Keadan eller Klosterruinen/01
Keadan eller Klosterruinen.
Første Kapitel.
Studenten og hans Discipel.
nitus insitum moribus, id subito evellere.
Cic.
„– Her sender jeg Dem efter Aftale, 1) Afskrift af Akterne i Kriminalsagen, 2) Brandts defekte Dagbog, holden i Kjøbenhavn, 3) Breve fra Jomfru Ritter, Løitn. Højer og Brandt, 4) mit Udkast til en Forbindelse imellem de forskjellige hverandre krydsende Begivenheder, 5) den unge Ritters Beretning og 6) en Del forskjellige Bilage fra Embedsmænd og andre paalidelige Folk. Jeg ønsker Dem Taalmodighed og Held til at bringe et Helt udaf dette Kaos – og gjentager, at jeg seer ingen Grund til nu at skjule Navne og nærmere Omstændigheder, da dels Historien er i Hovedsagen velbekjendt, dels de Gjenlevende, der nu forlængst have forladt Europa, skriftlig (se Bil. Lit. Y) have givet deres Minde til Offentliggjørelsen. Og, ikke sandt? nu lægger De Deres flittige Haand paa Verket, og giver os snart en norsk Kriminalhistorie, der sikkert ej vil mangle Interesse. Deres o. s. v“.
Saaledes lyde de sidste Linier af Amtmandens Brev, dem jeg anfører som en Art af Forerindring til efterstaaende Fortælling. Efterstaaende – skriver jeg, som om jeg var vis paa at kunne bringe et sammenhængende Helt ud af disse forvirrede Begivenheder! – Den første Vanskelighed er at begynde. Saalidt som jeg lider de for ikke længe siden brugelige Begyndelser, hvorpaa en af vore Forfattere spøgvis har givet denne Prøve: „Und der Ritter taumelte vom Pferde &.“: saalidt synes jeg om Begyndelsen: „N. N. var født af ærlige Forældre &c“. Men her ere flere Vanskeligheder end at gribe det rette Punkt i Heltens Historie; – det gaar mig nemlig, som det gaar en vis stor engelsk Romandigter: jeg har ingen egentlig Helt; jeg har saa mange Hovedpersoner, at jeg ikke ved, hvem der skal give den tragiske Beretning Navn; det er ogsaa derfor, jeg kalder den Keadan eller Klosterruinen, – en Titel, som mine Læsere, hvis jeg virkelig faar skrevet noget Læseligt paa disse Blade, sikkert ved Slutningen ville finde den mest passende. Men endnu ingen Begyndelse? – Langsomt glider mit Blik hen over de forskjellige Egne, hvori Tildragelserne have foregaaet; langsomt følger det Wilhelms og Antons og Luises Livsveje. Mangen Scene fra deres muntre Vaardage og fra deres hede Sommer opfatter Øjet; – vi ville gjemme de øvrige; vi ville, maaskee stundom lidt vildt, trække dem frem; men begynde ville vi fra et Punkt, hvorfra vi bekvemmest kunne skue baade tilbage og fremad, – fra et Punkt, hvori Begivenhedernes Frugt kimer frem i den helt udslagne Blomst, der allerede ikke mere har den ungdommelige, friske, uberørte Ynde.
Vi opsøge Wilhelm Brandt, en ung Student, i hans Logis i Kjøbenhavn. Han sidder overladt til sine urolige Tanker og blæser tykke Røgskyer af det forbrændte Merskumshoved, idet han utaalmodig ser ud fra Vinduet efter sin Kontubernal og Myndling, den fjortenaarige Jens Ritter. Da sprang denne op ad Trappen i tre Spring og løb stormende ind i Værelset med sine Bøger i Remmen over Skulderen. Smilende griber Brandt begge hans Hænder og trækker ham ned til sig. „Naa Vildbasse! Hvor bliver du af? Jeg har ventet paa dig“. Jens maatte gjøre Regnskab for Dagens Arbejde og for de foresatte Pensa til Morgendagen. Imidlertid betragtede Brandt med funklende Blik det fine Ansigt, strøg de brune Lokker fra Panden – og forglemte sig selv i Drengens dybt blaa, svømmende Øje. Da den engelske Grammatik var lukket sammen og den italienske Læsebog sat op paa sit Sted i Boghylden, gik Brandt nogle Gange taus op og ned i Værelset, som om han søgte en Indledning til det, han vilde sige. Endelig begyndte han:
„Kjære Jens! Det er længe siden du skrev din Søster til; i eftermiddag har du god Tid. Der ligger Papir, skjær dig en Pen“.
„Bare jeg vidste hvad jeg skulde fortælle hende; det er saa slemt at begynde“, mente Jens – men satte sig imidlertid føjelig ved Pulten. „Hør Brandt, jeg vil fortælle hende alt det, du lærer mig og hvor tidt du taler om hende med mig. Hun ved det vel sagtens, for du skriver jo derom til Presten; men jeg vil lade som om jeg ikke ved deraf. Kan jeg ikke det, Du?“
„Jo vist, jo vist, Jens! Skriv kun om mig til hende. Ak, jeg havde Lyst til at skrive selv“. –
„Men hvorfor gjør Du ikke det?“ spurgte Drengen, halv troskyldig, halv listig. –
„Mener Du det gaar an, at jeg skriver neden under dit Brev?“ svarede Brandt med en komisk Tillid til Drengens Mening.
Imedens Jens ikke uden meget Hovedbrud skriver og sletter ud igjen sit Koncept til den fjerne Søster, og Wilhelm Brandt med et livligt Smil betragter ham i det ligeoverfor hængende Spejl, – ville vi gjøre os lidt fortrolige med Begges Karakteer og Forhold.
Brandt var et af de Naturens ømme Mesterstykker, der ligesom Kunstens, just ved den rige Mangfoldighed staar i Fare for at forstyrres i alle Dele. Et skjønt, mandigt Aasyn indtog ved første Øjekast, og naar han talede, fandt hans ualmindelig sonore Stemme Gjenklang i hvert Bryst. Han var først nylig kommen til Universitetet, men med en sjelden Modenhed, med for hans Ungdom ualmindelige Kundskaber i flere Fag, hvorved det naturligvis dog endnu fattedes ham Orden og System. Med brændende Lidenskab hang han ved Kunsten, førte Penselen med Held og spillede færdigt paa Klaveer. Til flere dannede Kredse havde han Adgang, og hvor han kom, var han gjerne seet. – Kun havde han iblandt sine Medstuderende ingen ret fortrolig Ven, hvortil Grunden tildels laa i hans fremmede Stilling, da han var opdragen og demitteret til Universitetet af en gammel Prest i en Afkrog af Norge, – tildels laa den endnu dybere, nemlig i hans Karakteer. Thi den i selskabelige Kredse Alt oplivende Brandt var i det stille Dagligliv bitter, mørk, opfarende. Hans herskesyge, afgjørende Tone imod hans Lige, hans letpirrede Egenkjærlighed og tidt ilde dulgte Forfængelighed fjernede igjen enhver af hans Kammerader, hvem hans Talenter havde trukket nærmere til ham. Den fine Takt, ved hvilken han hos Damer og ældre Mænd forstod at skjule sine Fejl og at fremtvinge en elskværdig Beskedenhed, stod ham aldrig bi, naar han omgikkes sine Jevnlige. Ofte var han derfor Gjenstand for deres Spot, – og skjønt saa mangen Families Yndest, alle Damers Gunst holdt ham nogenlunde skadesløs for Savnet af det saakaldte Studenter-Kammeradskab, følede han sig dog mangen Gang ene og besluttede at vinde Venner. Men Venskab er ikke en Blomst, som vil søges af den Egennyttige, der længes efter dens Vellugt; man maa fortjene Venner, for at besidde dem, – og da er Venskab en Blomst, som vil have Pleje og Omhu. Brandt søgte altsaa Venner, – og der gives Forbindelser nok, som, grundede paa Øjeblikkets Interesse, paa Overensstemmelse i Tilbøjeligheder, let erholde dette hellige Navn. Men disse Øjeblikke flyve bort, de overensstemmende Tilbøjeligheder forandres, – og det skjøre Dusbaand er tilbage. Altfor sjelden kunde Wilhelm fornegte sin egoistiske Karakteer, og ved hvert nyt bundet og igjen overrevet Baand forøgedes hans trodsige Særhed og mørke Lune.
Franskmandens Imparfait og Parfait defini give i deres forskjellige Andvendelse en herlig Skattering; en Skattering som koster saa lidt at anbringe. Imperfektet maa bruges til alle disse perpetuerende Beskaffenheder i Gemyttet, der ikke ere, uden forsaavidt de allerede vare og fremdeles vedblive at være. Ovenstaaende træk af Brandts Karakteer maatte gives med et langt Imperfektum, og idet vi her have stræbt at fremstille dem, have vi ingenlunde havt Øjet fastheftet til den Tid, hvori Samtalen imellem ham og Jens Ritter foregik, men see dem meget mere først tydelige i Løbet af hans noget over fireaarige Ophold ved Universitetet. I disse Aar var Ynglingen Ritter hans skjønneste Opmuntring, dennes Dannelse hans sødeste Arbejde. Kun imod ham var Brandt altid den blide, omhyggelige ældre Ven; kun hos denne aabne, englerene Yngling opløste sig hans mørke Forvirring i en harmonisk Forening af alle Sjælekræfter for at gjøre lykkelig, – og den af hans Bekjendte, der ytrede glad Forundring over, hvor vellykket hans Omsorg var for det ualmindelige unge Menneskes mangesidige Uddannelse, aftvang ham altid et inderligt, veltilfreds Smil, hvori noget Bedre og Højere end Egenkjærlighed straalede. Ogsaa hang Jens med inderlig Kjærlighed ved sin Lærer og Vejleder, og hans skjønne, bløde, barnlige Sjæl udgød sig i begejstrende Lovtaler over Brandt.
Læserne have allerede af et Par Ord imellem disse To gjettet Aarsagen til en Del af den Kjærlighed, Brandt følede for Jens Ritter. Han var Søsteren Luises udtrykte Billede, og Luise var Brandts tidlige Ungdomsveninde og stod altid for ham som en Lysets Engel fra de skyldfrie, skjønne Barndomsdage, da endnu ingen uædel Lidenskab, intet Forfængelighedens Aandepust havde dunklet den ualmindelige Sjæl. – Wilhelm var ikke fordervet; endnu kastede han upartiske, tydelige Blikke i sit eget Hjerte, og Haabet om engang ved Luises Side, langt fra alle de Farer, der her omringede hans bedre Vilje, med det erhvervede Blik paa Livet og med de rige Kundskabsskatte, at leve et klart, rent Liv, straalede da vinkende for ham. Dette Haab bestemte ham ogsaa til at afslaa et fordelagtigt Tilbud, som henimod Slutningen af hans Studereaar blev ham gjort fra en af Landets Stormænd, at ledsage denne som Privatsekretær paa en Gesandtskabsrejse. Kjærlighed til Luise kjæmpede med Stoltheden og de glimrende Udsigter; men Luises levende Billede, den ranke Jens Ritter, mødte ham med en Hilsen fra den fjerne Veninde, – og han skrev et Afslag til Ministeren.
Dersom det er en erkjendt Sandhed, at Omgang med Gode gjør god, da torde denne Sandhed i en engere men derfor stærkere Betydning kunne anvendes paa den, der anvender en Del af sit Liv paa at danne en ung, ufordervet Sjæl for Livet. Vistnok vilde Menneskekjenderen kunnet spore en velgjørende Virkning paa Brandt af hans Omhu for i Raad og Daad, i Lære og Exempel at være Jens Ritters vejledende Genius. Endnu skulde denne Virkning have været mere synlig, hvis en fuldkomnere Fortrolighed havde fundet Sted fra Wilhelms Side. Men det tidlige Lærerforhold, Ritters paafølgende Stilling som Handelsbetjent ved et virksomt Hus i Kjøbenhavn, og vel endnu mere, denne tidlig modnede Ynglings fine Følelse, der bragte ham som en Nolimetangere til at trække sig ængstelig tilbage fra enhver sagte Berørelse af det mindre Ædle, fjernede Wilhelms Fortrolighed. Selv i det delikate Forhold, hvori han stod til Luise, havde han ikke indviet den yngre Ven. Dette Forhold skulle vi i det følgende Kapitel gjøre vore Læsere bekjendte med – og have fra det Punkt, hvormed vi aabnede Historien kun endnu at berette, at Wilhelm besad en elsket og elskende Ven i sin Fætter, Frits Højer, der tilbagelagde sine Læreaar ved Kadetkorpset i Kristiania i samme Tidsrum af fire Aar, hvori Brandt tilendebragte sine Studeringer ved Universitetet. Uafbrudt havde de ved flittig Brevvexling vedligeholdt den levende Erindring om hinanden, hvortil en fælles Yndlingsgjenstand altid gav en Del af Stoffet.
Gjerne havde vi sagt, at vi uden Forbeholdenhed af nogen betydningsfuld Begivenhed i Brandts Liv her stode ved Enden af hans akademiske Løbebane. Denne Begivenhed ligger imidlertid nu ikke ganske i vor Vej, og, idet vi her løselig omtale, at der er en saadan tilbage, skal dette Kapitel sluttes med den Efterretning, at Højtideligheden i Universitetskirken er forbi – og Karaktererne ved den sidst afholdte theologiske Examen oplæste. Brandt har erholdt sit Laudabilem med al Honneur, har modtaget sin unge Vens Lykønskning – og iler ved hans Arm til Grasserer Lems Landsted, hvor en liden landlig Fest er beredt Handelsfuldmægtig Ritters agtede Ven og Lærer.