegn ogsaa for Kirken, at Folket i denne materialistiske Tid frembar Ønsket herom til det kongelige Par, trods de med dette Ønskes Opfyldelse forbundne pekuniære Opoffrelser.

Hvad Kroningsaktens Ceremoniel angaaer, er det klart, at dette godt kan forandres, og dersom Forandring deri kunde bringe Kroningen i et nærmere og mere udtryksfuldt Forhold til den Betydning, som vor Kirke tillægger den, da burde den vel ogsaa iverksættes. Det var maaskee mere stemmende med vor Kirke, at de symboliserende Handlinger enten indskrænkedes eller aldeles udelodes, og Kroningsakten anordnedes i Overeensstemmelse med de Former, som Kirken bruger ved de øvrige Indvielser, den udfører. Præstevielsen forrettes uden det hellige Chrisma, uagtet dette hører vel saa meget hjemme her som ved Kroningen. Men skal nogen Forandring foretages, anseer jeg det for en conditio sine qva non, at Forandringen istandbringes med Hensyn til Kroningsaktens Idee selv, uden specielt Hensyn til om en Dronning krones tilligemed Kongen, eller Kongen krones alene. Endnu værre vilde det være, om Kongen og Dronningen paa samme Tid kronedes med et forskjelligt Ceremoniel. Jeg kan imidlertid ikke skjønne, at Spørgsmaalet herom er af nogen synderlig Vegt, da de gamle Symboler, som i denne Anledning bruges, have en utvivlsom christelig Betydning, som Kirken uden Vanskelighed kan drage for Lyset. Vel maa Kongekronen ansees for et Tegn paa den kongelige Magt og Myndighed[15], og kunde derfor synes mindre at passe i en kirkelig Akt; men naar Kronen paa samme Maade paasættes Dronningen, der hverken har eller kan faae kongelig Myndighed, bliver dens christelige Betydning (1 Korinth. 9, 15. 2 Tim. 4, 8. Aab. 2, 10) alene tilbage og i den Grad fremhævet, at Kroningsaktens christelige Charakteer ikke kan miskjendes. Paasat og velsignet af Kirken, er Kronen et Symbol paa det Forkrænkeliges Forklarelse i det Uforkrænkelige, paa Livskampens Fuldendelse i Opnaaelsen af det evige Maal, en Hylding af Hans Magt, som vandt og skjænker Livsens Krone. Den verdslige Krones Glands hensvinder da i det Lys, som fra Christi Tornekrone udbreder Klarhed over Menneskets Vandring. Beholdes Kronen, kan der endnu mindre blive Spørgsmaal om Afskaffelse af Salvelsen[16] — Symbolet paa den kongelige Værdighed, — hvorved de aandelige Gavers Meddelelse, uden Hensyn til Regentmyndigheden, tydeligst betegnes; thi de Christne ere jo alle et kongeligt og præsteligt Folk. Chrismaet er aabenbar Kirken tilhørende og vil man ved Kroningsakten have betegnet de kongelige Personers Hellighed, — hvad især for Dronningens Vedkommende maaskee ikke turde være ganske uvigtigt, — da er netop Salvelsen det i denne Henseende betegnende Symbol.

Skjønt det Begreb af Kroningsaktens Betydning for vor Kirke, som jeg i disse Blade har udviklet, neppe væsentlig afviger fra Biskop Riddervolds Mening herom, er jeg dog ved de til dette Begrebs Udvikling og Begrundelse anstillede Undersøgelser kommen til det modsatte Resultat af hvad Biskoppen har fremsat som sin Overbeviisning. Jeg vil ikke negte, at hans Navns Vegt har gjort mig betænkelig med Hensyn paa Gyldigheden af min Mening om Dronningens Kroning; men paa den anden Side har ogsaa dette Hensyn bidraget til at styrke min Overbeviisning om her at have truffet det Rette, da jeg naturligviis derved har følt mig saa meget mere opfordret til med Varsomhed og først efter gjentagen Overveielse af Undersøgelsens Gang at antage Resultatet. Jeg har ikke villet tilbageholde dette, fordi Sagen ei er ganske uvigtig for Kirken, og Biskoppens Betænkeligheder mod vor Dronnings Kroning endnu ikke synes mig i kirkelig Henseende at være fyldestgiørende besvarede. Jeg meddeler ogsaa disse Blade, deres Mangler uagtet, med al den Tillid, som en, i Forhold til de faa Hjælpemidler jeg har havt at raade over, samvittighedsfuldt anstillet Undersøgelse kan give. Uagtet jeg er fuldkommen overtydet om, at Biskoppens Mening om Sagen ei hviler paa en rigtig og konsekvent Opfattelse af vor Kirkes Charakteer, saa er jeg dog langt fra at miskjende den Samvittighedsfuldhed der har bragt ham til i denne Sag at opponere mod Kongens og Nationens Ønske, en Samvittighedsfuldhed som maaskee just, fordi han her paa Grund af Sagens Natur helst maatte ønsket at iagttage Taushed, har forøget hans Mistænkelighed mod de Argumenter, der fremstillede Spørgsmaalet fra en anden Side, ved at forstærke dem med Frygten for, at han skulde lade sig bestikke af sin Tilbøielighed til at give efter. Jeg kan derfor ikke andet end oprigtigen bevidne ham min Tak for den Nidkjærhed for Kirkens Værdighed og Ære, som han her, foruden ved sin aabne Optræden, har beseglet med beredvilligt Tilbud af personlige Opoffrelser.

Anmærkninger.

[1] Den Parabel, hvori Jotham fraraadende skildrer Kongedømmet, forudsætter Kundskab om Salvelsen, som en til Kongens Indvielse henhørende Ritus. Da Kongeloven (5 Msb. 17, 15), der desuden rimeligviis er fra en sildigere Tid, ikke omhandler denne Ritus, saa maa Jotham enten have Hensyn til Kroningsceremonierne hos de omkringboende hedenske Folkeslag, eller ogsaa, hvad der synes rimeligere, til den i Theokratiets Idee liggende Nødvendighed af, at den præstelige og profetiske disse Theokratiets Magters Indvielse ogsaa udførtes paa Kongerne, til Ophævelse eller Udjævnelse af det Misforhold, dvori denne Værdighed i og for sig stod til Jødestatens Bestemmelse ifølge Guds Udvælgelse.

[2] Den jødiske Tradition beretter, at Ypperstepræsten tegnedes, efterat Olien var udgydt over hans Hoved, med et Andreaskors (☓) i Panden, medens der omkring Kongens Hoved droges en Cirkel, i Form af et O, der betegnede Kronen. Selden. de Success. Hebr. 242 sq. Den jødiske Tradition lader snart alle Konger, snart kun Kongerne af Davids Stamme salves med den hellige Olie, medens de øvrige salvedes med almindelig Olie. Kongeværdighedens Anseelse i Jødestaten viser imidlertid, at om det end virkelig var saa, at endog alle Konger kun salvedes med almindelig Olie, alligevel de Slutninger, som Jesuiten Becanus derfra drager tit Fordeel for det romerske Hierarchi, ere uden al Betydning. (cfr. Qvenstedii Antiqv. Bibl. & Eccl. P. 2. pag. 8.)

[3] At Krone, Scepter og Purpurkaaben hørte med til Kongens Investitur, kan allerede sluttes af Mth. 27, Ø, hvor Christus, saaledes udpyntet, fremstilles til Verdens Spot. De nævnes oftere i G. Ts. kanoniske og apokryfiske Bøger, samt hos Philo og Josephus, jfr. Winer, Bibl. Realwörterbuch, Art. “König.“

[4] I Es. 45, 1 kalder Gud Cyrus “sin Salvede, som han havde taget fat ved hans høire Haand,“ ɔ: valgt og indviet. Cyrus kaldes saaledes den Salvede, ligesom kort forhen Guds Hyrde, med Hensyn paa hans Kald, ikke fordi han virkelig var salvet, men fordi han af Gud selv var udrustet med de Egenskaber, tit hvis Meddelelse Salvelsen var det anordnede Middel, altsaa i samme Betydning, som Jesus kaldes Christus (Es. 61, 1. Apostl. Gjer. 10, 38) og hans Bekjendere Christne.“

[5] Fleury Kirchengesch. XIII. 474. 482. XIV. 30, 78. Under Processionen fra Magdalenakirken til St. Peterskirken den 22de Oktbr. 1368 ledsagedes Paven af Keiseren tilfods. Keiseren holdt den pavelige Hest i Tøilen paa høire Side, og Greven af Savoyen paa venstre Side. Da Paven Kroningsdagen læste Messen, forrettede Keiseren selv en Diakonus’s Tjeneste, og holdt Kirkebogen og Korporalet ɔ: det Liinklæde, hvormed det i Sakramentet til Christi Legeme konsakrerede Brød bedækkes.

[6] Folket selv stod derimod ifølge sin virkelige Beskaffenhed udenfor Jødestaten og dens Forjættelser, saa at Statens Love blev til et Trældomsaag over det hedenske Sindelag, jfr. Gal, 4, 21 ff., hvor Jøderne κατὰ σάρκα betragtes som Ismaeliter under Sinais Pagt, medens Jøderne κατὰ Ισαὰκ ere “Forjættelsens Børn“ under Forjættelsens Pagt, som sande Abrahamider (Jerm. 31, 31—34), til hvilke ogsaa de fødte Hedninger hørte i Udvælgelsens Land; thi selv af dem skulde “Præster og Leviter tages.“ (Es. 66. 21.)

[7] Han skildres derfor, Es. Kap. 40—66, som Jehovahs Tjener, der, idet han synker under Syndebyrden, som han frivillig havde paataget, overvinder Synden og gjenløser Folket “til Guds Herligheds Frihed,“ der var Ideen for Jødestaten. (Umbreit, der Knecht Gottes). Naar Hegel (Relig. Philosophie. II. S. 70 ff., Rust, Phil. u. Christenthum, S. 189 ff. Bruno Bauer, die Principien der mos. Rechts u. Religionsverfassung: (Zeitschr. für spekul. Theol. B. II. H. 2. S. 297 ff.), og andre Hegelianere skildre Jødedommens Aand som Trældommens, og dens Moralitet som en blot udvortes Legalitet, da sammenblandes Jødestatens Land og Idee med den Charakteer, som den paa Grund af de Forholde, hvori den virkede, maatte antage; men denne Jødestatens umiddelbare Charakteer er dog beaandet nok til at danne sande Israeliter, og fylde dem med hellig Stræben og hellige Forventninger.

[8] En hos de reformatoriske Skribenter almindelig Sammenligning, til Oplysning af det verdslige Regimentes Uafhængighed af Kirken. Se bl. A. Melanchton i hans Kommentar til Romerbrevet, det 13de Kap., Indl.

[9] Conf. Aug. Art. 15. 24. Apol. 8, de tradit. hum. Sol. Declaratio, de cerem. eccl. Luthers Yttringer i denne Henseende, f. Ex. om Musik, om den latinske Messe, ere bekjendte.

[10] Væsentligere udentvivl ved den Frihed, hvormed den i christelig Land underlægger sig Kultusformerne, antager og forkaster Ceremonier, end ved de Skranker, hvormed den har begrændset sin Lære og hvorved de protestantiske Kirker ere adskilte i Kirkens inderste Helligdom; skjønt Flere af denne Kirkes nyere Theologer betragte disse Skranker som et helligt Gjerde om dens Aand, indenfor hvilket den bar al sin objektive Sandhed og Gyldighed, retsom om Aanden her, ligesom i den katholske Kirke, havde sin Objektivitet i de udvortes Skranker og Begrændsninger, og ei i sig selv og sin egen Virken. Skjønt maaskee Ingen oprigtigere end jeg ærer Kirkens Lærebegreb, eller bedre erkjender dets christelige Fylde, og skjønt jeg ogsaa indrømmer, at den herskende bundløse Subjektivisme har gjort det nødvendigt at fremhæve Kirkens objektive Side, saa kan jeg dog ikke nægte, at det forekommer mig, at det Objektive nu oftere fremhæves i den Grad, at Theologien snart kan blive en blot kirkelig Jurisprudents, hvorfra Skridtet til Katholicisme, ja Jesuitisme ikke er just meget langt borte; thi den søgte Objektivitet kan snart slaae om til en objektiv Subjektivitet, fra hvis Despot i Kirken kun ved en ny Reformation kan blive befriet.

[11] Mere herom hos Gladstone, Der Staat in seinem Verhältniß z. Kirche. S. 113.

[12] Heri finde de for Polygamiets Forenelighed med Christendommen fra Tid til anden anførte Argumenter (jfr. Reuterdahls og Thomanders Theol. Qvartalsskrift, 1829, Andra H. Om Äktenskapet § 1.) fyldestgjørende Gjendrivelse.

[13] En Ret, hvoraf ogsaa Manden kun var i relativ Besiddelse, som en guddommelig Naadegave paa Grund af den med Abraham og hans Efterkommere oprettede Pagt; thi den kunde ikke tilhøre hans Person, som en den menneskelige Natur tilkommende Rettighed, eftersom Mennesket var nedværdiget og retløst i Kvinden. Ligesom Kvindens Personlighed gik op i Manden, saa gik Mandens Personlighed op i Jødestaten, som Type for det fuldstændige Menneske, Idealmennesket. Dette Forhold mellem Mennesket og Staten var ikke eiendommeligt for Jødestaten, skjønt fuldkomnest udtrykt i den, men var udentvivl Grundtanken i alle den gamle, forchristelige Verdens Stater, og Kvindekjønnet kom derfor heller ikke til sin Ret i nogen af dem. I den gamle Verden var Mennesket til for Statens Skyld; i den nye, christelige Verden ere derimod, eller skulde idetmindste baade Stat og Kirke være til for Menneskets Skyld. Denne Verdensanskuelse, hvori Mennesket først bliver hævet til sin Ret, kunde først blive til Sandhed ved Verdens, Syndens Overvindelse i Christi Død og Opstandelse til Menneskets Retfærdiggjørelse. (Jf. Mth. 12, 8, Marc. 2, 27, Joh. 8, 34 ff. 2 Korinth. 5, 10 ff. Gal. 4, 1—7, m. fl. St. Se og hvad der findes bemærket i “Betænkning angaaende en ny Lønningsmaade for Geistligheden“, S. 181 ff. 218 ff.)

[14] Et her betegnende Udtryk, som dog paa Grund af det Afguderi, som bl. A. det nye Tydsklands af kommunistiske Ideer overfyldte Profeter drive dermed, ei kan bruges uden Videre. Det er nemlig saa langt fra, at den Kvindens Emancipation, hvorfor de ivre, gaaer ud fra sand Erkjendelse af Kvindens Værdighed, at Kvinden og hendes Kald ingensinde er bleven behandlet med større Foragt end af dem. For at hævde Kvindens Menneskerettigheder ville de hæve hende over den hende af Gud og Staten anviste Virkekreds til Mandens Selvstændighed i Valget af sin Stilling. Ikke Kvindens, men alene Mandens Kald har saaledes selvstændigt, aandeligt Værd. Kvinden, som Kvinde, betragtes altsaa her, som hos Jøderne og den gamle Verdens øvrige Folkeslag, paa en saadan Maade, at de Pligter, hun som saadan har at opfylde, blive for ringe til, at Aanden, den Aand nemlig, hvoraf disse Profeter drives, skulde kunne antage sig dem. Denne Aand mangler alt Øie for Kvindens sande Værdighed og guddommelige Kald, og har med det Samme fældet sig selv som uchristelig og usand. Det er iøvrigt naturligt, at disse Folk, idet de forstyrre Naturens guddommelige Orden, og ville hæve Kvinden til Mand, ogsaa nedværdige ham, saa at den Ære, som Kvinden paa denne Maade skulde vinde, just ikke bliver synderlig stor. Denne Aand er for stærk til ikke at underkue; den er en Despot og vil tilbedes af Slaver. Den er for stolt til med Christus at indtræde i Barnekammeret og staae velsignende og vaagende ved Slægtens Vugge. Den har intet Brug for Kjærlighedens Baand, og velsigner derfor intet Ægtefkab; men giver Kjødet hvad Kjødets er, betragtende Alt det, som ikke kan indgaae i og bestaae for Aandens klare Tanke og almægtige Begreb, som et villieløst Redskab. For denne Aand er baade Manden og Kvinden, Mennesket, en Soldat i dens Hær, uden selvstændig Betydning og personligt Værd; for den er Intet helligt uden den selv. Den er Menneskemorderen fra Begyndelsen af. Christus derimod, hvis Navn hine Profeter ofte tage forfængeligt og føre i Munden ligesom Mahomed, giver uden at tage, skjænker Aand til dem, som ingen have, vil frigjøre Alle i Aand og Sandhed. I Christo er baade Mand og Kvinde en Guds Tjener med aandeligt Kald til Guds Børns Herligheds Frihed, et Guds Tempel, hvori den hellige Aand boer. Ægteskabets sande hellige Betydning er derfor ogsaa først aabenbaret i Christendommen som en Indstiftelse, hvori Mennesket gjenfinder sig selv i Kjærlighed. Hvor Ægteskabet agtes ringe, er Mennesket i Fare for at tabe sig selv, og Staten ei langt fra sin Undergang, idetmindste som christelig Stat. De feile derfor udentvivl meget, som med Luther ansee Ægteskabet blot for en borgelig udenfor Christendommen fuldgyldig Indstiftelse; thi det er af Aanden, ei af Naturen eller Verden, og dets Idee er derfor først bleven virkelig i Christo. Loven kan vel paabyde Monogamiet, men er dog nødt til at give efter for “Hjerternes Haardhed,“ hvorover Evangeliet alene har Magten.

[15] Pav Clemens den 6te siger, at den Krone, hvormed Keiser Karl den 4de kronedes i Rom 1365, betegnede Keiserens Ret til at haandhæve Kirkens Frihed. Sølvkronen og Jernkronen, hvormed han forud var kronet, havde ogsaa sin Betydning med Hensyn paa den kongelige Magt og Myndighed. Fleury l. c. XIV. 31.

[16] Provst Krag feiler udentvivl, naar han henfører Salvelsen til det kongelige Embede og den kongelige Myndighed. Den betegnede hos Jøderne Kongens Udvælgelse i og ved Guds Aand, hvilken Udvælgelse først blev til en virkelig Magt ved Thronbestigelsen, Folkets Hylding og Regaliernes Modtagelse. (Se, foruden hvad jeg ovenfor har bemærket om Salvelsen hos Jøderne, Michaelis Mos. Ret. I. S. 246—249.) Skulde derfor noget af Kroningssymbolerne udelades ved Dronningens Kroning, maatte det være Kronen, og ikke Salvelsen. Naar Paven forrettede Kroningen, hvilket han bestandig gjorde ved Keiserens Kroning indtil Maximilian den 1stes Tid, satte han selv Kronen paa; thi han var Kronens rette Herre; derimod forrettedes Salvelsen sædvanlig af Kardinalbiskoppen af Ostia, formodentlig fordi denne Akt var reen kirkelig, og ikke saa betegnende for Hierarchiet. Det berettes som en Mærkelighed, at Paven, da Karl den Store kronedes til Occidentens Keiser, selv salvede ham. Men Gjenoprettelsen af dette Keiserdømme var ogsaa saa vigtig for Pavens Interesse, at denne Nedladelse vel kunde forsvares, allerhelst da han med det Samme gjorde den mægtige Karl og hans svage Efterfølgere afhængige af sin naadige Villie. — Iøvrigt er Brugen af Chrismaet ved Kroningen neppe ældre end det syvende Aarhundrede. Fleury beretter idetmindste VI. S. 16, at Vestgotherkongen Wamba (Wanda), der kronedes 672, var den første Konge, som salvedes, ligesom det nok ogsaa var ved hans Aftrædelse fra Thronen, at Kirken lod falde de første Ytringer om sin Magt til at løse og binde Undersaatternes Troskabsed. I den orientalske Kirke, hvor Keiserens Kroning er langt ældre end i Occidenten, bruges Salvelsen idetmindste ikke almindeligviis og rituelt selv ved Præstevielsen, og i den latinske Kirke blev den først fra det Yde Aarhundrede en nødvendig og rituel Bestanddeel af Ceremoniellet ved Biskoppers og Præsters Indvielse. (Se Augusti Handbuch d. christl. Archæol. III, 232 ff. Bøhmer: christl. Alterthumsw. I, 472. Anm.)

Prof. R. Keysers Betænkning. Marts 1846.

Kroningen var i sin oprindelige christelige Betydning en reen kirkelig Handling. Ved den indviede Krones Paasættelse ved en Kirkens Forstander (Biskop) efter forudgaaende Salvelse udtryktes paa en symbolisk Maade den Idee, at den Kronede havde sin Værdighed af Guds Naade, og derfor var pligtig at røgte sit høie Kald til Guds og hans Kirkes Ære samt til sine Undersaatters sande Tarv. Dette Løfte aflagdes ogsaa i den med Kroningen forbundne Kroningsed.

Kroningen betragtedes derhos som en gjennem Kirken udtalt guddommelig Stadfæstelse af den kongelige Værdighed, der ved Fødsel eller Valg var bleven en vis Person til Deel. Hans Rettigheder i Staten, der allerede forud ved Lov eller særskilt Overenskomst vare fastsatte, udvidedes ikke ved Kroningen; men hans ophøiede Stilling omgaves med et helligt Hegn, stærkere end det, den verdslige Lov alene tænktes at frembyde.

Dette var den gjennem Middelalderen herskende Anskuelse af Kroningen, og denne Anskuelse har i alt Væsentligt vedligeholdt sig ogsaa i nyere Tider. Derfor vare og ere den lovlig antagne Konges Regjeringshandlinger lige gyldige før som efter hans Kroning. Hans egentlige Regjeringsmydighed var og er uafhængig af denne Ceremoni. En Undtagelse fra denne Regel gaves kun, saavidt vides, i Middelalderen for den Romerske Keisers Vedkommende, af hvis Kroning i Rom enkelte Rettigheder over Italien vare afhængige.

At man i Norge betragtede Kongens Kroning — en Ceremoni, som der først sildig indførtes — fra ovennævnte Synspunkt, er fuldkommen klart baade af Historien og Lovene. Dette bevises allerede af den Omstændighed, at den Norske Konges Regjeringstiltrædelse aldrig — ligesaalidet før som efter Foreningen med Danmark — regnedes fra hans Kroning, men fra den Dag, da han ved en høitidelig Anerkjendelse fra Folkets Side eller, senere hen, ved sin Forgjængers Død modtog Kongenavnet.

Af denne almindelige Anskuelse af Kroningens Væsen forklares lettelig den Skik, ogsaa at salve og krone Dronningerne, en Skik, der er ligesaa udbredt og næsten ligesaa gammel som Kongernes Kroning. Dronningen skulde, i Egenskab af Kongens lovlige Ægtehustru, deelagtiggjøres i den samme Kirkens Velsignelse som han, og stilles under det samme Religionens Værn. Maaskee forenede sig hermed, forsaavidt Kongedømmet var arveligt, det Bihensyn at udbrede en større Glands over begges til Riget arveberettigede Børn, som fødte af et fuldkommen lige Ægteskab, noget hvorpaa man i de ældre Tider satte saa stor Priis. Derimod har aldrig den Forestillingsmaade gjort sig gjældende, at Dronningen ved at krones — enten med Kongen eller særskilt — erholdt nogen Ret til at deeltage i Regjeringsmyndigheden eller til at udøve den paa sin Mands eller sine Børns Vegne; — eller omvendt, at Dronningen ikkun maatte krones i det Tilfælde, at Lov og Vedtægt tillod hende under visse Omstændigheder at optræde som Deeltagerske i Regjeringen eller som Formynderske.

Hvad Norge angaaer, da har vistnok ikke Dronningens Kroning der i ældre Tider været nogen fast Vedtægt; men dog finder man de bestemteste Efterretninger om, at den har fundet Sted under tre efter hinanden følgende Konger. Da nemlig Kong Magnus Lagabøter i sin Faders Kong Haakon Haakonssøns levende Live blev kronet som sin Faders Medregent i Bergen den 14de September 1261, blev hans Dronning Ingeborg, med hvem han havde Bryllup tre Dage i Forveien, kronet tilligemed ham (se den samtidig forfattede Haakon Haakonssøns Saga Cap. 309—10; jfr. Aalls Kongesagaer 3 B. S. 361). Ved Magnus’s Søns, Kong Eriks (Præstehaders) Ægteskab med Margreta af Skotland i 1281 var i Ægteskabscontracten indført den udtrykkelige Betingelse, at hun paa sin Bryllupsdag skulde krones til Dronning (see Rymer Vol. I P. II p. 595 sq.), og der er ingen Anledning til at troe, at denne Betingelse ikke er bleven opfyldt. Endelig blev ved Kg. Haakon Magnussøns Kroning i Nidaros den 1ste November 1299 hans Dronning Eufemia kronet tilligemed ham (see Annales Regii i Script. rer. Dan. I. III. p. 122—23). Og disse Dronning-Kroninger i Norge foregik, vel at mærke, alle i et Tidsrum, da ikke alene en kvindelig Regjering men ogsaa et kvindeligt Rigsformynderskab ligefrem stred baade mod Lovens Bestemmelser og mod Statsforfatningens Aand i det Hele.

At flere norske Dronning-Kroninger ikke bestemt kunne paavises, grunder sig maaskee mere i de gamle Efterretningers Ufuldstændighed, end deri, at flere virkelig ikke have fundet Sted. Men i ethvert Fald har man i de ovenanførte tilstrækkeligt Beviis for, at Skikken at krone Dronninger hverken har været fremmed for Norge i dettes ældre Selvstændighedsperiode, eller der betragtet som betinget af Dronningens Ret eller Adgang til Deeltagelse i Regjeringsmyndigheden.

I Naborigerne Sverige og Danmark — for ogsaa derfra at hente Exempel — har Dronningernes Kroning været i Brug baade i ældre og nyere Tider og under Statsforfatningens mest forskjellige Skikkelser. Den brugtes i Danmark ligesaavel paa den Tid, da Kongedømmet var paa det Strengeste indskrænket ved Rigsraadet, som senere under Enevoldsmagten. I Sverige have tre Dronning-Kroninger fundet Sted efter Indførelsen af den nu bestaaende Statsforfatning hvilken ligesaavel som den Norske udelukker Dronningen fra al Regjeringsmyndighed.

Dronningernes Kroning maa overhovedet ansees som en almindelig christelig-europæisk Skik, betinget ikke af nogensomhelst Adgang ifølge Statsforfatningen for Dronningen til at kunne vorde Regentinde, men ene og alene af hendes ophøiede Stilling som Kongens Ægtefælle.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Lig den i den katholske Kirke ved Præstevielsen brugelige Salvelse, som Bellarmin (de sacro ordine, lib. 1 cap. 12) kalder: sacramentalis qvamvis accidentaria.
  2. ↑ Qvenstad. Antiqu. Bibl. II. 10. Winer Realwörterb. Art. “König.“
  3. ↑ Antiqv. sac. vet. Hebr. pag. 233 pgg.
  4. ↑ Qvenstæd. l. c. p. 10. Seldenus de success. ad leg. Hebr. 240. 244.
  5. ↑ Fleury, Allg. Kirchengesch. VI. 293. 392.
  6. ↑ Fleury l. c. VI. 461. Schytte, Staternes indv. Regjer. I. 123.
  7. ↑ “Dona sua coronat Deus, non merita tua.“ Augustin.
  8. ↑ Undtagelser, f. Ex. Debora, Dom. 4, 4 ff. tjene kun til at stadfæste Regelen.
  9. ↑ Hvilket jo desuden nu ved Kongens og Storthingets forenede Beslutning er skeet paa den formeligste Maade.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Kroningsaktens_Betydning_i_vor_Kirke&oldid=256838»