Keadan/06
Sjette Kapitel.
Den lærde Ven og Brevet fra Norge.
victum, fortunam, habitum, affectionem, studia,
consilia, facta, casus, orationes.
Cic.
„Grata superveniet quæ non sperabitur hora! – Salve! salve, humanissime!“ raabte Linow med uskrømtet Glæde den Indtrædende imøde, idet han hurtig ryddede et Læs Bøger af en Stol og trak den frem til Bordet. „Jomfru Borth glædede mig for nogle Dage siden med en Hilsen fra kjære Broder. Nu saa De vil besøge mig gamle Stakkel. Vær mig hjertelig velkommen!“ (Med en pludselig forandret, forlegen Tone.) „Maaskee ønsker De en eller anden Underretning!“
Brandt indsaa nok, at et Besøg uden Bihensigt vilde være Linow det kjæreste; men hans Samvittighed slog ham, og han troede at maatte gjøre dette første Besøg naturligt ved et eller andet Ærinde.
„Jeg har længe foresat mig at have den Fornøjelse at hilse paa Dem, kjære Hr. Linow, og oftere har jeg beklaget, at jeg ikke bedre har benyttet den Anledning, vort korte Bekjendtskab engang gav mig til at nyde Deres lærerige Omgang. Men oprigtig talt, De ved selv hvordan det gaar med Udsættelser, jeg manglede en Spore, indtil jeg for nogen Tid siden begyndte paa en liden Afhandling om Trigonometriens Anvendelse og derved kom til at opkaste mig selv det Spørgsmaal: hvor gammel er denne Videnskab? Da jeg nu ikke ret vidste, hvor jeg skulde slaa efter, faldt det mig strax ind, at jeg hos Dem vist vilde erholde Besked“.
„Min kjære Ven“, sagde Literaten eftertænksom; „derom kan jeg nu i Øjeblikket kun sige Dem overmaade Lidt; men om et Par Dage skal jeg give en nogenlunde tilfredsstillende Oplysning“. Han stoppede Brandt en Pibe, rakte ham den tændt, iskjænkede et stort Glas Øl og satte sig derpaa dampende lige over for Tilhøreren, imedens han under forskjellige Muskelbevægelser med Færdighed lod Munden løbe paa følgende Maade:
„Paa Ptolomæi Euergetis Tider levede en Mathematiker, ved Navn Hipparchos, som har skrevet tolv Bøger de triangulis, hvoraf Claudius Ptolomæus, som levede i det andet kristelige Aarhundrede, forfærdigede sit Almagestum, der er en Afhandling om Triangler. Men Disses Trigonometrie er meget forskjellig fra den senere, eftersom de hverken have beregnet Sinus eller Tangentes, endnu mindre Logarithmos, men kun delede Cirkelens Radium i tredsindstyve Dele og derefter bestemte Triangelens Vinkler og Sider“.
Her gjorde den veltalende Literator en Pause, drak et halvt Glas Øl, trykkede Tobaksasken ned i Piben og greb atter sin Traad, uden i mindste Maade at ane, hvor kjedsommelig hans Tilhører fandt en Undervisning, den han ikke, saaledes som Læseren, kunde springe over.
„I Middelalderen har den berømte Mathematiker Regiomontanus eller Johannes de Regiomonte forbedret Trigonometrien betydeligt. Han har delt Radium i tredsindstyve tusinde Dele og udregnet Sinus og Tangentes for alle Grader – og følgelig gjort Begyndelse til Tabulas Sinum og Tangentium. Hans Bog fører Titel: Libri V de triangulis omnimodis. Norimbergæ 1464 –; dog i Aarstallet kan jeg maaskee tage fejl; hoc me fugit. Men som sagt, kjære Broder, De skal om nogle Dage faa en taalelig Underretning om det Hele. Men, rara avis! nu slipper De ikke saa let fra mig. Det er at sige –“ blev han med beskeden Forlegenhed ved – „jeg kunde have stor Lyst til at udbede mig Deres Selskab paa et Stykke Smørrebrød; men rigtignok, De er vant til at have det bedre, og“ – han saa sig om – „her er just intet indbydende Lokale. Jeg tør vel altsaa ikke?“
Wilhelm modtog Indbydelsen, og med usædvanlig Livlighed begyndte den gamle Ungkarl at sætte tilside og trække frem, idet han ved hver Ting, han greb fat paa, gjorde en forbindtlig Undskyldning.
„Jeg sætter frem hvad jeg har, kjære Broder; det vil ikke sige Meget. Men nu maa De undskylde mig et Øjeblik. Jeg maa tale lidt med min lille Vertinde“. Han krøb ud ad den lave Dør, og Brandt gned temmelig utaalmodig sin Pande.
Endelig kom han igjen med en Flaske Dobbeltøl og et Par Glas, og til hans Gjests store Satisfaktion traadte strax efter Thrine undseelig ind med Brød, Smør og Ost. Brandt greb ilsomt Lejligheden, og imedens Literaten satte tilrette de gamle Fødder under et Feldtbord, havde han vexlet en Del intet eller meget sigende Ord, som man tager det, med den tækkelige Pige.
„Impia sub dulci melle venena latent!“ sagde Literaten spøgende og løftede Pegefingeren, da han efter fuldførte Tilberedelser traadte til de Samtalende, maaskee snarere for at føje sin Skjødevane at citere, end fordi han mærkede Uraad. Wilhelm blev imidlertid forlegen og kradsede taus Piben ud.
„Nu, gode Brandt! Her seer De det frugale Maaltid. Nu dersom jeg tør være saa fri –“ han hævede sit Glas – „saa paa nærmere Bekjendtskab! Deliberando discitur sapientia. Vi kunne iblandt tilbringe en Timestid sammen ret nyttigt. Og bliver jeg Dem engang imellem altfor snaksom, saa maa De bringe mig ud af Texten. Det gaar mig stundom som Properts siger:
Navita de ventis, de tauris narrat arator.
Enumerat miles vulnera, pastor oves.
Jeg er en gammel Skolemester“.
Temmelig langt paa Aftenen sadde de to i Alder og Livsanskuelser saa forskjellige Mænd sammen, og Wilhelm glemte virkelig, hvad der havde trukket ham hen til Literaten. Samtalen blev stedse livligere, og da Linow ved Afskeden rakte ham Haanden og med Begejstring sagde:
„Nil ego contulerim jucundo sanus amico!“ slog Brandt fornøjet sin Haand i hans og tog og gav Løfte om gjensidigt Besøg. Vi have maaskee opholdt os længere end Læseren skjøtter om ved denne paa Handling temmelig fattige Scene; men vi troede derved bedst at give en Idee om den underlige men i flere Henseender elskværdige Literatus. Denne kom undertiden, skjønt sjelden til Brandt; oftere besøgte den Sidste ham og fandt sig belønnet for en ofte noget trættende Underholdning, naar han fik see et Glimt af Thrine. Neppe vilde han imidlertid være kommet i noget ret fortrolig Forhold til den tilbageholdne Pige, hvis ikke Linow efter nogle Maaneders Forløb var bleven sengeliggende. Nu kaldte Venskab ham til den Syges Leje, hvorved den omhyggelige Thrine tilbragte enhver ledig Stund. Linows trængende Forfatning gav Brandt Midler ihænde til, uden at saare Borth eller hans Datter, at forbedre deres Kaar, under Navn af Udlæg for den Syge, og Dennes Ømfindtlighed maatte vige for den yderste Trang.
Her var Lejligheden altfor villig. Fortrolig hvilede Thrine op til Brandts Bryst, og snart hang hun med flammende Lidenskab ved den skjønne, farlige Mand. Hans Elskov var intet Andet end fin Sandselighed; thi virkelig stod Luises hulde Billede stedse vinkende for hans Sjæl, og uden Tvivl var det hendes Minde, der styrkede ham i den farlige Stilling, hvori han befandt sig med den troskyldige Thrine. At hun nærede et Haab om hans Haand, som han, selv om Luise ikke havde været, ej vilde opfylde, derom kunde han ikke tvivle, og Tanken derom kastede bidende Slanger i hans Barm.
Linow var atter efter Omstændighederne frisk, havde listet sig hen til Brandt for at takke ham for al hans Omhu, og det blev nu Wilhelm muligt umærkeligen at trække sig ud af den til Intet eller til Fordervelse førende Omgang med Thrine. Tusinde Gange tænkte han derpaa; men stedse henvejredes hans Beslutning. Ingen i hele Staden drømte forresten om denne Elskovshistorie, og den Eneste, han underrettede derom, var Højer, til hvem han i et uoverlagt Øjeblik betroede Sammenhængen. Neppe havde han afsendt Brevet, før det anede ham, at han med det samme havde fraskrevet sig Luise. Vi have i forrige Kapitel seet, at denne Anelse just ikke var ganske ugrundet.
Paa hans Forhold til Jens Ritter havde disse Begivenheder temmelig Indflydelse. At han ikke vilde og turde indvie den uskyldige Yngling i en saa lidt undskyldelig Historie, det følger nu af sig selv. Men den udeblivelige Følge af at maatte skjule noget Uværdigt for en Ven, man daglig omgaaes med, er at Venskabet antager en koldere Grad. Hertil kom nu rigtignok ogsaa, at Jens tilbragte sin meste Tid paa Justitsraad Lems Kontor og delede sin Hengivenhed imellem Brandt og hin vakre Familie, for hvem hans Selskab snart blev undværligt.
Jeg maa her henvise til Slutningen af første Kapitel, hvor det blev fortalt, at Brandt efter erholdt Examen ved Ritters Arm vandrede ud til Justitsraad Lems Landsted. Denne Aften henflød behagelig, og Justitsraadens Hentydninger paa Kandidatens tilkommende Svogerskab med hans unge Ven bleve ikke uden Virkning paa Wilhelm, og naar da hans Blik faldt paa den venlige Ritter, der jomfruelig undseelig slog Øjnene ned med et vennesaligt Smil, traadte Luises Billede levende og skjønt frem for ham. Uden at samtale, men begge i gladelig Stemning, gik Vennerne tilbage til Byen i Høstaftenens Skumring. Ritter tændte Lys og satte sig ved Skrivebordet. „Til Luise, ikke saa?“ spurgte Brandt. Jens nikkede venlig og skar Pennen. Med Armene overkors skred Brandt langsomt op og ned ad Gulvet og overvejede, hvad han havde at gjøre. Skulde han erholde Expektance paa Onkelens Kald, saa maatte han blive og slide Kancelieherrernes Trapper. Imidlertid maatte han overlade Luise til Skjæbnen. Vel erkjendte han sig nu fri fra det Presten givne Løfte, og kunde i et Brev bede om hendes Haand; men, var det nu fordi Thrine havde fortrængt Luise noget fra den forrige Plads, eller fordi han frygtede, at hun ikke mere vilde blive det for ham, som han engang drømte: nok, han ønskede levende at see hende først selv igjen. Da blev han paa engang staaende foran Spejlet; han betragtede den blomstrende Yngling, som med et livligt Smil rask førte Pennen hen over Papiret.
„Saaledes, netop saaledes sad han for nogle Aar siden og skrev paa min Opfordring til Luise. Saaledes stod jeg og beskuede hendes Træk i hans her ved Spejlet. Og hvad har da forandret sig? Mon ikke Pigen er ligesom Ynglingen hist endnu skjønnere? mon ikke hendes Hjerte slaar endnu højere? Ja, det er kun mig, som er forandret, meget slemt forandret. Men det kan og skal Alt sammen blive godt igjen. Hvad der er skeet, det er skeet; men opofre Luise for Thrine, det kan jeg ikke. Vi bleve alle Tre ulykkelige. Kan jeg mere end angre min Letsindighed, arme Thrine, og give din Fader al den Understøttelse, jeg formaar?“
Vi have givet Begyndelsen af en Monolog, ved hvis Slutning han rask satte sig hen til Pulten og i overstrømmende Følelse skrev et glødende Brev til Luise, i hvilket han med Digterens og Elskerens Pensel udmalede et Billede, hvis Baggrund var fremfarne Dage i magisk Belysning, imedens Haabets Morgensol flommede over Fremtidens lyse Forgrund.
Den følgende Morgen beskuede Brandt med Velbehag det Materie, han havde udkastet, da man bragte ham et Brev fra Højer, som paa engang frygtelig nedslog hans glade Drømmeslot. Det var dateret fra deres Hjembygd.
Frits skrev, at han som Officier var hensat ved det Kompagni, som laa i Egnen, at han var forlovet med deres Barndomsveninde, skulde tiltræde Tantens Gaard og kun ventede paa Wilhelms Hjemkomst for at holde Bryllup.
„Jeg gratulerer, jeg gratulerer!“ raabte Brandt og knugede Brevet sammen. Han udbrød i bitre Taarer, hvori krænket Forventning maaskee havde ligesaa stor Del som skuffet Kjærlighed. „Naa til Lykke, Hr. Fætter! En fattig Løjtnanten rangerer sagtens over en velhavende Prest. Jeg akter ikke at drikke Brudeskaalen; hvad skal jeg der? –“
Hurtig greb han sin Hat og vandrede med Stormskridt langs Volden fra Nørre- til Vesterport. Det lønner sagtens ikke Møjen at styrte efter ham. Vi oppebie derfor heller hans Tilbagekomst, med den Bemærkning, at legemlig Anstrengelse har den mest velgjørende Virkning paa et oprørt Sind. Da han svedt og træt traadte ind paa sit Værelse, tog han med rolig, hjertelig Mine den Vennehaand, Jens med taarefuldt Blik rakte ham. Ritter havde nemlig paa Kontoret erholdt Brev fra Søsteren, og da han vidste hvor højt Brandt havde elsket Luise, da det aldrig havde faldt ham ind, at hun kunde komme til at tilhøre en Anden, ilede den bedrøvede Yngling hen i Vennens Bolig. Ængstelig ventede han her indtil Wilhelm endelig kom hjem.
Efter en Samtale, i hvilken Ritters ømme Deltagelse stedse mere opløste Brandts bitre Smerte i sagte Vemod, tog den Sidste atter Højers Brev frem og satte sig hen at læse det, imedens Jens, første Gang forlegen i Wilhelms Nærværelse, trommede sagte paa Vinduesruderne. Roligere gjennemtænkte han nu Vennens Brev; dennes umiskjendelige Venskab rørte ham; den ikke søgte Henpegen paa Wilhelms Kjærlighed til Thrine Borth, som fuldkommen beroligede Frits i Henseende til hans Vens Hengivenhed for Luise, bragte ham til dyb Eftertanke. „Frits har Ret“, sagde han ved sig selv; „og maaskee maaskee kunde jeg blive lykkelig med Thrine. Men at Luise ikke foretrækker mig, at hun ikke efter mangen Hilsen, ja mangen Hentydning i Jenses Breve har stolet paa min Kjærlighed –, ja det fortjener Straf! hvis denne ellers er nogen!“ – Han tog det Gaarsdagen skrevne Brev til Luise frem, antidaterede det og sendte det i et uoverlagt Øjeblik afsted.
Snart angrede Wilhelm, at han ved dette Brev havde givet sig selv en Kurv; snart smigrede han sig med føleligen at have truffet Luises Hjerte; snart besluttede han at opfylde sin Pligt imod Thrine, og snart vilde han begrave sig imellem Norges Fjelde. Nu at blive Prest i sin Fædrebygd havde han naturligvis ingen Lyst til. Denne Strid med sig selv gjorde ham højst besværlig at omgaaes. Han undveg Lems Hus, hvor Alle fint deltagende søgte at opmuntre ham, og han saa det endog gjerne, naar Ritter ikke kom hen til ham. Det eneste Selskab, han søgte, var Linows, mindre for at møde Thrine, hvem han ofte undveg at være alene med, end fordi Linow fra det Øjeblik, han mærkede at Brandt var ulykkelig, og især fra den Dag af, Brandt berettede ham Aarsagen, saa usigelig varmt, med en saa uimodstaaelig Vilje tog sig paa at adsprede, opmuntre og trøste ham, at det var Brandt umulig ikke at henrives af hans gode Hjerte, der lededes af en saa dyrket Forstand, hvilken igjen besad et saa ualmindeligt Forraad af Materalier til Samtale.
En Aftenstund sadde de sammen i Mørkningen. Brandt var saare ordknap.
„Difficile est tristi fingere mente jocum“, svarede han vranten, da Linow vilde have ham oprømt. „Seer du, jeg kan ogsaa citere“.
„Nu nu! Solamen miseris, socium habuisse malorum. Nu skal du høre, Hvad jeg hidtil ikke har betroet nogen Dødelig; – du skal høre min Skjebne, dilectissime. Deraf kan Du see, at jeg ogsaa har lidt i mine Dage. Jeg har aldrig talt derom; thi som min Yndlingspoet siger:
Curando fieri quædam majora videmus
Vulnera quæ melius non titigisse fuit.
Men nu troer jeg, Du kan have godt af at høre derpaa.
Temporis ars medicina fere est“.
Nu tog den blide Trøster det lille Silhouet ned af Væggen, gav det til Vennen med et smerteligt Smil, og begyndte at fortælle.