Jutulskaret/1
FØRSTE KAPITEL
Paa Gaarden Berget i øvre Reyndal, under Sante
Simons Kirkesokn, bodde der i den store Stue
bent under bratte Groven paa øvre Side af Allmandveien
en Mand, som hed Kristen. Det var
endda paa de Tider, da salig Martin Lutheri nye
Tro fornys var kommen til Lande, og medens
endnu mange bad til den hellige Jomfru Maria,
Guds velsignede Moder, skjønt hun var tagen bort
af Kirken forlængst.
I Sante Simon øvre og Sante Petri ytre sad dengang en af de nye Præster, Hrr Erik; den gamle af den sande Tro var bortdreven og var faren over Sølenskaret ad den gamle Pilgrimsvei til Engerdal; somme sagde, at han holdt sig der og havde meget af Kirkens Gods; andre trodde, at han var faren videre til Sverige langs Sølenelv og Klara ned til den store Sjø og sad der med sit Kvind, hun Bjørghild Utistu, som var bleven borte paa disse samme Tider; sikkert var det, at fra denne Bjørghild hørte man siden intet, endda hun var eneste Barn paa Utistu Birkesetr og havde Gaard ventendes.
Efter hende sørged denne Kristen paa Storstuberget; han havde løst Barn med hende, før hun fôr, og dette Barn, som var døbt efter den gamle Tro, hed Jacob.
Kristen Storstuberget var af Ætt nær i Slægt med alle dem, som bodde i vestre Grænd, baade med Haakkaa paa Velstu og med Thrond paa Vangen — saa og med Erik paa Sørberget og Ola ved Bruen; alle disse stammed gammelt fra hin Thrond paa Berget, som eied Gaarden i Bygsel under høisalig Kong Kristiern og efter hannem Kong Hans. Var da ogsaa denne Slægt paa Berget fra ældgammelt af giftet ind med Folket paa Haug og siden med Folket paa Birkesetr.
Kristen Storstuberget gifted sig ikke videre, da denne Bjørghild Utistu var faren. Han havde fremmed Kvindfolk til Hjælp paa Gaarden, og slik voks Sønnen, denne Jacob, opp.
Storstuberget laa slig til, at alt det Folk, som fôr Landeveien fra Akre i ytre Reyndalen eller fra Aasen i Tysladalen, de stansed gjerne der og tog Rast. Saa og det farende Folk, som kom over Kjølen Groven ned fra Glomdalen, baade de fra Hanestad og fra Grøten og fra Atnaos. Men de fra Barkald eller Urstrømmen, de fôr gjerne langs Jutulskaret til Tysladal og fik Kirkegang derstedes.
Mellem alt Folket, som stansed paa Storstuberget, var ogsaa farende Fant. Denne Fant fôr med Hest og i stort Følge. Fik de ikke, hvad de kræved, brugte de Vold.
Bønder havde Kast paa Kast lagt sig ihop og gaaet dem an med skarpe Vaaben, havde ogsaa slaget en og anden ihjæl. Da fôr de af Gaarde; men slige Aar blev der store Skogbrande, og brandt ogsaa et Aar Englaaven for Storstuberget, saa siden gav de det opp og lod dem husere.
Naar de saa atter kom og fik sin Vilje, kunde de give gode Raad om mangt, baade for Folk og Fæ, og fortælle videnfra gjennem mange Bygder. Og denne unge Jacob, Søn efter Bjørghild Utistu og Kristen Storstuberget, havde meget sammen med denne Fant, som fôr, baade Handel og andet.
Dette begyndte Folk at synes var underligt. Men han brød sig intet om, hvad der blev talt.
Saa hændte det et Aar, at der senhøstes kom en fremmed Ko paa Baas i Storstubergfjøset. Den var af andet Slag end Bygdens, hvid med brandede Sider, og havde smekre Horn, som bar sig fagert. Koen var ogsaa med Kalv; for den stod borte og førte sig tungt, naar den gik. Men Hodet bar den høit og vagged med Hornene, som havde den været Bjældeko der, hvor den kom fra.
Da Kristen Storstuberget fik høre om denne fremmede Ko i Fjøset, talte han til Jacob, Sønnen.
«Har Du kjøft Ku?» spurgte han og var kvass i Øinene mod Sønnen.
«Nei, det har je itte,» svared Sønnen; det var, som svared han langt inde fra en Skog, eller som en Mand i Taage svarer en anden.
«Da er det Taterku,» sagde Faderen.
Jacob, Sønnen, smilte, men svared ikke.
Den brandede Ko blev staaende Vinteren over og fik god Foring. Somme mente, at Nisse om Natten var frempaa og fored. For der syntes Mærke efter liden Barnefod i Sneen af og til framved Fjøset om Morgenen, naar Budeien kom. Eller om det havde været farende Fant? Det vidste ingen.
Men den hellige Langfredag mod Kveld kom Budeien ind i Stuen til Kristen og fortalte, at nu havde den fremmede Ko faaet Kalv, hvid og brandet som den selv, og det var Oksekalv attpaa.
Da gik baade Kristen og Jacob ud i Fjøset.
«Ja naa har vi Rase,» sagde Kristen — «om den bare duger!»
Jacob smilte, men svared ikke.
Da sagde Kristen, der han stod og saa paa den frodige Kalv, som laa snehvid og brandsidet med sortfrynsede Øine i Kalvebingen fremved Vass-karret:
«Brandsi ska’ Du hete» — sagde han.
Større Forundring blev det tre Dage efter, da Taterkoen havde sluppet Raamelken; da gav den Melkasken to Gange fuld ved hver Melkning og holdt paa slig til langt ud over Høsten.
Og paa Sæteren tog den Vei fra Bjældekoen og vilde gaa først baade til og fra.
Da røg de to ihop, saa baade Gjætergut og Sæterkulle saa paa det, udenfor Sauetrøen, og der blev Bjældekoen stanget overende, saa hun laa; men Brandsi gik med vaggende, messingknappede Horn foran Buskapen til Stormyrbeitet ved Harsjøen.
For nu var hun kjendt.
Men samme Høst blev den gamle Bjældeko slagtet. Og Brandsi fik Bjælden.
Slig kom den brandede Rase i Bergslægten paa Storstu; men Folk i Bygden sagde, at denne Jacob havde Svarteboken, og den havde han af Tater, som fôr. Eller og var han huldren Mand; for at Brandsi var Hulderko, det forstod hver og én.
Et Par Aar efter, en Høisommer, kom der da ogsaa Syn for Sagn.
Det var otte Dage efter Jonsok, at Datteren paa Velstuberget, hun Johanna, var gaaet paa Harsjøvolden for at lage istand, til Buskapen skulde oppaa.
Fremved Sjøen, naar en kommer op paa Kjølen, er der en liden Løe i vilde Skogen.
Som hun gik Kjølveien og kom frem til Løen, braastansed hun og blev kold. For tæt ved Løen sad der paa en Stubbe et Kvindfolk, som hun straks forstod var Hulder. Hun glitred af Søljer i Solbranden, og Bæltet skinned som Guld; Haaret var svart og hang løst; men der var stukken Hue over.
Dette Kvindfolk sad paa Stubben høit, saa Benene slang; men Benene var bare og graa.
Da slog Johanna sig ned ved en Smaagran og bad Fadervor, om kanske Huldren skulde blive borte derved.
Men hun sad.
Ret som Johanna Velstu laa, hørte hun Mandsfod komme. Da skalv hun, der hun laa, at han skulde se hende; for nu gik han lige forbi.
Men da hun fik se ham, var det Jacob Storstuberget. Da fôr det koldt gjennem hende, at han gik efter Kvindfolket og var huldren af hende. For hun kjendte det i sin egen Bringe saa underligt, at der gik en Kar, som var efter Kvinde kjær, og hun syntes, hun selv kunde skrike ud i Skogen; for det var jo ham, Jacob Storstu, som gik. Og det blev skumt for hendes Øine.
Men da hun kom til sig og saa, sad ikke Kvindfolket længer paa Stubben; men de stod der to, han og hun, fremved Løen og havde Armene om hinanden, og hun hørte et underligt Jø i Skogen, mest som Graat og Latter i ét; og hun var sikker paa, at det var Kvindfolket, som skrek. For det var som en vild Fugls Skrig, endda det var hedere og sved hende inde i hendes Barme, saa hun vilde graate.
Da slap Jacob Storstu hende, Kvindfolket. Og de stod og taltes ved de to, som var hun en Jente og ingen Hulder. Og da hun snudde sig og lo, var hun ikke hul i sin Rygg, men havde Trøie med Hægter som andet Folk.
Da fôr det noget andet gjennem Johanna Velstu: Hun tænkte, at dette var Taterkvind, og at Jacob Storstu var falden i Elskov med hende.
Men da hun saa til de to, gik de begge ind i den vesle Løe i Skogen, og der røg en liden Røg af Løen.
Johanna Velstu kjendte noget saa synderligt. Hun frøs i sit Ansigt, fast det var Solsteg og høi, varm Luft; hun vidste nu, at paa denne Jacob behøved ikke Bygdens Jenter mer at tænke, og hun syntes straks, at han var som en fremmed Mand, som en vilde have ud af sit Minde, men ikke rigtig kunde.
Saa bad hun igjen Fadervor, men tænkte paa den hellige Guds Moder Maria, som dog ogsaa var et Kvindfolk.
Gik hun saa Skogen omkring, vidt forbi Løen og bent mod Sæteren, hvor hun gav sig til at stelle i de øde Hus. Men det var hun fast bestemt paa, at tilkvelds vilde hun hjem. Hun længted saa hardt efter Mor sin, og der var kommen slig underlig Graat og Skjælving inde i hendes Kropp.
Som hun drev der i Sæterstuen udover Eftaen og havde skuret Gulv og enerstrøet og nu netopp havde tændt paa Aaren for at koge sig nogen Myssmørdrikke attaat Brødkliningen, kvakk hun ved, at det tog i Døren.
Hun sagde Jøssønamn og stod og vented, at nogen skulde komme.
Men det kom ingen.
Da blev hun fælent kold netopp, fordi der ingen kom.
Saa læste hun Fadervor helt, og da hun bad om Frelsning fra det Onde, tog det igjen i Døren.
Da stod hun trygg, men kjendte sig kold som Sno i Ansigtet.
Men han, som kom, var Jacob Storstu.
Han stod i Døren og smilte, men holdt i Klinken, som var der nogen bag ham.
«Gud sign,» sagde han.
«Aa Gud sign saa sent,» svared hun igjen.
Da drog han Døren i efter sig, slapp Klinken og kom frempaa.
Saa satte hun Krakk frem.
«Jeg skjønte, Du kom,» sagde hun da. «Je førnam Vardøgge dit her retnaa!»
Da smilte han igjen til hende.
«Saa?» sagde han.
Han satte sig ikke. Men hun, endda hun smilte, tænkte hele Tiden paa Kvindfolket med Søljerne og den stukne Hue over det svarte Haar, som flommed.
Da sagde hun:
«Det var svart Vardøgge, Du hadde!»
Hun lo ikke, skalv heller ikke paa Maalet.
«Ja,» svared det udom Væggen.
«Jøssønamn,» sagde Johanna Velstu igjen; hun kneppte Hænderne ihop.
Men da satte Jacob Storstu sig, som om ingenting var.
«Det er vakkert Vær om Dauen,» sagde han, slig som Folk bruker sige.
Nu skjønte Johanna for sikkert, at det var Taterjente, som fulgte.
«Ja, det er saa,» svared hun og tog igjen til at stelle fremi Aaren.
Slig gik en Time.
Jacob Storstu sad fremved Aaren paa Krakken og drakk Myssmørdrikke; Jenten sad ved Siden og aad. Og det lued saa rødt af Fururoden, som stod i Aaren inderst.
Men til hende den svarte fornam de intet videre.
Da de vel var færdige og Kvelden laa blaa paa Ruderne, sagde Jacob Storstu:
«Bir Du her i Nat?»
Han skotted mod Sengen, som stod kold.
Hun saa paa ham.
«Vilde Du det, Du da?» spurgte hun.
Han saa igjen paa hende og kjendte, at Sæteren var nattevarm, fordi der var en Jente kommen. Men han svared ikke.
Sad bare med Hænder i Fang, stærke Hænder og unge.
Om en Stund svared hun paa det, han først spurgte:
«Nei — je lyt nok ned att,» sagde hun. «Du slaar fuill Følgje?»
Paa det sad han længe.
Og hun, hun stod fremved Skjænken og havde Tørklædet om sig bundet; men Hænderne i hendes Fang fingrede med Tørklædfrynserne.
«Det kan je fuill,» kom det tilslut. Og han drog Pusten skjælv.
Da skjønte hun, at de to havde tænkt at være i Sæteren Natten over, og at ingenting var for sig gaaet der i Løen, kanske, fordi han var fælen og det endda var Dag. Men om Natten vilde han være i hendes Vold.
Da sagde Johanna ganske stillt og saa paa ham, som sad i Ildslyset:
«Det er bedst, vi bir i Følgje!»
Og hun syntes, Ordene hørtes tvers gjennem Sætervæggen og langt ud.
Han sad og stirred i Gloen og blev ligesom klarere og stillere.
«Ja, gjinne det,» sagde han.
Saa slukte de paa Aaren; hun fik Tørklædet fast bundet over Luen, laaste Sætersælet og stakk Nøklen til sig.
Saa gik de.
Det var slig fager Junikveld derude. Det blaaned paa Sjøen, og al Luft var fuld af ung Sommer. Maaltrost sad i Tallskogen og sang sin svale, natklare Vise. Himmelen var hvidblaa varm, og bleke Stjerner skalv inderst inde. Og Nat kom kjølig drivende langs Bækkefar og Myrer med sød Duft af Blyme i Følge.
Slig gik de fremover Sæterveien de to.
Johanna Velstu vented bare at høre svart Jenteskrik derinde fra Maasaarabberne; det kom og gik som Ilinger i hendes Kropp; han gik tæt ved Siden og sagde ingen Ting.
Ret som de kom frem paa Groven og fik se Dalen og høre Susen af Rena-aa, som sang Søvn dybt nede, stansed Johanna. For noget sprang over Veien foran dem.
Men Jacob Storstu bare gik.
«Ta er ittnaa,» sagde han.
Da kom hun fort efter.
«Bed Gud bevare dei for detta, Du!» sagde hun, og hun kjendte sig ør og vek af Susen fra Rena-aa.
Saa gik de videre nedover, og Sten rulled, der de gik bratte Groven.
Men da de var komne i Sve-svingen, der Grova slutter, gik de to ibredd, han med Armen kring hendes Liv, hun med begge sine Hænder fast om hans ene, baade angst og villig.
Men hvordan dette var kommen, det vidste de ingen af de to; bare at Natten var saa underlig sval og paa samme Gang, at Fugl sang isøvne fjernt fra skumre Kviste, og at de havde hørt en Jente — eller kanske en Hubro skrike illt langt inde paa Groven.
Ved Sve-trøen vilde Jacob Storstu svinge af mod Laaven, som stod der graa og varm i Natten; men da løsned hun Tag.
«Naa lyt je gaa hem att,» sagde hun. Men det gjorde hun ikke. For der var slig underlig Magt i Natten. Og der kom slig gammel døvende Duft af Høi fra Laaven.
Hun husked det altid siden.
Men da hun den Nat gik opp paa Ramnen, kjendte hun Lykken dirre sælsomt inde i Brystet, fast hun hele Tiden, naar hun tænkte paa ham, tænkte paa to. Men den anden var den svarte Jente med sølvstukken Hue over Haaret.
Vinteren efter, ved Helligtrekonger, blev Johanna Velstu Kone paa Storstuberget, og i Martsi Maaned kom første Barn. Det var en Gut, og de kaldte ham Kristen efter Bedstefaderen. Men denne Kristen fik svart Haar og svartbrune Øine, fast baade Far og Mor var af lys Ætt og al Slægten var blaaøiet.
Dette kunde ingen skjønne andre end gamle Kari Sørberget, som mente, at det kom sig deraf, at de havde Hulderku der paa Storstuberget. Da hændte det, at Slægten svartned og blev mindre, som hændt var med Torleif paa Haarrenna-setr. Men slikt var Melkens Skyld.
Jacob Storstuberget blev stillsom og underlig fra den Dag, han saa Barnet.
Saa en Dag paa tredie Aaret, efterat Gutten var døbt, blev denne Jacob Storstu borte og kom aldrig att.
Folk, som fôr med Kul paa Rørosen, trodde sig at have seet ham i Taterfølge dernord; men andre mente som Johanna, Konen, at han var bergtagen Mand.
Der blev ringt med Klokker efter ham baade i Sante Simon og Sante Petri; men ingen fandt ham hverken som As i Skog eller som bergtagen Mand i Hule siddende.
Saa blev han skreven som død i Kirkens Bog, og ingen tænkte videre paa ham der i Dalen.
Men Konen, hun Johanna, sad igjen som Enke der paa Storstuberget gjennem alle Aar med denne sin Gut Kristen, som voks opp, svarthaaret og taterøiet, med Sind stridere end Folket, han var kommen af.
Eftersom denne Kristen voks opp, kom det vildt frem i ham; støtt drev han i Skog, og det Aaret, han gik for Præsten, brugte han Kniv.
Moderen, hun Johanna, gik i Sorg for ham, og Folk ymted om, at han nok var Bytting, hvad let kunde gaa for sig der paa Berget, hvor farende Folk fôr ud og ind hele Aaret rundt.
Saa sagde Folk; men hun Gammel-Kari Sørberget, som havde været Barnehjælp den Gang, Kristen fødtes, hun svor paa baade ved den Onde og ved den hellige Guds Moder, at Barnet havde svart Haar og svarte Øine, da det kom af Mors Liv; det saa hun, før hun bandt ham fra; saa huldren maatte Far hans eller Mor hans have været, men helst da Faderen, som siden var tagen i Berg, og ikke Moderen, som sad igjen paa Gaarden og aldrig havde havt med Tater at bestille, fast hun var Fattigfolk god.
Men vilde de vide mere, saa kunde de bare se efter paa ham Kristen under venstre Brystvorten; for der var en brun Føflekk, og slig havde Faderen, han Jacob, og. Det vidste alle, men hun og han Kristen Trøen bedst; for de havde synet Barnet, da hun Bjørghild fik det paa Utistusæteren det Aaret, Lemæn-dauden grasserte.
Da saa Kristen en Høst skulde gaa for Præsten, kaldte Hrr Erik, da han kom opp fra Petri og bodde paa Bjørnegard Uti, Johanna Storstu til sig for at tale om Sønnen.
Hun gik samme Dag. Over Broen og den lange Vei over Moumb, opp forbi Norsetr til Bjørnegard Uti, og kom ind til Præsten, Hrr Erik, som just sad og aad ferskt. Der lugted af god Fiskesø i Stuen, og det, Hrr Erik aad, var fersk Aure fra Mistersjø; Manden paa Moumb havde fortalt, at han Dagen forud havde været i Missjøhaugen efter Fisk, som Hrr Erik havde taget af ham for Offerskjæppe.
Reiste da Præsten sig straks fra Maaltiden og bad hende følge paa Kontoret ind. Han havde at tale med hende.
Da kjendte hun sig stærkt hed i Bringen, skjønt det var Høstdag og Aspen alt havde begyndt at skjælve med høstbleke Blade.
Saa bad Præsten, Hrr Erik, hende at sidde. Men hun vaaged ikke og stod.
Da spurgte han hende meget ud om denne hendes Søn Kristen, og hun stred meget med, hvor langt og hvor sandt hun skulde svare.
Da hun nu havde svaret baade ja og ha og ingenting længe, mørkned Hrr Erik mere i sit Ansigt, og saa spurgte han hende og sagde:
«De fortæller og tror, at denne din Søn er som Barn af Fant forbyttet. Har Du nogen Tro derom?»
Da svared Johanna:
«Nei. Om det trur je intet, at det saa skulde være. Han har brunt Fømærke lige under venstre Brystvorte. Slikt havde og Far hans, han Jacob.»
Da nikked Præsten.
«Men dette, at han er svart og har farende Fants Øine, hvad kan saadant have sig?» spurgte han.
Johanna hun taug.
«Det vet je intet,» sagde hun saa.
Men hun blev rød som Blod og saa ned i Gulvet fremfor sig for Præsten.
Dette fornam Præsten og skjønte, at hun vidste noget og ikke vilde fortælle.
Da sagde Hrr Erik:
«Du tør tryggt tale. Hvad her Du siger, er som Skriftemaal sagt og sagt til Gud vor Herre, ham alene.»
Nu fortalte Johanna og blekned alt i ét, der hun fortalte, baade om hin Dag, da hun var gaaet til Harsjøvolden og havde seet det svarte Kvindfolk fremved Løen, og om den Nat, da de to var blevne sams, at hun baade da og da havde ligesom seet og kjendt hin svarte Jente omkring sig og havde kjendt Angst for hende selv den Nat, da hun fanged Barn.
Igjen nikked Hrr Erik.
«Onde Magter findes,» sagde han. «Du est en uskyldig, forgjort Kvind udi dette; men for Hekseri og Forgjøring og Satans Spil med dit Barn har Du været ude. Vi skulle bede hardt til Gud, at hans Straf ey kommer at ramme dette dit Barn.»
Da graat Johanna Storstu og bad Præsten, Hrr Erik, jammerligen, at han for Guds Moders og Jesu Kristi Skyld ey vilde drive hendes Søn af Kirke for hin Taterkvindes Skyld.
Men Hrr Erik klapped hende paa Skulder, der hun stod og graat i sit Tørklæde.
«Af Kirke skal han ey drives,» trøsted han; «men ey skalt Du bede ved Guds Moder mere, men ikkun for Jesu Kristi Skyld; den anden er ikkun en Kvind som Du, og at tro andet er papistisk Overtro.»
Da saa Johanna fra Storstu opp paa Præsten Hrr Erik.
«Saa har hun da dog født Børn og ved om det,» sagde hun, «at det er slik Sorg og Pine!»
Og Præsten Hrr Erik kjendte sig saa underlig ved den Tale og forundred sig, at sligt kunde tales af et tarveligt Bondekvind.
Saa sagde han da:
«Bed Du ikkun til Guds Søn for dit Barn — det høver bedst.»
«Den hellige Jomfru hjælpe mig dertil,» svared Johanna i sin Sorg og Troskyldighed.
Da smilte Hrr Erik og blev ikke heftig fortørnet; thi han var af Hjertet god.
«Ja gaa Du nu,» sagde han og klapped igjen paa Skulder. «Du est som de andre og de andre som Du. Gud Herren vil sig nok forbarme.»
Saa takked Johanna fra Storstu inderlig Hrr Erik, Præsten, og gik.
Men da Hrr Erik til Communion lagde sin Haand paa de unge og bad, lagde han sin Haand dobbelt længe og bad dobbelt Bøn over Kristen Storstu med det rammsvarte Haar og de stikkende Øine.
Dette saa Moderen, og hun bad paa samme Gang inderlig, først til den hellige Guds Moder, men skifted saa og bad videre til Guds Søn, paa det at alt maatte blive Ret og Rigtighed med Kristen, hendes Barn.
Slig bede Mødre.
Men Kristen syntes, det var længe, at Hrr Erik holdt sin Haand paa hans Hoved.