Knut Veum/2
ANDET KAPITEL.
Det var stegende hedt i Præstegaardshaven.
Oppe i det store Lønnetræ sad Præstens to Gutter sammenkrøbne og stirred sydover Veien. Humler og Hveps summed omkring i de fine, lysgule Lønblomster; de hørte det ikke. Myggesværme steg og faldt mellem Stammerne, sang sig med sin fine Sang paatrængende ind i Ørenkroker og Halslinninger eller bed sig fast rundt Haandleddene; — de ænsed det ikke. Thi der syd i Svingen saa de ham, en høi, fremmed Mand komme gaaende. Det maatte være den nye Lærer; han var kommen til Bygden over Fjeldet med Johan Dilt igaar og skulde bo i Præstegaarden.
De to Gutter tog sig skjælvende paa Tag og dæmped Pusten, saa de kjendte Aandedrættet bæve varmt om Læber og Kinder; der var han jo ganske nær.
Han stanser. Han skulde vel ikke have faaet se dem gjennem Løvet?
Nei. Nu sætter han Vadsækken fra sig paa den støvede Græskant, tar et Lommetørklæde opp og tørker Sveden!
Det gjør ondt i Nakke og Rygg; men de sidder huggende stille og stirrer med store, forbeholdne Øine. Han har sort Haar; han er høi, næsten mager — farlig visst. Nu slaar han med Lommetørklædet Støvet bort fra Støvler og Benklæder; — han har blanke Støvler. Saa harker han et Par Gange, nokksaa høit, tar Vadsækken i Haanden og gaar videre.
De to skotter paa hinanden; den ene dytter den anden varsomt i Siden. De gjør lynsnart et Par jublende Grimaser til hinanden nu, da al Fare er over, og ser saa atter i Spænding efter den høie Mand.
Jo! Nu tar han i Grinden. Det er den nye Lærer! Og nu gjælder det, hvem som kan komme først ned og ind.
— — —
Paa Nysalen i selve Bispeværelset skulde han bo.
Værelset havde sin eiendommelige Plads i Præstegutternes Fantasi. Det var bittende lidet efter Landsens Maal og havde Tapeter med brune Blomster paa hvid Bund. Den brede Bispeseng stod der drivende hvid med Forhæng af heklede Tæpper. Rullegardinet var hvidt og altid nede; paa Speilbordet med det hvidkniplede, side Bordtæppe stod en Karaffel af blaat Glas med runde, udringede Udslibninger og Glas af samme Sort hvælvet over. En stor Ovn fra Bærum Verk med mystiske Bukkehoder udstøbt paa Siderne stod i det inderste Hjørne graablank pudset, og gav Værelset sin eiendommelige Lugt af Ovnssværte og indestængt Solvarme.
Værelset laa i anden Etage og var det eneste, som kunde beboes paa hele Nysalen. Thi Rummet ved Siden brugtes nu bare til Vadsk og Skomageri, og nedenunder var det mørke Vognskjule med en ældgammel, knust Kaleschevogn fra Præsten Storms Tid. Der brugte ogsaa Lig at staa, og der hørtes underlige Sukk og rare Knepp, især ved Kveldstid og i Mørke.
Ola Styggpaajord, Drengen, og Lars Enkegaarden, som havde hentet den nye Lærers Tøi paa Berg, hvor han havde ligget første Nat, kom nu stampende opover den tværbratte Trappe og satte et Par smaa Kufferter ned midt i Værelset.
Den nye Lærer rulled Gardinet opp og slog begge Vinduer paa vidt Gab.
«Hvad koster Skydsen, Karer?» Han sætter sig i Vindueskarmen og tar Pengepungen opp.
«Haa, je vet itte — Du faar gi, som Du synes,» svarer Lars Enkegaarden; han smiler.
Skolelæreren gir en hel Mark.
«Nei, detta bir før myy det, Gut,» siger Lars Enkegaarden og tar langsomt imod.
Skolemesteren spærrer Øienbrynene opp, ser paa ham med de store brungraa Øine og tar til at higste og le.
«Er Du af de Karerne, som faar før myy af det Slaget, Du?» spørger han tilslut.
«Du er kanskje taa di Karøm, som har før myy taa sa Slaua Du?» svarer Lars Enkegaarden, og saa ler han.
Men det blev en Latter, som Bispeværelset aldrig havde hørt Magen til, hverken under denne Præsten eller den forrige; den tog Tro og Overbevisning baade fra Skolelærer og Præst; for Lars Enkegaarden var den stærkeste Leer i hele Sognet.
De sagde om ham i Bygden, at han aldrig blev buden i Gravøl; for kom han der, saa blev det Dansemoro paa røde Rappen.
«Kan Du synge Du?» spørger den nye Lærer ham hvasst indimellem et af Lattertagene.
Lars braastanser.
«Synge?»
«Ja, Du, som kan le slig?»
Lars blir medét alvorlig og stikker Marken i Vestelommen.
«Aa, de’ vet je itte,» svarer han.
Men i Døren staar Ola Styggpaajord sværlemmet og krokfingret og venter.
Lars Enkegaarden er bleven stilfærdig medét. Han staar og ser paa Skolelæreren.
«Du er kommen taa den nye Læra Du kanskje?» spørger han.
«Af den nye Læra? Ja, det kan Du forlate dig paa, at jeg er kommen af den nye Læra,» svarer Skolelæreren; han sætter Nøklen i Kuffertlaasen. Laaget smelder op med et Smekk; Bøger og rare Ting vælter udover; og Præstens Søn, som alt har begyndt at holde af den fremmede Mand med det fine Ansigt og det store, lokkede Haar, tar ivrig fat med at lægge tilrette.
«Ja, saa faar Du ha Farvel da,» sagde endelig Lars.
«Farvel.»
Lars gaar. Og Præstens Søn og den nye Lærer er alene.
«End Du? Kan Du synge Du?» spørger Skolelæreren. Han hænger en Frakk opp.
Præstens Søn tier forlegen og smiler.
«Naa? Du kan vel altid en eller anden Vise?» Han tar en underlig liden Ting opp.
Gutten stirred forundret.
«Stemmegaffel, Gutten min.» Han slog an og satte den paa Bordet.
Bispeværelset gav i samme Stund den lille Gut et nyt Indtryk, som han aldrig glemte. I den svirrende Metaltone smøg der sig ind i hans Sjæl det første underlige Indtrykk af et Liv langt derude; dette flød sammen med hans nysgjerrige Angst for Bispeværelset til en Stemning, som laa paa Grænsen af Graad.
«Naa, hvad er det saa for en Sang, Du kan?» Han strøg Gutten over Haaret.
Det gikk i Vildrede med al Tankegang og alle Forsætter om at tie, nu da Afgjørelsen stod saa fremmed og stærk lige indpaa.
«Aftensolen smiler», kom det blødt og brudt. Taarerne stod Gutten i Øinene.
Da lo den nye Lærer.
«Du er da vel ikke rædd for mig, Gutten min?» spurgte han, vek i Stemmen.
Gutten blæste forlegent gjennem Næsen og smilte.
«Vi skal nok lære at synge, vi to,» sagde Skolelæreren og rakte ham Haanden.
«Hvad hedder Du forresten?»
«Henrik. — End Du?» Det kom frygtsomt og lavt.
«Veum, Gutten min. Knut Veum. Kan Du huske det?»
Gutten smilte. Og de gikk ind.
Men det kom de siden overens om, Præstegaardsgutterne, at han visst maatte ha en forskrækkelig stærk Stemme, han Skolelæreren, siden han snakked saa svært om den Sangen. Tro, om han stakk Gammelklokkeren? Ja, for gjorde han det, da havde han gjort dem den største Fryd i hele Verdens Rige!
En Dag ud paa Høsten samme Aar var der stort Møde i Dalens Skolestue. Og Møder havde der været hver evige Søndag Eftermiddag, alt siden Kornet blev bjerget.
Det var den nye Sangforening, som drev paa. I en Halvkreds om Knut Veum og Harmoniet (tænk de havde alt faaet et sligt fint underligt Instrument!) stod Bygdens søndagsklædte Mænd og Kvinder, Mændene i Vadmel og tykke Støvler, Kvindfolkene, nogle i stivstrøgne hvide Tørklæder, andre (og det var de finere) i blommede Silkebasttørklæder og med Silkeslips om Halsen.
Luften var fugtig og tung af de mange Mennesker; Gulvet bar vaade, muldsvarte Flækker efter tinende Skotøi; thi ude var den første Sne faldt paa ikke fuldt tilfrossen Jord, saa Nysné og Muld kramed sig til Skoene og fulgte med ind.
Og de sang alle disse Mennesker hver paa sin Vis og efter sin Evne, til stor Forskrækkelse for Vægge og Tag i den gamle Skolestue. Den havde saavisst aldrig drømt om, at der skulde findes et sligt Uføre af umulige Stemninger og forskjellige Meninger i noget saa simpelt som en Sang.
Det gamle gule Salmodikon hang og dirred paa Væggen, støvet og forglemt. Skruen var sprungen ned; den Del af Strengen, som før var brugt, hang slapp, men holdt sig endnu ret efter gammel Vane; men den Del, som før var snoet anstændig og stramt omkring Skruen og aldrig før havde faaet synge med, virred sig nu i lysgule tugtløse Krøller, overrasket og vild i sin unge Frihed.
Verset begyndte:
«Norden er et Søskendlag» —
Knut Veum banked hidsig af. Alle Stemmer taug; — bare Bassen dured videre:
«af et gjævt og gammelt Slag —»
Det var gamle tykke Hauggubben, svær i Stemmen, men sén i Vendingen og vanskelig at stanse, naar han engang var kommen ivei.
«Men det er jo rav ruskende splitter pine galt!» skreg Knut Veum; han bed Tænderne sammen og skjøv Underkjaken frem. De store, mørke Øine lyste af Sinne.
Saa smaalo han straks bagefter med sit milde Smil.
«Kan Dere da ikke forstaa!» — han klødde sig i Hodet.
«Herregud, er det da noget at graate for det, at Norden er et Søskendlag?»
Mandfolkene stod og smaasmilte og skotted bort paa hverandre.
«Er det noget at være saa gudnaadslig rædd for det da? Bassen var igrunden bedst han; derfor blev han igjen til sidst ogsaa.»
Latter og frydefulde Bemærkninger.
«Men nu maa Dere sandelig forstaa» — og saa blev Skolelæreren varm og stod der høireist med brændende Kinder og lagde ud om, at Sangen, det var nu det, som var dybest inde i os alle, det vi drømte og længted og ikke ellers fikk frem. Og det var ikke enstemmigt; det var hundred forskjellige Ting det. Der var igrunden ligesaa mange Stemmer som der var Mennesker, der sang! Men det gjaldt at faa det til at klinge ihop endda. Den flerstemmige Sangen, den var igrunden som et frit Folk. Ikke denne gamle Enstemmigheden med en Klokker foran og alle andre varsomt efter, men tusen Sind og tusen Tanker og tusen Viljer, som fandt hverandre i en stor Harmoni, fordi de alle bøied sig under Frihedens evige Lov. En slig Sang af et sligt Folk kunde ingen Magt paa Jorden stanse. Den løfted Tag og løfted Tyngder og skabte en stor, ren Glæde, som aldrig glemtes, og som altid var at finde i de tunge Stunder. Den var som Friheden Folkets bedste Ven!
Dette og meget andet sagde Skolelæreren, og da lyste det af Øinene paa ham, og da stod Bygdens Folk med den halve Forstaaelses Smil tause rundt omkring. Men Henrik, Præstens Søn, som stod midt oppe i Jenteflokken og skulde agere Sopran, kjendte, hvordan Blodet strømmed gjennem ham varmt og koldt, og i Tausheden hørte han det sang over hele Norges Land, gjennem alle Byerne, opover alle Dalene, og de gamle graa Fjelde sang Bass, saa det dured, og blev alene tilsidst, fordi de var saa svære i Maalet og sene i Vendingen.
«Om igjen,» sagde Knut Veum.
Og de smaa gule Sangbøger kom opp, og de tunge Mennesker med de stærke Røster faldt ind, og nu sang de Verset ud om
«Svea, Nor og Danevang».
«Naa var der Mening,» sagde Skolelæreren.
Hauggubbens smaa blaa Øine gikk hurtig og fornøiet frem og tilbage; han tørked Sveden med sit røde Lommetørklæde.
Saa blev der en lang Pause med aabne Vinduer og et uendeligt Prat. Dette var da noget af det snodigste, de havde været med paa! Tro, hvad Gammelklokkeren vilde sige til dette?
Og fra Jenteflokken kom der snare, stjaalne Øiekast bortover did, hvor han stod med begge Hænder i fuldt Tag om Vinduesposten og stirred ud.
Saa drog det ivei igjen med «Høiest løfter jeg da Guldpokalen for mit Fædreland».
Det, som nu hændte, blev den lystigste Del af Festen; thi her var der Piano og Forte og Solo, snart i Sopran og snart i Bass og alskens listige Forhindringer paa en ærlig Mands jevne Vei.
Nu falder det sig slig i den Sang, at Bassen først har Solo. Hauggubben staar færdig og ved hans Side Løsetten, høi og tyndhaaret, lang Hals med stort Adamsæble og Munden som en rund, udoverbrættet Trut til at synge dannet Bass med. Han har været paa Agronomskolen og kan Noterne fra før.
Koret tar i med Forte:
«Høiest løfter jeg da Guldpokalen.»
«For mit Fæ —,» svarer Bassen rædd og famlende.
«For mit Fædreland,» bruser Koret atter ind.
Knut Veum begynder at le, først stille hikstende og tilbagetrængt, saa i jublende, stærke Triller.
Han bryder af.
«For mit Fæ! Hvad for et Fæ?»
Almen Jubel!
«Ja, der ser Dere. Naar Bassen kommer bagefter, da er den Pokker til Kar «af et gjævt og gammelt Slag»; men naar den skal gaa foran og elske sit Fædreland, da faar en høre, at det bare er sit Fæ, den elsker. Syng ud af Leveren, Kar, saa er det ingen, som vaager tro, at det bare er dit Fæ, Du elsker!»
Og Verset blev sunget om igjen, og Sangen gikk, og Fæet blev til et Fædreland.
Men saa kom man til næste Solo — i Førstebass.
Der stod Bygdens Urmager ivrig og begeistret, laaghalt og glattraget med en Duft af fine Smørelser fra Urmagerkunstens Hemmeligheder, beredt til at offre alt for Harmoniens Opretholdelse. Og han tog Soloen læspende og freidig:
«Dalen svøbt i Guld og Blomsterflôr,» saa det komiske i Situationen gikk hver eneste en til Marv og Ben. Sopranen snubled over sit Pianissimo; Bassen skulde holde sig stø, men gikk over i dybe Klunk af Latter, og anden Tenor benytted Anledningen til at skjære ud af Sammenhængen.
«Ja, ja, ja,» sa Skolelæreren og slog af.
«Det er itte greit aa væra Urmager naa,» bemærkede et vittigt Hode i anden Tenor.
«Vi er alle Urmagere for Vorherre,» svared Knut Veum. «Meningen var god, og det er det vigtigste.»
Og Verset gikk om igjen og om igjen, og Urmageren sang og læsped i større og større Begeistring «Dalen zvøbt», og de yngre dulted hverandre i Siden, hver Gang han satte sig i Positur til Soloen. Men Fædrelandet var reddet, og den læspende Redningsmand hed altid senere i Dalens Sangforening «Dalen zvøbt».
— Klokken blev ti om Kvelden, før Mødet var slut.
Men da Præstens Søn sammen med den nye Lærer den Kveld gikk hjemover, havde han en Følelse af, at han havde været paa en lang Reise. Og da han saa den svarttakkede Rand af Granskogen tegne sig i Fjeldbrynet mod den kjølige Høsthimmel, drog han et af disse lange, stødvise Aandedrag, som Børn drager efter Graad. Det var den første, bevidste Længsel ud.
Men da de stod i Præstegaardssvalen, hørte de fine, forsigtige Toner. Det var Præsten selv, som havde fundet frem af Loftet en gammel Violin, han havde brugt som Student.
Han lagde den hurtig bort, da de to kom, og kasted sig straks over i en livlig Disput om forfærdelig aandelige Ting. Gutten sovned af med Hodet paa Bordet, da de begyndte med «det levende Ord», og kvakk til igjen, ør og grøssen ved nogle høirøstede Forklaringer om det folkelige Selvstyre.