Keadan/18
Attende Kapitel.
Retfærdigheden i Virksomhed.
S. Herc. fur.
Det var højt op ad Dagen, da Ritter efter en kvægende Søvn vaagnede i Bondestuen. Den gode Kone havde saa meget at bestille med den Syge, hvis Kjøn og Tilstand hun naturligvis allerede havde opdaget, at vor hungrige Rejsende neppe kunde faa en Ringe Mælk. De øvrige Husfolk vare i Marken, og førend Middag blev ingen Hest at erholde. Endelig kom Konen ind igjen og bragte en Hilsen fra Thrine om Herren vilde umage sig ind til hende.
„Kanske I kjender Madamen eller hvad hun er“, sagde Konen og saa noget mistroisk paa Ritter; „jeg blev ikke lidet forskrækket i Dag, da hun pludselig faldt om og maatte bæres i Seng. Det var just som I kom. I de tre Dage, hun har været her, vidste jeg saamen ikke Andet, end at det var en ung, pyntelig Herre“.
Man begriber let, at Ritter gjorde store Øjne. Han faldt strax paa den grundede Formodning, at den forklædte Pige var Morderens til Døden bestemte Ledsagerinde, og hans Hjerte slog højt ved Haabet om ej alene at frelse hende – men ogsaa ved hende at bemægtige sig Skurken. Underlig tilmode ilede han derfor ind til den Syge. Men hvo maler hans glade Forundring, da han ved første Øjekast gjenkjendte Thrine, hvis formentlige Selvmord havde saa inderlig rystet ham!
„Er det muligt? Er det virkelig Dem, Jomfru Borth?“
„Ved hvilket Underværk træffer jeg Dem, Hr. Ritter! O Gud! Jeg trænger mere end nogensinde til Ven og Raadgiver!“
„Begge Dele skal Du finde i mig, arme Pige!“ raabte Ritter med Følelse og greb hendes Haand.
Ak, De er selv saa ulykkelig – arme Mand! Men forlad mig ikke i min Nød!“ Hun gav sig bitterlig til at græde.
„Selv saa ulykkelig?“ gjentog han for sig selv. „Hvad vil hun sige med det?“ Men han fik ikke Tid til at spørge; thi Bondekonen kom ind med Besked til den Fremmede, hvem af dem maatte de selv afgjøre, at der var En ude, som skulde afhente ham.
„Det er mig Ulykkelige!“ raabte Thrine angst; „ak naar De vilde tage Dem af mig, saa –“
„Rolig, rolig, kjære Pige! De kommer ikke fra mig. Jeg ved maaskee bedre Besked om Deres Ledsager, end De selv“. Lidt betænkelig gik han ud imod den Anmeldte; men just lød Middagsklokken, og Folkene nærmede sig med deres Ler. Nu vidste Ritter Raad. Den Anmeldte, i hvem han strax gjenkjendte Landstrygeren Einar, studsede ved at see ham.
„Hvad har Du at sige mig?“ spurgte Ritter rolig.
„Jer har jeg nok intet Erinde til“, svarede Einar, idet han betragtede den unge Mand, hvis Træk han rimeligvis troede at gjenkjende.
„Ja saa, da faar Du gaa indenfor; thi en anden Rejsende ligger derinde og er syg“, sagde Ritter i en skjødesløs Tone og lukkede Døren op for ham.
Neppe var Personen inde, førend den værdige Yngling vinkede heftig til de kommende Bønder. „Gaar ind og griber det Menneske! Jeg tager Alt paa mig. Han har en Ugjerning isinde“.
Bønderne saa en Stund paa hverandre. „Nøler ikke“, vedblev Ritter, „ellers trækker jeg eder til svært Ansvar“.
Værten traadte til, og man lovede Bistand. I et Øjeblik stod Einar omringet af en halv Snes Karle. „Pas vel paa ham, og nu paa Øjeblikket Bud efter Lensmanden!“ raabte Ritter.
Einar var ganske ude af sig selv. Hans tause Forfærdelse gave Ritters Ord Vegt, og i et Nu vare hans Hænder bundne paa Ryggen.
„Naa, hvad er det da for en Karl?“ begyndte Bønderne.
„Tys! Lad Ingen mærke Noget. Uden Tvivl kommer endnu en Fugl i Fælden, dersom vi ere forsigtige. Hurtig, efter Lensmanden!“
I det Samme rullede en Kariol over Gaarden. „Det er vor Foged!“ sagde Værten.
„Han kommer som kaldet“, raabte Ritter. „Saa bliver kun her; jeg skal tale med ham“.
Med et tungt Hjerte, træt og mødig steg den gode Foged af Kariolen; han havde tilendebragt en sørgelig Forretning. Ritter fortalte ham med faa Ord Begivenheden paa Skibet og den saakaldte Claas's formodentlige Komme, naar man i Stilhed beholdt den første Udsending.
„Deres Navn, unge, brave Mand?“ spurgte Fogden og rystede med Bifald hans Haand.
„Jens Ritter, Kjøbmand. Mit Pas staar til Tjeneste; men nu, om De synes saa, er det vel bedst at forhøre Slyngelen derinde“.
„Ritter, Ritter! O jeg kjender disse Træk! – Kun et Ord om Deres egne Affærer. Jeg kan vel vide, hvorledes De er tilmode. Deres Søster er uskyldig. Mere naar vi ere færdige her inde“.
„Min Søster? Uskyldig? Tredje Gang hører jeg min Søster eller min Ulykke omtale? Hvad i Guds Navn er da paafærde?“
Men Fogden var allerede inde, og Ritter stod der bleg og ængstlig med højt bankende Bryst. Han vilde efter, men hans Knæ formaaede ikke at bære ham, og sitrende satte han sig paa Dørtrinet. Endelig kom Fogden ud med nogle haandfaste Bønder.
„Der Gutter! Lægger jer rolig i Baghold. Han maa komme efter inden en Time, saavidt Stymperen derinde kan forklare sig. De, Hr. Ritter, kjender ham jo. Herfra Trappen kan vi see ud over Vejen. Naar den Rette kommer frem i Bakken, saa giver De et Tegn med Tørklædet. Og saa Alle som en Mand ind paa ham, Karle! I kaste ham omkuld og binde ham“.
Den fangne Einar bragtes imidlertid i et Udhus. Fogden foreslog Ritter, at de strax, inden Morderen kunde ventes, skulde gaa ind til Jomfruen for at indhente Oplysninger.
„Tillad mig, Hr. Foged! Jeg kan Intet foretage, Intet tænke, førend De har løst den mig saa rædsomme Gaade. Hvori er min Søster uskyldig? Hvad skulde hun have forbrudt?“
„Gode Gud! De ved det ikke? Ja saa. Saa gjør det mig inderlig ondt, at jeg saa pludselig –“
„Hvad! For Himlens Skyld, Hr. Foged! Hvad? –“
„Deres Søster var beskyldt for at have myrdet en Løjtnant Højer. Der var den højeste Grad Sandsynlighed derfor“.
„Forfærdeligt! Hvilket rasende Udfund af Ondskab og Dumhed! Han styrtede jo i en Afgrund?“
„Ja, min Ven; den Historie er ikke saasnart fortalt. Myrdet er han rigtignok. Men Morderen er funden og paagreben“.
„Skrækkeligt! O min arme Luise! hvorledes har man behandlet dig? – Herre! Jeg er hendes Broder, og jeg fordrer streng Retfærdighed for denne afskyelige krænkelse“.
„Stille, unge Mand! De følger mig i Morgen derhen. Tag tiltakke hos mig iaften, saa skal De faa Sagens hele Gang at vide“.
„Og hun har overlevet denne Jammer, den ulykkelige, uskyldige Pige! Sig mig, hvorledes er det med hende? I grusomme Mennesker have vel sønderknust hendes Sjæl og Legeme, som en spansk Inkvisitor, naar han faar et uskyldigt Slagtoffer“.
„Overil Dem nu ikke, gode, brave Mand; Retten er uskyldig som Deres Søster“.
„Men nu maa jeg herfra. Jeg har gjort min Pligt; det er ikke min Sag at være Politiadjutant. Mine Broderpligter kalde. Af hendes egen Mund vil jeg erfare Alt og vide hvad jeg har at gjøre“.
„Brushoved! Saa rejs! Men nu er her Ingen at sende efter Hest. Saa tag da min. Men det siger jeg Dem, De faar ikke Lov at kjøre Tømmen, ellers ødelægger De baade Hest og Kariol“.
Denne Mandens blide og beredvillige Adfærd slog den oprørte Ritter. „Har jeg fornærmet Dem?“ sagde han blød og rakte Fogden Haanden.
„Vist ikke. Men hør nu: Deres Søster er jo fri. Enten De kommer i Dag eller i Morgen saa tidlig De selv bestemmer, er det ikke omtrent det Samme? Saa kan jeg i Rolighed sætte Sagen ud fra hinanden, og De vil da bedre vide, hvorledes De paa varsomste Maade skal møde Deres vistnok meget svage Søster. Tro mig, hun trænger højlig til Skaansel, og De vil fortryde ej at have fulgt min Advarsel, hvis De uden selv at være bekjendt med Alt, styrter ind paa hende“.
Ritter maatte imod sin Vilje erkjende det Rigtige i den retskafne Mands Tiltale. Han følte sig saa angreben ved den frygtelige Efterretning og ved den Spænding, hvori Uvisheden om den rette Sammenhæng holdt ham, at han ikke torde forkaste det gavnlige Raad. Fogden vidste meget vel hvad han gjorde. Ved det nøje Bekjendtskab, han under Sagen havde skaffet sig til de arme Menneskers Livsomstændigheder, var han ogsaa bleven underrettet om den unge Ritters Venneforhold til Brandt, — og han vidste derfor, hvilken nye Storm, der biede Ynglingen, som hidtil ikke kunde ane, hvem der skulde træde op som Morder i Luises Sted. Nu fandt Ritter sig i Alt. Han gik med Fogden ind til Thrine, der tilligemed Bondekonen var i største Uro. Neppe havde man vexlet nogle Ord med hende, førend begge Mændene bleve udkaldte. En Gaaende havde vist sig. Det var ganske rigtig efter Ritters Forsikring den saakaldte Claas, som han kjendte under Navnet Thorkild, og i hvem Fogden til sin Forundring gjenkjendte Landkræmmer Holt.
„Naa, saa skal da hans Maal være fuldt!“ raabte han heftig. „At det er en slet Karl, det har hele Verden længe vidst, – og naar en Skurkestreg har været begaaet i Egnen, har jeg altid troet, at Holt ikke var langt borte. Men hidtil har han vidst at snoe sig. Naa, naa! sent er bedre end aldrig!“
Imedens Holt langsomt og forsigtig gik spejdende fremad, havde Fogden endnu Tid til at uddele Rollerne. Saasnart Tegnet var givet og Bønderne styrtede ind paa den gigantiske Mand, trak Ritter sig tilbage og gik ind til Thrine, der nu var oppe og befandt sig nogenledes.
Ganske udenfor sig selv, med en Blanding af rasende Harme og uendelig Forfærdelse, lod Holt sig slæbe ind i Stuen, hvor Fogden stod.
„Ej! er det Dem, Holt! Hvorledes har De baaret Dem ad, siden man bringer Dem saaledes ind til mig?“
„Neppe“, svarede hin med et edret Smil, „have disse Folk anfaldt mig rolige Vandringsmand, uden Hr. Fogdens Ordre; skjønt jeg med nogen Forundring oppebier at faa vide Aarsagen“. Han kastede urolig Øjet til Kammerdøren, og uden Tvivl beroede hans Haab paa, at Einar kunde have bragt Thrine bort eller dræbt hende.
„Aa Snak, min gode Hr. Holt!“ vedblev Fogden; „Deres Forundring er vel ikke saa stor. Deres Erinde her hos den arme Pige, hvis Liv Forsynet har reddet fra Deres smukke Kammerads Hænder, er mig fuldkommen vel bekjendt“. I det samme gik Døren op, og Thrine vaklede ind i sin Mandsdragt.
„Er det virkelig Dem, Hr. Claas? De har længe ladet mig vente, –“ vare de Ord, hvormed Thrine efter den hende givne Instrux tiltalede ham.
„Claas? Hvad er dette? Heder De ogsaa Claas?“ spurgte Fogden i en forundret Tone.
Holt blev forlegen; han skød de lynende Øjne frem og tilbage og kunde ikke ret finde Ordet, da Ritter rask traadte til og rakte ham Haanden.
„Velkommen, velkommen, Hr. Mørch! De kjender mig ikke igjen? Vi have dog gjort den frygtelige Sørejse sammen. Men siden den første Aften, vi taltes ved paa Kjøbenhavns Red, sad De jo indmuret i Kahytten. Hvor har De gjort af Claas, vor ærlige gamle Skipper?“
Fraaden stod Synderen paa Læberne. Man vedblev uafladelig fra alle Sider at bombardere ham med hans tre Navne, og Følgen af den forvildende Samtale var, at Fogden udpinede en Art Bekjendelse af den forstokkede Morder, den han strax nedskrev og oplæste for Vidnerne.
Vi ere atter komne ind paa Themis's os ubekjendte Territorium og vogte os vel for at indlade os nærmere i juridiske Details. Tilfreds sluttede den brave Embedsmand sin Forretning og overgav den syge Thrine til Bondens nøjagtige Opsyn og Ansvar; Ritter anbefalede hende til den omhyggelige Kones Pleje og besteg en Skydshest for at følge Fogden hjem.