Knut Veum/6
SJETTE KAPITEL.
Det var en blank Forsommerdag Aaret efter. Ved den lille Fiskerbu fremved Harsjøen, der hvor Kjølveien gaar forbi, sad to Jenter paa Dørstokken i den aabne Budør med Hænder i Fang og de hvide Skaut bagover Nakken. Et Haandklæde hang paa Naaven ved Siden af. Det var Kirsten Haug og Budeien, Karen Jordet. Solen stegte i Solvæggen; men der stod et lidet jævnt Drag af Vind fra Nord, saa Sjøen krused glittrende blaa udover mod de granklædte Øer og Tanger.
«Naa gaar vi uti,» sagde Kirsten Haug medét.
Karen Jordet saa udover.
«Huf nei, det blés,» svared hun.
Kirsten Haug drog paa Munden.
«Frøsenkrok da væ!» sagde hun. Hun tog Skautet af og begyndte at hægte opp i Barmen. Men snudde i det samme Hodet og gav sig til at stirre østover langs med Sjøen. Der kom nogen. Og de to Jenter sad hoggende stille; for Buen laa slig til, at de fleste gikk forbi.
Han, som kom, gikk fort, Skogsmands seige, sikkre Gang.
Nu var han ganske nær. De saa et Gløtt af ham mellem Granerne. Det var Johan Dilt.
Og de to Jenter sad og lyed smilende.
Kommen bent for Buen stansed han. Han havde faaet se det hvidne paa Haandklædet ved Naaven og havde kanske ogsaa hørt Aandedræt. Lidt efter kom der sabbende Skridt langs Buvæggen. Og saa stod han der. Skjoldluen bag paa Nakken, Staven fremfor sig, Ansigtet blaaøyd skinnende.
«Kjære, er det Folk her au da,» sagde han.
Kirsten Haug hægted igjen i Barmen.
«Ja, Du ser fuill det væ?» svared hun.
Han stod smilende og saa gløggt fra den ene paa den anden af de to.
«Ska dø laue dø naa, Jenter?» spurgte han.
Karen Jordet smilte.
«Nei itte naa — ma Du komm,» spøgte hun.
Han spytted og saa bort paa hende.
«Aa, je kunde fuill faa væra me’ je au,» sagde han.
Kirsten Haug maalte ham med Øinene,
«Ja, Du trøngte det nokk,» svared hun, drygt. «Det er nokk laange sia.»
Hun lo.
«Ja, je var liten da,» svared han. «Ma je vart døbt.»
Nu lo de to Jenter.
Han saa ud over Sjøen.
«Huf nei,» sagde han. «Je er itte skaft teil aa løve ti Vattna.»
Ny Latter.
«Je er itte skaft teil aa gaa nakjen heil,» fortsatte han. «Je er ittnaa Kvindfolk.»
Karen Jordet saa opp.
«Er dem skaft teil det, Kvindfolka da?» spurgte hun.
Han smilte.
«Døm gjore fuill saa i Paradis, kjem je ihau rett,» svared han.
Kirsten Haug maalte ham igjen.
«Er Du kjendt dér Du da?» spurgte hun.
«Ja, Du vet je har vørré der je, ma je var ong — naaen Gaang,» svared han.
Kirsten Haug bøied af.
«Aa ska Du etter idau da, Johan?» spurgte hun.
Han spytted igjen og var nu alvorlig.
«Je ska bort paa Klætvoilden etter in Hest aat’m Veum,» oplyste han. «Hain ska rese om Torsdan.»
Kirsten Haug skifted Let.
«Aa hen da?» spurgte hun.
«Te’ Byn. Det er i Lære, hain ska inn paa.»
Der blev Stilhed.
«Nær kjem’n att?» Det var Karen Jordet, som spurgte.
Johan Dilt fik Piben frem. Rev Fyrstikke av og tændte.
«Je trur ailler hain kjem att je,» svared han. «Kjem døm føst dit, saa —. Dét bir fuill me honnom søm me’m Pær Søgard.»
Der var dyb Stilhed.
«Hain ska stuiddere teil Præst, trur døm.»
Nu saa Kirsten Haug koldt bent paa ham.
«Aakken har sagt det?» spurgte hun.
Johan Dilt stod og skulde gaa.
«Præstfrua,» svared han.
Da blegned Kirsten Haug til mærkbart.
Johan Dilt saa det, men taug.
«Ja, je lyt fuill etter Hestem je,» sagde han.
«Je faar fuill lite Kaffe taa dø, ma je kjem att?»
«Ja, det vet Du, Du faar,» svared Kirsten Haug; hun havde reist sig.
Johan Dilt gikk.
Kirsten Haug stod lidt og saa efter ham, som gikk; saa hægted hun videre opp i Bringen og smøg Trøien af.
«Ska Du uti leil da?» spurgte Budeien.
«Ja, kom naa bære, Du au!» Hun løste Skoene og smøg dem af. Hun hængte Skjørtet paa en Nettknagg ved Siden.
«En trøng aa faa taa sei naae taa hvert,» sagde hun, hed i Røsten. Nu stod hun der naken og bandt det gule Haar opp. Huden var frodig hvid. Saa gikk hun forsigtig nedtil.
«Huf,» sagde hun. Satte en Fod udi og vaded nu fort udover Sanden.
Da det stod hende til midt paa Livet, slog hun sig nedi. Gav smaa hikstende Rop af Kulde, dukked sig til over Skuldrene og kom atter opp, slog med Arme og Ben, saa Vandet stod i Skum omkring. Mest som en vild Svane, som slaar sig ned i en Fjeldsjø om Vaaren. Karen Jordet stod paa Stranden med Hænderne under Forklædet og saa paa.
«Huf, ta er kallt!» ropte hun udover til hende.
Kirsten Haug svared ikke, vaded bare længer ud, til Sjøen stod hende under Brystet. Saa begyndte samme Lek. Smaa grøsne Rop og Sjøen i Skum omkring.
«Kom ind att naa,» bad det fra Stranden.
Kirsten Haug lo. Saa satte hun medét i en høi, vild Tone, som skar viden om.
«Hol!» sang det udover.
Snudde sig saa og vaded med udslagne Arne videre ud, som gav hun sig ligesæl Sjø og Sol og alle Dalens stærke Kræfter ivold. Nu stod det hende til Akslerne, saa Armene saa vidt gikk fri.
«Er Du styren, Jente!» skreg det derinde fra Stranden.
Da snudde hun med strake Arme forsigtig rundt og kom vadende indover, smilende. Kroppen lyste rosenrød i Vinden.
«Je trur, Du er tullete,» skjændte Karen Jordet, da hun var kommen paa Land og gikk forbi.
Hun svared heller ikke nu, hugg bare Haandklædet med den ene Haand og Klæderne med den anden, smatt ind i Buen og drog Døren til.
«Kjem det naaen, saa stæng att!» sagde hun derindefra.
— Et Kvarters Tid efter sad de to Jenter fremved Aaren i Haugsæteren, hvor Kaffekjedlen stod paa. Karen Jordet batt; Kirsten Haug sad og varmed sig.
«Naa ska’ det bli goidt aa faa Kaffe,» sagde hun.
Karen Jordet saa bortpaa hende.
«Ja, Du skulde ha,» svared hun og hytted truende.
Det var to Dage senere.
Knut Veum stod i Præstegaardssvalen og stellte med sin Kuffert. Han skulde reise sydover næste Morgen tidlig for at naa Dampbaaden paa Storsjøen samme Dag. Hele Vinteren igjennem og Vaaren frem havde han læst Sprog hos Præsten; nu var der et Sommerkursus i Kristiania, som Præsten havde skaffet ham Adgang til, og det maatte ikke forsømmes.
Knut Veum stod og kjendte det saa underlig ensomt, mens han arbeided med at trykke Kuffertlaaget i og lukke Laasen.
«Du kjem fuill att?» havde saa mange i Bygden spurgt. Og Præstens Gutter gikk stundesløse omkring, som om de ledte efter noget allesteds. Endda de jo vidste, at han var der igjen, naar Høsten kom!
Han havde skudt alt dette tilside; det maatte og skulde jo saa være; men det kom altid igjen. Det kjendtes halvveis som et Stænk af Svig mod noget kjært dybest inde. Som var han ifærd med at slippe et trofast Haandtag og lade noget fremmed glide ind mellem ham og det, som var begyndt. Han havde kjendt det saa stærkt igaar Kveld, da han stod i det aabne Vindu og saa udover i Natstilheden; Skogen stod ligesom fremmed og kjendtes ikke ved ham; Dalen havde alt begyndt at leve sit eget gamle Liv uden ham.
Og saa var det hende. Til hende strømmed igrunden al denne underlig blødende Fornemmelse tilbage.
Vinteren frem var de jo for hver Gang kommen hinanden nærmere, endda intet var sagt. Han forstod af hele hendes Væsen og Maade, at hun vilde; men det var alligevel noget, som holdt igjen, noget, som vented og spurgte. Og saa kunde der undertiden reise sig i ham en næsten harm Mandsfornemmelse. Det var da vel ham, som —? han maatte da vel bedst vide og bestemme —?
Og nu havde han ikke engang faaet sige Farvel!
Det klakk i Grinden; det var Præstefruen, som kom. Hun havde været nordover Bygden og hentet Posten, men gikk fortere, end hun ellers brugte.
Knut Veum hilste, da hun naadde Svalen. Hun stansed; hun var svært alvorlig.
«De har vel hørt om Kirsten Haug?» spurgte hun.
Knut Veum kvakk.
«Nei.» Han blev langsomt hvid i Ansigtet.
Præstefruen gikk mod Gangdøren.
«Hun er blit alvorlig syg paa Sæteren,» sagde hun. «De maatte kjøre hende ned paa Slæb inat».
Knut Veum kom bagover mod Svalstolpen.
«Kjære, hvordan er dette —?» Ordene skalv.
Præstefruen stod med Haanden paa Klinken for at gaa ind.
«Aa, det er nokk Uforsigtighed med Badning deroppe,» forklared hun. «Harsjøen er jo iskold endnu.»
Knut Veum strøg sig nedover sit Ansigt.
«Der er vel sendt Bud efter Doktor?» spurgte han rolig.
Præstefruen aabned.
«Jeg bad dem kjøre efter Doktor Paus øieblikkelig,» svared hun. «Hun ligger jo i en eneste Jammer og har stærk Feber. Ja, jeg maa nokk —»
Hun gikk hurtig ind og Trappen opp.
Knut Veum var kommen ud af Svalen og gikk nu langsomt opover mod Nysalstrappen. Han gikk uden at vide det; han gikk som i en Drøm. Nu var det gjort. Det, han havde fornummet saa besynderligt — nu var det kommet. Nu var han udenfor. Dalen med sit Liv og sin Død regned ikke mere med ham!
Han kvakk igjen og stirred opover Veien. Der kom nogen kjørende i Trav Bergsli-bakken ned. Han kjendte Hesten. Det var Haugbrunen. Kirstens Bror sad i Karjolen med Tømmerne i knyttede Hænder frem for sig. Det gikk i skranglende Trav Præstegaarden forbi.
«Hvordan er det?» ropte Knut Veum.
«Aa, det er klent.» Han, som kjørte, snudde ikke Hodet. Det gikk videre i rasende Trav sydover Veien.
Knut Veum stod ved Vinduet i Bispeværelset og stirred med tomme Øine. Ansigtet var hedt af Uro; inde i Brystet skalv en dyb, ulykkelig Dirr, som han ikke kunde faa bort; Blodet slog i Tindingerne.
I over en halv Time havde han gaaet frem og tilbage deroppe; Gang paa Gang havde han mekanisk taget Uret opp og seet paa det, som om Tiden kunde hjælpe; Gang paa Gang havde han sagt sig selv, at det vel ikke behøved at være nogen Fare for Livet; men Ordene havde bare jaget Angsten dobbelt opp. Nu stod han der og syntes, at fikk han ikke snart tale med nogen og betro sig til nogen om dette, saa vilde det hele briste.
Uden næsten selv at vide det tog han sin Hat og strøg Trapperne ned mod Stuen; han syntes ligesom, det maatte være Redning derinde.
Da han aabned Stuedøren, stod Præstefruen ved Skabet og pakked nogle Medicinflasker ned. Hun havde Hat og Schawl og skulde nokk nordover. Nu vendte hun sig.
«De faar ordne med Ola om Hesten imorgen tidlig, Veum,» sagde hun. «Det er ikke sikkert, at jeg kan være tilstede.»
Da gikk Knut Veum lige hen. Hagen skalv; det lokkede Haar dirred kring Panden.
«Jeg kan ikke reise!» brast han ud. Saa slog han medét begge Hænder for Øinene og blev staaende slig.
Der gled en pludselig Skygge over Præstefruens lidt blege Ansigt. Den myge Mund tog stor Vemod.
«Staar det saaledes til,» hvisked hun.
Han tog Hænderne fra Øinene. Han saa hende ærlig ind i Ansigtet, som bad han hende læse i sin Sjæl.
«Ja, saa staar det til,» sagde han. Han blev staaende.
Præstefruen slog sine Øine ned. Der kom et uendelig mildt Drag om den storformede Mund.
«Stakkars Dem,» sagde hun ganske stille.
Han vendte sig bort, gikk hen til Vinduet og blev staaende der.
Om længe kom der et lidet Kræmt fra Præstefruen.
«Ja, vi faar jo ikke miste Haabet,» sagde hun. Hun tog den lille Pakke og gikk mod Døren.
Da snudde han sig mod hende.
«Sig, at jeg ikke reiser!» bad han.
Hun nikked. «Jeg skal gjøre det.»
Saa gikk hun.
Da Præstefruen mod Kveldstid kom tilbage fra Haug, sad Knut Veum i Stuen og talte med Præsten, som var kommen ned fra Kontoret. Det kjendtes ligesom en Trøst at tale med en Mand og om Ting, som tvang andre Tanker ind.
«Naa?» Præsten saa spørgende bort paa sin Hustru.
Præstefruen lagde Hat og Schawl. Kom saa hen og satte sig.
«Jo,» svared hun. Hun saa bortpaa Veum, som sad urørlig.
«Den Medicin, De hadde, Veum, var visselig den rette. Hun fikk straks ligesom mere Ro.»
Knut Veum mumled nogle umulige Lyd til Svar og taug. Præsten saa spørgende bort paa ham, men opgav det straks; i Spørgsmaal om Medicin og den Slags blanded han sig aldrig.
«Ja, hvordan er det saa egentlig, Charlotte?» spurgte han.
Præstefruen reiste sig. «Ja, det kan man ikke vide, før Doktoren kommer,» svared hun undvigende. Saa gikk hun hen, tog Hat og Schawl og bar det ud i Gangen. Men da Knut Veum den Kveld tog Godnat, beholdt han Fruens Haand i sin længe og knuged den, saa det næsten gjorde ondt. Ingen sagde noget.