Hopp til innhold

Kong Sverres fædrene Herkomst

Legg til lenke
Fra Wikikilden
KONG SVERRES FÆDRENE HERKOMST.
AF
DR. GUSTAV STORM.

I nyere Tid har der ogsaa blandt Historikerne været nogle, som har tvilet om Kong Sverres fædrene Herkomst eller endog rentud benægtet den, og det kan siges, at denne Tvil gaar tilbage til Sverres egen Tid. Man har da i Regelen opstillet den Regel, at alle hans Venner og Tilhængere har anerkjendt hans kongelige Fødsel, medens hans Modstandere har fornægtet den, saa at man kunde anse den Tvil underkastet og følge den Opfatning, som af andre Grunde var sandsynlig. Spørgsmaalet bliver lidt indviklet derved, at det griber ind paa Opfatningen af Sverres personlige Karakter; om han kanske ikke virkelig var Kongesøn, kunde han selv efter sin Moders Ord have været overbevist derom og handle i god Tro (Sars), eller ogsaa kunde han selv have opdigtet den hele Fortælling om Moderens Bekjendelse og saaledes være en gjennemført Bedrager (Vigfusson).

Jeg skal i den følgende Artikel først stille i Modsætning til hinanden de extreme Standpunkter, hans Venners eller hans Fienders, og dernæst undersøge, om man ikke gjennem andre samtidige Vidnesbyrd kan komme til et bestemt Resultat.

1. Sagaen om Sverre er som bekjendt begyndt af Karl Abbed i Thingøre, som fra 1185 opholdt sig nogle Aar i Norge og der nedskrev, hvad Sverre fortalte ham; det er altsaa den officiøse Fremstilling, saaledes som Sverre vilde have den. Jeg skal her blot nævne Hovedtrækkene. Unaas Kambare, den færøske Biskop Roes Broder, ægtede omkr. 1150—51 i Norge en norsk Hustru, Gunhild, som kort Tid efter Brylluppet fødte Sønnen Sverre, der ansaaes for Unaas’s Søn. Fem Aar efter (1156) sendes Barnet vest til Færøerne og voxte der op hos Biskop Roe, som satte ham i Skolen og lod ham som voxen vies til Prest. Efter Unaas’s Død (den synes at have indtruffet c. 1173) reiste Gunhild til Rom, og i Skriftemaalet bekjendte hun, at hendes Søn ikke var avlet i Ægteskabet, men havde en Konge til Fader; det blev efter Konference mellem Skriftefaderen og hans Overordnede paalagt hende, at hun skulde lade Sønnen vide sin Herkomst. Derfor drog hun efter Hjemkomsten ud til Færøerne (1175) og aabenbarede Forholdet for sin Søn, som derefter besluttede at forsøge sin Lykke i Fædrelandet og i 1176 drog til Norge; han holdt dog sin Herkomst hemmelig, og da han intet troede at kunne udrette, drog han til Sverige; her har han først for Birger Jarl i Østergøtland røbet sin Herkomst og sine Planer, hvorved Rygtet om disse snart kom til Vermland og kom for de efter Øisteins Død landflygtige Birkebeiner, som tvang ham til at blive deres Konge.

I den senere Del af Sagaen, som delvis er forfattet i Sverres senere Levetid, men ialfald afsluttet faa Aar efter hans Død, findes ingen Afvigelser herfra, thi den er forfattet af en Tilhænger, og han nærer ingen Tvil om, hvad Karl Abbed har fortalt efter Kongens egne Ord. Derimod lader den senere Del ogsaa Modstanderne komme til Orde, idet ifølge den Kong Magnus i 1181 udtaler Tvil om Sverres kongelige Fødsel og Bymændene i Tønsberg (1184) endog ligefrem benægter den. Der kan dog ikke lægges saa stor Vægt paa Kong Magnus’s Ord, thi disse forekommer i en Tale, som tydeligvis er komponeret og indeholder Urigtigheder (f. Ex. at Magnus var viet og kronet af Legaten fra Romaborg); men naar Sagaen lægger Kong Magnus de Ord i Munden, at han ikke kunde dele Riget med Sverre: „den Mand, som jeg ikke tror har Æt til at være Konge, hverken her eller paa andre Steder“, vidner det ialfald om, at man blandt Sverres Modstandere tvilede om hans Fødsel. Det maatte jo være fuldt tilladt, da den jo ikke var bevist og kun støttede sig til hans eget og (senere) hans Slægtninges Udsagn. At Bymændene i Tønsberg „heller vilde dø med den rette Konge (Magnus) end tjene den Prest, som ingen Æt havde til at være Konge“, er jo kun en stærkere Gjenlyd af Magnus’s og hans Tilhængeres Ord, men disse Ord tør dog noteres som den ældste Udtalelse om de vikværske Modstanderes Stemning mod Kong Sverre.

2. Ganske i Modsætning til Sagaen stiller Saxo Grammaticus sig i de korte Linjer, han har om Sverre i sin 14de Bog, som har faaet saa stor Betydning for Opfatningen af Sverre, fordi Saxo blev trykt allerede i 1514, længe før hans Saga blev bekjendt blandt Historikere. Stedet kan oversættes saa: „Omtrent ved disse Tider havde en vis Sverus, Søn af en Haandværker (faber)[1], opgivet den Prestestilling, som han længe havde havt i Færøerne, og reist til Norge, hvor han overgik fra Religionstjenesten til Krigerhaandværket, lokket ved Exemplet fra en vis Ostenus, som var dræbt af Erling. Da han tilfældigvis mødte dennes Hær, som flygtede gjennem Ødemarkerne, bød han sig frem som Høvding og begyndte at føre Krigen mod Seierherrerne. Og for ikke at synes at mangle Kongeret, digtede han en Herkomst og sagde, at han var Harald den irskes Sønnesøn og Sigurds Søn; dennes Navn satte han ogsaa paa sin Søn, som han forud havde kaldet med sin Faders Navn Unas. Og for at dræbe alle Minder om sin forrige Stilling, og for at man skulde tro, at den opdigtede Slægts Hæder vilde repræsenteres i ham ved hans Oldefaders Navn, vovede han at tiltage sig et nyt Navn og lod sig kalde Magnus til Vidnesbyrd om sin Herkomst. Denne frække Løgn, som dækkedes ved Hærmændenes urolige Vildfarelse og ved Mængdens lettro Støtte, virkede til hele Norges grufulde Nederlag og yderligste Fordærvelse. Da han, endnu som Privatmand, havde søgt Birger, Sveriges Jarl, siges han at have givet til en Prest, hvis Gjestfrihed han havde benyttet, sin Messehagel (stola), en Diakons særegne Prydelse, med en Alterbog.“

Ved Ordene „ved disse Tider“ mener Saxo Tiden 1176—77, og Tidsregningen falder saaledes ganske sammen med Sagaen; ligesaa bekræfter Saxo, at Sverres angivelige Fader hed Unas, og at denne var død i hans Ungdom, at Sverre blev valgt af Birkebeinerne efter Øisteins Død, og at de mødte ham i Ødemarkerne, samt at han forud havde reist i Norge og derefter været i Østergøtland hos Birger Jarl. Ligesaa rigtigt er, at han giver sin Søn Navnet Sigurd (efter Kong Sigurd Haraldsøn) og tillægger sig selv Navnet Magnus. Det afvigende er kun, at det forudsættes som afgjort, at han lyver sig til den kongelige Herkomst for at vinde Birkebeinernes Tilslutning. Det er af Vigtighed at udrede, naar Saxo har skrevet, og Tiden synes med Sikkerhed at fremgaa af Ordene Norvegiæ totius cruentissimam stragem extremamque perniciem, som ligefrem peger paa Baglerkrigen (1196—1202) og paa Norges ulykkelige Stilling efter Bansættelsen (1194) og Interdiktet (1198); men det var paa samme Tid, at de norske Biskoper opholdt sig i Danmark og søgte Støtte i Erkebiskop Absalons Kreds, hvortil Saxo Grammaticus hørte. Saxos Ord er altsaa aabenbart en Gjenlyd af Sverres Fienders Ord og gjentager saaledes kun det samme, som Tunsbergborgerne sagde, med den naturlige Forklaring, at Sverre løi sig Herkomst til. Man vil finde den samme Opfatning baade i de Breve, som fra Danmark i disse Aar gik til Paven, og i Pave Innocens III’s Breve til Erkebiskop Erik og til den danske og den svenske Konge. Allerede i Erkebiskop Eriks Brev af 1190 (forfattet af Abbed Wilhelm i Ebelholt) kaldes Kong Sverre „han, som pryder sig med kongeligt Navn og usurperet Regjeringsmyndighed (ille qui de regio nomine et usurpata regni plenitudine gloriatur); i Abbed Wilhelms Brev til Paven (1195) kaldes han ligefrem „Tyran“ og „Apostat“ og „banlyst Prest“, Pave Innocens giver en fuld Fortegnelse over Sverres Forbrydelser: 1) „Han er en Helligbryder og Apostat, som har bemægtiget sig Norges Rige ved Blodsudgydelse og Voldsomhed, idet han til sin Moders Skam paastaar, at han stammer af kongeligt Blod.“ 2) „I den Grad har Sverres tyranniske Grusomhed og afskyelige Voldsomhed vundet Overhaand over Eder og hele Norges Rige, at han baade har vundet Riget uden at være valgt af Høvdingerne, efter hvad vi har hørt, heller ikke paa Grund af sin Herkomst, og at han, som, efter hvad der siges, selv fordum har udøvet kirkeligt Embede, raser mod Kirkens Mænd.“ En Gjentagelse heraf findes ogsaa i Pavens Brev af 1204 om, at Sverre „havde med Vold usurperet Norges Rige, ved hvem Forvirring og almindelig Uro truede hele Landet, saa at mange af de bedste var drevet i Landflygtighed og en umaadelig Mængde var faldne“. Men i Mellemtiden havde det hændt, at Sverre selv var død og hans Søn Haakon havde forsonet sig med Biskoperne, som havde underkastet sig ham og derved erkjendte Sverres Arveret og kongelige Herkomst. Oppositionen herimod havde altsaa kun været et Paaskud eller (om man vil) et Argument mod Sverre, som kunde benyttes under Striden, men som man lod falde, naar Biskoperne fik sin Vilje; derfor beretter ogsaa Paven efter Meddelelse fra Norge, at „Sønnen fulgte efter sin Fader i Regjeringen, ikke i Forsæt, thi han kaldte tilbage dem, som af den Grund var landflygtige, han elsker og hædrer Kirkerne og Kirkens Mænd, og han styrer Landet og Folket i fuld Fred og Ro“. Ogsaa Paven gaar ind paa at løse Kongen og Birkebeinerne fra Ban og Interdikt og erkjender altsaa derved indirekte Sverres kongelige Ret; han maa ansees for derved at have tilbagekaldt sine tidligere Udtalelser om, at Sverre havde løiet sig kongelig Byrd til.

Allerede Anders Vedel, som kjendte Sverres Saga (i Uddrag), har rigtigt dømt om Saxos Opfatning af Sverre, naar han i Oversættelsen (Udg. 1575) indskyder disse Ord: „Men at Saxo dømer icke ret om Kong Suere, det skeer for tuende Aarsager skyld: Den ene, at Kong Valdemar holt met Magnus Erlingssøn sin Frende. Den anden at Saxo døde førend hand forfarede ret vdi grund hvad endelig udgang denne Feide fick.“ Vedel burde have sagt „skrev“ istf. „døde“, thi hans Mening er jo aabenbart, at Saxos Ord er Udtryk af en Tidsstemning fra Slutningen af 1190-Aarene under Fiendskabet mod Kong Sverre.

3. Hvis man vilde søge at komme til en mere sikker Opfatning af dette Spørgsmaal, maa man opspore andre Kilder, uafhængige af Stillingen i Norge. Det træffer sig nu saa heldigt, at man i England har bevaret tre forskjellige Beretninger om Kong Sverre, alle i samtidige Skrifter.

Den ældste af disse Beretninger findes i den saakaldte Henrik den 2dens Historie af „Benedict af Peterborough“, et Navn, som stammer fra, at Abbed Benedict af Peterborough har afskrevet eller ladet afskrive dens ældste Del (1169—77). Værket heder egentlig „Gesta Henrici secundi“ og begynder ved Nytaar 1170 (d. e. Juledag 1169) og er iallefald fra 1171 skrevet samtidig med Begivenhederne; det fortsættes ligetil April 1192, dog saaledes at Kong Richards Bedrifter i Palæstina ikke føres længere frem end til Januar 1192, — et tydeligt Vidnesbyrd om, at Forfatteren skrev hjemme i England og skildrede Korstogsbegivenhederne efter Rapporter. Værket er helt igjennem bygget paa de samme Principer og er skrevet i samme Sprog og Stil. Det er helt igjennem politisk Historie med den engelske Konge og Regjering som Midtpunkt. Forfatteren maa i Kong Henriks Tid have hørt til Kongens Følge og have fulgt ham paa hans Reiser; han skildrer Kongens Handlinger, Reiser og forskjellige Opholdssteder, meddeler Udnævnelser, gjør Uddrag af den kgl. Correspondance eller meddeler fuldstændigt baade ind— og udgaaende Breve samt gjengiver indgaaende Rapporter. Det er aabenbart, at Forfatteren er en kongelig Klerk, ansat i det kongelige Kancelli[2]. I dette Værk findes pludselig ved Aar 1180 og, som man ser, skrevet i dette Aar en Oversigt over Tronstridighederne i Norge (1130—80), som ender med, at Erkebiskop Øistein flygtede fra Bergen til England, og altsaa paa en eller anden Maade stammer fra denne. Man ser af Sammenhængen hos „Benedict“, at Indberetningen om Norge og Øistein er kommet til Kong Henrik, medens han opholdt sig i Normandi Høsten 1180, og at Kongen kom 27. Juli 1181 tilbage til England, hvor da Erkebiskopen (det vides andenstedsfra) fik Audiens hos Kongen; denne gav ham Underhold i et halvt Aars Tid i Klostret Edmundbury, men indlod sig iøvrigt ikke paa at blande sig i Norges indre Forhold; Kongen drog 3. Marts 1182 tilbage til Frankrig, hvor han blev til 1184, og Erkebiskopen drog tilbage til Norge Vaaren 1183. Optegnelsen er ikke gjort efter Erkebiskopens mundtlige Meddelelser til Kongen, thi den stanser med Midsommer 1180, og Erkebiskopen traf ikke Kongen før efter Midsommer 1181. Den er tydeligvis Uddrag eller Gjengivelse af et Brev; det kan sees dels af det ligefremme Udtryk „det læses“, dels af Feil, som ikke kan være andet end Læsefeil. Den er altsaa, som saa mange andre Dokumenter i dette Værk, en ligefrem Rapport fra det Sted, hvor Erkebiskopen landede, og da den er saa mærkværdig nøiagtig, og især da den omhandler samtidige Begivenheder i Norge, som ingen Englænder kunde kjende, maa det ansees for givet, at Rapporten gjengiver ligefrem Erkebiskopens skriftlige Beretning, dog maaske i Uddrag. Jeg anser det rigtigst at meddele den hele i Oversættelse:

„I dette Aar vakte en Prest, ved Navn Sverre (Sverus), Krig imod Kong Magnus i Norge og seirede over ham. Men dette var Grunden til den Strid, som han førte imod den nævnte Kong Magnus om Norges Rige.

Sigurd og Magnus var Brødre. Sigurd var Konge i Norge, men hans Broder Magnus seilede over til Irland og vandt en stor Del af dette Land i Krig. Han avlede Harald og blev lidt senere dræbt af Irerne. Men denne Harald drog efter sin Faders Død til Norge til sin Farbroder Sigurd og bad ham om en Del af Riget. Og da det blev bevist Sigurd, at Harald var hans Broder Magnus’s Søn, gav han ham den Del af Riget, som med Rette tilkom hans Fader. Men Sigurd avlede en Søn, som han kaldte Magnus, og en Datter, som han kaldte Kristina, og som han selv giftede med Jarlen Erling; men Erling avlede med hende en Søn, som han kaldte Magnus.

Men da Sigurd var død, fulgte hans Søn Magnus ham i Regjeringen[3]. Og da der lidt senere opstod en haard Strid mellem Harald og ham, lod den nævnte Harald ham blinde og gilde og lod Biskop Reginald hænge i Bergen[4]. Den blindede Magnus blev gjort til Munk, og Harald vandt hele Norges Rige; han avlede 4 Sønner, nemlig Inge, som var ægtefødt, og Sigurd og Øistein og Magnus, hvilke tre var uægte og fødte af forskjellige Mødre.

Imidlertid dræbte en vis Klerk, ved Navn Sigurd, Harald ved et natligt Overfald, og efter hans Død tog han sin Slægtning den før nævnte Magnus ud af Klostret, idet han vilde indsætte ham igjen som Konge. Men under Krigen mod Haralds Sønner faldt han i Kampen, og ligesaa den Magnus, som havde været Munk. Efter disses Død herskede Inge og Sigurd og Øistein, idet deres Broder Magnus tidligere var død. Sigurd avlede Haakon og Sigurd og Sverre, som alle var uægte og fødte af forskjellige Mødre, men Øistein avlede Øistein, som var ægte. Men Inge dræbte sine Brødre Sigurd og Øistein, og efter deres Død dræbte Haakon Inge og blev Konge i hele Landet; derover blev Rigets Stormænd krænkede og hævede til Konge Magnus, Søn af Erling og den før nævnte Kristina. Da de ikke formaaede at holde Kampen op imod Haakon, veg de til Danmark; men der samlede de i kort Tid Kræfter og vendte tilbage til Norge. Og efter at der havde staaet en Kamp mellem dem og Haakon ved Tunsberg[5], hvis Skibe og Vaaben de vandt, drev de ham bort derfra, og i den følgende Sommer fulgte de efter ham. Og da de havde et Søslag paa et Sted, som heder Veø, blev Haakon dræbt, og Magnus Erlingssøn vandt hele Riget. Mod ham reiste Haakons Broder Sigurd sig; men efter at der var holdt et Slag mellem dem, blev Sigurd, Haakons Broder, dræbt. Og Magnus blev salvet til Konge i sin Regjerings 2det Aar og sin Alders femte Aar — før hans Kroning læses der ikke at have været nogen anden kronet til Konge i Norge — nemlig da i Pave Alexander III’s Pavedømmes 4de Aar Mag. Stephanus fra Orvieto var sendt did som Legat. Da denne Magnus feirede Julefesten i Tunsberg, kom Øistein, den før nævnte Øisteins Søn, over ham med en væbnet og krigersk Skare, idet han haabede at dræbe Kongen blandt Gjæsterne. Men Kongen gik selv rustet ud imod ham og dræbte ham med 400 Mænd. Men de, som undkom derfra, nemlig 1100 krigerske Mænd, sluttede sig til den før nævnte Prest Sverre Sigurdssøn. Denne Sverre samlede en stor Hær, og i den anden Nat[6] efter St. Botolvs Dag trængte han hemmelig ind i Staden Nidaros, hvor Kong Magnus holdt til med sin Fader Erling Jarl og de andre Stormænd. Og den nævnte Sverre Prest faldt over dem og dræbte mange af de mægtigste og fornemste. Dræbt blev saaledes der Erling Jarl, Kongens Fader, og Jon af Randeberg, som havde ægtet Kongens Søster, og Sigurd Nikolassøn[7] og mange andre. Men Kongen forlod Staden og flygtede med faa af sine Mænd. Men det følgende Aar samlede Kong Magnus en stor Hær og overfaldt den førnævnte Sverre nær ved Staden Nidaros. Og i den første Kamp dræbte han mange af sine Fiender; men endelig blev — efter Guds skjulte Raad — mange og de bedste af hans Venner dræbte, og han selv undkom med faa Mænd. Sverre Prest fulgte selv efter ham lige til Bergen, og Kongen flygtede derfra og overlod ham Staden. Og samme Aar, nemlig 1180, forlod Erkebiskop Øistein af Nidaros, som aldeles ikke vilde underkaste sig Sverre Prest, sit Erkebiskopssæde og kom til England og udtalte Bansættelsesdom imod Sverre Prest.“

Naar undtages Broderskabet mellem Sigurd (Jorsalfare) og hans Fader Magnus (Barfod), hvilket dog ikke behøver at skyldes Erkebiskopen selv, men kan være en Forvirring i Afskriften — gives her en mærkelig korrekt, omend schematisk Oversigt over de norske Konger, deres Familieforhold og deres Thronstridigheder i Tiden 1130—1180. Fremstillingen er idethele objektiv, hvad enten dette skyldes Erkebiskopen eller Referenten, men man iagttager dog Forf.s Interesse i Striden mellem Magnus og Sverre ved, at han lader Sverre allerede fra først af have en Hær paa 1100 Mand, og ved at Magnus’s Nederlag undskyldes med „Guds skjulte Raad“. Saameget mærkeligere er det, at Erkebiskopen udtrykkelig betegner Sverre som Kong Sigurds uægte Søn. Erkebiskopen, som dog var Kong Sverres vigtigste, ialfald aandelig største Fiende, har altsaa havt Kundskab om hans kongelige Herkomst og erkjendt denne, — et mægtigt Vidnesbyrd for Sandheden af Sagaens Fremstilling. Naar dette sees i Forbindelse med, at Erkebiskopen excommunicerede Sverre (en Handling, som ikke nævnes i Sagaen, men selvfølgelig er historisk), vil det sees, at Erkebiskopen har optraadt saaledes, ikke fordi han tvilede om Sverres Byrd, men fordi denne kjæmpede imod den af Kirken regulerede Successionsorden. I Loven af 1164 stod der jo, at „hver den, som lader sig tage til Konge paa anden Maade, han og hver den, som ham følger, har forlist Gods og Fred og være i Guds og alle hellige Mænds, Pavens og Erkebiskopens og alle Lydbiskopers Ban“, og Erkebiskopen handlede jo kun efter den af ham selv redigerede Lov, naar han slyngede Banstraalen mod Sverre; han havde netop ikke ladet sig tage til Konge af et Rigsmøde, hvor Erkebiskopen og Biskopperne havde første Stemme, men af Bønderne paa Ørething efter den „gamle Landslov“.

4. „Henrik d. 2dens Historie“ er helt igjennem optaget i et Værk, som er en fuldstændig Englandshistorie indtil 1201. Dennes Forfatter, Mag. Robert de Hoveden, var ligesom sin Forgjænger kongelig Klerk — han nævnes som saadan i 1174 og 1189 —, men hanantages at have forladt Hoffet, da William Longchamp blev Rigsforstander under Richards Korstog (1190), og siden at have levet i Howden (nær Ouses Munding i det sydlige Yorkshire), hvor ialfald store Dele af hans Værk er udførte. Den bestaar efter Stubbs af fire Dele, de tre Udskrifter af ældre Arbeider og det fjerde selvstændigt. Første Del (til 1148) og 2den Del (til 1169) vedkommer os ikke: men 3die Del er en Udskrift eller Bearbeidelse af „Benedikt“ fra Julen 1169 til April 1192. Hoveden forkorter undertiden sin Forgjænger ved at udelade Detaljer, men gjør ogsaa undertiden Tillæg, især af Dokumenter, som Forgjængeren ikke har kjendt, navnlig om Forhold i Yorkshire; Forandringerne er ofte uheldige, idet de beror paa Misforstaaelser, eller ogsaa er Stilrettelser. 4de Del er Hovedens egen Skildring af Begivenhederne fra 1192 til August 1201. Han har bevaret mange offentlige Skrivelser og har god Kundskab om engelske Begivenheder, men er dog ikke saa nøiagtig som sin Forgjænger og har ikke saa god Oversigt over de politiske Forhold, fordi han ikke er knyttet til Kongens Person eller Regjeringen, men skriver fra Northumberland. Fra 1192 har han udført sit Arbeide Aar for Aar, uden at foretage senere. Rettelser, og er saaledes fuldt samtidig.

Hovedens Uddrag af „Benedikt“ ved Aar 1180 gjengiver Ord for Ord sin Kilde med uvæsentlige Rettelser; han indfører i „Benedikt“ for Sverre Tilnavnet „Birkebain“, hvilket som bekjendt ikke er hans Tilnavn, men hans Partis Navn. Ved Aar 1194 har han følgende Beretning om Begivenhederne i Norge:

„I dette Aar lod Sverre, Norges Fyrste, sig krone til Konge i Norge mod Pavens Forbud. Da Erkebiskop „Eustachius“ af Nidaros hørte herom, vilde han heller gaa i Landflygtighed end deltage i denne Kroning; han gik bort, og den fornævnte Sverre, Søn af Sigurd, forhen Konge i Norge, bød, at alle Norges Biskoper skulde komme sammen til Bergen paa Apostlerne Peters og Paulus’s Dag for at krone ham. Blandt dem var en Biskop i Viken, ved Navn Nikolaus. Han sagde, at han paa Grund af sin Erkebiskops Fravær ikke vilde deltage i Kroningen; da Sverre hørte derom, lod han denne Biskop gribe og binde til et Skjær i Havet, saa at Havets Bølger næsten trængte ind i hans Mund. Saaledes skræmt, gav denne Biskop Samtykke til Sverre Birkebains Vilje og salvede og kronede ham til Konge i Bergen paa Apostlerne Peters og Paulus’s Dag, idet Biskoperne Martin af Bergen, Eirik af Stavanger, Thore af Borgund og Absalon var tilstede og bifaldt det. Da paa samme Dag denne Sverre, Konge og Prest, holdt Maaltid paa kongelig Vis med Biskoper og Stormænd, lod han hugge Hovedet af Sigurd, Søn af Norges Konge „Adestan“, og lod det bære frem for sig og sine Gjester.

Men det maa noteres, at denne Sverre Birkebain har i 15 Søslag overvundet 15 Konger og dræbt dem med hele deres Følge, inden han havde kunnet opnaa Rigets Krone, og deres Navne er disse: Kong Magnus, Kong Borgher, Kong Sigurd, Kong Orde, Kong Guthorm, Kong Johannes Kuvelung, Kong Belue, Kong Zether og sex andre, og hin Sigurd Adestans Søn. Men man maa vide, at det er Norges Riges Sædvane lige til denne Dag, at enhver, som vides at være Søn af en norsk Konge, lad være, at han er uægte eller født af en Trælkvinde, hævder sig ligesaa stor Ret til Norges Rige som den Kongesøn, som er avlet i Ægteskab eller født af en fri Kvinde. Derfor bliver der uafladelig Kampe mellem dem, indtil en af dem beseires eller dræbes.“

Denne Beretning er, som det vil sees, ikke en førstehaands Kilde. Den har inden Nedskrivningen faaet flere Feil, især i Navne, f. Ex. Eustachius for Erik, som istedet er optaget som Navn paa Stavangerbiskopen Nial, Thore af Hamar kaldes Biskop af Borgund (!), og Absalon er optaget blandt de norske Biskoper; af Sverres Modstanderes Navne kan saaledes kun Magnus († 1184), Sigurd († 1189), Jon Kuvlung († 1188) og Sigurd Magnussøn († 1194) gjenkjendes, medens de andre nærmest synes tildigtede. Men baade den historiske Oversigt og den annalistiske Beretning fra 1194 er dog i sine Hovedtræk rigtige. Først maa mærkes den fiendtlige Tone mod Sverre, hvis Grusomhed mod Biskop Nikolaus og Grusomhed mod den fangne Kronprætendent er i lige Grad usande. Denne Beretning stammer altsaa aabenbart fra Modpartiet, de norske Biskoper og deres Tilhængere, d. e. Levningerne af Kong Magnus’s eller hans Sønners Parti. Men ikke desto mindre kalder Beretteren dog Sverre udtrykkelig „Søn af Sigurd, fordum Norges Konge“ og stiller ham ganske paa lige Fod med de andre Kronprætendenter, idet ægte og uægte Kongesønner ansees for at have lige Ret. De Kredse i Norge, fra hvem denne Beretning stammede, har altsaa ved 1194 ikke opstillet nogen Paastand om, at Sverre var en Bedrager; de har kjæmpet imod ham paa samme Grundlag, som han selv hævdede, at alle Kongesønner var berettigede til Riget, saa at kun Resultatet (Seiren) gav Besiddelsen.

5. Fra endnu senere Tid stammer Efterretningerne om Kong Sverre hos Wilhelm Parvus, Kannik i Newvburgh Augustiner-Kloster nær York (North-Riding), som skrev sit Værk „Historia Rerum Anglicarum“ i Aarene 1196—98; Værket forblev ufuldendt, vistnok paa Grund af Forfatterens Død i 1198 og er bevaret bl. a. i et Haandskrift, som kun er faa Aar yngre. Forfatteren er ikke bare Annalist som hans Forgjængere, men en Historiker, som lægger an paa at komponere efter Sammenhæng og at skildre med historisk Kunst og aandrige Bemærkninger; han anvender ogsaa Kritik og søger at være upartisk. For den ældre Tid benytter han skriftlige Kilder (Henrik af Huntingdon o. fl.), men for sin Samtid gjengiver han for det meste mundtlige Beretninger, især fra Yorkshire, hvor han hørte hjemme, og hvor han vistnok har tilbragt den største Del af sit Liv. I den tredie Bog af sit Skrift, lige efter Fortællingen om Erkebiskop Rogers af Yorks Død 1181 og forud for Kapitlet om den unge Kong Henriks Død i 1183, indskyder han et Kapitel om Kong Sverres Historie (De Swero Norwegiæ tyranno). Det lyder i Oversættelse saaledes:

„Det var ved de samme Tider, at hin berygtede Sverre Prest, som har Tilnavnet Birkebain, rev til sig Tyranniet i den Del af Germania (Nordeuropa), som kaldes Norvegia, og efter at have raset i ikke kort Tid under Navn af Tyran, opnaaede han endelig Kongedømmet ligesom paa lovlig Vis ved at fælde Kongen i det Land: han skal maaske efter Guds Dom faa en lignende Udgang som andre Konger i det samme Land. Thi som det siges, er, fra 100 Aar tilbage og mere end det, da Kongernes Afkom har været talrig, ingen Konge der død af Alderdom eller Sygdom, men alle har gaaet under ved Sværd, idet de efterlod Magten over Riget til sine Drabsmænd ligesom til lovlige Efterfølgere: saa at nemlig alle, som vides at have hersket der i saa lang Tid, synes at se hen til det, som er skrevet: Du har ihjelslaaet, og Du har tilmed taget en Eiendom[8]. Mod denne sørgelige Ulykke, som ved den lange Sædvane ligesom opnaaede Lovs Kraft, vilde hint Lands Stormænd, lidt forud for den nævnte Prests Tyranni, bringe i from Iver Lægedom og besluttede at salve den nye Konge høitideligt med mystisk Salvelse og krone ham, for at ingen for Fremtiden skulde reise Haanden mod Herrens Salvede. Thi til den Tid var ingen nogensinde i hint Folk indviet med religiøse Ceremonier til Fyrste, men enhver, som med Vold dræbte en Konge, iførte sig med det samme den kongelige Person og Magt, idet han efter den gamle Sædvanes Lov ogsaa skulde efter kort Tid overgive samme Skjæbne til sin Drabsmand. Dette har mange sandelig troet skede paa Grund af en vis kristelig Enfoldighed, fordi ingen af de forrige Konger havde fortjent at indvies ved den høitidelige Salvning. Da saaledes Haakon var dræbt, som havde fulgt efter den af ham dræbte Inge, og den kongelige Efterfølge syntes at tilkomme en Dreng ved Navn Magnus, samme Inges Neveu, lod Rigets vise og fornemme Mænd efter fælles Beslutning denne Dreng høitidelig indvies til Herrens Salvede og prydes med Diademet. Ved denne Handling troede de at stadfæste Kongen og at afskaffe den gamle Sædvanes Vanære. Men da denne Magnus allerede var bleven voxen og havde hersket i nogle Aar med megen Kraft og Lykke og alle allerede troede, at man havde taget tilstrækkelige Forholdsregler mod oprørske Uroligheder, ophidsede Djævelens Avind, for at forstyrre den kristelige Almues Ro, den nævnte Prest som sit eget Redskab. Da han længe havde gjort Tjeneste i det hellige Embede, som han havde modtaget i Kirken, begyndte den forvovne og listige Mand i stor Selvtillid at stræbe efter Kongedømmet. Han streifede snart gjennem det hele Land, og for hurtigt at føre til Handling den fattede Plan samlede han med List en kraftig Skare af dristige og slette Mænd, som han lokkede ved Haab om Bytte, og idet han brugte uveisomme Ødemarker som sit Værn, foruroligede han Kongen ved hyppige Overfald. Og da Kongen forfulgte ham med fylket Hær, flygtede han paa Skrømt, men stansede i nogle ham kjendte Snevringer, og der omringede han de kongelige Tropper, som ulykkeligvis var hindrede ved de samme Snevringer, og tilføiede dem et saadant Nederlag, at Kongen selv maatte skjule sig blandt de faldnes Lig og med Nød og neppe undkom, efterat Fienden var draget bort. Stolt over denne Seier, og da hans Skarer stadig voxte, skaffede han sig ogsaa en Flaade, ved hvis Hjælp han herjede i flere Landskaber inden Riget. Men Kongen samlede igjen sine Mænd og drog med en velrustet Flaade imod Fienden. Da hin mærkede det, anstillede han sig ogsaa denne Gang, som om han flygtede, og trak sig ud i det store Hav. Da Kongen fik høre det, troede han, at Røveren virkelig flygtede, og trak sig med Flaaden ind i en Havn. Men da Hæren, i Glæde over Fiendens Fordrivelse, i fordærvelig Tryghed overgav sig til Festglæden, drog hin forbandede Prest den følgende Nat med sine Mænd ind i Havnen, angreb de drukne og søvnige og ødelagde med ringe Møie næsten hele Hæren tilligemed Kongens Fader og andre Stormænd. Men medens de andre faldt, undslap Kongen og holdt sig, som det siges, skjult i nogle Dage i et nærliggende Jomfrukloster, hvorfra han ved Guds Hjælp undkom, medens Fienderne forgjæves søgte efter ham. Modig ved dette Fiendens Uheld og Nederlag, drog nu Tyrannen, ligesaa grusom som overmodig, rundt overalt som i Triumf, idet han viste sig som en umild Herre mod de ynkeligt undertrykte Bønder. Men da Kongen kom ud i Lyset fra sit Skjul og atter viste sig for sine Venner, begyndte han snart at samle nye Kræfter, at trække Hjælpetropper til fra alle Kanter og at ruste sig med større Varsomhed mod de fiendtlige Kneb, og endelig rykkede han med en stor Hær imod sin Fiende. Da hin erfarede det og saa, at Ynglingen paa Grund af sine forrige Nederlag handlede klogere og kyndigere og tillige var overlegen i Skibenes Tal og i Stridskræfter, tog han sin Tilflugt til Trolddom; han havde nemlig hos sig en Djævelens Datter, mægtig i Trolddom og med Rette at ligne med hin Oldtidskvinde, om hvem den ædle Digter synger:

Hæc se carminibus promittit solvere mentes,
Quas velit; atque aliis diras immittere curas;
Sistere aquam fluviis, et sidera vertere retro;
Nocturnosque ciet manes; mugire videbis
Sub pedibus terram, et descendere montibus ornos.[9]

Som det fortælles, spurgte hun, i vidunderlig Tillid til sin fordærvelige Kunst, sin Ven Tyrannen, hvorledes han ønskede, at hans Fiender, som allerede var for deres Øine, skulde omkomme. Da han valgte Drukning, skede det pludselig ved Hjælp af Djævelen — som sandelig ved sin Englenaturs Kraft formaar meget over Jordens Elementer, naar den høiere Magt tillader det, — at det rolige Hav aabnede sit Gab og i Fiendernes Paasyn slugte en større Del af den kongelige Flaade. Ved Synet af dette sagde den skjændige Prest: „Se Venner, hvor kraftigt Elementerne kjæmper for os. Se nu til, at ikke de undkommer, hvis visse Død Havet har overladt til Eders Tapperhed, saa at ikke det skal synes at have udført alt.“ Saaledes blev Resten af den kongelige Hær, skrækslagen ved sine Kameraters pludselige Undergang, med Lethed undertrykt, og Kongen selv omkom. Da han var borte, gik det skrækslagne Rige over i Tyrannens Magt. Han afsvor nu den hellige Orden, modtog til Ægtefælle Datter af Gøternes Konge, og vilde lade sig høitidelig krone af Erkebiskopen i hint Land. Men da denne var en stor Mand og hverken lod sig bøie ved Bønner eller Trusler til at gyde den hellige Salve over det forbandede Hoved, blev han af ham drevet ud af Fædrelandet.

Efter nogle Aar reiste sig en kraftig Yngling af de forrige Kongers Æt, ved Navn Johannes, idet mange samlede sig sammen til ham og styrkede ham. Da denne havde begyndt heldigt, saa at han allerede var farlig for selve Tyrannen, styrtede han sig endelig i ungdommelig Iver ubesindigt i Kamp og omkom ulykkeligt og forhastet. Efter ham fremstod en anden haabefuld Yngling af kongeligt Blod, støttet af en talrig Mængde. Men ogsaa han blev paa selve Palmesøndag for faa Aar siden overvundet af Tyrannen i et blodigt Slag og grundigt udryddet med sine Hjælpere. Saaledes er hin Guds Vredes Svøbe, efter at have overvundet eller udryddet næsten enhver kongelig Ætling og alle indenlandske Fiender, bleven stor og frygtelig og opnaaede endelig ved en vis Biskops Haand, som var tvunget til dette ved Trusel om Døden, at faa det kongelige Diadem med den mystiske Salvelse, idet han nu efter sine mange Held var ligesom tryg imod den usikre Udgang af det saa længe heldige Tyranni. Men Omskriften paa hans Segl siges at have været saadan: „Kong Sverre Magnus, grum som Løven, mild som Lammet“; thi han øvede Mildhed mod Undersaatterne og viste Ærbødighed imod Kirker og Klostre.“

Dette Kapitel omtaler Slaget i Florevaag (3. April 1194) som foregaaet „for faa Aar siden“, og maa saaledes være skrevet i Tiden 1196—98; og skjønt Kroningen i Bergen (29. Juni 1194) er den sidste Begivenhed, som nævnes, anser jeg det aabenbart, at Forf. ogsaa ved noget om Baglernes Oprør, siden han saa trygt kan forudsige, at Sverre snart efter Guds Dom skal faa en lignende Død som hans Forgjængere. Der er ogsaa en stor Forskjel mellem dennes og Roger af Hovedens Opfatning af Kongen. Ifølge Roger er Sverre Kongeætling og saaledes berettiget til Kongedømmet, selv om han er uægte Søn; han skildres som seirrig og grusom, samt oppositionel mod Kirken; men ifølge Wilhelm er han en ærgjerrig Mand, som kun følger sin egen Lyst til at blive Konge og derved bliver „Djævelens Redskab“, Medens Magnus her er den retmæssige Konge og styrker sin Ret ved den kirkelige Salvning, reiser Sverre sig kun med Støtte i Røvere og Ugjerningsmænd eller ved Hjelp af Djævelen og af Trolddom; der nævnes ikke et Ord om hans Kongebyrd, medens han kjæmper mod Mænd af Kongeslægten og ved at slaa disse ihjel „næsten ganske udrydder Kongeslægten“, — hvortil han altsaa selv ikke hører. Wilhelm af Newburgh giver en idethele rigtig, om end overfladisk Oversigt over Hovedmomenterne i Sverres Historie: hans Omstreifen i Ødemarkerne i det første Aar (1177), hans første Seier ved Hirtabro (1178), hans Flugt tilsøs og hans Seier i Nidaros (1179); derpaa efter et Sprang af 5 Aar den store Søseier i Sognefjorden, hvor Magnus druknede (1184). Saa følger en kort Omtale af Sverres Ægteskab med den svenske Konges Datter (1185) og Striden med Erkebiskop Erik (1190), som er indført lidt for tidligt, idet han først bagefter nævner Johannes (Jon Kuvlung 1185—88) og den unge Kronprætendent, som faldt Palmesøndag (1194); den sidste Begivenhed er Kroningen, som udføres af „en vis Biskop, som dertil blev tvunget ved Trusel om Døden“ — man synes at se, at Forfatteren med Vilje undgaar at nævne ved Navn denne Biskop, hvis senere Færd saa lidet stemte med hin Handling og derfor maa undskyldes med, at han handlede af Dødsfrygt. Gjennemgaaende for Wilhelm af Newburghs Fremstilling er den fanatiske Opfatning af Sverre som Djævelens Redskab, hvad der endog bevises med, at Sverre med magiske Kunster faar Havet til at sluge hans Modstandere; den staar kun i besynderlig Modsætning til hans Slutningsord, at Tyrannen var mild mod sine Undersaatter og ærede Kirker og Klostre.

6. Efter dette vil det være let at se, hvorledes Opfatningen af Sverre forandrede sig i Løbet af hans Regjering, og hvorledes denne hænger sammen med de Partier, som reiser sig imod ham. Han traadte frem i 1177, og da i Spidsen for det Parti, som paa de gamle Kongearveloves Grund kjæmpede imod den nye Thronfølgelov af 1164, der var støttet af Kirkens Mænd; han og hans Mænd var ifølge Loven ipso facto faldne i Kirkens Ban, og han blev da ogsaa i 1180 personligt bansat af Erkebiskopen; men denne har havt Grund til at tro, at Sverre var uægte Søn af Kong Sigurd, — han kan have undersøgt dette under sit lange Ophold i eller ved Bergen i 1178—80 eller ogsaa have kjendt til Forholdet fra den Tid, da han selv levede ved Hoffet som Kong Inges Kapellan, — og han har erkjendt Sandheden i en Skrivelse til den engelske Konge. Senere under Stridens Gang har Kong Magnus og hans Mænd villet benytte det Vaaben imod Sverre at erklære ham for en Bedrager, som ikke engang efter den gamle Arvefølgelov havde nogen Ret til at blive Konge, og denne Betragtning har sat sig fast i Viken, som altid kjæmpede for Magnus og hans Æt; i disse Kredse blev det Skik at betragte Sverre som en Bedrager og Usurpator, og populært blev det her at fremstille ham som et Djævelens Redskab eller Djævelens Udsending. Men i det øvrige Rige seirede med Sverres Overvægt ogsaa Sverres Opfatning, at han var Kongesøn, og denne maatte støttes derved, at Erkebiskop Øistein i 1183 underkastede sig Kong Sverre og saaledes erkjendte hans Kongebyrd. Denne Opfatning kan endnu findes hos Hoveden Aar 1194. Derimod kom den vikværske Opfatning stærkere tilorde under de Reisninger, som her fandt Sted i 1190-Aarene, og da navnlig blandt Baglerne i Viken og deres Hjælpere i Danmark. Fra disse Kredse stammer Saxos Fremstilling (ca. 1200), Wilhelm af Newburghs Skildring ca. 1197 samt Pavebrevene 1198—1204. Men disse har kun havt Betydning som Kampmidler for et Parti, der fandt at burde benytte alle Midler mod sin geniale Modstander, og dette viste sig bedst deri, at dette Partis Ledere forsonede sig med Sverres Søn og erkjendte hans Ret til Kongeværdigheden, — den, han alene udledede af sin Faders Ret. Kong Sverres Ret maa saaledes siges tilslut at være anerkjendt ogsaa af hans Modstandere, endog af de senere Baglerhøvdinger, som ved Giftermaalet mellem deres Konge Philippus og Sverres Datter søgte at sikre Philippus’s og hans mulige Børns Arveret.


TILLÆG.
AFTRYK AF DE TRE ENGELSKE BERETNINGER.
I. Benedict of Peterborough
(ed. Stubbs I 266 ff., 320; Varianterne fra Rog. Hoveden).

Ad a. 1180. Eodem anno quidam presbyter nomine Swerus[10] bellum iniit contra Magnum regem Norwegiæ, et eum devicit. Fuit autem hæe causa calumniæ Sueri quam habuit adversum præfatum Magnum de regno Norwegiæ.

Sivardus et Magnus fratres erant. Sivardus autem rex erat Norvagiæ, et Magnus frater suus transfretavit in Hiberniam, et magnam illius terræ partem bello adeptus est. Qui genuit Araldum, et paulo post interfectus est ab Hibernensibus. Præfatus vero Araldus post mortem patris sui transfretavit in Norweiam ad patruum suum regem Sivardum, et petiit ab eo partem regni. Sivardus vero, cum constaret ei ipsum Haraldum fuisse flium Magni fratris sui, tradidit ei partem regni, quæ patrem suum de jure contingebat. Sivardus itaque[11] rex genuit filium quem vocavit Magnum, et filiam quam vocavit Christinam, quam ipse tradidit comiti Herlingo in uxorem. Herlingus vero genuit ex ea filium quem vocavit Magnum. Defuncto igitur Herlingo, Magnus filius suus successit ei in comitatum.

Et paulo post orto inter eum et Haraldum gravi dissidio, præfatus Haraldus excæcavit eum et ementulavit, et Reginaldum episcopum Bergensem suspendit. Magnus itaque excæcatus factus est[12] monachus, et Haraldus totam monarchiam Norwegiæ adeptus quatuor filios genuit; seilicet Hingonem qui erat legitimus, et Sivardum et Augustinum et Magnum, qui tres erant spurii, et diversis matribus geniti.

Interim quidam clericus nomine Siwardus præfatum Haraldum nocturnis insidiis interfecit. Quo interfecto extraxit præfatum Magnum cognatum suum ab abbatia, volens restituere eum in regno. Et inito bello contra filios Haraldi in ipso bello occubuit; similiter et Magnus[13] qui fuerat monachus. Quibus interfectis, Hingo et Sivardus et Augustinus, defuneto Trius fratre suo Magno, regnum tenuerunt. Sivardus autem genuit Hacconem et Siwardum et Swerrum, qui omnes spurii erant de diversis matribus geniti. Augustinus vero genuit Augustinum legitime natum. Hincgo vero interfecit Sivardum et Augustinum fratres suos: quibus interfectis prædictus Haco interfecit Hingonem, et obtinuit totius terræ monarchiam; unde indignati sunt proceres regni, et levaverunt in regem Magnum filium Herlingi et præfatæ Christinæ Qui non valentes sustinere bellum contra Haconem, secesserunt in Daciam; ubi in brevi tempore reparatis viribus, redierunt in Norweiam; et habito bello apud Tunebergam inter ipsos et Haconem, retentis navibus et armis, ipsum fugaverunt, quem in sequenti æstate [Magnus filius Herlingi et Christinæ[14] insecutus est. Et habito inter eos navali prælio in loco qui dicitur Vee, interfectus est Haco; et Magnus Herlingi filius totum regnum obtinuit. Insurrexit ergo in eum Sivardus frater Haconis; et habito inter eos prælio, Sivardus frater Haconis interfectus est; et Magnus coronatus est et inuncetus in regem, secundo anno regni sui, et quinto[15] anno ætatis suæ; ante cujus consecrationem non legitur aliquem alium fuisse in regno Norwegiæ in regem consecratum: anno scilicet quarto papatus Alexandri papæ tertii, magistro Stephano de Urbe Veteri misso illuc legato. Quo Magno celebrante festum Nativitatis Dominicæ apud Tunebergam, supervenit Augustinus, prædicti Augustini filius, cum manu armata et bellicosa, eredens regem interficere inter convivas. Sed ipse rex inde præmunitus exivit contra eum, et illum interfecit cum quadringentis suorum. Illi vero qui inde evaserunt, scilicet mille et centum viri bellicosi, prædieto Suero sacerdoti, filio Sivardi, adhæserunt. Qui Swerus magno congregato exercitu, insequenti nocte, post festum Saneti Botulfi, intravit latenter civitatem de Nidros, ubi rex Magnus cum patre suo comite Herlingo et cæteris ditioribus suis moram faceret. Et prædictus presbyter Suerus eos invasit, et multos de potentioribus et nobilioribus interfecit. Interfecti sunt itaque ibidem Herlingus comes pater regis, et Johannes de Randeberga qui duxerat sororem regis in uxorem [et Siwardus filius Nicolai[16] et alii multi. Rex vero, relicta civitate, cum paucis suorum fugit. Sed insequenti anno, rex Magnus, congregato magno exercitu, prædictum Suerum juxta civitatem de Nidros invasit, et multos de hostibus suis in primo conflictu interfecit. Sed tandem, de occulto Dei judicio, multis et melioribus de familia sua interfectis, cum paucis evasit. Quem ipse Suerus presbyter insecutus est usque Bergas; et rex inde fugiens eandem civitatem ei reliquit. Eodem anno, scilicet MoCoLXXXo, Augustinus Nidrosiensis archiepiscopus, nolens aliquam subjectionem facere Suero presbytero, sedem archiepiscopatus sui reliquit, et venit in Angliam, et tulit sententiam excommunicationis in Suerum presbyterum.

Ad a. 1184. Eodem anno, Suerus [apud Norwagiam[17], occiso rege Magno, regnum obtinuit.


II. Roger de Hoveden
(ed. Stubbs III 270; IV, 25).

Ad a. 1194. Eodem anno Swerus princeps Norweiæ, contra prohibitionem domini papæ, fecit se coronari in regem Norweiæ. Quo audito, Eustachius archiepiscopus de Nidros maluit exulari, quam interesse illius coronationi; abiit; et prædictus Swerus, filius Siwardi quondam regis Norweiæ, præcepit ut omnes episcopi Norweiæ convenissent apud Berghes in festo apostolorum Petri et Pauli, ad coronandum eum. Erat autem inter eos quidam episcopus de Wic, qui voeabatur Nicolaus. Hic dicebat quod ipse interesse noluit illius coronationi propter absentiam archiepiscopi sui; quo audito, Swerus fecit episcopum illum comprehendi, et in mari supra monticulum ligari, ita quod unda maris fluens fere intravit in os ejus; et sie episcopus ille perterritus assensum præbuit voluntati Sweri Birkebain, et coronavit eum et in regem consecravit, apud Berghes in festo apostolorum Petri et Pauli, præsentibus et consentientibus Martino de Berghes, et Airico de Stavangre, et Thore de Burgunde, et Absalon, episcopis. Eodem die, cum idem Swerus, rex et sacerdos, pranderet more regio cum episcopis et principibus regni, fecit amputari caput Siwardi, filii Adestan quondam regis Norweiæ, et coram se et convivantibus fecit caput illud deferri.

Est autem notandum, quod iste Swerus Birkebain quindecim reges in quindecim navalibus præliis devicit, et interfecit cum omni sequela eorum, antequam ipse coronam regni potuisset adipisci, quorum nomina hæc sunt: Magnus rex, Borgher rex, Siwardus rex, Orde(r) rex, Guthorn rex, Johannes Cuvelung rex, Belue rex, Zether rex et alii sex, et iste Siwardus filius Adestani. Est etiam sciendum, quod consuetudo regni Norweiæ est usque ad hodiernum diem, quod omnis qui alicujus regis Norweiæ dinoscitur esse filius, licet sit spurius, et de ancilla genitus, tantum sibi jus vendicat in regnum Norweiæ, quantum filius regis conjugati, et de libera genitus. Et ideo fiunt inter eos prælia indesinenter, donec unus illorum vincatur et interficiatur.

Ad a. 1197. Eodem anno Nicholaus episcopus de Wic in Norweia commisit prælium cum Suero Birkebain, et ab eo victus fugit, omnibus suis fere interfectis.


III. Willelmi Parvi, canonici de Novoburgo,
Historia rerum Anglicarum l. III c. VI (ed. Howlett I 228—32).
De Suero Norwegiæ tyranno.

Eisdem temporibus famosissimus ille presbyter Swerus qui ecognominatur Birkebain, in ea parte Germaniæ quæ Norwegia dicitur tyrannidem arripuit; et tempore non modico sub tyranni nomine debacchatus, tandem rege terræ illius exstincto, tanquam legitime regnum obtinuit; aliis forte ejusdem terræ regibus non dissimilem exitum judicio Dei habiturus. Quippe, ut dicitur, a centum retro annis, et eo amplius, cum regum ibidem humerosa successio fuerit, nullus eorum senio aut morbo vitam finivit, sed omnes ferro interiere; suis interfectoribus tanquam legitimis successoribus, regni fastigium relinquentes: ut scilicet omnes, qui tanto tempore ibidem imperasse noscuntur, illud quod scriptum est respicere videantur: „Occidisti, insuper et possedisti“. Huic infami malo, per longam consuetudinem tanquam legis jam obtinenti vigorem, optimates terræ illius, paulo ante tyrannidem prænominati presbyteri, pio studio mederi volentes, regem novitium solemniter unetione mystica consecrari et coronari decreverunt, scilicet, ut nemo de cetero auderet manum mittere in christum Domini. Quippe eatenus nullus unquam in gente illa ritu fuerat ecclesiastico consecratus in principem, sed quicunque tyrannice regem oceiderat, eo ipso personam et potestatem regiam induebat; suo quoque occisori eandem, post modicum, fortunam, inveteratæ consuetudinis lege, relicturus. Quod nimirum, Christiana quadam simplicitate, a multis putatum est ideo factitari, quia nullus regum priorum regiæ meruerat unctionis sollemnibus initiari. Itaque interfecto Hacone, qui regi Inge a se perempto successerat, cum cuidam puero nomine Magno, ejusdem Inge nepoti, regni successio competere videretur, prudentes et nobiles regni decreto communi eundem puerum sollemniter in christum Domini consecrari, et diademate insigniri fecerunt. Quo facto sancitum sibi principem, et priscæ consuetudinis dedecus abolitum, erediderunt. Verum cum idem Magnus, jam pubes factus, in multa strenuitate simul et felicitate per aliquot annos regnasset, cuncetis jami æstimantibus contra tyrannicos turbines satis consultum, invidia diaboli, ad perturbandam Christianæ plebis quietem, memoratum presbyterum, tanquam vas proprium, inecitavit. Qui cum in sacro ordine, quem in ecclesia acceperat, diuscule ministrasset, propensiore sui fiducia homo audacissimus atque acutissimus regnum coepit ambire. Mox lustrata omni regione, conceptæ molitionis negotium non segniter exsequens, spe prædarum sollicitatam audacium atque improborum manum sibi validam artificiosissime aggregavit, atque inviis solitudinibus pro munitionibus utens, erebris irruptionibus regem irritavit. Cumque rex eum cum instructo persequeretur exercitu, ille arte fugam simulans, in quibusdam notis locorum angustiis substitit; ibique regias copias misere eircumventas, atque eisdem angustiis impeditas, ita attrivit, ut rex ipse inter mortuorum strages delitescens, abeuntibus hostibus, ægre evaserit. Quo successu elatus, atque indies viribus auctior, classem quoque nactus est, cujus opportunitate in pluribus ejusdem regni debacchabatur provinciis. Rex vero, reparatis viribus et classe instructa, adversus hostem perrexit. Quo ille cognito, fugam quoque tune callide simulans, in infinitum refugit oceanum. Quod cum regi innotuisset, veram esse prædonis fugam credidit, seque cum classe in portum quendam recepit. Ubi cum exercitus, pro lætitia hostis expulsi, epulis exitiali securitate vacaret, sequenti nocte execrandus presbyter cum suis portum ingressus, ebriosque et somnolentos aggressus, minimo negotio, cum patre regis aliisque optimatibus fere universum delevit exercitum. Rex autem, aliis morientibus, elapsus, in quodam, ut dicitur, proximo virginum monasterio per dies aliquot latuit, frustraque quæsitus ab hostibus, Deo volente, evasit. Hac hostium infelicitate et clade tyrannus elatus, quanto cruentior, tanto insolentior eireumquaque tanquam triumphans ferebatur, immitem se dominum pressis misere provinecialibus exhibens. Rex autem post latebram luci et amicis redditus, coepit paulatim vires reficere, auxilia undecunque contrahere, adversus hostiles se dolos cautius præparare, et tandem cum apparatu maximo perrexit in hostem. Quo mox ille cognito, cum videret juvenem propter priores clades prudentius atque instructius agere, numero quoque navium et pondere virium præstare, ad maleficia se convertit. Habebat enim secum quandam filiam diaboli, potentem in maleficiis, atque illi antiquæ merito comparandam, de qua nobilis ait poeta:

Hæc se carminibus promittit solvere mentes,
Quas velit; atque aliis diras immittere curas;
Sistere aquam fluviis, et sidera vertere retro;
Nocturnosque eiet manes; mugire videbis
Sub pedibus terram, et descendere montibus ornos.

Denique hæc, ut dicitur, mira pestilentissimæ artis confidentia, ab amico quæsivit tyranno quomodo suos, qui jam præ oculis erant, hostes cuperet interire. Illo submersionem illorum eligente, repente, operatione diaboli, qui nimirum per angelicæ naturæ potentiam in elementis mundanis plurimum potest, cum a superiori sinitur potestate, tranquillum mare os suum aperiens, in conspectu hostium, majorem regiæ classis partem absorbuit. Quo viso, nefandus presbyter, „Ecce“, ait, „socii, quam efficaciter elementa pugnant pro nobis; cavete ne forte evadant, quorum certum exitium pelagus vestræ virtuti reliquit, ne totum fecisse videatur“. Itaque regii exercitus pars reliqua, subito interitu sociorum attonita, facile est oppressa, et rex ipse interiit. Quo sublato, in ditionem tyrannicam regnum tremefactum concessit. Qui, sacro ordine abjurato, et accepta in conjugem filia regis Gotorum, ab archiepiscopo terræ illius sollemniter coronari voluit. Verunr ille cum esset vir magnus, et neque precibus et neque minarum terroribus flecteretur ut caput execrabile sacra uncetione perfunderet, ab eodem patria pulsus est.

Post annos aliquot surrexit de stirpe regum priorum acerrimus juvenis, nomine Johannes, confluentibus ad eum et roborantibus eum plurimis. Qui cum læta habuisset initia, ut jam ipsi esset tyranno terribilis, juvenili tandem calore inconsultius ad bellum prosiliens, infeliciter et præmature occubuit. Post hunc emersit alius de semine regio bonæ spei puer, copiosis adjutus suffragiis. Verum et hic, in ipsa sacra dominica Palmarum, ante annos aliquot gravi proelio a tyranno oppressus, et cum suis adjutoribus funditus abrasus est. Sic virga illa furoris Domini, profligato vel eliminato fere omni semine regio atque omni hoste indigena, magnus et tremendus, tandem per manum cujusdam episcopi, ad hoc intentata morte coacti, regium cum mystica unctione diadema sortitus est, sub incerto diu prosperatæ tyrannidis exitu ex crebris successibus quasi securus. Titulus autem sigilli ejus talis fuisse dicitur: „Suerus rex Magnus, ferus ut leo, mitis ut agnus“. Clementiam quippe in subditos ostentabat, et ecclesiis sive monasteriis reverentiam exhibebat.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Som bekjendt blev „faber“ paa Dansk i 16de Aarhundrede oversat med det ensbetydende „Smed“, hvilket ogsaa kom ind i Mattis Størssøns Sagaoversættelse, Herom kan henvises til min Afhandling i dette Tidsskrift 2den Række IV. 261.
  2. ↑ Stubbs’s Fortale til hans Udgave af Benedict of Peterborough.
  3. ↑ Her staar urigtigt „defuncto igitur Herlingo, Magnus filius suus successit ei in comitatum“; men det sees af Sammenhængen, at det maa rettes til Siwardo og regnum; senere optræder ogsaa Erling som levende.
  4. ↑ Der staar Reginaldum Bergensem, vistnok kun feilagtig Opløsning for Bergis.
  5. ↑ I Texten her og nedenfor Tuneberga.
  6. ↑ In sequenti nocte er Feil for in secunda nocte, thi Overfaldet skede Natten efter 18de, ikke efter 17de Juni.
  7. ↑ et Siwardus Nicolai findes kun i Hovedens Afskrift, men stammer fra „Benedikt“.
  8. ↑ Kong. 21, 19.
  9. ↑ Virg. Æneide IV, 487—91 (om Sibylla).
  10. ↑ Swerre Birkebain Hov.
  11. ↑ autem Hov.
  12. ↑ add. Hov.
  13. ↑ interfectus est add. Hov.
  14. ↑ [add. Hov.
  15. ↑ quinto decimo Hov.
  16. ↑ [add. Hov.
  17. ↑ [presbyter, qui dicitur Birkebain Hov.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Kong_Sverres_fædrene_Herkomst&oldid=249080»