Keadan/09
Niende Kapitel.
Hjemreise og Landstrygere.
Ach! ich weiss nicht wo ich bin?
Hab' ein Liebchen hier gelassen.
Und manch Jahr ging seitdem hin.
Fl...
„Ante diem canos anxia cura facit!“
Med disse Ord sluttede den gamle Literatus sin Lidelseshistorie, og Wilhelm, der med spændt Opmærksomhed havde hørt den, pressede deltagende Vennens Hænder op til sig.
„Et hæc meminisse juvat“, smilede denne vemodig og viskede en Taare bort, som havde listet sig ned igjennem en dyb Fure i Kinden.
„Hvo skulde tro“, sagde han derpaa muntrere med et Blik i det lille, brustne Skraaspeil paa Væggen, „naar man seer dette Billede, at jeg engang har havt en Kjærlighedshistorie og det med en smuk Pige?“
„Hvorfor ikke? Da der var Kjød paa disse Knogler og Blod i Kinderne. Imidlertid har Du nok aldrig været nogen Adonis“.
„Nei, det har jeg visselig ikke, og tilmed har jeg, takket være min kantede Vandring, alle mine Dage været en kantet, underlig, stor Pedant. Men noget Indre havde jeg vel engang – –“
„O, det Indre, dette skjønne Indre har Du jo endnu!“
„Kan være, hvad Hjertet angaar; skjønt Hjerterne blive ogsaa gamle og skøre, min Brandt!“
Læseren er rimeligen beredt paa at faa Del i Linows Historie; – men for det Første ere vi ikke ganske underrettede om Sammenhængen; for det Andet have vi en vis Uvilje imod disse tusindogen-natske Parenthesfortællinger og love heller, at vi, naar vi komme i Besiddelse af de fornødne Papirer, ville udgive: „Hemmeligheden til Graven, eller Linows Ægteskab“. For Øjeblikket maa vi holde Historiens Traad fast. Efter mange Ventilationer besluttede Brandt at reise til Norge efter Højers Indbydelse, at udslette det farlige Indtryk, hans utilgivelige Brev kunde have voldet – og adskilles fra sine Venner som Ven og Broder.
„Det er brav, det er vel handlet!“ sagde Literaten og nikkede venlig. Derpaa vendte han Snusdaasen i Haanden, rømmede sig, tog sig en uhyre Pris og bearbejdede stærkt Underlæben med Tænderne oven i Munden, imedens han trommede vexelvis med begge Hæle, hvori han besad en egen Færdighed. Brandt sluttede medrette af disse Aspekter, at hans Ven havde noget Vigtigt at sige, men som kostede Overvindelse, og en vis Anelse steg op i hans Sjel, hvorved han blev underlig tilmode. Endelig brød Linow den pinlige Taushed:
„Qui non vetat peccare, cum possit, jubet. Jeg maa – det er en ubehagelig, ængstlig Sag –; giv mig din Haand, Wilhelm! Jeg maa sige dig, at Du har handlet, mildest talt, uforsigtig imod Thrine Borth. Gaudia principium nostri sunt sæpe doloris. Sig mig, har Du forført den Pige? Tilgiv mig! Venskabs Rettigheder ere saa store som dets Pligter“.
Brandt havde imidlertid samlet sig sammen; det Ord Forført gav ham Mod, idet han tog det, ligesom Verden gjerne tager det: sensu strictiori. Imidlertid tilstod han, Hvad han ikke troede længere at kunne dølge Vennen, at han altfor uforsigtig havde fulgt sin Interesse for Pigen.
„Hjertelig glæder jeg mig over at Sagerne staa saaledes. Men hør nu Broder. Visseligen har Du dog kastet en Fakkel i Pigens Hjerte. Sæpe tacens vocem verbaqve vultus habet. Paa hendes Ansigt kan jeg læse Kjærlighed og – Haab; og dette Haab maa Du have givet hende. Se Broder! Hvad vil Du nu og hvad bør Du nu gjøre“.
Brandt sad en Stund med Haand under Kind og tegnede Profiler paa den foran ham liggende Tavle. Endelig sprang han op. „Linow! Du kan have Ret. Hist er jeg forsmaaet, her elsket; hist har jeg lidt Uret, her har jeg gjort Uret. Linow! Kald Pigen herop. Jeg forlover mig med hende! – Saa har jeg dog den Triumph derhjemme, at jeg besøger dem som Forlovet. Thi om faa Dage vil jeg afsted. Du har bragt mine Livsaander i Virksomhed, gamle Ludimagister!“
„Qvidqvid agis, prudenter agas et respice finem! Hvad Du der har isinde, hover mig; men hvorfor saa hurtig? hvorfor saa uforberedt?“
„Qui non est hodie, cras minus aptus erit!“ svarede Wilhelm munter.
„Seer du, seer du! Just disse Ord, hvis Du siger dem af fuldt Hjerte, lærer mig, at Du skal bie. Tag et venligt Farvel med Thrine; rejs til din Vens Bryllup; væn dig til at see Luise som lykkelig Kone; tænk saa i Fraværelsen paa Thrine, og er hun dig da om et halvt Aarstid lige kjær, og – tag mig ikke ilde op – mere og bedre kjær end nu: – saa kom op til den gamle Ludimagister, og tag af min Haand et epithalamium – og af den gamle, ærlige Skomagers hans vakre Datter!“
Hvorledes nu dette Linows Forslag blev modtaget, forsvaret, drøftet og endelig antaget, kan ikke interessere Læseren. Brandt følte sig let om Hjertet, lavede Alt færdigt til sin Afrejse og gjorde det sidste Besøg i Lems Hus. – Rørt trykkede Ritter sig op til sin Vens og Barndoms Lærers Bryst, og nær havde han fulgt med til Norge, hvis ikke hans Stilling havde lagt uovervindelige Hindringer ivejen for dette Ønskes øjeblikkelige Opnaaelse. Det var den sidste Aften; Afrejsen var bestemt til følgende Morgen. Linow havde ham hos sig ved et Stykke Smørrebrød og – det var første Gang i hans Levetid – ved et Glas Punsch. Den Maade, hvorpaa Literaten fortalte Dette, aftvang Brandt Taarer. Thrine var efter Linows Plan tilstede, for at de kunde uforstyrret og dog i en Vens Nærværelse tage Afsked.
„Qvod semel emissum est, volat irrevocabile verbum, skal jeg sige dig, min Broder“.
Imidlertid, den gode Literat kunde kun følge til Døren; at Thrine paa et Vink af Brandt gik ud igjennem Husporten og ledsagede ham paa en lang Nattevandring, og at alle de latinske og dunkle Advarsler bleve glemte, – se det kunde han nu Intet for, den ærlige, tro Pebersvend.
Det er, takket være de nordiske Nationers Simpelhed, Ærlighed, gode Love og vedligeholdte Landeveje, ikke ofte Tilfældet, at en Rejsende i Skandinavien oplever mange Eventyr. Brandts Rejse var saa lige efter Skydsruten i Tid og Vej, at der Intet er om den at fortælle. Vi opsøge ham derfor først, i det hans Rejsekjærre standser paa en høj Bakke paa Grændsen af den kjære Hjembygd, hvor Kirketaarnet, Klosterruinen og længere henne Luise Ritters og Prestens Boliger igjennem Høstaftenens Taage skimte ham imøde.
Wilhelm var inderlig rørt; længe holdt han stille og tabte sig i blide, vemodige Følelser. Endelig steg han af og Iod Karlen langsom kjøre frem til Prestegaarden, imedens han med vaade Øjne skred frem ad Fodstien imellem de mejede Agre. Hans Følelser vare saa blandede. Inderlig smertede det ham saa ubetimelig at have afsendt hint Brev til Luise, hvormed han intet Godt kunde have udrettet og maaskee meget Ondt. Han stod ved Ruinen. Med unævnelig Vemod besteg han den skjøre Mur, der i de sidste Aar havde lidt betydelige Forandringer. Møjsomt steg han ned i Cellen, hvor de lærte deres Lektier, indtil Luise ringede paa Klokken, – i Riddersalen, hvor de fortalte hverandre Riddereventyr, – i Hvælvingerne foran Kapellet, hvor de forfærdede Luise med Spøgelsehistorier, indtil de saa Nonner og Munke stige op af Gruset eller hørte en sagte Banken indenfor Jerndøren eller et sagte Suk bag Vindeltrappen. Han stod paa Brinken over Ormegaarden, hvor Maaneskinscenen med Valborg malede sig for ham. Uvillig traadte han tilbage og stirrede ned i Bundløs, hvor de kastede smaa Kiselstene ned og lyttede efter Faldet, og hvor Frits engang fortalte om Aristornenes, imedens Luise ængstlig holdt den Foroverbøjede i Kjolen.
„Siden kaldte vi den Keadan“, sagde han og saa taarefuld ned i Dybet. En underlig Gysen overfaldt ham; det var som om en kold Haand omfattede hans. Ubeskrivelig beklemt, traadte han svimlende tilbage. Paa Tilbagevejen gik han endnu engang i Riddersalen. Da blev han i Tusmørket vaer, at de skumle Vægge vare overalt behængte med friske Lyng- og Granbarkrandse, og at smaa Lampeglas vare ophængte imellem Krandsene.
„For mig, o sikkert for mig!“ sagde han bevæget. „Nej, jeg vil see mig lykkelig i deres Kjærlighed, ikke forstyrre den! O maatte dog det ulykkelige Brev være forkommet undervejs!“ – Rask ilede han fremad; hans Fødder toge ufrivillig Retningen imod Fru Ritters istedetfor imod Prestegaarden, stedse bleve hans Trin hurtigere, hans Aandedræt hastigere, og med højt blussende Kinder styrtede han ind i Tantens Dagligstue.
„Ei, ej! Der kommer han tilpas for at fiske i rørt Vand!“ sagde leende en Mand, der stod lænet op til Gjærdet tæt ved Landevejen, i det Wilhelm illsom strøg ham forbi. „Nu nu, for mig gjerne. Det vil just ikke være Thorkild nogen Plaisir“.
„Pst, pst!“ hviskede en Stemme bagved et lidet Hus indenfor Grinden.
Manden stod fordybet i Tanker, og lod ikke til at bemærke det givne Tegn, førend det blev gjentaget og hans store, brune Hund begyndte at logre. Pst! hviskede han nu tilbage, fløjtede til Hunden og gik hen imod Huset.
„Naa Arngrim! Kan vi være i Ro derinde?“
„Ja vist; Manden er borte; der er Ingen hjemme uden Kjærlingen og et Par Unger“.
„Godt“. De gik ind. – Den Mand, vi her have omtalt, var hverken Mere eller Mindre end den berygtede Bandehøvding, Steffen. Det var en lav, undersætsig Karl med et Par bydende, vilde Øine, der oplivede de skarpe Træk, hvoraf hvert enkelt maaskee ikke var saa modbydeligt som deres Forening. Han bar en Rundtrøje af fint Peltsværk og om Livet en bred Gjord af Sølvledde, hvori et Par Pistoler, Knive, File og andre Instrumenter. Men denne Høvdingdragt skjultes af en vid, blaa Vadmelsfrakke, saadan som Bønderne i mange Egne bruge den.
Arngrim havde allerede gjort sig fortrolig med Værtinden, som mine Læsere muligens erindre, naar de høre hendes Navn: Eli. Hun lod til at finde Behag i den snaksomme Svenske (saaledes kaldte Landstrygerne sig), hvorimod Steffen ikke huede hende synderlig. Han lagde sig ogsaa hen i en mørk Krog bag Skorstenen for, som han sagde, at sove; men af og til rejste han sig ivejret og saa til det lille, klinede Vindue, som for at iagttage det tiltagende Mørke. Eli udkrammede Bygdens Nyheder, fra den Tid af hun vænnede Rolf af og til Gaarsdagens sidste ulykkelige Begivenhed, den vi ikke her ville dvæle ved, da den maa fremtræde i næste Kapitel, og da desuden Arngrim afbrød den ved at spørge, om den fjantede Valborg endnu levede der i Bygden.
„Ja, det kan vel være, den Uting er kommen tilbage! En Stund vare vi af med den Hex; man sagde, hun strøg om igjen med Steffensfølget; men igaarmorges kom hun ansættende. Hun har nok kjendt paa sig, at der skulde skee en Ulykke, for hun sang om fæle Ting, da hun gik her forbi. Jeg havde gjerne talt til hende; for saa ræddelig hun er, kan hun dog sige En, hvad der skal hende; men Hans kan nu ikke for sin Død lide hende“.
De to Vandringsmænd gave hinanden et betydende Øjekast. Arngrim vedblev at spørge, hvor hun vel kunde holde til.
„Ja, var jeg saa vis paa Alting, som paa hvor hun nu holder sig, saa –“
„Aa, hvor kan I vide det Moer?“ sagde Arngrim skjødesløst.
„Jo, det ved jeg saavist, som at Rødsid staar i Fjøset. Hun ligger og graver i Klosterrøsen og leder efter Gjertrud“.
Steffen havde under denne Samtale begyndt at snorke. Efter nogle Minutter rejste han sig gabende og mindede sin Kammerad om at fortsætte Vejen.
Efter at have betalt 2 Sk. for Mælk og af sin Rejseflaske skjænket Eli en Dram tog Arngrim hurtig Randselen paa og fulgte sin Kammerad.
„Er det ikke en fordømt Rakkermær!“ tog Steffen Ordet, idet de Begge traskede hurtigt afsted til Ruinerne. „Hun har nu i lang Tid været saa fornuftig og skikkelig. Nu skal du ovenikjøbet see, vi faar hende ikke til Kjøbenhavn“.
„Men hør, Steffen; jeg troer Fanden gale mig aldrig, den Spas lykkes. Vil de gjøre noget for hende der, saa beholde de hende“.
„Det skal hendes Mand forbyde. Han faar gode Presteattester med baade om Ærlighed og Fattigdom. Men slaar hun sig gal, saa –“
„Hvor faar Du da Presteattester fra?“
„Æsel! Det maa jeg vide. Den afdøde Presten Sten skal give dem“.
Imidlertid var Kammeraderne komne til Ruinen. Steffen peb i en liden Hornpibe, og med mekanisk Lydighed traadte Valborg, trodsig og vild, frem.
„Nu lille Kone!“ sagde Steffen venlig; „vi have længe ledt efter dig. Nu maa Du komme med. De nye Klæder ere færdige. Du skal pyntes som en Brud“.
„Snak“, sagde Valborg; „jeg har Andet at tage vare. Det var vel Du kom; Du skal hjælpe mig at grave den blege Blomst op“.
„Staar Fanden i Kjærlingen! Mener Du jeg har Lyst til at gaa i Afgrunden. Kom Barnlille!“ Lidt ublidt greb han hende om Armen. Men hun gav ham et Slag i Ansigtet, og i et Nu var hun inde imellem Ruinerne.
I det samme hørtes en Del Stemmer. „Pas paa“, raabte En; „her have vi Fuglen. Eli har ikke taget fejl; for der seer jeg dem begge To“.
I et Øjeblik styrtede fem til sex Bønderkarle ind imod de Forbausede.
Steffen tog en Pistol i hver Haand og gik et Par Skridt frem.
„Er det Steffen, I ville have, saa kom, Gutter!“ raabte han. De stode forstenede. Pludselig knaldede en af Pistolerne. Bønderne bleve tvivlraadig staaende; endelig toge de Flugten imod Landevejen, hvorfra Lensmandens tordnende Stemme raabte: „holdt!“ Men under alt dette løb Steffen og Arngrim over Stok og Sten og Grøfter og Gjærde, indtil de havde naaet deres sikre Tilhold i Fjeldene.