Keadan/19
Nittende Kapitel.
Forandret Udsigt.
Quisque suæ vitæ semina jacta metet.
Med venlig Ilsomhed kom Fogdens Kone sin Mand imøde — og tog med norsk Gjæstmildhed imod den Fremmede.
„Hvad har Du til os, Mor?“ spurgte Manden.
„Jeg haaber vor Gjæst tager tiltakke med koldt Kjøkken“.
„Ja vist, Mor, og saa laver Du et Glas Punsch. Lad os faa Maden ind i Gjæstestuen, for vi to Mænd have Et og Andet at snakke sammen om“.
Den gode Moder, som var vant til Husfaderens hyggelige Nærværelse hos Familien, gjorde store Øjne og maalede den Fremmede med et nysgjerrigt Blik. Fogden gik over i Gjæstestuen med Ritter, holdt derpaa en kort Kjøkkensamtale med sin snille Kone, hvorefter hun med vaade Øjne nikkede til ham, – og nu var han aldeles sin elskværdige Gjæsteven opofret.
Af den for Jens Ritter saa vigtige Underretning skulde det være overflødigt for Læseren at høre Andet end følgende Udtag af Brandts Bekjendelse:
„To Dage efter min Hjemkomst, den tredje Dags Morgen efter Løjtnant Højers Fald i Hulen Bundløs, gik jeg til Ruinerne, fuld af Tanken om min arme Vens Skjæbne. Mine Forhaabninger om at erholde den af mig stedse elskede Jomfru Ritters Haand gjorde mig Højers Tab vel mindre smerteligt – men desto mere rørende. Netop var jeg færdig til at vende tilbage fra dette sørgelige Sted, da en sagte Raaben om Hjælp fra den nærliggende Fordybning: Ormegaarden, vakte min Opmærksomhed. Fra Muren af saa jeg ned, og til min Bestyrtelse og Glæde blev jeg Højer var, som i den ynkeligste Forfatning raabte op fra Gruset. Underlige Følelser kjæmpede med hverandre i mit Bryst. Han levede! Min Højer var reddet, naar jeg ilede ham til Hjælp! Men med Bevidstheden om at han var frelst, flygtede Medlidenhed og Kjærlighed. Jeg saa nu i ham den forhadte Medbejler, som jeg – jeg selv – skulde drage ud af Dødens Svælg – for at bringe ham i den Piges Arme, hvilken jeg nu havde lært at ansee for min Brud. „I hendes Favn vil han styrte, og jeg, Redskabet for hans Frelse, jeg skal lade mig nøje med de to Lykkeliges kolde Taknemmelighed!“ Saaledes følte jeg det. Da blinkede, som om Skjæbnen havde rakt den frem af Afgrunden, en lang Kniv ved mine Fødder. Ude af mig selv greb jeg den, styrtede ned efter den Ulykkelige og borede den i hans Hjerte. „Du er jo alt indviet Døden, Frits! Bliv i dens Favn; her har Du ikke mere at gjøre!“ Saa raabte jeg i vild Harme, og han sank livløs til Jorden“.
„Ak, da vaagnede Samvittigheden! Med unævnelig Rædsel ilede jeg tilbage, – ikke til min Brud, – nej til Højers Enke! Hun var mig fra denne Stund af mere forhadt, end jeg var mig selv. Drømmende henslæbte jeg et halvt Aar. For mig var Verden øde. Jeg drog til Danmark for at opfylde en forglemt Pligt. Ogsaa dette var for sent. Da erfarede jeg, idet jeg atter drog tilbage, at man havde fundet den Døde og den arme Luises Stilling, – og jeg havde nu ingen Rolighed, førend jeg gav Retfærdigheden Fyldestgjørelse“.
Det gjælder om aandelig som om legemlig Smerte, at den erkjendes kun indtil en vis Højde; stiger den over samme, da ophører Følelsen og et Slags bedøvende Forbauselse træder i dens Sted. Derfor skred ogsaa Ritter med langsomme Skridt op og ned ad Gulvet og kastede paa Enhver, der talede til ham, et Blik, som mere syntes at spørge end at lide. Dog røbede den matte, skjælvende Stemme, at den kom fra et sammentrykket Bryst. Fogden havde den inderligste Medlidenhed med ham. Men Medlidenhed letter ligesaa lidt som Taarer den sværeste Kummer. Selve Heden forbyder den tropiske Luft at afkjøle sig i en velgjørende Regn.
Med den frembrydende Morgen stege Fogden og Ritter i Rejsekjærren, og først idet Jens laa i Luises Arme, brast han ud i Hulken.
„Ja jeg har lidt, min Jens! Du stirrer paa disse blege Kinder og leder efter Luises Træk. Men jeg har lidt frygtelig. Det var en Tid, da man frygte de for min Forstand; den er intet Gode for mig mere“.
„Anede Du da ikke, Du arme, uskyldige Pige, at Wilhelm var Morderen?“
„O Gud jo! Jeg vidste det allerede, da han i Fortvivlelse rejste herfra. I sin oprørte Stemning ved Afskeden lod han Ord falde, som gjennemisnede mit Hjerte. Ukjærlig og hadefuld lagde den Ulykkelige Skylden paa mig – og drog bort“.
„Paa dig?“
„Ak Du kjære Jens! Du maa vide Alt. Jeg har altid elsket Wilhelm. Vel torde jeg ikke sige Frits Nej, da han begjærede min Haand; thi jeg vidste jo ikke om Brandt elskede mig endnu; men da jeg saa vel var forlovet, kom der et Brev fra ham; o dette Brev, som aandede lutter Ømhed og Haab og Glæde, knuste min Sjæl. Det var for sildigt! Nu var han tabt for mig – denne Mand, som jeg holdt for den Første iblandt Mænd. Denne Følelse gjorde mig ikke skikket til at vise mig saa kjærlig imod Frits, som hans Hjerte fortjente og fordrede. Uvilje og Kulde opkom imellem os, i det Mindste hos mig. Kun halv forsonet efter en heftig Scene gik Frits ved min Arm til Ruinen, hin ulykkelige Aften. Alt dette fortalte jeg Wilhelm – og lod ham skue ind i min Sjel, der først ved Højers Død stod ved Indgangen til Livets Lykke. Ja Aftenen før den skrækkelige Gjerning, da jeg fortrolig støttede mit Hoved til hans Bryst, jeg vil tilstaa dig det, Broder! den Kummer, der synes at gjøre denne Stilling undskyldelig, var ikke mere i mit Hjerte,) og den gamle Prest sagde vemodig hen for sig: „Var dette dog en tung Drøm! traadte dog Frits nu ind til os!“ Ak, kjære Jens! da hviskede jeg letsindig til Wilhelm, idet jeg trykkede mig tæt op til ham: „Gud forbyde det! Da blev jeg gyselig elendig!“
Ritter saa paa Jorden. Han vilde saa gjerne trøste den Nedbøjede; men hans ædle Sjæl saaredes ømfindtlig ved at høre Luises Bekjendelse. Endelig sagde han sagte: „Wilhelm havde dog ikke derfor den mindste Ret til at give dig Del i Misgjerningen. — Har Du seet ham siden hans Ankomst?“
„Da jeg endnu i Verdens Øjne bar hans Brøde, afslog jeg at see ham; siden har jeg villet besøge ham; men han har frabedet sig mit Besøg“.
„Gud ske lov, han dog endnu ikke var saa dybt sjunken, Luise, at han lod dig i Stikken! Nej, nej! Det var ogsaa for slet. Saaledes kunde Brandt ikke handle. Det maa dog røre ham, at Du saa højmodig fortaug Sammenhængen. Men Luise! Saavidt burde din Ædelmodighed, din Kjærlighed ikke gaaet“.
„Jeg kjæmpede ofte med mig selv. Men Kjærlighed sejrede, og jeg tilstaar det, den Formodning, at Sammenhængen dog vilde blive oplyst. Paa blot Mistanke kunde man jo dog ikke dømme mig“.
Man seer hvorledes begges Sind efterhaanden beroligedes under den fortrolige Samtale. Efter en øm Omfavnelse forlod Ritter sin Søster for at besøge den arresterede Brandt, førend det Forhør aabnedes, hvori han selv skulde træde op imod Holt. Til Ritters Forundring og Fortvivlelse afslog Brandt at see ham. „I Morgen ved Forhøret over mig kunne vi jo sees“, havde han svaret.
Med Smerte havde Jens Ritter gjort den tunge Gang til den engang saa højt agtede Vens skumle Værelse. Med endnu større Smerte saa han sig afvist, og kun Nødvendigheden gav ham Kraft til at træde ind i Retsstuen, hvor man ventede ham i Anledning af Landkræmmerens Arrestation. Holt havde faaet sin trodsige Fatning, sin smidige Tunge, sit opfindsomme Snille tilbage. Han følte dog, at det var forsent. Gaarsdagens Overraskelse havde fældet ham, og der var ingen Udvej mere. Sagen var saa klar, at man kun for Formens Skyld behøvede hans egen Tilstaaelse. Pludselig rejste sig en Støj i Thingstuen. „Afvejen! afvejen!“ raabte en hæs Kvindestemme. Det var Valborg. Hun skød Alt tilside og kom, uagtet man vilde hindre hende, frem til Bordet.
„Valborg!“ raabte Ritter forbauset, imedens Fogden vred spurgte hvad det gale Kvindemenneske vilde.
Valborg nikkede venlig til Ritter; derpaa vendte hun sig til Fogden og fremrakte sine blodige Arme og Hænder imod Holt.
„Her har jeg nok vel saa meget at bestille som I Andre. Se mine Arme! se hvor de have snøret mig fast! Det var for din Skyld Thorkild! store Skam! For at jeg ikke skulde fortælle, Hvad Du har gjort“.
„Forbandede Daarekistelem!“ raabte Holt – og vilde fortsat; men det blev ham betydet at tie.
Endelig efter megen forvirret Snak kom Valborg til Ende med sin Fortælling.
„Jeg laa, hvor jeg plejer ligge, naar Maanen er fuld og gjør mig underlig, dernede i Ormegaarden. Jeg vilde søge efter Gjertrud, som den Hund – der staar, har slaaet ihjel. Men saa begyndte det at rykke i mit Øjelaag, og jeg fik Løglugt i Næsen. Saa vidste jeg vel, han levede, den blege Dødningblomme, som jeg har drømt om og snakket om i mange Aar. Da kom min Mand og hans Kammerad og vilde have mig med sig. Jeg bad dem hjælpe mig at tage ham op; men de vilde ikke høre paa det Øre. Saa rendte jeg fra dem. Da jeg kom igjen, var han krøben igjennem Skraagangen, hvor Holt kastede min Gjertrud, og stod nu i Ormegaarden. Saa kom denne Djævel forbi, og jeg raabte paa ham. Da han hørte, at Løjtnanten levede, rendte han til, det Skarn – og dræbte min fine Ungersvend“.
„Hvad svarer I dertil, Holt?“ spurgte Fogden, og en næsten glad Gysen foer igjennem de Tilstedeværende.
„Hvad skal jeg svare paa en gal Kvindes Sludder?“ sagde han opbragt.
Valborg saa sig betænksom om. „Ej, ej!“ raabte hun, „der ligger din Kniv oppe paa Skabet. See selv, om der ikke staar T. J. S. H. paa Bladet“.
Mordinstrumentet laa fra de første Forhører af henkastet paa et Skab. Man ansaa Retshandlingerne fra den Tid af, Brandt havde angivet sig som Morder, for blot Form, og der havde ikke været tænkt paa at undersøge Kniven mere.
Synderen vilde ikke see paa Kniven og blev aldeles forandret i Ansigtet.
Ogsaa her gjør jeg Undskyldning for min juridiske Ukyndighed — og fortæller kun, at man fik Holts egen Tilstaaelse. Ved Højers Død havde han paanyt faaet Haab om Luise og hendes Tantes Formue. Da nu Valborg standsede ham i hans Giftermaalsdrøm ved at raabe: „Højer lever!“ ilede han rasende frem og fuldbragte Udaaden. Frygt for Steffen afholdt ham fra strax at bortrydde det farlige Vidne – maaskee ogsaa Rædsel for at forøge Antallet af sine Dødsoffere. Han slæbte hende da afsted til Banden, hvor han for Broderen fremstillede Sagen. Valborg blev dømt til evig Fængsel. Hvorledes hun nu havde skuffet sine Vogtere blev aldrig ganske oplyst. Banden var splittet og forsvunden, og aldrig har man siden faaet Kundskab om Steffen.