Kong Carl Johans Historie
KONG CARL JOHANS HISTORIE
BERNADOTTE SOM KRONPRINDS AF SVERRIG UNDER NAVN AF
CARL JOHAN
Ved Begyndelsen af 1809 var Sverrig ved sin Kong Gustaf 4de Adolfs Uklogskab bragt paa Randen af Afgrunden. Finland var besat af Russerne, der stode i selve Sverrig. Finanzerne vare i en Underbalance, som de engelske Subsidier ikke kunde hjælpe paa Fode igjen. Nye Paalæg til at underholde en politisk Stilling, som skulde ligne Brittaniens stolte tilligemed dette at være det eneste Rige i Europa, som ikke bøiede sig for Frankrig, bibragte Folkets Masser den samme Utilfredshed, som Kongens Ufornuft, Rigets Vanmagt, de daarlige og glandsløse Krigsforetagender i Pommern og mod Norge, og Gustav den 3dies ufri politiske Institutioner havde meddeelt Adel og Embedsstand og fremfor alt Armeen. Dette medførte Soldatrevolutionen af 1809. Armeen, som stod mod Norge, og hvis Høvdinger, paa Grund af sine Forbindelser der, vel vidste sig Ryggen fri om den forlod Grændsen, vendte sig mod Stockholm, og tog Kongen tilfange. Han afsattes og landsforvistes med sin Æt, og Farbroderen Carl af Sødermanland, som var Sjelen i disse Foretagender blev Konge. Hans første Regjeringshandling var at slutte en Fred med Rusland, hvorved Finland gik tabt, og at sammenkalde Rigsdagen af 1809, som valgte Hærføreren i Norge den danske Kongefrænde Prinds Christian af Augustenborg til Thronarving baade paa Grund af hans foregaaende Forbindelser og personlige Egenskaber og i det Haab, at den Folkekjærlighed, de havde vundet ham i Norge, skulde bringe dette til at indlade sig i en Forening med Sverrig, der kunde erstatte Tabet af Finland. Under Navn af Carl August adopteredes han af den barnløse Carl den 13de; men allerede i det følgende Foraar berøvede en pludselig Død Svenskerne en Prinds, som Folket haabede mere af end den høie Adel gjorde, idetmindste for sig, hvilket omtrent i dens Tanker vilde sige Fædrelandet.
Et vigtigere Foretagende af Rigsdagen af 1809 var Forandringer i Landets Konstitution, hvorved den gamle Stænderforfatning beholdtes, som indtil denne Dag har viist sig saa lidet skikket til at give Folket den Lykke, som bestaaer i Tilfredshed med sig selv og i at det seer sine politiske Tab erstattede ved den fri Udvikling af dets egne Kræfter, som er en god indre Forfatnings ubedragelige Prøvemærke. Selv den Trykkefrihed, som Revolutionen til sit eget Forsvar skjænkede Nationen, aandede ikke længer uhindret end i tre Aar. Forandringen af Rigets politiske Stilling, Glæden over at det var udrevet fra Undergangen, som allerede, med overspændt Tiltro til egne Kræfter og Almagten af Napoleons Vink, havde været aftalt mellem Rusland og Danmark, og Forhaabninger om en velbenyttet Fremtids Gjenerstatning lod allerede Rigsdagen af 1812 tilstaa Kongen en Inddragningsmagt af den periodiske Presse, som i Fordærvelighed ikke giver Censuren noget efter, og imod hvis Misbrug Bedømmelsen af en Eedsvorneret om den er bleven anvendt med Grund hverken kan give det forurettede Individ eller Publikum Beskyttelse eller Erstatning.
Men efter Carl Augusts Død saae Svenskerne kun Opfyldelsen af sine Forventninger om Fremtiden i det lykkelige Valg af en ny Thronarving. Og dette fik da Rigsdagen i Ørebro af 1810 at foretage. Frændskabet med den Afdøde saavelsom med den gamle Kongefamilie stemte iførstningen Folk og Konge for Hertugen af Holstein-Augustenborg, Carl Augusts Broder. Kongen af Danmark meldte sig ogsaa, og mødte ikke liden Sympathi for sine Ønsker. Endogsaa paa den norske Grev Wedel, som havde Ord for at have staaet i hemmelige Forbindelser med det revolterende Parties Høvdinger[1], henledtes Opmærksomheden i det Haab, at han skulde kunne kalde tillive igjen de Forjettelser om en Forening med Norge, der vare gangne i Graven med Carl August. Landets Stilling gjorde dog Kravet gjældende paa en energisk Personlighed, af hvis politiske og militære Duelighed og Forbindelser Folket kunde vente sine Tab erstattede, Statens Roer styret med Kraft, og et nyt Dynasti grundet paa nye Bedrivter og de Fortjenester, han skulde kunne vinde sig af sit nye Fædreland. Man troede at finde en saadan Personlighed i Rækken af de franske Feldtherrer; man gjennemmønstrede dem under en Indflydelse af Napoleons Alvælde, som man ikke vilde være sig bekjendt, og man nævnede allerede en af hans Berømteste, uden at dog Fleerheden bragtes til at vende sig fra Hertugen af Augustenborg. Saaledes var Stemningen, da en fra Paris hjemkommen Privatperson, en ung Grev Mörner, ved at skildre dem den franske Marschal Bernadottes, Prinds af Pontecorvos, udmærkede Egenskaber som Hærfører, Administratør og Menneske, henvendte Rigsdagens og Kongens Opmærksomhed paa den Værdigste af alle Tidens Prøvede. Man erindrede sig, at Sverrig var ham Forbindtlighed skyldig for den Menneskelighed, han havde viist svenske Krigsfanger i Tydskland. Og hvorsomhelst han havde havt en erobret By eller Provinds at bestyre, havde han efterladt sig det hæderligste Omdømme for sin humane Adfærd. Han var en Søn af Friheden, og var gaaen pletløs udaf dens Storme. Og nu levede han, i Besiddelse af en stor Formue — hvilket ogsaa lagde sit Lod i Vægtskaalen — i privat Uafhængighed paa en spændt Fod med Napoleon, saa det var at vente, at han ikke vilde efterligne de andre Fyrster, som Fastlandets Hersker dengang gav Europa, i at gjøre sit Rige til et blot Lydrige af ham, mens hans personlige Forhold til Napoleon som Josef Bonapartes Svoger lod haabe, at det ikke vilde komme til noget voldsomt Brud med den Mægtige. Bernadottes Valg maatte smigre ham og Frankrig og blidne hans uvenlige Sindelag mod Sverrig for hvilket det kanskee endog ved Leilighed kunde falde noget af, naar han eengang igjen skiftede Sejersbytte af Lande og Riger.
Men Napoleon syntes mere overrasket end glad, da de foreløbige Underhandlinger fra svensk Side med Prindsen af Pontecorvo overtydede ham om hvor alvorligt man mente det med Anbudet. Den 18de Aug. 1810 indløb Carl 13des bestemte Proposition til Rigsdagen om at vælge Prindsen af Pontecorvo til Kronprinds paa Betingelse at han antog den evangelisk-lutherske Religion. Den 21de valgtes han eenstemmig af Rigsdagen, og den 7de Septbr. meldte Kronprindsen, at han med sin Suveræns Samtykke modtog Valget. Napoleon gav det ugjerne. En Anelse om en Fremtid fuld af Ulykke udtaler han i de Ord, hvormed han skiltes fra en Mand, som altid havde hævdet sin Selvstændighed, og som han frygtede fordi han agtede ham. „Gaa,“ — sagde han med et mørkt, prøvende Blik — „vore Skjebner maa fuldbyrdes.“
Bernadotte tilhørte ikke Frankrig og Napoleon mere. Den 19de Oktober 1810 aflagde han i Helsingøer for Erkebiskoppen af Upsala den lutherske Troesbekjendelse og antog Navnet Carl Johan. Den 2den Novbr. holdt han sit Indtog i Stockholm under almindelig Jubel og den 9de hyldedes han af Rigsstænderne og aflagde Kongen, af hvem han adopteredes, sin Eed. I Kongens Sygdom forestod Kronprindsen ganske Regjeringen fra 17de Marts 1811 og til Slutningen af Aaret, hvorunder han da ved flere end een Leilighed viste sig som uafhængig af Napoleon, der før hans Afreise fra Frankrig forgjæves havde forsøgt at binde ham ved et Løfte om at gaae ind i hans politiske System. Kronprindsen følte sig snart generet ved Napoleons Paatrængenhed og sat i Forlegenhed ved hans umaadelige Fordringer, som Gesandtministeren Alquier ret fremsatte i den overmodige Tone, som de franske Diplomater dengang havde tilvant sig. Disse Uleiligheder, Ubekjendtskab med Sproget, som bragte Prindsen til at benytte sig af Hofadelen, hvem det franske Sprog var bleven en anden Natur, og i det hele Adelens paatrængende Sammenklyngen om ham vanskeliggjorde det for ham at blive Sverrig saa nyttig, som han vilde og kunde blevet. Kronprindsen viste den franske Minister inden sine Grændser, bad Kongen og Raadet uden Hensyn til ham at bestemme sig med Hensyn til Napoleons Fordringer, der gik ud paa at Sverrig skulde erklære England Krig, lukke sine Havne for dets Skibe og Varer og konfiskere disse hvor de maatte findes inden Riget. En Tilnærmelse til Napoleon og hans System var vistnok tilraadelig, men en saa blind Lydhørighed var hverken ærefuld eller gavnlig og umulig i den Udstrækning, Napoleon forlangte. Kongen besluttede sig dog dertil, og Kronprindsen meldte Napoleon dette under 19de Novbr. i en Skrivelse, der betydede ham, at Sverrig havde gjort et Offer, som maatte paaskjønnes. Men Napoleon, dreven af sin hadtændte Idee at tilintetgjøre Storbrittanien ved at udestænge det fra Fastlandet (Kontinentalsystemet) gik idelig videre i sine Fordringer. Det blev ham ikke ubekjendt, at dette hverken blev eller lod sig strængt overholde af Sverrig; og nu fordrede han de svenske Kyster sat under fransk Toldopsyn, truede med en Invasion fra Danmark af, og lod pludselig Pommern og Rügen i Januar 1812 besætte af franske Tropper under Davoust, Prinds af Eckmühl. De derværende svenske Tropper afvæbnedes, Embedsmænd førtes i Arrest til Hamburg, Skibe seqvestreredes, svenske Matroser forlangtes til at besætte den franske Flaade med, franske Kapere foruroligede den svenske Koffardifart inden Landets egen Skjærgaard og den svenske Udenlandspost lagdes under Beslag. De svenske Diplomater behandledes med Ringeagt, Kronprindsens eftertrykkelige Noter bleve uden Virkning, man gav ingen Oplysninger om disse paafaldende Skridt, men overlod Sverrig og Europa at forklare sig dem ved Rygterne om det store Uvejr, som skulde bryde løs over Rusland, der deelte Brøde med Sverrig ikke strengt nok at overholde Kontinentalsystemet, som derved gjordes uvirksomt. Sverrig var behandlet med en undertvungen Nations Haan, og det oprørtes derover; Kronprindsen som en mistænkt Vasal, og han besluttede ikke længer at see sine Skrivelser ubesvarede eller at nøie sig med at den uforskammede Alquier tilbagekaldtes paa hans Forlangende, medens man fra Paris fortfoer med den samme oprørende Adfærd, der endog skal have gaaet ligetil Forsøg paa at bemægtige sig hans Person og føre ham tilbage til Frankrig. Thi Napoleon begyndte at frygte Alt af ham. Han vidste, at Carl Johan kunde blive hans frygteligste Fiende. Og han blev det. Sverrig erklærede sig neutralt, det vil sige, det forlod Continentalsystemet, og det var at bryde med Napoleon, som kun erkjendte dem som Venner, der vare Storbrittaniens Fiender. Krigen med England, som fra begge Sider kun havde været Fegten i Luften, ophørte ganske, og den svenske Handel hævede sig øjeblikkeligt, da Landet blev et Hovedtransitsted for alle Englands Produkter. Med Rusland, som satte sig paa samme Fod, afsluttedes i Foraaret 1812 en Traktat til Overholdelse af det bevæbnede Neutralitetssystem, og den kommuniceredes Napoleon i en Note fra Kronprindsen, som lod den Mægtige vide, at Taalmodigheden var brusten. I April s. A. sammenkaldtes hiin Rigsdag til Ørebro, der gik saa glat ind paa Regjeringens Forslag til Pressefrihedens Indskrænkning fordi dens Opmærksomhed var saa henvendt paa de Forholdsregler, Regjeringens forandrede Politik under Kronprindsens Styrelse gjorde nødvendige og saa indtagen af den Hengivenhed for sit nye Fædreland, han lagde for Dagen i sine energiske Meddelelser. Rigsdagen bifaldt ligeledes en kongl. Proposition, der havde sit Udspring fra Kronprindsen, om Konskription og almindelig Værnepligt. Hær og Flaade sattes paa Krigsfod; og da Kronprindsen i August havde den mærkværdige Sammenkomst med Keiser Alexander i Åbo, hvor den fælleds Krigsplan og — besynderligt nok — ikke Finlands men Norges Overdragelse til Sverrig, der allerede i Traktaten til Petersborg var betinget at skulle skee ved russiske Underhandlinger eller Vaaben, yderligere aftaltes, stod han i Spidsen for en væbnet Nation, der elskede ham for den Oprigtighed, hvormed han gjorde dens Sag til sin, og som ventede Bedrivter af ham, der kunde gjengive den noget af dens gamle krigerske Glands.
30,000 Svenske og 15,000 Russer skulde paa engelsk Bekostning i Tydskland gjøre en Diversion i Ryggen mod Napoleon, naar hans Hære under tilsyneladende Retræter vare lokkede ind i det Dybe af Rusland, priisgivne Folkekrigens, Klimatets og sin egen Opløsnings Rædsler. Byerne skulde forlades, en bred Vei lades aaben, usynligt begrændset af den ordnede Forsvarshærs fjerne Geleder mod Norden og af de talløse Horder mod Sønden, som kun ventede paa Fiendens Retræte, forat styrte løs og i Samvirken med hine sluttede Rader at knibe Vejen ind. Selv Moskwa, Russernes hellige Stad, skulde gives til Priis, men kun som en Besætning forlader et Linieskib i Brand for at see det sprænges i Luften overmylret af Fiender. Det var Ærgjerrighedens Maal, men skulde blive dens Undergang i samme Stund, den naaede det. Ad samme Vei gjennem de ødelagde Provindser skulde den store Hær gjennes tilbage, mens Vejen til Petersborg skulde forsvares til det Yderste; og naar dens Levninger nærmede sig Tydskland igjen, skulde den finde det øvrige Europa kaldet af Kronprindsen i Spidsen for hiin Armee til at afkaste Afhængighedsaaget. Det Planmæssige i Russernes bekjendte Feldttog og dettes hele Gang synes at forudsætte et foregaaende Overlæg; og Kronprindsen af Sverrig var Mand forat møde Napoleons gigantiske Planer med Planer, der vare lige kolossale, men klogere, fordi hine vare gjennemskuede.
Og hvad forlangte Kronprindsen for sine Tjenester? Hvad var det, naar det ikke var Hevn over Napoleon, som drev ham til at gaae udenfor Neutraliteten? En Hensigt, som havde levet i hans Sjel ligesiden han havde overtydet sig om, at Svenskerne ventede af ham Erstattelse for de lidte Tab, og at han kun derved kunde blive populær og sikkre sit Dynasti. Dette vilde han opnaae ved at kunne lægge Norge til Sverrig. Forgjæves havde han forsøgt at bevæge Napoleon til at give dette Foretagende Gehør. Han vendte sig da til Rusland, som hele Sommeren 1812 holdt Tropper dertil beredte i Finland. Napoleon ønskede ikke mere at knuge Storbrittanien end Carl Johan at tilfredsstille sit Folks Ønske at indlemme det Norske i sig. Napoleon ønskede ikke mere at kunne diktere fra Kreml en Bulletin om Ruslands Erobring end Carl Johan at kunne fra Kristiania eller Trondhjem melde til Stockholm, at hiint i Aarhundreder med Sverrigs dyrebareste Blod nærede Ønske var gaaet i Opfyldelse. For billigere Kjøb kunde heller ikke en saadan Feldtherres og Statsmands Bistand erholdes. At see hans Foretagender fra denne Synspunkt er saa vigtigt, at man bør, forat overtydes om det Rigtige heri før man følger dem videre, gjøre sig bekjendt med følgende Aktstykker.
1) Traktaten til Petersborg af 3die Marts 1812, bestemmer:
„Deres Majestæter, Keiseren af Rusland og Kongen af Sverrig erklære, at deres Hensigt med at afslutte et Forbund er, gjensidigt at sikkre deres Stater og Eiendomme mod den fælles Fiende. Da den franske Regjering, ved at besætte Svensk-Pommern, har begaaet en fiendtlig Handling mod den svenske Regjering, og ved sine Armeers Bevægelser har truet det russiske Riges Rolighed, saa forpligte de kontraherende Parter sig til, med en forenet Styrke af 25 eller 30,000 Svensker og 15 eller 20,000 Russer at gjøre en Diversion mod Frankrig og dets Allierede paa det Punkt af den tydske Kyst, som maatte blive anseet for at være det meest passende for dette Øjemed. Da Kongen af Sverige ikke kan foretage denne Diversion til Fordeel for den fælles Sag i Overensstemmelse med sit Lands Sikkerhed, saalænge han maa ansee Kongeriget Norge som et fiendtligt Land, saa forpligter Hans Majestæt Keiseren af Rusland sig til, at forene Kongeriget Norge med Sverige enten ved Underhandlinger eller ved militær Magt. Han forbinder sig desuden til at garantere hans svenske Majestæt Norges fredelige Besiddelse.
Begge de kontraherende Parter forpligte sig ogsaa til at ansee Norges Erhvervelse af Sverige som en foreløbig militær Diversion før Diversionen paa den tydske Kyst, og Keiseren af Rusland lover i denne Hensigt at stille det ovenomtalte Troppekorps til Kronprindsen af Sveriges Disposition og under hans umiddelbare Befaling. Da begge de kontraherende Magter, dersom de kunne undgaae dette, ikke ville gjøre sig Kongen af Danmark til Fiende, saa vil man gjøre denne Monark Forslag om at tiltræde dette Forbund, ligesom man ogsaa vil tilbyde Hans Majestæt Kongen af Danmark, at forskaffe ham fuldkommen Skadesløsholdelse for Norge ved et Land, som grændser til hans tydske Stater, forudsat, at Hans Majestæt Kongen af Danmark for bestandig vil afstaae Kongen af Sverige sin Ret til Kongeriget Norge. I Tilfælde af, at Hans Majestæt Kongen af Danmark afslaaer dette Tilbud, og skulde have besluttet sig til at forblive i Forbund med Frankrig, da forbinde begge de kontraherende Parter sig til at ansee Danmark som deres Fiende. Da det er udtrykkeligt bestemt, at hans svenske Majestæts Forpligtelse til at medvirke med sine Tropper i Tydskland til Fordeel for den almindelige Sag, ikke skal gaa i Opfyldelse før Norge enten ved Kongen af Danmarks Aftrædelse eller ifølge militære Operationer fra Sverrig er erhvervet: saa forpligter Hs. M. Kongen af Sverrig sig til, saasnart ovenomtalte Øjemed er opnaaet, at overføre sin Armee til Tydskland i Overeensstemmelse med en Feldttogs-Plan, som bliver nærmere at anordne. Hans brittiske Majestæt skal indbydes af begge Magter til at tiltræde og garantere de i denne Traktat indeholdte Bestemmelser.“
2) Traktaten med England af 3die Marts 1813 indeholder dernæst følgende Bestemmelser:
„Idet England tiltræder de imellem Rusland og Sverige allerede trufne Konventioner, forbinder det sig til, ikke alene ingen Hindring at lægge iveien for at Kongeriget Norge for evig Tid skal blive forbundet og forenet med Kongeriget Sverige som integrerende Deel, men ogsaa at medvirke dertil, enten ved sine venskabelige Underhandlinger eller, hvis det gjøres fornødent, ved Hjælp af sin Sømagt. Imidlertid skal man ikke med Vold søge at bevirke Norges Forening med Sverige, førend Kongen af Danmark vægrer sig ved at tiltræde det nordlige Forbund under saadanne Betingelser, som ere fastsatte mellem Hofferne i Petersburg og Stockholm. Kongen af Sverige forpligter sig til at iværksætte denne Forening med al mulig Skaansel mod Norge.“
I Foraaret 1813 besatte Svenskerne Pommern, og i Juli erklæredes Krig mod Frankrig. Carl Johan begav sig selv over til Tydskland under Navn af Greve af Upland efterat have udstedt en Proklamation til den hjemmeværende Deel af Armeen, hvis vigtigste Deel dannede en Observationshær imod Norge. Erobringen af dette Rige, hvorover Fremmede troede at kunne skalte, og hvis Udførelse, idet Rusland for den Priis overlodes i rolig Besiddelse af Finland, skulde løse den vanskelige Opgave for Carl Johan og hans Dynasti at vinde paa engang de to modsatte Ting, svensk Popularitet og russisk Beskyttelse — denne dybt udtænkte Plan var langtfra opgivet, men kun udsat, siden baade den russiske Armee i Finland, som var bestemt til at understøtte Erobringen, og den bedste svenske Styrke havde faaet nærmere Brug imod Franskmændene. Magterne fordrede Arbeidet før Lønnen.
I Trachenberg havde Carl Johan en personlig Sammenkomst med Keiseren af Rusland og Kongen af Preussen, hvorefter han overtog Befalingen over den nordtydske Armee, bestaaende af Russer under Wizingerode, Woronzow og Wallmoden og Czernitscheffs Kosakker, Preusser under Bülow og Tauenzien, det preussiske Frikorps under Lüzow, hans egne 24,000 Svenske under Stedingk, samt Englænder, Mechlenborgere og Hanseater, tilsammen omtrent 150,000 Mand. Den 15de August udstedte Kronprindsen sin første Proklamation til denne saakaldte Nordarmee. Detascherede Korps blokerede Küstrin, Stettin, Magdeburg og flere af de Franske besatte Fæstninger, medens Hovedarmeen trængte Fienden mod Elben, dækkede Berlin og frelste denne Hovedstad ved Bataljen ved Grosbeeren, som Kronprindsen især bragte Preusserne til at vinde over de franske Generaler Bertrand og Oudinot den 23de August. Derved kuldkastedes Napoleons Plan, ved Berlins Indtagelse atter at sætte Verden i Forbauselse og at hæve den synkende moralske Styrke i sin egen Armee. Ved Jüterbock eller Dennewitz, hvor Svenskerne, som man ellers paastod bleve sparede fremfor de andre Tropper, kom mere i Ilden, vandt Kronprindsen den 6te Septbr. en blodig men afgjørende Sejer over Marschal Ney, der aabnede ham Adgang til Krigens Hovedscene, Sachsen.
Vi afbryde Begivenhederne for at indflette efter en fransk Forfatter en Samtale mellem Carl Johan og hans gamle Vaabenkammerat, den berømte forviiste franske Feldtherre Moreau, som han traf paa i Tydskland i Keiser Alexanders Generalstab. Vi indestaae ikke for dens Sandhed, men Sandsynligheden for at den er det er for stor, og det Karakteristiske og Interessante i denne fortrolige Meddelelse imellem to udmærkede Mænd, som Skjebnen ad forskjellige Veje havde stillet imod det fælleds Fædreland med Kaarden i Haanden, er for levende, og den fremstiller vor Helts Indre i et, som vi tro, saa sandt Lys, at vi ikke kunne undlade den her. Og det saameget mindre, som den falder netop ind paa en Tid, da Carl Johans gode Navn var en Stridsgjenstand for Datids Journalistik, hvis Heftighed og Lavhed i Angrebene, som lededes fra Paris af igjennem Aviserne i de tydske Lande, der endnu adlød det napoleonske Vælde, man neppe finder Mage til selv i de Pasqviller, som i sin Tid ere blevne stilede mod Napoleon eller Pitt. Disse fremkaldte igjen overdrevne bombastiske Lovtaler, og saaledes er det i meget og mangt ved disse Yderligheder bleven ligesaa vanskeligt med Hensyn til Karl Johan at ramme den historiske Sandhed, som det upaatvivleligen er at gjøre det om Napoleon, hvis hele Liv, om han skal retfærdiggjøres, kun har Udseendet af en Episode af noget guddommeligt Udtænkt, men ikke Udført. Carl Johan har derimod kunnet afhøste sit Liv, og han har derved fremlagt en Kommentar til sit Indre, som retfærdiggjørende løser Gaaderne fra den Tid, dette syntes dunkelt og meest at maattte være i Strid med de Handlinger, han dengang lagde til Rækken af sine Bedrivter, og som en Deel af Europa forbandte, mens den anden ikke viste dem stort inderligere Deeltagelse end Forundringens.
. . . „Nogle Dage før Slaget ved Dresden bleve Moreau og Bernadotte kaldte til en Konferents med de forbundne Magter, hvori Planen til det forestaaende Slag skulde udkastes og de videre Foretagender i Feldttoget ordnes. Moreau havde udkastet den Plan, man raadslog om, og han ønskede at see denne udført i alle Punkter. Det lykkedes imidlertid Bernadotte at sætte nogle Forandringer igjennem. Efterat Konferentsen var forbi, havde Moreau og Bernadotte en Samtale, hvoraf følgende er det Vigtigste:
Bernadotte. Herlige Planer, min General! Men hvortil skulle de vel føre?
Moreau. Til at tilintetgjøre Napoleon.
Bernadotte. Nu vel! Men naar nu dette er skeet, hvad vil man da forlange, hvad vil man da gjøre?
Moreau. Oh, da ville vi overveje, hvad der videre skal gjøres!
Bernadotte. Vær De forsigtig! Hengiv Dem ikke til overdrevne Forhaabninger. I Keiser Alexanders General-Adjutants Uniform ville Franskmændene ikke igjenkjende Helten ved Hohenlinden!
Moreau. Men Koalitionen?
Bernadotte. Hænger kun i en tynd Traad. Er Napoleon ikke Keiseren af Østerrigs Svigersøn? Er ikke hans Søn denne Fyrstes Dattersøn?
Moreau. Det veed jeg fuldkommen vel; jeg veed ogsaa, at Gustav 4des Børn ere Keiser Alexanders Søstersønner. Den politiske Konvenients gjælder imidlertid Alt; Familieforhold gjælde Intet mod den! Men hvilket Øjemed har De, min Prinds?
Bernadotte. Intet andet end at befrie det store europæiske Fædreland fra det trykkende Aag, som Keiser Napoleon har paatvunget det, jage Franskmændene tilbage over Rhinen, deres naturlige Grændse, og tvinge Napoleon til endelig at erkjende det franske Folks Rettigheder, for hvilke De og jeg saalænge have kjæmpet. Det er alt, hvad jeg vil. Jeg troer desuden, at gjøre Franskmændene en sand Tjeneste, ved at kjæmpe mod deres nuværende Herre. Kunde jeg troe, at andre Planer bleve begunstigede ved mig eller at jeg tjente en Andens Ærgjerrighed, da vilde jeg paa Øjeblikket sønderbryde denne min Sabel!“
Dette fortjener at være sagt af Karl Johan, den gamle Bernadotte. Kun ville vi, at denne Sabel, som han holdt saa høit i Ære, ogsaa skulde være bleven holden høiere i Priis end den virkelig blev af de Magter, for hvis Sag den var dragen i en Kamp, der maatte ledsages af en ikke mindre rystende i hans Indre. Thi med denne Kaarde fulgte en Feldtherres Geni, som dybest var trængt ind i Napoleons, stod det i moralske Kræfter nærmest, kjendte bedst hans hele Taktik og det franske Forsvarsvæsen i dets Indre, og — hvorfor skjule det, som maatte gjøre den kostbarest — med den fulgte hans følelsesfulde Væsens Smerte, hans blødende Hjerte som Franskmand og en Republikaners Fornegtelse af sig Selv til Bedste for en Menneskehed, hvis største Deel betragtede den med mistroisk, stupid Forbauselse, mens Partierne enten triumferende miskjendte Selvopoffringen som et Republikanismens Nederlag, som en politisk Troesomvendelse af den gamle Jacobiner, et Angerens Tilbageskridt over et Livs kuldkastede Overbeviisninger, eller betragtede hans Foretagender som Opløsningen af en koldhjertet Egoismes Beregninger, et Frafald fra Alt hvad der er Mennesket helligt og som en Række ischariotiske Præstationer, der fortjente hiin forrædiske Jødes Løn for Betalingen.
Men een Løn foruden Bevidsthedens forblev Carl Johans, og den var hans Svenskers beundrende Kjærlighed, som nu baade fik Leilighed til selv at overtyde sig om, at de ikke havde taget feil af ham som Feldtherre og Menneske, og om hvormeget han skjøttede om deres Hengivenhed. Intet bidrog heller i den Tid saameget til at vinde den, som at det æresyge Folk, hvis Krigshæders „Karlavagn,“ der eengang straalede saa højt, Europa allerede i lang Tid havde betragtet som forlængst nedsjunken, nu fik dele hans Berømmelse. Han nationaliseredes hurtigere i Spidsen af deres Geleder, der i den store Armee dannede ligesom Hærførerens egen Yndlingsgarde, end mellem de bedrivtløse Ahnerepræsentanter paa Carlernes og Gustavernes Borg. Han var den anden Gustav Adolf, og at han, med nogen Lighed, var det i Gjerningen stødte endnu mere Den ud af Tankerne, som nylig med saa liden Ære havde baaret dette Navn.
Træfningen ved Dennewitz reddede andengang Berlin. Borgerskabet bevidnede Kronprindsen af Sverrig sin Tak ved en Deputation, og Keiseren af Østerrig, som havde tiltraadt Koalitionen mod Frankrig, lod ham ligeledes komplimentere og oversende Storkorset af en af sine Ordener, ligegodt hvilken. Ved Dessau gik Kronprindsen over Elben, og rykkede ind i Sachsen, hvis Befolkning han havde kaldet til Vaaben ved en Proklamation. Denne Appel til en almindelig Folkeopstand mod Napoleon tyktes nu vel de allierede Monarker ikke saa ilde om i militær Henseende, men at den ogsaa skulde skee for egen Ret og Tydsklands indre Frihed, det frygtede disse uforbederlige Repræsentanter for Europas gamle legitime Herskerfamilier for, og en saadan Aand imellem deres egne Undersaatter sattes i for stærke Svingninger for de gamle Despoter af denne Revolutionens krigerske Søns freidige Opraab. Der er mange Spoer til, at deres nye Fætter idelig stod for dem i dette forhadte og foruroligende Lys. Han maatte endnu vinde et Hovedslag mod Napoleon selv for at vinde deres Tillid.
At Danmark, for at redde det i Konventionen til Åbo underhaanden solgte Norge, ganske sluttede sig til Frankrig under gjensidig Garanti af Territorium, og at det i Septbr. erklærede Sverrig Krig, forhindrede ikke Carl Johan fra at gaae over Elben og lade Davoust og Danmark i Ryggen for dessikkrere at komme over det, naar Foreningen med de Allieredes Hovedarmee først havde affødt sine Resultater. Denne gik for sig den 17de Oktober paa Højderne ved Breitenfeld nær Leipzig; men først maatte flere Bombardementer af de befæstede sachsiske og westfalske Byer, som Franskmændene havde inde, og flere Træfninger især mod Ney, der atter forsøgte at tage Berlin, finde Sted, som vel i sig selv ikke vare betydelige eller altid til Nordarmeens Fordeel, uagtet de sædvanlige pompøse eensidige Bulletins, men som dog tilsammen førte til hiint vigtige Resultat: Hovedarmeernes Forening, mens den fiendtlige Hær afsondredes fra sin egen Nordarmee og de betydelige Afdelinger i Stæderne og nødtes til at trække sig sammen i et Land, hvis Befolkning under Carl Johans Fremskridt havde givet mange Exempler paa hvor gjerne den deelte Sag med dem, der kaldte sig Tydsklands Befriere. Sachsernes Overgang midt under det tre Dages Hovedslag ved Leipzig og at Carl Johan netop indtraf da med sin Armee tilskrives denne afgjørende Sejer. Den kostede de Allierede ikke lidet, men Svenskerne, som altid bleve sparede, kun 310 Mand døde og saarede. Den 19de kunde Keiserne af Rusland og Østerrig og Kongen af Preussen i en personlig Sammenkomst i Leipzig takke Carl Johan, der havde bidraget saameget til at oprette de svære Tab, Napoleon nys iforvejen havde tilføjet den slet anførte Hovedarmee ved Dresden.
Carl Johan vendte sig imod sit aldrig af Øjne slupne Maal: Norges Besiddelse, da han efter Leipzigerslaget kunde lade Nordarmeen marschere mod den isolerede Davoust og den danske Hær i Holsteen, medens Hovedarmeen forfulgte Sejren mod Rhinen, hvor Bairernes allerede længe forberedte Frafald fra Napoleon gjorde Tilbagetoget endnu ulykkeligere. Keiser Alexander forlod ham kun med nye Bekræftelser paa Forjettelserne fra Åbo. Han betraadte som Befrier atter det Hannover, som havde lært at agte ham som Sejerherre. Bremen og Lübeck besattes og overgaves atter sin egen republikanske Bestyrelse. Hamburg blokeredes, mens Carl Johan selv gik det til Siden og ind i Holsteen. Elbens og Weserens Mundinger saae sig atter bedækte med engelske Skibe. I Holsteen vilde han erobre Norge, som Kronprindsens Bulletin af 26de Decbr. fortalte Verden var tilsikkret Sverrig ved de „helligste(?) og høitideligste Overeenskomster.“ De befæstede Byer forsvarede sig slet og besattes. Bedre, men med lidet Held, fegtede de Danske i Marken. Alliancen med Napoleon blev farligere Dag for Dag, og Vaabenstilstanden, som tilstodes deres Anfører Prindsen af Hessen fra 16de til 29de Decbr. viste, at den danske Regjering begyndte at betænke sin Stilling. Den franske Armee i Hamburg og i dens faste Stillinger mellem de mechlenburgske Søer ydede ingen Hjælp, og istedetfor at reise Befolkningen i Masse, slaaes til det Yderste i Holsteen og lade Armeen i Norge marschere mod Stockholm, spildte Danmark Tiden med at trygle om de Allieredes Mægling. Vaabenstilstanden forlængedes til den 6te Januar, forat indhente Svar fra den østerrigske Keiser, der havde lovet at træde op som Mægler, naar Danmark kun vilde indvilge i Afstaaelsen af Throndhjems Stift. Carl Johan vilde ikke give længer Frist. Fra Keiseren af Østerrig kom Svaret, at al Mægling nu var for seen, Kronprindsen vilde intet lade sig aftinge i Hovedsagen; Norge maatte opgives; det var allerede forlængst afgjort ved Traktater, som selv England nu ikke kunde ændre noget ved. Endnu et Tærningkast paa Valpladsen, og ogsaa dette var uheldigt. Fiendtlighederne begyndte atter den 6te Januar efterat den stærke Elbfæstning Glückstadt, som ikke havde været indbegreben i Vaabenstilstanden, havde kapituleret Aftenen iforveien. De førte til Intet uden til — Carl Johans Maal, til den vanærende Fred med England og Sverrig, som blev sluttet i Carl Johans Hovedqvarteer Kiel den 14de Januar 1814, og hvis Hovedpunkt var Norges Afstaaelse. Og uagtet de Forandringer, som den senere maatte taale, fordi det norske Folk ikke med samme Ærbødighed som Forfatteren af hiin Bulletin følte det „Hellige“ i Dispositioner over et fremmed Rige, og ikke var enig med ham i at „ingensinde bar en Garanti et meer majestætisk Stempel,“ kunde Freden nok være værd den store Parade, det „festlige Tedeum“ og „den majestætiske Kanontorden“, som, efter Bulletinens Udtryk, „ledsagede den høie Lovsang“ over Freden. Dens tredie Artikel skulde give den Udseende af, at den store Allianz mod Verdenstyrannen var Hovedsagen. Den forpligtede Danmark til at tiltræde Allianzen mod Napoleon og at forene et bestemt Antal Tropper med den nord-tydske Armee under Kronprindsens Befaling. I den fjerde Artikel frasagde Kongen af Danmark sig for sig og sine Efterfølgere uigjenkaldelig til Fordeel for Sverrig Kongeriget Norge med alle dets Indvaanere, Fæstninger, Havne, Øer, og de dertil hørende Besiddelser. Sveriges Konge lovede derimod i den femte Artikel at lade Nordmændene forblive i Nydelsen af deres Love, Rettigheder og Friheder(?). Ligeledes lovede Kongen af Sverrig at overtage en Deel af den dansk-norske Statsgjeld i Forhold til Norges Befolkning og Indtægtskilder. Det nøiere Beløb af denne Gjæld den 1ste Januar 1814 skulde bestemmes ved Kommissarier. Efter den syvende Artikel frasagde Sverige sig til Fordeel for Danmark Provindsen svensk Pommern med Øen Rügen. Men disse Landes Indvaanere skulde imidlertid Danmark ligeledes lade forblive i uforstyrret Nydelse af deres Love, Privilegier og „Friheder“(?). Den Englænderne af Sverrig ved Traktaten af 3die Marts 1813 i Stralsund indrømmede Oplagsret maatte ligeledes Danmark, efter den niende Artikel, anerkjende, og Pommerens Gjæld faldt den nye Herre til Last. Haardere var det, at Kongen af Danmark, ifølge den ellevte Artikel, maatte anerkjende de af Sveriges Konge i Pommeren gjorte Dotationer til et aarligt Beløb af 43,000 Thlr. og ikke alene lade Donatarierne forblive i Besiddelsen af de erholdte Eiendomme, men ogsaa tilstaae dem Frihed til, efter eget Godtbefindende, inden Udløbet af 6 Aar at afhænde dem.
Milde Stiftelser og videnskabelige Interesser vare imidlertid ikke ganske blevne forglemte. I den tolvte Artikel forpligtede nemlig begge Parter sig til ikke at afvige fra de oprindelige Bestemmelser, der vare givne for milde Stiftelser i Norge og svensk Pommern, at lade Norge beholde sit nye og Pommern sit gamle Universitet, saavelsom og at udbetale Lønninger og Pensioner, saaledes som de af den forrige Regjering vare blevne fastsatte. Ifølge den trettende Artikel vilde Sverrig endog ved at anvende sine bona offica hos sine Allierede sørge for at forskaffe Danmark en endnu fuldstændigere Skadeserstatning. Efter den fjortende Artikel skulde strax efterat Fredstraktaten var underskreven alle Fiendtligheder ophøre fra begge Sider og de nødvendige Ordres i den Henseende blive uddeelte. Hertugdømmet Schlesvig tilligemed Fæstningen Frederiksort skulde strax efter Traktatens Underskrift rømmes af de fremmede Tropper, men Holsteen efterhaanden saa snart det kunde skee. De øvrige Stipulationer angik de allierede Troppers Underholdning i Holsteen mod rigtig Betaling, de Svenskes ufortøvede Indrykken i Norge, Proklamationer, som de forrige Herrer vilde udfærdige til deres afstaaede Undersaatter, gjensidig Udlevering af Krigsfanger, Ophævelser af Beslag, der var lagt paa svenske og danske Undersaatters Eiendomme, ubehindret Tilladelse for Undersaatterne i de fra begge Sider aftraadte Lande til at vende tilbage til deres Fødeland, snarest mulig Afsluttelse af en Handelstraktat mellem de kontraherende Parter, Fornyelse af de gamle Traktater mellem begge Riger og „Kongen af Sverrigs Forpligtelse i Egenskab, af Kongeriget Norges Souverain“, at en for Norge proportional Deel af den danske Statsgjæld skulde blive betalt.
I en Separat-Artikel blev Gjenoprettelse af Freden med Preussen og Rusland under engelsk og svensk Mægling bestemt.
Med disse Pennestrøg skulde Kongeriget Norge paa den anden Side Havet være erobret og Sverrigs gamle Arvefiende Danmark for bestandig knækket. Det Sidste er bleven Følgen indtil denne Dag; det Første traf ikke ind, som man kunde vente af et Folk, som endnu ikke havde gjort sig fortjent til Verdens Foragt, men vidst at værne sine Grændser imod Enhver undtagen imod det medforbundne Danmarks egennyttige Politik, som havde brugt at betale sine Nederlag med norske Provindser. Nu var det indskrænket inden dem, som denne Politik havde levnet det; nu skulde heller ikke disse respekteres. Men inden dem havde Normændene dog bevaret saamange af en kraftfuld og skarptbetegnet Nationalitets Dyder, at det var umuligt, at de kunde finde sig i at fremmede Magter bortskjænkede til en fremmed Fyrste dem og deres Land, som disse hverken eiede eller nogensinde havde eiet. Disse Handeler vare dem ikke ubekjendte. Men uagtet deres „Hellighed, Høitidelighed og majestætiske Stempel“ havde de dog ikke vakt nogen Frygt, fordi de forekom dem umulige i sin Opfyldelse og næsten ligesaa latterlige som om Kongen af Sverrig havde faaet Anviisning paa et Rige i Maanen. De havde næsten vakt mere Betænkelighed i England, hvor to af Prindsregentens Brødre og ti af Overhusets anseeligste Lorder havde nedlagt høitidelig Protest imod at en saa vilkaarlig Medfart skulde overgaae Norge. Først da Kong Frederiks Afhændelse, „dette mageløse Skjøde paa et helt Rige“, kom, tænkte de paa at tage de Forholdsregler mod den europæiske Diplomatiks koldhjertede Bestemmelser, som anstod et Folk, hvis største Feil kun havde været en altfor nærsynt Trofasthed. Verden veed, at Norge fik Øinene op, og hvorledes Voldtægten ikke overgik dets politiske Uskyldighed.
Carl Johan, der maaskee troede Norges Besiddelse sikkret, lod Hamburg uindtaget i Ryggen, og trak sig, forstærket med et dansk Korps, over Elben mod Frankrigs Nordgrændse. De Allierede befandt sig allerede midt i Landet, mod hans Ønsker og Raad. Men til disse toge de nu langtfra de vedbørlige Hensyn. Dette var vistnok en Tid, hvori Carl Johan har maattet føle sig meget ulykkelig.
Idet de Allierede forlangte, at han skulde hjælpe til at overøse sit Fædrelands Bund med dets Sønners Blod, traadte de paaengang hans Hjerte og hans Raad under Fødder. Dette havde altid været, ikke at forfølge Seiren ind i selve Frankrig. Ikke alene den Kjendsgjerning, at han under Okkupationen lod sine Svenske gjøre holdt ved Kölln, hvorfra han udstedte en retfærdiggjørende Proklamation til det franske Folk, og ved Lüttich, ogsaa udenfor Frankrigs naturlige Grændser, men ogsaa endeel foregaaende Skrivelser til Keiser Alexander gjøre hans Karakteer denne Ære. Ligesom de Allierede krænkede ham ved flere Beviser paa Mistillid og Tilsidesættelse, medens taabelige Rygter om hemmelig Forstaaelse mellem Carl Johan og Napoleon løb om imellem deres Geleder, er det netop denne Skaansomhed, som har faaet mindst Anerkjendelse af hans forrige Landsmænd. De have ikke været mindre umaadeholdne i sine Fordringer paa En, som nu ikkun tilhørte dem i sine Følelser for deres Ulykker. Hine Skrivelser, hvori han til stor Ære for sig, men uden Nytte, har stredet for dem, maa altsaa ikke blive ubenyttede af Historien. Hans Svar af 14de Nov. 1813 paa Keiser Alexanders skriftlige Anholdelse af 10de s. M. Om Kronprindsens Raad betræffende de videre Operationer, er i denne Henseende mærkeligt: „Jeg føler ganske det rigtige i Ræsonnementet, ikke at levne Napoleon Tid til at reorganisere nye Kræfter; men naar jeg modsætter denne slemme Omstændighed alle de Grunde, som foregaaende Tids Erfaring og det Kjendskab, jeg har til det franske Folks Karakteer, frembyde, synes Farerne ved det foreslaaede Foretagende (Overgangen over Rhinen) mig langt overvejende de Resultater, man lover sig deraf“. . . „Hvorledes skal man kunne overtyde om, at de Allierede kun have stredet for sine Territoriers Forsvar og at de attraae Fred, dersom de ikke proklamere høitideligen, at denne Fred hviler paa Erkjendelsen af, at Frankrigs Grændser ere Rhinen, med Undtagelse af Holland, begge Have, Alperne og Pyrenæerne, og ikke erklære, i Modsætning til alle de Bagvaskelser, som Napoleon ikke skal undlade at udsprede om deres Hensigter, at de kun ville, at Frankrig skal forblive Frankrig med den samme Grund og Ret, som har ladet dem kjæmpe for at gjenvinde og sikkre Heelheden af deres eget Territorium“.
Samme Dato tilføjede Carl Johan sine Bemærkninger følgende Fremstilling af Kjendsgjerninger: „Jeg beder Dem, Sire, at betragte mine Bemærkninger som det oprigtige og frimodige Udtryk af min første Tanke efter Læsningen af Deres Skrivelse af 10de. Denne Tanke er Følgen af det Kjendskab, jeg har erhvervet til det franske Folks Følelser, Øjemed og den Patriotisme, det er istand til at lægge for Dagen under voldsomme Kriser. Ved min Indtrædelse i Ministeriet, var det franske Territorium truet. Nationen, der havde lidt Tab af Mennesker og Penge, foragtede Direktoriets Medlemmer og ønskede deres Fordrivelse; den vilde Fred og forlangte den med høje Raab. Nu vel! jeg kunde kun tale; jeg vakte det slumrende Mod. Jeg henvendte mig direkte til denne, med saamegen Ret misfornøjede, Nation; og inden en Maaned havde jeg allerede erholdt meer end jeg havde forlangt. Hele Europa var forenet imod den, og dog hævdede den sin Forsvarslinje imellem Alperne og de liguriske Appenniner, og sejrede paa alle andre Punkter. General Bonaparte kom tilbage fra Ægypten; Deres Majestæt veed Resten.“
De sejrende Magters Overmod havde intet Øre for disse Mellemkomster. Den blev ogsaa forgjæves, som han forsøgte i en formelig Protest fra Lüttich i Marts 1814: „Koalitionens eneste Maal, det eneste lovlige, var at holde det franske Vælde inden dets naturlige Grændser og at tvinge det til at respektere andre Staters. Jeg har ikke samtykket i disse Operationer uden paa den udtrykkelige Betingelse, at Frankrigs Grændser, saaledes som Revolutionen og Traktaterne have etableret dem, skulde formeligen respekteres. Erindre Dem, at der aldrig har været Spørgsmaal om at passere Rhinen, at det selv i Trachenberg blev bestemt, at man aldrig skulde faae den Tanke.“[2] „Jeg kan ikke for ofte gjentage, at en Krig i Frankrig er baade mod Europas og Sverrigs Interesse. En Krig, som har til Maal at gjenindsætte et Dynasti, er i Principet uretfærdig og barbarisk ved de Ulykker, den maa forlænge. Oplysningen, Civilisationen vil gaa ti Sekler tilbage. Munke og Skurke skulle snart bedække med Sorg og Mørke dette skjønne Frankrig, som man intet kan bebreide, uden en urimelig Stolthed af sin Chef, en Stolthed, det selv ikke har lidt mindre under end de andre Nationer. Sverrig har intet Motiv, ingen fornuftig Grund til at vedblive denne Feide. Dets Børns Blod er altfor kostbart til at udgydes for en Sag, som vil true Europa med en tusindegange utaaleligere Undertrykkelse end Napoleons[3]. Fatter dog Mod til at udtale det: ingen Krig, dersom den skal vedblive at føres mod de Principer, som have givet os Vaaben ihænde!“
Carl Johan maatte føle sig tilovers i sin Stilling i det Belgiske. Hans Nærværelse krævedes hjemme, om Kielertraktatens Forjettelser om Norge skulde kunne gaae i Opfyldelse. Efter et Besøg i Paris i de faa Timer, som medgik til at faae Traktaten bekræftet af de allierede Magter i egne Personer, drog han med sine Svensker hjemad forat kue det modsætsige Norge, som allerede havde givet sig en fri Forfatning, hvis første Bud var Landets Selvstændighed, og valgt en Konge, som idetmindste kunde skrive ligesaa gode Proklamationer, som de, der i Overflod tilstilledes det fra Sverrig. Ialfald fandt de bedre Indpas hos Folket, ihvormeget disse end forsikkrede det, at de sande norske Patrioter ikke billigede det Skeete, og at det imod sin egen Villje var bleven unddragen den lyksaliggjørende Fuldbyrdelse af Kielertraktaten. Det sidste fik Normændene at vide af Kronprindsens Proklamation fra Lübeck af 21de Mai, hvorefter han satte over Østersøen med en Armee, der, uagtet al sin Roes, havde samme Grund til at være kamplysten som Fabelens Danaider til at være tørstige midt i Vandet, som bestandig flød væk, naar de skulde drikke deraf.
12te Juli forlod Carl Johan tilligemed den gamle Konge og sin Søn Oscar Stockholm for at bryde ind i Norge. En Proklamation af 17de Juli fra Hovedqvarteret Venersborg forkyndte dette for den svenske Armee, som forlængst var behørigen underrettet om, at det havde været Nationaliid at forene Norge med Sverrig alt siden deres store Gustav Adolf havde fattet denne Plan, „i hvis Udførelse han kun standsedes af Døden.“ Ogsaa til det norske Folk udgik et nyt Opraab samme Dag, at det skulde rense sig for de fremmede Oprørere og falde tilføje. Det kunde ingen anden Betydning have for dem, end at den gunstige Tid til at angribe var gaaen unyttet forbi, og at de nu blot kunde forsvare sig, sin Idræt og sin Konge, som kun fik stolte og irettesættende Svar paa sine Skrivelser, hvorved han søgte at vinde Tid og afvende det Uveirs Udbrud, som vilde sende sine første Lyn efter hans nye Krone.
Den gamle Carl tog selv, som ved Hogland, Kommandoen over Flaaden, for hvem den norske Skjærgaardsflaade ved Hvaløerne trak sig tilbage, ladende klart Indløb til Fæstningen Fredriksstad, hvor en feig Forræder kommanderede. Den befæstede Kragerø rømmedes efter et kort Bombardement, og Frederikstad kapitulerede uden at have været stort mere end truet. Svenskerne besad for første Gang en Fæstning i Norge. At den Hærafdeling, som skulde tage Kongsvinger væk, paa det nærmeste blev opreven ved Lier og Matrand, havde ingen Indflydelse paa Hovedarmeen, som trængte raskt frem mod Glommen under Kronprindsens egen Overbefaling. I dens Bulletins findes hint Nederlag ikke engang anmærket. Dette er med en Indianers rolige Vished om den forudbestemte Sejer ikke at fordreje Ansigtet, om man flænger Bagen af ham. Den 7de Aug. havde Kronprindsen sit Hovedqvarteer i Frederiksstad, og to Dage efter Kongen selv, der fulgte med som en Repræsentant for Sveriges gamle Krav. De syntes Opfyldelsen nær, da de norske Hærførere paa den ubegribeligste Maade rømmede den østre Bred af Glommen efter et heldigt Forsvar af Stillingen ved Langenæs og Onstadsund mod Generalerne Vegesach og Cederstrøm. Thi denne Adfærd, som blot kunde forklares ved Forræderi eller Uduelighed, udbredte en Nedslagenhed i de norske Geleder, som var Fienden fordeelagtigere end hvilkensomhelst Hovedsejer. Normændenes Enthusiasme for sin Konge var hurtigen sjunken. Med opklaret politisk Blik kunde de nu skjelne imellem hans Person og Konstitutionen. Den tilhørte dem selv, og Kristian Frederik reddede Nationens Agtelse ved at opgive sig selv til Fordeel for denne i Konventionen til Moss af 14de August 1814. Tillige forpligtede han sig til at nedlægge sin Magt i Folkets Hænder og forlade Riget efter at have sammenkaldt saa snart som muligt et overordentligt Storthing. Imidlertid skulde Statsraadet forvalte den udøvende Magt, og en Vaabenstilstand indtræde indtil 14 Dage efter Storthingets Aabning med 12 Timers Opsigelse. Frederikssteen skulde rømmes og en Afdeling af den svenske Hær forblive i Landet inden sin nærværende Stilling. Carl Johan lovede i Kongen af Sverrigs Navn at antage Eidsvoldskonstitutionen af 17de Mai, og kun at foreslaae de Forandringer, som en Forening med Sverrig maatte gjøre nødvendige.
Den 10de Oktober frasagde Kristian sig den norske Krone, og forlod Riget. Vinden fjernede ham ikke fra dets Kyster før det overordentlige Storthing den 20de havde betingelsesviis besluttet Foreningen med Sverrig, som hans, fra dansk Side sandsynligviis velbetænkte, Nærværelse og første Adfærd havde hindret ligesaa meget, som hans senere havde fremmet og nødvendiggjort den. Foreningen bærer Datum af 4de Novbr., fordi Storthinget da var kommet overeens med de svenske Befuldmægtigede om de Betingelser, hvorunder Rigernes Forening under een Konge skulde finde Sted, og de dermed stemmende Forandringer i Grundloven da vare vedtagne, samt Carl 13de valgt til Norges Konge mod at han besvoer Konstitutionen. En Rigsakt skulde nærmere bestemme Unionsforholdene. Men ihvormeget det end var vundet for Norge, at ikke længer Kielertraktatens Magtsprog, men Anerkjendelsen af Folkets suveræne Handlinger paa Eidsvold var bleven Basis for Unionsværket, saae Carl Johan dog sit Øjemed naaet, da Storthinget saaledes havde indladt sig paa at gjøre Foreningen med Sverrig under een Konge til en organisk Bestanddel af Konstitutionen. Han maatte nemlig troe at have ydet sine Svenskers Forventninger nok, og at have vundet Krav paa begge Nationers Erkjendtlighed. Men Forventninger, der have sin Rod i Nationalforfængeligheden, aftage ikke i Umaadelighed fordi de blive gamle; og med Svenskernes var dette mindst Tilfældet, fordi Smerten af Finlands Tab holdt dem vaagne og spændte paa den belovede Erstatning i Norge. Med fremmed Kjød skulde denne store, stedse blødende Saarflaade dækkes og heles. Et Kongerige som Provinds skulde erstatte Provindsen. I hiin Bestemmelse i Grundloven var der derfor ikke Tilfredsstillelse nok for de Ufornøielige, saalænge dens øvrige Indhold skulde staae ved Magt. Og videre drev Carl Johan det ikke. Han maatte være nøjd med det glade Indtryk, som Budskabet „Norge er endelig forenet med Sverrig“ maatte gjøre paa alle de Svensker, som ikke undersøgte de nøiere Forhold ved denne Forening, og dem, som foretog denne Undersøgelse paa egen Haand, og sugede Næring deraf for sin Misnøjdhed, fik hente sig selv Anviisninger paa Fremtiden og søge nye Forhaabninger. Selv maatte han upaatvivlelig være den Gladeste af alle Individer inden begge Riger, da en Deputation fra Storthinget overbragte ham i hans Hovedqvarteer Fredrikshald dets Beslutninger.
Han kunde ikke være utilfreds, som hine Svensker, med Unionsværket saaledes som det var, og han kunde som Normændene ikke være ængstlig for dets Fremtid; den laae inden hans egen Sjel, saaledes som denne fra den Stund, han besluttede ikke at drive det norske Folk til Fortvivlelse, men at istandbringe Unionen som dette snarest og lettest kunde opnaaes, nemlig ved ædelhjertede Indrømmelser, allerede maatte have uddannet den Politik, som skulde raade inden den. Carl Johan har ved en Leilighed i sin senere Alder erklæret, at han har følt sig lykkelig i Øjeblikkene efter sine Sejre; og han maa da have tænkt paa deres Øjemed; men vi feile neppe, naar vi tro, at intet af disse stolte Øjeblik har ladet ham føle sig saa lykkelig som da han modtog Budskabet af den 4de Novbr. og da han den 10de indfandt sig personlig tilligemed sin Søn Oscar i Storthinget, hvor han overleverede Kongens skriftlige Eed. Det skulde da maaske være det, da han den 5te Decbr. holdt sit Indtog i Stockholm, ledsaget af en norsk Deputation.
En tydsk Forfatter ender sin Fremstilling af Carl Johan som Stifter af Foreningen med følgende Apostrofe til dette Hovedforetagende i hans Liv: „Hvilken Velsignelse bragte nu denne under saa mange Storme tilkjæmpede Forening begge den skandinaviske Halvøes Folk selv og deres fælleds Regenter? Var virkelig eller kun drømt Lykke dens Følge under Carl Johans Scepter? Ikke Hofsmiger — Historien alene maa besvare disse store og vanskelige Spørgsmaale. Og de skulle blive besvarede, saasnart Begivenhederne ere indtraadte inden den historiske Fremstillings og Bedømmelses Omraade.“ Vi antage vel, at dette er Tilfælde med et til at fælde en Dom tilstrækkeligt Afsnit af Foreningens Historie; men idet vi ikke erkjende, at Rigers og deres Regenters Historier ganske ere eet, kunne vi kun komme hine Spørgsmaal saa nær, som det er tilladt en Pen, der er bunden til paa faae Blade at give et Omrids af Carl Johans egen Historie. Det er ogsaa, som ovenberørt, mere Tilfældet med denne end ellers med kongelige Personligheder, at hans Folks Historie er hans. Carl Johan har nemlig aldrig ophørt at regjere selv, at eetgjøre Rigernes Interesse med sin og sit eget Dynasties, at give i Overeenstemmelse dermed deres udvortes Politik sin Retning, saaledes at Rigernes Politik er bleven hans egen, og at arbeide konformt hermed paa Unionsværkets videre Udvikling mod det Ideal deraf, som forlængst var fuldbaaret i hans Sjel og som fremglimter af saamange af hans Regjeringshandlinger, men som 1814 Aars forvirrede Begivenheder kun havde levnet i en ufuldkommen Form. Men denne var gigantisk, og imponerede, da den saa pludselig stod der som om et uhyre Gudsbillede havde hævet sine Granitlemmer til et Spring frem af Jorden forat tage urokkeligt Sæde imellem begge Folk og at vogte deres Fred. Og da det meest udmattede af Folkene mærkede, at der dog var Hvile i dets Skygge, at en fremmed stor Aand og ikke Nabofolkets Magt havde fremtryllet det, og at dets Fædrenejord dog ikke sank under dets Tyngde, og at Græsset dog grønnedes og Kornet modnedes omkring det, da fattede det Ærbødighed for Billedet, og tillod Ingen, selv ikke dets Skaber, at nærme sig det med Meislen. Den grønnende Bund omkring det var bleven Folket helligt; thi træt havde det nedsænket sig derpaa og viet sin Hvile og sin Frihed den. Og Frihedens Træ bedækte Gudebilledets Brøst med sit Eviggrønne, Grøden voxede om dets raa Fod og friskfarvede Blomster skjøde sine Toppe imellem Axene, og Folket dannede Taknemlighedskrandse deraf, og naar Mesteren nærmede sig med sin Meisel, da viste det hans Værk omslynget dermed og sagde: „Mester rør det ikke! det er godt nok.“ — Dette var Foreningens Uskyldighedsaar. De ere svundne. Krandsene hænge der endnu. Men Folkene have opdaget Billedets Feil og at Bunden synker under dets Vægt. De have reist sig hver paa sin Side, uenige om hvad der er at gjøre forat fordele dets Skygge og Tyngde lige og udbedre dets Mangler.
Dette er Foreningens senere Historie.
Rigsakten, eller det af norske Storthing og svenske Rigsdags istandbragte organiske Statut, som nærmere bestemme Vilkaarene for Foreningen, har ikke givet denne tilstrækkelig Holdning. Er denne, efter sine Beundreres Mening, et politisk Mesterstykke i Tingen, blev den det dog ikke ved hiin Akt i Formen. Norge har med Bitterhed mere end eengang maattet føle det Offer, som Unionen foranledigede, af en af dets Konstitutions Grundbestemmelser, idet dets diplomatiske Anliggender ere blevne stillede under en svensk, for dets Love ansvarsløs, Bestyrelse. Alligevel har Rigsakten ikke været Gjenstand for Regjeringens Forsøg paa en Omredaktion i en bedre Form. Den har troet at styrke Unionen ved Forandringer i den norske Konstitution, hvilke kun gik ud paa Kongemagtens Udvidelse, medens den svenske Forfatning, som sikkrer Adelstanden Fortrinet af at repræsenteres paa Grund af Fødsel, og er et tungt og seendrægtigt Maskineri for politiske Forbedringer for Folket, skulde forblive urørt; og i denne Politik har Regjeringen hverken mødt Sympathier hos det norske eller hos det svenske Folk. Naar man undtager hiine eensidige Forsøg, har ogsaa Karakteren af dens Unionspolitik udtrykt et urokkeligt Haab om, at Tiden og Tilnærmelsen vil gjøre Unionsværket evigt, selv i hvad Brist man kan have overseet under dets Opførelse, og fremstille det i den ideale Fuldendthed, som finder sit Udtryk i Navnet: det lykkelige, stærke Skandinavien. Dette forjettede Land forkyndtes af næsten alle Carl Johans svenske Lovsangere og af en Stjerneregn af svenske Ridderordener over troende og ikke troende Normænds Hoveder. Men endelig maatte det modtagelige Stof i Folket mættes hermed, og selv Tegnér, som qvad med saa uforbeholden Oprigtighed i sin Hilsen til det norske Storthings Deputerede:
om samma Lag förente dem!“
er upaatvivlelig bleven tilbøjelig til at antage Skandinavien, i den Forstand, ligesaavist kun for en poetisk Fiktion som det nye Jerusalem. Carl Johan har stundom ikke undladt at bidrage Sit til denne Erkjendelse ved at indskjærpe Grundlovens bogstavelige Iagttagelse. Til at bortrydde andre Fordomme imellem Nationerne indbyrdes og forene deres Sindelag og vinde det for sig har hans personlige hjertevindende Egenskaber og derimellem hans exempelløse Gavmildhed og Godgjørenhed, som har været lige udstrakt til begge Riger, bidraget overordentligt. Paa Svenskerne, som bedre kunde iagttage det, gjorde ogsaa det sande sønlige Forhold, han lige til det Sidste udviste mod sin Adoptivfader, den gamle Carl, og de Instruktioner, hvorefter han har ladet sin Søn Oscars Opdragelse som svensk Prinds rette sig, saavelsom ogsaa den Delikatesse, han viste den gamle Vasadatter, Prindsessen Sofie Albertine, det fordeelagtigste Indtryk.
Carl Johans Geni og hans Faders Tiltro havde, alt siden han betraadte Sverrig, gjort ham til Sjelen i Regjeringen. Der forandredes intet i dennes System, da den gamle Konges, Carl den 13des, Hengang til sine Fædre den 5te Februar 1818 lod begge Nationer saa jublende hylde
CARL JOHAN
SOM KONGE TIL SVERRIG OG NORGE
Han kronedes i Stockholm 11te Mai 1818 som „Carl den 14de Johan,“ og i Throndhjem 7de Septbr. s. A. under samme Navn og Kongetal, uden at den Forandring iagttoges ved samme, som for Norges Vedkommende vilde være den rigtige. Da man, uden videre Skrupler havde nævnet den forrige norske Konge „Carl den 13de“, var det Forhastelsen under Foreningens Afsluttelse, hvoraf der er flere Spor, som havde undladt at anmærke denne ingenlunde uvigtige Feil. Nu var det maaske Glæden, og den er af al Sindstummel den meest glemske. Historien, der maa tilkjende Carl Knudsson Bonde en Plads i den norske Kongerække, om Kroning og Hylding skal have noget at betyde, kan ikke nævne den 13de og 14de af Sverrigs Carler uden som den 2den og 3die. Carl Johan nævnes dog bestandigt som Norges 14de Carl, og det er gaaet med denne Forglemmelsesfeil som med smaa, men forsømte, Saar, der eddre sig værre og værre med Tiden.
Efter Frankrigs Betvingelse fik det Monarkforbund til Underkuelse af alle Reformbevægelser, som dets Stifter, Keiser Alexander af Rusland, der havde et temporært Snæv af Pietisme, saa utilbørligen gav Navn af den hellige Alliance, som bekjendt, sit Tilvær. Carl Johan tiltraadte det, og hans Ministerier have, især hvad den udenlandske Politik angaaer, aldrig fraveget dets System. De have derfor været lidet populære. Svenskerne have troet at spore en Banghed for Rusland, en Eftergivelse for dets paatrængende Indflydelse, hvorimod deres Nationalfølelse oprøres. De betragte de hemmelige uhyre Befæstningsarbejder paa Åland som en Art stedsevarende Blokade af Sveriges egen Hovedstad. Og den svenske Udenrigsministers, dengang Grev Engestrøms, skammelige Afgjørelse af den norske saakaldte Bodøsag mod Protest fra norsk Side lagde liden Kraft for Dagen til at hævde Rigernes Anseelse mod Anmasselser fra den anden Kant: fra England. Engelske Smuglere havde i 1818 i Bodø i de norske Nordlande tilladt sig saa voldsomme Krænkelser af Kongens Landshøihed, Rigets Love og af Personer, at de — som en svensk Forfatter udtrykker sig — kunde lade En „tro sig virkeligen henflyttet til Ostindien eller Afrika, og at Hændelserne have tildraget sig paa en eller anden svag Nabobs eller liden Negerfyrstes Gebeet, hvor, men ogsaa alene der, den europæiske Egennytte har troet den i de senere Tider kunde ustraffet tillade sig saa voldsom en Fremfærd.“ Den Fyldestgjørelse Norge fik igjennem Sveriges Diplomatik var ovenikjøbet at maatte betale 18,000 £ Sterling og at see de Embedsmænd, tiltalte for en overordentlig Kommission, som havde gjort sit til forat opfylde sin Pligt. Denne Sag gav Normændenes grundlovmæssige Fordring paa at deres diplomatiske Anliggender maa bestyres af norske ansvarlige Embedsmænd Lyd og Mæle. Men hvad Politiken engang har faaet ihænde giver den ikke lettelig Slip paa. Alt hvad Normændene omsider i 1835 have kunnet opnaae i dette vigtige Punkt har derfor været den tildeels illusoriske Bestemmelse, at et Medlem af det norske Statsraad skal være nærværende, naar den svenske Udenrigsminister foredrager norske diplomatiske Sager eller saadanne, som ikke udelukkende angaae Sverrig.
Et Bondeopløb i enkelte af de agershusiske Oplande tillagde ogsaa Aaret 1818 nogen Mærkværdighed for Norge. Bag de nærmere Motiver dertil, der laae i de tunge Opoffrelser, som den tvungne Nationalbanks Oprettelse krævede, troede man nemlig at opdage en fjernere, ved Machinationer fremkaldt, Hensigt at omstyrte Konstitutionen. Herom veed man dog aldeles intet aldeles tilforladeligt og sammenhængende, og de, som vide det, finde sin Regning ved at tie. Hvad man troede at opdage bidrog dog til at udsaae Mistroens Sæd i den endnu neppe kjølnede Aske efter Krigen. Men den kom ikke i nogen Væxt før i 1821. Da var allerede efter en Svensk Forfatters Udtryk, „Unionens meenløse Dage forbi; Stridens og Prøvelsens Dage begyndte.“ Kong Carl Johan havde ikke sanktioneret de to næst foregaaende Storthings Beslutninger om Adelens Afskaffelse; og vi antage Rigtigheden af, at Hensyn til fremmede Magters mulige Mishag kan have havt Indflydelse paa denne Anskuelse. Idetmindste anvendtes dette Argument forat forhindre Beslutningens Bliven til Lov ved dens uforandrede Antagelse paa Storthinget i 1821. Man satte Ordren til at svenske Regimenter skulde holde sig marschfærdige inden 24 Timer, en svensk Hær paa 3000 Mand, der under Storthingstiden indtraf i en Lystleir ved Kristiania med skarpe Patroner og Karduser, og en svensk Flaades Evolutioner paa Havnen i Forbindelse saavel med Afgjørelsen af Adelsspørgsmaalet som af den kongelige Proposition om at Norge, paa Grund af hiin, Kongen af Sverrig forbindende, Stipulation i Kielertraktaten og Wienerkongressens Tilsagn om dens Opfyldelse, skulde deeltage i den danske Statsgjeld med 3 Millioner Species. Man kjender Udfaldet: Adelen blev afskaffet, Gjeldens Betaling indrømmet — Beslutninger, som ligesaameget erhvervede det norske Storthing Europas Opmærksomhed som selve Konstitutionens Tilbliven og dens mærkværdige Forsvar i sin Integritet paa 1824 Aars og de følgende Storthing imod de 10 kongelige Propositioner, som tilsammentagne vilde i det Væsentligste tilintetgjøre den bestaaende Statsforfatning.
Begge Nationers liberale Presse udtalte kun een Mening om disse Propositioner. De smertede Normændene, og de søgte at stille sin Smerte med den fromme Tro, at nogle konservative Hoveder for den svenske Adel vare deres egentlige Ophav. Regjeringen vedblev at være ligesaa uforanderlig i paany at fremsætte tvende af dem, nemlig om Veto og Naturalisationsretten, hvilke den maaskee ansaae for de vigtigste, som Storthingene i at give dem eenstemmigt Afslag. De fremsattes femte Gang, da Normændene reiste et Minde for den Borger, Chr. Krohg, forhen Statsraad, der i 1824 havde forfattet den Kommiteebetænkning desangaaende, hvis Resultater Storthingene stedse senere have bifaldt. Carl Johan undlod ikke i sin Instrux til den fjerde svenske Rigsstatholder i Norge, Grev Platen, at bemærke med Forundring den parlamentariske Dygtighed og Taktik, som de norske Storthing lagde for Dagen. Hiin Meningsstrid berøvede dog Carl Johan ligesaalidt det norske Folks Kjærlighed, som hans Ulyst til at indlade sig paa en Reform af det svenske Folks Stænderforfatning har betaget ham dettes. Disse Omstændigheder formindskede kun Antallet af en udskejende Enthusiasmes løgnagtige Overdrivelser. Hertil bidrog i Norge mere end noget andet Kongens dybe Modvilje mod dets Konstitutionsfest den 17de Mai, der førstegang blev feiret i Throndhjem 1823. Statholder Platen fik i saa Henseende strenge Instruxer. Cirkulærer til Embedsmændene og en kgl. Kundgjørelse af 7de Mai 1828 overtydede vel om hvor alvorligt Kongen meente det med sin Uvilje mod Festen; men Overtydningen om, at Grunden dertil var en Mistydning af dens Tendenz, somom denne skulde være antiunionel, og at den skrev sig fra Svensker, der hadede den norske Frihed, og om at den nok vilde rette sig med Tiden lod disse paafaldende Forholdsregler snarere virke det modsatte paa Folkets uafhængige Dele. At det endog, ved Øvrighedens Uklogskab kom til militære Voldsomheder i Kristiania 17de Mai 1829, og at en overordentlig Kommission blev nedsat ligesom efter den uskyldige Theaterpiben sammesteds, 4de Novbr. 1829, havde de samme Følger, nemlig de modsatte af de tilsigtede. Fra svensk Side var man særdeles pirrelig paa Foreningens gode Navns Vegne. Den kunde ikke blive nok rost af Normændene for hvad Freden, Friheden, Pengevæsenets Fastnen, Handelens og Agerbrugets Opkomst i gode Aaringer efterhaanden maatte medføre. Vi anføre dette i en Carl Johans Historie for at give den Bemærkning det rette Lys, at det endnu ikke har lykkets ham at give Foreningen, dette Værk af Omstændighederne, hvori han har saa stor Deel, det høje Værd for Normændene, som den vilde have, om deres Klager over unionelle Krænkelser og over at Sverrig tilstedes i visse Punkter, navnligen i Unionsflagets Sammensætning og dettes tvungne Brug, Yttringer af et Supremati, med Lempe vare blevne afhjulpne.
Carl Johan har viist alle Grene af den indre Bestyrelse, Handelen, Industrien og Forholdet til fremmede Magter den nidkjæreste Opmærksomhed, med lige Hensyn til begge Rigers Tarv. Han er deri, som ovenberørt, blevet understøttet af heldige Omstændigheder. I Sverrig skriver Udførelsen af den 22 Sømile lange Göthakanal, som forener Østersøen og Nordsøen med hinanden, af Trollhätta- og Söderteljekanalen samt Udbedringen af Hjelmarkanalen sig fra hans Regjeringstid.
Carl Johan ophjalp mangfoldige industrielle Foretagender med sin store Privatformue, medens man vanskeligt kan gjøre sig noget Begreb om dens Beskatning af privat Nød. Især i de første Foreningsaar beholdt Carl Johan neppe meget tilbage af sin norske Civilliste, og i Sverrig har især den fattige Adel ikke været for stolt til at trænge sig frem til hans rundhaandede Hjælp. Hans Formue var ellers bleven forøget ved Salget af hans Dotation, Fyrstendømmet Pontecorvo i Neapel, og af Øen Guadeloupe i Vestindien, som Storbrittannien havde frataget Frankrig og aftraadt til Sverrig for dets Bistand i Krigen. Ved Freden i 1815 løstes Øen tilbage af Frankrig, og man forstod, siger Forfatteren af „Sverige i 1809 og 1832,“ at tyde Stilisationen i denne Traktat saaledes, at det blev anset for at være til Kronprindsen personlig at Øen blev overgivet. „Ogsaa blandt Repræsentanterne, vedbliver han, opløftedes ingen Røst forat erindre om den simple Sats i Statslæren, at kun Lande kunne tabe Besiddelser, og at saaledes kun Lande kunne vinde dem, hvad Udtryk end Traktaterne bruge derom, samt at Konger og Regenter vel i disse kunne siges at aftræde eller erholde Provindser, men at saadant kun skeer af dem som daværende Repræsentanter for de Stater de styre. Naturligen burde da Kronprindsen troe, at Sverige hyldede en Statslære for sig selv siden man unddrog Stænderne al Kundskab om Ret til at undersøge de under Krigen erholdte Subsidiemidler. Hans egen ophøiede Karakteer viste sig dog ogsaa i dette Tilfælde. Kun Halvten af Løsesummen forbeholdt han sig selv; den øvrige Halvdeel anviste han, med virkelig kongelig Ædelmodighed, til Afbetaling paa Rigets udenlandske Gjæld.“ Denne blev strax Gjenstanden for Carl Johans Virksomhed. Kjøbesummen for Pommern blev ogsaa anvendt dertil, hvor tungt dette Offer af den sidste Besiddelse hiinsides Østersøen end faldt for de Svensker, der ikke engang føle den Vemod tilfredsstillet hvormed de tænkte paa Sverrigs Storhed i det 17de Aarhundrede, naar de saae den Obelisk for Gustav Adolf den Store, som Carl Johan har oprettet i Upsala.
For Forsvarsvæsenet har Carl Johan sørget med stor Nidkjærhed. Til den Forsvarsplan, som har ladet ham anlægge ved Wetteren Centralfæstningen Wanäs eller Carlsborg efter den franske Carnots Befæstningsplan, et Arbeide, som endnu fortdrives, har ikke hørt Vedligeholdelsen af alle de norske Grændsefæstninger. Ingen endelig Beslutning er endnu fattet om Forsvaret af begge hans Hovedstæder. Derimod er Karlskrona Havn bleven befæstet, og en Orlogshavn anlagt paa Horten i Kristianiafjorden, og Søforsvaret er i det Hele i den senere Tid blevet skjænket mere Opmærksomhed.
Begge Rigers Handel har hævet sig under Carl Johans Forsorg. I Sverrig ere de nordlandske Elve blevne gjorte flødbare til Fordeel for Trælasthandelen, som i de nordlige Provindser har vundet i Betydenhed, endskjøndt den for det meste er i Englændernes Hænder. Toldintraderne have Aar for Aar hævet sig i begge Riger. I Norge har dette endog paa sidste Storthing tilladt de direkte Skatters Ophævelse. Imidlertid er dens Ballance lige tvivlsom i begge Riger. I Sverrig, hvor Carl Johan har mange private Landeiendomme, har han til Fordeel for Klædetilvirkningen, sørget for at forbedre Faareracen, ligesom ogsaa Forædlingen af dets Jern har været en fortrinlig Gjenstand for hans Omsorg.
I begge Riger har ikke blot egentlige Velgjørenhedsanstalter, men ogsaa Skolerne i flere Byer Carl Johan personlig meget at takke. Hans svenske Regjering har mere end den norske i de senere Aar lagt for Dagen, at den ikke ynder den politiske Oplysning, som udspredes af den periodiske Presse. Det antages i Almindelighed ikke, at Carl Johan altid har været heldig i Valget af sine vigtigste Ministre. Som det meest lysende Moment i den nys afdøde Udenrigsminister Wetterstedts politiske Liv fremhæve Svenskerne den Maade, hvorpaa han forsvarede mod de fremmede Diplomater den ubetænksomme Handel, hvorefter Sverrig afhændede til det, som Stat ikke anerkjendte, Kolumbien endeel gamle, men armerede og besatte, Orlogsskibe. De Ophævelser, som gjordes derover, fremkaldte det herlige Træk af Carl Johan, at han erklærede i sit Statsraad, at han var beredt til at trække Sværdet paany før han vilde taale at Sverrigs Ære krænkedes ved Fremmedes overmodige Irettesættelser; og at han omfavnede sine Statsraader, og erkjendte deres Mening for den bedste for Sverrigs Velvære, at nemlig Freden ikke maatte brydes for denne Sag. Da var det, Grev Wetterstedts Duelighed jevnede alt. Grev Brahe, Kongens første Generaladjutant, er ellers den svenske Mand, Carl Johan har skjænket størst Indflydelse. Han er stedse om Kongens Person. Det Fortjenstlige i hans personlige Hengivenhed har dog ikke kunnet befrie ham for sine Landsmænds Misnøje over den Indflydelse, de troe han udøver paa Besættelsen af Statens Embeder, hvortil Adelen ofte gives fortrinsviis Adgang. Normændene have med samme Følelser bemærket, at Levningerne af deres Adel ere kaldede til at omgive Thronen og at repræsentere dem i Udlandet, uden at de kunne siges at have kastet nogen Glands paa deres Stilling.
De svenske Rigsdage have meest havt økonomiske Spørgsmaale at afgjøre; og de kongelige Propositioner have kun mødt Hindringer af enkelte udmærkede Talenter, som især have tilhørt Adel- og Bondestanden. Det har da stundom hændt, at Regjeringen er bleven karakteriseret med stærkere Udbrud af misfornøiet Patriotisme, end Verden skulde holde for rimelige under et saadant Talents Styrelse som Carl Johan. Oppositionen i det norske Storthing har været mindre sparsom paa Roes. Regjeringens Aand og System har fra den Side ikke havt alvorlige Misbilligelser at døje før Storthingets pludselige Opløsning i Juli 1836. Rigsretten fordømte denne Handling idet den straffældte Statsministeren, som ikke havde protesteret derimod. Norge har Carl Johan ikke kunnet besøge saa ofte, som Grundloven foreskriver. Den sidste Gang skede det i 1835, da han tillige besaae og gav sit Navn til den nye Vei imellem Throndhjemsstift og Jæmtland — et af de stolteste Mindesmærker fra Carl Johans Regjering. Han besøgte ved samme Leilighed endeel af Sverrigs nordlige Provindser, som skylde ham saameget fra Misvæxtaarene i 1826, 1831, 32 og 33, og i dette Aars Høst har han fuldendt sin Eriksgate ved at gjennemreise de sydlige og midterste Dele af Landet.
Mellem de her saa adspredte Træk af Carl Johans Karakteristik bør heller ikke, for det Lys det kaster over hans Hjerte, forglemmes den Menneskekjærlighed, han lægger for Dagen i sin Brug af Benaadningsretten. Den er ved et enkelt Tilfælde anvendt mod et Par svenske Adelsmænd, der landsforvistes fordi de skulde være gaaet videre i sin Interesse for det forrige Dynasti, end den Ængstlighed tillod, hvormed der vaages over det nærværendes Sikkerhed.
Men enhver Svensk og Normand garanterer denne med sin Hengivenhed for Carl Johans Person og hans elskværdige og opblomstrende Familie. Forhen i disse Blade er et Øjeblik fremhævet som det lykkeligste i hans Liv; men det Øjeblik stod os da ikke for Øjne, da Carl Johan jublende favnede sin første Sønnesøn, sit udtrykte Billede. Hans Søn Oscar havde nemlig i 1823 givtet sig med den herlige Eugen Beauharnais’s elskelige Datter, Prindsesse af Leuchtenberg Josefine Maximiliane Eugenie Napoleone, fød 14. Marts 1807; og hun fødte ham i 1826 Carl Ludvig Eugen, udnævnt til Hertug af Skaane, i 1827 Franz Gustaf Oscar, Hertug af Upland, i 1829 Oscar Frederik, Hertug af Østergothland, i 1830 Charlotte Eugenie Augusta og i 1831 Nicolai August, Hertug af Dalarne. Denne Velsignelse har gjort Carl Johans huuslige Lykke fuldkommen. Europa opviser ingen kongelig Familie, der nyder et lykkeligere og værdigere Samliv end denne om den aands- og legems-karske 73aarige Svea- og Normanna-Konning, der endnu har en Ynglings Livlighed i Gemyttet og Manddommens Holdning og hele Udvortes.