Knut Veum/3
TREDIE KAPITEL.
Med Knut Veum var der kommet ligesom et Solgløtt af Vaar ind over Dalen, den første unge Luftning af noget nyt og vordende.
Paa Skolen, hvor før Gammelklokkeren sad paa Kathederet med Lineal i Haand og strengt Gammelmandsblikk over Brillerne, mens Gutter og Jenter med fraværende Øine og syngende Tonefald ramsed de døde Lekser opp, var det med ét Slag blevet levende i Knut Veums Timer. Ivrige Ansigter, som fulgte Ordene, naturlige Svar paa naturlige Spørgsmaal, Munterhed, som slapp løs og atter straks blev fanget ind ved et Blikk fra de store, klare Øine, spændt og aandeløs Stillhed, naar han fortalte.
Udover Bygden, hvor Ungdommen Vinterkveldene gjerne hang kring Aaren med Hænder i Fang, tog Bøgerne fra det nyoprettede Bygdebibliothek alle Sind fangen, og i Præstegaarden stod om Kveldene ved Lyset af den store Moderatørlampe Diskussionen høit mellem Præst, Klokker, Lærer og Bønder om alle de nye Spørgsmaal, som Tiden havde reist i de store Samfund derude, og som nu kom drivende ind søndenfra og kræved Svar i selve Folket.
Præsten gikk og gned sig i Hænderne og likte dette, lagde vægtige Ord ind ud af sin Myndighed, Kundskab og Erfaring; Præstefruen sad med varme, brungraa Øine og fulgte med, gjorde af og til en klog, stilfærdig Bemærkning og drog nu og da befriede Aandedrag, naar noget afgjørende blev sagt; Præstegutterne, som før laa ude paa Bygden eller i Akebakken Vinterkveldene, sad nu hjemme og hørte paa med Hænder under Hage, stirrende. Dette var spændende nyt for alle Sanser!
Men sit stærkeste Tag paa Bygden havde den nye Lærer gjennem Sangen. Rundt den oplyste Skolestue flokkedes Bygdens Ungdom; ja selv gammelt Folk, Føderaadsfolk fra de store Gaarde og Skogsmænd fra Pladsene kunde give sig Ærend fremover til Skolestuen i Skumringen Søndagskveldene for at høre og se, hvad nyt der blev bedrevet.
Slig kunde det da svartne paa Folk, klumpvis og enkeltvis i Sneen derudenfor, lyttende og stirrende gjennem de lave Vinduer ind paa den nye Lærer, der han stod med venstre Haand paa Harmoniets Tangenter og den høire med Stemmegaffelen som Taktstokk høit løftet. Og som Sangen steg derinde med en forunderlig fremmed Magt, blev hans Ansigt stærkere; Øinene brandt; Munden var sammenbidt og Haanden, som førte Takten, knyttet. Det var dem rent underligt at se og høre; thi endda han ikke rørte sin Mund, var det ligesom han alene, som sang, skjønt hele Stuen skalv.
Og de gamle snudde sig og gikk hjem smaasmilende: Jo, det var nokk i sin Rigtighed dette! Sligt havde de hverken hørt eller set før. Han maatte være framifraa Kar den nye Skolemesteren!
Men som Knut Veum stod der og førte an i det dampende, halvlyse Rum, skjelned han i den mørke Masse af Mennesker, som sang, bare et eneste lysende Punkt, Kirsten Haugs Ansigt. Og hver Gang han brød af for at rette eller forklare, vendte han sig, uden selv at vide det, hver eneste Gang til hende. Hun var for ham bleven Sangen, Forstaaelsen af det hele, Meningen i alt.
Og det var kommen ganske af sig selv.
Første Gang der blev holdt Sangforeningsmøde, var hun ikke tilstede. Somme mente, hun vilde gjøre sig kostbar; men anden Gang mødte hun. Den nye Lærer havde prøvet hende og efter nogle faa Toner straks sagt «Sopran». Men da han saa gikk Skalaen opp paa Harmoniet og hørte, hvordan hun fulgte, skjærere og mere tindrende, jo høiere det steg, havde han pludselig brudt af og var begyndt at le. Havde knebet Øinene sammen og rystet paa Hodet: «Skulde Du nogensinde ha hørt Maken!» var det brustet ud af ham. Saa havde han begyndt at spille brede Fortissimoakkorder, som efterhaanden flød over i en brusende Koral. «Ja, det var Stemme,» havde han sagt tilslut.
Kirsten Haug var bleven blussrød under de rosende Ord. Saa havde hun ganske stille gaaet hen og sat sig mellem de andre.
Men fra den Stund var hun uundværlig paa Sangforeningsmøderne. Kom hun en enkelt Gang ikke, gikk Sangen trægt og tamt; var hendes Stemme med, stod der Glans af det hele.
— Det var en eneste Mand i Bygden, som ikke likte dette med den nye Sang. Det var Gammelklokkeren.
Som han gik der Skolehuset til og fra med Tommelfingrene huket ind i Vest-armhullerne og Messingstangbrillerne fremst paa Næsen, var han en Alderdommens levende Protest mod Ungdommen, halvt om halvt en Attegløyme fra en svunden Tid.
Det eneste, som holdt ham og hans Værdighed oven Vande, var hans Kald som Klokker i Øvrebygdens Kirke. Der var han Mester over Sangen; der raaded han Grunden alene.
Men det skulde ikke vare længe, inden den sidste vissne Streng paa det gamle Salmodikon brast; thi i Præstegaarden lagdes der onde Raad opp.
Præsten og den nye Lærer havde ofte sig imellem talt om den slette Kirkesang og pønset paa Midler til at faa den forbedret.
Endelig en Dag over Jul, som man sad sammen i Præstegaardsstuen i Mørkningen med Ildslyset fra den store Bærumsovn flakkende henover Gulvet, bragte Knut Veum atter Sagen paa Bane og foreslog, at den nye Sangforening skulde begynde at synge i Kirken paa de store Høitidsdage. Han havde tænkt paa første Paaskefest og foreslog, at de skulde give sig i Kast med intet mindre end det store Litani for fuldt Kor.
Men da reiste Præsten sig, skjøv Kalotten tilbage paa Hodet og begyndte at spasere frem og tilbage i Stuen. «Nei, dette gaar ikke, min kjære Veum,» sagde han spørgende. Stansed opp og saa paa den unge Lærer.
Knut Veum sad og saa ret fremfor sig med klare, fortrøstningsfulde Øine under Præstens Blikk. Hænderne var foldet over høire Knæ; Minen var trygg, næsten smilende.
«Nei, om ikke Præsten vil, saa gaar det ikke,» svared han.
Der lød et mildt, manende Kræmt inde fra Lænestolen i Mørket. Det var Præstefruen, som lagde sit Ord ind paa denne Maade.
Præsten gik igjen, men snudde straks og blev staaende. «Jo visst vil jeg,» sagde han. «Men — tror De virkelig — kan det virkelig være muligt, at —» han stopped opp for Knut Veums trygge Smil.
«Præsten kan jo høre Prøverne først,» kom det.
Det kræmted igjen mildt fra Lænestolen.
«Ja — det synes jeg virkelig —» blev der sagt — «naar Veum vil ha det Arbeide —» det blev atter stille derinde.
Præsten stod og tænkte.
«Ja — saaledes maatte det jo kunne ordnes,» sagde han. Han gikk igjen. Knirken af hans tørre Støvler hørtes i Stilheden.
Pludselig stanser han igjen opp foran den nye Lærer. Der var en Kamp mod Munterhed i hans Minespil. «Men — hvad tror De, Klokkeren vil sige til dette?»
Den nye Lærers Øine mødte Præstens, store og muntre. «Jeg tror neppe, han vil sige Amen,» svared han.
Da brast det for Præsten. Han sprutlo, saa Taarerne randt; den nye Lærer lo med, ungt og godt, og borte fra Lænestolen i Mørket kom et behersket Akkompagnement.
Endelig stansed Præsten.
«Ja ja,» sagde han og trued Munterheden ned igjen med kvasse blaa Øine og hvidnende Øienbryn, som rynkedes. «Det er ikke altid saa let at sige Amen.»
Knut Veum smilte.
«Aa, en Klokker skulde nu ikke netopp ha vondt for det,» kom det.
Atter brast Munterheden løs.
«I alle Fald ikke til det, Præsten siger» —
Stærkere Latter derborte fra Lænestolen i Mørket.
Præsten brød af. Snudde sig paa Hælen og gikk atter ind i Mørket, denne Gang hen til Lænestolen.
«Ler Du, Charlotte?» spurgte han.
«Ja, det gjør jeg da virkelig,» kom det mildt til Svar.
«Naa ja ja» — Præsten strammed sig opp. «Jeg skal tale med ham om dette — jeg skal nokk ordne Sagen.» Han pudsed nu sin Næse derinde i Mørket, satte Kalotten tilrette og var atter Embedsmanden.
Dermed var Sagen afgjort. Og allerede i næste Sangforeningsmøde gikk Knut Veum i Gang med det store Litani, men uden at gjøre nogen videre klog paa, hvad det skulde bruges til.
Den store Dag var kommen. Kirken var fuld fra Gulv til Kjeld. Rygtet om, hvad der forestod, var faret som en Skogbrand Bygden rundt, fra samme Øieblik Præsten havde meddelt Gammelklokkeren Sagen, og nu var de komne alle, som gaa, kjøre og kræke kunde. I Kirkestolene sad de, Kvindfolket klædt til høi Helg med Kirketørklædet fromt foldet over Salmebogen, Mændene i Ulveskindspelser og Schubskindspelser, Sauskindspelser og graa Vadmelsfrakker, alt efter Stilling og Stand, alle andægtige, som det høved sig i Kirken, men alle i en særegen Spænding ud over, hvad de ellers brugte kjende ved Kirkefærd paa de store Høitidsdage. Og alles Øine i al Hemmelighed forventningsfuldt rettet mod de fire første Kirkebænke, hvor der var sat ekstra Krakker; thi her sad Sangforeningen. Jenterne til venstre for Koret i sine skinnende Silketørklæder og med smaa skrevne Notehefter i Hænderne, Mandfolkene til høire i urørlig Rad og Række, Hauggubben og Løsetten i Ulveskindspelser med røde Skjærf, Ungdommen i Vinterfrakker med Halsplagg af blommet Silke, allesammen glodrøde i Øreflipperne og med Øine, som stirred ret frem og ned. Men paa første Bænk ved Midtgangen opp til Koret sad Knut Veum. Hvidt Silketørklæde under den sorte Yderfrakke; Pensylvansskindshuen i venstre Haand hvilende; den høire med Stemmegaffelen tungt paa Knæet lagt. Han sad ganske rolig, men var bleg.
Nu faldt Kirkens store Stilhed. Gammelklokkeren, som havde siddet og bladet i Salmebogen paa sin Plads i Koret, reiste sig, kom frem i Kordøren og læste Indgangsbønnen.
Han var enkel i Røsten idag, Gammelklokkeren; det var, som bad han mere paa egne end paa alles Vegne. Det kom morkent og enstonigt — som en vemodig Røst fra svunden Tid; Korets gamle Udskjæringer, Adam og Eva under Kundskabens Træ, Kong David med Harpe og Krone hørte tause paa; Duen over Døbefonten hang død i Luften og var af Træ. Og da han sagde Amen og med foldede Hænder atter gikk tilbage paa Plads, var det, som om hele Menighedens Aandedræt forløstes i en lykkelig Sus, som fyldte Kirken,
Nu tog Indgangssalmen i, tungt og enstonende, som gjennem alle Tider, med snirklede Gubberøster paa egen Haand indimellem, kanske svagere end ellers, fordi de fleste vented og undred over, at ikke Sangforeningen sang med.
Endelig kom Præsten fra Sakristiet og ind. Han var rolig og lys som altid, lod Medhjælperen lægge ham den hvide Høitidskaabe paa over Samarien, stellte stille med de forskjellige Ting paa Alteret og tog saa Messebogen.
Der var dødsens Taushed.
Da sang der i Stilheden en fin, svirrende Klang, som kun hørtes af de aller nærmeste. Den nye Lærer havde angivet Tonen med Stemmegaffelen.
I det samme snudde han sig uvilkaarlig og saa mod Jentebænken; Øinene søgte Kirsten Haug. Der sad hun, midt paa første Bænk; det lyse Ætteansigt havde stor Ro; Haanden med Noteheftet var sænket i Fang; Blikket saa ret mod Koret.
Hun vendte Hodet imod ham, næsten umærkeligt, saavidt at deres Øine mødtes; saa sad hun igjen og saa mod Koret.
Men Knut Veum havde kjendt en varm, velgjørende Sikkerhed gjennemrisle sig. Det var, som om hele hendes Væsen sagde: «vær trygg.» Han sad igjen som før; men Haanden holdt fastere om Stemmegaffelen.
Nu tog Præsten Messebogen og vendte sig fra Alteret mod Menigheden. Bogen var høit løftet; de kvassblaa Øine under Øienbrynene streifed som snarest Knut Veum.
Saa begyndte han.
Han var kjendt for at messe vakkert, Rendalspræsten, saa Menigheden var godt vant; men idag var der noget særeget over ham. Noget paa samme Tid forventningsfuldt og høistemt i Tonen, noget, der ligesom vented Svar.
Koret bruste ind. Knut Veum havde reist sig og stod med Ansigtet vendt mod Jenternes Bænk; Haanden med Stemmegaffelen halvt løftet med smaa, knapt mærkbare Rykk for Takten. Men Ansigtet, det unge Ansigt med de store, sanddru Øine leded det hele. Over det gikk den som Lys og Skygge, Sangen; ud af det steg den Stemningen og Magten, som bar det hele frem.
Anden Gang hørtes Præstens høibaarne Stemme; anden Gang bruste Koret ind og nu i Fortissimo. Der fór noget lyst over den nye Lærers Ansigt: nu var han trygg! Det eneste maatte da være, naar Sopransoloen kom; men der havde han jo hende!
Og det store Kor bruste videre, og Bygden sad, Mændene i sine Pelser og Kvinderne i sine Tørklæder, urørlige som støbt i Kirkestolene og bar Trykket af det mægtige Litani.
Knut Veum flytted Fod, der han stod; han skotted flere Gange bort paa Kirsten Haug, som sad og saa ret ned fremfor sig. Straks kom jo Soloen! Hun skulde vel ikke komme sig af eller glemme!
Nu sang Præsten! — Der fór en braa Angst gjennem Knut Veum. Hun sad der fremdeles og saa ned, som om ingenting vedrørte hende!
Da — i Stilheden — steg der en skjær, ensom Tone sølvklar gjennem det fyldte Rum. Først bævende, men straks med stigende Magt, trygg og klar som en Solstraale gjennem Hvælvene.
Knut Veums Ansigt lyste heftigt opp; Præstefruen bøied sig speidende frem i Præstestolen; Mængden snudde Hoderne. «A, Kirsten!» hvisked somme.
Saa faldt Koret frelsende ind.
Anden Gang messed Præsten, betagen; anden Gang svared den ensomme, sølvrene Stemme, tindrende høi. Kirsten Haug sang, sang med nedslagne Øine den halve Strofe frem; saa slog hun Øinene opp og sang videre, trygg som Barn i sin Mors Stue.
Atter sang Præsten, og atter svared hun. Præstens fornemme Stemme og hendes unge, varme — det var som Rop og Svar mellem Far og Barn, og hver Gang tog det store Kor dem frelsende ind. Til det hele flød sammen i den brede Afslutning til et Fortissimo, som fikk de gamle Ruder i den lille Kirke til at dirre.
Saa kom Prædikenen.
Men Klokkeren sad studslig og fortabt paa sin Plads i Koret og stirred ret frem for sig gjennem Brillerne.
Den nye Tid var rykket ind.
Da Knut Veum efter endt Gudstjeneste arbeided sig ud af Kirkestimmelen og naadde Præstefruen, som netopp satte sig i Slæden, rakte hun ham sin Haand.
«Dette var virkelig en Oplevelse,» sagde hun dæmpet. «Og som hun sang!»
Knut Veum fik Blodet til Kinderne, som om han var greben i noget. «Ja, det gikk jo godt,» svared han.
«Man skal aldrig forlange formeget,» sagde Præsten, som alt holdt Tømmerne. De nikked begge til ham. Slæden gled ivei.
Knut Veum brætted Frakkekraven opp mod Sneveiret og drog Pensylvansskindshuen tættere ned over Haaret. Han vilde gaa sydover for kanske at naa Kirsten Haug igjen. Da kom der en Mand i Skjoldlue fremtil og stakk uden videre en vaattet Næve borti hans.
Det var Johan Dilt.
«Ta ska Du jaggu ha Takk før,» sagde han høit, saa det klang. Drog saa videre nordover uden at se sig tilbage. Knut Veum saa sig om og smilte til dem, som stod nærmest. Saa tog han let til Luen og drog Veien sydover.
De stod og stirred efter ham.
Der var Paaskedagsselskab i Præstegaarden. Flere af Bygdens Folk var budne. Gammelklokkeren, som var selvsagt Gjæst, Hauggubben, Løsetten og nogle andre af Sangforeningen og mellem de unge — Kirsten Haug. Saa var der ogsaa den Kveld noget særskilt. Student Peder Søgard, som var hjemme i Paasken og havde sin Søsters Veninde, en Byfrøken, med, var buden. Han havde været paa Visit Dagen i Forveien, havde ikke truffet nogen hjemme, men havde lagt sit Kort. Saa havde da Præstefruen inviteret baade ham og hans Søster og den fremmede Dame. Nu sad han der i Lænestol ved Siden af Præstefruen, var i Skarpskytteruniform med sorte Snorer, havde vel friseret Haar og to meget med Guld plomberte Tænder. Var fuld af Munterhed, fortalte Historier og sagde smaa Vittigheder, altid i et vel pudset, akademisk Sprog. I Sofaen sad den fremmede unge Dame ved Siden af hans Søster med sin Haand mellem begge hendes, som hørte hun Familien til. Var vakker med stort opsat Haar og havde en liden Duft af Parfume. Rundt omkring paa Stole sad de indbudne Bønder tause og hørte paa, Gammelklokkeren med korslagte Ben og de foldede Hænder derover.
Men Kirsten Haug sad nær Vinduet paa en Stol ved Sybordet og ret overfor hende Knut Veum.
Nu kom Præsten ned, saa man kunde gaa tilbords. Han havde været paa Kontoret — maatte først endnu en Gang gjennemstudere Prækenen til Andendag.
«Ja, værsaa god» — Præsten gik hen og satte sig straks. Student Søgard reiste sig og bød Fruen sin Arm.
«Tør jeg spørge, hvor —» han saa mod Bordet.
Hun lagde smilende sin Arm i hans.
«Aa, vi tar det, som det falder sig her oppe,» svared hun.
«Naa saa!» Han lo.
Og saa bænked de sig alle efter nogen Nølen og Nøden Plads efter Plads nedover. Men den nye Lærer kom til at sidde ved Siden af Kirsten Haug.
Præsten bragte straks Talen ind paa Sangen i Kirken og mente, at med det Resultat burde man være vel tilfreds. Præstefruen tog stærkere i. Hun syntes, det var noget ganske mærkeligt, og Student Søgard, som var Medlem af Studentersangforeningen, gav hende sin kyndige Tilslutning. Han bøied sig frem og saa nedover langs Bordet til den nye Lærer. Løfted saa sit Glas.
Alle drakk i Stilhed.
Knut Veum nipped til Rødvinen; satte Glasset fra sig og saa ned paa sin Gaffel, som han lekte med.
«Ja, det var nu egentlig Kirsten Haug,» sagde han ligetil og stille.
Det Ord slog ned.
Fruen og den unge Bydame tog i med stærke Ord, og Student Søgard bøied sig igjen frem, smilende, og saa nedover.
«Ja ved Du hvad, Kirsten,» sagde han intimt, «den Stemme burde der unegtelig gjøres noget ud af!» Han var jo kjendt fra Barn og langt ude i Slægt. Saa løfted han igjen sit Glas, og der blev høilydt klinket og drukket.
Kirsten Haug svared intet; men hendes Mund bued sig til dette lille stolte, spodske Smil, som hører Ætten til.
Præsten var kommen i Perlehumør. Han sad og spiste Brødsmuler alt i ét og skotted af og til under de lyse Ørnebryn over mod Gammelklokkeren.
Endelig kom det.
«Naa — hvad synes saa De om Sangen, Klokker?» spurgte han. Han saa paa sin Haand, som lekte med Brødsmulerne.
Gammelklokkeren saa opp fra Maden som snarest.
«Aa je synes, det bir før myy taa di, je,» svared han.
Man lo.
Gammelklokkeren saa igjen opp og lagde Gaffelen.
«Je synes, Præsten skulle ha mest aa seie i Kjerkjen,» sagde han tappert.
«Aa saa Klokkeren,» — skjød Student Søgard ind.
Man lo igjen, inderligt. Men Præsten fanged Spøgen ind.
«Naa ja,» sagde han og rynked sine Bryn mod Alvor, mens det endnu lo i hans Øine. «Jeg mener sandelig det samme. En god Klokker er bedre end —»
«— en daarlig Dokter,» kom det med Hauggubbens troværdige Bass.
Det Ord faldt forløsende. Munterheden blev almindelig; selv Præstefruen kunde ikke lade være. Kirsten Haug lo ungt og hjerteligt, og den nye Lærer knegged med vidt opspilede Øienbryn. Han syntes i sit stille Sind, at Ordet var saa inderlig vel anbragt.
Men mest og hjerteligst af alle lo Student Søgard.
«Det er udmærket! Brilliant! Jeg takker paa Standens Vegne!» Han saa til alle Sider over sit løftede Glas.
Præstefruen jævned det hele ud.
«Jeg tænker, hver Stand er god nokk for sig,» sagde hun smilende. «Paa det drikker jeg.» Hun saa fra den ene til den anden med sine varme, gode Øine.
Saa gled Samtalen over paa andre Ting.
Men hele Kvelden frem hørte de i Kjøkkenet over alle andre Student Søgards muntre Latter og fornemt bymæssige Stemme, og da de unge om Kvelden tog Afsked ved Præstegaardsgrinden i Maanelyset og den fremmede Byfrøken gled og faldt i den vaarsvulne Sne, var det atter et Ord fra ham, som krydred det hele.
«Hvad der bliver skjult i Sne, kommer opp i Tø,» sagde han. Han hjalp Frøkenen opp og bød hende Armen. «Godnat, godnat!» Saa forsvandt de to sydover Veien i støiende Samtale med Søsteren taus ved Siden.
«Det var munter Kar,» sagde Knut Veum — han fulgte Kirsten Haug opover Veien.
Hun stansed. Hendes unge, buede Læber drog sig opp til Haan.
«Og saa fin!» sagde hun. Hun formelig drog Ordet bortover.
Knut Veums Ansigt lyste opp.
«Siger Du ogsaa det?» hvisked han.
Hun stod endnu. Hendes Øine mødte hans i Maanelyset.
«Ja huf,» svared hun. Saa gikk de videre.
Hun stansed igjen. «Det klær itte øss slikt,» sagde hun.
Knut Veum lo.
«Aa, det er da vel fint at være fin,» spurgte han.
Kirsten Haug stod og saa opp paa ham. I Blikket var der noget dulgt beundrende.
«Saa inda-ifraa,» svared hun. Og gikk igjen. Men som om hun kjendte, hun havde røbet noget, førte hun straks Meningen over paa den fremmede Byfrøken.
«Ho var fin,» sagde hun. «Og saa vakker da!» Hun saa bort paa ham efter Bekræftelse.
Knut Veum braastansed og snudde hende mod sig. Der var pludselig kommen noget over ham, som han ikke mestred.
«Da ved jeg en vakkrere,» sagde han lavt og varmt. Han fikk Tag i hendes Haand. «Du, naar Du synger!»
Hun drog Haanden fort til sig, stærk som hun var.
«Huf nei da!» sagde hun, som bæved hun tilbage for noget farligt. Saa snudde hun fort og gikk.
Han fulgte langsommere.
«Kirsten!» sagde han dæmpet.
Hun snudde sig, mens hun gikk. «En ska itte seie det, en itte mener,» svared hun. Snudde igjen og gikk fortere.
Han stansed. «Jo, det mener jeg,» sagde han.
«Aa, nei nei!» Hun slog ud med Haanden, som for at slaa det hele fra sig. Saa gikk hun videre, næsten smaasprang opover.
Knut Veum stod. Stirred efter hende, men vaaged ikke følge.