Knut Hamsun
Gyldendal, (s. 79–83).
KNUT HAMSUN
Her staar vi ved en verden, et jordisk univers,
som næsten er for stort for vore blikke!
Hvor sindene maa flakke, maa fly paa kryds og tvers,
for steder til at hvile fins her ikke!
Men søker du dig, blændet, allikevel et punkt
fra hvilket alt det øvrige kan gjælde,
la sindet strømme nordut! Dér hæver de sig, ungt,
hans sværmeraars udødelige fjelde!
som næsten er for stort for vore blikke!
Hvor sindene maa flakke, maa fly paa kryds og tvers,
for steder til at hvile fins her ikke!
Men søker du dig, blændet, allikevel et punkt
fra hvilket alt det øvrige kan gjælde,
la sindet strømme nordut! Dér hæver de sig, ungt,
hans sværmeraars udødelige fjelde!
Dèr ligger de i gryet og kjøler sig, støpt af
livagtig efter jættehavets bølger,
og synes selv saa nakne og friske som et hav,
trods veksterne og dyrene, de dølger!
Dèr saadde ung Edvarda i jægersmandens blod
den søte og ulidelige véen,
som bare kan bli til i et øde uten ro,
med nattesol og blomster under sneen!
livagtig efter jættehavets bølger,
og synes selv saa nakne og friske som et hav,
trods veksterne og dyrene, de dølger!
Dèr saadde ung Edvarda i jægersmandens blod
den søte og ulidelige véen,
som bare kan bli til i et øde uten ro,
med nattesol og blomster under sneen!
Og sé det! Det forblommede, kolde tindeland
som sturer med det mørke lille været,
staar pludselig i havet med kinderne i brand,
bevæget af det deilige begjæret!
Og med den varme, paniske rødmen jaget op
i blaanerne, skal Ellelandet skinne,
og bare blusse elskov og vanvid fra sin top,
til menneskernes opbrudsstund er inde!
som sturer med det mørke lille været,
staar pludselig i havet med kinderne i brand,
bevæget af det deilige begjæret!
Og med den varme, paniske rødmen jaget op
i blaanerne, skal Ellelandet skinne,
og bare blusse elskov og vanvid fra sin top,
til menneskernes opbrudsstund er inde!
— — — — — — — —
Om jægersmanden tonte en klar og ædel klang
i aarene, som brusende kom efter!
Han saa sig tid til meget, o selv til gull-rik sang,
skjønt vers er noget utenom, som hefter!
Det var, som om et fjeldbaand af viddevekster bandt
og snæret ham, og hæmmet ham paa færden ―
saa skjøt han af geværet, og fridde sig, og fandt
sin store og besynderlige verden!
i aarene, som brusende kom efter!
Han saa sig tid til meget, o selv til gull-rik sang,
skjønt vers er noget utenom, som hefter!
Det var, som om et fjeldbaand af viddevekster bandt
og snæret ham, og hæmmet ham paa færden ―
saa skjøt han af geværet, og fridde sig, og fandt
sin store og besynderlige verden!
Nu skinner den i gryet, hans fjerne Nordlands-nut,
med ungdommens ugripelige drama,
og foran ligger festlig, almægtig rullet ut
hans kongelige prosa-panorama!
Saa rummelig og herlig et rike er vel dét,
med tusinder af sjæle i forvaring! ―
men lite kan det lønne at bry sig med at sé
om menneskerne fins i vor erfaring!
med ungdommens ugripelige drama,
og foran ligger festlig, almægtig rullet ut
hans kongelige prosa-panorama!
Saa rummelig og herlig et rike er vel dét,
med tusinder af sjæle i forvaring! ―
men lite kan det lønne at bry sig med at sé
om menneskerne fins i vor erfaring!
Dén solen, som med samme saa kjente, gamle glans
fordeles paa de vrange og de rette,
er ikke dén, som raader i kongeriket hans,
tro fremfor alt i verden ikke dette!
Nei, skikkelserne dér er et skjæbnegalleri,
som, suverænt, guddommelig vilkaarlig,
en sol af hellig humor og gylden ironi
bestraaler ― saa uendelig alvorlig!
fordeles paa de vrange og de rette,
er ikke dén, som raader i kongeriket hans,
tro fremfor alt i verden ikke dette!
Nei, skikkelserne dér er et skjæbnegalleri,
som, suverænt, guddommelig vilkaarlig,
en sol af hellig humor og gylden ironi
bestraaler ― saa uendelig alvorlig!
Hans verden gaar i ét med den nye videnskap,
som lærer os, at rammene er krumme,
og lydelig forkynder om alle deres tap,
som spanker med linealer i sin lomme!
Kom ikke saa og puk paa en ret for Per og Paal
at maale hans fantomer med en meter!
Den mister dèr i flimret sin egenskap af maal —
(kan sikkert bare brukes paa æstheter!)
som lærer os, at rammene er krumme,
og lydelig forkynder om alle deres tap,
som spanker med linealer i sin lomme!
Kom ikke saa og puk paa en ret for Per og Paal
at maale hans fantomer med en meter!
Den mister dèr i flimret sin egenskap af maal —
(kan sikkert bare brukes paa æstheter!)
Og ikke kom og prøv, I forfattere af fag,
den gode, patenterte sjælelæren,
paa lunebaarne væsner, som efter hans behag
gaar tusen æventyrlige smaa ærend!
De hører til et jungeljomfruelig gebet,
og synes selv at traakke sine stier,
og ingen kløktig djævel i denne verden vét,
paa forhaand, hvad de tænker og de sier!
— — — — — — —
den gode, patenterte sjælelæren,
paa lunebaarne væsner, som efter hans behag
gaar tusen æventyrlige smaa ærend!
De hører til et jungeljomfruelig gebet,
og synes selv at traakke sine stier,
og ingen kløktig djævel i denne verden vét,
paa forhaand, hvad de tænker og de sier!
— — — — — — —
Slik blev en morgenrinding med tvelys og med tvil,
hvor Kjærligheten tauvret, ond af glæde,
vidunderlig løst op i et stort og luftig smil
som menneskerne aander i hernéde!
O mester i det komiskes vældige mystik,
det løierliges elskelige charme —
der under du dig livet, du ingensinde fik
i ung Edvardas maanelyse arme!
hvor Kjærligheten tauvret, ond af glæde,
vidunderlig løst op i et stort og luftig smil
som menneskerne aander i hernéde!
O mester i det komiskes vældige mystik,
det løierliges elskelige charme —
der under du dig livet, du ingensinde fik
i ung Edvardas maanelyse arme!
Vi har en fest at feire! Det er en fest for aar,
en fest af dem, du sikkert helst vil slippe! —
men hvad er sytti somre, utrullet paa en haard
og kilderik og muldjordmættet klippe?
En deilig grønning bare af krat og kroner fuld,
hvor alle, du er lise for, kan spredes,
og sværme i det flimrende, første aftenguld!
Gid klippen under grønningen maa glædes!
en fest af dem, du sikkert helst vil slippe! —
men hvad er sytti somre, utrullet paa en haard
og kilderik og muldjordmættet klippe?
En deilig grønning bare af krat og kroner fuld,
hvor alle, du er lise for, kan spredes,
og sværme i det flimrende, første aftenguld!
Gid klippen under grønningen maa glædes!