Keadan/08
Aattende Kapitel.
Landkræmmeren i sit Hus, og Steffensfølget.
hominum mores & celat et indicat idem.
Cat. dist.
Landkræmmeren, endnu iført sin Pynt fra den hensvirede Gaarsnat, traadte med et velbehageligt Smil ind i sit Hus. Underlig stak den moderne fine Kjøbstedshat og de ungarske Støvler af imod den bredskaarne Vadmelskjole med massive Sølvknapper i, de gule Plydses Knæbuxer med uhyre Knæspænder og den røde Kalemankes Vest, hvori paraderede tre Rader kugleformige Sølvknapper. Om Halsen bar han et rødt Silketørklæde, og af Støvlerne fremstak blaarandede Bomuldsstrømper. Om de nette Støvlehæle bøjede sig gammeldags, brede Sporer, og fra Vesten udhang den massive Uhrkjæde. Men snart glemte man at betragte Mandens Dragt, naar Øjet faldt paa det brede, furede Ansigt, der halv hyllede sig i et tykt, glattet sort Haar, og hvis underste Halvdel bedækkedes fra Øre til Øre af et stridt, rødt Skjæg. De sammengroede, bustede Øjebryn overskyggede et Par lysegraa Øjne, som blinkende bevægede sig til begge Sider. Et modbydeligt, næsten uafladeligt Smil fuldendte det Ubehagelige i dette Menneskes Aasyn og gav Rygtet Tro, naar det fortalte Mangt og Meget om den Maade, paa hvilken han havde sammenskrabet en ikke blot for hans Stand saare betydelig Formue.
„Birthe!“ raabte han og hævede Klinken til Kjøkkendøren.
„Se, velkommen!“ skreg ham den indtrædende gamle Kjærling imøde. „Det var vel, I vidste at vende Næsen hjem igjen engang. Det er da Fanden til Svir og Sværm! Her maa jeg gamle, svagelige Kone være baade Husbonde og Madmoder, slide og slæbe som et Bæst. Naa, hvad skal Birthe?“
Ganske spagfærdig stod den bredskuldrede Goliath for sin lille, stygge Hustyran, som endnu en Tidlang lod sin bedøvende Veltalenhed strømme.
„Naa, naa! Et godt Ord igjen, Birthe! Du er da ogsaa saa forskrækkelig bister i Dag. Giv mig bare en Dram og et Stykke Fladbrød med Smør og Ost til“.
„En Dram! Giv mig en Dram!“ vrængede den fæle Kvinde efter ham. „Hvor i Helvede skulde jeg faa en Dram fra? Mener I, jeg har Brændevin for min Mund? I har vel selv Nøglen til Skabet; den bliver sagtens ikke mig betroet“.
„Ja saa, ja saa!“ sagde Landkræmmeren rolig. Han begreb nu, at Uvejret havde rejst sig fra den slemme Skabnøgle, som han havde glemt ved Afrejsen at flye fra sig, og som var Nøglen til Birgithes gode Lune.
„Vær saa god! der er Nøglen. Tag mig nu frem en Flaske Bybrændevin og drik en Dram med mig“.
Noget mildere opfyldte Birgithe hans Begjæring og satte sig derpaa ved hans Side, men blev endnu en Stund ved at brumme. Holt fik derpaa detailleret Underretning om Blæs, som havde traadt sig, – om Rødsid, som havde kalvet, og om den sure Vin, som var solgt til Kirkeejeren. Raden kom nu til Holt at fortælle om Brylluppet; men ved denne Lejlighed fik Birthe snart en Efterretning, hvorved hun blev siddende med Maden i den aabne Mund og med Forskrækkelsens Udtryk i sit Ansigt.
„Der gives Dit og Dat, som uden Frokost ej fra Læben glider –“, siger Baggesens Hr. King; og skjønt Holt neppe havde gjort Hr. Kings Bekjendtskab, fandt han dog samme Mening probat, – og kom nu efter fuldbragt Maaltid noget sagtfærdig frem med den mærkelige Efterretning. Han havde, sagde han, tydelig fornummet, hvorledes Jomfru Ritter var ham god, og han havde nu fattet det Forsæt at begjære hendes Haand og derpaa føre hende som Kone ind i Huset.
Der var det ude. Det skraldede som et Tordendrøn for Birthes Øre. Først vilde hun fare op i Vrede og med Forbandelser; men pludselig besindede hun sig, at Raden nu nok kom til hende at være føjelig, og for det Første sagde hun intet Andet end:
„Gud hjælpe mig for Kone I vil lægge jer til i den Pyntedukke!“
„Aa Snak! Har jeg ikke Raad til at pynte hende, og saa arver hun jo den rige Faster“.
„Ja det er ikke saa vist. Broderen dernede i Kjøbenhavn trækker nok af med det meste. Og naar I bare vidste alt det jeg ved –“ o. s. v., o. s. v.
Men han lo, ombyttede Vest og Kjole og gik ud til sine Markfolk.
„Naa godnat Herlighed! godnat Arv! Ak min stakkels Hans og Randid!“ Saaledes jamrede Birthe, gjorde sukkende et Par Kluk i Flasken og blev siddende, rokkende med Hovedet.
Fra nu af vare Begge i utrættelig Virksomhed, naturligvis i hel modsatte Direktioner, – han for at vinde Luise, hun for at forstyrre Partiet. Endelig fik Holt Tanten paa sin Side, dels umiddelbar ved Smigrerie og anden solidere Lokkemad, dels middelbar ved at ophidse hende imod Presten og derved imod Wilhelm, der rigtignok altid havde staaet Fru Ritter for Hovedet. Hun længtes efter, som hun kaldte det, at nyde Løn for sine Opofrelser for Luise ved at see hende som en brav Kone; nu tilbød en rig Mand sig; de to Fættere løb endnu om i Verden, vare Intet, og man vidste ikke engang om en af dem, naar de langt om længe bleve til Noget, vilde bejle til Luise. Da disse Reflektioner havde udbragt et for Holts Andragende gunstigt Resultat, begyndte den arme Piges Kvaler. Hun blev daglig bestormet, frygtede, ifølge den strenge Tantes Ytringer, ved hendes Død at sidde forladt, hvis hun satte sig imod Partiet, – var bleven sløv og kold under den nagende Misfølelse, – og gav endelig i en betrængt Stund den hoverende Holt Haab. Mere kunde han for det Første ikke drive det til; men at hun derpaa Uge efter Uge holdt ham i samme Afstand, uagtet alt det, hun daglig led derfor af Tanten: derfor havde han sin kjære Birthemor at takke.
Hendes Randid, som hidindtil tjente hos Fru Ritter, havde faaet Tjeneste som Væverske paa hin Side Kristiania – og fik nu førend Afrejsen lnstrux af Moderen at udlokke Luises Tanker angaaende Højer. – Som et Solblink igjennem Uvejrsskyer, brød den Forestilling frem i Luises Sjæl, at Højer maaskee kunde vindes ved en velanbragt Erindring. Dette var netop i Birgithes Plan, og den Kommission, Randid fik fra Luise, var fuldkommen overensstemmende med den gamle Kvindes Ønsker. Det er Læseren af femte Kapitel bekjendt, hvorledes den slue Pige udførte sit Erinde, og det er maaskee til Overflod, vi lægge til, at Luise skulde gjennem Randid faaet samme Svar, Højers Hjerte og Hensigter angaaende, som hun fik, enten nu Frits havde bidt paa Krogen eller ikke. Det lader sig nu let begribe, at Holt fik en fuldstændig Kurv; men vanskeligt skulde det være at udmale den Harme, hvormed han modtog den. Alt havde han iblandt Høje og Lave hoveret af sin Lykke, alt havde han indrettet sin Bopæl for at modtage den fornemme Brud. Birthe græd Krokodiltaarer over hans Ulykke; men paa den koleriske Kjæmpe virkede denne Krænkelse saaledes, at han med Nød og Neppe overstod en Galdefeber.
Tanten var ikke nær saa slem imod Luise, som denne under disse Omstændigheder havde ventet. Maaskee havde de omløbende Fortællinger om Kræmmerens Ondskab og Nederdrægtighed Del deri, maaskee mæglede ogsaa Birgithe. Luise følede paanyt en længe savnet Elasticitet i sine Sjælekræfter. Munterhed og Livslyst gave atter de skjønne Øjne Glands, farvede Kinden og oplivede hendes Bevægelser. At danne sig for at behage den tro, længselfuldt Ventede, blev hende nu en kjær Pligt. Meget kunde der vel ikke komme ud af hendes Bestræbelser; Noget laa imidlertid alene i Viljen. Luise havde aldrig kunnet lide den gamle Birthe; men nu, da hun igjennem denne og Datteren fik Hilsener og Efterretninger, vistnok for det Meste selvgjorte, fra Højer, blev Kjærlingen hende en ordentlig Hygge. Den snaksomme Gamle forsømte heller ikke at anvende sin Indflydelse for at fremstille Højer i det skjønneste og Holt i det hesligste Lys. Ikke ugjerne erfarede Luise, at Landkræmmeren havde isinde, hvis han kom sig af sin Sygdom, at forlade Egnen. Denne Efterretning var fuldkommen grundet; men for at indsee Aarsagen dertil, maa vi gjøre et Besøg i en just ikke smuk Egn imellem øde Klipper, en Mils Vej fra Luises Hjem.
Der sad om en stor Ild tre Mænd, hvis Udseende ikke synderlig anbefalede dem. De vare iførte Skindbuxer og graa Vadmels Langtrøjer; i Bæltet havde de et Par Knive og i Munden korte Lerpiber. Imellem dem stod en stor Krukke Brændevin og nogle Rugkager, hvoraf de temmelig graadig afreve og fortærede store Stykker.
Arngrim. Det er nok ikke værdt at lægge mere Ved til; Luen kan sees fra Gaardene, og saa tager Lensmanden og Fanden ved os.
Rasmus. De har ogsaa paa engang faaet det forbandet hedt; vi har nu i Aar og Dag gaaet uræd baade i By og Bygd.
Einar. Saa Du er ræd nu, min Gut.
Rasmus. Fanden være ræd; men kan Du sige mig: Hvad vi gjør dem?
Einar. Gjør dem? ikke det Bitterste Faer! Om vi nu tolder en Saud eller en Tønde Potetes til Livsophold, og om vi slaar en fordømt Svinehund grøn og gul, saa er vi lige gode for det.
Arngrim. Hvor bliver Kjærlingerne af?
Einar. Aa de drikke sig vel fulde der inde hos Ole Rødtvedt. Aase skulde gjøre Ole aat for hans halte Bagben.
Arngrim. Aase kan dog ikke være saa gal at trække de to andre Mære med sig? Da faar hun en Ulykke af Steffen.
Rasmus. Nej, hun ved vel bedre; det var det Samme som at sige: nu er hele Følget her; kom, tag det.
Einar. Rauta ved jeg vilde paa Bedmoen og spaa, og saa gaar vel min Førkje om og tigger med sin Horeunge.
Arngrim. Du er altid saa fin i Tale, Lang-Einar; er det ikke din egen Unge?
Einar. Lidt ved jeg det, – og kvit om; Skolepengene koster ikke stort paa Fjeldet.
Rasmus. Saa Ranta skulde spaa! Det er nok en klejn Spaadom; nej da lover jeg Valborg i hendes gode Dage.
Einar. Hun fejler sku ikke noget nu mere; ellers havde Steffen nok ikke taget hende igjen.
Arngrim. Kan Du sige mig hvad han vil med det stygge Hexebæst?
Rasmus. Hun er nu ikke saa styg, som hun er skidden og gal til. Men jeg kunde nok sige jer hvad han vil med hende, naar jeg vilde.
Arngrim. Saa! Nu digter Du vel en Løgn sammen igjen.
Rasmus. Du kan selv digte. Jeg ved det, jeg ved, – jeg.
Einar. Naa, hvad ved Du da?
Rasmus. At hun er en Datter til en fornem Dame i Danmark, og at hun har mange Penge; og dem vil Steffen have Kloen i.
Arngrim. Rejs til Helvede, din Flynder! Hvorledes skulde han faa Penge af skikkelige Folk med det Gode, fordi han render om med sligt et forlorent Barn?
Rasmus. Sig ikke det; Aslak Garder har havt Tøsen med fra Kjøbenhavn og fostret hende. Da han døde, gik hun for Lud og koldt Vand. Den Gang sad Steffen nok paa Tugthuset.
Einar. Det er Løgn; han var alt i Slaveriet den Gang for Hestetyveri.
Rasmus. Hold Mund! Kan ikke det være slig Slag? Nok er det, da Steffen kom efter Sammenhængen, hævede han Pengene for hende. Men saa ved jeg ikke, hvordan det gik siden, mens hun har rendt om som et galt Spektakel. Nu vil han nok rejse ned til Danmark med hende for at faa Pengene.
Arngrim. Hør Gutter! Dersom det er et sandt Ord i al den Præk, saa vil jeg Pinedød ogsaa sige et Ord: Det er ikke Ret, at Steffen rejser. Han har trukket os sammen, og mangen En af os kunde nu siddet som en brav Mand i Ro og drukket baade med Foged og Skriver, istedet for vi nu tager Hatten af for en Bygdevægter.
Einar. Nej Kammerad, nu slaar Du dog Djævelen splitte mig over.
Rasmus. Lad Arngrim snakke fra sig; han har mere Forstand end du, din Klokker.
Arngrim. Han faar ikke Lov at rejse, dersom I høre mig, Gutter. Vi faa saa Fanden ikke noget af Pengene, og vi kan ikke vel undvære ham.
Einar. Desuden troer jeg ikke det var raadeligt for Steffen at søge saa lys Dag; han har vist Lyst til gamle Tomter og Stads om Foden, dersom det er hans Tanke at vise sig iblandt Folk med Fordringer.
Rasmus. Men det var dog Synd for Pengene.
Arngrim. Saa kan han jo lade Broderen, denne opblæste Hundsvot, Kræmmeren, rejse med hende – og have hende til Kone saalænge.
Einar. Deri har Du Ret. Det gjør vist Holt gjerne.
Rasmus. Men han ligger jo syg; Aase mente, han strøg af til Helvede.
Einar. Aa Fanden frier nok Sine.
Rasmus. Ja Arngrim! Saa er det et Ord, at vi sætte os imod at Steffen rejser?
Arngrim. Men ren Mund, til han selv snakker om det; saa maa vi saasmaat sætte de andre Mænd i Følget paa samme Tanker.
Einar. Hej! Der hører jeg Kjærlingerne komme sjauende. Forbandede Fyldebøtter! Nu vil jeg være hængt, om en af dem duer til at stege os en Pandekage.
Saalænge Selskabet bestod af tre Personer, har jeg vovet at give en Forestilling om den opbyggelige Samtale; men nu, da de tre Koner med en dygtig Perial komme til og med dem en lang Lømmel af en Dreng, – og endnu desuden fire andre Par ere i Anmarsch, hvoriblandt Anføreren Steffen og hans Viv, Madame Valborg: – nu giver jeg tabt.
Følgen af denne Samtale var forresten, at Steffen i det paafølgende Maanedsmøde maatte love, ikke at rejse til Danmark, men at overdrage sine Forretninger til Broderen, vor smukke Ven, Landkræmmer Holt.