Kongeretfærdighed
Kongeretfærdighed.
”Der var en Fyrste i Grækenland;
dengang han besteg sin Throne.
Han svoer, at ville hævde, som Mand,
Retfærd – Han svoer ved sin Krone.
Paa Torvet blev reist en Søile af Steen;
høit paa den en Sølvklokke hængte,
og den skulde ringes af Hver og En,
hvem Uret og Nød betrængte.
dengang han besteg sin Throne.
Han svoer, at ville hævde, som Mand,
Retfærd – Han svoer ved sin Krone.
Paa Torvet blev reist en Søile af Steen;
høit paa den en Sølvklokke hængte,
og den skulde ringes af Hver og En,
hvem Uret og Nød betrængte.
Og Klokken lød høit; Hver skedte sin Ret;
Aar gik, og Klokken hang stille.
Om Søilen stod Græs, den grønneste Plet,
som Nogen sig tænke vilde.
Ja Laurbær og Viinløv og Slyngplanter skjønt
sig fæstede rundtenom Stenen,
saa Klokken var skjult af det tætteste Grønt
bag Ranken og Laurbærgrenen!
Aar gik, og Klokken hang stille.
Om Søilen stod Græs, den grønneste Plet,
som Nogen sig tænke vilde.
Ja Laurbær og Viinløv og Slyngplanter skjønt
sig fæstede rundtenom Stenen,
saa Klokken var skjult af det tætteste Grønt
bag Ranken og Laurbærgrenen!
En Dag da hørtes Klokken igjen.
Den reent var kommet af Tanker:
En udhungret Hest havde fundet derhen;
den aad af de grønne Ranker.
Dens Ryg var i Blod; saa tungt den led;
men Fyrsten bød høit for dem Alle:
„Selv Dyret skal lide Retfærdighed;
dets Herre for Dommen vi kalde!“
— — —
Den reent var kommet af Tanker:
En udhungret Hest havde fundet derhen;
den aad af de grønne Ranker.
Dens Ryg var i Blod; saa tungt den led;
men Fyrsten bød høit for dem Alle:
„Selv Dyret skal lide Retfærdighed;
dets Herre for Dommen vi kalde!“
— — —