Knut Hamsuns „Sult“
Knut Hamsuns „Sult“.
For godt og vel halvandet aar siden stod der at.læse i det den gang i Kjøbenhavn udkommende tidsskrift „Ny Jord“ en anonym skildring fra Kristiania, benævnet „Sult“. Man maa gaa saa langt tilbage som til J. P. Jacobsens første fremkomst for at finde en tidsskriftsartikel, der har gjort en tilsvarende virkning paa det litterære publikum i Kjøbenhavn. Virkningen sporedes ogsaa hurtig i Norge. Kort efter at det paagjældende hefte af „Ny Jord“ var udkommet, kunde man i norske aviser læse henvisninger til ,Sult" og sterke ord om, at Norge havde faaet en ny forfatter.
Nu foreligger Knut Hamsuns „Sult“ ikke blot som et løsrevet prøvestykke, men som en udførlig skildring i fire afdelinger. Det er en bog paa 333 sider.
Den handler om dette ene, at en ung mand, der vil leve som skribent i Kristiania, gaar omkring der og sulter. Ikke blot sulter i ny og næ, men sulter fra dag til dag, og bogstavelig er ved at omkomme af sult. Det er en oprivende bog. Den skildrer sultens lidelser med en rigdom af nye træk i de malende ord.
Som naar der fra et net af vandaarer i jorden, der alle fører ét slags væde med sig, dannes et væld, flyder i forfatterens sind sultens stemninger sammen til ét stort kildespring af nød og græmmelse og stikkende pine. Det er selve den haarde sults aandelige og legemlige patologi, som bogen giver. Men jevnsides falder der dulmende og bløde ord. Man læser sig saa at sige kundskab til om sultens poesi. Der findes hymner om sulten.
Og der stiger forbandelser mod sky, som vil bringe det halve Norge til at blegne.
Der er en kraft og virkelighed i denne bog, som overvælder, og der er henrivende skjønheder. Bogens litterære værdi kan kun maales med det bedste i Europas nuværende litteratur, og der er ikke tvil om, at den vil gjøre overordentlig stor virkning. Hamsuns navn er fra nu af indskrevet blandt de første forfatteres.
„Sult“ er for saa vidt et enestaaende verk, som ingen tidligere har vovet at indlade sig saa udførligt paa saa enkelt et emne. Og alene det kunstneriske mod, der hører til for at fatte planen til bogen og gjennemføre den, er vor beundring værd. Det fordrer en fordybelse i og aandelig gjennemlevelse af stoffet, som kun er de meget faa givet. Russerne er de eneste, der for alvor har vist vei i denne henseende.
Hamsuns stil er let præget af en vis amerikansk manér. Han synes at have maattet betale sim foragt for det moderne Amerikas aandsliv (se hans bog om Amerika) med en umiskjendelig paavirkning fra dette lands første stilist. Som Mark Twain ynder han overraskende sammenstillinger af fjernt fra hverandre liggende forestillinger, og som denne kan han drive sine udtryk helt ud forbi deres yderste muligheder. Men ligheden er kun udvortes, og den taber sig til med i bogens sidste afsnit. Som stilens væsentligste kjendemerker kan anføres ordenes tilbagetrængte hast, den stolte beherskelse, der er over hver sterkt fornummet sætning, den vilje, der ligger i hver eneste glose, foredragets magre og muskelstærke svulmen. Hamsuns stil er ikke draperet, den er nøgen, og den smykker sig om hals og arme med rige klenodier. Hans form er aldrig plastisk, men fra skulder til fod er hver bevægelse beregnet, og sjelden forfeiler han sit maal. Længe er det siden vi i Norden har læst saa rammende ord. Deres skjønhed er deres varme, deres midt i hurtigheden hvilende og nøieregnende, nervøst fantasirige udførlighed.
Som russerne er Hamsun psykolog og skildrer af de smaa ting. Han følger sm helt — bogens fortællende „jeg“ — paa hans pinefulde vandring, fod for fod gjennem Kristianias gader. Hver halve time er skildret, hvert møde, hver lille begivenhed, hver vending i hans indre og ydre tilstand. Kun om alt, hvad der ligger før og efter den fortærende sult i hans liv, faar vi intet at vide. Vi møder dette .jeg” midt oppe i elendigheden. Endnu er han forholdsvis koldblodig og glad for blot det mindst mulige af et gunstigt tilfælde. Han stræber med sine artikler, han er stolt i sin sult, mest tilbøjelig til at være mild, og han er ydmyg og voldsom påa samme tid, han haaber, han giver sm vest hen til en, der langt fra er saa fattig som han selv, han digter sig ind i en glødende hede, han lyver, forarger, stamper imod, opgiver det hele og faar hvilestunder, hvori han paany kan leve. Bestandig er han syg af ny og gammel sult, han mister haaret i store totter, han har feber og er saa nervøs, at han maa lægge klude over hænderne, medens han skriver, fordi han ikke kan taale aandedragets sagte pusten paa huden. Men værst af alt næsten er det dog, at naar det endelig lykkes ham at faa et maaltid mad, kan han ikke taale det, han maa give det fra sig igjen. Da forbander han en dag Gud, saa himlen staar i brand. Og midt i alt dette smutter der ind et møde med en pigelil, der er saa smeltende yndefuldt og forskrækkende sandt, at det formodentlig vil blive aarsag til et forbud mod bogen fra dydens side. Men videre og videre glider han ned i den sorte nød, vanviddet er ude efter ham, han er ved at bryde moralsk sammen, eller døden optræder simpelthen i hans følge. Det er en kjæde af store og smaa stemninger i en eneste fortsat tilintetgjørelsens kvide, en overraskende og pragtfuld rigdom paa omslag mden for samme fortvivlelse. Det er betagende altsammen, som den virkelige nød er det; Sult" er en bog man ikke kan lægge fra sig, før den er læst til ende.
Som højdepunkter i fremstillingen bør vistnok nævnes skildringen af den nat, han tilbringer i den reserverede afdeling for husvilde paa politikammeret, og saa hele sidste afsnit om logishuset. Man har der paa den ene side Hamsuns overvældende evne til at finde udtryk for de mest særegne, selvskabte stemninger — saa særegne, at man skulde være tilbøjelig til at hidlede dem fra et liv i en fantasi, vi slet ikke kjender —, og paa den anden side hans styrke i den fuldstændig nøgterne gjengivelse af det sete. Den sidste egenskab ved Hamsuns kunst er ikke den mindst værdifulde, det er til syvende og sidst den, der lover mest for fremtiden. Hvor stort et fond af smertefuld eller glad og følelsesrig lyrik, han end har at øse af, vil der for hans kunst dog blive mest hvile i den ligefremme gjenfortælling af det iagttagede, og i hvilen naar kunstopfattelsen dybest ned.
„Sult“ er altsaa i mine øine, for at sige det kort, en litterær begivenhed af første rang. Som alt nyt og godt vil bogen naturligvis forarge i vide kredse. Det gjør intet. Selv de forargede vil høste fordel af bogen. Dels vil dens kunst, dem selv uafvidende, høine deres forestillinger, og dels vil den indprente uforglemmeligt i deres hjerner, hvor dyrekjøbt stundom kunsten kan være. Denne mand, der sulter saa dødelig bittert, sulter alene. fordi han ikke kan bekvemme sig til at give en linje fra sig, der ikke er præget af hans evners yderste formue. Vilde han skrive som de andre skriver, kunde han hundrede gange have tjent de ti kroner, som det nu er hans stræbens enestaaende lykke at opnaa.
Bogen er sørgmodig. Det er borgerlig talt dens fortjeneste ikke at være sørgmodig skrevet.
Man huske, at da det afsnit blev til, der har den lyseste tone, var Hamsun endnu en stridende og fuldstændig ukjendt mand.
Lad dem, denne bog forarger, gaa hen og læse, hvorlunde man hos sig selv kan finde midler til at være uforbitret.
Kjøbenhavn den 14de juni.
E. Skram.