Keadan/05
Femte Kapitel.
To Slags Kjærlighed og den gamle Literatur.
Pectora pro facto spemque metumque suo.
Ov.
Vi kjende altfor lidt til Frits Højers stille, bramfrie Fremskriden paa Kundskabernes Bane, for lidt til hans Omgivelser, til at vi skulde kunne, som vi saa gjerne ønskede, give Læseren et fortroligere Bekjendtskab med den ædle Yngling. Et Træk af Tungsind vakte den Fremmedes Opmærksomhed for ham; Sædelighed, Flid og Nemme udmærkede ham hos hans Lærere og Korpsets Foresatte; Velvilje og ægte Kammeradskab gav ham den første Plads iblandt hans Jevnlige. Lig den rolige Lue af et Lys, havde hans Hengivenhed for Luise bevaret sig i sin hele Renhed, og skulde den farlige Alders Lygtemænd nogensinde have kunnet vildlede hans Fod, da blev deres blaalige Skjær mat og afskyeligt mod denne ædle Flamme. Endnu nøjagtigere end Wilhelm skrev han til den ærede Onkel og ofte til sin fjerne Ven, og ved denne Syssel nød han sine inderligste Glæder. Imidlertid lod sig dog, alt som Tiden nærmede sig til hans Officiersexamen, en vis Ængstlighed spore i hans Breve. Gjerne havde han rent ud spurgt Wilhelm, hvorledes dennes Hjerte slog. Men dette Punkt var altfor delikat, og naar han bedømte Vennen efter sig selv og bemærkede de rigtignok sjeldnere Ytringer om Luise, maatte han forberede sig paa at opgive sit sødeste Haab. Thi med Wilhelm vilde og turde den ædle, beskedne Frits ikke sammenligne sig. Da kom der en Dag et Brev fra den Første, hvorved Ynglingens Mod pludselig rejste sig ivejret. Brandt fortalte ham i Fortrolighed nogle Hovedtræk af en Kjærlighedshistorie med en vakker Skomagerdatter, rigtignok i Udtrykke, der dels vare den rene Frits stødende dels uforstaaelige; men saa meget fik han dog, efter sine Begreber om Kjærlighed, ud deraf, at mente Wilhelm endnu en Smule med sin Hengivenhed for Luise, hvorom han talede paa samme Blad, saa var han hende ikke mere værd. Efter dette Brevs Modtagelse ansaa Højer sig fri fra al Frygt for en Medbejler i Wilhelm, og nu var han kun bange for at han maaskee ikke mere vilde være Luise kjær. Men ogsaa i dette Punkt skulde han snart blive beroliget. En Morgen tidlig traadte en Tjenestepige ind til ham med Brev fra Presten.
„Randid, Randid! er det virkelig dig!“ raabte Højer sjæleglad og havde i sin Henrykkelse nær omarmet Pigen. „Hvorledes kommer Du til Byen? Hvorledes lever Luise – Jomfru Ritter og hendes Moder? Hvordan staar det til med Onkel? Hvorledes have I det der hjemme?“
Da Randid, som i flere Aar havde tjent hos Fru Ritter, overfladisk havde besvaret de fleste af disse og deslige Spørgsmaale, begyndte Frits en temmelig nøje Examen Luise angaaende. Pigen sukkede, fortalte om Tantens Strenghed og tiltagende Svaghed, om Luises Ensomhed og ikke lykkelige Stilling; hun udlod sig endelig om hvor inderlig Jomfruen endnu holdt af sine Ungdomsvenner, og hvorledes hun især med Varme omtalte Løjtnanten (saa kaldte hun den rødtrøjede Kadet). Med hurtige Aandedræt lyttede den blussende Yngling. – Vel vidste Jomfru Luise nok, lagde Tjenestepigen til, at Løjtnanten længe siden maatte have glemt hende, og sagde derfor saa ofte, at det var Uret af hende at tænke saa meget paa ham, især da hun maaskee blev nødt til snart at give sin Haand bort, –
„Hvorledes?“ afbrød Frits blegnende.
„Ak, Hr. Løjtnanten! Hvad skal hun gjøre? Fru Ritter truer; selv har hun jo Intet at stole paa, og hun er vel ung og smuk, men – –“
„Og til hvem da?“
„Ej, til den rige Landkræmmer Holt. Ja det er sandt, De kjender ham ikke; han kom her til Bygden efterat De var rejst. Ja, der har Mangt og Meget forandret sig de Aar“.
„Hun elsker ham da ikke?“
„Aa Gud bevare os! nej, han seer saamænd slet ikke ud til at elskes“.
„O min Gud, Randid! Kjære Randid! kan Du skrive?“
„Aa, jamænd; Jomfru Luise har lært mig saavidt, at jeg hjælper mig uden Skolemester eller Sergeant“.
„Kjære Randid! Jeg tør ikke skrive til Luise; jeg har lovet; hør skriv, at jeg elsker hende inderlig, at jeg bliver Officier om nogle faa Maaneder, at hun maa blive sin Ungdomsven tro! Bed hende vise Landkræmmeren Vintervejen! Vil du?“ –
Randid lovede det med Haand og Mund, og Dagen derpaa fik han et Brev til Luise, hvilket han selv bragte paa Posthuset. Efter nogle Ugers Forløb skrev Randid, der nu som Væverske tjente paa en Gaard i Nærheden af Kristiania, til Højer, at vel turde hun ikke sige Noget, men dog kunde hun forsikre Løjtnanten, at Luise var fri og blev fri, og at hun aldrig glemte ham. Randid havde vist ikke Aarsag til at fortryde sit Hverv som Mellemhandlerske; Højer delte ærlig sine rede Penge med hende og var nu saa glad, at han fløjtede Arier i Mathematiktimen og rendte sine Officierer paa Ærmet; og fra Chefen af til Portneren saa man sig om og spurgte: er dette Frits Højer, No. 29? – Og trøstig gik efter faa Maaneders Forløb den vakre Yngling frem og aflagde ved Examen umiskjendelige Prøver paa sin Duelighed, – hængte det fortjente Port-d'epée i Sabelen og ilede til sin Post, der var for ham den fordelagtigste i det hele Land; thi den var netop i hans Hjembygd.
Imedens han drager fro i Hu henad den velbekjendte Landevej til den Egn, hvorover hans Morgenstjerne funkler, kun sjelden afbrudt i sin haabende Glæde af et enkelt, anende Gys igjennem Sjælen, ville vi atter forfølge Brandts Bane, der vistnok var mere rosenstrøet men derfor ogsaa mere tornefuld. Af det omnævnte Brev til Højer formoder nu Læseren, Hvad han alt længe har gjettet, at Historien imellem Wilhelm og Thrine Borth slet ikke er tilende.
Mægtigt var det Indtryk, denne Pige havde gjort paa ham. Ofte udkastede han Planer til at fortsætte det tilfældige Bekjendtskab; men vant til at spørge sig selv: „hvortil Dette?“ bekjæmpede han den ubesindige Attraa, indtil endelig et Tilfælde bragte dem sammen, og det i et ligesaa fortroligt som farligt Forhold.
En sludfuld Vinteraften kom Brandt ud fra Skuespilhuset og gik den nærmeste Vej til sin Bolig igjennem Lille Kongensgade. Nær ved Enden af samme bliver han opmærksom ved et Fruentimmers ængstlige Raab, der døves af et Par engelske Matrosers vilde Støjen. Rask traadte han til og spurgte, Hvad der var paafærde.
„Pak dig, Patron og løb en anden Skude an!“ lød Svaret i det Engelske, ledsaget af et drøjt Puf. Wilhelm, der virkelig af Naturen savnede Mod, trak sig ilsomt tilbage, da Pigen paa engang med Dødsangst udstødte hans Navn. Det virkede. Han greb sig sammen, sprang atter frem og raabte i Mandens bestemte Tone: „Dette Fruentimmer er min Beslægtede. Afvejen! Den Første, der vover at røre hende, skal jeg tegne saa i Ansigtet, at han husker mig“.
Disse i deres Modersmaal og med Fasthed udtalte Ord bragte de raa Mennesker til at studse. De gjorde Plads; og først da han havde grebet Fruentimmerets Haand og begyndte at gaa fremad, fik de Mælet tilbage for at udbryde i Tvetydigheder. Under bestandig Smaalatter vedbleve de at gaa i Hælene paa Parret, og Wilhelm var derfor nødsaget til at bringe det skjælvende Fruentimmer i Sikkerhed i sit Logis. De stode i det mørke Værelse.
„O Gud, Hr. Brandt! hvorledes skal jeg takke Dem?“ raabte Thrine Borth og kyssede hans Hænder med Taarer.
„Thrine Borth! altsaa Dem? o hvor er jeg glad over at være kommen Dem tilhjælp!“ svarede Wilhelm fyrig og trykkede hende op til sig.
„Vil De nu ogsaa lægge den Godhed til, at følge mig til Hjørnet? for naar jeg kommer ud i den brede Gade, har det ingen Nød“, sagde Thrine beskeden efter en Pause.
„Gjerne; men vil De lyde mit Raad, saa bi en liden halv Time her, for at være vis paa ej at træffe de vilde Mennesker“.
Nødig og forlegen adlød Pigen og tilbød sig, i det hun gik hen imod Kakkelovnen, at tænde Lys. Brandts flammende Øje hvilede paa det fine Ansigt, hvorpaa de beaandede Gløder kastede et magisk Skjær.
„Ak, var hun ikke en Skomagerdatter!“ sukkede han sagte. „Og var ikke Luise!“ lagde han koldt til. Nu fik han at vide, at hun havde besøgt en Moster denne Aften, fordi Faderen just var i et Laugsgilde.
„Nu, saa haster det ikke saa meget med Dem“, sagde Brandt uforsigtig; thi i det Samme sprang hun højt rødmende op.
„Jo sandelig, Hr. Brandt, og jeg maa strax afsted!“
„Uden Ledsager?“ spurgte han en Smule stødt. Men med huld Venlighed saa hun hen til ham og tog hans Hat. „De vil jo følge mig?“ – Og han fulgte. Under Paraplyen vandrede de Arm i Arm i det tykke Snefog, og ved Thrines Dør trykkede han taus hendes Haand. Han vilde sige Noget; men Læben negtede ham sin Tjeneste, og Thrine takkede i den allerede aabnede Husdør, da han ved et Blik paa Huset pludselig gjorde en Opdagelse, som i dette Øjeblik var ham den kjæreste af Verden.
„Sig mig, er det ikke her, hvor Student Linow logerer?“
Hun bejaede det, og efter et Par Spørgsmaale om den gamle, svagelige Literatus, hvorved Brandt fik at vide, at Thrine plejede ham, tog han Afsked, i det han medgav hende en Hilsen til sin gamle Ven og Løfte om snart at besøge ham.
Pigen gik ind med en høj Rødme paa Kinderne; vistnok anede hun, hvormegen Del hun vel havde i dette Løfte til den gamle, stive Bogorm. Iøvrigt var vor Helt ikke synderlig mere bekjendt med „sin gamle Ven“ Linow, end formodentlig Læseren er det.
Da Linow ingen ubetydelig Indvirkning har paa Brandts Begivenheder og er en temmelig egen Person, bliver det bedst at anvende et Par Strøg paa hans Silhouet.
Da Ydersiden nødvendigvis er den, hvormed man i Livet gjør det første Bekjendtskab, saa ville vi ogsaa her begynde med den. Lad Wilhelm altsaa gaa hjem med Sjelen fuld af den Tanke at besøge Studiosus Linow; vi aflægge strax en Aftenvisite. Der sidder da i et lidet, lavloftet Kammer, indhyllet i en umaadelig Røgsky, en lang, mager Figur foran et smalt Bord, som han krummer sig over i en fuldkommen Cirkelbue. Langt udenfor Bordet stikke hans uhyre Fødder frem og synes at true det over Bordpladen fremragende Hoved med et ødelæggende Spark. Dette Hoved udmærker sig ved en Næse, hvis uhyre Længde maatte frappere, hvis man ikke glemte den over Mundens forfærdelige Vidde. Øjnene ligge næsten som Skjældyr under den rynkede udbøjede Pande, og det Hele omgives af en temmelig tyk, uredet Krands af sorte Haar. Denne Person er indsvøbt i en forhen lysebrun Frakke, der i Mangel af Knapper er heftet sammen over Brystet med en stor Knappenaal. Om Halsen har han et blaat og hvidt Tørklæde, der kun vanskelig lader sig adskille fra Magen, hvilken, efter at have bedækket Halsen i et Par Uger, nu er lagt hen ved Siden af den store Snusdaase, for at tjene til tredje Gjemmested for Sammes Indhold. Men i Sandhed, Intet er smitsommere end Exemplet; ved at see paa denne malpropre Karrikatur blive mine Udtrykke allerede urene, og jeg vil ihast vende mig hen til den usynlige Del af Linow. Den fremstiller sig temmelig modsat; aandelig Rigdom, fortræffelig Orden og en Renhed, som ikke ved hvad Smuds er. Selv den eneste komiske Side af hans indre, ædle Jeg kontrasterer besynderlig med det skjødesløse Udvortes; han er nemlig saa overdreven høflig og pedantisk, saa at jeg vilde have ondt ved at tænke mig hans Lige, hvis jeg ikke fra Barneaarene af kunde erindre en fransk Emigrant, ci-devant Baron, der i sine sidste ulykkelige Dage sagde med naiv Aabenhjertighed til en af sine faa Bekjendte: „Oui, oui! Je suis un pédant; mais qu'est-ce que c'est que la pédanterie, Monsieur? C'est le misérable résultat de la fonte d'un gentilhomme & d'un mendiant, – d'un homme avec des prétentions & d'un pauvre diable oublié. Il est impossible que le résultat pourrait devenir: un homme honnête & un honnête homme; mais dans cette situation il faut pourtant choisir être le dernier. – Men da nu en Sammenligning imellem min Baron og Hr. Linow neppe kan interessere Andre end mig selv, saa holder jeg mig igjen til den Sidste. Fra Dreng af havde Linow været sig selv overladt; Ingen i den hele Verden havde bekymret sig for hans physiske, moralske eller intellektuelle Tilværelse. For faa Mennesker har vel Vejen til Kundskab været saa tornefuld og stejl, som den var for Linow. Dog vandrede han den ufortrøden. Men hvorledes han nu vandrede, saa gled han stedse ud fra den brede Alfarevej, og fordybet i Videnskabernes uopsøgte, dunkle Kratskovegne, tabtes han afsigte for Verden, imedens han altid ærligen og kraftigen steg opad. Fem og halvtredsindstyve Aar gammel, var han endnu netop i samme Stilling som i sit tredivte. Han levede af at manedukere til theologisk og juridisk Attestats, gav Information i de mathematiske Videnskaber og i de nyere Sprog, og anvendte sine faa øvrige Timer til at opdynge den store og tildels unyttede Kundskabsmasse. Hver Søndagseftermiddag gjorde han en Spadseretur til Frederiksberg; hver Onsdag drak han en halv Pægel Gammelvin i en Vinkjelder for at læse Ugens Aviser, og hver anden Mandag byttede han Bøger om i Det Store Kongensbibliothek. Den eneste Prydelse i hans lille, dunkle Celle var et Silhouet af en Dame, der havde den umiskjendeligste Lighed med Frøken Amalie Lem. Naar han stundom stirrede derpaa med de matte Øjne, trak en fugtig Taage sig op over dem, og han trykkede Øjelaagene tæt sammen med et stille Suk. Under Portrættet stod:
Vidi ego, qvod primo fuerat sanabile vulnus.
Dilatum longæ damna tulisse moræ.
Brandts Bekjendtskab med Linow var, som forhen sagt, meget ubetydeligt. Da han læste til Philosophicum, tog han nogle faa Timers Undervisning i Mathematik hos den Sidste, og siden den Tid havde de et Par Gange tilfældigvis mødt hinanden i Frederiksberghaven. Imidlertid havde Brandt vakt sin Maneduktørs Interesse og vidste meget vel, at denne vilde glæde sig ved i sit ensomme Liv at nyde hans Omgang. Derpaa grundede han ogsaa nu sit Haab om fortsat Omgang med Thrine, og faa Dage efter hin Spadseretur bankede han paa Linows Dør.