Keadan/20
Tyvende Kapitel.
Endelig Opløsning.
Empfangen und genähret
Vom Weibe wunderbar,
Kommt er und sieht und höret,
Und nimmt des Trugs nicht wahr, –
Gelüstert und begehret
Und bringt sein Thränlein dar , –
Verachtet und verehret,
Hat Freuden und Gefahr, –
Glaubt, zweifelt, wähnt und lehret,
Hält Nichts und Alles wahr, –
Erbauet und zerstöret
Und quält sich immerdar, –
Schläft, wachet, wächst, und zehret;
Trägt braun und graues Haar; –
Und alles Dieses währet,
Wenn's hoch kommt, achtzig Jahr.
Dann legt er sich zu seinen Vätern nieder,
Und nimmer kommt er wieder.
Claudius
Holt var bragt bort. Med jublende Følelser og luende Blikke sadde og stode de Tilstedeværende. Ritter rev et Vindue op og græd, idet han foldede sine Hænder til en stille Takkebøn. Nogen Tid overlod den brave Foged sig til den almindelige Glæde. Endelig erklærede han atter Retten sat og lod Brandt hente.
Brandt traadte ind med stille Rolighed, med faste Skridt. Da Ritter sprang ham imøde, rakte han ham taus Haanden og vendte sig til Fogden. Efter et indledende Forhør, hvorved han med Bestemthed gjentog sin forrige Selvangivelse, læste man op for ham det nylig Afsluttede. Han skiftede Farve flere gange under Oplæsningen, trak efter Veiret og tørrede den klare Sved af Panden.
„Drømmer jeg eller vaager jeg!“ vare hans første Ord, da man æskede hans Erklæring i Anledning af det Oplæste. „Er altsaa Holt upaatvivlelig Morderen?“
„De forlade mig, Hr. Brandt“, svarede Fogden rørt; „det tilkommer mig at spørge, Dem kun at svare“. Wilhelm saa en Stund ned for sig. Endelig trak han et forseglet Brev frem, brækkede det hurtig og rakte det til Fogden. Udskriften var til Literatus Linow i Kjøbenhavn. Brevet selv var skrevet med ubekjendte Karakterer.
„Vil De tillade mig at træde til Bordet og nedskrive det i dette Brev brugte Alphabet?“ Da han havde gjort dette, begyndte Fogden at stave, men overlod ham derefter selv Brevet, hvilket efter hans Diktat blev ført til Protokollen.
„Ven og Broder! Jeg staar ved Dødens Port. Jeg staar der frejdig, – for første Gang siden lang Tid ret rolig, ret tilfreds. Ligegyldig lader jeg mig og mit Eftermæle sværte med det skrækkelige Mordernavn. Der ere kun tvende Mennesker tilbage i Verden, for hvilke jeg nødig vilde staa saaledes tegnet. Den Ene, min elskværdige Jens, min Sjels Yndling, maa jeg lade blive i Vildfarelsen; Dig, min Dyrebare, kan jeg forklare mig for.
Metastats siger:
Poco é funesta
L'altrui fortuna,
Quando non resta
Ragione alcuna
Nè di pentirsi, nè d'arrossir.
Dette tør jeg vel ikke anvende ganske paa mig; thi der hviler Meget ret tungt paa min Samvittighed; men som sagt: ret rolig er jeg; thi jeg er ikke Morder. „En Brøde skal sones ved Offer for en Andens“, vare de mystiske Ord, din Anna udsagde, da hun engang lagde Kort for mig. Nu opfyldes hendes gaadefulde Tale. Vistnok, kjære Linow, kunde jeg fatte mig meget kort og derved befrie Dig fra det møjsommelige Arbejde, at læse Meget af denne Zifferskrift. Men jeg har saa god Tid her, hvor jeg sidder, og det er mig en saa herlig Tilfredsstillelse at kunne endnu engang i Verden udgyde mit Hjerte for en tro Ven. Derfor bær over med min Vidtløftighed.
Da jeg styrtede ind til Dig sidst og paa mit ilsomme Spørgsmaal om den ulykkelige Thrine fik det kolde Svar, hvormed Du rev Dig løs af mine Arme: da foer Dødens Vinter over mit Hjerte. „Jeg er hendes Morder! Hendes Uskyldighed, hendes Lykke og Fred, hendes Haab til Gud og Menneskene, hendes favre Ungdomsliv har jeg myrdet!“ Saa sagde jeg mig uafladelig selv, og min smertelige Vellyst var ret at gjennemtænke min Ulykke.
Da jeg rejste ned til Danmark for at opspørge Thrine, var det ikke blot Pligtens sildige Stemme, der kaldte mig. Det var Længsel efter ved hendes skyldløse Barm at finde Noget af mit tabte Paradis igjen. O Du saa min bitre Græmmelse; midt i din retfærdige Vrede ynkedes Du over Synderen! Linow! Du kjendte ikke mine Kvaler, Du kjendte kun den halve Del deraf. Jeg maa sige Dig Alt. Om jeg med mine Dages – o, en ussel – Opofrelse kjøber Luise Ritter hendes Ære for Verden og hendes sørgelige Liv: saa finder jeg mig dog ikke forpligtet til at bebyrde mig med hendes Skyld ogsaa i dine Øjne. Altsaa, Broder! –
Tredje Dags Morgen efter min Hjemkomst drev en underlig Længsel mig hen til min Vens dybe Grav. Efter længe at have stirret ned i Keaden, som Du ved, vi kaldte Stedet, gik jeg vemodig i Hu omkring til vore sammenfaldne Barndomsherligheder. Endelig klavrede jeg ogsaa ned i Klosterhaven, der ligger udenfor Muren, ligesom Keaden tæt indenfor. Mit Øje løb om imellem Krat og Grus. Da blev jeg noget Rødt var; en Grushob dækkede det; jeg trak det frem; det var – Højers Lig! I Brystet sad en lang, blodig Kniv! Forfærdelige Følelse! du forlader mig aldrig, og Du er mig stedse ny! – Ja, Dyrebare! I Kjærligheds Afsindighed, for at blive min, har hun myrdet ham, den ædle, skyldfrie Yngling! Forfærdelige Lidenskab, som vender Engle fra Lyset til Mørkhedens Gjerning! – Uden tydelig Bevidsthed skrabede jeg atter Gruset over den Myrdede og ilede, som om jeg vilde løbe fra mig selv, til Huset. Der sad hun hos den gamle Onkel! O Himmel og Helvede! – „For mig! for mig!“ Saaledes raste en Stemme i mit Indre og tvang mig til at elske, hade, foragte, begræde den elendige, fortabte Pige.
Gud ske lov, han døde den værdige Olding, min anden Fader! Han gik med Bekymring over os, men dog med Fred til sin Hvile. Fred svæve om hans Levninger! Han var en Fredsens Engel.
I Afskeden fra Luise, da jeg vilde søge min Thrine, brød Hemmeligheden fra mine Læber. Luise er en frygtelig Skabning; Letsind og Fripostighed, Ømhed og Hengivenhed er synderligen smeltede sammen i hendes Jeg. Du skulde hørt os i denne Scene; det var som om jeg var Morder, Luise uskyldig.
Men jeg bliver vidtløftig. Angergiven, fortvivlet, vender jeg tilbage til Norge. Paa et Gjæstgiversted møder jeg en Fremmed, der fortæller mig, at Højers Lig er fundet og Luise sat fast. Man har endnu ikke bragt hende til at bekjende. Fremdeles fortæller Mennesket mig sine og nogle Andres Formodninger. I Mordet antager han Luise uskyldig, men har derimod en hel Historie sammensat om hvorledes Højer er, efter et Par Dages bevidstløs Tilstand kommen op af Hulen i en af disse Mennesker formodentlig drømt Sidevej til Klosterhaven. Den Morgen da jeg, som nu sandt er, gik derhen, har jeg fundet Højer levende; min Jalusi er vaagnet, og jeg har stødt ham ned. Med levende Deltagelse hører jeg paa dette opbyggelige Eventyr, der er digtet paa min Bekostning. „Qu’il soit!“ tænker jeg glædeløse, strafværdige Menneske ved mig selv. „Det var for dig, hun gjorde Misgjerningen; velan! saa bød for hende og dig, og gjør Bod til Thrines Manes!“ – Jeg benytter den hele Underretning, rejser til Fogden, som var bragt paa den Fremmedes Idee, og angiver mig selv som Morder. Lede til Livet, Samvittighedsnag, Medlidenhed med Luise bestemte mig, og endnu angrer jeg ikke min Beslutning. Med Rolighed gaar jeg den forsonende Død imøde; men for Luise føler jeg dyb Foragt. Thi se! hun tog mit Offer uden Omstændigheder, uden at opponere, ja uden at takke. Dog, det er sandt, hun vilde langt om længe besøgt mig i min Arrest; men jeg frabad mig det.
Fugle eller Orme fortære mit Støv, naar Du læser dette, gamle Linow. Men Du vil tilgive og elske og ofre en Taare til Den, der ved en frivillig Skjændelsesdød forsonede Ungdommens Daarskaber. Far vel, Elskede, for evig far vel!
Din V. B.“
Ritter glemte Retten og de Omstaaende og styrtede i Wilhelms Arme. Fogden havde nok nær gjort det Samme, og med Møje tvang han sig til at iagttage den passende Embedskulde. Sagen var naturligvis ingenlunde juridisk afsluttet, og Brandt blev under en Art Bevogtning.
Jeg har forfulgt Vennernes Livstraade, deres Knuder og disses Løsning. Det skulde være at matte Læseren, om jeg vedblev med samme Nøjagtighed som hidtil. Ingen bærer Tvivl om den desuden maaskee af Flere læste Højesteretsdom i denne Sag, der imod Sædvane inden kort Tid gik frem igjennem Retterne. Rørende var Brandts og Luises første Møde.
„Skrækkeligt have vi miskjendt hinanden, Luise!“
„Men ærligen have I lidt for hinanden!“ sagde Ritter og greb begges Hænder.
„Nu høre vi hinanden til Luise! Det vil sige, vi dele den Smule Lykke, der endnu kan blomstre i vore uddøde Hjerter. O Luise! Havde jeg som Du en let Samvittighed! Min Ro tog den ulykkelige Thrine med sig i Graven“.
„Wilhelm!“ sagde Luise med et sjelefuldt Blik, og de blege Kinder farvedes. „Ja vi skulle høre hinanden til som Søskende, som inderlige Venner, uadskillelige i Livet. Men tag nu af din Søsters Læber en glædelig Efterretning. Din Thrine, din Kone, lever og vugger din Søn paa sine Arme og længes efter det glade Øjeblik, da hun skal synke i din Favn“.
Brandts glade Forbauselse var maalløs. Ledsaget af Fogden, Luise og Ritter rejste den proforma Fangne til Bondegaarden, hvor Thrine henrykt rakte ham det sunde Barn. Valborg sad ved Vuggen. Hun fulgte siden med Brandts til Vestindien, hvor Ritter havde skaffet ham en indbringende Handelspost. Aaret efter, da den gamle Lem døde, drog Ritter med sin Caroline til Kompagniets Plantager, hvortil Handelskonjunkturer, som ikke vedkomme Fortællingen, skal have bestemt ham. Om Linow har jeg siden Intet hørt; han har vel længe hvilet de trætte Ben.