Jutulskaret/Jutultider
JUTULTIDER
Bræen var kommen fra Nord med Sjøskodde dampende
af sin isblaa Rygg under Solbranden;
i tusen Aar havde Jorden skjælvet i Undfangelse
under den vældiges Favntag; nu vælted han videre
mod Syd, under Tordøn og Isflags dumpe Bristning
mod nye længtende Lande; men Jorden laa
modertung i Frysning og i Hede, med Mærker i
sit Kjød efter ham, som var dragen.
Vældige Jotner reiste sig af Bræens Sæd, Sønner, han i isnende Elskov havde avlet: Jotunheimens Flokk i Nord, sin Fader lig i skinnende Jøkelvælde; Thrond og Sølen, Rondane og Elghø som gryende Jotunfostre i Syd og Øst, alle nærede af sin Moder Jorden ud af dybe Moderkilder: Glommens store Livaare i Vest, Fæmunds brede Opkomme i Øst; men midt imellem Jordens Bryster, hvor Thrond died tilvenstre og Rondane tilhøire, havde Bræen, da han forlod sin Elskede, rispet en blodig Stribe med sin vældige Negl; Jorden, hun kjendte det ikke, thi hun gløded dengang i Undfangelse.
Saa fortaltes det da siden, at hin dybe Revne mellem Glommens og Tyslas Dal var Hugg efter Jutulen Thronds Øks, der han vilde stemme Glommens Vand over til Reyndallir; ja saa fortaltes det af Mennesker, da de sent omsider kom til austre Dalerne at bygge og bo derinde i Ødet.
Thi nu var Jordens anden Elsker, den guldskinnende Sol, kommen, og Jorden, hun laa der under hans straalende Øie lykkelig og tagen af Salighed: Birkeskogen som Dun over mulden Kind; Kjærn og Sjøer som unge Øine; Furuskogen som flommende Haar over alt hendes Legem, der hun laa blufærdig under Lyset; Fjeldkupler som jomfrusvale Barme.
Slig laa Jorden, slig laa Landet.
Men «Jutulskaret» kaldte Menneskene, da de sent omsider kom, hint brede Skar mellem Glommens og Tyslas Dalføre, syd for Thrond, øst for Rondane, vest for Sølen og Elghø, midt i austre Dalerne.
Og Mennesker kom til Tyslas øde Dal.
Skoggangsmænd med Spiut i Haand og Bue paa Nakke. En og en kom de, fredløse. Slog sig ned i den store Skog og blev.
Snart klang Buestreng i Skogstilheden. Truffen Elg lagde paa Sprang mod de hemmelige Kjærn og Kilder for at forbløde; ulende Ulvehunde fulgte Slagsporet; Mænd paa Ski jog efter. Og ved Kveld syded Elgeknoker i Kogstensfadet, mens skindklædt Kvinde sad paa Krakk ved Aaren og knuste Korn mellem Stene.
Hver ny Mand, som kom, sad i Fred som Frænde; thi Skogen var vid, og Dalen gav nok for alle.
Slog de sig da sammen i Følge flere, baade paa Jagt Vinterstide og paa Fiske Høst og Vaar.
Slig eied de Fjeld og Dal og Vidde sams mange, og var der nogen vældigere til at jage eller fiske end de andre, fik han Navnkundighed deraf; men Bytte blev delt efter Lodd og Mand. Slig syntes dem alle ret at være. Slig som og hin Hauk gjorde, der han i det store Fiske ved Cora Elv øster tog fire Mands Lodd, han alene, og veided to Elge paa Hjemfærd han alene. Deraf blev han namngjæten over al Tyslas Dal, ja og til Reyndalen tillige; men Lodd blev Lodd, og tog han ey mer, end Mand skulde tage.
Slig sad de da i Fred paa vide Gaarde, Hauk paa Haukstad, Eirik paa Øfverby, Thore paa Søgard, Thrond i Aasen og flere med dem.
Til en Gang i Alders Tid den kom den digre Daude; kom med farende Mand fra Syd og blev Gjæst i hver Dalens Gaard.
Da døde alt i Dale, Fæ paa Baas, Mand, Barn og Kvinde. Alt fra Aasen Gaard i Nord til Tveiten i Syd ved Skaret, ja helt til hin Hytte ved Midtskog mellem Dalene; men Hubro skrek i Jutulhamrene, og i Skaret tordned det hele Sommeren frem. Indtil alt det levende døde.
Og anden Gang laa Dalen øde i mange Mands Aldre. Bjørn og Binne brøled Vaarbrøl kring Husene; Elg skrek Haldarskrik ved Høst kring de tause Jorder; Orrhane buldred paa de slukte Skorstenspiber, hvor Maasaalaget laa tykt og frodigt over sotede Stene. Ja selv Hare, den rædde Mand, sad i morkent Fjøs og gnog den fine Arve, som grønsked mellem Gulvspringene. Til atter efter Mands Alder hin Arne kom fra Øst over Fonaasfjeld til Søgard farende og tog Bo i sjunkne Huse. Blaaste saa en Dag paa Lur, at døive den Rogg og Rædsel, som faldt ved Kveld over Ødet — og hørte da fjernt i Nord en anden Lur svare. Og ei var det Dvergemaal; thi det svared i klingrere Tone, som var det i Kvindelur det blaaste.
Da graat hin Arne.
Og som han gik efter den fagre Lokking i Skogene, traf han Jenten, som blaaste. Hun blev da straks hans Kvind, og slig sad Mennesker igjen i Tysladal. Men alle Skoggangsmænd og langveis farende eller fredløse, som slog sig ned, hvor de saa Ild ryke i Ødet, de kjendte Dalen som deres. Og ingen tænkte andet.
Kom saa den hvide Krist. Og med ham mangt stort Følge farende at gjæste hint den hellige Olafs Skrin langt i Nord over Fjeldene. Og i de vide Skoger sang store Klokker fra hint den hvide Kristes Offerhus, og mangt blev det, som før var god Gjerning, nu som ond dømt. Ikke fik Mand Mø tage; ikke fik Mand Lodd med Mand skifte uden først at spørge den hvide Krist; gjorde nogen efter gammel Sæd, at han slog Fiende tildøde, da tog ham mange Mænd og lod ham miste sit Liv derfor. Eller han blev utlægg som Varg i Veum. Om han da ei havde stort godt at give af Fisk eller Skind eller blanke Vaaben, hvad selv en hardt kan trænge.
Som tiest holdt da slige Mænd til derinde i det store Skar, som Jutul havde hugget og did kun Bjørn vaaged komme. Thi dér var store Huler i Fjeldet med Stenras dulgte, og Lyet for Stormen var saa stort, at mangt fagert og fremmed Træ voks derinde.
Hændte da ogsaa til Tider, at tagne Kvinder og slige, som havde syndet hardt mod den hvide Krist, slog sig til hine Skoggangsmænd og bar Børn med dennem.
Slig blev det Skoggangsmænds Ætt i Ødet.
Af disse Mænd kunde Tiderne frem mange gaa til ryddet Bygd som haandgangne Mænd hos dem, som var boende; snart som Jægere og Fiskere, snart som dagleiede Mænd paa Tømmerhugst eller Fjeldfærd; kunde de da ogsaa blande Blod med Kvinder mellem boende; saa blev de atter borte og leved i Skogene. For til Skogen stod deres Hu, og Vidden eied de som sin frie Eiendom gjennem Tiderne; thi ingen eied den og alle. Slig leved de dulgt i sine Kojer i Skogene og i det store Jutulskar. Der kunde Ørn, som fløi, og Tiur, som søgte Varme, fornemme fin Røg stige og lugte Em af Brand ved Sommer og Vinter. Men Kojerne selv fornam ingen. Ødet forraader ikke. Men Ødet skaber Skjæbne, og derom skal her fortælles.