Keadan/07
Syvende Kapitel.
Luise.
Nil nisi cum spinis gramen habebit ager.
Ov.
Det er paa den høje Tid, at Læseren bliver nærmere bekjendt med den tredje eller fjerde Hovedperson i Fortællingen, med Luise Ritter, og det er til denne Hensigt nødvendigt at gaa tilbage i Tiden. For hende havde Tabet af de to Venner været større, end hun midt i sin første, bitre Smerte derover havde indseet. Hun tabte i dem ikke blot sin eneste Omgang – men tillige sine Lærere og Ledere. Endnu var Pigen i den Alder, da med Opdrageren ogsaa Opdragelsens Frugter gaa tabte. Adskilligt havde hun lært, men Intet, der blot ved hendes egen Omhu kunde modnes. Hun var vel ikke udannet; men Kulturen gjennemtrængte hende endnu ikke. Havde hun været mindre ustadig, mindre letsindig, mindre sandselig: skulde hendes Dannelse været fuldendt. Ingenlunde behagelig var hendes huslige Stilling. Den sygelige Tante var knarvoren og temmelig raa. Naar de onde Luner kom over hende, holdt hun ofte et slemt Hus med den stakkels Pige, hvis Trøst siden Fætternes Afrejse var Tjenestetyendet. Thi til den gamle Prest kom hun kun sjelden, dels fordi han efter sine Yndlingers Bortrejse mere og mere sluttede sig inde imellem Folianterne, dels fordi Tanten ved en temmelig egennyttig Handling havde forurettet ham, hvorover et misligt Forhold var indtraadt imellem dem. Nogle Bøger havde vel Luise; men vant til paa en behageligere Maade, ved Samtale, at erholde Undervisning, fandt hun snart ingen Smag i at læse. Hvad skulde da sysselsætte hende uden hendes Udvortes, som stedse skjønnere udfoldede sig? – Ingen spurgte desuden mere: „Ved Du det, Luise? Kan Du det?“; men enhver Mund, i det mindste ethvert Øje – sagde: „Dejlige, underskjønne Jomfru!“ – Og af hvem hørte hun disse Lovtaler? I hvis Øje læste hun dem? Hun levede iblandt usædede Mennesker; hos dem maatte hun søge den Hylding, hendes stedse tommere Hjerte behøvede.
Under disse Omstændigheder havde det virkelig været bedre, om En af Fætterne var bleven hendes Forlovede. Han havde da holdt hende ivejret, og en dannet Brevvexling skulde have vedligeholdt hvad der var begyndt. Indirekte skrev hun vel stundom til Wilhelm; thi hun vidste nok, at Jens lod ham læse hvert Brev; og indirekte gjennem Jens fik hun mangen Efterretning og Hilsen fra hin. Imidlertid gav dette hende hverken Stof til at skrive eller tænke, og kun for Brandts Elskerøje kunde det Intetsigende, det Tomme skjule sig, der Aar for Aar mere karakteriserede hendes Breve. Skjødesløse vare disse imidlertid ingenlunde; thi om hun end ikke havde gjort sig Umag for at fængsle den Fraværende – og det var vel ogsaa uden synderligt Haab – saa skulde dog Forfængeligheden alene have paalagt hende at vise sig saa fordelagtig som muligt for den elskværdige Mand, hendes glade Ungdoms Ven. Højer lod hende altid kjærligen hilse ved Presten; men da Luise sjelden kom til ham, fremkom disse Hilsener naturligvis ogsaa sjelden.
Med Vemod og nødigen har Fortælleren, Sandheden tro, nedskrevet disse sidste Sider. Mangen Læser vender maaskee med Ligegyldighed eller Uvilje sit Blik bort fra denne Pige, om hvilken han uden Tvivl fra Først af havde gjort sig ganske andre Tanker. For mig, maa jeg tilstaa, vinder hun just ved dette Tidspunkt en, skjønt smertelig Interesse. Med den inderligste Medlidenhed beskuer jeg denne sammenfaldende, engang saa lovende Sjæleblomst. O gode Læser, hun har mange Søstre! Vi tale saa ofte medynksfulde om faldne Engle; men dette usynlige Fald blive vi saa sjelden vaer. Skulde det mangle Interesse for Menneskegranskeren, fordi han ikke kan datere det? Arme Luise! Har ingen Anden Taarer for Dig, saa har jeg dem.
En aarle Morgen sad Luise i Klosterruinen og græd bitterlig. Det var en af Erkjendelsens alvorlige, hellige, tordendrønende Timer. Hun kastede smertelig sit Øje omkring og nævnede de gamle Navne paa Ruinerne og mindedes de glade, rene Dage, – og imod alt dette fremstillede Gaarsdagen sig for hende.
„Du Hellige! rufe dein Kind zurück!
Ich habe geliebt und gelebt!“
nynnede hun med brudt Stemme. Da Wilhelm lærte hende og oversatte for hende den rørende Sang, lokkede Melodien hende en Taare i Øjet; nu havde hun maaskee glemt Ordenes Oversættelse, men deres Sands gjennemsusede hendes Hjerte, og hun trykkede det skjønne Ansigt smertelig imod den kjølige Græsbund.
Da lød en muntert travende Hestes Trin fra Veien. Forskrækket saa Luise op og gjenkjendte Landkræmmeren Holt, der skjødesløs hængende i Sadelen fløjtede en Dands.
„O Gud!“ raabte hun og sprang op for at skjule sig imellem Murene. Men han havde seet hende, red tæt til Gjærdet og raabte i en raa Bas:
„Hvad Døden og Djævelen! Gaar min lille Jomfru og trasker om i Stenrøsen, istedetfor at lægge sig til at sove paa sit grønne Øre! Nei nu har jeg min Sjel ikke seet Magen! Kom hid, lille Jomfru! Jeg skal tage Hende op paa Saddelknappen, saa kommer hun magelig hjem“.
Luise rystede taus paa Hovedet og gik hen ad Fodstien.
„Naa naa! saa Tak for igaar da! Farvel, Jomfru Luise!“ Derpaa red han smidskende videre og undrede sig over hvad der gik af den lille sære Tingest.
„Bliver vel god igjen!“ endte han sin Monolog og pidskede paa Hesten.
Den omtalte Gaarsdag havde Luise tilbragt i et Bondebryllup, hvor hendes Opførsel vistnok ikke havde givet Nogen af de Tilstedeværende ringeste Anledning til Daddel, men hvorved hun dog ingen Aarsag havde til at være tilfreds med sig selv. Alt længe havde den rige Landkræmmer kredentset for hende – men stedse kun vakt Spot og foragtelig Kulde hos den ved hans Paatrængenhed ømfindtlig krænkede Pige. Hun, der engang drømte sig tilbedet af den lykkelige af de to ædle Ynglinger, hendes Valg vilde falde paa, – paa hende løftede nu den frække, afskyelige Holt sine Øjne! – Stedse var hun gaaet af Vejen for ham, havde afslaaet enhver efter hans Maade forbindtlig Opmærksomhed og var saaledes bleven temmelig fri for hans Paatrængenhed, indtil endelig en Del sammenstødende Omstændigheder i det nysnævnte Bryllup havde bragt hende i et Slags fortroligt Forhold til ham, som han endnu samme Aften vidste at gjøre gjældende, og som den da usædvanlig oprømte og derved uforsigtige Luise ikke tænkte paa at afværge.
Strax ved hendes Indtrædelse nemlig, havde Bruden nærmet sig hende og fortalt, hvorledes Holt og en af de agtværdigste gamle Bønder vare paa Vejen fra Kirken blevne uens, – og bedet hende, som den mest Formaaende i Selskabet, tale den brutale Landkræmmer tilrette. Saa nødig end Luise vilde have med denne Sag at bestille, gik hun dog ind i Værelset, hvor, omringet af den støjende Mængde, Holt udstødte de fornærmeligste Beskyldninger imod den gamle Bonde, der vel sindigen forsvarede sig, men overdøvedes af sin Modstanders Grovhed. Med det hende egne Englesmil traadte Luise hen til Bordet, lagde sin Haand paa Holts brede Skulder og sagde:
„Ej Holt! Er det for Dem at angribe en svagelig, gammel Mand, og det her i fredsomt Lag? Kom nu smukt og bed Bruden om Forladelse og drik en Dram med den gamle Jacob!“ Skjønheds og kvindelig Varmes Tryllemagt virker paa den Raaeste; Landkræmmeren bukkede høfligt og vilde undskyldende fremstille Sagen for den Skjønnes Domstol. Men da han under Fortællingen blev efterhaanden hidsig igjen, trak hun ham ved Armen ind i Stuen, hvor Violinen begyndte at lyde.
„Nu, paa det Vilkaar, at Jomfruen dandser med mig“, sagde han endelig og trykkede de smaa, ustadigt spillende Øjne halv sammen med et venligt Grin; „saa skal Alt være glemt“.
Hun maatte da dertil; og dersom allerede den søde Følelse, som er Fredsstifterens Løn, udbredte en livlig Munterhed over Luise, – saa bidrog dertil ikke mindre den smigrende Maade, hvorpaa Enhver søgte at tilkjendegive, at man skyldte hendes Tryllemagt den uforstyrrede Glæde, som atter herskede i det lille Lag. Der kan siges saa Lidet og saa Meget om vort Forhold i et Par selskabelige Timer, som ubemærkede rinde hen under Samtaler og Spøg. Især gjælder denne Bemærkning en ung Pige, der er omringet af Beundrere og der følger Øjeblikkets raske Indtryk. Ord, ikke de alene hun siger, men ogsaa de hun hører paa, – Miner, ikke blot hendes egne, men ogsaa de hun taaler, – Bevægelser – – O i Sandhed! Meget kan tabes som Meget vindes i nogle let hengledne Timer! – Som sagt, Ingen af de Tilstedeværende fandt det Ringeste at udsætte paa Luises Opførsel, – og dog hviskede Engelen i hendes Hjerte den følgende Morgen: „Du vendte dig bort fra mig, du hørte mig ikke!“
Nedsænkt i Kummer, med Øjnene fastheftede paa Stien foran sig, gik den stakkels Pige langsomt fremad. Da raslede det i Buskene, og Valborg stod for hende. Uvilkaarlig foer Luise sammen og stirrede paa den Fremtrædende.
„Hvad fejler Jomfru Luise i Dag?“ spurgte Valborg med sin vanlige hæse Stemme, men hvori der laa saamegen Venlighed, at selv dens ubehagelige Dybde aftvang Tillid.
„O, Du kan ikke hjælpe mig, Valborg. Der har Du en Drikkeskilling“.
„Tak, Jomfru! behold den; hun tager den fra sig selv, og nu trænger jeg ikke mere. Imellem os, Jomfru Luise, jeg er nu bleven en fornem Frue. Nu gaar jeg hen til min stakkels Gjertrud, dernede i Ormegaarden. Saa pynter jeg mig, for det er længe siden der kom Kam i dette Haar, og saa rejser jeg bort med min Mand. Gud være lovet! Jeg har nu saa temmelig faaet min Forstand tilbage. Mig venter nu Ære og Herlighed. Bare jeg kunde finde smaa Gjertrud!“ Hun græd stille.
I fremmede Lidelser opløses saa venlig vore egne. Med blid Deltagelse stillede Luise sig hen ved Siden af Valborg, som satte sig, løste sin Bylt og fremviste en renlig, broget Klædning, Sølvsmykker og nogle Alen gamle Guldfryndser.
„Hvem har da givet dig al den Stads?“
„Steffen, min velfornemme Herre og Gemal“, sagde Valborg med et veltilfreds Smil. „Nu, Du har været god og medlidende imod mig i mine tunge Dage. Gid jeg kunde gjengjælde dig det. Spaa dig tør jeg ikke; for jeg spaar sjelden noget Godt, og saa er det bedst at lade det være“.
„Spaa“, sagde Luise sagte; „jeg troer ikke paa Spaadomme, Valborg“.
„Nej, deri gjør Du saamen ret vel, kjære Barn. Jeg vilde ønske, jeg ikke hverken kunde spaa eller troede paa Spaadom. Det er slet ingen Nytte til; for om man saa vil tage sig nok saa meget vare, saa maa man dog gaa sin Vej frem – og opfylde hvad der staar skrevet for En“.
Den Tillid, Valborg ytrede til sin Kunst, smittede Luise. Nølende udrakte hun den lille Haand og sagde ængstlig: „Sig mig bare, hvis Du kan, om Holt faar mig til Kone“.
„Holt!“ raabte Valborg og fortrak det rynkede Ansigt. „Den Hund, det Afskum! Jeg vil sige dig en Ting Barn –; nej jeg vil tie; det kan ikke hjelpe; Ingen kan bringe mig Gjertrud tilbage. Men kom med Haanden. Nej, Holt faar Du ikke; det seer baade ud som Bryllup og Ligfærd i din Haand. Nej, Holt faar du ikke“. Valborg blev eftertænksom staaende. „Stakkels Barn! Det er en skrøbelig Udsigt. Men en Fred skal Du faa, naar du først har udgrædt alle dine Taarer og udvasket alle dine Roser og Liljer. Jeg kunde nok sige Mere; men jeg tør ikke. Nu maa jeg gaa. Skulde jeg leve den Dag, da Den, som frelser dig af stor Jammer, trænger til Frelse, saa skal jeg komme igjen; ellers sees vi nok ikke mere. Farvel, Du stakkels Barn“.
Hun gik illsom afsted til Ruinen; men en pludselig Sjeleangst jog Luise fremad imod Huset, hvor hun, overvældet af saamange Optrin, maatte søge hen til sit Leje.