Keadan eller Klosterruinen/02
Andet Kapitel.
Trias imellem Ruinerne.
Gebilde der Vergangenheit hervor, –
Und fremde Läute wehen im Geflüster
Der Abendlüfte um ihr Ohr.
A. Schreiber.
Brandt og Frits Højer vare opdragne og underviste sammen af en gammel, lærd Prest, en Onkel af dem, som boede i en af Norges ensomste Fjeldbygder, og som havde delt sit virksomme Liv imellem sin Almue, sine Bøger og sine Søstersønners Opdragelse. Her knyttedes da disses Venskab i en Alder, hvori intet Fremmed fjerner de uskyldige Hjerter; her var det ogsaa, Wilhelms Kjærlighed til Luise spirede frem, hyllende sin useede Blomst i Barnevenskabets grønne Bladdække. Luises Tante boede nemlig paa en stor Gaard meget nær ved Prestens, og den lille Pige løb daglig hen til den Gamle for at deltage i Drengenes Undervisning.
Allerede den Gang ytrede Wilhelms herskesyge Karakteer sig ofte i enkelte Udbrud; men Frits Højers inderlige Godmodighed og næsten til Afhængighed grændsende Føjelighed fandt sig blidt i Wilhelms ofte uartige Fordringer – og vedligeholdt en sjelden afbrudt Enighed imellem dem. Desto oftere var i de første Aar Freden brudt imellem ham og den overgivne, viltre Pige; men snart indtraadte Følelsen af det finere Forhold imellem Yngling og Mø, og havde Frits forhenværet den lille Piges Trøst og Støtte, saa begyndte nu Wilhelm at vorde den tilvoxende Jomfrues Yndling, – og den endnu altid sig selv lige, ærlige, jevne Frits traadte i Skyggen. Han følede det vel med nogen Krænkelse, men var altid lige godmodig imod Wilhelm, lige forekommende imod Luise, og derfor begge kjær som før.
Der gives godmodige Mennesker, som man heller vil omgaaes end just beskrive, som man elsker og agter, uden just at interessere sig for. Frits hørte ingenlunde iblandt disse. En dyb, ren Følelse, en stadig Begejstring for det Gode, et stille anelsesfuldt Gemyt – betegnede, skjønt kun for den opmærksommere Iagttager, den spæde, lidet talende Frits. Ofte hvilede den ærværdige Onkels Blik med Rørelse paa Drengens blide Ansigt, – og han gjenkaldte sig da sin elskede, hulde Søster, der efter mangen Livskrampe var henslumret i hans Arme og havde testamenteret ham det fromme Barn. Uvilkaarlig kom ham da stundom ihu de Ord, hvormed engang en omvankende Tiggerske havde tiltalt Drengen: „Du sover snart fagre Dødningblomst, og mange Slags Jammer vaager efter dig“. Disse underlige Ord havde virkelig gjort et blivende Indtryk paa Drengen. Naar en liden Tvistighed imellem Børnene eller en anden Barnesorg kvælede ham, hviskede han ofte for sig selv, ligesom trøstende: „Du sover snart, Dødningblomst“. –
„Det maa Du ikke sige! o Gud! det maa Du ikke sige!“ raabte Luise engang med stormende Heftighed, da han i et saaret Øjeblik højt udsagde denne Spaadom, som var dem Alle vel bekjendt.
„Sige det skal jeg ikke mere, naar det gjør dig saa ondt, Luise“, svarede han mildt; „men naar Du gjør mig Fortræd, saa maa jeg tænke derpaa enten jeg vil eller ikke“.
Omtrent midt imellem Prestens og Enken Ritters Gaarde ligger nogle Stenhobe, som endnu for faa Aar siden udgjorde en af de enkelte mærkelige Ruiner, vi have fra Middelalderen. Man kalder endnu Stendyngen Klosteret, uvist i øvrigt med hvad Ret. Jeg har søgt at indhente Efterretning om den i vore Oldsager – men ikke fundet den. Følgelig kan jeg kun søge at beskrive Ruinen saaledes, som den efter Folks Sigende skal have været i de tre Venners Ungdomsaar. Tre smaa Fjeldspidser vare ved en Ringmur forenede, og Dalen, der dannede sig imellem dem, tildels opfyldt lige med denne Mur ved et Jordlag, der hvilede paa svære, halvindfaldne Hvælvinger og uden Tvivl i Tidens Længde havde samlet sig paa den Plads, hvorpaa den egentlige Bygning har staaet. Hvor disse Hvælvinger vare indfaldne, kunde man paa et Par Steder bekvemt stige ned, – og man befandt sig da i et større eller mindre Rum, hvoraf flere, ved tildels sammenfaldne Gange, havde staaet eller endnu stode i Forbindelse med hverandre.
Raa Kunst og højtideligt Alvor viste sig i adskillige af Hvælvingerne. At disse ikke havde været blot Kjeldere, kunde man see af de glathugne Vægge, der hist og her vare sirede med Støtter og med enkelte tilbagestaaende ophøjede Figurer. Underligen blandede sig det levende Grønsvær og enkelte Buske imellem de graa Stenmasser, der hvor Lys og Varme havde banet sig Vej igjennem den brustne Mur, – og naar man vovede at klavre ned i den saakaldte Ormegaard, eller i Fritses og Wilhelms Sprog: Klosterhaven, hvor i en dyb Firkant udenfor Ringmuren smaa Graner og Birke tæt opfyldte en liden Dal, der omhegnedes af et højt Stengjerde, som sluttede til Ringmuren: da troede man at see Munkene træde ud af deres snevre Celler og betragte den klare Dag, der brød ind igjennem deres sammenfaldne Ordens gothiske Ruiner. I det Følgende komme vi til at nævne de øvrige mærkelige Fordybninger eller Hvælvinger indenfor Ringmuren, under de Navne, de tre Venner gave dem, – og vi mene nu om dette Sted at have givet Læseren et Begreb, som er tilstrækkeligt til at vise hvor tiltrækkende og mærkværdigt det maatte være for Fætterne og deres Veninde. Hvo har vel saaledes glemt hine Dage, den poetiske Fortale til Livets kolde Prosa, at han ikke med nogen Deltagelse tænker sig vor Trias, med underlig Hjertebanken omvandrende iblandt de alvorlige, mystiske Levninger? – O den Tid er skjøn, da paa Livets Foraarsteppe Ynglingens Aand utaalmodig vil vende sig tilbage imod den begravne Herlighed! – Den Tid er skjøn, som Oldingens, der fra Livets nøgne Isbræer stirrer op efter det nye Foraar; den er ligesaa ædel og mindre egennyttig, – og higer den ikke ogsaa efter Gud? – Anderledes træder Manden ind i den hellige Fortid; ham er den et Pompeji, som skal afdækkes for Dagens nysgjerrige Blik. Men nu tilbage til vor Trias.
Herhen vandrede hver klar Sommermorgen aarle de to Drenge med deres Frokost i Lommen og Bogen i Haand. De traadte ned i den lyseste, temmelig vedligeholdte Grotte, som de kaldte Cellen, for der at lære deres Lektier. Efter et Par Timers Forløb vækkedes de op fra deres Studier ved en liden Klokke, som de havde anbragt i en Krog, og hvorfra der gik en Snor udenfor Muren i en Ridse. Det var Luise som ringede. Hun kom fra Tantens for med Drengene at fortsætte Vejen til Prestegaarden. Nu sprang de ud med et „Ave Maria!“ og hun nejede alvorlig med korsvis lagte Hænder.
Om Aftenen, naar de fulgte hende hjem, gik Turen ligeledes til Ruinerne; men da lejrede man sig gjerne i den saakaldte Riddersal, hvor Wilhelm og Frits fortalte Riddereventyr, – eller man satte sig ved Indgangen til Kapellet, foran den indmurede Jerndør, hvor de fortalte hverandre Spøgelsehistorier, indtil de faa Nonner og Munke stige op af Gruset – eller hørte en sagte Banken indenfor Jerndøren eller et forfærdende Suk fra den sammenstyrtede Vindeltrappe. Da sprang Luise blegnende op, greb fast om begge Drengenes Hænder, og de fore pilsnart afsted, indtil de ved Udgangen af den lille Skov fik Mund og Lunger paa Gang; – eller ogsaa de gik omkring paa den brøstfældige Ringmur, til de standsede ved det af Bønderne nævnede Bundløs, hvor de morede sig med at kaste Kiselstene ned og lytte til deres Fald.
„Her“, fortalte engang Frits, „er Hulen, hvori Spartanerne nedstødte den ædle Aristornenes, Messeniernes tapre Hærfører“.
„Ak, I Guder!“ raabte Luise angst og holdt den foroverbøjede Frits i Kjoleskjødet; „herfra kommer han ikke levende!“
„Jo, Luise“, vedblev Frits; „Pallas Athene beskjærmer ham. Derfra, hvor alle hans Stalbrødre fandt Døden, føres han ud igjennem en snever Aabning, ved en Ræv, som har sneget sig ind for at søge efter hans Lig. Og Helte viser snart at de leve, siger Malling; han betraadte igjen sit Ira“.
„Og sejrede over Spartanerne?“ spurgte Luise fornøjet.
„Ak, Luise! Forræderen lurede“.
„Den nedrige Aristokrates!“ raabte Wilhelm blussende.
Fra den Dag af blev Hulen kaldet Keadan.
Aar for Aar nøde vore Tre deres fejreste Timer imellem Ruinerne, endogsaa i en Alder, hvori man, i det Mindste i Stædernes dannede Familier, vilde finde det betænkeligt, eller dog upassende, at et saa frit Forhold fandt Sted imellem et Par Ynglinger og en næsten voxen Pige. Deres Fortrolighed var saa ren som Lunas Straaler, om end noget varmere, – og derfor faldt det dem aldrig ind, at et andet Forhold var muligt. Det er ogsaa vist, at det uskyldige Barnevenskab sent mister sin himmelblaa Farve; og glider den end langsomt over i den underlige, anelsesfulde violette, saa skal der dog en hed Uvejrsdag eller en ualmindelig Sommermiddag til, førend det farlige Kjærlighedspurpur kaster sit Straalebrud paa den skjønne Himmels rolige Bue.
Frits var bestemt for den militære Bane, Wilhelm for den akademiske. Begge vare udrustede med gode Kundskaber, og deres selvstændige Karakteer beroligede den gamle, vakre Prest, ved Tanken om deres forestaaende Udflugt i den stormende Verden, – forsaavidt ellers den erfarne Olding kunde berolige sig, naar han sammenlignede Hjemstavnens trygge Asyl med det brogede Fremmede, hvori nu engang Nødvendighed bød, at han maatte udsende sine Yndlinger, – Højer til Kristiania, den i Alder og Kundskab modnere Brandt til Kjøbenhavn. Ingen af dem besad Formue; men den Gamle havde givet dem, hvad han kunde: Dannelse og Grundsætninger; forsaavidt ellers disse sidste kunne gives theoretisk. Se, det gaar med Grundsætningerne, som med Malerierne paa Porcelæn. De skjønne Kobbere paaklistres; kun i Verdens Skjærsildsluer brændes de ind i Sjælen; om vel eller ilde, det beror mindre paa Kobberets Godhed, paa Omlægningens Nøjagtighed, end paa Porcelænsstoffets Ildfasthed og paa den dæmpede eller flammende Ild, som Skjæbnen tilskikker.
Forestillingen om den forestaaende Afsked blev mere levende i Ynglingernes Hjerter; hos Wilhelm farvede den Barnehimmelen med det farlige Purpurskjær. Han rugede alt længe over den Tanke, inden Skilsmissens Taarer fløde, at sikre sig Luises Hjerte. At ogsaa hans Ven nærede en stille, øm Følelse for den hulde Pige, det faldt ham ikke ind, eller dog kun forsaavidt, at han vogtede sig for at berøre den Streng, naar de sadde sammen i fortrolig Tale om Nutid og Fremtid. Mærkelig er ogsaa i Sandhed den Omhyggelighed, hvormed Naturen tilhyller med et Slør over det andet det spædeste Hjerteblad i dens ømmeste Plantes Indre. En ufordervet Yngling er ligesaa bly som Møen, naar han første Gang føler at han elsker. Han tør jo ikke uden ængstlig, sød Gysen tilstaa sig selv denne Følelse; hvorledes skulde han da have Mod til at lade en Ven læse de hellige Karakterer, som han saa dybt bevarer?