Keadan/13
Trettende Kapitel.
Kriminalforhøret.
Tunc tua res agitur, paries cum proximus ordet.
Hor.
Det var i Begyndelsen af Sommeren, at Nedskriveren af disse Blade besøgte første Gang med sin Ven, den nye, virksomme Amtmand, den Bygd, hvor Luise levede. Vi lode os den sørgelige Begivenhed fortælle og besøgte med Gysen den rædsomme Ruin, paa hvilken de sidste Aar havde havt en forstyrrende Indflydelse. Ogsaa hos Jomfru Ritter vilde vi have aflagt et Besøg; men hun frabad sig det. Da Bønderne klagede over at de ofte mistede Kreature i de brøstfældige Levninger, besluttede Amtmanden saavidt muligt at tilkaste Hullerne; men først lod han Alt nøje eftersee og udkastede selv en Tegning af hvad der stod tilbage. En Dag, som vi begge med Blyanten i Haand stode foran de sammenfaldne Stenhobe raabte en Arbejder op fra den saakaldte Ormegaard: „Her ligger et Lig!“
Med ilsomme Trin traadte vi til Randen og klavrede ned i Dybet. I en Hulning af Muren laa, dækket med Grus, et forraadnet Legeme, hvis Klædningsstykker ikke lode nogen Tvivl tilbage om at det var Højers Levninger. Men imedens vi vemodige vendte os derfra og bøde et Par Karle trække Liget op, udbrød en af dem med Forfærdelse: „Han er myrdet! Der sidder en Kniv i Brystet paa ham!“
Vor og Folkenes Bestyrtelse var ubeskrivelig. En retsformelig Undersøgelse blev anstillet, og man forsikrede sig Luises Person. Denne Sagens pludselige Vending greb mig saaledes, at jeg endnu selvsamme Dag vilde rejse; men min Ven overtalede mig til dog at overvære det første Forhør.
Retten var sat; Liget laa indhyllet bag et Skjærmbræt; Mordinstrumentet, en uhyre Slagterkniv, laa foran Fogden paa et stort Bord, hvorom de Tilstedeværende havde taget Plads. Amtmanden satte sig midt for den indtrædende Anklagede; jeg tog min Plads ved et Vindue, hvorved jeg kom til at staa hende saa nær, at jeg nøje kunde iagttage hendes Ansigtsbevægelser, Aandedræt o. s. v.
Luises Udseende indgød inderlig Medlidenhed; hun stod med bævende Knæ og taarefyldte Øjne – uden Holding; man maatte understøtte hende og endelig lade hende sætte sig ned.
Efter den sædvanlige Intimation begyndte Fogden:
„De ved formodentlig i hvilken Anledning vi have kaldt Dem hid?“
„Ja!“ svarede hun neppe hørligt.
„Er De bestemt til selv strax at bekjende Alt?“
„Jeg har Intet at bekjende!“ Disse Ord fremsagde hun højt og med en Værdighed, som bragte os Alle til at see paa hverandre.
„Kjender De denne Kniv?“
Hun tog den skjælvende i Haanden og saa et Øjeblik stivt paa den. „Nej!“
„Heller ikke dette Lig?“ Skjærmbrættet fløj tilside, og Legemet afdækkedes. Hun gøs tilbage.
„Af Klædningsstykkerne kan jeg kjende, hvad jeg jo forud er underrettet om, at det er Løjtnanten Højers Lig“.
Dette blev nu bortskaffet, og Fogden vedblev Forhøret. Uagtet han inkvirerede temmelig vel, kom der dog over Pigens Læber, saa afkræftet og næsten opløst hun var, ingen Bekjendelse. Hun gjentog bestandig sit Udsagn og vilde beedige det, at Højer var styrtet ned i Bundløs; og nu fordrede hun Tjenestetyendet, der hin Aften paa hendes Skrig var ilet til, fremkaldt som Vidne. Det skeede naturligvis. Vidnet forklarede imidlertid kun, at det, efterat være kommet op der, hvor Jomfruen stod, havde seet hende strække Armene ud imod Hulen. Nu fandtes Liget ikke der, men i en Fordybning, til hvis stejleste Rand man fra Randen af Bundløs kun havde ti Skridt. Højer var gjennemboret i Brystet, var altsaa rimeligvis styrtet baglænds ned i Ormegaarden. Rigtignok havde Liget efter Besigtelsen af Aastedet ikke ligget paa den Plads, hvor den Myrdede ved at nedstyrtes maatte være falden; men det var sandsynligt, at han døende havde slæbt sig hen paa den omnævnte Plads for maaskee at finde et bedre Lejested. Det Grus, der havde tildækket Liget, syntes vel ikke at være kastet derover ved Menneskehænder, da en Del af Muren rundt om var nedstyrtet. Imidlertid kunde denne Post, saa vigtig end Retten med Hensyn til mulige Medskyldige ansaa den, ingenlunde bestemt afgjøres.
Da Forhøret formedelst Inkvisitens Svaghed snart og uden Resultat var sluttet, bleve en Del af de Tilstedeværende endnu sammen. Kun jeg havde en fra de Øvriges forskjellig Mening. Uagtet Saameget talede imod hende, kunde jeg dog slet ikke tro, at hun var Morderske. Iblandt dette Meget var et Par Vidners Udsagn, hvilke tilfældigvis havde hørt en Samtale, den samme Dag Højer omkom, var forefalden imellem ham og Luise. — Hun havde i heftige Udtrykke bebrejdet Frits – Hvad, kunde Vidnerne ikke erindre. Derpaa havde hun talt om Brandt, om hvor lykkelig han vilde have gjort hende, og endelig sagt: „Vi ere ikke gifte endnu, Frits!“ Da Højer heftig forlod hende, havde hun raabt efter ham: „Gaa, gaa! jo længere des bedre!“
„Men min Herre, Hvad bringer Dem da paa den besynderlige Idee, trods al Sandsynlighed, at tage Pigens Forsvar?“ spurgte Fogden noget uvillig.
„Hendes Røst, hendes Aasyn, hendes Adfærd og endelig, saavidt jeg kjender dertil, hendes Hjerte“, svarede jeg med Varme.
„Ja, saa vilde jeg sandelig ønske, at De kunde gjøre Røst, Aasyn, Adfærd og Hjerte til Vidner for hende“, svarede han ivrig; „for jeg forsikrer Dem, Intet skulde være mig kjærere end at komme efter hendes Uskyldighed. Men per inductionem er hun virkelig fældet, som mig synes“.
„Ja, min gode Ven“, tog Amtmanden Ordet; „jeg kan sandelig ikke Andet end dele Hr. Fogdens Anskuelse. Saa foreslaa os da en eneste tænkelig Maade til at gjette nogen anden Mulighed?“
„Det nytter vel ikke“, svarede jeg uvis, „at gjøre Dem opmærksom paa hvor nøje Kandidat Brandt var indviklet i denne Historie?“
„Men, bedste Ven, han kom jo til Bygden fireogtyve Timer efter det formentlige Uheldstilfælde?“
„Er det da mathematisk bevist, at det ikke lader sig gjøre at komme op af Keadan – eller hvad heder det? Bundløs?“
„Næsten“, sagde Fogden. „Men velan! vi ville anstille et omhyggeligt Forsøg og det endnu i dette Øjeblik. Vil Deres Højvelbaarenhed og de ærede Herrer bivære det?“
Selskabet var villigt. En flink Bondekarl skulde hidses ned. Vi gik. Forsøget faldt meget slet ud; thi det var efter de nedfaldne Mures nuværende Stilling umuligt at lade noget Menneske vove en saadan Fart. Selv ved vor Nærmelse til Stedet brusede Grus og Murstene ned i Svælget. „Herved er Intet at gjøre!“ Dette var den enstemmige Mening, og med stille Alvor gik vi henad Stien til Landevejen. Amtmanden havde Øjet fastheftet til den Tegning, vi i Fællesskab havde udkastet. Paa engang standsede han mig, traadte ud af Vejen og sagde, da de Øvrige vare forbi:
„Sæt, jeg tiltraadte Deres Mening! Da vilde jeg opkaste det Spørgsmaal: er eller var der ingen Gang fra Ormegaarden til Keadan? Se engang paa Kortet! Begge støde sammen. Skulde vor Phantasie finde en Udvej, da var det igjennem denne Mur“.
„Nu, og saa?“ spurgte jeg, mere for at høre den Idee gjentagen, der i dette Øjeblik foer igjennem min Bevidsthed, end fordi jeg ventede en ny Forklaring. – – „Og saa? Saa kan den Dem suspekte Brandt let tænkes som Morder. Vi forestille os den Ulykkelige kommen til sin Bevidsthed og krøben ud igjennem den antagne Udvej til Ormegaarden; Brandt, der jo efter sin Hjemkomst skal have besøgt Ruinerne, har da hørt ham raabe om Hjælp; Jalousien er vaagnet. Den døde Ven bliver den levende Medbejler; han nedstøder ham. Følgen er Samvittighedens grusomme Nag, frivillig Forsagelse. Se der har De i Deres egen Tankeflugt den hel poetiske Mordhistorie!“
Jeg forbausedes. Noget Lignende var kommet mig i Tankerne. Endnu gjorde jeg Amtmanden opmærksom paa Luises Opførsel. Hun syntes midt i sin Rolighed ingenlunde fremmed og forbauset ved Handlingen. Det var altsaa i Tilfælde af at hun var uskyldig, højst sandsynligt, at hun forlængst havde gjennemskuet Brandt, at deres Adskillelse og hans pludselige Bortrejse stod i den nøjeste Sammenhæng med Forbrydelsen. At hun ligesaalidt vilde blotte ham – som vælte Skylden paa sig selv, det var meget sandsynligt; og forholdt det Hele sig virkelig saaledes, som vor Anelse indgav, saa vilde det være en yderst svær Opgave at løse Gaaden med juridisk Vished.
„Skulde man altsaa ikke nu“, spurgte jeg, „anvende alle mulige Forsøg paa at overbevise sig om Tilværelsen eller Ikketilværelsen af en Sidegang fra Keadan?“
„Naturligvis. I denne Eftermiddag lader jeg rydde alt Grus tilside imod den Væg, der adskiller Hulen fra Ormegaarden“.
„Og sæt nu, De finder den paatænkte Vej, er det da muligt paa en saadan Gisning at indstævne Brandt?“
„Naturligvis, mener jeg. Derom maa vi raadslaa med Aktor i Sagen“.
Min Forventning var spændt paa det Højeste. Amtmanden, Fogden og jeg vare overværende ved Rydningsforretningen. Virkelig fandt man efter flere Dages møjsommeligt Arbejde, der tildels var forbundet med Fare for at rive den heldende Mur overende, at der, uvist om ved Kunst eller Tidens Ødelæggelse, fandtes et skraat nedgaaende Hul fra Ormegaarden til Bundløs. Amtmanden lod en Strikke fremtage og trak en Ti-dalerseddel ud af sin Tegnebog. „Hvo vover at lade sig hidse ned?“
Arbejderne saa paa hinanden og taug. Jeg blev utaalmodig og greb Touget. „Nej, nej!“ sagde paa engang Amtmanden og Fogden; „vær ikke forvoven. Det er intet Spøg. Naar disse Karle betænke sig paa at gjøre Forsøget, saa er det for galt at exponere sig“.
Mismodige gik vi tilbage. „Skal Brandt hentes?“ spurgte jeg.
„Derpaa kan vel neppe svares førend efter næste Forhør“, mente Fogden.
„Men er han skyldig“, lagde Amtmanden til, „saa vil nok Fru Justitias Arme være for korte. Tro mig! Han træffes da hverken i Danmark eller Norge“.
Højst utilfreds tog jeg Afsked den følgende Dag; det var ikke min Lejlighed at oppebie en, ihvorvel interessant, dog rimeligvis langvarig Justitssags Slutning.
„Retfærdighedens Gudinde staa Dem bi!“ sagde jeg ved Afskeden, idet jeg trykkede Fogdens Haand. „Men mit sidste Ord er, at Luise Ritter er uskyldig“.
Fogden rystede vantro paa Hovedet. Amtmanden saa tvivlende hen for sig. Jeg rejste. Efter et Par Dages Forløb overfaldt et heftigt Tordenvejr mig imellem Fjeldene; Regnen styrtede ned, og jeg jog ilsom afsted til den nærliggende Gjæstgivergaard, hvor jeg ankom gjennemblødt og kold. Man viste mig ind i en liden, mørk Stue. En Rejsende gik op og ned ad Gulvet og hilste mig skjødesløst. Jeg forlangte Thevand og bød den Rejsende en Kop. „Befaler De ikke først et Glas Madera?“ svarede han. Se dette var Begyndelsen til en Samtale med den unge Mand, hvis Udseende og dannede Stemme interesserede mig.
„Hvad Nyt paa Deres Vej, min Herre! Jeg kommer fra Udlandet og længes efter at høre fra mit Fædreneland“.
Et Par politiske Smaasager kom paa Bane. Derefter berettede jeg ham om den mærkelige Proces, til hvis Begyndelse jeg havde været Øjevidne. Med en næsten paafaldende Deltagelse hørte han paa mig – uden at sige Andet end nu og da et paaskyndende: „Naa!“ Jeg var neppe færdig med Fortællingen om det Oplyste og det Formodede, førend man meldte, at den Fremmedes Hest stod forspændt. Han skrev i en Hast et Par Ord paa et Stykke Papir, som han rev ud af sin Tegnebog, førte sit Navn ind i Skydsprotokollen, betalte Tilsigelsen, trykkede min Haand og Iod deri det skrevne Papir tilbage, idet han ilsom styrtede ud. Forundret lukkede jeg Billetten op.
„De har ikke bedraget Dem, min Herre! Wilhelm Brandt er Morderen. Med ængstlig Interesse har han i dette Øjeblik af Dem erholdt de ham højst vigtige Oplysninger – og aflægger Dem herfor sin Tak. Ilsomt gaar nu hans Rejse didhen, hvorfra De kommer; han er beredt til at give Retfærdigheden Fyldestgjørelse. Lev vel!
W. B“.
Man tænke sig min Forbauselse! Skulde jeg lade sætte efter ham? Skulde jeg i det mindste med Expresse skikke Øvrigheden hans Billet? – O kjære Læser! Være Politie hvo der vil! Jeg vil heller synde imod de borgerlige Love end imod Hjertets; og dette Menneske, saaledes som jeg kjendte ham og som du nu kjender ham, kunde ikke skrive disse Ord og fly. „Han kommer vist hurtigere frem end min Expresse vilde komme!“ sagde jeg til mig selv og satte mig med oprørt Følelse hen i en Krog.