Keadan/17
Syttende Kapitel.
Den Forladte.
What I have been, I might the better bear
What I am destin'd to. I'am not the first
That have been wretched: but to think how much
I have been happier!
Southern.
Tungsindig vandrede Thrine Borth en varm Foraarsdag fra sine Husfolk hen til Lems Gaard, for at høre hvad Trøst eller Haab den deltagende, gode Caroline kunde give hende. Til sin Bedrøvelse hørte hun, at Frøkenen ikke den Dag kom ud paa Godset. Hun vilde allerede gaa tilbage, da Husholdersken, en sladrende gammel Pige, kaldte paa hende. Længe havde Jomfru Berthel været nysgjerrig for at vide, hvorledes det egentlig hang sammen med denne Jomfru Borth og hendes Bekjendtskab til Frøkenen. Thrines Forfatning lod sig ikke skjule mere, og det øvrige Husgesinde havde saa ofte henvendt sig til Jomfru Berthel for at erholde Underretning om den Ubekjendte, at hun nu ikke saa let vilde lade Lejligheden slippe, til at sætte sig i Besiddelse af den vigtige Hemmelighed. Med Venlighed aabnede hun derfor Vinduet, lagde sig ud paa de fede Arme og bad med et honningsødt Smil Jomfruen træde indenfor. Thrine hilste høflig men svarede, at hun skulde tale med Frøken Lem.
„Bi Du min Gud! Hun kommer vist snart herud paa Gaarden, for Hestene ere i Byen med Faetongen. De maa saamænd drikke en Kop Kaffe med mig saalænge, gode Jomfru! Vær dog saa artig!“
Thrine saa frygtsom ned for sig, trak Kastetørklædet nærmere sammen og gik ind.
Der blev en Examen! Jomfru Berthel vidste saa snildt at tale om Frøken Carolines Fortrolighed, der sagde hende „Alting, ret Alting, —“ antog den medlidende Mine af en kun altfor vel Underrettet, og lod falde saa mystiske Ord om, at hun nok var Den, der kunde give Jomfruen bedst Underretning: at Thrine, inden hun hvælvede den lille Kop, havde meddelt sig fuldkommen. Men nu var ogsaa Berthels Nysgjerrighed tilfredsstillet, og hendes Interesse for den arme Pige var borte. Med foragtende Hovmod slog hun paa Nakken og tog sig en Pris, talte om Ukydskheds skrækkelige Følger, om Verdens Dom og Guds Dom, om Spindehus og Politi. Derefter, da endnu den arme Ulykkelige med saaret Uskyldigheds Adel nævnede sit retmæssige Haab om Brandts Haand, foer hun med Haanlatterens Ispust hen over det smertespændte Hjerte, og fortalte med et Slags medlidende Spot: Da fik nok Jomfruen længe at vente; thi han havde just rejst op til Norge for at gifte sig, og var han ikke gift, saa varede det ikke mange Uger til, det kunde hun forsikre. — „Den unge Ritter, der saa halv om halv er Frøken Carolines Kjæreste, i det Mindste holde de To en Klat af hinanden, og Justitsraaden har nok Intet derimod, for Ritter er en excellent Ungdom, skjønt han just ikke har Meget tilbedste; det han arvede efter Tanten, nu Herregud, det var da Lidt at begynde med – – ja, hvad jeg nu vilde sige, Ritter har jo nylig faaet Brev fra Brandt og fra Bruden, som er hans Søster. Derfor slaa hun saadanne Indbildninger af Hovedet. Naar man ikke ved bedre at holde paa sin Ære, saa –“
Men fy! vi have allerede altfor længe hørt paa de uværdige Læber, hvis giftede Tale ikke engang har den elendige Fortjeneste at være original. Bleg sad den arme Thrine foran hende. Om hun endog var sig sit bedre Værd bevidst og indvortes var oprørt ved en Følelse af Stolthed imod en modbydelig Skabning, der saalidt talede i sit Herskabs Aand: hun besad dog ingenlunde den Evne, som kun Verdensdannelse formaar at give, – ved et fast, værdigt Svar, at bringe Ondskaben til Taushed. Den Gamles Haan blev stedse utaaleligere. Endelig viste hun den Ulykkelige saagodtsom Døren og lod hende ikke utydelig mærke, at Caroline for Ritters Skyld fandt sig beføjet til at unddrage hende sin Bistand.
„Nej!“, raabte Thrine grædende; „det gjør Frøkenen ikke! Det kan hun ikke ville! Nu maa jeg oppebie hende, og om De ikke tillader mig at bli herinde, saa kan jeg dog sætte mig ude i Gaarden“.
Dette syntes den Gamle, der nu mærkede, at hun havde gaaet for vidt, slet ikke om. Noget forlegen betænkte hun sig og besluttede heller at gjøre et dristigt Forsøg paa at bortfjerne Pigen – end udsætte sig for den Krænkelse, som vilde paafølge, naar Frøkenen kom efter denne Samtale. Hun gav sig altsaa et Slags fortrolig Nedladenhed og forsikrede, at Frøkenen netop havde overdraget hende den Kommission at faa Jomfru Borth afvist. Man ønskede, at hun saa snart muligt vilde see sig om et andet Opholdssted, o. s. v.
Med knust Hjerte gik den forladte Pige bort. Natten fandt hende i Taarer paa den brede Landevej. Hun skred fremad uden at tænke paa hvor hendes Fødder bare hende. Dunkle Forestillinger opstege i den Ulykkeliges Sjel; hun lyttede til de sagte skvulpende Bølgers Slag henover den nære Strandbred. De forekom hende saa fortrolig vinkende.
„Tør jeg, o gode Gud! tør dit elendige Barn flye til dig? Vil Du give mit Hjerte Fred, eller vil Du fortørnet vende dit Aasyn fra mig?“ Tvivlsom blev hun staaende paa en Brink og stirrede ned i det blaa, lyse Hulspejl. Atter vendte hendes Blik sig opad og med vild Smerte raabte hun, vridende sine Hænder: „Brandt! Brandt! Saavidt har Du bragt mig! O Wilhelm! Og Du kunde bedrage mig saa græsseligt!“
Denne Scene var ikke bleven ubemærket. Faa Skridt fra Strandveien sad under en Busk en Mand, som havde været nysgjerrig men uvirksom Tilskuer til den Ulykkeliges Jammer. Ved Udraabet: „Brandt!“ rejste han sig opmærksom ivejret og lagde Haanden et Par Øjeblikke over Øjnene.
„Naa, der kom jeg hverken for tidlig eller for sent!“ sagde han ved sig selv og gik hurtig hen imod den forskrækkede Thrine. — „Stakkels Pige! Hun er nok i en slem Betryk. Fortro sig til en brav Mand; maaskee kan Hendes Nød og Jammer snart gaa over“.
„Min Jammer borttager ingen Menneskehaand“, sagde Thrine med Fasthed.
„Hvem er hun, gode Barn?“
„Hvad kan bevæge Dem til at spørge mig derom, Herre? Lad mig gaa i Fred“.
Hun gjorde en Bevægelse til at ile bort. Holt greb hendes Arm. „Høre paa mig kan hun dog. Jeg kjender Hendes Stilling ret godt. Ikke sandt, Hr. Wilhelm Brandt, som nu er i Norge – –“
„Gud! kjender De – hvoraf ved De? –“
„Hun er jo Jomfru – naa da, Navnet har jeg opskrevet –“
„Opskrevet? – Thrine Borth! – men –“
„Ganske vist; Jomfru Thrine Borth. Brandt er jo min gode Ven –“
„Og har sendt Hilsen til mig? For Himlens Skyld! Saa sig mig –“
„Ja, Jomfru, han lader hende hilse at – –“
„O jeg kan gjette det, at han forskyder mig og ægter – har maaskee alt –“
„Nu, nu! Giv Tid! Han hilser Hende, at Hun skal betroe sig til mig; jeg har lovet at føre hende i god Behold op til ham“.
Sitrende af Fryd, Angst, Haab, Tvivl, stod Pigen for ham. Hun greb hans Hænder og besvor ham at sige Sandhed. „Er han mig virkelig tro! Vil han ikke ægte Jomfru Ritter!“
„Ja, seer hun, det er en egen Sag med den Fraværelse. Men han er nok gaaet i sig selv, og naar hun saa kommer, saa har han god Grund til at tage sit Ord igjen“.
Det er formodentlig unødvendigt at fortælle denne Samtale. Læseren vil allerede have sat sig ind i Sammenhængen. Holts Haab om Luises Haand var vakt ved Højers Død. Brandts ubelejlige Hjemkomst opbragte ham paanyt, og heldigere kunde han nu ikke faa Middel i hænde til at skille sig af med sin Medbejler — end ved at bringe ham en Brud, som havde saa store Rettigheder. Vel fæstede han ikke Lid til at Brandt saa let lod Luises Haand fare for Thrines Skyld; men han stolede paa, at den almindelige Mening og at Jomfru Ritters krænkede Følelse skulde komme ham tilhjælp. Netop laa Skibet klart at sejle. Der var ingen Tid at give bort. Holt ilede just til København for at gaa ombord, og nu førte han sin nye Veninde, hvem han ihast for at undgaa Opsigt skaffede en Mandsdragt, ved sin stærke Arm ombord. Sagtens svandt Thrines første Glæde ved Holts nærmere Meddelelse. Den raa Mand forplumrede sig snart i sin Beretning og tilstod endelig, at Brandt just ikke havde givet ham noget Erinde; men han forsikrede hende iøvrigt om sin Bistand. Dette nedslog den arme Pige. Hun ønskede sig atter Døden; men Holts Forsikring, at hun maatte staa paa sin Ret, blev ikke uden Virkning.
„Jeg skylder mit Barn et Forsøg“, sagde hun ved sig selv og skjulte det blege Aasyn i Koiepuden.
Den uventede Slutning af denne Rejse forandrede aldeles Holts Plan. Saa vigtig som han havde anseet Thrine for at være ham, saa forhadt og farlig blev hun ham nu. Skurkens Sikkerhed syntes unegtelig at fordre, at hun blev bragt afdage. Man ved, hvilke Efterretninger, Holt ved sin Hjemkomst maatte have erholdt om det opdagede Mord, om Luises Fængsling og Brandts senere Tilstaaelse. Skulde han endnu ønsket hendes Haand, saa maatte disse Begivenheder dog bestemme ham til at opgive dennes Besiddelse. Saaledes var da Thrine ham en ligesaa unyttig som farlig Byrde; og at han ikke strax skilte sig ved det farlige Vidne til Udaaden, kan vel kun forklares af den Medlidenhed, hun havde opvakt hos ham; eller maaskee er det rettere at sige: det laa saaledes i Tingenes evige Nødvendighed. Vi opsøge det Døden indviede Offer i en Bondestue, hvori Holt har indlogeret hende for, som han har lovet, saasnart hans Tid tillader, at føre hende til Wilhelms Bopæl. En venlig, gammelagtig Bondekone sad ved den larmende Væv inde hos det blege, unge Menneske, og slap nu og da Bommen for at underholde den stakkels bedrøvede Herre.
„Ja, der er mangeslags Elendighed til i Verden. Hver har nu sin Plage at trækkes med. Men naar man endda har en god Samvittighed og tør see Folk i Øjnene, saa betyder al anden Nød ikke Noget. I kan troe, det staar ikke vel til der, hvor Fogden rejste hen igaar“.
„Hvad da, Mor?“ spurgte Thrine adspredt.
„Aa, det er gruelige Ting! En Jomfru, et ungt dejligt Menneske, har gjort en svær Ugjerning. Hun har dræbt sin Kjæreste. Der var vel Ingen som saa det; men Vorherre deroppe, han sover ikke. Sligt bliver nu aldrig dulgt. Herregud! da jeg saa Jomfru Ritter sidst, da tænkte jeg ikke, der laa saadanne Ting paa hendes Sjæl“.
Navnet gjorde naturligvis Thrine opmærksom; og nu fortalte Konen Begivenheden saaledes, som den gik i alle Munde indtil Brandts plutselige Fremtræden. Man begriber, hvorledes Thrine maatte blive rystet. Saaledes skulde hun vorde befriet for sin Medbejlerinde! saaledes! Med Møje holdt hun sig ivejret. Konen sad atter ivrig beskjæftiget med sin Væv; Thrine saa med ængstlig, trykkende Smerte ud over det skjønne Morgenlandskab. Hun ventede Holt, som hun kjendte under Navn af Mørch, thi saaledes nævnede han sig i Danmark, og som hun med den højeste Overvindelse siden Landings-scenen maatte kalde Claas, naar Nogen hørte det. Det frygtelige Forhold, i hvilket hun stod til Forbryderen – som Medviderske – fuldendte den Armes Elendighed. Om hun end erkjendte sin Pligt efter Lovene at angive ham, modsagde dog hendes Hjerte at forraade Den, der havde reddet hendes Liv fra Fortvivlelsens Afgrund, og der efter hendes Mening af ren Menneskekjærlighed havde gjort saa meget for hende. Med bange Skjælven tænkte hun paa at træde frem for Brandt; – langt fra at forestille sig, at hun skulde staa for sin store Skyldner, frygtede hun for hans mørke Blik. Sandelig, en beklagelsesværdig Stilling! Dertil kom endnu hendes Tilstand; hun havde faa Uger tilbage af sit Svangerskab og var saare svag.
Da kom en Mand med hurtige Skridt henad Vejen imod Huset. Med urolig Glæde saa Pigen efter ham. Det var ikke Mørch; men maaskee et Bud fra ham, der skulde afhente hende. Thi saaledes var Aftalen, hvis han ikke selv kunde komme. Paa engang forvirredes hendes Blik; et Øjeblik endnu tvivlede hun; men nej, nu var han nær nok; det var ikke muligt at tage fejl; det var Jens Ritter! Glæde og Angst betog hende. Det var den ulykkelige Luises Broder! Med et højt Skrig styrtede hun om paa Gulvet. Den forskrækkede Kone ilede tilhjælp, bragte den Afmægtige med Møje ind i Sengekammeret og gav sig med den tilkaldte Datter ifærd med hende.