Keadan/14
Fjortende Kapitel.
Natstykke af Naturen og Mennesket.
Under vilde Tordners Brag;
Døden frem paa sorte Vinger suser
Og mod nøgne Klippe Snekken knuser
I et Krampefavnetag.
Aabner den uhyre Dal!
Mere Harm det sorte Hjerte dølger;
Paa Naturens Oprør Hvile følger;
Men paa Synden Angst og Kval.
Aldrig indviet i Themis's Helligdomme, har jeg hverken Evne
eller Vilje til at gjøre et fortsættende Udtog af den foran mig
liggende Kriminalproces, hvori nu ved Brandts frivillige Tilstaaelse
foregik en total Forandring. Uagtet mine Læsere maaskee
med nogen Interesse vilde forfølge denne Sags Gang, giver jeg
dog med den mig som Fortæller uomtvistelige Ret efter for en
indvortes Trang – og vender Øjet fra den alvorlige Retsstue
til en ganske anden Kant. Jeg seer i den dunkle Uvejrsnat et lidet
Fartøj boltre sig ikke langt fra det vestlige Norges frygtelige
Skjærgaarde. I Kahytten sidder en gammel, ærlig Holstener ved
Navn Claas, – det rolige Blik enten heftet paa Kompasset under
Loftet eller paa det foran ham udbredte Søkaart. Mindre
rolig i Hu sidder paa Randen af et Kojekammer en før, kraftig Nordmand,
der af og til opmuntrer sin søsyge, spædlemmede Søn,
som ligger i Kojen, idet han af og til tager sig en oplivende Slurk.
„Naa Skipper! Hvorledes tænker I det vil løbe af?“ spurgte Manden med dæmpet Røst for ikke at forskrække den Syge.
„Vil Gud bevare os, saa vi ikke sætte af Kursen, saa gaar hun vel igjennem“, svarede Claas; „min Skude har været ude i slig Slingring førend i Dag; Søen holder hun nok ud“. Med denne Trøst forlod han sin Passager, idet han saa paa sit Uhr og sagde, at hans Vagt begyndte.
Den føre Mand saa betænkelig efter ham, prøvede forgjæves paa at slaa Ild til sin Pibe og spurgte atter til sin Syge. Da kom Styrmanden ilsom ned ad Kahyttrappen.
„Det er aldrig rigtig; vi drive bestemt for østlig!“ sagde han som hen for sig, idet han tog sig et Stykke Skinke og en Snaps.
„Kan I da ikke stikke længere ud i Sø?“ mente den ængstlige Passageer.
„Aa, hvad forstaar han sig derpaa?“ var Svaret; „kan vi — saa gjør vi. Var det bare ikke saa forbandet sort derude! Men der er ikke en Lanterne tændt paa hele Himmelen“.
I det Samme hørtes et frygteligt Brag, og Skibet gjorde et pludseligt Ryk.
„Hvad Djævelen! Der gik en Mast over! Naa saa spille vi højt Spil!“ raabte den raske Sømand og svingede sig op efter Trapperebet.
Dødsbleghed overtrak Passagerens Ansigt. Han vilde efter, men en Bevægelse af det slingrende Fartøj kastede ham tilbage. Ogsaa det unge Menneske sprang op; Dødsangsten forjog Søsygen, og han klyngede sig tæt op til Faderen.
„Barn!“ raabte Denne med vild Angst; „forsøg at bede! Jeg kan ikke komme paa nogen Bøn“.
„Ske din Vilje, o Gud! og forbarm dig over min Sjæl!“ bad Ynglingen og foldede med stille Resignation sine Hænder.
„O ikke saa, ikke saa! Den Bøn duer ikke! Lad ikke Vorherre høre slige Ord! Herre Gud i Himmelen! Jeg lover dig et Par Sølvlysestager paa Alteret og et dydigt Levnet – – o ve ! Det gaar saa Fanden ivold alligevel! O Gud! jeg lover – nej jeg skal aldrig komme paa Søen mere! O Gud, frels mig bare denne Gang! Jeg skal give mit halve Gods til de Fattige! Jeg skal give det Altsammen! og blive from – Gud hjælpe mig! Fanden annamme det Indfald at tage denne Vej!“
Saaledes blev han ved at bande og bede. Ynglingen sad med tilsluttede Øjne og hørte Intet deraf; thi hans Sjæl bestod den haarde Kamp imellem Frygt og Haab, – ikke for det Jordiske mere; thi han ventede ingen Redning.
„Nej, jeg maa forsøge det deroppe! Her kan jeg ikke holde det ud!“ raabte Manden endelig og krøb hen til Trappen. Uvejret var rasende og tiltog med hvert ængstligt Kvarteer. Skibsfolket arbejdede med at kaste den brækkede Mast overbord; den gamle Claas stod tilrors. Endnu var Haab. Da glimtede Maanen frem i en Skyrift og oplyste et Sekund den rædsomme Scene. Men dette Sekund var nok til at vise Dødsfaren i dens hele Omfang; thi ikke ti Favne borte ragede Klipperne frem af Dybet, blottede under de taarnhøje Bølgers vildtfraadende Hulgang. Da kom det bange ventede Øjeblik: med mægtig Kjæmpevælde slyngede Havet det lille Fartøj højt ivejret og satte det derpaa med et susende Skvulp paa Grund. Stødet kastede de Fleste omkuld, og nu stod Skibet med Et ganske stille, i det Bølgerne mindre og mindre høje, ligesom de slikkende Flammer i en stor Ildebrand, strakte sig enten henimod det eller vel ogsaa hen over det for at drage det ned med sig.
Denne rædsomme Overgang fra vild Tumlen til pludselig Stilhed midt i den oprørte Natur gjorde et ubeskriveligt Indtryk paa den unge Passageer i Kahytten. Faderen stod ganske bedøvet — halv over, halv under Dækket, krampagtig omfattende Lugen. Den Unge arbejdede sig forbi for at høre deres Skjæbne. – Ingen fornam hans Raab; Ingen vilde have kunnet svare. Naturens Oprør syntes nu først at have naaet sin Højde; egentlig vel fordi Kontrasten imellem det rasende Hav og det ubevægelige Skib gav Scenen sin fulde Styrke.
„Storm i Liv, Storm i Død! Velkommen Død i din herligste Triumphgang!“ tonede midt i Braget en ren, fast Stemme tæt ved Ynglingen. Enten disse Toner traf en harmonerende Streng i hans Bryst, eller de maaskee skare en skarp Dissonance – nok, han vendte sig om med det isnende Hjerte, og i den igjennem de strygende Skymasser fremluende Fuldmaanes Straaler blev han en Mand var, der med fravendt Aasyn stod tæt ved ham, klyngende sig fast til Kahytskuret.
Da hørtes en Pladsken af den med Anstrengelse nedhidsede Skibsjolle, og med Raabet: „i Baaden, i Baaden!“ kastede Mandskabet sig ud.
„Kom! Kom!“ raabte igjennem Stormen nogle Stemmer hen imod Kahytten, og Ynglingen trak mekanisk i Faderen. Men han havde tabt Bevidstheden og rev, idet han styrtede baglænds ned ad Kahyttrappen, den svage Yngling med sig. Længe varede det ej, førend begge besindede sig og med vaklende Fjed stege op paa det nu alt for rolige Skibsdæk. Maanen skinnede klar nok for i uvisse Glimt at oplyse det fraadende Hav. Alt var øde paa Skibet. Men rolig stod med flagrende Lokker den gamle Skipper ved Bagstavnen. De traadte hen til ham.
„De have reddet sig!“ raabte den føre Mand; „er her ingen Baad tilbage for os?“
„Nej. nej!“ svarede Claas; „de gaa kun deres Død hurtigere imøde. Se kun, se kun!“
Og neppe vare Ordene af hans Mund, førend man saa Baaden, som var den laddet med Bly, synke ned i Afgrunden. De sloge Hænderne sammen.
„Er det muligt, at vi kunne reddes?“ spurgte Manden med anstrenget Røst.
„Ikke efter menneskelig Forstand“, svarede Skipperen; „men vi staa i Guds Haand“.
Kræfterne havde imidlertid forladt Ynglingen; han laa som død udstrakt paa Dækket. Efter nogen Tids Forløb gav den føre Mands Angst efter for Udmattelsen og han bøjede Hovedet i en døsig Dvale. – Da han vaagnede, skuede han forbauset omkring sig. Som en Drøm var den hele, lange Marternat. Solen stod klar paa Himmelen; Stormen var stillet; kun gik de vrede Bølger deres høje Gang.
„Haabet lyser! Godmorgen!“ var Claas's begejstrede og begejstrende Udraab; det vækkede ogsaa den blege Yngling. De tre Reddede traadte sammen og gave hverandre Hænderne.
„Nu sætte vi os vel i den lille Baad, Skipper?“
„Nej; Søen gaar med for høje Brændinger. Fartøjet staar paa en Sandbanke; nu have vi Ebbe; om faa Timer kommer Floden tilbage, og saa haaber jeg sikkert vi lettes af. Banken er saavidt jeg skjønner ganske liden, og løftes vi ind over den, have vi det sikreste Indløb derhenne“. Virkelig aabnede sig ikke mange Stenkast fra dem en vid Bugt, hvor Bølgerne, der standsedes og tæmmedes ved de paa Siderne optaarnede Klippers Modstand, skyllede jævnt hen over en lang, hvid Sandgrund.
Passagererne drak i lange Træk af den friske Morgenluft det gjenvundne Liv.
„Er det muligt! Er det virkelig muligt, at denne Forfærdelse gik over!“ sagde den føre Mand med et Slags Andagt.
„Hvad er umuligt for Gud?“ svarede Claas og foldede sine Hænder. „Han vilde, at vort Fartøj skulde sætte paa denne Banke og ikke hverken derhenne, hvor De seer, (der om Bagbord, ja vist, ret saa!) den takkede Skjærgaard, – eller der om Styrbord, hvor Brændingen gaar lige op paa den udhængende Klippevæg. Han vilde ogsaa, at Skuden skulde ride midt for op med Forstavnen; thi havde Søen i Nat taget ind efter Siden – istedetfor hun slog over Agterdelen, saa havde der ikke været to Planker sammen af det hele Skrog. Ak mine brave Kammerader! De vilde selv i Døden! Gud være med deres Sjele!“
„Have vi ingen Læk, som kan blive farlig?“ afbrød den Føre ham.
„Nej, ikke saavidt jeg kan opdage. I Dagbrækningen undersøgte jeg Rummet. Imidlertid vil jeg see efter, om vi trænge til at bruge Pompen. Vi ere da tre Mand om den og have ikke Andet at bestille. Thi førend over Middag gaa vi vist ikke af Grund. Nu gaar jeg ned i Lasten og undersøger Beskaffenheden“.
Den Gamle gik. Ynglingen stirrede hen imod den sikre, rolige Kyst og betragtede med nogen Ængstelse de raa Klipper, som indenfor optaarnede sig. „Livet er dog sødt!“ hviskede han hen for sig; „siden ogsaa jeg kan glæde mig derved“. Faderen steg imidlertid ned i Kahytten for at styrke sig med en god Frokost. Da kom der ham pludselig en Tanke i Hovedet. Gode Læser! Kan Du sætte Tro til min Fortælling? Jeg gyser over Menneskeheden og vilde gjerne holde op her, eller overspringe den nærmeste Begivenhed. Men den hører jo med i det Hele. Hurtig aabnede han Skipperens Kiste, bemægtigede sig alle Skibspapirer og Passer, og steg rask op. Deroppe stod Claas og Ynglingen i vemodig Stemning og pegede hen til en Klippe ude i Fjorden, hvor man saa det sønderslidte Vrag af en Baad flyde. Hist og her slyngede Bølgerne de Forulykkedes Lig op imod Granitvæggen.
„Kan Ingen være reddet?“ spurgte den føre Mand i en næsten vild Tone.
„Desværre, nej; det er umuligt“, svarede Claas blød.
„Barn!“ vedblev hin; „gjør mig den Tjeneste at hente herop den Flaske Vin, som staar ved Fødderne af min Koie. Vi ville drikke et Glas sammen til de Dødes Minde“.
Ynglingen gik. Endnu spurgte den Føre om hvad der videre var at iagttage ved Landingen, og da han havde faaet Underretning derom, hu! da greb den onde Mand –, nej det sorte, djævelske Væsen, sin venlige, fromme Vert med den ene Haand om Hovedet, den anden om Ryggen, gav ham med herkulisk Kraft et Knæk og kastede ham i Vandet.
Ogsaa den Onde, den fuldkommen Onde har Samvittighed; eller rettere, der gives ingen fuldkommen Ond; thi selv den Sletteste besidder endnu den rædsomme Engel, der avledes, da Hellighed omfavnede Synd. Med blaa Læber, med vildt rullende Blik, med synlige Gysninger igjennem den gigantiske Legemsbygning, modtog han den blege, smilende Yngling, der bragte to Sølvbægre og den forlangte Flaske.
„To Bægre! Nu det er et for hver af os, mit Barn!“ raabte han i en Tone, som naar Djævelen morer sig.
„Hvor er Kapitainen?“ „Han faldt overbord. Naa! de andre i Nat, han i Dag. Gud ske lov vi leve, Barn!“
Ynglingen kastede forfærdet et Lynglimt paa ham; hans faldt imod Dækket; enhver Muskel forraadte hans Udaad.
„Store, evige Gud!“ raabte den arme Ulykkelige og sank bevidstløs om.
„Elendige!“ lød en hul Stemme som fra Dybet eller fra Himmelen. Da greb en ubeskrivelig Forfærdelse Synderen. Han kastede omkring sig de rullende Øjne, hvori Angstens konvulsiviske Tryk sprængte Blodet frem. Intet viste sig, ingen Tone lød uden de stedse stigende Bølgers ensformige Slag imod Stranden.
„Saa var det kun i min Samvittighed; hm, den blev forbandet højmælet“.
Morderens Sjæleangst var stor; ikke vovede han sig ned i Kahytten, hvor han skulde fundet Trøst i Flasken, ikke turde han ruske i den afmægtige Yngling, hvis bebrejdende Stemme han tidsnok vilde faa at høre. Imidlertid løftede den høje Flod Skibet hen over Banken, og det lavbundede Fartøj gled jævnt op med Bølgerne imod Stranden. Nogen Virksomhed med Roret og en stor Aare adspredte den føre Mands Hjerteangst noget. Det vilde ikke ret lykkes ham at faa den lille Baad løs; han kastede da Ankeret og vovede sig nu ned i Kahytten, hvor Samvittigheden let og snart lod sig dysse i en sød Slummer. Endelig var det igjen Ebbe. Fartøjet sank lidt efter lidt om paa Siden, og nu ilede den føre Mand med oprømt Hu op paa Dækket, tog uden at sige et Ord det unge Menneske, der bedøvet stirrede hen for sig, ved Haanden og førte ham hen til Trappen. „Kom nu, kom nu!“ Dermed tog han Ynglingen paa sine brede Skuldre og vadede rask i Land.