Jutulskaret/6
SJETTE KAPITEL
Dagen efter, ved Kviltids-lete, var der nogen
fremmed hemmelig i Skogen ovenom Hanestad
Gaard ved Glommen. Hunden paa Gaarden havde
varslet to Gange; men ingen agted det videre; for
hele Gaarden sov.
Han, som var der ovenom Gaarden, maatte have staaet der længe. Han stod nok etsteds bortom Sautrø-skigarden og saa fremover til Gards; for Skjor, som brugte at holde til der ved Sau-trøen og Gris-huset i Kviltiden, var fløien. Én sad paa Fjøstaget vâr og vippende.
Der sused et Sommerveir fra Syd lindt gjennem den store Skog; tunge Furuduske duved; ung Kongle og Aarets gyldne Skudd paa de mørkegrønne Vinterkviste dufted solvarm Kvae opp i Godveirsblaakjen; men nedom Gaarden under ældgraa Fjeldesider drog Glommen gjennem den dalmørke Skogbund blank og blaa frem gjennem Skogs-evigheden; med blødt Vand fra de mange fjeldklare Opkommer drog den i bortgjemt Sus og Sang sin hastige Færd forbi. Kraaker fløi over og sad i de svarte Graner; blank Harr vaked paa den kolde Strøm.
— Nu gav Hunden igjen Vagtglæfs og drog undersøgende Aabentveir mod Syd langs Hafællen.
Han der inde havde nok flyttet sig.
Da stod der en Gubbe i Skjorteærmer, støttet paa Krogstav ved Svalstenen.
Han var bredrygget og før; han saa med vake Øine opover mod Gutuen og Skogen.
Kom der kanske Bygdefolk?
Han stod.
Nei. Der kom ingen.
Det var kanske Fuggel, som laa indpaa efter ungt Grønfôr ovenom Trøen.
Elg kunde ogsaa have draget forbi — — — —
Og hans gamle Tanke drog til Bjørnestudseren, som han havde kjøbt for tjuge Rigsdaler af ham Embret Smed paa Koppang.
Gammel-Semming Hanestad stod og saa med blassblaa Øine. Han sad Føderaad nu paa tredie Aaret heroppe i Vinterstuen. Han havde kjøbt Gaarden bygselfri til Odel og Eie af ham Lauritzen paa Fredrikshald Aaret før han tog Føderaadet, og nu iaar fikk Sønnen, han Haakkaa, den nye Vinterstue nede paa Jordet færdig. Tømmeret var hjemkjørt for fem Aar siden fra Atnelien. Saa nu syntes han, han var forsvarlig færdig — Slægten maatte vel nu sidde selvhjulpen og velhjulpen fremover alle Tider!
Han saa nedover.
Det blinked i den brede Tømmerbile, som bed i den øverste Stokk paa Kvarvet; Blyloddet hang langs Væggen ned; for nu lagde de Slindene.
Den brede gamle Næve flytted Krogstaven — Ja nu var han vel færdig!
Da vækked igjen Hunden.
Kjære, hvem kunde dette være, som var saa nære og ikke kom frem til Gards?
Løskar kanske eller sligt, som skulde til Sollien aat’m Embret eller derbortover? Kanske til Grøtdalen? Det drog ofte nogen didover nu, siden han Per Halvorsen, som fik ti a Siri Grøten, havde faaet sig opp Gard bortpaa der!
Ja, Gard vilde de alle ha!
Han snudde sig og gik ind.
Og det sov Kviltidssøvn videre paa Hanestad Gaard i Sommersolstegen. Bilen stod og blinked bred og still i Slindstokken. Hunden laa med solrindende Øine lukkede.
Men ovenom Gaarden, Ragstveien til Atneosen, gik nogen i Saueskindsvams med Kniv i messingspændet Bælte sydover og agted lidet paa alt Skogens flygtende Liv omkring.
En Huggorm reiste sig fra en Tuve fremved Veien — han veg udenom; Fuggel letted fra Træ og Myr; han saa ikke efter dem, hvor de satte sig. Han saa bare alt i ét Hanestad Gaard med den blinkende Tømmerbile i den nytømrede Stue, og det bed ham dybt i Bringen med slig fortærende Hug efter Gaard og Kvindfolk og sval Kove med Seng og Slinder. Og Barn i Vugge, som slang.
Ja, selveste alt Gaardsens gamle Slid med Plog og Græv og Hest og Kjærre, saa var det ham som et Under.
Og alt i ét tænkte han paa hende Kari Kirkestuen, at snart skulde han se hende igjen.
Saa gik han da fort langs Elven sydover til Atneosen, hvor han kom, da Solen stod i Brand i Aasen vester.
Der blev han i en tom Løe Natten over; men da Solen randt, gik han frem til Elvestøen og ropte «Sæt øver!»
Kom da en liden Gut over i Baad stakende.
Denne Gut færged ham over.
«Aa ska Du etter?» spurgte Gutten, da de vel var over.
«Aat Daløm,» svared han, som fôr. Og han tog Skindpung op af Vamsen og gav ham to Skilling Banko.
Da spurgte ikke Gutten videre.
«Du lyt gaa ind,» sagde han bare.
«Takk, det ska je itte,» svarte han, som fôr.
Saa gik han bagom Husene og tog Atnelien opp.
Og han gik, som vilde han gaa fra alt det, som vondt var i Verden.
Men denne Mand var Kristen Jacobsen Storstuberget. Fast ingen kjendte ham der paa Atneosen.
Men i Tyldalen og paa Tønset fortalte de, at et stort Fantefølge var faret nordover den Sommer.
Der stod en Jente i det fine Solregn over Dalen og stirred. Fjerne Regnbuer stod i Aasene; vester i Høifjeldet drog et Uveir blaasvartnende indover. Men Solen rev mellem guldbræmmede Skyer høit paa Himlen, og den styrtende Bækkesus nedover Jorderne hørtes høi i Middagsstilheden. Luften var sval.
Hun saa langs de lysgrønne bratte Lier med sin Græsvold mellem sprættende Bjerk; Længselen drog mod den skogsvarte, mørke Dal dernede, hvor Glommen dulgt drog forbi.
Heroppe i Sollien laa en ligesom ovenom og bortenom alle Mennesker; det var som at være paa Sæteren Aaret rundt og længte tildals, men aldrig faa komme!
Hun stod og saa nedover gjennem det solglitrende Efterregn, som drev i al Luft. Fjeldblaakjen var borte nu efter Regnet; én saa langt og klart indover alle Østfjeldene mod Reyndalen til.
Hun kjendte slig Lyst til at lokke paa en eller anden Buskap i Fjeldet; men hun taug. Det var midt i Kviltiden, og hun stod jo paa Kirkestujordet; bag om sig fornam hun Spiret af den nye lille Kirke, og hun kjendte det, som hørte hun halvveis Kirken til. Thi Far hendes bodde i Kirkestuen og var Ringer og Graver og andet sligt.
Nu var hun kommen hid tilbage efter al Sorg med ham Kristen Storstu, som var faren, og her skulde hun nu blive hos Far sin og aldrig fare til Reyndalen mer.
Det eneste maatte være, om hun skulde tage Tjeneste hos ham Embret paa Sollien, som trængte Folk. Det var stor Gard, og Folket der brugte at blive, naar de først var vel komne.
Og denne Embret Sollien var ligesom Hosbond i Dalen. Om en da kunde kalde det Dal slig en Afbygd bag i Fjeldet, som dette var.
Og hun stod der igjen og tænkte paa Reyndalen, hvor fager Dalen var, og hvor folkfængt og triveligt dér var at leve. Og hun stod mest paa Graaten, naar hun tænkte paa det altsammen. For der havde hun mødt ham Kristen, og hannem hørte hun til. Hun kunde ikke faa sig til at tænke andet, fast her var Gutter nok, som gik, og som gjerne vilde. Men hun, hun vilde ikke; for hun hørte ham Kristen til.
Skjønt nu var det tre Aar siden første Gangen og flere Maaneder siden den Gangen i Sommer — nei det var nok ikke mere end vel saa en Maaned, naar hun tænkte efter ret. Men nu syntes hun igjen, at hun havde levd her i Sollien al sin Tid, og at de Aar der paa Storstu var en Drøm. Og hun kjendte dem saa evigt igjen Kirkeklokkerne, at naar det ringte til Gravøl, var det Sorg, og naar det ringte til Bryllup, var det alligevel ligesom Sorg, og saa skulde det være. Og Præsten kom bare en og anden Gang de mange Mil fra Daløm over Fjeldet — og det var, som hørte de i Sollien bare halvt Vorherre til. Men i gammel Tid — sagde Far hendes — havde de ingen Kirke havt i Dalen, og Folk, som døde Vinterstid, stod paa Baar, til Sommeren kom, og saa blev de kjørt over Fjeldet til Daløm. Over Vænebygden og ned blev de kjørt; den Vei red ogsaa Barnedaab og Brudefølge; men de Ting gjordes gjerne i ét.
Men da var det muntert Folk i Sollien, fast de da ikke var mange — havde Far hendes fortalt. Men nu var det Sorg. Det eneste var, om nogen Gut kom, som én fik kjær. Da blev det værdt at leve den Stunden; men siden var der Sorg. Men saa var det vel i Verden laget. Og saa kom Døden tilslut. Og den var god at dø.
Hun kjendte, ligesom Graat sad i Bringen; men hun graat ikke; for det var i Kviltiden, og hun fornam bagom sig Kirkens Spir. Og hun tænkte, det ringte og sang:
«Dillom Dalom, langt borti Garom!» — og det svæved og svang i Solregnet langt, langt indover de fjerne Aaser; men Glaama hun gik dulgt dernede i svarte Skogen, og hende saa ingen her.
Hun snudde og vilde gaa —
Men kjære, hvad kom det for Folk bratte Veien opp?
Fremmedkropp, som gik?
Hun blev staaende, bøied sig ned og tog et Straa for at have noget mellem Fingrene og blev staaende for at se.
Fremmedfolk, som gik, var sjeldent Syn i Sollien.
Hun stod og stirred ufravendt. Det var solbrændt Folk, som kom — svarthaaret og i Saueskindsvams. Kanske Tater? Men da var der fler.
Hun blev endda staaende og stirre.
Nu stansed han, som kom, og slog Pusten; men han saa ikke hende; for hun var paa Jordet bag Skigarden, gjemt; han stod og saa sig tilbage nedover bratte Veien.
Der kom kanske Følge?
Hun var ildsvien; for de brugte gjerne tage Mad, naar de kom, og deraf havde de ikke mer end jævnt i Kirkestuen.
Nu gik han igjen og kom oppover. Han gik fort.
Hun havde mest Hug paa at snu og gaa; men hun blev staaende; for hun saa, han var ung.
Nu var han lige ved, saa hun fik se ham i Ansigtet.
Da saa han ogsaa hende. Og de kvakk begge. Men han stansed og stod.
Hun tog sig til Bringen og fik ikke Pusten.
«Men i Jøssø Christi Namn!» sagde hun sagte for sig selv.
Da stod han fremved Skigarden.
Han strøg med Albuærmet Sveden. Men han sagde ikke et Ord. Bare stod og saa paa hende med svart brændende Øine, som bad. Og han smilte som Barn, der har gjort galt, og ikke tør tale, fordi det er saa galt.
Da gik hun Fod for Fod borttil.
«Je spør dei je,» sagde hun. Og nu stod hun ved Skigarden med Haanden paa Gardskien bent imod han.
Han svared ikke, fik bare Finger for Finger af hendes Haand fat og holdt nu hele Haanden.
«Je kjem att je, Kari,» sagde han.
Da skjød Blodet skyllende rødt over hendes Ansigt og sank sagte rødmende. Men Øinene var blanke. Og det bævred saa smaatt kring Læberne.
«Guskjelov da!» hvisked hun.
Da saa han paa hende, og hun kjendte det som et Sting af Glæde tvers gjennem al sin Kropp.
«Ja, seier Du det?» svared han. Og han smilte saa underlig.
Hun holdt fast.
«Ja, skulle je seie anna?» spurgte hun. Saa saa hun ned.
Og der var stille. Bare at Fløien — den blanke Fløi paa Kirkespiret der bagom — gren og svinged i urolig Luft efter Torslaatten, som havde faret.
Og det stansed at blinkregne i Solskinnet.
De stod lidt. Saa tog han sin Haand tilbage.
Da smilte hun, som hørte hun ham til gjennem lange Tider.
«Det er valt,» sagde han.
Han tørked igjen Sveden.
«Ja kjære, kom ind aa faa drikke,» sagde hun — hun glemte, at det var Kviltid, og at Far hendes sov derinde i Koven.
«Aa — det er itte værdt,» svared han. «Je gaar bort paa Sollia,» føied han til.
Det kvakk uvilkaarlig i hende.
«Huf nei,» svared hun. Hun fik Tag i hans Arm. Da smilte han.
«Vart Du ræidd naa?» spurgte han.
Hun blev blussrød, men svared ikke.
Hans Øine stod stærke paa hende.
«Det er slut detta naa,» sagde han.
Da gik hun frem langs Skigarden og kom Grinden ud.
Men Manden i Kirkestuen var kommen frem i Glasset og stod og saa ud paa de to.
En Time senere gik Kristen Jacobsen Veien opover til Solligaarden for at søge Tjeneste der. Og om Kvelden var han fæstet som Vinnkar hos Embret Sollien.
Den Kveld sov Kristen Jacobsen alt ved ti Slett; han sov paa fuld Mave; for de aad godt der paa Sollien, og Jenten, hun Kari Kirkestuen, vented paa ham forgjæves; men Kvelden efter, mod Høgstnats-lete, som det graaned henover alle Jorder og skumred rundt alle slumrende Huse, da kom der nogen. Kom Veien nedover forbi Kirken, men stansed paa Afstand, uviss. — Smøg sig saa frem og skotted med Haanden paa Kammersglasset. Der sov nogen derinde. Den, som skotted, saa, det var Kvindfolk; saa kakked han sagte paa Ruden.
Hun, som laa derinde, snudde sig braatt og løfted Hodet. Saa laa hun igjen stille.
Men han paa Ruden var forsvunden og sad nu ved Skigarden i Græsset og vented.
Om en Stund klakk det i Klinken, og en Jente i Hoselæster smøg ud med Skoene i Haand. Hun satte sig paa Svalstenen og drog dem lydløst paa, skotted mod Vinduet og lyed; gik saa fort og søgende, Stuen rundt. De unge Bryster skalv under Linet, der hun gik.
Hun stod; — hun fandt ham ikke. Hun blev staaende og se udover Jordet.
Saa med ét fik hun se ham. Han havde reist sig ved Gjærdet og gik nu sagte nedover.
Hun stod endnu lidt.
Kom saa springende efter, langs Skigarden og Jordet ned.
Dernede ved en Stenrøs sad han. Et Par Siljuer randt tæt ved; en Gran bed fast i det magre Lænde. Men det dufted Juniblomst og begyndende Kløver fra Jordet, og det hvidned paa Prestekrave langs Akerrenen.
Som hun naadde nedtil, gik hun pludselig sagte. Saa stod hun medét lige ved ham.
Da slog han med et Hugg begge Arme kring hendes Fang og drog hende nedpaa sine Knæ. Hun gav et lidet lykkeligt Udraab, som straks taug; saa slog hun Armene kring hans Hals.
Slig sad de uden et Ord.
Endelig reiste han sig. Og med Armen kring hende gik han taus mod Skogen.
Hun drog Aanden, hedt og forundret, men stred ikke mod. De talte ikke, bøied bare af, did hvor Gjærdet svinged mod nord. Dér hjalp han hende over.
— — Det var stille i den søvnblaa Skog. Og stille fra de dulgte Jorder omkring.
Akerriks knarped ikke heroppe; den hørte Dalen til. Maaltrost holdt netop sin Nattefrist og taug; den vented paa Gry for at begynde.
Hare kunde liste kring Jorderne og ligge indpaa rundt Stenrøserne; Smaahare kunde stikke mellem Buskene; men nu laa den inde, og den voksne Hare var alt sprungen, saasnart den første Lyd af de to hørtes.
Hunnerne gik alle drægtige af andet Kuld; Hubro og Høg og sniken Ræv havde fraadset mellem Skara ungerne, saa af dem var der faa igjen. Men dybt inde spandt en Natteravn sin morkne, mystiske Vise.
Gjennem al Skogen gik en hemmelighedsfuld Sus af Slummer, et sommerdybt Vift af Dagens sovende Luftning; den aanded i Nattesløret som i en drivende, vuggende Vugge. Og Himlens blaadunede Teppe hvilte let derover, fæstet af natbleke Stjerner dybt inde.
Al Høifjeldets og Storskogens Natur laa i Elskovs Hvile; al Dagens stærke, vilde Lyd, alle mætte, store Kræfter taug og kjendte sin Kraft.
Og de to Naturens enkle Mennesker gik dybere og dybere ind, som ledte de efter sig selv.
De taug begge. Hans stærke Arm med de brune Hænder var som Jern kring hendes Skulder; hans vilde, mørke Skjægg laa mod hendes Kind, mod hendes sunde, hede, æblerødmende Kind. Og Aandedræt gik og kom, som veksled de to sit Liv derigjennem.
Nu stansed han.
En stor blaagraa Sten laa fri mellem Granerne. Blaa stod Nattehimlen over; kjøligt Bækkesig dufted Svalhed ud af Moss og Grønske tæt derved. Men blyg Linnæa vokste hemmelighedsfuld rundt de unge Graners fine grønne.
Han stod.
Han stod og saa paa hende, og smilte.
Og hun smilte tilbage.
En Mand, fortærende vild af Liv og Ensomhed i Skogene; al Skogens kjølige Brand i hans Blod — og en ung Kvinde, som vilde ham og intet andet end ham i Verden vide.
Da talte han, hviskende. Talte sagte, som kunde nogen fremmed høre dem derinde.
Og Ordene, de faa, enkle, jog som Staal gjennem hende.
«Je kjem att je, Kari,» hvisked han.
Hun saa op paa ham. Og hun smilte.
«Du gjør det, sir je,» svared hun; hun kjendte sig tung af Lykke.
»Ja, det gjør je,» hvisked han endnu lavere.
Og han knuged hende til sig.
«Er det sikkert det da?» spurgte hun saa. Hun stræved med sin Aande.
Han slog begge Arme omkring.
«Ja det gjør je,» kom det dirrende.
Og hun fornam igjen disse kjærnsvarte, fortærende Øine.
Hun taug længe.
Og de kjendte hinandens Legemer skjælve.
«Bære Du itte gaar att!» hvisked hun. Hendes Haand famled langs hans, som var om hendes Rygg. Famled som for at løsne, skjønt hun ikke vilde.
«Nei ailler, Kari!»
Han holdt fastere. Og hun syntes, hun var mellem Klør af Staal.
Da sank hendes Pande mod hans.
«Aa Kristen!» kom det stødvis, rykkende.
«Aa, je heill saa taa dei!»
Hun smaaskalv.
Han løfted hende næsten; han svinged hende rundt, saa hun kom med sopende Skjørter opp mod Stenen.
Der blev de staaende tæt ihop.
«Je har te’e Plads paa Sollien,» sagde han om længe. Stemmen var ru af Hede.
Hun saa opp paa ham, som hørte hun ikke. Og hendes unge Øine var natblaa sløret.
«Ja,» sagde hun.
Men Skogene omkring taug om, hvad der siden hændte.
Bare at de vaagned ved, at en Hare skrek og braatt blev taus, dræbt af et Hugg fra en Hubros tverkvasse Næbb. Og de saa den store Fugl lette paa lydtomme Vinger med det graa Dyr i sine Klør, bort mod Bergkløfterne.
Men, da de kom ud af Skogen, randt det første dæmringsgyldne Gry over Fjeldene i Øst, og Skogtoppene svartned morgensvale.
Begyndte da ogsaa Maaltrast at synge.
Men Tiur spilled ikke, og Aarhanen taug. Den laa ensom inde ved de store Myrer fjernt fra Høne og Føstre og vented paa Solgløttet.
Da vilde den sidde paa Topp og kanske slaa et Par Spill mod Solen, fast det nu var Sommer.
Og de to gik Haand i Haand og smilte; og nu talte de høiere; thi nu vidste de, at alt sov, Morgenens dybe, betagne Søvn, før Sol stod opp.
Men da de kom frem til Hafællen, stansed Kristen.
«Je trur, je gaar øver Jorde, je,» sagde han.
Hun saa paa ham som en Slave.
«Ja, søm Du vil,» svared hun. Hun var hans med hver Trevl og Tomme. Og bad han hende nu om at blive Skoggangskvinde, saa fulgte hun ham; det vidste hun, hun gjorde.
Han stod med Foden paa Skigarden og begge Hænder om Skigardstørene.
«Nær kjem Du att?» spurgte hun.
«Aa, imaarraa!»
Han svingte sig over Skigarden og gik langs Aakerrenen nedover. Men da han var kommen halvveis Lien ned, snudde han sig og saa oppover. Saa gik han bent over Jorderne.
Hun stod urørlig fremved Hafællen og stirred.
Slig gik den yre Sommer.
Der var kommen noget frodigt og blussende over Kari Kirkestuen, saa erfarent Folk begyndte at undres. Endda hun lokked saa kvellt og ungt hver evige Dag, hun gjette.
Men udover paa Høstkanten begyndte hun at tie, og da Løvet faldt, gik hun alene i Skogene kring Kirkestuen og graat, naar hun trodde sig sikker.
Indtil Faren engang de gik fra Kirken, hvor der havde været Præsthelg, fik se det.
«Aa fel det dei?» spurgte han saa.
«Je vet itte!» Hun stakk i at graate.
Da mørkned Faren.
«Det er fuill ittnaa gæli væ?» spurgte han.
«Nei, itte det, je vet!»
Hun graat saarere.
Nogen kom nede i Veien. Saa taug Faren. Og hun tørked sine Øine med Tørklædsnippen.
Men da den, som kom, havde hilst og var gaaet forbi, spurgte Faren igjen:
«Det er fuill ittnaa gæli me dei væ?» spurgte han.
Og han saa nøie paa Dotter sin.
Nu graat hun ikke længer.
«Je vet itte je,» svared hun koldt og kort; hun gik og saa ned hele Tiden.
Da taug Faren.
Og der blev ikke nævnt et Ord mere mellem dem to om den Ting hele Høsten udover.
Der stod to fremved Kirkestu-hafællen en svart Oktoberkveld. Han paa den ene Side, hun paa den anden.
Det lyste ud fra Stuen; det blinked fjerne Blink af Gaarde i Høstmørket. Og Lierne sov.
Det var saavidt de kunde se hinanden, der de stod. Og det var saa Nattens stillt omkring.
«Je lyt tala aat’m Far,» sagdes der lavt i Stillheden.
«Ja» — blev der langelig svaret.
Han, som havde svaret, syntes svart i Mørket.
Da smøg hendes Haand bort paa hans, som holdt kring Gardskien.
«Du reser fuill itte,» bad det.
Nogen drog Pusten tungt.
«Je vil kjøpe Plads,» sagdes der stærkt og bestemt.
Hun svared ikke. Der var noget, hun ikke vaaged sige.
Endelig kom det.
«Du vil itte ta att Garden da?» spurgte hun vekt.
Han gav et Rykk og slapp Taget i Skigarden.
«Nei, det vil je ailler,» svared han.
Hun stod som før.
«Ja — søm Du vil,» kom det. Og hendes Øienlaag blev saa lykkeligt tunge.
Paa dette svared han ikke; men hun fornam et Tag i Skigarden, og snart efter kjendte hun ham tage rundt omkring hende.
«Jinta mi!» sagde han, som om han minded sig selv derom.
Hun slog heftig begge Armene omkring.
«Aa, je heil saa taa dei, Kristen,» hvisked hun.
Ud paa Vaarkanten, da Søndenstorm sled i Skogen om Nætterne og Fjeldet glitred i Solbrand og Skare om Dagene, kom der Barn til Verden i Kirkestuen.
Kari sagde intet til Farens haarde Ord, og saa talte han da med Kristen.
«Aa er det Du fær me’, Du?» spurgte han.
Kristen Jacobsen saa rakt paa ham. Det var endda ved Solligrinden.
«Det gaar an, nær en har naae aa fara me’,» svared han strid. Øinene var svarte.
«Du har Gard kanske?» haaned Faren.
Kristen Jacobsen spytted.
«Kanskje det au, om je vilde,» svared han.
«I Rendalom da?» Farens stride Hudfolder slakned.
Kristen svared ikke paa dette.
«Je vil bi her i Bygden,» sagde han.
Faren drog paa det.
«Du har ingen Gard her hiti,» sagde han.
«Je kain fuill faa,» svared Kristen.
«Ja, naar én har naae aa kjøpe for,» kom det drygt fra Faren.
Kristen smilte.
«Faar sjaa da,» svared han.
«Ja, det bir naa din Sak! Du lyt fø dem baae,» sagde da Faren; men han gik tryggere fra Kristen, end han var kommen.
Aaret efter satte Kristen Storstu sig ned paa en liden Plads, som kaldtes Brettningstuen; der drev han hele Somren frem, tømred Hus og fik alt paa Fode. Om Høsten igjen blev de gifte, og der fødte Kari sit andet Barn. Men det sagde Embret Sollien, da Kristen drog, at likere Dreng havde han aldrig havt, og likere fik han nok aldrig.
Slig blev Kristen Jacobsen hjemfast der i Sollibygden, og Kari kjendte sig som Kjærring, der hun sad.
Fra dem i Skogene hørte de intet. Taterfølger fôr, og Kristen talte med mange; men Jenten, hun Kirsti, kom aldrig frempaa, og heller ikke hun Gammel-Guri.
Saa maatte de da tænke, at Gammel-Guri kanske alt sov under Sten mellem Svartskogsgraner dybt inde, og at Jenten havde slaaet sig til anden Fant og var bleven borte.