Keadan/11
Ellevte Kapitel.
Dyden i Taarer.
Toi pour qui le possible existe avant de naître!
Roi de l'immensité!
Sans t'épuiser jamais, sur toute la nature
Tu pouvois à longs flots répandre sans mesure
Un bonbeur absolu.
L'espace, le pouvoir, le temps, rien ne te coûte.
Oh! ma raison frémit; tu le pouvois sans doute,
Tu ne l'as pas voulu.
De Lamartine.
Vilhelms Brev til Ritter og Linow havde ikke hos begge havt fuldkommen den samme Virkning. Vel rystede den skrækkelige Begivenhed Jens Ritters ømme Sjel; vel dvælede han med gysfuld Medlidenhed ved Tanken om den ædle Højers uventede, rædsomme Endeligt midt i hans Glædes Morgenrøde; – dog han havde aldrig kjendt ham, men Wilhelm kjendte og elskede han, at gjensee Luise ved Wilhelms, denne herligt begavede Mands Side, havde jo været hans Haab og Glæde i saa lang Tid. Det kunde da ikke fejle, at han med Begjærlighed betragtede dette Sørgespils lysere Side. „Hun vil gjøre ham, han hende lykkelig! Fred være med den Bortgangne!“ Saaledes beroligede Ritter sig og skrev et Brev, fuldt af den ømmeste Deltagelse, den blideste Vemod til sine Elskede, men ogsaa i den rolige Tone, som Bevidstheden om at dette Uheld ikke havde nedslaaet deres Lykke tilsagde ham.
Mørkere blev Literaten ved Brandts Brev. Hos ham havde den Tanke rodfæstet sig, at hans Ven skulde vorde lykkelig ved at opfylde sin Pligt; og at Brandt havde givet Thrine et Haab, som en ærlig Mand maatte ville holde, det vidste han jo af dennes egen Mund. Derfor finde vi det ikke underligt, at den gode Linow strakte Benene langt frem under Bordet, tyggede paa det forbidte Mundstykke og indhyllede sig i den Sky, der saa ofte havde optaget den stille Taalers Suk i sine Hvirvler.
„Id facere Laus est, quod decet, non qvod libet,“ sagde han demonstrerende og rakte den lange Arm ud efter et Ark Papir, paa hvilket han skrev: Havniæ III ante Calendas Novembris, og derunder nysnævnte Vers. Dette var Begyndelsen af et Brev til Brandt. Men forgjeves søgte den gode, ængstlige Literat efter Traaden. Det maatte opsættes. Da kom Thrine ind med Aftensmaden. Hun saa med et spørgende, venligt Smil paa den mismodige Linow. „Hvad fejler Dem, kjære Linow?“ laa der saa tydeligt i dette Smil, at han ikke kunde Andet end oplivet tage hendes Haand. En Samtale om den fraværende Ven knyttedes imellem begge. Linow vilde lidt efter lidt gjøre Pigen bekjendt med den sandsynlige Forbindelse imellem Brandt og Jomfru Ritter; men som det gjerne gaar disse ængstlig delikate Mennesker, naar de engang nødes til at sige noget, der vil smerte, – at de nemlig blive ganske uforstaaelige eller vel endog tilsidst sige det Modsatte af Hvad de vilde: – saaledes gik det vor ærlige Literat. Brandt skulde skaanes; Thrine skulde skaanes; – og da Pigen, med Taarer over Højers Skjæbne og Deltagelse i Luises, Wilhelms og de Gamles Sorg, havde forladt Linows Værelse og gjentog for sig selv den hele Fortælling: havde hun just følgende Begreb om Sagen: Presten og Tanten ønske at forbinde Brandt med Luise, men hun tænker kun paa sin uforglemmelige Kjæreste, og Wilhelm har ikke mere noget Hjerte at bortskjænke.
„Det er mig dog forunderligt!“ tænkte Linow mange Gange ved sig selv, naar han saa Pigens rolige Munterhed; „nu det er vel baade for ham og hende. Ak anderledes vare dine og mine Følelser, min Anna!“ – Beroliget klippede han nu hin Begyndelse til et Straffebrev bort, – naturligvis saa nær det Skrevne, at intet brugbart Papir gik tilspilde, – klippede desuden med Betænksomhed lidt af det forkortede Arks Bredde – og lod nu Pennen løbe med latinske Citater og danske, hjertelige Venskabsytringer. Ogsaa her havde han næsten, for at befrie Thrine fra Skin af Letsind, skrevet tvertimod Hensigten; men den gode Linows Pen var nu altid lysere end hans Tunge, og saaledes fik Wilhelm, der mere end Læseren troer, trængte til gode Efterretninger, i denne Henseende den Trøst, han kunde ønske.
Linow havde ved Brandts Afrejse tabt en kjær Underholdning. Endnu et Tab forestod ham. Den gamle Skomager Borth døde, og Thrine tog rørt og med synlig Beklemmelse Afsked fra ham – for at drage hen til et Fristed paa Landet. Det var som om hun havde noget at betroe Literaten. Han saa spørgende paa hende. Da brast hun i Taarer og sagde, idet hun vendte sig om i Døren:
„Hils Brandt, og bed ham ikke forglemme den forladte, ulykkelige Thrine!“
„Ej, hvad er dette?“ raabte Linow forundret og stak Hovedet langt ud fra Skuldrene. Men Pigen var borte, og han vidste ikke, hvor hun nu opholdt sig. Han tog det for en opvaagnende Erindring og indrettede sig, ikke uden vemodigt Savn af den venlige Thrines Pleje, saagodt han kunde med den nye Vært og hans Familie.
Vinteren var hengleden; den indeholdt for Linow som for Ritter og hans Venner intet saa Mærkeligt, at det fortjener Optegnelse. Ritters Brevvexling med Brandt og Luise var, først til hans Forundring, siden til hans store Sorg, standset ved Begges fuldkomne Taushed. Vi kunne ikke meddele den Underretning, han fra Fremmede erholdt om disse sine Dyrebare, da vi derved vilde komme ud af Fortællingens planmæssige Gang.
Her vilde vi saa gjerne gjort Læseren fuldkommen bekjendt og fortrolig med Jens Ritters Karakteer. Men hvor ingen imponerende Handling sandseliggjør Aandens usynlige Natur, der række Beskrivelser kun kort og Læseren mattes af Ord, som ej formaa at udtømme Begrebet. Man maatte have seet ham, den livfulde, blye men dog faste unge Mand; man maatte have hørt hans beskedne, korrekte Tale; man maatte have kjendt hans lette, flittige Haand, der ligesom spøgende førte Pennen henad Papiret, naar det gjældte en Handelsforretning eller et Vennebrev, en Afhandling eller et Geburtsdagsønske, en Erklæring eller en Optegnelse. Ren som Haand og Sprog var hans Følelse og hans Vandel. Tidlig havde han lært at kjende Ulykkelige, – tidlig forsøgt at hjælpe dem; kun deres Skyld i Ulykken havde han enten ikke fattet eller overseet. Forbrydelser vare ham tidlig bekjendte, og han gysede for Synder, hvoraf Andre smile. Men de Mennesker, han kjendte, vare jo ikke saaledes, – og da det Onde dog ikke kan tænkes uden onde Mennesker, saa forbandt han fra Barneaarene af altid Begrebet om det Første med Tanken om de Ulykkelige, som betynges af Lænker – ofte mere lette end deres Samvittighed. Disse maatte da for Ynglingens Øjne bære Menneskelighedens Brøde. Sagtens forsvandt efterhaanden Meget af denne barnlige Tillid til Menneskene. Men nødigere end denne Yngling modtog enhver ny Erfaring, der svækkede denne Tillid, nødigere har vel Ingen indsamlet disse Livets sure Frugter.
Ritters udvortes Omstændigheder vare behagelige; – fri og uafhængig af Andre, arbejdede han med Lyst for et anseeligt Handelshus, der nylig havde optaget ham i Kompagniet, meget mere fordi man paaskjønnede det unge Menneskes Duelighed, end fordi han ved Tantens pludselige Død var bleven Herre over en Kapital. – Hans Omgangskreds var liden; men Justitsraadens Familiecirkel holdt ham mere end skadesløs for Mangelen paa udbredte Bekjendtskaber. Imidlertid blev efter Brandts Afrejse en ubehagelig Tomhed tilbage hos ham, – og de sørgelige Efterretninger, han nu og da modtog om de Kjæres Forfatning, nedstemte hans Sind og bragte ham til med Alvor at tænke paa en Rejse til Norge.
Det var den 20de April, Jens Ritters attende Aarsdag. Ikke med den sædvanlige Munterhed vaagnede han ved den indtrædende Morgenstraale. Tankefuld ordnede han i Forestillingen Alt til Afrejsen, imedens han urolig tænkte sig sine fjerne Venners gaadefulde Skjæbne. Da bragte Lems gamle Tjener en Billet, hvis Indhold behagelig adspredte ham. Den indeholdt en ret faderlig Morgenhilsen til den myndige Yngling – med Indbydelse at fejre Dagen paa den Gamles Lyststed. Tjeneren dvælede smilende ved Døren. Med synlig Rørelse havde Ritter læst Billetten, da han pludselig brast i uvilkaarlig Latter ved at see Underskriften: Lem & Comp.
„Hvad leer Hr. Ritter af?“ spurgte den troe Thomas med en gammel Yndlingstjeners sædvanlige Fortrolighed; og da han intet Svar fik, blev han ved: „Ja jeg ved nok hvad det er, Justitsraaden har givet mig Ordre at sige, at & Compagnie skal ikke betyde Dem men Frøkenen, som har skrevet det til“.
En pludselig Rødme overflød Ynglingens Kinder; Caroline Lem var ham ikke ganske ligegyldig. Da Thomas var gaaen med Løfte om hans Komme, blev han eftertænksom siddende med Billetten i Haand. Mangt et Træk af Carolines Velvilje for ham faldt den beskedne Yngling ind; mangen faderlig Ytring af den gamle Lem blev ham nu for første Gang paafaldende. Gjerne dvælede han ved det rolige Billede af et virksomt Liv ved Carolines Side, hvis gode Hjerte og om ikke skjønne dog yndefulde Udvortes, forbundet med en dyrket Forstand, gjorde hendes Besiddelse ønskværdig for en Mand i hans Stilling og med hans Tænkemaade. Han sprang op, kastede sig i Klæderne og fattede ved den husligt susende Themachine det Forsæt endnu samme Dag at forsøge sin Lykke.
Fuld af krydsende Tanker vandrede han til den i det usædvanlig tidlige Foraar yndigt smilende Villa, og venligen blev han modtagen af Justitsraaden med Caroline og et Par af hans og deres Venner. – Et Maaltid maa være pudserligt og fortælles humoristisk, naar det skal lønne Umagen at fortælle derom; og selv da er jeg heller Gjæst end Referent. Jeg opsøger derfor Ritter i Lysthuset, hvor han efter Kaffeen sidder i fortrolig Samtale med Caroline. Allerede nærmede han sig Hensigten af denne Samtale, da Pigen med Et forstyrrede ham i hans Koncepter.
„Kjære Ritter“, sagde hun og heftede sine talende Øjne paa hans; „De ved, hvor inderlig vi Alle holde af Dem. Venskab uden Fortrolighed er ikke Venskab. Derfor tilgiv mig, naar jeg imod min Vilje maa saare Dem“.
Ritter saa paa hende med en spørgende men rolig Mine. Hun vedblev.
„Hr. Brandt er Deres Ven, ikke sandt?“
„De ved jo hvor inderlig“.
„Kjender De ham aldeles? har De hans hele Fortrolighed?“
Ritter blev forlegen. „Ja Frøken; saameget jeg kan vente af en ældre Ven, af min tidligere Ungdoms Lærer“.
„Er det sandt, at han elsker Deres Søster?“
„Jeg har al Grund til at tro det; jeg haaber det for dem begge“.
„Har De aldrig hørt nævne en Jomfru Birth?“
„Nej; De sætter mig i Forundring!“
„Nu vel, ædle Ven! Denne Jomfru Borth var en ærlig Haandværksmands eneste Datter, en brav, elskværdig Pige. Hende har deres Ven og Svoger forført“.
„Umuligt!“
„Forført, siger jeg Dem, under Ægteskabsløfte“.
„Caroline! Hvilken Bysnak har bedraget Dem? ved alt Helligt – –“
„Tys, tys, Ritter! Kom til Dem selv“.
Og nu fortalte Caroline ham Wilhelms lange Eventyr og, hvad Læseren formodentlig længe har anet, Følgen af det sidste, ulykkelige Afskedsmøde, at hun var frugtsommelig. Bleg sad Ritter der med Haand under Kind. Wilhelm Brandt! Denne Halvgud i hans Øjne! Som laa Vennens Brøde centnertung paa hans skyldfrie Sjel, torde han ikke løfte Øjet op paa Caroline.
„Jeg lærte“, sagde Pigen sagte, „ved et Tilfælde at kjende hendes Ulykke og tog mig af hende. Hun boer i hin Plads under vor Gaard. Lykkeligvis er hendes Fader død; jeg frygter, Fortvivlelsen giver hende Mordstaalet i Haand, naar hun bliver fuldkommen vis paa at hun er forladt og forglemt; thi endnu har hun vist Haab om at Brandt vil komme tilbage og indsætte hende i de Rettigheder, hvortil hun har saa fuld Adkomst“.
„Det skal, det maa, det vil han! Har hun slet ikke skrevet ham til?“
„Et par Gange troer jeg; men jeg vil troe, at Brevene, leverede til en Forbigaaende for at indlægges paa Postkontoret, ere forkomne“.
„Det vil jeg ogsaa haabe. Men nu skal jeg skrive, Caroline. Det er som Wilhelms Ven og som min Luises Broder, jeg skal skrive. Han maa komme!“
Det er umuligt at beskrive Ritters Forfatning. Kold følte han Carolines varme Haandtryk uden at gjengjelde det; en isnende Bedøvelse sænkede sig om hans Sandser.
Denne Stilling blev altfor pinlig for Caroline. Hun sprang op og rev ham med sig i det Frie. Hun kunde og vilde ikke føre ham tilbage til Selskabet i denne Stemning, og dog vilde den længere Fraværelse opvække Forundring. Ritter afbrød hendes Forlegenhed ved at bede hende gaa tilbage og lade ham gaa hen til den Ulykkelige.
„Jeg maa tale med hende; det vil berolige mig; jeg vil da bedre vide hvad jeg har at gjøre, og De skal see, jeg skal komme fattet tilbage“. Med et Haandtryk forlod han hende og stod snart foran den betegnede Husdør.
„Ve den, ved hvem Forargelse kommer!“ siger Menneskeslægtens største Lærer. Dette Ord, Forargelse, har som bekjendt en dobbelt Bemærkelse; i vor Bibeloversættelse betegner det omtrent Forførelse, i det daglige Liv derimod den Misfølelse, der opkommer i det ufordervede Menneskes Bryst ved at varetage noget Ord eller nogen Handling, der oprører hans religiøse eller moralske Følelse. Bemærkelserne ere imidlertid ingenlunde hinanden fjerne. Det Øjeblik, hvori den uskyldige Sjæl gysende seer Dydens Tempel vanhelliget, indeholder i sit Skjød den første Mulighed til at den selv engang kan med fordærvende Smudshaand røre Templets hvide Marmorpiller.
Saaledes skede det vel ikke den ædle Yngling, for hvem vi ønskede at give Læseren al den Interesse, han fortjener; men vist var det, at et ubetvingeligt Tungsind udbredte sig fra nu af over ham og fulgte ham igjennem hele hans Liv. Menneskene havde tabt saa uendelig Meget for ham; Brandts Fald havde draget dem Alle med sig. Og langt fra, at han alene troede at staa højere, steg han selv ned, saa tyktes ham, til det samme lave Trin.
Den rørende Samtale, Ritter havde med Thrine Borth, hvis Ømhed for og Tillid til den troløse Ven rørte ham mere endnu end hendes Skjæbne, gav ham Oplysning om at Linow stod i nogen Forbindelse med Brandts og Thrines Forhold. Nogle Gange havde Ritter seet Literaten hos Wilhelm, og Mandens frastødende Udvortes havde just ikke gjort ham den udvortes som indvortes fint dannede Yngling kjær. Nu betragtede Jens ham med Afsky, idet han i ham tænkte sig en Koblers foragtelige Person. Med høj Grad af Fordom gik han derfor hen til Linow, hos hvem han maatte søge Oplysning. Men hvor forskjellige vare hans Følelser for denne Mand, da han havde talt med ham det første Kvarteer! Et inderligt Sjælevenskab var sluttet imellem den gamle Student og den unge Mand; thi deres rene Følelser fløde saa ganske sammen; deres Venskab for den i Agtelse hos Begge dybt sjunkne Brandt antog hos begge saa ganske den samme vemodige Karakteer, at deres Hjerter maatte drages hinanden imøde.