Keadan/03
Tredie Kapitel.
Valborg.
Virg.
Wilhelm havde virkelig overvundet sin Undseelse og aabnet Luise sit Hjerte, dersom ikke en Hendelse var indtruffen, som for en længere Tid maatte binde hans Tunge. Det var en temmelig mørk Foraarsaften, da Fætterne fulgte Luise og hendes Tante hjem fra Prestegaarden. Maanen skød pludselig klar frem igjennem de forbidrivende Skyer og belyste magisk de underlige, graa Ruiner.
„Turde Du vel gaa op paa Klosteret iaften, Tante?“ spurgte Luise skjelmsk den noget overtroiske Kone.
„Aa, hvorfor ikke, i saa stort Selskab!“ svarede Tanten, der var bleven usædvanlig oprømt ved nogle Glas af Prestens gode Gammelvin.
Man tog hende paa Ordet, og skjønt lidt ængstlig, lod hun sig vise og navngive deres Yndlingssteder, dog, forstaar det sig uden at træde ned i Fordybningerne. De stode paa Muren og saa ned i Ormegaarden, der, som vi i det foregaaende Kapitel have fortalt, dannedes af et højt Hegn uden for den egentlige Klosterruin.
„Bliv ikke bange Tante“, sagde den lystige Luise; „jeg springer ned i Klosterhaven og henter dig en Viol; jeg ved hvor den staar“.
Tanten vilde formanende holde hende tilbage, men i et Øjeblik var hun til Fru Ritters store Forskrækkelse klavret ned og raabte op til dem, skjult imellem Krattet. Endnu rystede den gamle Kone paa Hovedet, endnu forsikrede Ynglingerne hende, at der ingen Fare var ved dette Spring, – da Pigen pludselig udstødte et forfærdeligt Angstskrig og den blege Maane belyste et Syn, som under disse Omstændigheder vel kunde bragt den Modigste til at blegne. Vildt syngende, trykkede sig op af Gruset et Væsen, indhyllet i en rød Kappe, med tykke, vilde Lokker om Hovedet og en stor Sten i begge Hænder.
„Red mig, red mig!“ raabte Luise fra Dybet.
Tanten sank bevidstløs til Jorden. Et Øjeblik stode Ynglingerne gjennemisnede. Da greb Forfærdelsen Wilhelm. Med et Skrig styrtede han afsted hen over Marken, slyngede sig over Gjærdet og kom først til sig selv, da han hvid som Kalk og skjælvende standsede ved den nærmeste Husmandshytte imellem de omstaaende Bønder, hvilke han i afbrudte Ord kaldte tilhjælp.
„Aa det maa være den tossede Valborg“, sagde En af dem; „jeg saa hende i Dag gaa over Engen i en gammel Dragonkappe. Hun gjør ikke Jomfruen Noget, den Stakkel“.
De ilede imidlertid rask afsted med den arme Wilhelm, i hvis Bryst endnu Skrækken kjæmpede med den bitreste Skamfuldhedsfølelse over at have forladt Fruentimmerne. Endnu større blev hans Forvirring, da Frits med Tanten og Luise ved Armen kom dem langsomt imøde og raabte til ham:
„Men Wilhelm! skammer Du dig ikke! At løbe saaledes afsted! Hvor vilde Du hen?“
„Efter Hjælp“, stammede han forlegen og pegede paa Bønderne, og han vovede ej at byde Tanten sin Arm, men fulgte taus efter til Fru Ritters Gaard. Ingen af dem talede til ham; men ved Porten tog Tanten Frits om Hovedet og kyssede hans Pande, vinkende til Luise, som med kjærlig Taknemmelighed trykkede et Kys paa den rødmende Ynglings Læber.
Idet Wilhelm nemlig, henreven af Angsten, havde taget den ilsomme Flugt, havde Frits samlet sit Mod og var styrtet ned i Dybet efter den afmægtige Pige. Vel stivnede Blodet i hans Aarer, da han stod dernede imellem hende og det frygtelige Gespenst; men kun et Øjeblik; thi da lød den underlige Valborgs ham velbekjendte rigtignok altid gyselige, hæse Stemme.
„Se, god Aften, Frits! Har han ogsaa Lyst til at grave Børn op? God Aften Jomfru Luise! Hun maa ikke skrige saa højt; min lille Gjertrud bliver ræd og kryber længere ned. Kom Kyr, kom Kalv, kom Baana!“ Derpaa begyndte Valborg igjen, uden at lægge mere Mærke til de Øvrige, at nynne og kaste Jord og Grus til side.
Men Luise hverken hørte eller saa, førend hun befandt sig oppe paa Muren.
„Gode Frits, var det Valborg? og hvor er Tante?“ hviskede hun skjælvende.
„Hej da, Tante“, raabte den opmuntrede Knøs og løftede Fru Ritter i Vejret.
Først da Frits havde talt en Stund med Valborg, som blev ved at pusle dernede, begyndte Fruentimmerne at faa Mod. Maaskee er følgende Bemærkning mere ny end Erfaringen: en Gjenstand, der har indgydet os Skræk, bliver os altid interessant, saasnart vi have overvundet Skrækken. Dette var maaskee Aarsagen til at Frits vedblev fra Muren af at see ned efter den stakkels Valborg og tale til hende. Dog var dermed vel ogsaa hans Hensigt at gjøre Fruentimmerne rolige. Paa hans gjentagne Spørgsmaal svarede Valborg længe Intet, men vedblev at synge og kaste Grus. Endelig rakte hun det blege Ansigt ivejret og raabte med stirrende Blik:
„Staa ikke her ved din Grav, Dødningblomst! Hører Du ikke al den Jammer, som vaager efter dig? Gaa, gaa! og forstyr mig ikke længere!“
„O kom, o kom dog!“ raabte Luise, og mere end villig adlød den dybtrystede Frits. De vandrede nedad Stien saa hurtigt, det var den gamle Tante muligt at gaa, hun ikke uden af og til at skjænde paa den fejge Wilhelm, hvorved Luise taus trykkede Fritses Haand og han, stolt og salig som en Helt, velsignede sin Lykke.
Paa Hjemvejen vare de to Venners Tanker og Følelser hel forskjellige. Endelig blev Tausheden altfor trykkende for den blide Frits; han kunde ikke udholde at see sin Ven saa forstemt, og begyndte derfor i en mild Tone at omtale det Foregaaende, at trøste og undskylde ham; men et kort: „Gaa Pokker ivold med din Medlidenhed!“ – var det opfarende Svar, han fik. Frits blev stødt; thi han følede, at han kun havde fornærmet Wilhelm ved sin bedre Opførsel. Men vi, der rolige oversee Begivenheden, ere villige til at undskylde den saarede Ynglings utidige Hidsighed. Vi behøve kun at anvende den almindelige Talemaade: saaledes er Mennesket! Og uden at ville dermed pege hen paa den gode Frits, hvem saadan Handlemaade var umulig, ville vi blot i denne Anledning bemærke, at der gives en Art fin, gjennemtrængende Gift, som de saakaldte fromme Englesjæle betjene sig af, idet de nemlig forsætlig smelte hen i Eftergivenhed og Mildhed imod den, der har Uret. Denne smertelige Gift vide især undertrykte kvindelige Væsener ofte at betjene sig af, og foraarsage derved ofte heftige Betændelser i det stoltere Gemyt, for hvilket Hensigten ej bliver ubemærket.
Fra denne Aften indtraadte paa nogen Tid et temmelig forskjelligt Forhold imellem Ynglingerne og Pigen. Frits var stegen højt paa Wilhelms Bekostning, som hos Alle, saa især hos Luise, hvis taknemmelige Beundring for den Første steg for hver Gang, hun fik Lejlighed til at gjentage Beretningen om den fæle Nattescene. Men endnu mere tabte Wilhelm ved den mørke Stemning, hvori han Øjeblikkelig kom, naar han blev vaer, hvorledes Luise og Frits vexelvis gave hinanden Vink om at opmuntre ham og tale til ham om hans Yndlingsgjenstande. Da vendte han sig gjerne vild bort med harmfuld Uvilje imod sig selv, imod Luise og Frits. Imidlertid, den Alders selv heftige Indtrykke svækkes lettelig; og snart trak Wilhelms Klaveer, Tegninger og skjønne Sang, hans raske Dands og muntre, let fortalte Historier Luise hen til ham; men dog beholdt Frits endnu stedse med hemmelig Glæde den Plads, som han ved sin kjække Opførsel havde tilkjæmpet sig.
Vi kunne maaskee, inden vi endnu forlade den nysomtalte Scene, træde hen til Husmandsstuen, hvori de hjemkomne Bønder samtale med et Par Kvinder.
„Naa hvad stod paa Hans?“ spurgte Eli, en tyk skidenfærdig Kone med et Barn ved Brystet.
„Aa, var det ikke som jeg sagde? Den forbandede Hex havde forskrækket dem“.
„Hvor holder hun til nu?“ spurgte en anden Kone, der sad paa en Stubbe med en kort Lerpibe i Munden.
„Nu skal hun igjen være hos gamle Ole Bakken“, svarede Manden. „Og det fejler hende aldrig Noget, uden hver Fuldmaane. Saa render hun om som et galt Menneske“.
„Galt? Ja Gud hjælpe os for Galskab! Jeg vilde ikke ønske mig hendes Kløgt“, vedblev Eli; „hun er ikke gal; besat er hun“.
„Hvorfor brænde de ikke slige Skarn mere?“ spurgte den anden Kone.
„Forbandede Vrøvl!“ svarede Rasmus med en spodsk Latter. „Sligt er bare Fastere av Vantro, som Presten siger. Skulde de gjøre Noget ved hende, saa var det at sende hende til Byen paa Tugt- og Fakturhuset. Hun hører til Steffensfølget, som driver om og stjæler, spaar, tigger og stikker Skove i Brand“.
„Ja, jeg har nok hørt, at hun drev om med Steffensfølget for en Del Aar siden; men det er nok forbi;“ mente Hans.
„Hvor skulde hun ellers være saalænge borte ad Gangen?“ svarede Konen med Tobakspiben. „Desuden stod hun for et Par Dage siden og talte med den Fant, som I saa her igaar, og han seer ud til at være en af Følget“.
„Men fremsynt er hun, det har jeg selv hørt“, vedblev Eli. „Hun har spaaet mig, da jeg var Pige, og det er gaaet i Opfyldelse hvert Ord“.
„Sludder, Kjærling!“ sagde Hans hidsig. „Kog ikke op den gamle Løgn“.
Men det øvrige ædle Selskab trængte ind paa Eli, og hun gav sig til at fortælle, imedens Hans mumlede Noget imellem Tænderne.
„Jeg sad ved min Rok og spandt derinde i Stuen. Gamlefaer laa og hostede i Sengen. Saa kom der ind en Tiggerkjærling; dejlig var hun som en Blomme. Ja jeg var just ikke saa styg heller den Gang, det ved Du nok Hans“.
„Den Sne som faldt ifjor“, brummede Hans.
„Saa kom hun da ind og satte sig ved Skorstenen og bad om lidt Mad. Jeg skjændte paa Tiggerkjærlingen og blev ved at spinde. „Spind Du Barn!“ sagde hun; „det er kun lidt Forslag i det Lærred, Du deraf faar; som Du nu har bespist mig, skal Du selv tidt og mangen Gang blive bespist“. Jeg blev lidt ilde ved; for man kan ikke vide, Hvad sligt Pak kan gjøre En. Og saa gav jeg hende et Glas Brændevin, for det var koldt og ondt Vejr ude, og et Stykke Brød til. „Slaa kun Brændevinet paa Flasken, Barn“, blev hun ved; „Du faar nok den, som drikker Brændevin“. – Alle saa paa Hans.
„Forbandede Snak! Jeg har ikke drukket op for Nogen“, – udbrød han.
Uden at lade sig forstyrre blev Eli ved: „Brødet tog hun og bad om et Fleskestykke, som laa paa Bordet. Jeg vilde skjære en Stump af til hende; men hun sagde: „giv mig kun tykt Flesk paa Brød, Barn; saa tykt skal din anden Mand skjære det for dig“. – Naa, Hvad sige I dertil?“
„Jeg mener, Fanden plager Kjærlingen!“ raabte Hans uvillig. „Du faar da først faa Has paa mig, førend Du kan snakke om den Rakker, som skal skjære det tykke Flesk“.
„Var det rigtig Valborg, det?“ spurgte den anden Kone.
„Jamænd var det saa. Den Gang tog denne Holt hende til sig, men det varede ikke længe med den Herlighed. Da Forgyldningen gik af Sankte Gjertrud, spændte han hende ud af Huset“.
„Kanskee det var hende, som spaaede om Klosteret?“ spurgte hun med Tobakspiben.
„Det har vi ikke hørt!“ svarede de Øvrige.
„Ja, jeg kan ikke fortælle det rigtig; men der gaar fæle Ord om al den Ulykke, det skal bringe over Prestens og Fru Ritters“.
„Nej nu gider jeg ikke høre længere paa den Snak“, sagde Rasmus. „Godnat, tag jer vare for Hexerne!“
„Tag Du dig selv vare!“ sukkede Eli efter ham – og vedblev at see efter den firskaarne, rige Bondeknøs, med en hemmelig Tanke om det tykke Flesk.
Endnu gik Samtalen i fuld Gang ved Hytten, da Valborg kom langsomt skridende frem i sin røde Kappe, syngende et Par Vers af en gammel Kjæmpevise.
„Hun skulde dog ikke faa Indfald at tage Kvarteer her i Nat? Det skal Fanden forbyde hende!“ sagde Hans trodsig.
„Nej, jeg siger saa mange Tak!“ raabte Eli og indhyllede Barnet for Aftenluften i sit smudsige Forklæde.
„Hun kan jo gaa hen til Ole Bakken, hvor hun plejer holde til; han er nok en gammel Ven af Steffensfølget og en Elsker af Troldkjærlinger“.
Imidlertid kom Valborg til, lænede sig imod Grinden og saa
en Stund paa det pludselig tause Selskab.
„Har I ikke Mere at fortælle om Valborg?“ sagde hun endelig med sin hæse Stemme, som havde hun hørt den foregaaende Samtale. Folkene saa paa hverandre.
„Du har det, jeg søger; men Du søgte det, da jeg ikke vilde have det“, sagde Valborg blidt til Bondekonen, og pegede paa Barnet. „Vil Du huse mig i Nat, Hans? – det er saa langt til Ole Bakken, og jeg er saa træt af alt mit Arbejde“. Hun strakte ud sine blodige Hænder og Arme.
„Nej Gud gjør jeg ikke, dit fordømte Hexebæst!“ raabte Hans hidsig og dog tillige i en noget usikker Tone.
„Ja, ja, min Gut; Valborg spørger bare; dit Hus bliver snart baade trangt og koldt“. Nu begyndte hun igjen at synge og gik rolig henad Vejen, overladende de Øvrige til deres alvorlige Betragtninger.