Knut Veum/9
NIENDE KAPITEL.
Tyve Aar er gaaet. Gjennem Østerdalens uendelige Skoger arbeider Civilisationen seirende sit Jernspor frem. Lokomotivets skarpe Skrig har forlængst varslet i Syd; Jernbanerøgen er dreven ind mellem Furukronerne, og Vildtet har søgt dybere ud i Øde og Ensomhed did, hvor intet nyt naar frem og alting tier.
I Præstegaardshølen i Rena, hvor Bygdens gamle Fisker Sjuluspær før med sine natlige Kunster tog Fisken paa Langrev, hvor ingen anden fikk, staar nu i fuldt Dagslys Hauggubben med underlige Fluer og Fiskestang med Snelle og Snøre, som naar hele Elven over, og tager den store Ørret og den sølvblanke Harr, mens Sjuluspær selv med Skræppe og Stang hinker ivei indover Fjeldvidderne til Nekas og Sølnas Opkommer, der hvor Ørreten staar stiv og stind inde under det myrgrønne Tørvland med sit ensomme, sortblanke Vand.
Og Bygdens Ungdom leker ikke længer Sankt Hanskvelden under Felelaat og Dans over Enge og Jorder; heller ikke gaar Springer og Polskdans hidsig i de store Bjælkestuer ved Juletid som før. Thi nu kjører «Musikken» fra Elvedalen otte Mand høi med Feler og Kontrabass, Klarinett og Horn i Ulveskindspelser og Byplagg sit Jubeltog fra Julelek til Julelek hele Bygden over; i de dybe Kjældere, hvor Gammelosten og Præstosten fordum var Herre bortover de brede Hylder, og hvor de stærke Øltønder holdt Vagt ved Kjælderhalsen, der breder nu Hermetik og fine Byvarer sig, og i de halvt oprevne Kasser ligger fine Flasker hulter til bulter, sølvkapslede og guldkapslede, og forkynder, at Tømmerpriserne er stegne og Skogen tyndes.
Men vil Du høre Felelaaten fra gamle Dage, saa faar Du lure dig til en Søndagskveld ind paa en af de afsides smaa Gaarde, som ligger klængt ind i Skogen, langt fra Folk. Der leves endnu Fortidens Liv. Men nye Melodier dukker opp indimellem de ældgamle Slaatter, Strofer med fornem Sving og fagre Ord. Det er den nye Lærers Sange.
I tre og tyve Aar har nu Knut Veum gjort sin Gjerning deroppe i den ensomme Dal og Kirsten Haug med ham. Præsten Schultz er forlængst forflyttet og afgaaet ved Døden i et Kald sydpaa nær sit Barndomshjem; Præst er fulgt efter Præst med korte Mellemrum; den nye Tids hurtige Pulsslag har slaaet Bølge efter Bølge gjennem Dalen. Tømmersvindelen har styrtet Formuer og splittet Slægter; nye Ideer har tændt Folkets Sind i Brand. Rolig har han gjort sin Gjerning. «Ungskogen gror,» er hans stadige Svar, naar forstandigt Folk i Bygden klager over Tiderne og Jaget.
Det er Bispevisitats i Øverbygden. Paa Gaardspladsen i den gamle Præstegaard staar en Kaleschevogn fraspændt med overknappet Skvættlær. Paa «Nysalen» er Bispeværelset sat istand. Drivhvide Lagener paa den brede Seng, friskt Vand fra Bækken paa den blaa Karaffel med de runde Udslibninger i Glasset, det hvide Rullegardin oprullet og Ovnen skinnende blank. Thi idag ved Titiden var han kommen fra yttre Bygden, Biskoppen, og var straks gaaet i Kirke til Visitats. Det vil sige, ikke den gamle Biskop selv; thi han laa syg — men en Sognepræst Knapp fra Kristiania, som — Gud alene være æret — havde arbeidet sig frem under bevægede kirkelige og politiske Forhold til Konstitution som Biskop for Anledningen. — Katekisationen og Gudstjenesten var forbi; Middagen i Præstegaarden stod forhaanden. Den magre Præst med Brillerne og den bittelille vevre Frue var stærkt optagne. Biskoppen skulde underholdes, til Suppen var færdig, og Lærerne og Bygdens gode Mænd, som var budne, heller ikke forglemmes.
Biskop Knapp sad i den store Lænestol. De skraa Øine lidt forlæst rødkantede bag Guldbrillerne, Hænderne en paa hver af Lænestolens Arme; Benene ikors. Han sad og saa sig om i Stuen.
«Her har jeg været en Gang før,» sagde han til Præstefruen, som sad paa Stol ligeoverfor.
Han saa igjen, denne Gang rundt Væggene. Knaggen, hvor Præsten Schultzes Violin havde hængt, var der endnu. Et Fotogravure af Kristus i Gethsemane i sort Ramme med Guldlist inderst hang derunder; et Pianoforte stod i Hjørnet.
«Ja, Tiderne forandres,» sagde han. «Tempora mutantur et nos cum illis!» — han citerte helt ud og havde Spyt i de skraa rummelige Mundviker.
Præstefruen var helt enig, men vendte sig i det samme og saa mod Døren. Nu kom Bygdefolket.
Biskop Knapp reiste sig op i Stolen, men blev siddende, til mange var komne ind. Saa reiste han sig.
Og Præsten begyndte at præsentere. Lærerne først og siden Bygdens Folk.
«Det er Lærer Veum!» han gjorde en Bevægelse med Haanden.
Knut Veum saa paa Elias Knapp. Denne tog fast i Haand.
«Ja vi kjendes jo før,» sagde han. Og der præsenteredes videre. Saa vendte Biskoppen sig til Knut Veum, som stod med et tryggt Smil og klare Øine paa det hele.
«Det var en ypperlig Katekisation, Du gjorde,» sagde han. Han ligesom tog ham opp til sig.
Knut Veum smilte.
«Det glæder mig, at Biskoppen —»
«Konstitueret,» retted Elias Knapp smilende. Han var demokratisk gemytlig Mand.
Saa blev man buden tilbords. Og Hans konstituerede Høiærværdighed lod Fjeldørreten med det fede Smør ydes al mærkbar Retfærdighed.
Der var Kaffe med Cigarer i Haven. Det var jo Høisommer, og det store Lønnetræ, hvor Kaffebordet stod, gav Svalhed og Skygge. Men Rognetræerne var for gamle med tørkende Kviste iblandt, og Æbletræet udenfor Stuevinduet blomstred ikke mere.
Præsten bød Cigar af Kasse. Biskop Knapp, som netopp heldte Fløde i Kaffeen, betakked sig. Drog Snadde og Tobakspung opp af Baglommen og begyndte at stoppe.
«Takk, jeg holder mig til denne,» sagde han.
Knut Veum tog Cigar, skar af med sin Pennekniv og tændte.
«Dette skal jo være finere,» sagde han. Der var noget næsten muntert i hans Øine. Og Præsten bød af Cigarkassen videre. Men paa Bænken ved Syrenbusken sad Præstefruen og Kirsten Veum og samtalte og hørte halvveis efter, hvad Mændene sagde.
Nu drog Biskop Knapp sin Stol nærmere Bordet, smagte paa Likørglasset og satte det tilside. Røgte et Par stærke Drag og saa ned paa Piben.
«Du holder dig fremdeles heroppe?» spurgte han Knut Veum.
Knut Veum røgte.
«Ja det gjør jeg,» svared han.
Elias Knapp sad og vugged og røgte.
«Det gaar fremover med Bygden?»
Knut Veum hvilte Haanden med Cigaren paa sit Knæ.
«Ja. Nu gaar det frem. Vi holder igjen alt det, vi kan.»
Elias Knapp saa forundret opp.
«Holder igjen?» sagde han. «En behøver da vel ikke at holde igjen med aandelig Næring til Folket?»
«Aa jo. Folk maa faa Tid til at tygge ogsaa. Og fordøie.» Der var noget næsten stridt i Knut Veums Stemme.
Biskop Knapp smilte sit stormundede, skraa Smil.
«Ja, det forstaar sig,» svared han og banked Tobakken forsigtig ud af sin Pibe. «Hvem har Du ellers til at hjælpe dig heroppe?» Han spurgte for at holde Samtalen igang.
Knut Veum smilte og skotted mod Bænken, hvor Kirsten sad.
«Jo, hun der,» svared han.
Elias Knapp vendte sig halvt om og saa. Saa smilte ogsaa han.
«Hun er slem, naar jeg vil til at fuske,» fortsatte Knut Veum.
Elias Knapp blev lidt stram i det magre Ansigt.
«Fuske?» gjentog han.
«Ja, slippe Fusk ind i Bygden,» fortsatte Knut Veum som før.
Kirsten Veum havde hørt. Hun skotted smilende hen.
«Hva sier Du naa, Veum?» sagde hun. Reiste sig og kom bortover.
Biskoppen sad og saa ned paa Piben, som han havde i Hænderne mellem sine Knæ.
«Deres Mand er slem mod Dem, Frue,» sagde han, spøgende.
Kirsten Veum drog paa Munden.
«Skolemesterkone mener nokk Biskoppen,» svared hun.
Hans konstituerede Velærværdighed lo.
«Ja ja — som De vil med det da, Frue,» svared han.
Men Knut Veum havde faaet Tag i Kirstens Haand.
Biskop Knapp saa opp paa hende, da hun igjen gikk, frodig og smilende. En erfaren Mands Vurdering af en Kvinde.
«Har Du mange Børn?» spurgte han Knut Veum.
Knut Veum drakk en Slurk af Kaffekoppen. Saa kneb han Øinene sammen og lo godt.
«Alle Barn i Bygden er mine,» svared han.
Elias Knapp smilte af dette. «Naa, paa den Maaden,» sagde han. «Ja ja — saa er Du i alle Fald økonomisk ovenpaa, siden Dere bare er to.»
Knut Veum blev endnu muntrere.
«Ja, det er jeg,» sagde han. «Vi bor jo paa Loftet i Skolehuset; det er baade økonomisk og ovenpaa!»
Biskop Knapp sad og saa ned paa sine Fødder og smilte og rysted langsomt paa Hodet — den overordnede, som hører en underordnets berettigede Klage.
«Sligt er jo ikke til at holde ud,» mumled han.
«Det er jo rent bort i Natten —»
Knut Veum blev pludselig alvorlig. Øinene stod store paa Elias Knapp.
«Hjertet skal sidde midt i Brystet,» sagde han stærkt.
«Ja, ja, ja —» Biskoppen lod det glide forbi og var medét distræt. Der kom jo Præsten og Ordføreren netopp nedover Havegangen.
Han reiste sig.
«Det er en vakker Have, De har her, Præst,» sagde han; han stakk Hænderne i Bukselommerne og stod og saa sig om.
«Ja. Den har virkelig været det. Nu er den jo forsømt. Vi skal jo snart flytte til den nye Præstegaard, saa det lønner sig ikke at vedligeholde —»
Præsten stod som Biskoppen og saa sig om mellem Træerne i Skumringen. Kveld var faldt. De første Flaggermus var alt ude.
Men da man en halv Time senere gikk ind for at spise til Aftens, tog Biskop Knapp Knut Veum fortrolig under Armen og gikk slig med ham Havegangen frem.
«Hør nu, Veum,» sagde han med dæmpet Røst. «Jeg synes, Du skulde se at komme dig frem. Vil Du, saa skal jeg nokk med mine Konneksioner kunne skaffe dig noget bedre.»
Knut Veum stansed og snudde sig ud af hans Arm.
«Nei, det kan Du ikke, Elias Nilsen,» sagde han. Øinene havde dette store, frygtløse, som bragte hele Klassen til at tie.
Elias Knapp stod og saa ned, misfornøiet i sit lange Ansigt. En gammel Kamerat havde afslaaet hans Protektion. Saa gik de tause videre.
Biskoppen brød tidlig opp. Han skulde til Tønset næste Dag, og det var fem Mil.
«Ja, jeg maa nokk tilkøis jeg, Frue,» sagde han, reiste sig fra Lænestolen og rakte Haand.
Fruen var straks paafode. «Ja, det er Nysalen,» sagde hun, da Biskoppen havde taget alle i Haand. «Kanske De Veum vil følge Bispen? De er jo kjendt.»
Knut Veum smilte.
«Ja, den Vei har jeg gaat mange Gange,» svared han.
Lidt efter gikk de to gamle Seminarister i Juliskumringen langsomt opover til Nysalen.
Knut Veum gikk foran Trappen opp. Elias Knapp famled i Mørket bagefter.
«Det var da en bratt Trapp,» sagde han.
Knut Veum stod deroppe.
«Ja, vær forsigtig. Det har mange ramlet ned her,» svared han i Mørket.
«Nu er jeg klar,» svared det dernedefra. «Det er bare at holde sig til Gelænderet.» Biskoppen kom tappert Trappen opp. «Ja, disse gamle Præstegaarde,» sagde han.
Knut Veum stødte Døren til Bispeværelset opp, gikk foran ind, fikk fat i en Fyrstikke og tændte de to Lys i Messingstagerne paa det hvide Speilbord.
«Her er det,» sagde han; han stod og skulde gaa.
Elias Knapp tog Brillerne af og lagde dem paa Bordet ved Sengen. Gned sig i Hænderne og saa sig om.
«Ja dette gaar jo an,» sagde han. «Bare saa altfor hvidt. Naar man har ondt for at sove.»
Knut Veum smilte. «Bispeværelse,» sagde han.
Elias Knapp gikk et Par Slag opp og ned. Saa rakte han Veum sin lange Haand.
«Godnat da, Veum,» sagde han.
Knut Veum stod i den aabne Dør.
«Godnat Biskop.» —
«Konstitueret,» retted Elias Knapp smilende og lukked Døren efter ham. Saa klædte han sig langsomt af, blæste Lysene ud og smøg i Seng.
«Ah,» sagde han og strakte sig. Han laa paa hvide Lagener i bred Himmelseng paa hele Folkets Vegne.
— Da Knut Veum og Kirsten den Kveld gikk hjem og forbi Nysalen, hvor det lille Lys forlængst var slukt, stansed de uvilkaarlig begge.
«Naa, hva’ sier Du?» spurgte hun lavt i Stilheden.
«Det samme som bestandig,» hvisked han; han slog Armene om hende.
Hun lo i hans Arme. Saa gikk de videre.
Men da de vel var komne hjem og hun begyndte at stelle til Natten derinde, hørte han hende smaasynge. Stemmen var ikke saa ung som før; men det var det samme trygge, dybt lykkelige Nyn.