Keadan/04
Fjerde Kapitel.
Den Sortøjede og Pythia.
GUds ewige forsjun io vaager ower Dig/
Tag oc dend lod/som dig i hænderne maa falde/
Men wov nysgjærrig ej/før Tiid dend at fremkalde!
Fra Middelalderen.
Afrejsens Stund nærmede sig. Ofte bragte Luise den bedrøvet paatale. Da stirrede alle Tre hen for sig; Luise rakte dem Haanden; de trykkede den med et dybt Suk, og der perlede en Taare i hvert Øje. Da opsteg tydeligen den Beslutning i Fætternes Sjæl at gjøre Ende paa en Uvished, som stedse mere ængstende plagede dem, jo tydeligere de begyndte at forklare sig deres Følelser. Ogsaa Luise ønskede inderlig ved sig selv, at dog En af dem, – helst maaskee Wilhelm –, vilde rykke ud med det Sprog, hun nu paa nogen Tid havde forstaaet at stave i deres Øjne. – Men Presten, som gjennemskuede dem alle Tre, tog Fætterne for sig og talede i en Alvorsstund omtrent saalunde:
„I træde snart ud af det rolige Hjem, kjære Børn. Verden skal modtage eder: Her have I begge havt en Gjenstand for eders Ømmeste Følelser. Jeg har med Villie tiet, saalænge jeg kunde tro, at eders Hjerter have tiet. Men nu forudseer jeg, at I ville forledes til i Afskedens Varme at gjøre et Skridt, som nødvendig maatte volde En af eder heftig Smerte og maaskee endog svække eders Brodervenskab, ja det som Mere er, og som I nu ikke kunne tænke, kanskee blive Aarsag til Ulykke for Luise og den af eder, hun vilde vælge. I slaa begge Øjnene ned, det er det bedste Bevis for at Ingen af eder bør og maa nu begjære hendes Hjerte. Rejser, Ynglinger! Rejser med Gud! og have I mig og hinanden indbyrdes kjær, saa intet Ord til Pigen. Aar skulle rinde hen, inden I vorde Mænd; maaskee I da begge have glemt Luise; hun er den eneste Pige, I hidtil har kjendt af eders Stand. Den af eder, som endnu efter fuldendte Læreaar har et frit Hjerte at byde hende, Den tilhøre hun, hvis hun til da er Herre over Haand og Hjerte. Eders Æresord, at ingen af eder før søger at binde hende“.
Den Gamle gav dem hver en Haand, og de trykkede den tause op til deres Læber. Saaledes rejste de med fuldt men tilsluttet Hjerte til deres forskjellige Bestemmelsessteder. Luise græd smertelig ved deres Levvel og følede i Afskedens Bitterhed, at de begge vare blevne hende uendelig dyrebare. Bygdens Mening var ellers enstemmig den, at Luise engang skulde blive Wilhelms Kone, naar han efter fuldendte Studeringer blev den gamle Onkels Eftermand i Embedet; Luise drømte nok ogsaa derom, Presten og den aldrende Tante talede hemmelig om det Samme, og Fætterne indsluttede deres Forhaabninger og Forsætter i de elskende Hjerter.
Længe sad Enhver af dem i sin Krog af Vognen med Ansigtet i det gjennemblødte Lommetørklæde.
„Frits!“ raabte endelig Wilhelm; „Dette gaar ikke an! Vi maa tale om vor Smerte, saa gaar den over. Sig mig om det gaar dig som mig: det er ikke Onkel, ikke Luise, ikke mit kjære Hjem, jeg græder for“.
„Nu da, og hvad ellers?“ spurgte Frits ganske forundret og tørrede sine Øjne.
„Det er det hele, store Tab af de forsvundne uigjenkaldelige Aar; det er det Rædsomme i min nye Stilling“.
„Ak ja, jeg forstaar dig“, vedblev Frits; „vi skulle nu vandre ene; gid vi dog bleve sammen“.
„Ja Frits, da havde det ingen Nød; da kunde vi tale om Luise og om Onkel og den hele, skjønne forladte Barneverden“.
„Men vi ville love hinanden at skrive ret flittigt; og om fire Aar –“
„Styrter jeg ind til dig i Kristiania, og saa drage vi sammen til de Gamle og til Luise“.
„Og saa?“ – sukkede Frits.
„Tys, tys! Meget kan forandre sig i den Tid, som Onkel siger; derom ville vi ikke tale“.
Nu overlode Ynglingerne sig igjen til tause Drømmerier. Men Wilhelm havde virkelig brudt Afskedens bitreste Braad ved den korte Samtale. Onkelens Ytring, at i det Mindste En af dem vilde komme til at glemme sin Barnekjærlighed, trøstede unegtelig Begge. Enhver af dem var hemmelig vis paa sin egen Bestandighed – men haabede, at den Anden skulle forandre sine Tanker. For hendes Hjerte frygtede neppe Nogen af dem; Wilhelm havde saamange kjære Beviser paa hendes Yndest for ham, og siden hin Scene i Ormegaarden havde Frits en Tillid til sig selv og et Haab om at gjælde ret meget hos Luise, hvilket han vel ikke gjorde sig fuldkommen Rede for, men som dog ikke desto mindre omstraalede hans Fremtid med en mild Morgenglød. – Da de i Kristiania toge den smertelige Afsked, tilsvore de hinanden uforanderligt Venskab.
„Ogsaa i hvad Skjæbnen beslutter over os med Hensyn til Luise!“ lagde Wilhelm til og trykkede med Inderlighed Vennen op til sit Bryst.
De ere altsaa nu hver i sin Stilling i Virksomhed, og vi ville ikke opholde os med en Udskrift af Dagbøger, hvori Intet findes, som jo maa staa i enhver arbejdsom Ynglings Optegnelser. Hvad Højer angaar, da bliver jeg kun en eneste liden Begivenhed vaer, som fra hans hæderlige Kadetdage bør omnævnes, og af Brandts Studenterliv bliver kun især at udpege en Hendelse, som, i hvor ubemærket den end syntes at gaa af, dog havde den mest afgjørende Indflydelse paa hans Stemning, Opførsel og selv paa hans Skjæbne. Jeg har, om jeg mindes ret, i Slutningen af første Kapitel slaaet paa den Streng, og jeg griber den nu, ikke uden Overvindelse.
En Eftermiddag havde han ladet sig overtale af et Par lystige Studenter til en Ridetour. Toget gik til Lyngby, hvor Aftenen skulde tilbringes ved en munter Bolle. Paa Østerbro hopper ham bjeffende imod en liden, nydelig Bologneser, og endskjønt Hesten ikke lod sig forskrække, blev dog Brandt vred, og bøjende sig nedad, giver han Hunden et saadant Slag med Ridepidsken, at den uden Lyd segnede livløs om. – Den, der gav Lyd i Hundens Sted, var en ung, simpelt klædt Pige, som udstødte først et Jammerskrig og dernæst udgød en Strøm af Vredes-, Smertes- og Haansytringer imod „den jammerlige Sprade, som øver sit Mod og sin Kraft paa et saadant Maal“.
Wilhelm blev taalmodig holdende og lod sig overskjænde; det skar ham i Hjertet, Taarerne pressede sig op i hans Øjne.
„O Jomfru, jeg beder Dem! Deres Vrede kan ikke lignes med den, jeg i dette Øjeblik føler imod mig selv. De vil have tilgivet og glemt mig, længe førend jeg tilgiver mig selv og glemmer Dem og Deres Hund“. Og dermed slog han an i plein carrière og indhentede Kammeraderne, som ikke havde lagt Mærke til den hele Scene. Han fortalte dem naturligvis strax, hvad der var hændet, og frapperedes først, i det han tro gjentog, hvad hun havde sagt, over i den hele Vredestrøm ikke at finde et eneste uædelt Udtryk, en eneste Ed eller Forbandelse.
„Enten pynter Du op, Broder, eller den Tøs maa have en forbandet fin Edukation. At extemporere en saadan Præken i fuld Flamme, røber mere Kultur, end man skulde vente under en Natkappe“.
„Hvordan saa hun ud?“
„Saa Du, hvor hun styrede hen?“
Med lignende Brudstykker af en Samtale kunde vi i Mængde opvarte. Wilhelm blev eftertænksom dvælende ved den Idee, at just i et saadant Øjeblik røber den indre Menneskets Værdighed sig, og han beklagede hos sig selv, at han ikke nøjere havde betragtet den spædlemmede Piges Ansigt. Han følede sig uskikket til at deltage i den lystige Aften og red efter et Par Timers Forløb ene tilbage. Langsom drog han atter forbi det Sted, hvor Mordscenen var foregaaet, halv haabende at see Pigen igjen. Han blev imidlertid skuffet og tilbragte Aftenen i ondt Lune. Dagen efter anskaffede han sig en Bologneser, gav den et Sølvhalsbaand med Indskrift paa den indre Side: „fra en Angergiven“ – og beholdt den hos sig, stedse ventende paa engang at træffe Pigen. Efter nogle Maaneders Forløb skaffede et uventet Tilfælde ham den ønskede Underretning. Hun var en forarmet Skomagers Datter og boede i en af Byens ubetydeligste Gader. Ved Hjælp af en slu Tjener bragte han hemmelig Hunden til den forurettede Pige uden at give sig tilkjende, og glemte nu snart efter det fuldførte Forsoningsoffer den hele Historie. Men Skjæbnen havde ikke glemt den; med uvidende haand havde han af den lille Begivenhed udspundet sig en Traad, som, længst afbrudt for hans Øje, trak sig ud igjennem Tid og Rum og lænkede hans Bane.
En Søndagsaften sad han dybsindig paa den runde Bænk i Frederiksberghaven. Jens Ritter havde nylig forladt ham for at besøge Justisraad Lem, paa hvis Kontor han var antagen. Da kom den lille Hund med et Glædesbjef hen imod ham. Brandt saa rødmende op, og i det Samme lød en Stemme bag ved ham:
„Fader! det er ham, det er ham!“
Pigen, en rank, ædel Skabning med et ret vakkert Ansigt og brændende sorte Øjne, stod for ham; ved hendes Haand en gammel, bøjet Haandværksmand i sin blaa Søndagskjole. Et Øjeblik stode alle Tre forlegne lige for hverandre, indtil den Gamle tog Ordet.
„Gode Herre! Min Datter har daglig længtes efter at træffe Dem, dels for at bede Dem om Forladelse for sin ubesindige Uartighed, som hun saa hjertelig har fortrudt, dels for at takke Dem for Deres særdeles Godhed, at forære hende denne smukke Hund“.
„Jomfru!“ sagde Brandt, ikke uden Forvirring; „Deres Vrede kunde kun smerte, ikke fornærme mig; thi jeg havde vel fortjent den“.
„Nej“, afbrød hun ivrig; „havde Herren været den, jeg ansaa Dem for, da havde De leet mig ud og ikke, ja, jeg saa en Taare i Deres Øje, gode Herre“, vedblev hun og trykkede hans Haand; „og den har brændt mig paa Sjælen“.
„Jeg takker Dem“, sagde Brandt med Varme, „fordi De ikke forskød et Bevis paa Fortrydelse, der rigtignok ingenlunde kunde være Erstatning for et Yndlingsdyr“.
„O, min Herre!“ afbrød Faderen, „hun holder endnu meget mere af denne end af den forrige Hund“.
Endnu vexledes nogle Ord, hvorefter Fader og Datter bortfjernede sig, og Wilhelm gik, gjennemstrømmet af en behagelig Varme, i let Lune hen til Lems Landsted, hvor man ventede ham tilaftens. Her fandt han Jens i en munter, fortrolig Samtale med Caroline Lem, en ret elskværdig liden Pige, og den gamle Justisraad fordybet i alvorlige Betragtninger med sin Søster, en gammel forstandig Klosterfrøken. Brandt slog sig til de Unges Partie og tog, da Samtalen syntes ved hans Tilkomst at blive lidt stiv, et Spil Kort, som laa paa Bordet, og gjorde et Par Kunster for Caroline.
„O, spaa os, Tante!“ raabte Caroline paa engang, da Wilhelm havde lagt Kortet hen; „kjære Tante, bare en eneste liden Gang!“
„Nej saamænd om jeg gjør. Mener den Jomfru Næsvis, at jeg vil være Hendes Sybille?“ svarede med komisk Alvor den muntre gamle Pige.
Justitsraaden, som var bedre vant til at beregne Kurs end til at studere Physiognomier, bemærkede ikke, at Tantens Vrede var Ironie, og var færdig at synke i Jorden af Forskrækkelse.
„Men Caroline da!“ udbrød han endelig. „Kjære Søster! – Du er en ubesindig Pige Caroline! – Det var Barnestreger, kjæreste Søster. – Hvor tidt har jeg sagt: tænk først, tael saa! – Du maa ikke regne det saa nøje med den overgivne Ting. – Jeg ved Barn, Du venererer din kjære Tante“.
Saaledes vedblev den ærlige Lem og trak snart i Manchetterne, snart i Vesten. Et uvilkaarligt Smil kjæmpede med Forlegenhed paa de Øvriges Ansigter.
„Men min gode Mathias!“ kom endelig Tanten tilorde; „kan du da ikke forstaa Spas! Hvorfor skulde jeg nu paa engang blive vred for en Anmodning om en Spøg, som jeg saa tidt har føjet Caroline i? Kom kun med Kortene, Barn! Dersom det kun ikke keder Hr. Brandt at høre paa mit Vrøvl, for jeg er ikke af de Spaakvinder, som have gjort sig fortjente til den Ære at brændes“.
Lem, der blev hjerteglad over at Tanten ikke var stødt, smaapukkede endnu for et Syns Skyld paa sin lille forgudede Caroline. Et Erinde kaldte ham bort, og imedens Caroline sprang ud efter et helt Spil Kort, sagde Frøkenen, idet hun især vendte sig til Brandt: „Det er virkelig med nogen Overvindelse, jeg føjer Caroline, og især gjør jeg det, for at vise min Broder, at jeg ikke er stødt“.
„Men hvorfor, Frøken?“
„Ih nu, seer De: naar dette Fjas skal antage et Slags Alvor, saa maa man jo rette sine Spaadomme efter visse antagne, naturligvis fuldkommen vilkaarlige Betydninger af hvert Kort. Hvor ofte kommer man da ikke til at sige enten en Ubehagelighed eller“ (med et let Blik paa Ritter og den indtrædende Caroline) „vel oftere noget Upassende, Uforsigtigt? At et Par Gange mine Pythiske Udsagn ere paa en temmelig frappant Maade indtrufne, har nu ogsaa bidraget til at give mig Ulyst til denne Spøg“.
„Det kan jeg ikke begribe!“ svarede Caroline. „Naar jeg kunde spaa ganske sandt, Tante, saa vilde jeg bestandig gaa med et Spil Kort i Lommen og sige alle Mennesker deres Skjæbne forud“.
„Da vilde det gaa Dem som Cassandra, kjære Frøken“, sagde Brandt; „thi De seer altfor skjelmsk ud til at kunne paatage Dem en Pythias Gravitet“.
„Hvem er Cassandra? Ja det skal Ritter fortælle mig siden. Jeg maatte bare nævne Navnet, førend jeg glemte det. Hr. Brandt, det er netop derfor, jeg saa gjerne hører Tante spaa; for hun seer saa forfærdelig alvorlig og sanddru ud derved, saa jeg bliver ganske højtidelig. Hvorledes kan Du gjøre det, Tante?“
„Det kommer deraf, min Pige, at jeg – De maa ikke lee ad mig, Hr. Brandt – sætter mig aldeles ind i min Rolle, og den Uro, jeg stundom virkelig føler, – den, nær havde jeg sagt poetiske Verden, som de mystiske Kortblade fremmane i min Sjæl, bringer mig i et Slags Oprør“.
„Mon ikke derfor de Kvinder, som give sig ud for at kunne spaa, gjerne vælge den narkotiske Kaffe, som de først nyde i temmelig Kvantitet?“ bemærkede Jens beskeden.
Man tiltraadte hans Mening, og under den livlige Samtale var Anledningen dertil glemt, da Justitsraaden traadte ind igjen og med munter Mine spurgte, hvad og hvem søsteren havde spaaet.
„Aa, vi have hver faaet vor Del“, sagde Wilhelm undvigende, for at spare hende fra det ubehagelige Løfte.
Men med en misbilligende Rysten paa Hovedet tog den sandhedskjærlige Gamle Kortene og sagde, at nu stod hendes Kunst til Selskabets Tjeneste. „Nu skal Du spaaes, Mathias“.
„Nej Tak, Søster. Jeg kan selv spaa. Sagde jeg ikke nok igaar paa Børsen, at Coursen skulde stige 2 pSt. paa Statspapirerne? Nu kom Posten, og den, der fik Ret, var mig. Det maa jeg forstaa. Seer De, Ritter – –. Men hillemænd, den Konversation vil vi gjemme til Kontoret; naa lille Søster? Du maa tage de Unge fat“.
„Kom De, Brandt!“ sagde Frøkenen og lod ham tage et Kort. „Nu nu! Deres Hjertedame er et gode Stykke borte; der seer De den lange Vej, det vilde Hav; hun er vist i Norge“.
„Ja, saadan kan jeg ogsaa spaa!“ sagde Caroline leende. „Jeg synes ordentlig jeg kan læse et stort L. under hendes Billede“.
„Stille, Spasmagerske!“ sagde Tanten og blev noget alvorligere ved. „Det lader som om den lille sortøjede Dame der, bringer Dem til at glemme den Fjerne; i det Mindste ligger der et Blad imellem Dem og hende, hvorved ofte betegnes Varme“. Sandsynlig var i disse Ord en liden Erindring til Wilhelm, som han havde foranlediget ved den Interesse, han lod til at føle for Caroline, og som den strenge Tante ikke ganske syntes om. Men da Thrine Borth saa nylig havde gjort Indtryk paa ham, slog han uvilkaarlig Øjnene ned og rødmede. Kortene vilde ikke fortælle noget mere. Tantens Øje hvilede skarpt paa de braagede Rader; sagte skød hun dem sammen, og idet hun blandede til anden Udlægning, syntes Erindringen om nogle Forbindelser imellem de sammenskudte Kort pludselig at vække hendes Opmærksomhed. Hendes Ansigt antog en forventningsfuld Spænding, som meddelte sig Tilskuerne. Endelig aabnedes atter Skjæbnens Bog. Pythias Øje glødede dunkelt, og en bleg Rødme flød over de indfaldne Kinder. Ligesom drømmende talede hun hen for sig med Blikket fastheftet paa Kortene.
„Hvad vil Du, arme Sortøjede! han kan kun komme dig nær over Synd, og Fortvivlelse ligger for dine Fødder. Derhenne er mangenslags Kummer. En Brøde skal sones med Offer for en anden, og om den blege Dødningblomst flyde mangeslags Taarer. Men den vakre Yngling derhenne skal redde hvad reddes kan. Gjennem Taarer og Storm og Blod skal han gaa for at frelse sin Ven“. Hun kastede et gjennemtrengende Blik paa Ritter, der just sad lige for hende, ligesom for at besinde sig ret; men i Wilhelms underlig grebne Barm opgik det som om Jens var den reddende Yngling. Det ham bekjendte Udtryk: „blege Dødningblomst!“ forøgede Indtrykket, og Frits Højer stod levende for ham.
„Vil Skjæbnen gjøre mig til hans Morder?“ hviskede en uvillig Stemme i hans Sjel. Thi i dette Øjeblik forekom Tanten ham, saa fordomsfri han end var, at have læst i Fremtidens Bog. Hun kastede Kortene sammen og ilede ind i et Sideværelse. Forbausede saa de Tilbageblivende paa hverandre.
„Saaledes har hun aldrig før spaaet“, sagde Caroline, der var bleven bleg.
„Til at være Spøg er dette virkelig altfor angribende“, raabte Justitsraaden misfornøjet og gik hen til Vinduet for at skjule en Forvirring, som han ikke var Herre over.
Jens Ritter vidste ikke ret, hvorledes han var tilmode. Han forsøgte at smile; men det lykkedes ikke. I Wilhelms Aarer brændte en Feberhede, og da Frøken Lem med en forlegen Forstemthed traadte ind, forekom det ham, som om han i hendes Ansigtstræk gjenkjendte den underlige Valborg.
„Jeg skylder virkelig“, sagde Frøkenen med Anstrengelse, „at bede Dem Alle om Forladelse for den forvirrede Snak, jeg kom frem med. Jeg mærker, at de tossede Kort engang kan berøve mig den Smule Forstand, jeg har. De vil gjøre mig en Tjeneste ved at glemme rent disse Optøjer, som foraarsage mig baade Skamfuldhed og Forskrækkelse.»
Man forsøgte, ikke ganske med Held, at bringe en bedre Stemning tilveje, og saasnart det lod sig gjøre, skiltes det forstemte Selskab ad.