Keadan/10
Tiende Kapitel.
Den aabne Grav.
Et subito casu, quæ valuere, ruunt.
Ov.
„Store Gud, Hvad er der hendet!“ raabte Wilhelm, gjennemlynet af Forfærdelse, da han stod i Værelset, omringet af en jamrende Gruppe. Den gamle Prest kom ham skjælvende imøde med tunge Taarer over de ærværdige Kinder; Tanten sad der med foldede Hænder og kunde ikke tale; Luise styrtede hulkende hen imod ham. Kun Frits Højer manglede.
„Altsaa Frits!“ stønnede Brandt med rædsom Anelse.
„Min Frits!“ hviskede neppe hørligt Luise og græd stærkere.
„Ja, vor gode Frits!“ sagde bævende den gamle Mand og trykkede smertelig sin Wilhelm op til sig.
Længe varede det, førend det blev Brandt muligt at høre og de Andre muligt at tale. Han erfoer da, at Eftermiddagen forud havde Luise og Højer med en Tjenestepige vandret hen til Klosterruinen for at pudse Hvælvingerne op til Wilhelms Ankomst. Da de temmelig sent vare færdige hermed, stege de Forlovede op paa Ringmuren, og Pigen, der nedenfor endnu havde noget at feje tilside, hørte pludselig Luises gjennemtrængende Skrig, ilede op og fandt hende uden Bevidsthed ved Bredden af Keadan. Frits havde gaaet hen paa det Sted, hvorfra de som Børn plejede at nedkaste Smaastene. Paa engang skred et Stykke af den skøre Mur hen under hans Fødder, og uden Redning laa han nu i det bundløse Dyb. – Alles Jammer var ubeskrivelig; dem Alle var det, som vare de ved hans Fald nedstyrtede fra Glædens Himmel i den dybe Grube. Men paa Ingen virkede Smerten saa voldsomt som paa Luise.
Der sad de nu, – Brandt med Hovedet i den hule Haand, stirrende taus ud for sig. Al hans Ungdomskjærlighed for den ædle Ven vaktes i det sammenknugede Bryst. Den Gamle vinkede endelig, og med et smerteligt Haandtryk tog han og Wilhelm Afsked; tause vandrede de forbi den sørgelige Ruin hen til Prestegaarden. „At vi saaledes skulde mødes igjen!“ hviskede Wilhelm grædende i det han kastede sig til Oldingens Bryst.
„Evige Fader! Ikke en Spurv falder til Jorden uden din Vilje! Dine Raad ere urandsagelige, dine Veje usporlige!“ sagde Presten med høj men taarebrudt Røst og løftede det blege Aasyn op imod den skydækkede Himmel. „Kom, lad os gaa ind, min Søn“.
Den pludselige Omvæltning af Følelser bestormede vældig Wilhelms Sjel. Først imod Morgenstunden faldt han i en urolig Slum, hvori Billedet af den Forulykkede stod blegt og blodigt for ham. Det kunde imidlertid ikke fejle, at han jo den følgende Dag maatte betragte den skrækkelige Begivenhed fra en anden Side. At Luise nu som et testamenteret Gods fra den afsjelede Ven hørte ham til, – det maatte falde ham ind, det maatte imod hans Vilje gjøre ham Højers Død mindre smertelig. Han vilde undgaa denne Tankeretning; thi den forekom ham uædel; – men forgjeves. Han gik ned til den bedrøvede Gamle; men ogsaa Denne begyndte vemodigen at tale om, at det nu tilkom Broderen, som hos Hebræerne fordum, at tage sig af den efterladte Elskede.
„O, min gode Søn!“ sluttede han; „Guds Haand lagde sig tungt paa mig her, saa nær min Grav. Dog blev Du mig tilbage, og i dig vistnok endnu Mere end i min Frits. Naar jeg nu kunde see det Ønske opfyldt, at Du som en god Hyrde staar her med den Stav i din kraftige Haand, som nu skjælver i min visnede, og Du saa gjør den Saliges Veninde lykkelig og hun Dig: saa vil jeg glad bede: Lad din Tjener fare med Fred, Herre!“
I Wilhelms Bryst stormede det; Nemesis steg op i hans Sjæl og hviskede: „Du den gode Hyrde? Vover Du at gribe med din urene Haand den Stav, som denne Guds Mand har ført?“
Og han slog Øjet til Jorden og tænkte paa Thrine og paa sit bitre Sind.
„Naar vi have spist Frokost, ville vi gaa over til de arme Fruentimmer og see at faa dem herover til os; men vi maa føre dem omkring ad Landevejen for at undgaa Klosteret“.
Brandt nikkede, og lod sig nu fortælle de mislykkede Forsøg, man havde anstillet for at finde den Nedfaldnes Legeme, og hvormed man først havde holdt op, da Umuligheden viste sig af at hidse Nogen ned ved Hjælp af Reb.
De maatte blive hos Ritters til Middag. Luise var noget roligere, – Tanten var af de Mennesker, hos hvilke Forskrækkelse over Ulykken træder istedetfor Sorg over den. Der gives virkelig Mange, som næsten ikke kunne føle Sorg. Man kjender let disse Mennesker; de tale saameget om deres Sorg og bestandig om Katastrophen, ikke om det tabte Gode. Presten havde udtalt med sin Gud om Sorgen, og ham smilede den ikke fjerne Dødsengel vinkende. Wilhelms Indre var i feberagtigt Oprør; han vilde tale om Frits og kunde ikke; han længtes efter en fortrolig Samtale med Luise – og frygtede for den. Endelig gik de to Gamle bort for at tage Middagshvile. Wilhelm gav sig ivrig ifærd med at rense og stoppe en Pibe, idet han vendte sig imod Ovnen; Luise ordnede Kaffebordet. Pausen blev stedse ængstligere. Da fløj Luise hulkende om hans Hals og udbrød under krampagtig Graad:
„O kjære Wilhelm! Min Ulykke er større, end Du troer. Dit Brev, o var ikke dit Brev kommet!“
„Hvorledes Luise?“
„Ak Wilhelm! Jeg har jo altid elsket dig, – kun Dig“.
„O Luise!“ Han trykkede hende tæt op til sig; men straffet af en indre Dommer, traadte han et Skridt tilbage. „Saa da Frits mit Brev?“
„O nej, o nej! men jeg troer, han anede det. Ja, Wilhelm, jeg var ikke længere imod ham som før. Endnu den sidste Dag i hans Liv kvælede jeg hans gode Hjerte. Tanken om dig og hvad jeg i dig havde tabt, blev alt mere levende, jo nærmere Dagen kom, da vi ventede dig. Han talede iførstningen spøgende derom til mig. Mit saarede Hjerte indgav mig et bittert Svar. Saa tog et Ord det andet. Men da Frits vistnok i en god Hensigt, vilde fortælle mig, at Du elskede en Pige i Kjøbenhavn, og at kun han havde elsket, som elskede tro: da harmedes jeg: thi jeg havde jo dit Brev – o Gud! og uforsonet med mig sank han i den dybe Grav! Kunde kun jeg kalde en eneste Time tilbage!“
Wilhelm var inderlig rørt; med tusinde Brodde stak Erindringen om det usalige Brev hans Hjerte. Snart vilde han udsone sig med den Hedenfarnes Skygge ved at frasige sig for evig Kjærligheds Glæde; snart vilde han opfylde sin Pligt imod Thrine Borth; snart grublede han over Prestens Ord, at Broderen skulde ægte den Efterladte. Imidlertid, Luise trængte strax til Trøst og Venskab, og imedens han venligen dvælede med hende ved den sværmeriske Trøstetanke, at vore Hengangnes Aander omsvæve os og fornemme vor Tale, udbredte en vemodig Glæde sig over Begge. Luise stirrede ud i det Blaa, idet hendes Hjerte sagte talede med den forklarede Ven. Nu havde hun jo opgjort den jordiske Tvistighed; hendes Frits viftede Fred med sin Palmegren, — og hun græd lettere Taarer ved Wilhelms Bryst.
Aftenen gled taalelig hen, og i de to paafølgende Dage forandredes Luises forgrædte Udseende kjendelig. Wilhelm dulgte ikke mere den Kjærlighed, der ved dens vemodige Anstrøg blev passende midt i den dybe Sorg.
„Lad dem kun elske hinanden, Fru Ritter“, sagde Oldingen og lagde sin Haand paa Tantens; „de bedrøve ikke den Salige derved, og de bør jo høre hinanden til“.
Brandt sad ved Pulten og skrev til Jens Ritter den skrækkelige Begivenhed; en Billet fra Luise skulde lægges indeni. Under Fremstillelsen af deres Forfatning viste Forbindelsen imellem ham og Luise sig saa naturlig, saa trøstefuld for dem Alle, at han med vemodig Glæde udmalede for sin Ven, hvorledes han igjen vilde bringe Fred og Hygge tilbage. – Noget ængstligere begyndte han et Brev til den gode Linow. Dennes egne Ord om Forbindelsen med Thrine lettede rigtignok Indgangen, og han ytrede Vennens Forsigtighed fortjent Tak. Men en tung Sten hvilede paa Wilhelms Bryst. Det var ikke Alt saaledes, som Linow maatte mene. Med den tungeste Opofrelse vilde han kjøbt tilbage den Aftenvandring, han havde foretaget med Thrine efter Afskeden med Linow. Brevene vare sluttede og bortsendte, og mismodig søgte Wilhelm Lejet.
Morgenen efter vaagnede han op i en ubeskrivelig Uro. Han søgte Adspredelse i Onkelens Studerekammer. Homer laa paa Bordet. Mekanisk slog han op og læste:
Slumrer Du her og uden at mindes mig mer, o Achilleus?
Ei den Levende har Du forglemt; Du glemmer den Døde.
Op! begrav mig, at snart jeg Aides's Bolig betræder!
Bort jeg drives af Sjelene hist, de blodløse Skygger,
Og de unde mig ej at følge dem hen over Strømmen,
Men forladt ved Aides's mægtige Porte jeg vanker. —
Og nu giv mig din Haand! Jeg jamrer. Ei skal jeg svæve
Mer fra Aides's Borg, naar først I til Flammen mig ofre.
— Ak ej mere tilsammen, afsondret fra Vennerne om os,
Skal vi raadpønsende sidde; thi mig den grusomme Skjæbne
Styrted i rædselsfuldt Svælg, der alt for den Fødte bestemt var.[1]
Bogen sank ham af Haanden; han sprang op. En ham selv ubegribelig Uro greb ham.
„Ja, jeg maa besøge din Grav, min Frits; jeg maa finde dine Ben; de skulle hvile under hellig Torv, der skal dugges af vore Taarer, prydes af Roser. Du var en Rose uden Torne, ja uden Torne!“ — Han trykkede Tørklædet for sit Ansigt, greb Hatten og styrtede ud.
Imedens Brandt ilede afsted ad Stien, gik Luise ham stille forbi paa Landevejen, uden at de bleve hinanden vaer. Hendes alvorlige Blik var heftet til Jorden. Hun overvejede det, som var skeet og det, som skulde skee. Hendes Tante havde givet sit Samtykke til at hun tilbragte Vintermaanederne i nærmeste Stad, under det Paaskud at lære Broderie. Saaledes mente de bedst at kunne iagttage det Dekorum, der ellers vanskeligen vilde vedligeholdt sig, om hun var bleven i Brandts Nærhed. Noget Ædlere end den blotte Velanstændighed bestemte, det tør vi vel antage, Luises Beslutning. – Nu var det hendes Hensigt at tilkjendegive Presten og Wilhelm sin Rejse, hvortil det Nødvendige i et Par Dage kunde tilvejebringes.
Den Gamle tog venlig imod hende. Hun maatte drikke Thevand med ham paa Studerekammeret i Wilhelms Sted, hvem han med Urolighed havde ventet paa. Imedens de vexelvis ængstlige saa ud over de høstlige Marker efter den Forsvundne, fortalte Luise om sin Rejse, og Presten kunde ikke Andet end bifalde hendes Delikatesse. Endelig kom Brandt, – men med et ganske forstyrret Udseende, dødbleg og zitrende.
„Nu har Du været i Klosterruinen, Søn“, sagde Onkelen bekymret. „Jeg vilde ønske, I ikke gik derhen, saalænge Saaret er saa friskt“.
„Ja, Saaret er friskt, som fra i Dag!“ raabte Wilhelm, slog Haanden for Panden og kastede et forunderligt, skjærende Blik paa Luise. – „Jeg har ikke været der“, sagde han endelig sagte; „jeg vankede om i Skoven paa den anden Side“. Han blev den endnu opslagne Homer vaer og kastede hurtig Bogen i, idet han med store Skridt gik op og ned ad Gulvet.
At noget Overordentlig var mødt ham, blev Onkelen og Luise tydeligt, men over Brandts Læber kom intet Ord, og de To kastede spørgende og ængstlige Blikke paa hinanden.
- ↑ ILIAS XXIII, 69—79.