Kongens Skaal i Champagne
Kongens Skaal i Champagner.
Champagner er min Yndlingsdrik,
og ikke min alene.
Den funkler ved Demantens Blik,
som Vand af Ædelstene.
og ikke min alene.
Den funkler ved Demantens Blik,
som Vand af Ædelstene.
Ja Edens Himmel efterlod
sit Solskin i dens Druer.
Den bruser som Serafens Blod,
naar hans Begeistring luer.
sit Solskin i dens Druer.
Den bruser som Serafens Blod,
naar hans Begeistring luer.
Blandt Vine, skjøndt Aristokrat
den bundne Vid befrier,
og maler i sit Dyb en Stat
af skjønne Fantasier.
den bundne Vid befrier,
og maler i sit Dyb en Stat
af skjønne Fantasier.
Gid altid før alt Skjønt og Ret,
i Fred og i Kampagne,
vort Sind maa være lyst og let,
og fyrigt som Champagne!
i Fred og i Kampagne,
vort Sind maa være lyst og let,
og fyrigt som Champagne!
Hvad Syn er skjønt vel som mit Lands
den gamle, vakkre Konge?
Og gives større Ret end Hans
til Lov fra Skjaldens Tunge?
den gamle, vakkre Konge?
Og gives større Ret end Hans
til Lov fra Skjaldens Tunge?
Der staaer Han som om Harald brød
sin Kjæmpehøi paa Karmen!
Hans sorte Lok er sølvbestrø’d
som gammel Ørn om Barmen.
sin Kjæmpehøi paa Karmen!
Hans sorte Lok er sølvbestrø’d
som gammel Ørn om Barmen.
Hans Blik, som nylig funkled’ saa,
kan som en Moders drømme.
En Skaal for Hvad han tænker paa
jeg freidigen tør tømme.
kan som en Moders drømme.
En Skaal for Hvad han tænker paa
jeg freidigen tør tømme.
Paa Norge tænker Han, om det
Han end en Nød kan lindre.
Skaal, Konning min! alt Skjønt og Ret
vi skulde jo erindre?
Han end en Nød kan lindre.
Skaal, Konning min! alt Skjønt og Ret
vi skulde jo erindre?
Paa Nødens Taarer tænker Han . .
Vee mig, mig Vinen brænder!
En Viin af Diamanters Brand
var mellem mine Hænder!
Vee mig, mig Vinen brænder!
En Viin af Diamanters Brand
var mellem mine Hænder!
Tilgiv mig, Armod! for din Ven
mit Hjerte den har drukket.
Nu staaer jeg angrende igjen,
som om min Engel sukked’.
mit Hjerte den har drukket.
Nu staaer jeg angrende igjen,
som om min Engel sukked’.
O Vinternat, o sval min Sjel,
du kolde og du dunkle!
Ha drikke I paa Kongens Vel,
I Stjerner, som saa funkle?
du kolde og du dunkle!
Ha drikke I paa Kongens Vel,
I Stjerner, som saa funkle?
Er’ I Pokalerne af Guld,
hvoraf de Engle drikke
min Konges Skaal? Af Perler fuld
staaer en i Folkets Blikke.
hvoraf de Engle drikke
min Konges Skaal? Af Perler fuld
staaer en i Folkets Blikke.
Thi hvis den Graad, Han Lindring gav,
laae udsprængt over Jorden,
da tindred’ Bjergene deraf,
som Natten over Norden.
laae udsprængt over Jorden,
da tindred’ Bjergene deraf,
som Natten over Norden.
Det er et herligt Kongedom
af undertvungne Smerter.
Af Roser grændses Persiens om,
men Carl Johans af Hjerter.
af undertvungne Smerter.
Af Roser grændses Persiens om,
men Carl Johans af Hjerter.
Det varmest glødende i det
i Aften frem sig hæve!
I Aften er det skjønt og ret
at juble: Kongen leve!
i Aften frem sig hæve!
I Aften er det skjønt og ret
at juble: Kongen leve!