Kirken
Kirken.
opbygget til Guds ære
blandt Fieldene, hvor faae
og fattig Folck sig nære“.
(Af et vers i en gammel kirke.)
Oppe mellem fjeldene, de stille, høitidsstemte, hvor hele naturen er en eneste stor kirke, hvor Gud fader selv er præst og holder sin mægtige præken fra hvide tinder, hvor søileraderne er blaagrøn is, hvor alterbordet er dækket med viddens drivhvide sne, hvor rosenrøde flekker af solguld er kirkens pryd og sir, hvor hvide rypeflokker flyver om i ætherlet luft som engler med skinnende vinger, hvor stormen spiller kirkens mægtigste koral med brusende toner, hvor selve forklarelsens bjerg synes at glitre sølvblankt i det fjerne, og hvor en ønsker sig „morgenrødens vinger“ til den høie flugt for at naa did op — der er det, som om de smaa kirker, bygget af menneskehænder, ikke rigtig vil høve. Havde det endda været en dôm af marmor og guld; men selv den vilde blegnet, endsige det vesle svarte, tjærebredde huset, som de fattige mennesker deroppe maa nøies med til kirke.
Liden og fortrykt staar den der den kirken, jeg mener, indeklemt mellem fjeldene, ligesom sluppet ned i den bratte li, fordi der ikke var nogen slette at sætte den paa, og lader hver søndag morgen sine smaa bløde klokketoner beskedent klinge udover de faa og spredte gaarde.
Vemodig melodisk lyder klokkernes klang:
Jeg ved nok, jeg er liden og ussel til at være en bolig for den levende Gud.
Jeg skjønner nok, du finder ham lettere oppe paa vidden eller ude i skogen, blandt granernes ranke spir — men kom alligevel! Gud har lovet at bo ogsaa i lave boliger; og vi har gjort, hvad vi kunde, for at du ikke helt skulde savne din egen kirke derude. Vi har hvælvet taget, saa smukt vi forstod det, forsøgt at male himmelens drivende skyer derpaa og ladet smaa englehoder titte ned indimellem Alterkorset malte vi hvidt som viddens sne, og bunden, det hviler imod, blaa som vaarens himmel. Og forat du ikke skulde sidde og længte efter solens rosenrøde flekker, strødde vi blegrøde blommer udover alle væggene. Istedetfor Guds skrift i fjeld og skog har vi trykt hans ord, valgt de vakreste, vi vidste, malt dem med snirklede bogstaver ved indgangsdøren, under prækestolen, over alteret, ladet dem løbe i lange linjer langs taget eller sat dem ind i kantede skjold eller kunstig flettede kranser — alt, forat du skulde læse og se hans forbarmende kjærlighed. Digtet smaa vers har vi, malt hans hellige apostler, ødslet med farver, forgyldning og udskaarne blomster omkring alteret, hængt en snor af brogede perler i vakre slyngninger over — foragt ikke, hvad vi gjorde; vi gjorde det for dig!
Draget af kirkeklokkernes beskedne lille sang gaar en og anden derind. Stille og vemodig sætter de sig ned og ser sig om i den mennesketomme kirke.
Men overflødigt og rigt strømmer sollyset ind gjennem alle de smaa ruder, spiller paa alterets sølvstager, blinker i den gamle messinglysekrone, danner blaahvide og gulhvide folder i det kniplingskantede alterklæde, streifer præstens hvide messeskjorte, varmer op de smaa tørre fluer, som sover sin vinterdvale i vinduskarmer og sprækker, faar dem til at summe sommerligt igjen — forsøger saa at bore sig ind i haarde menneskehjerter.
Velsignede sol, hvad har du ikke udrettet i dit lange liv! Ufortrødent har du pudset og blanket selv vor tarveligste stas, utrættelig har du varmet og vækket smaa tørre fluer og store haarde: mennesker, saa ogsaa disse begyndte saa sagtelig at summe smaa sommerlige sange! Se, hvor de tør op de faa, som sidder der; og trøstende strømmer gjennem deres sjæl de deilige linjer af Grundtvig: „Var vi paa jord ei mer end to, bygge han vilde dog og bo hos os med hele sin naade“.
Fredelig glider andagtstimen hen. Saa lyder de sidste lange salmetoner; præsten knæler stille paa bedeskammelen, klokkeren beder slutningsbønnen, og den gamle, hvidhaarede kirketjener, han, som ligner døden, men som alligevel døden dryger saa længe med at hente, griber tauget og ringer de tre gange tre afsluttende slag.
Nu kan de gaa, om de vil, allesammen; men er der en fremmed iblandt dem, som første gang er der, saa vil han ikke. Han har faat interesse for den lille kirke, hvis indre gav saa meget mere, end dens ydre loved. Udenpaa var den svart som natten; indi saa rig paa sollys og farver.
Stolt viser den gamle ringer frem kirkens billeder og vers, og beredvillig fortæller præsten noget af de gamle gulnede kirkedokumenters indhold.
Over indgangsdøren staar et vers, som lyder saa:
og vil sit Hierte, Hue og sind Til Himlen vende trolig;
Forundres billig maa og see Guds Huus i magt og velde,
blandt fattige Indbyggere i Ørck og vilde Fielde.
Men undres ei naar Hiertet er til Kierlighed udgydet,
ved Mangens Gavmildhed det skier at kiercken bliver prydet.
Lukk hiertet op og viis for Gud, at du vil ogsaa fremme
Guds ære og hans fattig Brud du icke vil forglemme:
Lukk haanden op og læg saa ned, en skiærv udi Guds kiste,
ved saadan din Guds kierlighed slet intet du forliste.
Thi see Gud lukker Himlen op for dig med evig glæde.
Naar du engang med siæl og kroop i Himlens sal skal træde.
Ved siden af døren staar kirkeblokken eller „Skatten“; og for at opmuntre til at give i denne er digtet nok et vers, som ender saaledes:
at dette Herrens Huus vedligeholdt kand blive,
Hand setter ud hos Gud en Liden Capital,
Som Hand med Rente riig, giengielde vil og skal.
Den megen tale om gaver og den rige løn, disse vil give, faar den besøgende til at spørge, om kirken virkelig skriver sig fra den katholske tid. Nei, saa gammel er den ikke. Den blev indviet 1738. Men den maade, hvorpaa den kom istand, er alligevel katholsk. Den er nemlig en af de saakaldte „Lovekirker“, som blev bygget for midler, der blev lovet kirken i sygdoms- eller andre nødstilfælder, en skik, som skal ha holdt sig, især paa afsidesliggende steder, længe efter reformationens noget pludselige indførelse i vort land.
Men det væsentlige stød til, at kirke virkelig blev bygget heroppe i „Ørck og vilde Fielde“, har sandsynligvis Fredrik den 4des strenge helligdagsforordning af 1730 git, denne forordning, som under straf af bøder eller gabestok paabyder enhver at gaa i kirke hver helligdag; thi samme aar indsender bygdens mænd sit andragende om at faa bygge sin Lovekirke.
„Vore Forfædre“, siger de i dette, „nedsatte sig her, 41⁄2 Mil tilfjelds for Bøiden, saa vore Børn ikke kunde komme til Kirke, før de blev aldrige, paa Grund af den store Umulighed der er at fremkomme paa Aarets ubeleilige Tider med fødde og dødde til Kirken, og engang er tre Mennisker paa Veien til Guds Hus bortkomne og bortdødde“.
Oppe i koret hænger saa billedet af den mand, som virked mest for, at kirken skulde bygges, og som selv gav mest dertil. Han er malt med langt haar, som den tids bønder brugte, med blaa frakke og blanke knapper. Under hans billede maa vi ogsaa læse verset:
at kiercke skulde blive.
Hand kostede og meest derpaae.
Hand verket vilde drive.
Hand første Kierckeverger var,
som Kierckeregnskab holdte,
for kierckens Tarv han omsorg bar,
Guds kierlighed det voldte.
Thi, skal hans æreminde staae,
at andre og kand lære,
Guds Kierckes gavn at fremme saae
og Gaver Gud frembære.
Men det interessanteste maleri er det over koret, vendt mod alteret. Det er malet i en lang bue. Vilde fjelde danner baggrunden, og i forgrunden ser vi de geistlige herrer, som kom for at indvie kirken. Nogen anden vei end de tre—fire mil over fjeldet var der ikke; men uden bisp, prost og præst kan kirken ikke bli ret viet, saa de høie herrer maa til. Foran gaar en veiviser med krigerske skridt og vældig stav og ser ud til at være sig sin betroede stilling vel bevidst. Lige i hælene paa ham rider bispen, saa prosten og saa præsten. Alle har de værdige geistlige miner og allongeparykker, og alle rider de paa brune hester med krumt løftede forben. Men baade hestenes størrelse og rytternes tykkelse aftar efter deres geistlige rang. Bispen er vældig i omfang, og præsten beskedent mager, mens prosten har udvist den taktfuldhed at holde middelstykkelse. Bagenfor det ridende følge staar en mand og kvinde af folket. Han ser paa med mandlig ro, mens hun har et bekymret udtryk og ser ud til at ha lyst til at løfte sit rødblommede forklæde for at tørre sine øine: Bisp, prost og præst over vilde, stygge fjeldet!
Omkring rækværket ovenpaa er de 12 apostler og evangelisterne malet i freidige røde og blaa farver. Den fremmede, som ser sig om, vil smile og sige, at de har mindst 6 tær paa hver fod; men sligt faar ikke være saa nøie. Det har kanske været et udtryk for malerens ærbødighed og høie tanker om disse hellige mænd.
Men nu blir den gamle ringer træt og vil gjerne faa lukke kirkedøren.
En gammel trofast tjener er denne ringer, som passer godt i dette gamle hus. Touget, som han trækker i for at faa kirkeklokkerne til t klinge, hænger ned midt i kirken; og der har bygdens folk set ham staa og ringe, saa længe de kan huske tilbage.
Slig omtrent har han bestandig set ud; bare klæderne hænger lidt og lidt slakkere paa ham for hvert aar; huden rynkes lidt og lidt tættere, knokerne hvidner mer og mer. Hele manden visner lidt efter lidt som en gammel gren paa træet udenfor kirkegaardsmuren. Men endnu nogen aar vil han nok holde ud at trække i rebet. Værre er det, naar han paa helligaftenerne skal op i taarnet og klemte, for da maa han sidde paa kanten af den lille taarnglugge, mens „spælvesten“ dingler hid og did udenfor. Han begynder at bli svimmel nu oppe i høiden, og — saa er det ikke frit for, han begynder at bli mørkeræd, naar han om julekvælden skal gaa alene op i taarnet. Derfor gjør han det om morgenen nu i de sidste aarene.
„Bedst at gjøre fra sig i ti’en, mens det er ljøst“, siger gamle Auden, og ingen nænner at gjøre nogen indsigelse mod, at han ringer julehelgen ind midt paa blanke, lyse formiddagen.
Hvad mon han tænker paa, naar han staar slig og ringer aar efter aar? Ingen ser, hvad fjeldfolk tænker paa, for deres ansigt er ubevægeligt og uforanderligt som fjeldets sten; men vi faar gjætte. Mindes han kanske sin barndoms eventyr om de mange bergtagne, som de ringte efter med kirkens klokker? Og mon ikke alle disse stunder under kirkeklokke-toner har lært ham, at blandt alle de toner, som klinger gjennem livet, er ingen saa trygge og ingen saa rene som kirkeklokkens bløde klang.