Kjæresten
Kjæresten.
En Fortælling.
„Hurra! Kaptejnen leve!“ tonede fra det lille Kompagni, der brød op og ilede, hver Soldat til Sit, imedens Kaptejn von Flamme med alvorlig Gravitet slog Sabelen i Balgen og traadte med Broderen, Lieutenant von Flamme, hen til Teltet, hvorunder Mellemmaden var dækket paa en flad Sten.
„En hed Dag, Hr. Broder;“ pustede Kaptejnen og drak Løjtenanten til af Feldtflasken. Men hvor blev af Tiggertøsen med det vakre Haar? Hun skulde dog havt et Smørrebrød med os.“
Løjtenanten opdagede hende et Stykke borte ved Gjærdet og bragte hende til Teltet. —
„Hvorfor gik Du herfra? jeg sagde jo, Du skulde staa ved Teltet, Barn, for at være fikker ved Manøvreringen.“
Pigen pillede paa sit Tørklæde og svælgede Graaden.
„Naa!“ spurgte i en bydende Tone Krigsmanden.
„Jeg var saa sulten,“ hulkede den forskrækkede Lille;“ og saa var det saa ondt at staa saa uær ved Smørrebrødet.“
Taarerne traadte i Øjnene paa begge Heltene, og de kappedes om at fore hende. Den omtalte Feldtflaske, der indeholdt Melk, blev tømt af Pigebarnet, en dejlig Glut paa sex Aar, som nu ret fortrolig hoppede imellem begge Heltene og paa deres Indbydelse undselig fulgte ind med paa deres Fader, Major Arbergs Gaard.
Det er vel paa Tide at underrettede mine Tilhørere om, at den ældste af Krigerne, som kaldte sig Kaptejn von Flamme, vel var et livligt flammende, kraftfuldt lidet Væsen — men dog i det prosaiske Liv en tiaarig Dreng, Frants Arberg — og hans Broder, der lod sig nøje med Titelen Løjtnant, den et Aar yngre Jakob Arberg. De kri- gerske Lege opmuntredes af den gamle Major, som for Resten levede et roligt Proprietærliv med sin aldrende, værdige Hustru paa Gaarden Valen. Med Begeistring fortalte begge Drengene, hvor vel det lille Pigebarn, Annette, havde opført sig, hvor rørende hun havde lagt sin ærlige Karakter for Dagen, — og blidelig klappede nu Arberg det fromme Barns Kinder og spurgte efter hendes Forældre. Hun var en fattig Indsidderskes eneste Barn:, og højt jublede Børnene, da det blev vedtaget i de Gamles Raad, at Annette fra næste Morgen af skulde opholde sig paa Gaarden. Sofokles drømte nok ikke om den Del, han havde i denne lille Begivenhød. Jeg ved ikke, om De, mine Venner, have læst denne guddommelige Digters Oidippøs. Det havde just vor gode Major samme Dag, formodentlig dog i Oversættelse. I det 613de Vers heder det omtrent saaledes:
„Kun Tiden lærer os den Ædles Aand at kjende;
Den Usle viser sig i hvert et Øjebllk.“
„Forbandede Løgn!“ havde Majoren raabt, idet han kastede Bogen paa Bordet. „Det Modsatte har ni hele tornefulde Liv lært mig at kjende. Slynglerne have æltid Maskem¹øna; kun naar de ville drikke eller kysse, eller de blive Heltig vrede, eller de tro, Ingen observerer dem, lægge de den af og tørri Sveden af det fortrukne Gesicht. Der skal Tid og gunstige Øjebltkke tl al se deres sande Fysiognomi. Men den Ædle kjender Du, jeg vil ikke sige saa let; men naar det vil til, da kjender Du ham paa Sekundet — af en Handling, af en Mine, af et Suk. Jeg har fortalt Dig, Kone, hvorlebes jeg blev tilmode, da jeg i mine Forlovelsesdage en Aften kikkede igjennem Nøglehullet i din salig Faders Dagligstue for at se efter dig, og Din Fader, den ærværdige gamle Prestemand, sad alene derinde. Han var for klog til at ville lege Blindebuk med vor Herre, og der var ikke en Morssjæl inde i Stuen; men som han satte sig til sit Aftensbord, den salig Guds Mand, trak han Huen af, lagde den ved Siden og stillede de matte Øjne op imod Loftet. Saa strøg han atter Huen over den skaldede Isse og spiste med god Appetit. Barn! Mig gik det igjennem Marv og Ben. Og da jeg saa, underlig bevæget, traadte ind til ham, snakkede han lystig om Løst og Fast, — og paa Ederne nær, som rigtignok aldrig kom over hans rene Mund, var han saa munter og spashaftig, som en Fændrik paa en Vagtstue. — Nej, nej! Det skal ikke Sofokles vide mig ind. — Dermed vil jeg just ikke have sagt, at en Svale altid gjør en Sommer; men der ere dog Svaler, min Hjerte, som fikkert angive den sande Sommer i Hjertet.“
I Løbet af denne Tale, hvis Indhold Husets fromme Moder rørt bifaldt med bløde Erindringer om den hensovne Hædersmand, kom de to venlige Drenge hjem med sine Trægeværer fra Exercitien og med den venlige lille Pige, hvis heltemæssige Afholdenhed fra den duftende friske Rugkage, de med glødende Kinder veltalende berettede. „Naa, exempla sunt odiosa! Det vil sige, Exempler bevise bedst! Kan nu Nogen nægte, at et forsultet Barn paa ser Aar har vist en høj, en ædel Karakter, naar hun efter Skriftens Ord afskjærer sin Næses Lugt, fordi den forarger hende! O Du barmhjertige Gud! Du skal ikke forgjæves have ført denne Spæde, som jeg vel kan se, er af dine, hen til mig. Jeg er jo dog en utro Forvalter over de mangehaande uforskyldte Gaver, Du har betroet mig; lad mig da paa hende komme til at gjøre noget Godt dermed!“
Saaledes sofisterede den fromme, graahærdede Herre og kyssede sin ærværdige Egtefrue. Men hun, som forenede Frelserens Maria, hvem det blot er os givet at ane som hans rørende jordisk — himmelske Kjærlighedsgjenstand, med den godmodige Martha, forsømte ej at efterkomme som en Martha det skjønne Mariahverv — og klædte den Lille rent fra Top til Taa, imedens hun sendte Barnets Moder det Evangelium, at Annette fra nu af skulde vel forsørges i legemlig og i aandelig Henseende paa Valen.
Næste Søndag var stor Mønstring paa Paradepladsen. Kompagniet var tilsagt at møde i Galla. Men med en højtidelig Mine traadte Kaptejnen for Fronten med den lille, halvforlegne og halvskjelmske Annette ved Haanden, og forestillede hende som Armeens tilkommende Marketenterske, til hvem Enhver herefter ved Ankomsten paa Pladsen maatte afgive sit Tornister med Mad og Drikke, og af hvem begge Dele i Hviletiden atter skulde erholdes. For Resten skulde hun holdes i Ære lige med Offcererne. De havde ogsaa syet hende en prægtig Cachet med vajende Fjær og faaet den gødmodige Fru Arberg til at give hende en rød Spencer med hvide Snorer om.
Dette syntes nu at være meget herligt; men hvor forbauset blev Frants, da han paa Hjemvejen saa Spor af Taarer i den blide Marketenterskes Blaaøje! Paa hans gjentagne Spørgsmaale svarede Annette, at Soldaterne havde leet ad hende, — og nu gjorde Løjtnanten i Enrum sin Kaptejn bekjendt med, at de ældre Drenge havde opholdt sig over Tiggertøsen, der skulde æres som en Officer, og som dog ikke var bleven andet end en Marketenterske.
Frants blev meget opbragt, men dog ogsaa lidt skamfulv, thi han kunde ikke ganske negte det Inkonsenkvente i at gjøre Annette til Marketenterske og dog ophøje hende i Officersrang.
„Men hør Frants,“ sagde den kloge og belæste lille Jakob; „der bør jo være to Løjtnanter ved Kompagniet, og Du ved, Fader har raadet os fra at gjøre Sergeant Gregorius til Sekundløjtnant; kan vi ikke lade Annette blive en Fru-Løjtnant; der har jo været adskillige Fru-Officerer til.“
„Jakob, Du har ganske Ret; men Annette forstaar ikke det mindste af Tjenesten og er desuden saa forskrækkelig ung. Nej en Fru-Officer kan hun ikke due til; saa gjør vi hende heller til en Officerfrue. Hun kan være min Kone: saa har hun Kaptejns Rang, og jeg vil se paa den Slyngel, der tør understaa sig — —“
„Kjære Frants! Det gaar aldrig an. Tænk paa, hvor de andre Drenge ville le! Husker Du ikke, at de gjorde Nar af os ifjor, da vi vilde oprette Korpset, lige indtil Fader tog sig af det og selv satte Alt i Gang. Og her faar Du ham vist ikke til at hjelpe Dig. Det var ogsaa altfor naragtigt, at kalde et saadant lidet Barn Frue.“
„Hejsa! nu har jeg det!“ raabte Frants og hoppede glad omkring. „Hun skal ikke være Frue, men Frøken. Jeg gjør hende til min Kjæreste. Og saa skal hun staa foran vort Telt, og faa militære Honnører.“
Ja, det gik an, mente Jakob. Og ved næste Mønstring blev Frøken Annette forestillet Korpset som Kaptejnens Brud og sik et trefoldigt Hurra.
2.
Der gives Tidsrum i en Families Historie, ligesom i Nationernes, i hvilke formedelst en lykkelig Ensformighed Alt synes at staa uforandret, imedens den rappe Tidsstrøm suser forbi; da man kun ved Almanakens Hjelp eller ved Erindringen om smaa Familiefeste eller sjeldne Vennebesøg eller enkelte stærke Regn- eller Soldage — mærker, at Aarene vexle. Langtfra, at der i saadanne Tidsrum intet Mærkværdigt foregaar; kun er dette Mærkværdige indvortes, usynligt. Naar vi ved en Epokes Indtrædelse vækkes og kaste Øjet hen over de henrundne Dage og sammenligne de første med de sidste, da se vi forbausede, at Alt har saare forandret sig, ikke blot Haarfarven og Ansigtstrækkene, men ogsaa de Hjerter, der slaa i de forandrede Figurer, og misundeligen betragte vi os gjerne selv saaledes, som vi vare, fordi det tykkes os, Alt var da bedre, i det mindste skjønnere, haabefuldere.
De Aaringer, der siden hin Barneanekdots Tid vare henrundne for Familien paa Valen, havde ingen mærkeligere Afsnit havt end Juleglæderne, naar Frants kom hjem fra Akademiet. Sølvet laa rigt over den fromme, gamle Fader, og hans tro Kvinde begyndte at føle Alderens Svaghed. Men dejlig opvoxte under Hverkenstrøjen den sjælegode Annette, dygtig i huslig Dont, Husmoderens Højre, og forstandig i sin simple Tale. Uskyldig som hun og i kraftfulde Omrids udviklede hin spedlemmede Løjtnant von Flamme, Jakob sig. Hans Forældres Ønske og egen Tilbøjelighed bestemte ham til Landmand. Imidlertid erholdt han ved en ved Valen boende vel studeret ung Mand de for et dannet Menneske nødvendige Kundskaber. En rolig Tilbøjelighed var opkommen imellem Jakob og Annette. Hele Huset saa den; men Ingen fandt deri enten noget Forunderligt eller tænkte engang at spøge dermed. De to Gamle vare ret vel tilfredse med at se et Par i de Unge; men begge vare de enige i ved ingen Ytring at fremskynde den naturlige Udvikling af de gode Børns Følelser. Da kom engang igjen en Jul; Frants traadte jublende ind, kastede sig om de Gamles og om Broderens Hals og strøg behændig Rejsekappen af Armene. Da stod han til Alles glade Forbauselse i Officersuniform, Portepeen i den staalskedede Sabel.
„Min Frants! Min Frants! Er det sandt! er Du allerede bleven Officer!“ raabte Moderen med Glædestaarer og trykkede den Dyrebare til Moderhjertet. Men Majoren stod ret op og ned, skjønt hans Knæ bævede; en heftig Skjælven i hans Læber forraadte den inderlige Følelse. Med mildt Alvor betragtede han den halvundselige kjække men rørte Yngling. De gamle Fingre løste med vant Behændighed Portepeen fra Værget; han trykkede det med et ubeskriveligt Smil til sine Læber, lagde velsignende sin Haand paa det og slyngede det atter om Haandgrebet.
En højtidsfuld Taushed herskede i den lille Dagligstue. Frants tænkte ikke mere paa den smukke Uniform og den sødtklingende Titel. Jakobs varme Haandtryk rev ham op af den Forvirring, hvori de fromme Forældres Rørelse havde bragt ham. Da saa han først ved Jakobs Side en rank Kvindeskabning, der hældede sit gyldentlokkede Hoved til Broderens Skulder og holdt Tørklædet for Øjnene.
„Hvem er det?“
„Kjender Du mig ikke mere, kjære Frants?“ spurgte Annette, yndigt smilende igjennem de klare Taarer.
„Hvordan? Annette! De er — Du er —! Virkelig? Du er Annette, min Kjæreste, den lille Frøken? Men min Gud, hvilken Forandring! Kjæreste! Du maa kysse mig.“
Uden Penhed men med en følelig Kulde opfyldte Annette strax den unge Herres Forlangende og gik nu ud for at bringe den Rejsende Forfriskninger. Jakob følte noget Uvilligt, noget Uvenligt imod Broderen, og begge de Gamle vare synlig forstemte. Der var vistnok intet Ondt i, hvad Frants sagde og gjorde; men det maa vel have ligget i Maaden, at det saa ganske mishagede.
Inden en Times Forløb var imidlertid den livligste, gladeste Stemning kommen tilbage hos de Gamle og Frants; men Jakob gjorde sig forgjæves Umage for at forjage de Skyer, der vare opstegne paa hans Pande. Selv det sjeldne Glas Punsch, der af Moder selv blev frembaaret til Ære for Officeren, kunde ikke muntre ham. Annette havde ogsaa denne Aften forskrækkelig travlt i Kjøkkenet og lod sig neppe se ved Bordet. Da dette var afdækket bar hun og Jakob det som sædvanligt ind i det mørke Sideværelse. Da de atter stode ved Døren mødtes, Ingen af dem vidste ret hvorledes, deres Læber til det første, rene Kys, hvis Minde vist hos de fleste Mennesker overlever mangen Sorg og Glæde, mangen Lykkens Afvexling, mangen Aartier.
Vi ville ikke forfølge de drømmende Elskendes Fantasier; vi have ikke til Hensigt at skrive en Hyrderoman; vi udvikle kun efter Evne og med en Biografs Forpligtelse sandfærdigen et Par gode Menneskers høist simple Hændelser.
Næste Morgen vare Annette og Jakob lidt undselige for hinanden, og ingen Mine røbede, hvad Mørket havde seet. Saa er du, hulde Sjofna, Rosenknoppernes livsalige Gudinde! Saa er du altid. Men Frants var ikke undselig; han havde jo heller Intet at være undselig for. Han havde jo allerede i fire Dage været Mand, og hvad mere er, Adelsmand, Kavaljer. Barnet maatte intetsteds stikke ham ud af Ærmerne. Virkelig gjorde han af alle Kræfter, med en vistnok miserabel Efterligning af Incroyables légeretø Kur til „sin Kjæreste.“ 3midlertid holdt de ærværdige Forældres Nærværelse eller dog Nærhed ham nogenledes i Ave — og enduu mere den bestemte Fod, hvorpaa Annette snart fandt sig beføjet til at tage den gode Herre. Jakob skammede sig over sin Broders usædede Opførsel; men at han søgte saaledes at erobre Annettes Hjerte, det faldt ikke den gode Yngling i Tanke.
Et Par af Frants Arbergs Kammerater, der ligeledes vare blevne Officerer, havde sin Hjemstavn i Bygden, og disse nys paa Verdens Theater fremtraadte unge Mennesker bidroge ikke lidet til at gjøre den omtalte Jul ret livlig. Selskaber og Baller hørte til den daglige Orden. Blandt Fornøjelserne regnedes ogsaa Julebukke, som paa Langslæder droge formummede afsted fra Gaard til Gaard. Disse Julebukke kunde vor gamle Major slet ikke fordrage.
„Nej,“ sagde han en Morgen ved Kaffebordet, „nej Børn; skal det være, saa skal det være ordentligt. En Maskerade, det kan jeg finde mig i. Om den ikke er saa prægtig, som paa Hoftheatret, hvor jeg dog gjerne havde min sorte Domino paa, saa kan den derfor være ligesaa, ja sandelig langt mere morsom. Men disse tossede Skjorter udenpaa Klæderne og Bukkeskjæg og hjemmegjorte Masker —“
„Men kjære Fader! Kan vi da faa Lov at have Maskerade her, naar vi al have Nytaarsgildet?“
„Freilich, min Hr. Søn; dersom du kan skaffe Alt i Orden.“
„O, naar De vil lade mig faa en Smule Penge dertil.“
„Ej, ej! Herren er jo gageret. Nu vel! Penge skal I faa Børn.“
Vi troede at maatte anføre dette uvæsentlige Brudstykke af en Samtale, for at man skulde finde naturligt, at der paa Landet i vort kjære Fædreland virkelig fandt et efter Omstændighederne temmelig komplet Maskebal Sted. Dog var det naturligvis kun de Unge, der anlagde Masker og Karakter- eller Nationaldragter.
Annette skulde være Finpige, og Frants havde forstafet hende en Mafske, der tydelig udtrykte det Karakteristiske i denne Stammes Ansigt uden dog at gjøre det hæsligt.
Selv havde han, med Hensyn formodentlig til sin Færdighed i at voltigere, valgt en Ækvilibrists Kostume. Jakob valgte sig formedelst en Maskes tilfældige Lighed, en bestemt Person at efterligne, nemlig en morsom, halvfjantet Baadsmand, der plejede at spille op ved Bryllupper og andre Gilder hos Bønderne.
Ikke faa unge Personer af Gjæsterne havde været ret heldige i Valg af Karakter og i dens Udførelse, — og saaledes blev denne lille Maskerade over Forventning fornøjelig, saa fimpel denne end i sig selv var. Den var længe omtalt i Engen, som det Morsomste, mange havde oplevet. Dog blev den kun vigtig for vore tre Hovedpersoner og havde paa deres Fremtid en afgjørende Indflydelse.
Frants luede i Hjertet for den yndige Finpige, der mere fortrolig end sædvanlig spøgede med Enhver — men især med Matrosspillemanden Jakob.
„O jeg Dosmer!“ for det paa engang igjennem ham; hvor have mine Øjne været før! Derfor er jeg forsmaaet, fordi min uskyldige, hellige Hr. Broder er den Lykkelige! O Kvindedyd!“ o. s. v. Hvo gad kopiere et saadant et Drengebarns Kopisentenser! — Under Dans og Punsch udviklede sig imidlertid den Plan hos ham at føle Parret lidt nærmere paa Tænderne. Han vinkede Jakob tilside og fik ham op paa deres Kammer.
„Hør Broder! jeg har faaet et Indfald. Nu kjende de os Allesammen. Hvad om vi nu i en Hast byttede Dragt, saa bragte vi dem i Vildrede!“
Jakob fandt Ideen lystig og Omklædningen fandt ufortøvet Sted. Men Frants havde ret vel betænkt, hvo der havde Fordelen. I et Øjeblik stod han der i den magelige Matrosvams, da Jakob endnn neppe havde iført sig det Halve af Ekvilibristens sranne Dragt.
„Farvel! Velkommen efter!“
Da han traadte ind i Dandseværetset sogte hans Blik begjærligt Annettes. Ogsaa hun syntes at have savnet Baadsmanden, kom venlig henimod ham og gav ham Haanden. Men i Stedet for at føre hende op til den nys begyndte Dans, ledte han hende udenfor. Heftig trykkede han hende op til sit Hjerte. Et Øjeblik lod den ømme Pige sit Hoved fortrolig hvile ved hans. Men Vildfarelsen kunde ikke vare længe.
„Slip mig Elendige!“ raabte hun med en Blanding af Angst og Afsky; „usle Krybskytte! Troede Du at kunne spille den ærlige Jakobs Rolle! Fy, fy! Du maa være et jammerligt Menneske! Gaa! Jeg vil ikke høre en Tone af din Mund; at jeg ej skal nødes til at tilstaa, jeg kjender Dig!“
Saaledes kan den frommeste, blideste Uskyld harmes, naar Du oprører dens dybeste, sædelige Følelse. Som en sky Hind ilede Annette afsted, ikke fordi hun frygtede Frants, men, som hun sagde, fordi hun ikke vilde nødes til at kjende ham.
Sønderknust, endnu altfor betaget til at kunne nære nogen oplivende Gnist af Harmfølelse, listede han sig op til Broderen, der netop havde fæstet den fidste Sløife ved Knæet, — og erklærede med forlegen Stemme, at han slet ikke kunde gebærde sig i Matrosdragten og bad med mange Undskyldninger Broderen atter at bytte. Lidt uvillig rev Jakob af sig og lovede ikke at tale om dette strax opgivne Projekt. Frants stelede paa Annettes overbærende Taushed, hvorpaa hun allerede havde givet fleve Prøver.
Ilsommere end nogen af hans Kammerater drog Frants ud fra Fædrenehuset for at opfylde sine nye Pligter. Jakob følte sig lettere om Hjertet, da han var afsted, og Annette blev igjen munter. Rimeligvis havde denne Maskerade ikke havt betydelige Følger for dem, hvis ikke den gode Majors Almeglas faa Uger derefter var udrundet. Med mandig Smerte bar Jakob dette store Tab, og den blide Annettes fromme Tro oprettede hendes Sjæl. Men for den alderstegne Egtefælle var Rystelsen altfor færk, eller maaske Længselen efter en sød Gjenforening altfor heftig — ogsaa hun var faa Dage efter ikke mere iblandt de Levende. —
Paa Frants gjorde det sørgelige Dobbeltbudskab naturligvis et dybt Indtryk; men hans store Letsind og den tilvante saakaldte Livsfilosofi, der egentlig er en Siæleforhærdelse, tilvejebragt ved aandelige Opiater og Betelblade, — gav ham en Fatning, som man ikke saa hastig skulde ventet. Han indfandt sig Dagen før de to elskværdige Gamles Levninger skulde jordes, og med ham fulgte en Fru Arberg, Kusine af Majoren og hendes to smukke Døtre, hvoraf Løjtnanten præsenterede den ældste som sin Brud.
Alting fik ved disse Gjæsters Komme et andet Udseende paa Gaarden. Jakob var dels altfor beskjæftiget med det meget Arbejde, der blev ham tildelt, dels altfor bedrøvet til at han kunde lægge Mærke til de Forandringer, som foregik om ham. Den vigtigste iblandt disse var Annettes Tilstdesættelse og Forvandling til simpel Husholderske samt til Frøkenernes Kammerpige.
Den har kun gjort lidet Bekjendtskab med det menneskelige Hjertes Svaghed, som har fældet nogen ret haard Dom over Frantses Opførsel paa Maskeraden. Vanskeligere er det at tilgive ham den Hævnelyst, med hvilken han nu forfulgte den Uskyldige. Og dog har det vist ikke manglet ham paa Skingrunde for at besmykke sin Handlemaade for sig selv.
Annette trak sig med rolig Resignation tilbage. Hun ventede alt af Jakobs gode Hjerte og af de slemme Fremmedes Bortrejse. Men de rejste ikke alene. Jakob maatte, saa nødig han vilde, følge med til Staden, hvor Forretninger for Boet fordrede begge Arvingers Nærværelse. Neppe fik han Tid til at trykke et broderligt Kys paa den blege Piges Læber, inden han rullede afsted med Familien i Fru Arbergs magelige Rejsevogn. Med dræbende Angst stirrede Annette efter den eneste Ven, hun havde i Verden; hun pressede Hænderne imod det bespændte Hjerte og bad til de Forladte og Faderløses Gud.
Jakob havde vel meget gode Kundskaber i forskjellige Fag og vidste at opføre sig saare vel i ethvert selskabeligt Forhold; men han havde aldeles ingen Menneskekundskab. Ærlig som han selv var, troede han alle omkring sig, og i Følelsen af sit eget Ubekjendtskab med Verden, vovede han sjelden at betvile Andres nogenlunde vel fremsatte Dom. Saaledes indvikledes dette godmodige, af Nakätren forstandige Menneske i en bestandig Strid imellem sin Afhængighedsfølelse af Andres Mening og sine simple, sunde Begreber.
Det var Fru Arberg overmaade meget om at gjøre at forbinde den yngste Datter, Eulalia, med den velstaaende Jakob Arberg. Thi først ved, som hun følte det, at blive af med begge Døtre, og Frantses Kjæreste, for hvem Udsigterne vare fjernere, kunde bo hos Søsteren, — kunde hun atter blive uafhængig og leve med sin ikke betydelige Formue for sin egen Lykke.
Eulalias Søster og Frants vare enige med Moderen deri, at Valen kunde være et godt Tilflugtssted, og endelig følte Eulalia selv den største Lyst af Verden til at giftes med en rig Mand, som kunde holde elegante Ekvipager og store Baller.
Raad blev da lagt op. Pigen sulbe opbyde sine Yndighedere Magt for at bestorme hans Hjerte, Broderen skulde ved Hovedstadens Adspredelser bedøve hans Sandser og Moderen ved sin fine, giftige Tunge bemægtige sig hans Grundsætninger; men Frantses Elskede paatog sig at nedsætte de lavere Stænder eller i det mindste indgyde ham Frygt for at udsætte sig nogensinde for hendes Spot over Mesalliancer. —
Saaledes var denne smukke Komplot. — Fordærve Jakob, det formaaede den ikke, men vel forvirre og blænde ham; og den naaede sit Maal, da han næsten uden selv at vide hvorledes, modtog Lykønskninger som Eulalias Brudgom.
Morgenen, efterat Jakob under klingende Glasse, Spøg og Jubel var bleven erklæret for Eulalias Forlovede, sad han med Haand under Kind og grublede over den uventede Retning, hans Livsvej havde taget. Langtfra at indse, hvor meget han havde været Bold for Andre, ansaa han sig selv som en Fusentast, der, ophidset af Vin og henreven af den blomstrende Eulalias yppige Skjønhed, havde forglemt sine Grundsætninger, sine forstandige Fremtidsplaner, sin kjære, venlige Annette, som vist gjerne henlevede et landligt Liv ved hans Side. Ja, jo længere han overvejede sit Forhold til Pigen, desto klarere blev det ham, at de begge for længe siden havde hørt hinanden til, og at denne hans Forlovelse var i moralsk Henseende Utroskab imod Annette. Dog, Lodden var falden; den gode Jakob Arberg maatte vende sig til den skjønunere Side af sin Skjæbne, — og Erindringen om den livlige, frodigtblomstrende Eulalia, da hun for faa Timer siden undseligglad rækkede ham sin Mund imøde og taalte, at han slyngede sin Arm om hendes Liv, — maatte udaande sin Æterduft omkring ham. I sød Bedøvelse henglede flere Dage for Jakob; Eulalia viste sig stedse elskværdigere, lagde daglig nye Prøver for Dagen paa den fineste kvindelige Dannelse, — saa at den lykkelige Elsker ikke kunde Andet end anstille Sammenligninger, hvorved Annette sank dybt, dybt ned, saaledes som hun viste sig der hjemme i sin grove uldne Kjole, evig beskjæftiget med at plante, sie Melk, skjære Smørrebrød, veie Lin, stoppe, bage o. s. v. Ogsaa Eulalia var flittig. Med færdig Haand syede hun de nydeligste Kniplinger, hvoraf Alnen efter Forsikring vilde kostet, jeg ved ikke hvad. Hun opelskede de dejligste, mørke Gyldenlakker og dobbelte Levkøjer, havde, om ogsaa med Handsker paa, dagligt Arbeide og Tilsyn ude i Kjøkkenet, og forbandt hermed de høiere selskabelige Talenter, læste henrivende, spillede
Harpe o. s. v. Stakkels Annette! Lykkelige Jakob! Efter nogle Dages Forløb vare Arveforretningerne foreløbigen bragte i Rigtighed, og med en urolig Følelse, som han ikke selv kunde eller vilde gjøre sig Regnskab for, lavede Jakob sig til Hjemreisen. Med forekommende Venlighed foreslog Fru Arberg sin tilkommende Svigersøn at tage en gammel Preste-Enke af hendes Familie i Huset, imedens han levede derude sit stille Ungkarlsliv. Det gik dog ikke an, at en ung Pige, som denne Annette forestod Huusholdningen for ham; dels kunde man ikke forlade sig paa saadanne Folks Troskab, dels sømmede det sig ikke. Det første Dels bragte Blodet heftig op i Jakobs Kinder, og Eulalia maatte anvende alle sine Smaakunster for at bringe ham til at glemme en saa utilladelig, saa uværdig Ytring om den uskyldige, ophøiede Annette; det andet Dels kunde han derimod ikke bortvise; men Overveielsen deraf bragte ham i en saare blandet Stemning. Vi ville for Resten ikke opholde os ved de smaa Arrangements, efter hvilke Prestekonen kjørte forud til Valen, og Jakob ved hende gav de fornødne Befalinger til Gaardens Besætning, imedens han endnu anvendte et Par Uger paa en Lystreise med sin Kjæreste og hendes Søster. Vi ville kun fortælle, at den gode Annette i samme Tidsløb havde fundet en Tjeneste i en temmelig fraliggende Egn og havde, formodentlig efter eget Ønske, allerede tiltraadt denne og efterladt Jakob sin Hilsen, da han vendte tilbage til sit stille Hjem, træt af Kjærlighed, Fornøjelse, Udgifter og med noget større Bekjendtskab til kvindelige Luner, Skrøbeligheder, Fordringer og Letsindighed.
Kort efter ophørte Frants’s Forbindelse med Eulalias Søster, der foretrak et bedre Parti. Han bar sit Tab med Heroisme; thi to Dage efter var han atter forlovet med en Modeskjønhed. Et Par Aar henglede, og nu ledte Jakob sin skjønne Eulalia for Alteret.
4.
Kjære Ven!
I de indlagte Blade har jeg meddelt Dig en rigtig, saare hverdagslig, saare simpel Fortælling om, hvorledes min Ven, Jakob Arberg, nu Eier af Kurvens Verk, efter i sin tidlige Ungdom at have holdt meget af en brav liden Pige, blev gift med en elegant Dame.
Da Du ikke kjender Manden personlig, kunde det heller ikke have faldet mig ind at skrive dette Fragment af hans Historie, dersom det ikke havde været en nødvendig Indledning til en liden Anekdot, som jeg fra disse sidste Dage har at fortælle.
Oberstløjtnant F. Arberg, en særdeles flink Officier og en brav Karl, der, som han selv siger, i Modgangs Skole blev afvant med mange Unoder, foreslog mig for nogen Tid siden at gjøre Følge paa en Tur til hans Broder, min Ungdomsven Jakob. Han vakte min gamle Rejselyst, og uden mange Betænkeligheder satte jeg mig i min Kariol, da han steg i sin, — og vi naaede i god Behold Kurvens Verk. Paa Vejen havde Oberstløjtnanten nærmere underrettet mig om adskillige Detajler af hans og Jakobs Ungdomsliv, som jeg da i Hovedsagen kjendte, — og med en Pebersvends Peber overdrysset Eulalia, saa at jeg visselig halv mismodig betraadte et Hus, hvor jeg ventede liden Hygge.
Vi holdt for det rummelige Hus og stege af. Arberg, sagde man os, var ikke hjemme; men Madamen kom os imøde med et Barn paa Armen. I Sandhed en meget vakker Kone, fmagfuld paaklædt og venlig som den smilende Sommeraften. Hun førte os forekommende ind i en munter Stue, Hvor vi fandt tre rase Børn.
„Ak,“ tænkte jeg, „saa elskværdig kan Du være, naar det gjelder om at modtage Fremmede. Hvorfor viser On Dig anderledes imod Din fortræffelige Mand!“
Oberstløjtnanten syntes at tænke neget Lignende, og vi gjorde os virkelig ikke i Førstningen fortjente til den saare venskabelige Modtagelse. Men det var ikke muligt længe at blive i tvert Lune. Eulalia var saa inderlig elskværdig, — hendes ældste Datter, Lina, syslede saa tækkelig om Moderen og om den lille Søster, — de to kjernesunde Drenge vare saa livlige og dertil beskedne — og den blomstrende Have saa ovlivende: at vi maatte blive muntre. Da Madame Arberg et Øjeblik forlod os, kastede jeg mit spørgende Blik paa min Rejsefælle.
„Ja, Du maa nok forbauses,“ udraabte han. „Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er nu fire Aar siden jeg besøgte min Broder. Da var Alt ganske anderledes, Eulalia uordentlig og fortræden, Børnene uopdragne og forsømte, Huset i Uorden. Jeg begriber ikke denne Metamorfose. Men Fernis, gode Ven, Fernis; intet Andet. Bi til i Aften, naar Jakob kommer hjem; da skal Du se lidt af den anden Side.“
„Undskyld min Fraværelse, mine Herrer,“ sagde Vertinden, i det hun bragte os et Glas Punsch; men min gamle Anne er bleven syg og saa er Alt i Ulave. Jeg er ret bekymret for den gode Pige og har maattet sende Bud efter Lægen.“
„Hvem er denne Anne, Søster?“ spurgte Oberstløjtnanten.
„En fimpel Tjener, kjære Svoger; men et fortræffeligt Menneske. O Gud! Jeg og Mine have hende meget at takke; mere end jeg nogensinde kan enten fortælle Dem eller gjengjelde hende. Det er lidt over fire Aar siden hun kom i vort Hus. Min Mand havde været udenlands i længere Tid for at lægge sig efter de Kundskaber, han behøvede til at drive Verket. Jeg ventede ham tilbage. Kjære Svoger, Du ved nok, og De Hr. Mølmann — hvorfor skal jeg være forstilt? De ved desværre, Arberg og jeg levede ikke saa ganske lykkelig sammen. Skylden faldt haardt paa mig, og jeg vil ikke undskylde mig. Kun det vil jeg sige. ved uheldige Egteskaber have begge nogen Uret. Arberg var den mest Lidende, var den Eftergivende, var Den, der altid først blev fornærmet. Men havde han været mindre god eller rettere mindre svag, jeg havde været bedre. Nok, jeg var mest Skyld i vort uheldige Forhold; mine Begreber om, hvad jeg kunde fordre af Livet, min Ulyst til huslig Dont, min Forfængelighed, — De ser jeg er oprigtig, — voldte Splid, Misnøje, tidt aabenbar Kiv. I Arbergs Eftergivenhed saa jeg snarere Frygtsomhed end Kjærlighed; i hans Erindringer om Sparsomhed saa jeg Ligegyldighed for min Fornøjelse; i hans Irettesættelser saa jeg Tyranni under Mildheds Maske.
Jeg var ikke glad ved at vente ham tilbage. Dels havde jeg tilladt mig mange Adspredelser, som jeg nu maatte komme til at savne, dels var Husvæsenet i Uorden, og jeg havde gjort Gjeld.
Dengang var Anne nylig kommen i mit Hus som Barnepige Sandt at sige bekymrede jeg mig ikke synderlig om Børnene og var glad ved at have faaet et gammelt paalideligt Menneske, som jeg strax ansaa hende for, til at bære en af de for mig dengang ubehagelige Byrder.
En Eftermiddag befandt jeg mig tilfældigvis i et lidet Aflukke ved Siden af Børnenes Kammer. Døren stod paa Klem. I dette Rum staar en Seng, paa hvilken jeg kastede mig, for under en Middagsslummer at forglemme mine Bekymringer. Da hørte jeg en Samtale imellem Anne og Børnene, ved hvilken først min Nysgjerrighed, siden min Interesse og endelig min Eftertanke blev vakt. Anne formanede de tre Smaa til Enighed og Flid og lod dem læse hver sit Stykke af en Bog, hvilket hun derefter saare vel udviklede for dem.
„Hvad Tid skal vi læse dette op for Fader, Du Anne?“ spurgte et af Børnene.
„O, strax naar han kommer ind,“ raabte en Anden.
„Nej vist ikke, kjære Børn!“ sagde Anne. I maa passe paa, naar han engang sidder alene og har god Tid.“
„Saa vil jeg ogsaa vise ham mit Sytøj.“
„Ja og vore Skrivebøger.“
„Og saa fortælle vi ham, at Du har lært os at læse og sy og skrive.“
„Tys, tys, for Guds Skyld, Børn, det har jeg jo forbudet eder. Det er desuden ikke saa. I have jo baade syet og strikket med eders Moder, og Skolemesteren lærte eder jo at skrive og læse ifjor.“
Tro mig mine Herrer! der for en brændende Rødme op i mine Kinder. Ja vist havde jeg engang syet med Børnene, jeg tror tre Eftermiddage; Skolemesteren blev, jeg ved egentlig ikke hvorfor, afsagt indtil videre, da min Mand var rejst, og jeg tænkte siden ikke paa at lade ham komme. Mine Følelser vare saa blandede, at jeg ikke ved, om Skamfuldhed, Anger, Godhed for Anne eller Uvilje imod hende havde Overvægt.
Lidt efter begyndte en ny Samtale.
„Mener Du, Fader bliver fornøjet, naar han kommer hjem, Anne?“
„Jeg tænker det, Børn. Især naar I ere flittige, artige og renlige. Lad mig se, I samle bedre eders Tøj sammen og holde Dagligstuen røddig. Ved Du hvad, lille Sofie, Du kunde nok paatage Dig at holde Faders Kammer og Dagligstuen ordentlig. Din Moder kan dog ikke heller passe paa Alting, og Du er nu saa stor.“
„Ja men Anne, hvad bestiller egentlig Moder? Jeg synes ikke hun gjør Noget.“
„Stille Barn, det kan Du ikke dømme om. Tro mig, Din Moder har mange Pligter. Hun maa jo se til, at vi Andre gjøre vort Arbeide. Begriber Du ikke, at om Du lærer Et og Andet af mig, er det Din Moder og Fader, Du skylder Tak derfor. De give mig Løn og Mad, fordi jeg skal være eder til Nytte.“
„Men, mine Venner,“ vedblev Madame Arberg, „hverken kan jeg erindre eller har jeg Lyst til at gjentage, hvad min gode Anne fremdeles talte med Børnene. Saameget har jeg fortalt, at De kunde slutte Dem til Resten. Mine Børn sagde mig i sin uskyldige Uvidenhed de haardeste Sandheder, og Anne hvæssede disse Sandheder, idet hun med rørende Veltalenhed retfærdiggjorde mig for mine Smaa. Da vaagnede min bedre Natur Jeg listede mig ned i Stnen og kaldte Anne til mig. Oprigtig klagede jeg for hende min ikke lykkelige Stilling. Anne svarede med en Værdighed, en Holdning, som forbausede mig og som lod mig føle min indre Ringhed imod dette Væsen, der dog ingenlunde tilsidesatte den Agtelse, hun skyldte vort Forhold. Rolig, men med Varme viste hun mig, hvad jeg skulde gjøre for at vinde min Mands Kjærlighed og Agtelse og for selv at være tilfreds. Vistnok gik det ligesom stærke Brændinger i min Sjæl; min Stolthed oprørtes heftig. Men Annes inderlige Redelighed, dybe Følelse, Skaansel og Beskedenhed betvang enhver uvillig Følelse. Kort, mine Herrer! Da min snille elskværdige Arberg kom hjem, fandt han en blid Kone i en pen Stue, omringet af ordentlig paaklædte Børn. Hans glade Forundring, den Taknemmelighed, hvormed han omfavnede mig — Annes tilfredse Smil, og gode Raad, da jeg fortalte hende, hvor vel Alt stod, gjorde, at jeg blev en anden Kone og Moder, Arberg en anden Mand — og vore gode Børn inderlig elskværdige Børn. — Der, mine Venner, har De mit oprigtige Skriftemaal. Et endnu; saa ganske som jeg her i dette Øjeblik, greben af Angst for min gode Anne, har fortalt dem alle Omstændigheder, har jeg ikke sagt dem til min Arberg. Jeg har helligt maattet love den gamle, værdige Pige, ej at udsætte hende for hans eller Nogens særdeles Opmærksomhed.“
En Pige kaldte Eulalia op til den Syge. Oberstløjtnanten var kommen i en vis Spænding, hvortil jeg, som blot følte en glad Rørelse, over min Arbergs huslige Lykke, ej ret kunde fatte Grunden.
„Mølmann!“ raabte han og taug igjen; „Mølmann!“ gjentog han og trommede derpaa adspredt paa Vinduesruden.
Da styrtede Børnene grædende ind i Stuen. „Anne, Anne er død! Anne er død!“
„Kom, lad os gaa op!“ sagde Oberstløjtnanten heftig og greb mig under Armen.
Jo, han havde Ret. Det var Annette, øm smilede forklaret i Døden.
Dette var Anekdoten, min Ven. Den er simpel, men jeg tror den fortjener at afskrives.
Din
Carl.