Hopp til innhold

Keadan/16

Fra Wikikilden

Sextende Kapitel.

Høvdingen.

Nunquam potest non esse virtuti locus.
S. Med.

Flere Dage vare henrundne, og Ritter laa endnu paa sit Leje, svævende imellem Liv og Død. En stærk Feber, der blev forøget ved den slette Pleje og det muligst elendige Lokale, havde kjæmpet med hans sunde Natur. Man havde flyttet hans Seng i Nærheden af den fængslede Valborg, for at hun kunde komme ham tilhjælp. Endelig vaagnede han en Nat op som af en Dvale. Sygdommen var overstanden. Med fuld Bevidsthed men yderlig svag rejste han det matte Hoved fra Puden og stirrede om sig. Rundtom laa en halv Snes Mænd og Kvinder i dyb Søvn. Kun en Mand sad ved Døren med Flasken foran sig. Men ogsaa han nikkede og lagde Hovedet paa Bordranden. Det varede længe, førend Ritter kunde gjenkalde sig de senere Begivenheder. Endelig erindrede han sin lænkede Plejerinde og vendte sig imod den Bænk, paa hvilken hun laae. Munter rejste hun sig ivejret, saa med et Nik paa ham og rakte ham en Drik.

„Du har overstaaet Sygdommen, min Gut“, hviskede hun. „Vær nu vakkert forsigtig, og glem ikke Valborgs Raad. Naar Steffen vaagner, saa tael til ham og sig Tak for godt Gjæstevenskab — og bed ham gjøre sig betalt i din Tegnebog. Saa er jeg vis paa, Du slipper vel fra det. Men saasnart Du kommer til Folk, saa skaf Mandskab, som kan befrie mig. Jeg maa frelse din Søster“.

Ritter saa forundret paa hende. „Kjender I min Søster?“

„Ja vist!“ svarede Valborg; „men stille nu! Glem ikke Føjgumtind over Bjøsedalen, hvor de saa slæbe dig hen. Tag saa Bønder med og kom hid ved Nattetid. Midt paa Fjeldet ligge to hvide Stene. Gaa imellem dem, og tæt her udenfor staar en gammel Varde. Døren kan Du ikke finde; men naar Du skriger højt ved Varden: „Hop Hare! hej Hund!“ saa gaar en Lem op tæt ved“.

En Bevægelse af den Vagthavende ved Døren standsede den Hviskende. Hun vendte sig fra ham og efterlod ham i den pinligste Uro. At Kvindens Tale undertiden lignede en Vanvittigs, havde han vel fra den første Aften af mærket; imidlertid talede hun nu saa sammenhængende, saa fortrolig, at han med Forbauselse dvælede ved Erindringen om den nævnte Søster og hendes Fare. Intet Under, at hans Blod igjen kom i Kog. Kun Frygten for atter at hensynke uvirksom i dette afskyelige Opholdssted gav hans Vilje en Energie, som opretholdt ham. Med halvlukkede Øjne blinkede han hen over den vilde Sværm. Da rejste sig sagte en Mand, hvis elegante Rejsefrakke underlig kontrasterede imod de Øvriges Antræk og viste, at han umulig kunde høre til dette Selskab.

Manden gik hen til Steffen, der just gned sine Øjne. „Er du vaagen Steffen?“

„Ja. Vil Du nu afsted Thorkild?“

„Først en Dram; saa gaar jeg“.

„Naa, saa tak for god Rejse, Broder!“ svarede Steffen, i det han hævede sit Glas. „Du er dog vel fornøjet med din Del? For, seer du, Steffen vil ingen Gnier være“.

„Aa, ja vist er jeg fornøjet. Skuden og Ladningen har betalt mig rundeligenden Umag at tigge Vorherre om Livet“.

„Men hvad gjør Du med Tøsen?“

„Jeg troer min Sjæl, jeg expederer hende ud af denne Jammerdal. For hun er ikke at tro. Du ved, hvorfor jeg tog hende med. Efter det som er forefaldet, kan jeg naturligvis ikke gjøre Noget med hende. Hun er færdig at angive mig for den første den bedste Prest eller Prophet. Jeg har nu ingen Samvittighed af at gjøre Ende paa hende; for det var jo hendes Agt at drukne sig, da jeg tog mig af hende. Nu kan hun dø salig; ellers havde jo Fanden taget hende“.

„Kors, Du snakker for dig som en Prest! Sandt at sige seer jeg ikke, at Du tør lade hende beholde Livet“.

„Nej vistnok. Naar hun nu giver Ungen af sig, saa kommer hun i Hænderne paa Sjelesørger og Medhjælper, og saa kan Fanden ikke lukke hendes Mund. Saa længe jeg er hos hende, tier hun nok, Satan. Men nu er jeg ked af at agere Hr. Claas; det er desuden ikke sikkert med den Efterspørgsel, som kunde komme fra Familien. Herfra rejser jeg som Holt“.

„Frisk op Bro'r! Sæt hende til Knivs!“

„Din Mæhæ! Du er saa dygtig til at give gode Raad; hvorfor Djævelen slaar Du ikke Hjertet istykker paa Hexen derhenne, som tilsidst for din fordømte Ægtekjærlighed ruinerer os alle sammen?“

„Thorkild! Steffen er en bonet Karl. Snak ikke om Sligt. Ærlighed varer længst; hun har byttet Ring med mig“.

„Ja, Du har det nu med mange Ceremonier og Hokuspokus. Naa farvel da! Pas mig vel paa Valborg. Gid jeg saa hende med Næsen ivejret, saa var jeg sikker paa, at hun ingen Fortræd gjorde“.

„Har Du hørt noget Nyt hjemme fra?“

„Ikke uden hvad Du forud fortalte mig om Brandt. Den arme Tyv! Det er en lystig Historie! Jeg har just ingen Lyst til at hilse paa ham. Nu, mit Ophold paa disse Kanter bliver ikke langt. Jeg sælger Gaarden rub og stub underhaanden til Brynhjolf, og dermed skal det være afgjort i et Par Uger. Saa trækker jeg afsted over Grændsen; for retnu ækles det lidt for mig her og der“.

„Dersom det bliver Alvor, saa tales vi dog vel først engang eller to. Men hør nu, vil Du over Bygdefjeldet inden Folk ere oppe, saa gaa nu“.

De ædle Brødre rystede hinanden Hænderne, og Steffen fulgte udenfor. „Saa nær og saa fjern har jeg dig, Nederdrægtige!“ sagde Ritter ved sig selv, idet han i afmægtig Harme knyttede Haanden. „Men hvad vil han sige med Brandt! Hvorledes kommer han til at kjende Wilhelm? Dog der kan være Mange af det Navn. Han vil altsaa atter myrde, fortæller han koldblodig. Og jeg Ulykkelige ligger her imellem disse afskyelige Mennesker og kan hverken hevne den begangne eller forhindre den forestaaende Udaad! Jeg bliver vel endog selv et nyt Offer for deres Dolke, hvis ikke denne fjantede Kvinde kan beskytte mig!“ – Denne mørke Monolog blev afbrudt ved Steffens Indtrædelse. – Mistænkelig traadte han hen for Ritters Leje; men beroligedes ved dennes forstilte Søvn.

Banden rejste sig ivejret, og efter en kort Tummel trak Alle afsted med Undtagelse af Steffen og hans Løjtnanten, den aldrende Arngrim. Deres sagte Samtale gik ud paa hvad Bestemmelse, der ved deres forestaaende Opbrud skulde tages med den Syge.

„Thi endnu i Dag bør vi afsted“, mente Steffen.

„Nu, saa stor Hast har det vel ikke“.

„Ja, det ved Du ikke. I denne Rede findes vi vel ikke let; men vi kan jo ikke mure os inde her, og Amtmanden har lange Arme“.

„De ere da ikke længere nu end før“, pukkede Arngrim.

„Kan din Køter ikke engang lære, at Steffen har god Grund i alt det — han gjør? Naa saa maa jeg fortælle dig, at Thorkild — “ Her blev Stemmen sagte, og Ritter kunde Intet høre.

„Og saa, naar han er Fanden i Vold, give de os Skylden. Ja, nu forstaar jeg“.

„Derfor har jeg isinde i denne Aften at bryde op. Fyren derhenne faa vi drage dygtig i Ring med og saa lægge ham af ved en Plads“.

„Du gjør saa store Komplimenter for den Jyde, synes jeg“.

„Han har drukket af mit Krus“, sagde Høvidsmanden alvorlig. „Steffen er ingen gemen Karl. Førend han slipper fra os skal han –“

„Betale til Bunden af sin tykke Tegnebog!“ afbrød Arngrim.

„Ja vist, nu traf Du det, tænker jeg! Nej min Fa'r. Ingen understaa sig at røre en Skilling. Vil han betale, saa er det godt. Det kan I dele I Andre, jeg vil Intet have“.

„Stort skal det være!“ brummede Arngrim i Skjægget. „Naa, Hvad skal han da?“

„Aflægge en Ed, ikke at give Øvrigheden noget Spor paa os“.

„Ha, ha! Hvor længe holder han den?“

„Alle Folk ere ikke saadanne Kjeltringer som Du, Arngrim. Desuden, det er jo dog en Forsigtighed.

„Og en liden Trusel kan der vel lægges til?“

„Ja, og den saa drøj, Du vil. Men væk nu paa Valborg. Vi maa have noget Varmt i Livet“..

Efter en Tids Forløb strakte Ritter sig, rejste sig og rakte Steffen Haanden. Denne lod til at blive oprømt ved hans Velbefindende og rystede hans Haand med et Slags Trohjertighed, som i Forbindelse med hans forrige Ytringer indgav Ritter nogen Agtelse og Tillid. Ogsaa Valborg var paa sin Vis oprømt og snakkede en Hob underligt Tøj. Men da hun hørte, at de skulde afsted næste Nat, blev hun pludselig bragt ud af sit venlige Humeur. Mændene brøde sig ikke synderlig derom.

„Ja hør nu Kammerad“, tog Steffen Ordet imod Aften; „nu faar Du lave dig til at gaa; thi her er ikke længere Sted for os. Paa Vejen have vi endnu et Par Ord at tale sammen, vi To; thi jeg følger dig ud paa Landevejen. Du Arngrim bliver her hos Valborg til de Øvrige komme! – Naa en Rejsedram!“

Ritter havde imidlertid taget sin Tegnebog op og delte Indholdet i to lige Dele. „Jeg skylder eder Liv og Pleje, Godtfolk! Jeg er just ingen fattig Karl; men dog forsikrer jeg, at næsten Alt hvad jeg ejer i rede Penge findes her. Jeg har delt lige; tag derfor hvilken Pakke Du vil, Steffen“.

„Naa, naa!“ sagde Arngrim; „til en Storfant at være, er du endda ganske ræsonlig“.

„Nej, hør Kammerad!“ sagde Steffen; „det blev dog noget Grovt til at være Betaling for et Par Dages Husly. Eller hvor meget slaar Du hver Pakke an til?

„Fem hundrede Rigsdaler“.

„Fem og Fem var Ti!“ mumlede Arngrim uvillig.

Steffen trak Øjebrynene sammen og saa vredt paa ham. Derpaa vendte han sig til Ritter.

„Med en Dalerspenge kunde vel den hele Bekostning været betalt. Men Du mærker nok kanskee, at det ikke er saa rigtig med Værtskabet. Læg hundrede Daler af paa Bordet. Det er ikke for min Skyld; jeg vil ikke have en Hvid. Men –“ han saa til Siden; „jeg kan ikke altid handle som jeg vil. Arngrim, tag Sedlerne og del dem som Ret og Skjel er. Jeg rører ikke min Haand ved dem“.

Ritter kastede et forbauset Blik paa den ædelmodige Røver og vilde lægge et Hundrede til. Arngrim greb efter Sedlerne.

„Nej!“ raabte Steffen med Tordenstemme; „nu er Dommen fældet over din røde Bog. Ikke et Ord mere! Og der har Du endnu en liden Foræring, som kan komme tilpas engang“. Han trak en Sølvring af Fingeren. „Du har vel sagtens ingen Lyst til at pynte dig med den; men se her!“ han tog et Stykke Seglgarn og bandt den deri; „hæng den om din Hals; og hender det sig, at Nogen vil have Fingre paa dig, saa vis den frem, og er det Folk, som kjende Steffen, saa røre de dig ikke et Haar. Nu afsted!“

„Farvel Valborg!“ sagde Ritter næsten rørt og greb efter hendes tørre Haand. Hun gav sig til at græde og vendte sig bort.

Da Ritter kom udenfor med sin Ledsager, aandede han begjærlig den længe savnede rene Luft. Aftenen var skyet men behagelig. Tause skrede de to Vandrende fremad; Steffen syntes forlegen. Endnu havde de en god halv Mil at gaa, førend de ad krumme Fjeldstier i forsætlig valgte Omveje kunde naa Landevejen.

Steffen vendte sig pludselig om og saa sin Ledsager skarpt i Ansigtet. „Jeg skulde tage en Ed af dig, Kammerad. Men enten er Du en ærlig Karl, og det seer Du mig ud for; saa behøves det ikke; – eller Du er en Hundsvot, og saa hjælper det ikke. Ræk mig din Haand paa, at Du ikke angiver, hvor Du er bleven huset! Andet fordrer jeg ikke; for andet Løfte kan Du ikke som brav Mand give“.

Ritter slog varmt sin Haand i hans, og en Taare perlede i hans Øje.

„Ærlighed varer længst!“ svarede Røveren, og saa synderlig de Ord end maatte passe i hans Mund, forekom de i dette Øjeblik Ynglingen ganske naturlige.

„Du er i et slet Selskab, Steffen!“ udbrød han i en saa venlig, saa rørende Tone, at Røveren sukkende saa ned for sig.

„Lad os ikke tale derom“, svarede han rolig. „Og nu farvel! Der henne seer Du Røgen af en Skorsten. Der boer Skriveren. Du seer, jeg tror dig vel“.

Derpaa lettede Steffen paa sin Hat og bøjede af i Skoven; men Ritter brast i Graad over det Rørende i Menneskeadel under Forbrydelsens Grusdynge.

Han stod ved Indgangen til den betegnede Sorenskriverbolig. Overvejende standsede han et Øjeblik; det randt ham isinde, hvorlunde Spørgsmaale om det nu saa efterfulgte Følge kunde forvirre den forvildede Vandrer, hvis Læber ikke vare vante til usande Omsvøb. Paa den anden Side frygtede han for af Steffen at blive mistænkt, hvis man virkelig opsporede deres Tilflugtsted. Hurtig tog han sin Beslutning og vandrede, saa træt han var, rask videre. Snart begyndte han imidlertid at angre denne Forsigtighed; thi Vejen krummede sig igjennem tykke Skovpartier, og laa der hist og her en usel Hytte ved Siden, saa var den saa uindbydende, at Ritter tabte Lysten til at hvile sig. Allerede begyndte Morgendæmringen at blande sig i Nattens Skygger; hist og her hilste Smaafuglene den rødmende Aurora. Kun i Ritters Sjæl var ikke Morgen; ængstlige Tanker krydsede der. Luise, hvis Navn Valborg gaadefuld havde nævnet, Wilhelm og endelig den skjændige Holt, hvis Forbrydelse det var hans Pligt at angive, og der maaskee i dette Øjeblik stod i Begreb med at fuldbringe en ny: alt dette tilsammen tilsnørede hans Bryst. Endelig stod han ved Enden af Skoven, og i venlig Belysning udbredte en livlig Slette sig for hans Øjne. Fra Vejen af slyngede sig imellem grønne Agre en Fodsti, og paa en Bakke laa en stor Bondegaard, omringet af lyse Løvtræer.