Kornet Ramus og Løitnant Bruse
Det er en kjendt Sag, at Mag. Jonas Ramus’s og Anna Kolbjørnsdatters ældste Søn, Ole Ramus, fandt en voldsom Død for en Vaabenfælles Haand. Mindet om denne sørgelige Begivenhed har levet i Bygdesagnet indtil vore Dage. Men udenfor selve Hovedsagen stemmer de verserende Fortællinger om, hvorledes det gik til, kun lidet overens. De er saa sterkt afvigende i Enkelthederne, at endog Skuepladsen er henlagt til forskjellige Egne.
I den først optegnede Gjengivelse af Bygdetraditionen, i Andreas Fayes „Norske Sagn“, 2den Udgave, S. 202—203, fortælles der, at den unge Ramus, som her siges at have været Student, i et Selskab etsteds paa Hadeland kom i heftig Ordstrid med en Løitnant Bruse. For at faa Husfred opfordrede Værten Løitnanten til at gaa: men Ramus, som havde drukket vel meget, lukkedes ind i et Værelse for sig selv. Han sprang imidlertid ud af Vinduet, indhentede sin Modstander og for løs paa ham med sin Sabel. Bruse trak da ogsaa blank og gav Ramus Banesaar.
Efter nogles Beretning skulde denne Ulykke være skeet ved Mosbroen, efter andres ved Bergegrinden paa Hadeland.
I sine „Aktstykker til den norske Krigshistorie under Kong Fredrik IV“, S. 20 fortæller Bernt Moe derimod, at Ramus blev fældet af Løitnant Bruse i en Duel, som fandt Sted i Hole Prestegjæld i Nærheden af en Bæk, som af denne Begivenhed endnu kaldes Brusebækken. Moe lægger til, at Ramus blev begravet i Norderhovs Kirke, hvor der endnu for 60 Aar siden hang en Kaarde, der udgaves for at have været hans.
En tredie Version af Sagnet, som det fortælles paa Hadeland, er optaget i Professor Dr. L. Daaes „Norske Bygdesagn“, 2. Saml. S. 132—133 efter Meddelelse af nuværende Biskop A. Chr. Bang, der i sin Tid var Personelkapellan hos Sognepresten i Gran.
Traditionen er i dette Prestegjæld knyttet til „Ramus-Sletten“ — i daglig Tale kaldet „Rammers-Sletten“ — under Gaarden Dvergsten: den er opkaldt efter Kornet Ramus og ligger tæt ved den gamle Bergens-Vei. Ikke langt fra den fører en Veistump gjennem Bergegrinden, der nævnes i den af Faye gjengivne Version, op til Pladsen til Berge, som tidligere skal være kaldet Dvergstenseie. Det heder, at Kornet Ramus sammen med en Løitnant havde overnattet paa Skydsskiftet Aavedal. Her havde han drukket meget tæt og var bleven saa fuld, at hans Kamerat havde vanskeligt for at holde Styr paa ham. Da de om Morgenen var stegne til Hest og var komne af Gaarde, blev Ramus aldeles balstyrig. Han trak blank og vilde slaas med sin Kamerat. „Jeg har sparet dig længe“, udbrød han, men nu skal du til“. Dermed huggede han løs paa sin Ledsager. Men denne greb sin Pistol, trykkede af og ramte Ole Ramus midt i Brystet, saa han sank død af Hesten. En gammel Kone, som skar Korn i Nærheden, raabte da til Løitnanten: „Nu faar du nok skynde dig afsted!“ Men denne svarede: „Nei, men du skal være mit Vidne, hvorledes det er gaaet til“. Dermed drog han til Øvrigheden, meldte Sagen og slap fri for Straf.
Som af det følgende vil sees, er det af Bernt Moe meddelte Sagn aldeles uefterretteligt i enhver Henseende. Derimod har de hadelandske Bygdesagn, som er optagne i Fayes og Daaes Samlinger, paa en temmelig korrekt Maade gjengivet flere af Enkelthederne overensstemmende med den virkelige Tildragelse. Et Hovedmoment er dog temmelig udvisket. Skjønt de udtrykkelig siger, at den unge ubesindige Kornet havde sig selv at takke for den sørgelige Skjæbne, som overgik ham, lader de dog paa den anden Side ikke hans Drabsmand fremstaa saa blottet for al Skyld, som han nødvendigvis maatte være for at gaa fri for enhver Straf.
Om den ulykkelige Begivenhed, der foregik paa Gaarden Dvergstens Grund, findes de udførligste Oplysninger i et i Retsprotokollen for Hadelands og Valders’s Sorenskriveri indført Thingsvidne[1]. Dette er imidlertid ikke paa langt nær fuldstændigt, idet en større Del af de vigtigste Vidneprov, der afgaves i skriftlig Form, ikke findes indførte, men kun er antydede med sine Begyndelsesord. Den udførlige Thingsvidneakt, der blev Krigsretten forelagt, har ikke været at opspore.
Heller ikke den for det oplandske Regiment førte Justitsprotokol synes at existere længere. Derimod kjendes den over Ramus’s Drabsmand, Løitnant Kristian Bruse, afsagte Dom fra et Resumé, der er indtaget i „Justitsprotokol for Generalauditoriatet. No. 2“.
Endelig findes en Del vigtige Oplysninger, som henhører til denne Sag, i den militære Skifteprotokol No. 5 (for 1ste søndenfjeldske Dragonregiment 1703—1736).
For at give et korrekt Billede af Stedforholdene og selv faa et fuldstændigt Overblik over Begivenhedernes Gang har jeg under den endelige Bearbeidelse af det indsamlede Arkivmateriale besøgt Skuepladsen for det triste Drama, som her skal oprulles.
Der er neppe mange i vore Dage, som ved Læsningen af Fader Holbergs „Jacob von Tyboe eller Den stortalende Soldat“ har opgjort sig en klar Forestilling om, at Hovedpersonen i dette efterdigtede plautinske Lystspil virkelig er kalkeret over typiske Skikkelser i den Hær, som trodsede „Løven fra Norden“ og drev hans Karoliner tilbage. Karakteren er yderlig overdreven, forsaavidt de mest iøinefaldende slette Sider angaar, det løgnagtige Pral og den kolossale Feighed. Hvad Digteren har taget ud af det daglige Liv, er Militærstandens anmassende og brutale Tone, den virkelige eller paatagne Raahed, som udvistes mod Landets øvrige Befolkning, og den frække Umoral af alle Slags, som freidig bares tilskue. Men Digteren udtaler ogsaa, at disse utækkelige Egenskaber er uægte Flitter, som Standen har smykket sig med. Det hele løber ud i en au Efteraben af det lapsede Væsen, som dannede et Særkjende for deres Vaabenfæller, som havde tjenstgjort ved Hjælpetropperne i de udenlandske Krige, særlig i Nederlandene under den spanske Arvefølgekrig eller den brabandske Krig, som den her kaldtes. Der stod fortjent Ry af de Karer, som havde været med i denne, og den Stas, som man gjorde af dem efter Hjemkomsten, var særlig skikket til at faa vendt ud paa de mindre gode Sider ved dem.
Blandt de yngre Officerer, som efter Udbruddet af Krigen med Sverige vendte hjem fra Brabant, var Kornetten Ole Ramus, ældste Søn af den lærde Norderhovsprest Mag. Jonas Ramus og Anna Kolbjørnsdatter. Om han, som man har fortalt, har været Student, før han gik over i Militærstanden, faar staa derhen: men han giver dog i det hele lidet Indtryk af at have været en Bøgernes Mand. Fra hans Ophold i Brabant og om hans Færd som Kriger ved man lidet eller intet. Han maa mindst ved et Par Leiligheder have faaet alvorlige Saar; men det findes ikke nævnt, i hvilke Slag eller Træfninger det var. Hvad han selv fortalte fra denne Episode af sit Liv, bør man kanske helst gaa ganske løselig forbi. Om kun en Del var sandt af det, han i Fuldskab gjorde sig til af, tør man neppe uden videre regne ham med blandt Vorherres bedste Børn. I Kristiania maa han have været en god Kunde paa Traktørstuerne, hvor han nød en ret udstrakt Kredit. Ved Siden af den Gjæld, han her gjorde, reiste han ikke saa ganske smaa Laan hos forskjellige af Byens Kjøbmænd.
Sandsynligvis var Ole Ramus med i Løvendalsfeiden. Under denne blev han den 18de September 1711 ansat som Fænrik ved Major Fredrik Buddes Kompagni af Oberst Ulrik Kristian Kruses Dragonregiment. Da han kom ind i Etaten, maa han have været opimod de treti, og han havde saaledes allerede den første Ungdom bag sig; men det maa dog herved erindres, at det først var længere ude i Krigsaarene, at der foregik nogenlunde rask Oprykning i Officersgraderne.
Til Kvarter havde Ramus faaet sig anvist Gaarden Ouren, hvor han ikke kan have boet; derimod lader det til, at han havde Logi paa Gaarden Bølken. Men naar han ikke var bunden af Tjenesten, tilbragte han nok den meste Tid paa Gjæsteri, dels i Kristiania, dels i de omliggende Prestegjæld. Gregers Pederssøn, der havde Gjæstgiveri paa Granevolden, saa ham nok især stadig paa sin Gaard, der kom i Bygderygte for det stygge Hus, som Ramus her holdt med Drik og Jentekommers.
Naar Ramus var fuld — og det gik ikke sjelden paa — pralede han gjerne af de Erobringer, som han en Don Juan lig havde gjort baade blandt de brabantske Skjønheder og blandt Landets Døtre. Det siger sig selv, at det meste af, hvad han saaledes diskede op med, var bare Fyllevæv; men at han baade var udsvævende og derhos troløs mod dem, han forførte, har man Vidnesbyrd om i Ministerialbog og Retsprotokol.
En af de mange, han legte Kjæreste med, blev med hans Barn drevet ud paa Fantestien. Aar for Aar hører man, at hun flakker Bygderne rundt med Kramvarer, og tilsidst oplyses det, at hun er død i Fattigdom.
Og dette er Indledningen til, hvad vi nu kommer ind paa.
Øvrigheden havde maattet tage sig af hans Forhold til den forførte Pige. De skulde mødes den 30te August 1713 paa Thinget paa Granevolden. Men her var ingen af dem tilstede.
Ramus var i Bygden, da Sommerthinget holdtes. Han havde taget hen til den store Gaard Dvergsten, som eiedes af en af Bygdens Kakser ved Navn Peder Anderssøn. Hvad Erende han her havde, kan ikke sees; men at dømme efter den Stemning, vi træffer ham i, maa han have nydt Gjæstfriheden i fuldt Maal.
Paa denne sin Udflugt ledsagedes Kornetten af sin Oppasser Kristian Pederssøn Svendsbakke, en Fyr af daarligt Rygte. Han havde lagt sig til sin Herres bryske og voldsomme Væsen og var rent opsat paa at bringe denne i Uenighed baade med hans Standsfæller og andre. Det var heller ikke frit for, at han paa brabantsk Feltmaner gjorde sig skyldig i Naskeri, hvor han kunde komme til. Saaledes havde han foretaget ulovligt Karudsfiske i Damme, som hørte under Gaarden Moldstad og en af Pladserne paa Mjønnevald.
Løitnant Bastian Helm, der eiede Gaarden Moldstad, gjorde ikke større Væsen af dette Tyveri. Men den bestjaalne Pladsmand paa Mjønnevald, Erik Smed, førte et svare Spektakel. Han havde betalt Karudserne med hele 7 Mark i rede Penge, og det havde været hans Agt at gjøre en paa Strømsø bosat Svoger en Foræring dermed. De opfiskede Karudser havde Kornettens Oppasser foreløbig gaaende i Brønd eller Dam paa Gaarden Aavedal, som dengang eiedes af Maren Reiersdatter, Moder til Anders Gjordssøn, der siden 1710 var Fænrik ved Oetkens Dragoner.
Erik Smed havde havt fat paa Kristian Pederssøn for hans Rapserier; men fra den Kant havde han ikke opnaaet andet, end at Karudstyven havde lovet ham en banket Trøie ved første Leilighed. Smeden fandt, at det var haard Kost baade at miste Karudserne og at blive undsagt; han maatte derfor drage Omsorg for at faa Ret paa Oppasseren.
Ledsaget af et Par af sine Naboer paa Mjønnevald, Smeden Nils Pederssøn Skotterud og Mølleren Anders Larssøn, gik han den 4de September først opover til Moldstad, hvor han satte Løitnant Bastian Helm ind i Sagen. Helm skrev da et høfligt Brev til Ramus. I dette bad han ham om at hjælpe den fattige Mand Erik Smed til Rette og afstraffe Drengen for det begaaede Tyveri. Han omtalte ligeledes, at Ramus’s Oppasser havde opfisket Karudser af Dammen paa Moldstad.
Med dette Brev begav da Erik Smed og hans Følge sig til Dvergsten, hvor de traf Kornetten. Havde Smeden nu med det samme afleveret Brevet, tør det nok hænde, at Sagen havde jevnet sig i al Mindelighed. Men i det Sted optraadte Smeden og hans Ledsagere, som om Tyveknegtens Karudsfiske i høieste Maade vedkom hans Herres Ære og Velfærd. Til en Begyndelse spurgte Erik Kornetten, om Drengen Kristian Pederssøn Svendsbakke var i hans Tjeneste eller ikke, og om han stod under Krigsretten eller Landsloven. Ramus svarede hertil, at Kristian Dreng var i hans Tjeneste og stod under Krigsretten. Da han havde faaet vide, hvad der var paa Færde, spurgte han, om Smeden ikke vilde tage Betaling for de bortkomne Karudser, saa det kunde komme til Forlig. Denne lod ikke uvillig til det. Men da Kornetten tog frem en Marks Penge eller halvanden, fandt smeden, at det var for liden Godtgjørelse for det Tab, han havde lidt.
„Er du ikke Smed, saa du kan smide dig en Karuds?“ spurgte Ramus.
Men Erik Smeld vilde ikke høre paa slig gudsforgaaen Snak. Han lod Kornetten vide, hvad han havde givet for Karudsen, og hvad hans Agt med den havde været. Men det kunde være det samme baade med Karudserne og med al Erstatning, sagde han, naar han blot fik gaa sin Vei og sin Sti i Fred for Oppasseren.
„Det skal jeg være din Mand for“, sagde Ramus; han skjøttede nok ikke om at forhandle videre om Sagen der paa Gaarden. „Vil du og Mændene møde hos Nils Pederssøn paa Mjønnevald, skal jeg komme did med Drengen og faa eder forligte“.
Med den Besked forlod de tre Mænd Dvergsten og drog nedover til Mjønnevald.
Paa Pladserne og i Hytterne paa Sletten nedover langs Elven var i disse Aar Kaptein Mayens Kompagni af Kruses Dragonregiment indkvarteret, og Kapteinen selv med Familie var indlogeret i et af disse Haandverkerhjem.
En Times Tid efter at Erik Smed var kommen hjem, kom Kornetten ogsaa ridende paa sin store prægtige Hest nedover til Mjønnevald, hvor han tog ind hos Smeden Nils Skotterud. Han havde Kristian Dreng med, og der gik øieblikkelig Bud efter Erik Smed og Anders Larssøn. Det maa være bleven spurgt i Grænden, at der skulde drives Løier med Kornetten; thi der kom ikke saa faa Mennesker sammen i Nils Smeds Stue.
Da Erik Smed kom ind, spurgte Kornetten ham, om de ikke skulde forliges. Dette skulde ikke være Smeden imod, og han skulde vist ikke lægge mindste Bret paa, hvad der var hændt, naar han blot for Fremtiden fik nyde Fred i sit Hus, paa Alfarveie og Stier.
„Det skal jeg være din Mand for“, sagde Kornetten igjen.
Anders Møller hentede Drengen ind, og Ramus sagde til ham: „Nu skal du og Erik Smed være forligte!“
„Ja, jeg skal forlige mig med ham“, sagde Drengen spodsk; han vilde vise de tilstedeværende, hvad Kar han var. „I hvilket Øre paa Karudsen var det, du bed Merke?.. Djævelen skal fare udi dig!“
Han vendte Siden til og for med knyttede Næver ind paa Smeden.
„Holdt, din Hundsvot“, tog Kornetten i. „Fy, hvorledes er det, du bærer dig ad?... Gaa ud og pas min Hest!“
„Der kan I se, hvad Fred jeg nyder“, klynkede Erik Smed.
Der var, som sagt, flere uvedkommende inde i Stuen, og de Bemerkninger, de tillod sig, skulde selvfølgelig ikke gjøre det lettere at faa Sagen bilagt.
Paa Ramus’s Forlangende fjernede de fleste sig, og Drengen blev igjen kaldt ind.
„Foren dig med Smeden“, sagde Ramus til ham.
„Nei, saamæn gjør jeg inte!“ svarede Drengen.
Erik Smed sagde da: „Jeg begjærer, at det maa komme for Retten, saa du kan bevise, hvor du har faaet Karudserne fra.
„Jeg har bekommet dem i Rossum-Tjernet“, sagde Drengen.
„Det skalt du have løiet“, sagde Smeden, for jeg har talt med Rossum-Mændene idag“.
Der blev talt frem og tilbage; men til Enighed kom man ikke. Tilsidst forlangte da Ramus, at Kristian Dreng, Erik Smed og de andre Mænd skulde følge ham bort til Kaptein Paul Mayen, som boede i Nærheden.
De gjorde da saa. Da de var komne derhen, forlangte Ramus i Kaptein Mayens Nærværelse, at der skulde indgaaes Forlig.
Om den Mægling, som nu foregik, ved vi kun, at Ramus til Slutning greb i Lommen, trak op en Haandfuld Penge, som han kastede paa Kapteinens Bord, og sagde, at Smeden skulde tage sig betalt for Karudserne. Han gjentog sin gamle Vittighed: „Du kan vel smide dig Karudser igjen“.
„Ja, Gud bedre mig fattig Mand“, jamrede Smeden; „saaledes gjør de noget hver Gang ved mig“.
Ramus lod ham da vide, at han ikke havde nydt noget godt af det Karudsfiske, som havde fundet Sted, og Smeden medgav da ogsaa: „Det ved jeg vel, at I ikke har bekommet noget af dem“.
Enden blev, at Smeden tog Pengene til sig. Det var nok ikke mere end de halvanden Mark, som Ramus allerede tidligere havde budt ham.
„Du skal slaa mig nogle Søm med store Hoveder paa“, sagde Ramus saa. Med denne Ytring mente han nok hverken mere eller mindre, end at Erik Smed ved dette Forlig havde taget ham godt ved Næsen.
Det kan vel ikke være Tvil om, at de tilstedeværende Bønder havde slængt ind et og andet spydigt Ord, slig de kunde falde. Hidtil havde Ramus dog taget alt med Ro. Men nu brød Sinnet frem. Han trak Pallasken og svang den rundt sig, saa Odden kredsede truende og uhyggelig i Retning af Bøndernes Ben. Et Par af de Mænd, som havde været Erik Smeds Vidner, saa da ogsaa til at faa Døren mellem sig og den vrede Krigsmand saa snart som muligt.
Erik Smed selv blev livræd og holdt sig forsigtig bag Ramus’s Ryg, idet han raabte: „Jeg er udi Kornettens Beskjærmelse!“
Men det hørtes ikke ud paa denne, at han skulde forlade sig saa altfor meget paa det.
„Hvad mæter jeg om at hugge to, tre Smede over, saa Hovederne triller bortefter Marken?“ sagde han.
Kaptein Mayen var en sindig og godmodig Mand, og han gjorde sit Bedste for at faa den iltre Kornet bort fra hans blodtørstige Tanker. For at slippe ud af Klemmen trak Erik Smed nu først frem Løitnant Bastian Helms Brev og leverede det til Ramus. Denne læste Begyndelsen af det ganske flygtig; men da han saa, hvad det dreiede sig om, leverede han det til Kapteinen. Efterat Maven havde seet det igjennem, vilde han, at ogsaa Ramus skulde læse det ud: det kunde jo hænde, sagde han, at der stod noget i det, som han vilde have sin Fornøielse af. Men Kornetten havde nu sat sig i Hovedet, at denne Dag vilde alle have ham til Bedste. En halvveis spøgende Ytring af Kapteinen opfattede han derhen, at det var hans Ven og Vaabenfælle Bastian Helm, som havde pudset Smedene paa ham, og at han tillige selv agtede at gaa i Gang med Sagsanlæg og Erstatningskrav.
Kapteinen og hans Familie fik nu sin fulde Hyre med den hidsige Kornet, idet de vilde have ham til at slaa koldt Vand i Blodet. Det kunde jo hænde, sagde de, at Sagen slet ikke var saa ugrei og kjedelig, som den i hans Øine var. Under dette Ordskifte er der al Grund til at tro, at det unge Brushoved ikke iagttog den Respekt, som skyldtes hans Overordnede. Men hverken denne eller hans Familie lagde det mindste Bret derpaa. De kjendte Kornetten godt nok til at vide, hvor resikabelt det var at lade ham drage af Gaarde i den Sindsstemning, han var. De lokkede og nødede ham til at blive Natten over, og skjøndt han stred imod i det længste, gav han dog tilsidst efter.
Tidlig den næste Morgen kom Kornetten indom Nils Smeds Hus paa Mjønnevald. Han vilde høre efter, hvorledes det gik med et Bidsel, som han Dagen forud havde bestilt.
Inde i Stuen fik han af Smedens Kone høre, at Smeden allerede stod i Smedjen. Han overtalte hende til at overlade ham noget Brændevin, og derpaa begav han sig hen i Smedjen, hvor han trakterede Smeden og tog sig selv et Glas eller to paa Morgenkvisten.
Da Smeden udtalte sin Forundring over at se ham saa tidlig paa Benene, svarede han, at han ikke havde havt Ro til at sove om Natten for dette „hersens Faasen-Tøy“. Han var fremdeles harm paa Løitnant Bastian Helm, som han gav Skylden for det hele Opstuds, og han lagde til: „Jeg tør veksle Kugler med Bastian derom idag“.
Smeden søgte da at tale ham tilrette.
„Gud give, ingen lægger sig «aa meget ud, for en lumpen Knegts Skyld, at man derover kan forspilde baade Liv, Are og Velfærd“, sagde han.
Ramus vilde ikke tage Drengen i Forsvar; men han afviste dog enhver Tanke om at jage ham fra Tjenesten.
„Jeg kan da ikke forlade ham“, sagde han. „Dertil har han kostet mig for meget, hele 30, 40 Rigsdaler“.
Det var vel forskjellige Udlæg, Kornetten havde havt, og som det var Meningen at lade ham optjene.
Ude paa Gaardspladsen traf Kornetten Jon Karlssøn Delen, en af Hadelands vældigste Jægere. Han fik ham med sig ind i Stuen, hvor han drak ham til i Brændevin, saa han blev ganske ør. Ramus aftalte saa med ham at tage til Skogs i den kommende Uge for at skyde Fugl. Kornettens Dreng var da næsvis nok til at blande sig i Samtalen.
„Ja, om Dagen skal vi skyde Fugl, og om Natten skal vi fiske“, sagde han.
Ramus bed ham da barsk af med de Ord: Skam skal du faa, om du fisker Karuds tiere om Natten“.
Om lidt gav Ramus og Jon Karlssøn sig til at skyde tilmaals ude paa Gaardspladsen.
Nils Smed hørte, at Ramus bad Jon Karlssøn om at overlade ham to Kugler for 2 Skilling. Han gik da hen og hviskede til Jon, at han ikke skulde lade Ramus faa Kuglerne. Men Jon, som ikke kjendte til, hvad der var foregaaet, og vel heller ikke lengere var klar over, hvad han gjorde, trak sin Kuglepung op af Lommen og overlod ham tre Kugler.
Ramus gav Kristian Dreng de to af dem og bød ham lade Pistolen. Den gamle Ladning blev udskudt og en ny indlagt.
Idet Ramus modtog Pistolen af Drengen og stak den i Hylstret, sagde han: „Den skal være for Bastian idag“.
Derpaa steg han tilhest.
Nils Smed blev staaende en Stund og grundede over Kornettens Ord. Han blev stygt ræd for, at det spøgte for en Ulykke. Han fandt det raadeligst for alle Tilfældes Skyld at gaa opover til Moldstad for at varsku Løitnant Helm om, at han skulde tage sig i Vare for Kornetten.
Ramus havde sagt Kaptein Mayen og hans Familie Farvel og red, ledsaget af Kristian Svendsbakke, Veien fremefter til sit Kvarter. Han havde nok lovet Kapteinen at holde Fred; men i sin Bagrus havde han rent glemt dette Løfte i samme Nu, det var givet.
Da han var kommen henimod Thingelstad Kirke, tog Helms Brev paa at spøge i hans øre Hjerne. Han vilde nu se, hvad der stod i det, kranglede først med Drengen, som han paastod at have leveret det til, og fandt det omsider i sin egen Lomme. Han var dog for dimøiet til at holde fast paa Bogstaverne, saa han kunde faa Rede paa Indholdet. Saa stak han det til sig igjen og sagde: „Jeg maa ride hen til Bastian“.
Dermed tog han og Drengen af til Moldstad.
Det var nok saa folksomt her paa Gaarden, da Skuraannen var i fuld Gang.
I de sidste 14 Dages Tid havde Løitnant Kristian Bruse, der siden 1712 havde været ansat ved det Hadelandske Kompagni af Oplandske (J. O. Brockenhuus’s) Regiment, været Løitnant Helms Gjæst paa Moldstad, og de to havde gaaet paa Jagt sammen. Helms Søster Karen var her for at holde Broderens frugtsommelige og dengang noget sygelige Kone med Selskab. Det var nok af Hensyn til denne, at Kaptein Mayen og hans Familie havde holdt fast paa Kornetten den foregaaende Aften og aflirket ham Løftet om at holde Fred.
Det tog sig helt martialsk ud det Indtog, Kornet Ramus holdt paa Moldstad, siddende høit tilhest med Pistolen i sin høire Haand og Pallasken under den venstre Arm. Det var endnu tidlig paa Dagen. Løitnant Bruse gik i Vest og Nathue; men Helm var fuldt paaklædt, skjønt uden Vaaben, da han gik ud for at modtage den ny ankommende Gjæst.
Saasnart Helm kom bort til Kornetten, rettede denne Pistolen mod hans Bryst og lod ham vide, at han nu skulde dø, siden han Dagen i Forveien havde gjort ham den Tort at lade ham beskikke for de bortkomne Karudsers Skyld.
Helm blev ilde tilmode ved at se sin Husfred forstyrret paa denne Vis. Han sagde, at var Ramus bleven beskikket i hans Navn, saa var det bleven gjort af en Hundsvot.
Kornetten vilde imidlertid ikke lade sig noget sige. Han sporede sin Hest og rettede sin Pistol mod Helm, der trak sig tilbage til sin Stuedør. Her sagde han til ham: „Stig af Hesten og kom med ind, saa skal du nok faa vide, at det er usandt, hvad du har at fare med“.
Bruse var i Kjøkkenet, da han hørte og saa, hvorledes Ramus tog paa Vei.
Halv paaklædt, som han gik og stod, skraaede han tvertover Gaarden og vilde stagge Kornetten.
„Gud bevare dig, Broder“, sagde han, „hvorledes er det, du kommer tilgaards? Bær dig da ikke slig ad, men stig af Hesten, saa vil du nok faa vide, at Manden er uskyldig i det, du beskylder ham for“.
Forbitret over Bruses Indblanding skjældte Ramus ham ud for Hundsvot og Kanalje, bød ham med usømmelige Ord og Lader at holde Kjæft og klappede paa sin Dyrendal, idet han lovede at hugge til ham, „saa Saften skulde flyde af ham“.
Bruse saa med Ærgrelse, at Aannefolkene med Nysgjerrighed iagttog det Skuespil, Kornetten opførte. Han foreholdt ham da paa Tysk det mindre smukke i hans Opførsel, og omsider lykkedes det at faa ham til at gaa med ind i Stuen.
Her fik Ramus Helms Brev frem. Han vilde hverken høre eller lade sig sige andet, end at det var en Beskikkelse, han havde faaet.
Helm gik da ud og raabte paa sin Tjener, som han sendte nedover til Mjønnevald efter Smeden og Mølleren, — de formentlige Beskikkelsesmænd.
Medens Helm var ude, tog Ramus inde i Stuen fat paa Bruse og udskjældte ham paa det blodigste. Han trak derhos sin Pallask og satte den for hans Bryst med de Ord: „Jeg har ladet min Pistol med 2 Kugler idag for Bastian Helm; men nu skal de være skjænket dig, inden jeg sover iaften“.
Dette hørte Løitnant Helms Damer paa.
Søsteren styrtede skrækslagen ud paa Gaarden og raabte: „Broder, for Guds Skyld, kom ind! Ramus og Bruse er Uvenner!“
Da Helm kom løbende ind i Stuen, holdt Ramus Pallasken for Bruses Bryst, maalte et Kvarter op fra Odden paa Klingen og sagde: „Saa langt skal den sidde i Brystet og Hjertet paa dig inden Aften!“
Bruse stod rolig og holdt den ene Haand i Barmen og den anden bag paa Ryggen. Han veg unda, naar Ramus trykkede til, og sagde bare: „Hvad skal saadant til For Guds Skyld, vær dog stille!“
En Stund efter, da de tre Officerer stod ude i Stuedøren, tog Ramus Bruse i Amen og sagde: „Vi vil gaa ud at skyde!“
„Til Maals skal jeg gjerne skyde med dig, om det var om halvanden Mark“, sagde Bruse.
„Nei, paa dit Bryst vil jeg skyde“, sagde Ramus.
Gud bevare mig derfra“, sagde Bruse. „Jeg har tjent altfor tungt for mit Brød til det“.
Det lykkedes Helm at faa mæglet Forlig, og Ramus, som lidt efter lidt blev en Smule klarere i Skallen, var nu ogsaa bleven mere føielig.
„Gud forbande mig, om jeg tænker derpaa mere“, sagde han til Løitnant Helm. „Du ved, at jeg har været galen idag“.
Om lidt kom Smeden Nils Pederssøn af sig selv tilgaards. Han blev straks kaldt ind i Stuen, hvor han paa Helms Spørgsmaal forklarede, at Beskikkelsen i Anledning af Kristian Svendsbakkes Karudsfiske var foregaaet i Erik Smeds Navn.
„Du beskikkede mig i Bastians Navn“, sagde Ramus.
„Nei, det gjorde jeg ei“, sagde Smeden.
„Jo, for Gud, gjorde du saa“, sagde Ramus.
„Nei, for Gud, gjorde jeg ei“, dømte Smeden.
„Ja, saa har Kapteinen løiet for mig, og du er undskyldt, min Broder“, sagde Kornetten.
Han sprang op, lagde Armen om Helms Hals og kyssede ham og bad ham mange Gange om Forladelse.
„Synes du ikke“, sagde Helm saa, „at det var bedre at hjælpe saadan en fattig Mand til Rette, end at stelpe ham noget fra?“
Aa jo, det lod til, at Ramus nu fandt det samme. Han spurgte, hvorledes han paa bedste Maade skulde stille alle tilfreds.
Helm mente da, at det bedste vilde være, at Ramus paaskjønnede sin Dreng Kristian Svendsbakke i hans og de øvriges Paasyn med et Livfuld Hug for alle de Løgne og Streger, han havde faret med.
Kornetten svarede, at han for sin Del meget gjerne undte Helm den Fornøielse. Nils Smed skulde kalde Drengen ind, for at Afstraffelsen øieblikkelig kunde finde Sted. Men da havde Knegten anet raad og var stukket af.
Erik Smed var imidlertid paa Helms Budsendelse kommen tilgaards, og Ramus, som nu var nok saa godkynt, fandt, at det ikke var mere end ret og billigt, at han fik sin Eiendom tilbage.
Han vilde straks ride over til Aavedal for at fly ham Karudserne igjen. Men han modtog dog Helms Indbydelse til at blive over en Stund endnu for at spise sammen med ham og Bruse.
Saa svært godmodig var Kornetten alligevel ikke, da det kom til Stykket. I Stuen paa Moldstad gik han og kastede paa sig og slog om sig med store Ord. Da nu Kristian Svendsbakke igjen kom paa Tale, trak han Pallasken og svang den:
„Hvad skjøtter jeg om at hugge eller skyde en Mand ihjel?“ spurgte han.
„Saa vil du gjøre dig til Mestermand“, var det spidse Svar, han fik af Helm.
„Gid Fanden være en Mestermand“, sagde Ramus og stak Pallasken ind.
Nu gav han sig til at overhænge Helm om, at han skulde slaa ham Følge til Aavedal.
Men denne undskyldte sig med, at han ikke havde Leilighed til det, da han havde saa mange Aannefolk at holde Øie med og derhos maatte varetage andet Arbeide, som han havde overliggende fra de sidste fjorten Dage, da han og Bruse havde gaaet paa Jagt.
„Desuden“, lagde han til, „tager det sig daarligt ud at være med i det Karudsgjæstebud“.
Men saa længe tryglede og bad Ramus, at Helm lovede at gjøre sig et Erende bort til Anders Gjordssøn og komme efter.
Af og til havde Ramus fremdeles været oppe at smaanappes med Løitnant Bruse.
Efterat han nu havde faaet Helms Løfte om, at han vilde komme efter til Aavedal, gik han hen til Bruse, tog ham om Halsen og kyssede ham, idet han bad ham om, at han ikke maatte være vred paa ham for hans Opførsel tidligere paa Dagen. Folk hørte af den Samtale, som nu udspandt sig mellem dem, at Ramus bad Bruse om at følge ham til Aavedal og være Vidne til, at Karudserne blev opfiskede, og at Bruse bad ham om at holde ham undskyldt, da han havde været fraværende fra sit Kvarter i 14 Dage, havde Breve at svare paa osv., osv. Men da nu ogsaa Helm gav sit Ord med i Laget, lovede han at gjøre den ikke saa ganske ubetydelige Afstikker ned til Aavedal. Der blev da ogsaa truffet Aftale om, at siden skulde han og Ramus følges ad, idet deres Kvarterer laa i samme Vei.
De tre Officerer gik derefter tilbords, der Maaltidet herskede bare Gemytlighed og Lystighed. Ramus førte an. Han slog paa en forholdsvis uskyldig, om end noget uhøvisk Maade Gjækken løs paa Bruses Bekostning. Snart kaldte han ham — vistnok med Henspillen paa Folkevisen og Folkeeventyret — for Blaamand og Blaarok, snart lagede han ufine „Grautrim“ paa hans Navn. Bruse tog det altsammen op med største Godmodighed. Kun sagde han engang imellem, naar Spøgen gik vel vidt: „Ei, du Graarok, hvad duer saadant til?“
Efter Maaltidet gjorde Gjæsterne sig reisefærdige.
Da Bruse satte sine Pistoler i Sadelhylstret, blev Ramus opmerksom og spurgte:
„Hvad vil du med dine Pistoler idag? Tog du dem med til mig?“
„Det er da vel ikke nogen, som kan negte mig at sætte Pistoler ved min Sadel“, mente Bruse. „Jeg tog dem ikke med til dig, — det bevare Gud mig fra!“
„Men du har ladet dine Pistoler med Kugler“, blev Ramus ved.
Har jeg ladet dem med andet end 3—4 Hagel, saa er jeg ikke en ærlig Kar“, sagde Bruse.
„Ja, saa er vi Venner, og alt er godt og vel“, sagde Ramus, og saa kyssedes de igjen.
Bruse forklarede nu Kornetten, at han havde en svag Hagelladning i sine Pistoler for at skyde Ekorn fra Træerne langs Veien.
Idet de to Officerer drog af Gaarde, sagde Ramus til Løitnant Helms Hustru:
„Dersom det bliver for mørkt, kommer jeg igjen iaften“.
Smedene Erik og Nils fulgte efter Rytterne til Aavedal, hvor Erik skulde faa sine Karudser igjen efter Løfte, og Nils skulde nok se paa, at det gik rigtigt for sig.
Nils, som var gløgg til at se, og havde rammende Ord for, hvad han saa, drog i sit stille Sind Sammenligning mellem de to Ryttere, han havde foran sig, mellem den iltre Kornet, som tumlede sin svære, fyrige Hingst med Stang og Trinse, og den fredsommelige Løitnant, som stille og jevnt red Veien fremefter paa den lille sorte Driftegamp, som villig lod sig styre ved et Bidsel af det enkleste Slag.
Paa Veien fra Moldstad maa Løitnant Bruse have talt et Alvorsord med Ramus om, at han paa Aavedal maatte opføre sig paa Folkevis, saa han ikke skræmte Vettet af Kvinderne.
Ved Milestenen nedenfor Gaarden Dvergsten fik han da ogsaa lokket ham til at affyre Pistolen med den dobbelte Ladning i, idet de hver skjød et Skud tilmaals.
Paa Aavedal var af Husbondsfolket kun den unge Kone, Kirsten Michelsdatter, tilstede. Hendes Mand, Anders Gjordssøn, var ude for at se til Aannefolkene, og Gamlekonen, Maren Reiersdatter, var taget hen til sin anden Gaard Solbjør og ventedes først hjem tilkvelds.
Der gik Bud efter Anders Gjordssøn, og medens Ramus og Bruse ventede paa ham, fik de sat frem en Sølvkande med Øl og et Støb Brændevin.
Kirsten Michelsdatter kunde merke paa Ramus’s hele Opførsel og Snak, at han havde havt en temmelig fugtig Dag: Bruse derimod var aldeles ædru.
Da Smedene kom efter til Aavedal, fandt de Ramus og Bruse siddende med Kanden og Støbet foran sig; snart skulde de faa Syn for, at Kornetten ikke var fuldt saa ædru, som han var, da han tog fra Moldstad.
Medens Ramus ventede paa Anders Gjordssøn, drev han fra Tid til anden frem og tilbage paa Gulvet. Der var kommen ind i Stuen nogle smaa Kyllinger, som løb omkring. Bedst det var, trak Ramus sin Pallask og hug Hovedet af en af dem. Kirsten Michelsdatter lod sig da merke med, at hun fandt, at det var stygt gjort. Da Ramus hørte det, gik han hen til hende og sagde: „Om Kyllingen kostede en Rigsdaler, saa er jeg god for at betale den“. Han tog straks 16 Skilling op af Lommen og lagde Pengestykket paa Retterbænken foran hende. Men hun vilde ikke tage imod det; thi det var hende ikke om Pengene at gjøre.
Nu gav Ramus sig til at lege med den halshuggede Kylling. Til en Begyndelse stak han den i Lommen. Men da han kom forbi Erik Smed, kom den igjen for en Dag. Han tog og viskede ham i Ansigtet med den og stak den saa til sig igjen. En Stund efter kastede han den paa Varmen, som brandt paa Aaren.
Han drev igjen op og ned paa Gulvet. Saa trak han atter sin Pallask og gav sig til med den at skydse efter et Par andre Kyllinger, som han drev fremover langs Bordet. For at hindre mere Blodsudgydelse bad Kirsten Michelsdatter en liden Pige om at jage Kyllingerne ud paa Gaarden. Men det vilde ikke Ramus, og hun sagde da: „Ja, saa faar I gjøre, som I vil“. Dermed gik hun ud af Stuen og ned i Størhuset for at se til Brygningen.
Ramus skydsede imidlertid Kyllingerne fremefter langs Bordet, til de kom tæt ved Bruses Fødder. Her massakrerede han dem. Saa nærgaaende var han med sine Hug, at Bruse maatte rykke Benene til sig.
„Rider Fanden dig, Broder“, udbrød Bruse. „Jeg tror, du vil hugge mig i Benene“.
Ramus lo bare. Han tog den ene af Kyllingerne, kastede den paa Maafaa gjennem Stuen og traf Vinduet, saa Blyindfatningen bugnede. Derpaa slængte han den paa Varmen. Den anden af Kyllingerne kastede han mod Erik Smed og traf ham paa den ene Aksel. Saa tog han den igjen op og hyttede med den til Løitnant Bruse, som sad i Høisædet.
„Broder, jeg tror, du ikke kaster mig med den“, sagde Bruse.
Men hvad nu Løitnanten troede eller ei, saa mente Kornetten noget ganske andet. Han tog Sigte efter Bruses Ansigt, og det var kun med Nød og neppe, denne fik stoppet Kyllingen i Farten.
„Ei, hvad duer saadant Harcelleri til“, sagde Bruse.
Ramus blev ved at drive. Om en Stund stansede han op foran Bruse, tog ham i Armen med den ene Haand, slog paa sin Pallask med den anden og bad ham følge med sig ud paa Gaarden.
Bruse modtog ikke Udfordringen, men gjorde sit Bedste for at tale den unge Mand til Rette.
„Jeg har ikke noget ude paa Gaarden med dig at bestille“, sagde han. „For Guds Skyld, lad dog saadant fare“.
Ramus gjentog endnu et Par Gange Udfordringen, uden at Bruse agtede paa den, og heller ikke brød han sig om Ramus’s Skjældsord.
Omsider kom Anders Gjordssøn hjem tilgaards. Ramus talte til ham om Karudserne. Der fandtes ikke Redskaber ved Haanden, saa man straks kunde faa dem op; men der blev varskuet om, at Erik Smed var deres rette Eiermand, saa han kunde hente dem, naar han selv lystede.
Ind imellem de lyse Øieblikke, Ramus maa have havt i sin Rus, brød hans ubændige Vildskab atter frem. Da Kirsten Michelsdatter efter Anders Gjordssøns Hjemkomst kom ind i Stuen med en Kande Øl, saa hun, at Ramus i fuldt Raseri havde taget en Rok op af Gulvet og vilde have lagt til Bruse med den, om hendes Ægtefælle ikke havde stanset ham i Farten. Bruse gik derefter ud i Kjøkkenet; men her kom Ramus efter og greb ham i Brystet. Siden trak han paa sin Pallask og vilde slaas. Begge Gange bad Bruse pent for sig, holdt hans Haand tilbage og sagde, at han bare ønskede at faa være i Fred, og at han ikke havde nogetsomhelst Uvenskab med ham. Kirsten Michelsdatter blev saa fælen over det stygge Hus, Kornetten holdt paa Gaarden, at hun gik hen og satte sig i en Krog i Størhuset. Hun kom først frem fra denne, da Gjæsterne stod i Begreb med at drage bort igjen.
Saaledes stod da Sagerne, da Løitnant Helm kom ridende til Aavedal. Han blev underrettet om den trufne Aftale, hvorefter Anders Gjordssøn bød de Fremmede ind i Storstuen.
Her blev der paany sat frem en liden Kande Øl.
Ramus drak først Helm til med en Pæl:
„Det er alle mine Værmødres Skaal“, sagde han.
„Gud give, Fanden maatte drikke de slette Kvindemenneskers Skaal“, sagde Helm. „Men drik alle Kavallerers Skaal, saa ved jeg, hvad det er“.
Kornetten var imidlertid kommen ind paa det Emne, hvori hans Tankegang helst bevægede sig, og han tog paa at føre en i høieste Grad uanstændig og raadden Tale om sine kjønslige Udskeielser. Kun for en Del taaler hans Underholdning at gjengives. Blandt andet paastod han, at hans „Værmødre“ skulde, ophakkede og nedsaltede som Kjød, ikke rummes i Storstuen paa Aavedal, og derhos brautede han af, hvilken ferm Kar han i visse Maader havde været i den Tid, han laa i Brabant, og for den Sags Skyld fremdeles den Dag idag var. Og under sin svinske Snak løftede han Sølvkanden og drak Helm til med hans Kjærestes (d. e. hans Hustrus) Skaal!
Der var intet Udkomme længere med den uvørne Kornet, som var bleven rent vild og styrende, medens han diskede op med sine Uanstændigheder. Han trak Pallasken, slængte den i en Stol og bad Anders Gjordssøn om at tage den ud. Dette blev gjort, og han stak den saa i Balgen igjen. Da han en Stund efter paany trak blank, forstod alle, hvor han vilde hen. Løitnant Bruse maatte da løbe ind paa ham, tage et haandfast Greb om hans Hænder og trykke ham baglængs ned mod Bordet for at faa Pallasken fra ham, og skjønt han nu dyrt og helligt lovede, at han skulde holde Fred, hengik der ikke ret mange Øieblikke, før Løitnant Helm maatte udføre det samme Karsstykke. Det var Løitnant Bruse, han under alt dette vilde i Kast med, og hver Gang, han henvendte en Udfordring til ham, skjældte han ham ud for en Hundsvot, en Skurk, en Kujon og en Skopudser, som ikke havde Mands Mod og Hjerte. Han hug flere Gange Tag i Bruses høire Arm og vilde trække ham med sig ud paa Gaardspladsen. Men Bruse var dog ikke den Mand, som lod sig trække did, han ikke vilde gaa.
Dette Basketag havde dog tilsidst taget saa haardt paa Ramus, at han var rent kvit og opgivet. Han ravede bort paa en Stol, tog Sølvkanden, der fyldt med Øl var sat paa Bordet, og slængte den bortover Gulvet mod Bruse. Kanden traf hans Kaardefæste, saa Øllet skvat udover hans Klæder.
Men nu magtede han heller ikke mere. Han sjanglede bort til Slagbænken, kastede sig vidoppen og med korslagte Arme op i den og sagde:
„En Hundsvot og Skurk er den, som reiser fra mig“.
Allerede tidligere paa Eftermiddagen, da Ramus paa Aavedal havde havt sine første Rider, havde Bruse søgt at overtale ham til at gaa ind i Kammerset for at faa sig en liden Blund. Men da bandede Ramus paa, at det gjorde han ikke. At Ramus nu vilde lægge sig fore, fandt Bruse og Helm, der var liden Mening i, og den første gik da bort til Bænken, lagde sine Hænder paa Ramus’s og sagde: „Broder Ramus! Du har ikke godt af at sove nu, om du vil blive med os!“
I fuldt Sinne sprat Ramus nu ud af Sengen, for frem paa Gulvet med dragen Pallask og satte den for Brystet paa Bruse, som nær havde faaet sine Klæder sønderskaarne. Det saa nu ud til, at det gale Menneske for Alvor holdt paa at gjøre en Ulykke paa den retskafne Mand, som den hele Dag havde maattet trækkes med hans voldsomme Udbrud af Kveisen. Hverken hans Forestillinger eller Bønner kunde længere øve nogen beroligende Indflydelse. Til alt Held kunde dog Helm hævde sin moralske Overlegenhed. Han for op fra Høisædet, hvor han sad, slog Pallasken bort fra Bruses Bryst og befalede med Strenghed Kornetten at gaa hen og lægge sig i Bænken. Ramus lystrede øieblikkelig, og Helm tog ham ved Fødderne og løftede ham med Støvler og Sporer opi. Derpaa gik han igjen hen og satte sig i Høisædet, medens Bruse blev staaende ved Skabet ved Siden af.
Et Kvarters Tid hengik. Alt blev stille. Ramus laa med lukkede Øine, og Helm og Bruse troede, at han sov. De besluttede sig nu til i al Stilhed at drage sin Vei. Bruse gik gjennem Døren, som førte lige ud paa Gaardspladsen, medens Helm listede sig ud i Kjøkkenet, hvor han tog Afsked med Anders Gjordssøn og hans Moder, der var kommen tilbage om Eftermiddagen, just som Kornetten staakede som værst.
Hestene var førte opsadlede frem, og Bruse tog just Tøilen i sin Haand for at stige til Hest, da Ramus kom løbende ud paa Gaardspladsen og stevnede hen til ham. Han greb den ene af hans Pistoler.
„Holdt, holdt, Broder! hvad vil du med den?“ sagde Bruse og tog ham over Haanden. Der gik just nogle Svin over Tunet.
„Jeg vil skyde Svin, som staar for mig“, sagde Ramus.
„Det duer ikke“, mente Bruse.
Da nu Ramus ikke fik skyde, trak han sin Pallask og hug til et af Svinene over Ryggen, saa Busten føg.
Kirsten Michelsdatter viste sig nu igjen paa Tunet for at byde de bortdragende en Afskedsdrik. Just som Bruse havde faaet Sølvkanden i Haanden, var Ramus atter paa Færde. Han svøbte et Lommetørklæde om sin venstre Haand og tog om sin blotte Pallask paa Midten. Derpaa nærmede han sig Bruse, greb med den høire Haand i hans Kaarde og trak den halvt ud. Bruse holdt den imidlertid fast i Balgen.
„Holdt, Broder“, sagde han; „jeg er selv god for at trække den ud, naar det gjælder om noget“. Han vilde ikke forstaa, at det var Ramus’s Mening, at de skulde skifte Vaaben og gaa i Kamp. Derimod tog han op Kanden, som han imidlertid havde sat fra sig paa Tunet, drak Ramus til og rakte ham den.
Ramus drak derefter Helm til med sin forrige Snak om, at det var alle hans Værmødres Skaal.
Helm, der allerede sad i Sadelen, svarede, at han ikke vilde drikke nogen saadan Skaal, og gav sig til at øve sin unge urolige Hest, som han lod gaa rundt Gaardspladsen.
Ramus, der fremdeles stod med Pallasken i den venstre Haand, blev saa forbitret, at han slængte Sølvkanden henad Marken, saa den rullede foran Fødderne paa Hesten.
„I reiser fra mig og vil ikke have mig med“, sagde han.
„Jo“, sagde Helm, „jeg vil gjerne have dig med, men ikke paa den Maade, du kom til mig idag og nær havde skræmt Vettet af min Kone. Gud ved, hvorledes hun nu har det hjemme. Jeg tænkte at være en fredelig Mand i min Gaard; men du satte din Pistol for mit Bryst og slog paa din Pallask“.
Det lod til, at Ramus nu sundede sig noget.
„Jeg ved, du er en ærlig Kar“, sagde han.
Freden og Venskabet var nu gjenoprettet, og da Bruse gik hen til Ramus og bad ham stikke sin Pallask ind, efterkom han villig Opfordringen. Helm reiste derefter af Gaarde. Først da han var kommen et godt Stykke bortover Veien henimod Dvergsten, red Ramus og Bruse som Venner og forligte i Følge ud fra Aavedal.
Det var ved Solegladsleite. I Storakeren paa Dvergsten var mange Mænd og Kvinder optagne med Skuren, og siden det led mod Enden af Dagsverket, drev de saa haardt paa, at de ikke engang orkede at rette paa de møre Rygstykker.
Kun Husmanden paa Brenna og hans Kone gav sig Stunder til at holde Øie med Alfarveien, der i jevn Stigning gaar op forbi Dvergsten og fortsætter forbi Moldstad og Thingelstad Kirke. De blev var tre Ryttere, som drog sørefter. Den ene, som red noget foran, var iført hvid Kjole; i ham drog de Kjendsel paa Løitnanten paa Moldstad. De andre to, som kom ridende jevnsides bagefter, kjendte de ikke. Den ene af dem var ligeledes i hvid Kjole, den anden derimod var mørkklædt.
De fulgte Rytterne med Øinene en god Stund, som de red fremefter, snart synlige, snart skjulte af Skogsnar og Hauger. Som de var komne ned i en Dulp, et Stykke nordenfor Pladsen Dvergsteneie, knaldede der pludselig et temmelig sterkt Skud. Ved Smelden af dette vak alle i, som paa Ageren var. Som de saa bortefter mod den Kant, hvorfra Røgdotten steg tilveirs, fik de Øie paa en Rytter, der i fuldt Firsprang satte afsted bortefter Alfarveien. Lige bagefter sig havde han en anden, der med et Sværd hug efter den foranridende. Fra Ageren af kunde Folk imidlertid ikke godt se, hvad der videre gik for sig, idet en Bakke for en Stund hindrede dem i at følge Rytterne med Øinene. Men frem forbi Bakkerne kom kun den ene af Rytterne; efter ham fulgte en stor Hest med tom Sadel.
„Der stufte en!“ sagde Lars Husmand paa Brenna, som længst havde fulgt det Optrin, som fandt Sted paa Landeveien.
Allerede i det næste Øieblik havde alle, som saa til, fuldkommen paa det rene, at der maatte være noget rigtig galt paa Ferde. Thi nu viste sig ogsaa en anden Rytter. Begge holdt an og steg af Hestene. Om en Stund sad den sidst ankomne igjen i Sadelen, og i tennende Trav jagede han med blottet Kaarde i Haanden opover til Gaarden Dvergsten.
Saaledes tog i udenforstaaendes Øine det Drama sig ud, som udspilledes den 5te September 1713 i Bakken nedenfor den nævnte Gaard.
Ved Pladsen Dvergsteneie — der vistnok er identisk med den nuværende Plads Dvergstenberget eller Berge — havde Ramus og Bruse indhentet Løitnant Helm, som havde faaet et godt Forsprang, og ved at omgaa en Haug eller Bakke kom de foran ham.
Veien gik nu i en Længde af noget over et Tusen Alen mellem en steilt affaldende skogbevokset Bakke og en mandshøi Skigard.
Ikke længe efter at Ramus og Bruse var komne forbi, hørte Helm den første skjælde sin Ledsager ud for Hundsvot og Kanalje. I det samme klang det, som en Kaarde blev hugget mod Jern.
Helm sporede da sin Hest og ilede efter. Han indhentede dem, hvor Veien gik i den største Snevring. Stillingen forekom nu Helm at være saadan, at det maatte være den skjære Umulighed for Bruse at undgaa den triste Skjæbne, som den hele Dag som en Dødstrusel havde hængt over ham. Paa sin høire Haand havde han den bratte Bakke, som en Fodgjænger til Nød kunde komme opover, medens det ikke kunde være at tænke paa for en Rytter at klare den. Paa sin venstre Haand havde han en 9 Kvarter høi Skigard, som han selvfølgelig ikke kunde sætte over. Endelig havde den drukne Kornet drevet sin svære Hest saa klods ind paa den lille Gamp, at den holdtes fast som i en Skruestikke og ingen Vei kunde komme.
Ramus havde trukket sin Pallask og svang den over Bruses Hoved. Denne holdt sin Pistol imod for at afbøde Huggene, som maa være fulgte nok saa tit paa hverandre. Hvad Enden paa en saa ulige Kamp med saa ulige Vaaben maatte blive, var let at forstaa.
Som Mand af Ære kunde Helm ikke med Ro og Ligegyldighed se paa den drukne Mands Stimandsfærd. Han drev sin Hest mellem dem, tvang Ramus’s Hest tilside, saa han kunde slippe igjennem og vilde just gjøre omkring for i Kongens Navn at byde dem at holde Fred. Men i det samme gik Bruses Pistol af med den ulykkelige Følge, at Ramus blev rammet.
Idet Skuddet faldt, skvat Ramus’s Hest tilside, og Bruse fik Anledning til at smutte forbi. Han drev nu sin Hest i fuldt Firsprang bortefter Veien.
„Skyder du, skal Fanden besætte dig!“ skreg Ramus og satte efter, idet han 2—3 Gange hug efter ham uden at træffe.
Da Bruse havde redet 60—70 Skridt, kom han ind paa en liden Slette, omtrent saa stor som Gulvet i en Stuelaan. Han kastede her sin Hest af Veien. Ved denne Manøvre studsede Ramus’s Hest og steilede, og med Voldsomhed slyngedes Rytteren paa Hovedet ned i Veien. Hans Liv var udslukt i samme Nu.
Da Helm kom efter, havde han intet andet at gjøre end at forkynde Bruse Arrest, og med dennes Værge i Haanden red han opover til Dvergsten for at tilkalde Hjælp.
Det ulykkelige Skud var ogsaa bleven hørt paa Gaarden. Her vækkede det Husbonden Peder Anderssøn, der havde lagt sig paa Sengen for at hvile lidt. Han kom ind i Stuen, hvor hans Hustru, Ragnhild Knutsdatter, og Steddatteren, Johanne Nilsdatter, ligeledes var blevne noget opskræmte af Skuddet. Peder saa gjennem Vinduet nedefter Veien og sagde: „Der kommer en ridende. Det maa være Løitnant Helm“.
Saa var det. Inden faa Øieblikke var Helm paa Gaarden, hvor han vakte et svare Opstuds ved Tidenden om, at Kornet Ramus var kommen til Skade for Løitnant Bruses Haand.
Peder Dvergsten raabte da straks til Aannefolkene ude paa Ageren, at de skulde løbe hen til Stedet, hvor Kornetten laa.
Imidlertid tog Løitnant Helm nedover til Mjønnevald, hvor han afleverede Bruses Kaarde til Kaptein Mayen i dennes Kvarter. Det tog ud en god Stund, før han i Følge med Kapteinen kunde komme tilbage til Ulykkesstedet.
Da Aannefolkene med Peder Dvergsten kom did, stod Løitnant Bruse støttet op til Skigarden. Lige ved, i Alfarveien, laa den døde Kornet, og hans Pallask, der var tilsølet med Blod, fandtes kun et Par Skridt fra hans Fødder. Der var Kvindfolk med i Følget, og en af dem, som fik Blod paa Haanden ved at berøre den døde, daanede ved Synet.
„Gud bedre Dere, hvad har De gjort?“ sagde Husmanden paa Dvergsteneie til Løitnanten.
„Gud bedre mig det, jeg har gjort“, lød det fra denne. „Men Gud skal være mit Vidne, at jeg har været haardt nødt; thi han har den hele Dag trukket mig op og kaldet mig Kanalje“.
Han holdt sine Øine ufravendt fæstede paa Liget. En Stund efter sagde han:
„Jeg tror ikke, han er død“.
„Jo, han er død“, forsikrede Husmanden.
Ogsaa flere af de tilstedeværende havde allerede havt Anledning til at forvisse sig derom.
„Gud maa vide, hvorledes han bekom den Skade, saasom jeg havde ikkuns ladet min Pistol med 3de Hagl“, sagde Løitnanten. Han erklærede derhos, at han ikke vidste, hvorledes Pistolen var gaaet af.
Det var allerede sent, da Kaptein Mayen og Løitnant Helm kom opover fra Mjønnevald. Den sidste skyndte sig straks hen til Ulykkesstedet, hvorfra han budsendte Lensmanden og en i Nabolaget boende Dragon, der blev beordret til at begive sig til Moldstad, hvor han skulde overtage den første Vagt. Der var nemlig bleven bestemt, at Løitnant Bruse skulde sidde i Arrest paa denne Gaard. Han ledsagedes herhen af Peder Anderssøn Dvergsten. Ogsaa efter hvad denne senere hen forklarede, var Løitnanten meget nedslaaet over, hvad der var hændt. Men ved Siden af, at han gjorde sig selv Bebreidelser, forsikrede han og høit og lydeligt, at Ramus den hele Dag havde eglet sig ind paa ham, og at denne derfor havde den største Skyld i den Vaadesgjerning, som var bleven øvet.
Ved Fremkomsten til Moldstad blev Bruses Pistoler og Sadeltøi leveret de to Dragoner, som skulde holde Vagt over ham. Disse tog dem i Forvaring og afgav dem den næste Morgen til Kaptein Mayen. Det var allerede da vidnefast, at den Pistol, hvormed Ulykken var skeet, gik af i Halvspænd. I dette Moment søgte flere af den afdødes Vaabenfæller en Forklaring paa, hvorledes det skjæbnesvangre Skud kunde falde uden at være affyret af Bruse: Ramus havde selv voldet sin Bane, idet han med Pallasken huggede løs paa Bruses Pistol.
Straks efterat Peder Anderssøn og Løitnant Bruse havde fjernet sig, kom Kaptein Maven til Stedet, ledsaget af Peder Anderssøns Steddatter og et Par Piger, som fulgte ham fra Dvergsten. Det blodige Lig blev nu af Husmændene og Aannefolkene bragt tilgaards. Her blev det afklædt af de Synsmænd, Lensmanden opnævnte, Disse fandt efter Bruses Skud paa den venstre Side af Halsen et Hul saa stort som af en Pistolkugle og over dette tre smaa Huller, som var frembragte af Hagl. Fremdeles var som Følge af Faldet den venstre Tinding rød og blaa og Huden afskrubbet. Af gamle Saar fandtes midt paa Ryggen en blaa og brunagtig Flek af en liden Brikkes Størrelse, og dette var bedækket af to blaa Tørklæder, han bar nærmest Kroppen.
Siden tog de samme Mænd efter Udvisning af Løitnant Helm Ulykkesstedet i Øiesyn ved Tyriblus. De fandt Jorden ved Skigarden sterkt optraakket af Hestene.
Efter Synsforretningen blev Liget, der var meget tilsølet af Blod og Muld, toet med varmt Vand, iført rene Klæder og lagt paa Ligstraa.
De tre Kvinder, som vaskede liget, var nøiagtigere i de Undersøgelser, som de paa egen Haand anstillede, end Synsmændene havde været. Af gamle Saar fandt de foruden det, han havde paa Ryggen og efter deres Udsagn var saa stort som en Haandlove, ogsaa to under den høire Arm og et stort Ar i Hovedet; af friske fandt de foruden Skrabsaaret i Tindingen ogsaa et i Hovedet, hvorfra Blodet piblede frem. Men disse var dog ikke den værste Skade, han ved Faldet fra Hesten havde faaet. Da Liget blev vasket, viste Halsen sig at være aldeles ledeløs, og Hovedet slang til alle Sider, saa en maatte holde paa det. Kvinderne sluttede heraf, at han maatte have brukket Nakkebenet.
Paa Forlangende af Løitnant Bruse holdtes den 19de September en ny Synsforretning af to Feltskjærer. Heller ikke deres Undersøgelse kunde blive meget indgaaende, da Obduktion ikke fandt Sted. Deres Udsagn gik ud paa, at det paa Grund af Ligets opløste Forfatning var umuligt at afgjøre, om det store Hul i Halsen, i hvilket man kunde stikke to Fingre, var frembragt af en Kugle eller af Forladningen. Skjønt de ikke indlod sig paa det kvindelige Lægskjøn, tør det dog hænde, at det denne Gang traf den rette Sammenhæng.
Under 13de September 1713 udfærdigede Slotsloven efter Ansøgning af Løitnant Bruse Befaling om, at der paa et Extrathing maatte optages et Thingsvidne til Belysning af de Omstændigheder, hvorunder Kornet Ramus havde fundet sin Bane.
Extrathinget tog sin Begyndelse den 17de November paa Dvergsten i Overvær af Løitnant Bruses nærmeste Overordnede, Kaptein Langeland. Efter Stevning af Løitnant Bruse mødte her den afdødes Forældre Mag. Jonas Ramus med Hustru og Barn, deriblandt Presten Hr. Daniel Ramus; deres juridiske Konsulent var Anders Kristenssøn, der i 1711 var bleven meddelt Autorisation til at gaa tilhaande ved Retssagers Udførelse.
Løitnant Bruse „blev for Retten fremstillet med behørig Vagt samt Jern paa Haand og Fod“. Efterat det var oplyst, at Bruses Fænsgsling var foregaaet paa Justitiens Foranstaltning, blev han „af Gevaldigeren, medens han for Retten er nærværende, af Fængslet entlediget“. Lensmand Lars Madssøn Bilden skulde være Bruses Sagfører; men da han i sit Ombuds Medfør havde deltaget i den over Kornet Ramus’s Lig afholdte Besigtigelsesforretning og følgelig var Vidne i Sagen, blev dette ham negtet af Retten. Som Følge heraf kunde Bruse, der ikke var hjemme i de retslige Former, ikke saa ganske faa de indstevnte Vidner afhørt paa den Maade, han kunde ønske.
De fremstillede Vidner afgav sine Prov dels mundtlig, dels skriftlig. Det sidste maatte dog kun ske paa det Vilkaar, at de selv havde ført sin Forklaring i Pennen og personlig oplæste den i Retten. Med denne Bestemmelse vilde man forebygge, at Vidneførselen skulde komme til at afhænge af Lensmanden eller rettere af hans Mandant og udelukkende gaa i hans Favør. Overfor 5te Vidne, Nils Pedersson Smed, og hans nærgaaende Prov om Kornettens Optræden paa Mjønnevald, Moldstad og Aavedal synes Familien Ramus ogsaa at have været noget urolig, og dens Sagfører udtalte endog, at den afdøde ved dette blev „defameret“. Den saaledes nedlagte Indsigelse sees Retten ogsaa at have taget Hensyn til ved de følgende Vidnemaal, idet den undlod at indføre i Protokollen mundtlige Prov, der utvilsomt gik i samme Retning som Nils Smeds.
Efterat Løitnant Helm var afhørt som 9de Vidne den 18de og 20de November, besigtigede Retten Ulykkesstedet, og Bruses Pistoler fremlagdes. Det viste sig, at de begge gik af i Halvspænding. Kun en af dem var forsynet med Flintesten, og paa denne Pistol „befandtes paa Stokken 4 Skaar og paa den anden Side 3de Skaar og paa Pistolpiben et grovt Skaar og 2de smaa derhos“, Samtlige disse Skaar var efter Vidners Udsagn nye ved Beslaglæggelsen. Efter mange Omsvøb blev ogsaa Ramus’s Pallask fremlagt; den fremviste flere Skaar i Eggen, og ialfald et af disse maatte nylig være gjort. Endelig toges og i Øiesyn de Klæder, som Ramus ved sin Død havde havt paa. Paa Halsskjorten fandtes der paa den venstre Side oppe ved Kraven et stort Hul, som var brindt af Krudt, og ovenfor dette tre smaa Huller i Rad.
Sidst afhørtes den 21de November Kaptein Paul Mayen, hvem Familien Ramus før Thingsvidnets Optagelse synes at have mistænkt for indirekte at have været Aarsag til den indtrufne Ulykke, idet han skulde have sat Kornetten op mod Løitnant Helm. De forskjellige Vidnesbyrd godtgjorde imidlertid, at denne Mistanke var fuldstændig ugrundet.
Til Slutning tog Lagretten Bruses Hest i Øiesyn og afgav en Erklæring om Situationen paa det Sted, hvor Ulykken indtraf.
Efterat Thingsvidnet var optaget, kom Bruses Sag ind for Krigsretten, der den 23de Januar 1714 frifandt ham for Livsstraf: dog blev han ifølge Loven dømt til at bøde 40 Lod Sølv til den dødes Arvinger.
Denne Dom fik under 30te Marts 1714 kongelig Stadfæstelse.
Krigsretten havde tillige havt at besvare det Spørgsmaal, om Ramus skulde ansees for at være dræbt i Duel efter forudgaaende Udfordring og saaledes efter Loven være uværdig til at stedes til Jorden efter Kirkens Ritus. Den fandt imidlertid, at der ikke var noget for Haanden, som kunde „præjudicere den afdøde Ramus en kristelig Begravelse“.
Ramus Lig henstod efter Traditionen først i et lidet Hus paa Dvergsten, som gamle Folk endnu kan mindes. Efter den sidste Besigtigelse blev det flyttet til det nærliggende Grinakers Kapel. Først rum Tid efterat Dommen var bleven afsagt, fandt hans Jordfæstelse Sted: ifølge Grans Ministerialbog foregik den Fredag den 27de Juli 1714 i den lille, nu forsvundne Kirke, hvor han fandt sit sidste Hvilested.
De 20 Rigsdaler, Løitnant Bruse ifølge Krigsartiklerne blev dømt til at udrede i Drabsbøder til den afdødes Frænder, blev indbetalte til hans Fader Mag. Jonas Ramus. Denne vilde dog ikke beholde Pengene, men sendte dem med Peder Andersson Dvergsten til Sognepresten Hr. Anders Hammer paa Gran som Gave til Grinakers Kirke.
Med Udredelsen af disse Bøder var Sagen imidlertid ingenlunde op- og afgjort mellem Løitnant Bruse og Familien Ramus. Der findes i det optagne Thingsvidne Antydning til, at en af Præsten Ramus’s Døtre straks efter Katastrofen paa en meget nærgaaende Maade har havt fat paa Broderens ulykkelige Drabsmand. Traditionen paa Hadeland fortæller, at Løitnant Bruse efter sin Frifindelse i længere Tid var udenlands. Forholder dette sig saa, har han vel gjort Tjeneste paa Flaaden eller ved de Tropper, som stod i Pommern. Men ogsaa efter Hjemkomsten var han Gjenstand for Familiens Efterstræbelser. Det er kun altfor sandsynligt, at Anna Kolbjørnsdatter har slaaet ham, spottet paa ham og skjældt ham ud for en Morder. Da hendes Søn, Hr. Daniel Ramus, var bleven sogneprest til Norderhov, søgte han General Erhard Wedel om at maatte fritages for at betjene Løitnant Bruse, der hørte til hans Sognebørn, med Alterens Sakrament.
Til Slutning nogle Ord om Skiftet efter den dræbte Kornet.
Det viste sig snart, at det ikke var saa ganske vel betænkt af den lærde Magister Jonas, at han havde skjænket Drabsbøderne bort til Grinaker Kirke.
Tidligere, under 1ste November 1713, havde han nemlig tilstillet Sønnens nærmeste Overordnede, Chefen for det hadelandske Dragonkompagni Major Fredrik Budde, en Skrivelse, hvori han frasagde sig Arv og Gjæld efter Sønnen.
Til Dækkelse af Gjælden, hvoraf den bevislige udgjorde 133 Rdlr. 2 Mrk. 31⁄4 Skill., blev Kornettens Efterladenskaber efter forudgaaende Registrering og Vurdering den 9de Januar 1715 solgte paa Granevolden ved Auktion, hvorved de udbragtes til 113 Rdlr. 2 Mrk. 17 Skill.[2]. Der blev nu af en af Kreditorerne nedlagt Paastand om, at Kornettens oftere omtalte værdifulde Hest skulde indgaa i Boets Masse. Men „efter ældgammel Coutume og vedtagen Krigsmaner“ havde Kompagnichefen Major Fredrik Budde taget den med tilhørende Sadeltøi og Pistoler til sig som sin Eiendom, og hermed var der selvfølgelig under saadanne Forhold intet at gjøre.
Anderledes stillede det sig derimod med de 20 Rigsdaler, som Løitnant Bruse havde betalt i Mandebod og som Kornettens Fader havde skjænket Grinakers Kirke: thi saasandt denne tidligere havde gaaet fra Arv og Gjæld efter sin afdøde Søn, havde han naturligvis heller ikke nogensomhelst Ret til at give det ringeste bort af hans Bos Midler, før hans Gjæld var bleven betalt. Skifteretten krævede derfor, at Hr. Jonas Ramus skulde levere de saaledes bortskjænkede 20 Rigsdaler tilbage til Sønnens Bo. Der blev sendt Expres med Brev herom til Norderhov. Skjønt Mag. Ramus negtede at have modtaget de omhandlede 20 Rigsdaler og saaledes ikke fandt sig beføiet til at betale dem tilbage, blev hans Udflugt ikke taget for god; men Rettens tidligere Kjendelse blev staaende ved Magt.
Herved var der da gjort Udvei til at klare den bevislige Gjæld. Men der blev intet tilovers til at betale den løse Gjæld, hvorfor ingen Bevislighed fandtes, og som udgjorde et Beløb af henved 32 Rdlr. Det var smaa Pengelaan og Udlæg, Kornettens Kamerater havde forstrakt ham med, samt for den største Del Vertshusgjæld fra Gran og Kristiania.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Paa dette henledede Amanuensis cand. phil. A. W. Rasch for flere Aar siden min Opmerksomhed.
- ↑ Skiftet forestodes af Kaptein Mayen. Blandt dem, som var tilstede ved Auktionen, var Oberst Kruse, der kjøbte nogle af de kostbarere Gjenstande, forskjellige af Ramus’s Kamerater — bl. a. Bastian Helm — og en Del af Bygdens Mænd og Kvinder. Kornettens Bibliothek bestod af hele 2 — siger og skriver to — Bøger, nemlig „en Fegtebog in folio, illustreret med Kaabberstykker“ og Krigsartiklerne paa Tysk: de var takserede til respektive 11⁄2 og 1 Mark. I det hele sees han at have været godt udstyret med Undertøi, ligesom han havde flere Sæt af Uniformsstykker og Klæder til dagligt Antræk. Til dette sidste maa vel ogsaa regnes en Elgslæders Køllert, Elgslæders Brystdug og Elgslæders Bukser. Af Vaaben havde han foruden sin Pallask, der var takseret til 7 Rdlr., en Kaarde, to gamle Pistoler og 3 Haglbøsser.