Knut Veum/5
FEMTE KAPITEL.
Præstefruen banked paa Bispeværelsets Dør; nogen reiste sig fort opp derinde.
«Aa Veum,» sagde hun og kræmted sin beherskede Kræmt; «her er en Reisende nede, som vil hilse paa Dem.»
«Jeg kommer straks,» svared det derindefra. Fruen gikk forsigtig ned samme Vei, som hun var kommen.
Knut Veum fikk hurtig Frakken paa og saa sig som snarest i Speilet. Han havde ligge i Skjorteærmerne og hvilt sig efter Middagen; Klokken fem havde han Eftermiddags-kursus for Bygdens voksne Ungdom i Skolestuen. Der gikk alle de, som vilde videre frem, og mellem dem Kirsten Haug.
Knut Veum skotted ud gjennem Vinduet. Der stod en fraspændt Karjol fremfor Svalen; Præstefruen fulgte netopp den fremmede Mand ind.
Hvem i al Verden kunde nu det være?
Han satte Hatten paa, saa sig endnu en Gang flygtig i Speilet og drog Trappen nedover.
Da han kom ind i Stuen, sad den fremmede i Sofahjørnet og talte med Præstefruen, som endnu stod. Han var i brungraa Reisefrakk, havde langt, smudsbrunt, tilbagestrøget Haar, som helst vilde frem, langt, magert Ansigt med skraat Blikk og et rummeligt, skraamundet Smil. Hatten havde han lagt fra sig paa Bordet; Hænderne var gjemt i Frakkelommerne, mens han sad og talte med korslagte Ben.
Knut Veum blev staaende i Stuedøren med Haanden paa Klinken og stirre paa den fremmede, som fremdeles sad. Saa lyste det opp med Gjenkjendelse i hans Ansigt.
«Elias Nilsen! Kjære, er Du —?» Han drog Døren hurtig i og kom hen.
Den fremmede reiste sig, fikk en Haand opp af Lommen og hilste.
«Knapp faar det bli nu — Elias Knapp,» retted han smilende og satte sig. Haanden kom igjen i Lommen.
Knut Veum satte forundrede Øine.
«Knapp? Har Du byttet Navn?»
Den fremmede saa bort paa Præstefruen.
«Ja. En trænger til at bytte noget af hvert, hvis en skal komme frem her i Landet,» sagde han. «Det er ikke alle, som har sligt gjildt Navn som Du.» Han smilte og skotted igjen paa Præstefruen fra Siden uden at røre Ansigtet.
Hun optog Spøgen. «Nei, det ved vi jo,» sagde hun. «Med et sligt Navn maatte man jo kunne bli Biskop!»
De lo alle tre. Fruen gikk diskret ud for at ordne med Kaffen. De to var alene.
Knut Veum slog sig ned ved Bordet.
«Du har faaet Post sydover kanske?» spurgte han.
Elias Knapp sad og saa fremover paa sine Knæ.
«Nei, ikke netopp det,» svared han, uden at se opp.
Saa med én Gang mødte han Knut Veums Blikk.
«Jeg har sluttet som Lærer,» sagde han. Det kom noget næsten truende i det skraa Øiekast.
Knut Veum flytted sig tilbage paa Stolen.
«Har Du sluttet?» Han stirred slagen.
«Ja. Jeg har det. Jeg syntes, det blev hverken helt eller halvt. Det er ulønsomt Arbeide at være Lærer her i Landet.» Han krøb ligesom ihop med Hænderne dybt ned i Frakkelommerne.
«Ja — men —» Knut Veum blev siddende og pille med noget Papir, han havde mellem Hænderne, og saa næsten skamfuld ud.
«Du vil bli Præst da kanske?» spurgte han endelig.
Elias Knapp retted sig.
«Ja noget i den Veien,» svared han. «Jeg vil i alle Fald ind til Kristiania.»
Knut Veum sad længe taus og saa paa sine Fingre, som lekte med Papirstrimmelen. Det veksled alle Slags Udtrykk i hans unge, klarlinjede Ansigt. Saa samled det hele sig til et lidet Smil.
«Du skal se, det blir Biskop Knapp alligevel,» sagde han.
Elias Knapp drog paa Munden.
«Aa did er det nu langt,» svared han. «Forresten — det er en daarlig Soldat, som ikke tænker at bli General,» citerte han. Han reiste sig og begyndte at gaa og se sig saa smaatt omkring i Stuen.
Knut Veum sad som før.
«Og Du liker dig godt heroppe?» Elias Knapp stod ved Boghylden, tog Bøger ud, bladed og satte dem ind igjen.
«Ja, det gjør jeg.» Knut Veum svared uden at snu Hodet.
«Du agter kanske at slaa dig ned her?» Elias Knapp var ved Fruens Sybord. Talte ligesom ved Siden af sig selv med Tankerne andetsteds.
«Ja, jeg har ikke tænkt paa andet; her er fuldt opp at gjøre.» Knut Veum sad haardnakket som før.
«Ja, ja — saa er jo alting bra,» sagde Elias Knapp; han stod og studerte Noterne paa Præstens Violinstol; saa ogsaa op paa Violinen.
«Naar en kan nøie sig med det.» Han gikk igjen.
«Jeg trodde forresten, at Du —» her blev der brudt af; thi nu kom Fruen ind fulgt af Stuepigen Gjertrud med Kaffeen.
Elias Knapp vendte sig.
«Spiller Deres Mand Violin, Frue?» spurgte han.
Præstefruen smilte.
«Ja lidt i al Stilhed,» svared hun. Og Samtalen gikk over paa almindelige Ting.
Efter Kaffetid reiste Elias Knapp, og Knut Veum gikk til sit Arbeide i Skolestuen; men det lille Pust af den fremmede Mand sad igjen i Præstegaardsluften og vakte mange slumrende Tanker.
I den Tid, som var gaaet, havde Knut Veum paa Præstegaarden som overalt ellers i Bygden vundet alles Sind. Præstegaardsgutterne hang efter ham, hvor han stod og gikk, og Præstefruen, som var glad over denne Forandring med Gutterne, og som havde det skarpeste Øie for alt, som var fint og ægte, vidste ikke, hvad godt hun skulde gjøre ham. Indtil hun efterhaanden begyndte at betragte ham halvt om halvt som sin egen Søn og lagde alle Slags Planer opp. Nu havde denne fremmede Lærer, som reiste, ligesom med én Gang tændt det, som bare havde ventet paa en særskilt Anledning for at fænge.
Allerede samme Aften kom det.
Præsten, Fruen og den nye Lærer havde spist; nu sad de ude i Haven under det store Lønnetræ og nød Sommerkveldsstilheden.
Samtalen havde dreiet sig om Lærernes trange Kaar og gled da uvilkaarlig over paa Elias Knapp.
Den nye Lærer fortalte fra deres Samvær paa Seminariet og om, hvordan han fra yderst smaa Forhold havde arbeidet sig frem.
«Ja,» sagde Præsten og nikked afgjørende hen for sig, «han saa mig ud til at være et Jern; han vil visselig drive det til noget.»
Det var noget i Ordene og Tonen, som skabte Stilhed; de sad alle tre og stirred ud i Æventyrskumringen og kjendte Sommerkveldens Halvlys mellem Træerne. Tankerne var viden paa Flugt.
Saa kræmted Præstefruen.
«Ja, kjære Veum,» sagde hun, «jeg synes oprigtig talt, at De ogsaa skulde ud. De har da fuldt saa mange Betingelser —»
Præsten saa bort paa sin Hustru under skarpe Bryn, men sagde intet.
Det kvakk i Knut Veum. Saa lo han.
«Aa nei, jeg faar nokk holde mig her,» sagde han.
Præsten havde reist sig halvt, men atter sat sig.
«Dette er jo noget, som Veum selv bør bestemme, Charlotte,» sagde han. «Det er jo Ting, som andre ikke —» han kasted skarpe Sideblikke hen.
Præstefruen blev ved.
«Naturligvis,» sagde hun. «Og vi holder jo alle saa meget af Veum. Men naar en har hans Evner — det vilde jo være egoistisk af os —»
Knut Veum saa varmt bort paa hende.
Præsten havde reist sig.
«Ja, Evnerne er der ikke Tvil om,» sagde han. Han brød en Klase af en Syrenbusk ved Siden. «Men —» han begyndte at gaa og svinged Syrenkvisten efter Stængelen langsomt rundt mellem sine Fingre — «det er et vigtigt Kald at være Lærer. Et stort Kald!» Han nikked frem for sig i Overbevisning. «Et stort Kald!» Han gikk Gangen frem mellem Buskene, lugted nu og da til Syrenkvisten, som han svingte nydelsesfuld. «Et stort Kald!»
Lidt efter hørte de to, at det klakk i Havegrinden, som atter blev lukket. Præsten var gaaet ind og opp paa sit Værelse.
Der blev en Stilhed mellem de to under det store Lønnetræ.
Endelig talte Knut Veum. Han sad og saa ned paa sine Hænder, som fingred.
«Fruen skal ha hjertelig Takk,» sagde han. «Men det er nokk bedst, at —»
Præstefruen brød af.
«Sig ikke saa, Veum,» bad hun varm i Stemmen. «Schultz vil beholde Dem; det er rimeligt nokk; det ved De, vi alle vil; men — naar jeg tænker paa, hvad De muligens —.»
Knut Veum bøied af.
«Aa — der skal jo saa meget til — og —.»
Præstefruen saa bent paa ham med sine kloge, overbevisende Øine.
«Selvfølgelig,» sagde hun. «Det var jo heller ikke Meningen at udsætte Dem for noget. Det kunde jo tages ganske efterhaanden. Schultz kunde jo læse med Dem Sprogene og det vigtigste —.»
«Ja men, det gaar da virkelig ikke an at —»
«Saa kunde jo De til Gjengjæld læse ekstra med Gutterne.» Hun saa indtrængende paa ham.
Denne kloge Mellemvei hjalp Knut Veum over det hele.
«Ja — det kan jo ikke skade at lære noget,» sagde han; «og hvis Præsten virkelig vil —»
Præstefruen smilte.
«Det vil han nokk, skal De se,» sagde hun. «Og hvor Gutterne vil bli glade!»
Hun reiste sig. Og saa talte de da videre frem og tilbage om dette, gikk op og ned i Havens Gange, stod og gikk igjen. Indtil endelig Fruen fikk Haveporten opp og rakte Knut Veum Haand til Godnat. Han hørte hendes forberedende lille Kræmt, da hun gikk opp til Soveværelset, hvor det alt lyste. Men ude leved Juninattens Æventyr.
Præsten Schultz havde lagt sig, da Fruen kom opp. Han saa en liden Smule misfornøiet ud. «Du skulde ikke ha gjort dette, Charlotte,» sagde han. «Ikke før faar vi en dygtig Lærer, saa skal han forkvakles til Præst.»
Præstefruen smilte.
«Kalder Du dét at forkvakle?» sagde hun.
«Ahh!» blaaste Præsten. «Man skal være tro mod sin Gjerning!» Han snudde sig mod Væggen, og drog Nathuen ned over Øinene.
Fruen stod og løste Haaret opp.
«Hvoraf ved Du, at ikke det er hans Gjerning?» sagde hun stille.
Præsten svared ikke straks. Saa medét snur han sig mod hende, skyver Nathuen opp og ser paa hende, støttet paa Albuen, udfordrende.
«En Lærer har ligesaa stor Gjerning som en Præst! En Lærer har ligesaa stor Gjerning som en Biskop!» Det formelig lynte under Brynene.
Hun stod og kjæmmed Haaret og smilte.
«Men ikke saa stor Løn,» svared hun.
«Ahh, Viss Vass, Løn,» bed han. «Har man en Gjerning, saa spør man ikke om Løn!» Han lagde sig tilrette igjen.
Hun stod og fletted og taug.
«De dygtigste maa opp,» forklarte hun.
Præsten vendte sig igjen mod hende.
«Langt ifra,» sagde han. «De dygtigste skal vi netopp ha midt nede i Folket.»
«Og la de daarligste bli Biskopper,» tirred hun.
Han kom igjen opp paa Albuen.
«Ja gjerne det! Har vi bare gode Lærere, saa er det aldeles ikke saa nøie med Biskopperne. Er Roden god, saa greier det sig nok med Toppen!»
Hun smilte.
«Toppen rinder vel af Roden,» indvendte hun.
Han lagde sig igjen tilrette.
«Sofisteri!» erklærte han. «Skal vi gjøre alle dygtige Lærere til Biskopper, saa faar vi jo bare Elendigheden igjen.»
Hun satte sig paa Sengen og smøg Skoene af.
«Ikke alle, men enkelte,» sagde hun.
Han drog fornærmet i Natluen fremved Ørene.
«Ja visst — enkelte,» indrømmed han.
Og Charlotte Schultz, den kloge Præstefrue, benytted Anledningen til at lempe ham ind. Det var naturligvis ikke Meningen, at Veum skulde forlade sin Gjerning; Schultz skulde bare læse med ham Sprog og alt det andet, saa han siden, hvis det viste sig, at han var særlig begavet, skulde have et solid Grundlag at bygge paa. Til Gjengjæld skulde han da læse med Gutterne.
Præsten Schultz vendte sig langsomt om mod sin Hustru og saa forundret paa hende.
«Ja, Charlotte, dette er jo noget ganske andet,» sagde han. Han var ivrig Sprogmand og brændte af Lyst til at friske den gamle Kundskab opp.
Præstefruen lagde sig og bredte over.
«Ja jeg synes da virkelig, at Veum maatte have ligesaa god Udsigt som denne — jeg kan ikke egentlig like ham — denne — Knapp!»
Hun blæste Lyset ud.
«Ahh!» Altid har Du det med dine Sympathier og Antipathier, Charlotte!» Han vendte sig mod Væggen.
Charlotte Schultz lo i Mørket.
«Ja gudskelov, det har jeg,» sagde hun. «Godnat nu.» Hun vendte Munden mod ham.
Der fór noget mildt nedover det renskaarne Ansigt under Natluen.
Han snudde Kinden til. «Godnat,» sagde han, øm i Stemmen, og lukked Øinene.
Saa trakk han Luen helt nedover Øinene og vendte sig igjen mod Væggen.
«Nu vil vi sove.»
Og det blev stillt i Præstegaarden.
Der gikk en Mand Bergsli-bakken opp lyse Sommernatten. Han gikk fort, saa han hørte sine egne krasende Skridt i Stilheden. Det var Knut Veum. I over en halv Time havde han vandret frem og tilbage mellem Havegrinden paa Præstegaarden og Nysalstrappen uden at faa Ro; nu vilde han gaa sig en lang, skarp Tur for at bli det hele kvitt for Natten. Og Veien blev den vanlige, nordover Bygden; thi der laa Haug.
Da han var naaet Bergslien opp, drog han Aanden dybt og gikk langsommere; det var, som om Stilheden heroppe blev mere hemmelighedsfuld og Natten dybere; Granskogen under Throndskampen sov svart lige indpaa; Kirkespiret stod saa taust mod den sommerblege Nattehimmel der nord i Dalgabet.
Nu stansed han og saa nordover. Husene paa Haug sov; det var ødt og lydt vidt omkring. Han gikk igjen, men stansed paany og lyed. Nu kom nogen ud fra Bergsetgrænden; der hørtes Stemmer nedover Veien, Jentestemmer i Flokk, og det hvidned dunkelt paa Skaut.
Det var Vestagrændsjenter, som skulde paa Sommernatsmoro sydover.
Knut Veum gikk langsomt fremover. Der var mod Sædvane paakommen ham en Trang til at være imellem dem alle. Kunde vel ogsaa hænde, at Kirsten Haug var med, skjønt det trodde han ikke.
Da de mødtes og Jenterne halvt undseligt veg Vei, stansed han.
«Skal Dere paa Moen, Jenter?» sagde han.
De stod og smilte og svared ikke. Etpar lo. De syntes, det var underligt dette; ikke dansed han i Julemoroerne og var i alt ligesom finere.
«Bli me’ Du au da,» sagde en djærvt i Mørket og kom bagom de andre.
Da lo alle. Og etpar sprang.
Knut Veum saa efter dem, smilende. Saa lo han.
«Ja, skynd Dere naa,» sagde han. «Ellers blir det svarte Natten.»
«Det er Dag hele Natta naa,» svared en djærvt. Saa lo de igjen alle.
«Ja, Goddag da!» Knut Veum nikked smilende til de nærmeste og gikk.
«Go’nat,» svared mange Stemmer. De gikk leende og smaasnakkende sydover. Og komne paa Afstand sprang de.
Der var kommen slig heftig Ungdomsfornemmelse over Knut Veum; de fjerne, glade Stemmer i Sommernatten gjennemfór ham; Skyggerne lokked og drog. Han gikk nordover Veien halvt som i Drømme; men alle Sanser stod aabne, længselsfyldte.
Der kom det igjen en Jente, denne Gang fra Hauggaardene. Hun var i hvidt Skaut; hun gikk langsomt. Det stakk til i ham; han kjendte saa godt den Gang. Nu bøied hun af Veien sydover. Han gikk uvilkaarlig langsommere.
Ved Magazinbakken mødtes de.
Han stansed straks opp.
«Godaften,» sagde han.
Kirsten Haug smilte.
«Go’kveld,» svared hun. Stemmen kunde blive saa dyb og still, naar hun talte.
Han stod ligesom forlegen.
«Skal Du ogsaa sydover?» spurgte han.
Hun saa paa ham.
«Ja, det ska je fuill,» svared hun. Hun gikk ganske sagte, og han fulgte. Det var nu ganske stille overalt omkring. Skigarden graaned paa begge Sider af Veien; Engene sov.
«Du, Kirsten?» Han gikk og saa ned.
«Ja.» Hun saa bortpaa ham.
«Det er en Ting, jeg længe har tænkt paa.» Han saa fremdeles ikke opp.
«Saa?» Det kom rædd og kort.
Nu saa han opp og bortpaa hende.
«Skulde Du ikke ville komme ud, Kirsten?» spurgte han.
Hun blev anderledes i Ansigtet. Saa medét lo hun ligesom tvungent. «Je,» sagde hun, og Stemmen var kjølig. «Aa skuille det væra godt før?» Hun gikk fortere.
Knut Veum fulgte.
«Men din Sang da, Kirsten?» sagde han.
Hun saa hen for sig. «Haa!» haante hun. «Det var au naae! Staa der og synge for fremmedt Folk! Aa nei —.» Hun bandt Forklædet fastere. De gikk nu Bergslien ned.
«Je skuille bi byfin da kanske?» Han kjendte saa godt dette Drag paa Overlæben, denne skinnende Trods i Stemmen. «Aa nei, je er itte taa døm!»
Knut Veum gikk længe taus.
«Du vil ikke dette da?» spurgte han næsten brudt.
«Nei, de’ vil je itte.» Det kom af inderste Hjerte.
«Ikke om Du fikk nogen at holde af heller?» kom det, næsten bævende.
Det blev braatt stille. De stod ved Præstegaardsgrinden, havde stanset, uden at vide af det begge.
Hun saa fjernt hen sydover.
«Behøvde je aa reise tur Daløm før det da?» svared hun; der var Stolthed i Stemmen. «Ja Go’nat naa, Veum!»
Hun gikk.
«Godnat» — svared han mekanisk; han stod og stirred efter hende. Han saa hende gaa langs Præstegaardshaven og Veien fremover til Broen; nu bøied hun af over Broen og bortover mod Bjørnsmoen, hvor Lekvolden var. Saa blev hun borte mellem Skyggerne. Og Natten var medét saa øde.
Men som Knut Veum stod der ensom i Natkjøligheden og kjendte det saart, sang det, vagt og lykkelig ungt, fra den anden Side af Elven, fjernt henne. En klar, dragende Stemme. Han drog Aanden dybt. Det dirred til i ham inderst inde, en forunderlig kjær Fornemmelse af Hjem og Lykke. Han syntes, det var selve Sommernatten, som sang.