Keadan/15
Femtende Kapitel.
Steffensgaarden.
Dass er sollte zubringen alhier die Nacht.
Volkslied.
Vi ville ingenlunde følge den gruelige Forbryder paa hans Vej igjennem de fra Stranden optaarnede, ved Krat og løse Stene næsten ubestigelige, øde Klipper, hvor en eneste farlig Sti gav den vaklende Fod nogenlunde Fæste. Vi have endnu nogen at see os om efter paa det øde Skib. Det forfærdende Udraab: „Elendige!“ kom ikke uden middelbart fra den vrede Himmel – og ikke fra den Myrdedes Manes; den kom fra en ædel, ung Mand, som Skjæbnen havde bevaret i den rædsomme Stormnat, da Hel fik saa rigeligt Bytte. Men vi finde ham i en vistnok saare betænkelig Tilstand. Læseren erindrer sig det Udraab igjennem Nattens Rædsler: „Storm i Liv, Storm i Død!“ Neppe havde den unge Mand, Jens Ritter er hans Navn, udsagt disse Ord, førend det nedfaldende Storsejl kastede ham omkuld og slog sig tungt og gjennemblødt omkring ham. I Faldet var han maaskee styrtet paa en Jernspiger eller et Hjørne; thi fra dette Øjeblik af havde han tabt Bevidstheden, der netop vendte tilbage, da den rædsomme Udaad foregik. Med afmægtig Haand havde han just trukket det vaade, tunge Sejl bort fra Ansigtet og vilde raabt om Hjælp. I dette Øjeblik styrter Morderen den Gamle ud, og istedet for at forlange Hjælpen, foer det ufrivillige Ord ham fra Læberne. Enten havde det voldsomme, af Forfærdelse og Afsky udpressede Raab udtømt de faa Kræfter, eller han besindede sig, at hans Liv maatte være forloret, hvis han blev opdaget; nok – han forblev taus og uden Bevægelse. Her havde han Tid nok til at udfinde Sammenhængen – og troede snart at bemærke, at Morderen og hans Søn var de eneste levende Væsener paa Skibet, ham foruden.
Da han nu hørte Trin under Dækket, listede han sig frem, kastede Øjnene forsigtig om sig, ilede forbi den Besvimede og ind i sit lille Kojekammer i den forreste Del af Fartøjet. Her lukkede han til for sig og beredte sig paa, hvis han blev opdaget, at forsvare sig saa længe han kunde. Nu var det ogsaa paa høj Tid, at den udmattede, gjennemfrosne Yngling tog Næring til sig. Styrket ved et Glas Vin og en Skibstvebak, oppebiede han med den Rolighed, en bestemt Beslutning giver, hvad der vilde skee med Skibet og hvad den føre Mand videre vilde foretage sig. Det sidste havde han ondt ved at iagttage; thi hans lille Lukaf fik netop ved en mat Rude af de sædvanlige kugledannede en svag Lysning fra oven. Endelig, efter et Par pinlige Timer, da Skibet laa paa den sikre Strand, lød den føre Mands Trin ned at Trappen og derefter Plask af hans Vaden fra Fartøjet. Nu stak Ritter Hovedet frem; hans Blik forfulgte den Bortilende, og da denne med sin Byrde forsvandt imellem Klipperne, steg Ritter mat og ilde tilmode op paa Dækket. „Hvad gjør jeg nu?“ var hans betænksomme Spørgsmaal. At Morderen vilde udgive sig for Skibets og Ladningens Eier, det blev ham mere end sandsynligt, skjønt han ej som vi havde seet Hin i Kahytten bemægtige sig Skibspapirerne. Skulde han nu her oppebie de Folk, som den foregivne Claas, saasnart han fandt Mennesker, udentvivl vilde udsende? En ængstlig Følelse modsatte sig denne Tanke; han var da alt for meget i Uhyrets Magt. Bedre altsaa at forfølge Morderens Spor og for nærmeste Øvrighed angive Tildragelsen. Men da var det heller ikke raadeligt at dvæle længere paa det ensomme Skib. „Til Mennesker, til Mennesker!“ lød en Stemme i hans Bryst, og med en liden Vadsæk, nogle Tvebakker og den velforsynede Tegnebog forlod han det strandede Fartøj. Middagssolen oplivede det øde Landskab; brat og møjsom at træde var den ubanede Klippesti, om vi ellers saaledes kunne nævne den eneste fremkommelige Fordybning i Fjeldene, da neppe Nogen havde betraadt den førend den bredskuldrede Morder med sin afmægtige Søn – og nu den udmattede Yngling.
Snart frygtede han for at møde Morderen, der maaskee nu vendte tilbage fra en nærliggende Hytte; snart fordobledes hans Skridt ved Følelsen af den hjælpeløse Tilstand i hvilken han – langt fra Mennesker – snart vilde befinde sig. Først imod Aften havde han naaet Højden af Strandbreddens Fjelde. Solen forgyldede de fjerne Aaser; en kold Aftenvind peb igjennem det øde Krat og forkyndte en Storm, lig den, der den forrige Nat havde raset. Da blev han til Højre var Røgen fra en Skorsten.
„Der maa jeg hen, og sikkert er han der!“ var den blandede Følelse, som ved dette Syn gjennemfoer ham. Han nærmede sig langsomt og med bankende Bryst. Tæt ved Bondegaarden rislede en Kilde ud fra en skovbevoxet Fjeldklint; allerede længe havde hans Tunge klæbet til Ganen af Ildtørst, og han kastede sig ned i Mosset ved de klare Sølvbølger. Han havde neppe nydt den velgjørende Lædskedrik, førend en Del raa Stemmer vakte hans Opmærksomhed.
„Saa I er Lensmanden?“
„Ja, Hr. Claas; og jeg har før bragt Alt i Rigtighed ved saadan Ulykke“.
„Egentlig vilde jeg gjerne jo før jo heller være af med Skude og Ladning; for jeg har vigtige Forretninger. Kunde I paatage jer, at — —“
Dette Brudstykke af en Samtale mødte Ritters Øre, uden at han følte Kald til at fremtræde. Man vil maaskee beskylde ham for utidig Forsagthed; men vi ville erindre, at Jens Ritter første Gang saa Verden udenfor de sikre Familie- og Venne-forhold, — at hans Tid var henrunden paa et stille Kontor, og endelig, at hans Sjels- og Legems-kræfter vare udtømte af Anstrengelse. — Da Skyggerne af de Vandrende havde tabt sig, traadte Ritter atter ud paa den banede Vej. Saa mødig han var, undveg han dog Gaarden af Frygt for, at den Feber, som allerede nu knugede ham sammen, skulde overgive ham i Morderens Hænder. Stedse hurtigere ilede han da fremad i Haab om at finde et andet og sikrere Ly. Men med den fuldkommen indbrydende, stormklædte Aften, hvori den truende Pladskregn brød løs, forlode Kræfterne ham aldeles. Mat satte han sig hen under et Træ, svøbte sig ind i Kappen – og overlod sin Skjæbne i Forsynets Haand.
Ikke meget langt fra Ritters vaade og kolde Leje – men højt over ham, hvor de nøgne Skalbjerge netop tilbøde Ren- og Hvid-mosen den tarvelige Næring, var den saakaldte Steffensgaard, hvorom man har fortalt en hel Del modsigende, forvirret Tøj. Nogle ville vide, at den var opført af svære Stenblokke, der vare kastede i tilsyneladende Uorden; Andre paastode, at Steffensgaarden var under en Klippehuling. Man har endogsaa fortalt om mægtige, underjordiske Haller, hvorfra Gange førte hele Fjerdinger hen under Jorden. Det Fabuløse i disse Fortællinger er indlysende; især naar man kjender noget til dette i sig selv højst usle saakaldte Følge. Men Sagen er den, at overalt, der Spor af Huler og deslige findes i de Egne, hvor dette Følge drev om og maaskee tildels endnu existerer, der har man ladet Phantasien anlægge en mere og mindre udsmykket Steffensgaard. I Grunden havde nok Steffen og hans Bande Hus i hver Busk, eller i det Mindste et Tilhold paa ethvert afliggende Sted, hvor et fast Medlem holdt Dug og Disk. Dog staa vi her ved en Bolig, som Steffen virkelig i sine første Strejfe-aar skal have anlagt, og som han og en Del af Hans havde besluttet at lave tilrette for Vinteren, da den unge, raske Amtmand og hans Støvere begyndte alvorlig at forurolige det ædle Selskab.
Udenfra havde man virkelig al tænkelig Møje med at ansee den uhyre Mængde af tørre Kviste, Trærødder og løse Stene for Vægge og Tag til en Hytte, der magelig rummede tyve Personer. Egentlig bedækkede disse Ting ogsaa kun Hytten, hvis største Ubekvemhed var, at en Mand deri umulig kunde gaa oprejst, og at Røgen af det i en Klippefordybning anlagte Arnested fyldte Rummet, inden den fandt en sparsom Kanal, som ved Kunst eller Natur førte den ivejret meget langt fra Hytten. Ikke mindre forsigtig maatte det sparsomme Dagslys liste nogle faa Straaler ind til Beboerne, naar de ikke, som vel for det Meste var Tilfældet, havde antændt et lysende Baal.
Den Aften, vi her omtale, bestod Hyttens Personale af en aldrende Mand, en ung, firskaaren Karl – og inderst inde i en Krog ved Amen en mager, i Pjalter indhyllet kvindelig Skabning, der snorkede højt. For ihast at antyde gammelt Bekjendtskab, ville vi nævne Mændene ved Navn.
Einar. Forbandede Skabilken! Hun snorker som en Lindorm.
Arngrim. Lad hende snorke, saa spyer hun ikke Edder og Galde. Ved Du hvad, Einar; jeg vilde før sove med Fanden end være alene med den Hex. Tro mig: der er Ingen som ved alt det, hun forstaar. Jeg bliver fælen, naar jeg seer paa hende, og naar hun synger sine gale Viser.
Einar. Hvorfor Djævelen slog de ikke det Asen ihjel? Hvad vil Steffen føde hende for? Slipper hun engang fra os, saa er Fanden løs.
Arngrim. Ja, Steffen er en underlig Gris. Han har byttet Sølvringen med hende; derfor skal hun leve. Men os gjør hun ikke Noget, om hun saa kommer løs.
Einar. Hvem da?
Arngrim. Forbandede Snak! Tænker Du hun vil Steffen ilde? Nej, men for Thorkild blev det nok en Fandens Dag. Ham er hun flyvende gal paa.
Einar. Han har vel ogsaa dræbt denne Unge, som hun bestandig snakker om.
Arngrim. Aa, der var hun vel med selv. Nej men det sidste Spetakel –
Et Slag paa Døren afbrød Samtalen. De Talende taug lyttende. „Hop Hare! Hej Hund!“ raabte en Stemme.
„Hund snuser Hund!“ saa gav Arngrim Kontrasignalet og lukkede op for en høj, smuk Karl. Godaften Christopher.
Christopher. Godaften Helvedhunde! Dovne Bæster! Sidde her og varme sig og have det godt, som en Sogneprest. Se her, Hvad jeg har gjort for Fangst! Slig Hare har Du ikke drevet op i din hele Tid, Einar!
Han slængte en Vadsæk hen ad Gulvet og rystede de vaade Klæder.
„Hvad er det?“ spurgte de to Mænd. „Hvor har Du hentet den Skindsæk?“
Christopher. Væk bare paa Bæstet derhenne! Hun kan grave efter.
Einar trak i Valborg og rakte hende Vadsækken. Hun foer gnaven op. Arngrim skjænkede imidlertid en Dram til den Hjemkomne og tog ved samme Lejlighed selv en.
Christopher. Hvor jeg har hentet den? Under Hovedet af en fin Herre, som ligger og fryser ihjel nede ved Baklien. Naa Valborg! kan I faa Næverne frem?
Valborg. Vil Du være skikkelig, Christopher! Jeg lukker op naar jeg vil. Steffen er min Herre; jeg lystrer ikke dig. Dertil er Du for kort, saa lang Du seer ud. Der kommer nok den Bile, som gjør Dig kortere.
Arngrim. Se saa! Nu spaar hun igjen.
Einar. (Som imidlertid nysgjerrig har seet i Vadsækken.) Dejlige Skjorter! Lad mig see!
Valborg. (Slaar ham over Haanden.) Bedre Karl har baaret dem, end Du bliver. Vakre Ungersvend! dejlige Guldhaar! Velkommen, der trænges vel til dig!
Einar. (Til de Øvrige.) Kunde ikke En faa Trold i Maven over sligt Satanstøj!
Det bankede. Alle taug. „Hop Hare! Hej Hund!“ – „Hund snuser Hund!“ svarede Arngrim den Bankende og lukkede op. Steffen traadte vranten og forfrossen ind. „Varmt Øl, Valborg!“ raabte han; „en halv Pot til Mands. Hvad Fanden er det for en Fangst?“
Christopher traadte stolt frem og aflagde Rapport.
Steffen. Alt vel; end Brevtasken og Uhret?
Christopher gjorde et langt Ansigt. Arngrim og Einar gjorde Miner til hinanden.
Steffen. Er Du ikke en Kjøter? Troer Du ikke den fine Herre, som har slig en Vadsæk, har en Skillingspenge og en Næpe i Lommen. Herud! Einar kan følge med. Bring mig Fyren herhid. Kanskee han kan give os Efterretninger.
Arngrim. Det er dog imod al god Skik at vise Fremmede Vejen til Gaarden.
Steffen. Ja men jeg har nu isinde at gjøre en Undtagelse, forstaar du. Skulde det være fornødent, saa kan vi putte ham bort; men tager jeg ikke fejl, saa er han en Person, som jeg længe har skullet have Fingre paa. Og nu afsted!
Christopher og Einar adløde. Arngrim satte sig til at skure et Par lange Knive, og Steffen gav sig imidlertid af med Vadsækkens Indhold, hvorved Valborg forholdt sig taus men syntes urolig at lytte hen imod Indgangen.
Efter en god Times Forløb kom Karlene bærende med Ritter, som vel var ganske kraftesløs men dog ikke havde tabt Bevidstheden.
„l gode Folk, som tage eder af en stakkels vildfarende Rejsende!“ sagde han mat.
Steffen gav de Indtrædende et Vink, og Ritter blev bragt hen til Valborg, som lagde varme Klæder om ham og gav ham varmt Øl. Hun greb et Øjeblik, da Røverne vare beskjæftigede med deres Maaltid, og hviskede ham et Par Ord i Øret. Saa udmattet han var, havde han dog fattet Meningen og sagde med svag Røst, idet han rejste sig og vendte sig imod Steffen:
„Lad mig drikke af dit Krus og bide af dit Brød, min gode Vært!“
Steffen kastede et lynende Blik paa Valborg; men hun sad med fravendt Ansigt ganske rolig ved Arnen og kogte Grød. I det han betvang sin Mistanke, gik han nølende hen til Ritter med Kruset.
„Der ligge underlige Ord i din Mund, Kammerad; men hvorom Alting er, Du kalder mig Vært og er min Gjæst. Steffen drikk er dig til. Valborg! Sørg for vor Gjæst til i Morgen. (Sagte til Arngrim.) Se at faa tilside Vadsækken, at han ikke faar Øje paa den. Hvad han har paa sig maa ikke røres“.
Det var en slem Nat for Ritter, som ikke kunde tvivle om i hvilket Selskab han befandt sig. Hans Feber havde imidlertid, som det lod, opløst sig i en velgjørende Sved, hvortil den ophedede Stue ikke bidrog mindre end det varme Øl. Med opmærksomt Øje forfulgte han enhver af de Tilstedeværendes Bevægelser og lagde endelig Mærke til, at Valborg var lænket om Livet og til Skorstenen, hvorved hendes Leje stod. Man anviste ham en Seng i den anden Ende af Stuen, og det øvrige Selskab lagde sig paa Skindfælde udenfor hans Lejested.