Keadan/12
Tolvte Kapitel.
Det afbrudte Bryllup.
Is apter than thy tongue to tell thy errand.
Shakespeare.
Wilhelms Adfærd var og blev uforklarlig. En Periode var indtraadt i disse Menneskers Liv, hvori deres Sørgmodighed og virkelige Ulykke med hver Dag tiltog. Den blege Wilhelms Opførsel var den mest ulige. Snart, men sjelden, syntes han at hensmelte i smerteblandet Kjærlighed til den arme Luise; snart, og oftere, betragtede han hende med mørke, fiendske Blik, hvori næsten Had og Foragt udtalede sig; snart, og oftest, sad han hensjunken i sig selv. Sjelden talede han, og da kun med den højeste Ligegyldighed. Den nedbøjede Prest iagttog ethvert af hans Skridt og ventede, at denne Forstyrrelse skulde gaa over til fuldkommen Vanvittighed. Oldingens afkræftede Legeme udholdt ikke dette nye Stød; den velkomne Død nærmede sig synlig til ham. – Luise svandt hen som en Blomst i Ørkenen. Hendes forhen spillende Øje laa dybt i sin blegblaa Indfatning; Kindernes Carmin omvexlede med den hvide Kalkfarve, og den skjønne Oval forvandlede sig i et skarplinjet Omrids. Men hun saa dette med Ligegyldighed og længtes efter Graven. Tanten, der længe havde været syg, døde noget hen i Vinteren, og ikke længe derefter løstes den ærværdige Prest fra det tunge Støv. Luise alene havde Taarer for dem Alle; thi paa et rørt Øjeblik nær, da Brandt tog Afsked med den Døende, viste han nu for første Gang siden lang Tid et oprømt Ansigt. Med Sindighed besørgede han alle Anstalter ved Begravelsen, Auktionen, o. s. v.; og da han som Prestens eneste Arving havde bragt dennes Efterladenskab i Orden, gjorde han endnu et Besøg hos den arme Luise og rejste, som han selv sagde, til København.
Et svagt Haab havde i nogen Tid glimtet for Luises Sjæl, da Wilhelms tilbagevendende Rolighed og virksomme Sysler med sin Arv lod hende haabe, at han tænkte paa et husligt Liv ved hendes Side. Desto dybere var den Græmmelse, hvori hun nedsank, da ogsaa dette Haab slukkedes. Efter den sidste Samtale, hun havde med ham, syntes alle hendes Sjælesaar endnu frygteligere at bløde. En forfærdende Fortvivlelse laa udbredt over hendes Ansigt; hun flyede alle Mennesker som en Forbryderske, og Alle søgte ogsaa at undgaa hende. Snart turde Ingen uden en gammel, tro Tjenestepige omgaaes hende, – og man talede ofte om, at hun i Anfald af Aandsforvirring anklagede snart sig selv, snart Brandt for Mord – og søgte at aflive sig.
Er det en ængstlig Følelse, den vi gjerne løsrive os fra, der opstaar ved den enstonige, dumpe Dødningklokke, naar den runger i lange Pauser sit dybe Memento mori: saa er Indtrykket, som vækkes hos os ved Synet af levende Skygger, hvis Glæder, Haab og Værd alt forud ere døde, en rædsom, en næsten udholdelig Dødningklokke. Hvilken Plads i den absolute Idees objektive Fremtræden har dog Mennesket! – Aaben for alt det Højere, fængslet som Østersen til den mørke Klippe! Hvilket Varsel for at det Absolute er sig selv nok, og at dets brudte Straaler i tusinde forgjængelige Farver fremtræde, fordi Kraft har Virkning, Aarsag Følge, ikke Virkningen Betydning, ikke Følgen indre Liv! Kom kjære Læser! Vi ville ile bort fra denne Haabets Kirkegaard imellem de dunkle nordiske Klipper — og søge Adspredelse i vort andet Standkvarteer, paa Danmarks søde, elskelige, lyse Sletter!
„lntet Brev! ikke en Linie!“ raabte Ritter til sin hæderlige Ven, idet han med et smerteligt Blik traadte ind ad Døren.
„O min gode, unge Ven! Jeg har længe opgivet Haabet om ham. Men hør: Si illud quod volumus eveniat, gaudebimus; sin secus, patiemur animis æqvis; naar ikke vort Ønske opfyldes, maa vi dog ikke tabe Modet. Stultum est in luctu capillum sibi evellere, qvasi calvitio moeror levetur; Hvad hjælper det at rykke Haaret ud i sin Sorg? den lettes ikke derved. Si qvid effici non potest, de liberatio tollitur; det nytter ikke at stampe imod Braadden. Men min kjære Ritter“, blev han ved med et højtideligt Aasyn; „nu er det Tid at handle. Virtus vetat spectare fortunam dum prestetur fides. Jeg har fattet en Beslutning. Der“ – Han gav Ritter et Papir. Taarer, Beundrings- og Vemodstaarer, trillede ned over Ynglingens Kinder. „Er Dette Deres Alvor, Linow?“
„Ja amicissime! Han var mig kjær; han er mig kjær; og ved Himmelen! den ulykkelige, forførte Pige er mig kjær. Som De seer, jeg er beredt til at dele mit Navn og min Fattigdom med hende. Hvorfor seer De saa paa mig? Serum est cavendi tempus in medis malis. Hvad der skal skee, maa snart skee. Hvad er det saa mere? Har jeg ikke daglig savnet den gode Pige, som plejede mig i min Sygdom, som vil opmuntre mig i min glædeløse Alderdom. Det er sandt, efterlade hende og hendes Barn noget, det kan jeg ikke; men har hun vel Mere uden mig?“
Ritter var heftig rørt. Han greb den Ædles Haand og lovede, at han vilde sørge for Barnet og for Moderen, naar Linow ikke var mere.
„Nu vel! saa ere vi færdige med den Sag. Gaa nu De i Guds Navn ind til hende med dette Frierbrev. Ordene ere just ikke de pynteligste. Saa kommer De, om hun vil, igjen ieftermiddag, og da skal Alt være færdigt, Kongebrev og Prest“.
Neppe var Ritter ude af Døren, førend Linow begyndte at pynte op. Bøger, Papir, Støvler, Frakke, Linealer, Fyrtøj, Linned, Tobakspiber, Lampe, Barbeertøj, og jeg ved ikke Alt, kom i Hast ud i Pulterkammeret. Pigen kaldtes op og fik Befaling strax at feje og bestrø Gulvet med fin Sand; derefter skulde hun kjøbe, brænde og male Kaffe, – indkjøbe Smør, Brød, Spegepølse og fransk Brændevin. Kort, den gode Literat havde flere Befalinger at uddele i et Kvarteer, end han ellers havde at fordele paa et Aar. – Nu ilede han afsted til Presten – efter endnu engang at have bedet Pigen gjøre Alt pent og net.
Alt var færdigt. Det laante Kaffetøj paraderede paa Feldtbordet, der var bedækket med et rent Haandklæde; ved den lange Væg stode alle Stole, fire i Tallet, og en Træbænk; ved Enden af Værelset det sammenslaaede Arbejdsbord, besat med Tobak, Piber, Lyse plade og Øl. Linow gik urolig op og ned ad Gulvet; selv det Pyntelige i hans Stue og i hans Dragt (han havde kjøbt sig et nyt Silketørklæde og ladet sin sorte Kjole udbanke og igjensy i Knaphullerne) gjorde ham ængstlig og usikker. Han tog og lagde igjen Piben bort; thi Værelset, nylig udluftet, maatte ikke fyldes med Røg; – han vilde skjænke sig et Glas Øl – men satte Flasken hen; thi Glassene skulde være rene. Endelig tog han en Bog; men Bogstaverne løb i Et. Da bankede det paa Døren; Lems Tjener, Thomas, traadte ind med et Brev og gik igjen. Linow studsede, saa paa Udskriften; Øjnene løb ham i Vand, og med skjælvende Haand brækkede han det.
„Min Uforglemmelige! Trods vor Aftale maa jeg endnu engang skrive Dig til. Jeg maa under hede Taarer sende Dig min Velsignelse til den himmelske Gjerning Du nu, dydige Mand, staar i Begreb med at udøve. Indlagte Banknote tør ikke Brudgommen negte at modtage til sin Brud. Himlens Fred hvile over Dig! paa hin Side Graven sees vi igjen! Endnu Et: vor Datter lever endnu. Men desværre, hendes Tilstand er ulykkelig. Var det muligt at gjøre Noget for hende, saa skulde jeg hverken spare Møje eller endog vor Hemmelighed. Men ak! skrækkelig hævner den af utidig Ærefølelse krænkede Moderpligt sig! Hvorledes er det, Henrik! Skulde ikke vi to Gamle sætte os ud over en nu unødvendig Forsigtighed? Jeg mener jo. Kom altsaa i Morgen med din unge Kone i Frederiksbergalleen; der vil Du træffe din til Døden tro
Anna“.
Med bævende Læber kyssede Linow det elskede Navn og stirrede igjennem Taarer op til den lyse Himmel. „O mihi præteritos referat si Jupiter annos!“ Da kom Ritter styrtende ind ad Døren. „For sent, Linow, for sent! Bestil kun Presten af igjen. Fortvivlelsen har taget den Ulykkelige i sine Arme. Hun har været borte i to Dage. Man vil have seet hende ved Bredden af Sorteput“.
Længe sad Literaten, bestormet af saamange bitre Følelser, med foldede Hænder og tilbagebøjet Hoved. „O Du kortsynede Menneske!“ udbrød han endelig; „altsaa to Dage for sent! Kjære Ritter! De har Ungdommen og Ungdommens Kraft. Afsig De Presten og de to Indbudne paa en – De forstaar mig nok – paa den passeligste Maade. Og dyrebare, unge Ven! Kom saa hen til mig igjen. Lad mig ikke være alene iaften!“
Endnu sad Literaten med foldede Hænder og tilbagebøjet Hoved, da Ritter stille og sørgmodig traadte ind. De stoppede med et Suk deres Piber, og langsomt iskjænkede den bedrøvede Vært det stærke Dobbelt-Øl, der skulde forherliget Bryllupsfesten.
Da bankede det igjen paa Døren, og en Karl traadte ind med en Flaskekurv.
„Her hen! Sæt den der, Lars“, sagde Ritter alvorlig, og Karlen gik. „Det var til Bryllupet, kjære Hr. Linow“, sagde han vemodig. „Men Hvad mener De, skulle vi drikke et Glas sammen for at forslaa Grillerne“.
„Ja nok!“ sagde Literaten, fordybet i sin Sorg, og forglemte for første Gang i sit Liv at takke.
Ritter satte Bordet foran ham, søgte et Par Glasse frem, kradsede det grønne Segllak bort og trak Proppen op.
„Fred, Guds Fred, med den arme Himmelbrud!“ sagde han i det han fyldte Bægrene.
„Naade, Guds Naade for hende!“ svarede Linow med vaade Øjne og stødte an.
„Ogsaa for ham, Fred!“ raabte Ynglingen og fyldte paanyt.
„Gid han kun ikke finde den altfor let, Ritter!“ svarede Linow og tog nølende Glasset.
„Sig mig nu, Ven! Hvad har Luises Broder at gjøre? Skal jeg –“
„Stille, stille; derom i Morgen. Næsten vilde jeg tro, at De burde Intet skrive, Intet bestemme, førend De var kommen selv derhen. Hvo ved, hvorledes de have det der? Men overlæg i Morgen; nu er hverken De eller jeg istand til at tale rolig om den Sag“.
Den ædle Drue muntrede de ædle Hjerter. Med Tilfredshed saa de hinanden gjensidigen oplivede. Dydens dybe Fred hvilede i deres Barm som den stille Sø; Livets Storme kunde ikke oprøre den til Bunden.
„Bacchus et adflictis reqviem mortalibus adfert!“ sagde Linow ved det sidste Glas, og glemte ikke at oversætte Ordene for sin læge Ven.
Imedens Literaten, omvunden af den uvante Vedbendekrands, i en dyb Søvn glemte Dagens Begivenhed, og den følgende Morgen gned sine Øjne og tvivlede om ikke det Hele havde været en Drøm, indtil den oppudsede Stue og de fulde og tomme Flasker overtydede ham om det Modsatte, laa Ritter søvnløs paa sit Leje og grublede over hvad han skulde gjøre. Rejse, og det strax! blev Resultatet.