Jotunheimens Opdagelseshistorie
I.
JOTUNHEIMENS OPDAGELSESHISTORIE
JOTUNHEIMENS
OPDAGELSESHISTORIE
AF
O. A. ØVERLAND
KRISTIANIA OG KJØBENHAVN
ALB. CAMMERMEYERS FORLAG
LARS SWANSTRØM
Kilder:
| Welhavens Samlede Skrifter, Bd. V, S. 84 fg. |
| Budstikken, anden og tredie Aarg. 1820—22. |
| C. J. Pontoppidan, Geografisk Oplysning til Kartet over det sydlige Norge. Kbh. 1785. |
| Topografisk-statistiske Samlinger, Bd. II, D. 2. |
| Den Norske Rigstidende f. 1819. |
| Hermoder, udg. af Th. Broch o. fl. (forsk. Aarg.) |
| Morgenbladet f. 1820. |
| Wergelands Skrifter, Bd. I og III. |
| J. Kraft. Topografisk Beskrivelse over Norge, 2den Udg. Bd. II. |
| Naumanns Beyträge II, S. 172 fg. |
| Okens Isis f. 1822 o. fl. |
Centraltrykkeriet — Kristiania 1896.
et Rige blandt Skyer er vidt udstrakt,
og Klipper hæve sig der igjen
af Ødemark og af Tjern paa Fjeld,
og Sneens Tepper brede sig hen
paa alle de sorte Klippers Knæ,
og over de voksende Kildevæld
har Isen lagt den taarnede Bræ.
Der styrter og stimler den vilde Ur,
der gror Guldskjægget paa Klippeblok
og Sølverklokker paa Klippetind, —
der fostres de flygtige Reners Flok
og farer som Blæst over Ur og Myr, —
der drømmer det Alt i Jægerens Sind
og vaagner og klinger i Eventyr.
et Hedenolds-Billed, et Edda-Digt.
Som Riser de sorte Klipper staa
og friste dit Sind med Higen og Frygt, —
i hvert et Syn, som Du stirrer paa,
har Fjeldets Jetter en Gaade lagt;
men Æsers Æt, med Kraft og med Kløgt,
tør træde den nær og spilde dens Magt.
gaar Sagnet igjen paa den grønne Vang,
og medens det bæres fra Mund til Mund,
indblander Fjeldet sin Røst deri
og slynger Skredet i Dalens Bund
og sender i Lundene Stormens Gny
og lader Fossen bruse forbi
det Hegn, hvori Sagnet fødes paany.
til Dalens lyttende Arnested,
og Blikket hos Folket er opadvendt,
og Tanken stiger i Sagnets Spor,
og Sjælens Vinge er vidt udspændt
med Anelsens Kraft i Høidernes Storm,
hvor Himlen virker af Skyers Flor
et Slør om Jordens mægtigste Form.
den Klippe i Sky, skal ei kaldes gold;
dens brusende Strøm er et Livsens Bad,
og Veirets Klang fra dets hævede Bryst
henbæres vidt som et aandigt Kvad.
Der flyder et rigt Fornyelsens Væld,
der lyder en stolt Forjættelsens Røst
til Æsers Stamme fra Norges Fjeld.
J. S. Welhaven.
Det høres noget utroligt ud, men det er dog sandt: der fandtes endnu, da man skrev det Herrens Aar 1820, i det søndenfjeldske Norge, i kun faa Miles Afstand fra Havet og fra de store Kommunikationsforbindelser med det vesten- og nordenfjeldske, et Stykke Land af 100—150 Kvadratmiles Udstrækning, til hvilket den civiliserede Verden ikke havde meget større Kjendskab end f. Ex. til Ny-Holland, Patagonien og det indre af Afrika, det vil sige Jordens mindst bekjendte Landstrækninger.
Dette hidtil ubekjendte Stykke af det søndenfjeldske Norge var den store Fjeldstrækning mellem Gudbrandsdalen, Sogn og Valders, som endnu ikke havde faaet noget fælles Navn.
Trakten var ganske vist ikke fremmed for de gudbrandsdalske, valderske og sognske Jægere, Fiskere og Fækarer, der hver Sommer tilbragte sit mest løsslupne Friluftsliv her, hvor der ikke raadede nogen anden Ret end den sterkeres, og hvor der var rundet en Helteold, der taaler at sammenlignes med den Tid, som Sagaerne skildrer os.[1]
Af og til, med Decenniers Mellemrum, hændte det vel ogsaa, at Øvrighedspersoner i Embeds Medfør tog opover mellem Fjeldene for at skifte Fjeldbeiter og Veidepladser samt Fiskeretten til de store Vande mellem Døler, Valderser og Sogninger, — et Sisyfos-Arbeid, som Øvrigheden aldrig høstede Tak og Paaskjønnelse for.[2]
Men den dannedes, Videnskabsmandens, Forestillinger om denne Trakt var i høieste Grad uklare.
I Budstikkens tredie Aargang (udg. 1821—22) blev trykt en omkring Midten af det 18de Aarhundrede af Presten Herman Ruge forfattet Beskrivelse over Valders: «Valdresia reserata, det er: Beskrivelse over Provindsen Valders, dens Situation og naturlige Beskaffenhed af Luft, Land, Vand, Producter, Folkets Egenskaber m. v.»
I denne tales der om «de vidtløftige Fjelde», som skiller «Provindsen» fra Gudbrandsdalen, og der gjøres udførlig Rede for Fjeldvandene og deres Afløb. Men selv har Presten ikke kastet noget Blik ind i den fortryllede Heim. Til de høieste Fjelde regner han nemlig Grinde-Fjeldet i Vang og Olberg i Slidre, samt Mærlene i Rogne Anneks. Om de sidste skriver han: «De er høie og runde som store Taarne, kan sees langt borte, de tvende er næsten lige høie, men den tredie noget lavere. Paa den ene er øverst paa Toppen et af Mose (paa godt Landemaal Fljøt- eller Flaat- eller Flyde-Mose) tilgroet Tjern af maadelig Størrelse.»
Men om «de vidtløftige Fjelde» skriver han alene: «Saa maa ei heller her glemmes Flyen Fjeldet, et Fjeld ovenpaa Fjeldene imellem Gudbrandsdalen og Valders, hvor Passagen falder fra Valders over Fjeldet ved Gaarden Betto. Det er meget høit, en Mil langt, og Gud hjælpe den, som kommer paa det i Snedrev eller tykt Veirligt: han maa regne det for en særdeles Guds Forsyns Gjerning, at han bær sit Liv derfra som et Bytte.»
C. J. Pontoppidan udgav 1785 et Kart over det søndenfjeldske Norge, ledsaget af en Beskrivelse. Paa Kartet findes hverken Bygdin eller Tyin rigtig afsat; det førstnævnte af disse Vande omtales dog (Boygde-Vandet) i en Note i Beskrivelsen. Paa Strækningen mellem Valders og Lom er afsat Fjelde, der ser ud som Udløbere af ringere Høide fra Lang- og Filefjeldenes Hovedkjæde; midt imellem Vang og Lom findes anbragt et Fjeld, som kaldes «Skagen Fjeld», i hvilket vi gjenkjender Skaget, der dog tilhører Østre Slidre, og længere sydpaa et andet, der kaldes «Flie-Fjeld», der neppe er andet end Valders- og Vinsterflyerne, over hvilke Veien fra Slidre til Vaage gjennem Sjodalen gaar.
«Søndenfor Lang-Fjeldet», heder det i Beskrivelsen til Kartet, «vedvarer Sognefjeldet, som er den Del af Hovedstrækningen, som ligger imellem Sogn og Gudbrandsdalen og grændser mod Vest til Justedalen samt Aardals- og Lyster-Fjorde, mod Nordost til Lom i Gudbrandsdalen, hvor det kaldes Lom-Fjeld.
Søndenfor Bæver-Elven støder en meget stor og vidtløftig Fjeldstrækning til Sognefjeldet, som udbreder sig mod Ost og Sydost imellem Gudbrandsdalen og Valders indtil Otte-Vand, Lougen-Elv og Vinster-Vandene samt indtil Dokke- og Etne-Elvene. Det høieste af denne Fjeldtrakt nordenfor Valders kaldes i Almindelighed Skagen, den østlige Arm ligger imellem Gusdal og Dokke Vandene og kaldes Skielbræen-Fjeld. De mest bekjendte enkelte Fjelde i denne Strækning er: Flie-Fjeldet, nordenfor Hedals-Vand, og Skushorn-Fjeld, nord for Møse-Vand Landryggen, som er en Fortsættelse af dette Fjeld, gaar imellem Thoten og Hadeland over Øster-Aasen og derfra imellem Øieren og Bonnefjorden (Bundefjorden) indtil Follo, hvor den taber sig i de fladere Egne. . . . . .
Fillefjeldet er en Fortsættelse af Sognefjeldet og forbenævnte østlige Fjeldtrakt og udgjør egentlig Strækningen mellem den øverste Del af Valders og Sogn.[3] . . . . .»
Hverken Presten Hiorthøys Beskrivelse over Gudbrandsdalen eller det Kart, som af Kaptein Arentz var dette Verk medgivet, skulde i nogen Mon øge Kjendskaben til den vidtløftige Fjeldtrakt.
End ikke den store Flom, Ofsen kaldet, som indtraf i Juli Maaned 1789, og som udgik fra denne Egn, var tilstrækkelig Opfordring for Nationens Videnskabsmænd til at anstille Undersøgelser her.
Den skulde derfor endnu længe være en Ørken, en Samling af «fæle Klipper», som man gjorde rettest i ikke at indlade sig med i Utrængsmaal, og for Videnskaben forelaa der endnu i lettere tilgjængelige Dele af Landet taknemmelige Opgaver at løse.
Det var som Følge af alt dette den 21de September 1820 forbeholdt den videnskabelige og dannede Verden hertillands en sand Overraskelse, og det en saa stor, at man neppe nuomstunder kan forestille sig den i dens hele Udstrækning.
Den næste Dag bragte nemlig «Budstikken» — det eneste Organ hertillands i den Tid, som kunde kaldes videnskabeligt — en af Bergstuderende B. M. Keilhau forfattet geografisk Afhandlig «Nogle Efterretninger om et hidtil ubekjendt Stykke af det søndenfjeldske Norge,» ledsaget af en Skildring af den Opdagelsesfærd, som han i Følge med Botanikeren Stud. med. Chr. P. B. Boeck havde foretaget derhen den afvigte Sommer.
I.
Jotunheimens Opdagelseshistorie indledes med Læge, senere Professor Christen Smiths botaniske Reiser i Norge.
I Aaret 1813 reiste denne nemlig gjennem den vidtløftige Fjeldstrækning, som ligger mellem Valders og Øvre Gudbrandsdalen. «Mere end 14 Dage,» skriver han til en Ven, «tilbragte jeg paa Vandring i disse Fjelde, hvilken var ligesaa interessant som møisommelig, og jeg endte den omsider, udmattet af Sult og Strabadser og med forslidte Klæder nede i Vaage i Gudbrandsdalen.»
Under denne sin Fjeldvandring besteg han Heensfjeld, Bitihorn, Synshorn og Besshø. Ved Bestigningen af Bitihorn havde han det Uheld at knække sit Barometer, saa han for Fremtiden maatte indstille sine Høidemaalinger og alene var henvist til at botanisere. Han gjennemvandrede derefter «Fjeldørkenen», «Valdersflyerne», og streifede i et Par Dage med Riflen paa Nakken i Følge med Renskyttere omkring «mellem høie, vilde Snekupper efter talrige Flokke af Rensdyr».
Som bekjendt skulde Smith ikke fortsætte sine botaniske Reiser i Norge. Efter at være udnævnt til Professor reiste han over til England, hvorfra han foretog en Færd først til de kanariske Øer, senere til Kongo, hvor han September 1816 afgik ved Døden.
Smiths botaniske Arbeider oppe i Trakterne ved Filefjeld blev i 1818 optagne af den unge tyveaarige Student Christian Peter Bianco Boeck, der tilbragte Vinteren 1818—1819 oppe i Slidre.
I «Den Norske Rigstidende» for 30te Marts 1819 findes der indtaget et Brev, hvori han gjør Rede for sine Arbeider og Iagttagelser. I dette, der ogsaa fandt Vei til danske Aviser, heder det:
«Det øvre, høie Valders, Vangs og tildels Slidres Prestegjæld har Fjeldstrækninger, hvilke, saavidt jeg kan dømme derom, fremfor andre i Stiftet er Alpevegetationen gunstige. Lerskiferen og andre Bergarter, der let forvitrer, forekommer hyppig. Egnen forener mange af det merkværdige Bergenhus Stifts Egenheder med Landets indre Fjordes almindelige Natur; thi de vaade Havvinde, som virker saa frappant i det vestenfjeldske Norge, udtømmes ikke altid, førend de naar det øverste Valders. Saaledes havde i forrige tørre Sommer Vang og fornemmelig Filefjeld dog nogen Regn, medens sydøstligere Egnes Vækster næsten forbrændte af Mangel paa Regn. Desuden har Vangsfjeldene (Vangsfjeldet eksisterer ikke) en saadan Dannelse, at deres Vegetation ikke i det hele lider saa meget af Mangel paa Regn som andre Steder; thi, naar de fleste Fjelde, jeg kjender, har vidtstrakte, jevne Rygge med aabne, lidet steile Lier (det karakteristiske som adskiller de nordiske Alper fra Syd-Europas) som bestaar af milevide Heder, der er udsatte for tørrende Vinde og ikkun vandes af Regnen, saa ligner Vangsfjeldene heri mere Schweiz, at idel Smaadale i alle Direktioner gjennemskjærer Bjergkjeden, oftest noget nedenfor Vegetationslinien, Precipicer og skarpe Tinder afveksler med hinanden. I disse høie Smaadale er Vækstriget allerfrodigst. Jorden er mindre tør og sandagtig, da den bestaar for det meste af den fine Muld, som Naturen tilbereder i de overhængende Klipperifter af forvitrede Stenarter, mængede med forraadnet Mose m. m., og som nedskylles med Vandet om Vaaren eller af sig selv udglider; desuden vandes disse Smaadale, og hele Stykker besprøites saa at sige ideligen af det fra de omstaaende Precipicer nedstyrtende uudtømmelige Snevand. Paa saadanne Steder er næsten de tørreste og hedeste Sommere de frugtbareste; thi Varmen driver ikke alene Væksterne i Veiret, men smelter ogsaa mere Sne foroven til Befrugtning. Jeg fornøiede mig meget i Sommer ved en Angelica Archangelica (Angelica), som man kan sige ret levede et Herreliv; den stod midt imod Middagssolen, ved en steil Klippevæg, ligesom i et Drivhus, og havde tillige næsten bestandig en mild Regn, thi en prægtig Kascade, ret en Staubbach, som fra flere Favnes Høide nedstyrtede tæt ved, kastede ved mindste Vind sine Støvdraaber hen paa den trivelige Matrone . . .
De nordenfor den store Dal beliggende, vidtløftige Strækninger henimod Gudbrandsdalen har jeg endnu ikke besøgt; men efter Professor Smiths Udsagn er den høie Fjeldarm, som skiller Valders fra Gudbrandsdalen, den ‘planterigeste i Norge’. Fra Slidre til Lom, hvor man bekvemmest sætter over den, er 7—8 Mile; man kommer meget vel frem til Hest, om man ikke vil gaa. Jeg har forlængst foresat mig at gjøre denne Tur og glædet mig til den . . . . .
Jeg har i Sommer tænkt at se de mærkværdigste Gletscher og har lagt Planen for en temmelig vidtløftig Vandring saaledes: Fra Valders igjennem den for sine Schweizer-Situationer bekjendte Leerdal hen til Legangers- og Sogndals-Egnene, der er historisk merkelige fra Snorre og Fridthjofs Saga; derfra til Justedalens Isbræer, over Sognefjeld til Lom i Gudbrandsdalen, og derfra over hin omtalte planterige Fjeldkjæde tilbage til Valders, en vistnok interessant Tur!»
Reisen kom dog ikke til at foregaa efter den Plan, som saaledes var lagt, hvad enten dette havde sin Grund i Boecks Ansættelse ved Krigsskolen eller i andre Forhold. Der findes kun oplyst, at han paa en Ekskursion «fra Valdersdalen ind over Sletfjeldene mod Nord kom henunder flere Rækker af dem, der med spidse, efter Udseendet at dømme, ubestigelige Tinder, fra en Fod, der var belagt med evig Sne, endnu taarnede sig til skrækkelige Høider.»
II.
Det følgende Aar (1820) vendte Boeck tilbage til disse Trakter, denne Gang ledsaget af den dygtige Bergstuderende, senere Professor B. M. Keilhau. Som bekjendt har man en vis Tilbøielighed til at tildele denne mere end Broderparten i Æren for de Opdagelser, som her gjordes. Men dette er ikke billigt. Naar der overhovedet skal gjøres Skilnad, maa Boecks Navn nævnes foran. Men Keilhau gjorde Rede for Opdagelserne først og med en stilistisk Færdighed, som fremdeles søger sin Lige.
Efter Hjemkomsten fra Fjeldet begyndte Keilhau straks et frugtbart Forfatterskab over Oplevelserne i den høitliggende Trakt med en Afhandling over Kornets Vegetationslinie m. v. Men det var dog først i det for 21de September 1820 udgivne Nummer af det nu yderst sjelden forekommende Ugeblad «Budstikken», han lod indrykke den geografiske Beskrivelse over den undersøgte Landstrækning.
Denne i sit Slags merkelige Skildring er i sin Helhed saalydende:
Nogle Efterretninger om et hidtil ubekjendt Stykke af det søndenfjeldske Norge.
Det nordvestlige Aggershuus og en Del af det tilstødende Bergenhuus Stift gjemmer en paa vore Korter og i vort Lands Beskrivelser hidtil ubekjendt Strækning af omtrent 150 geogr. □ Miles Areal. Dette betydelige Stykke begrændses af de beboede Dale i Guldbrandsdalen, Sogn og Valders, og forsaavidt det har nogen Eier, regnes det til Prestegjældene Lom, Vaage, Vang, Leerdal, Lyster og Justedal. Det er en Fjeldegn, som upaatvivlelig er den vildeste og maaske den høieste i Norge; og da det hele store Stykke ikkun har en fast Menneskebolig, saa turde Kundskaben om Samme maaske være mindre vigtig for Oeconomen end for Physikeren. Det Hele er et Høiland, saadant som Nordens almindelige Fjeldegne; men den midterste Deel er opfyldt af sande Alper i den Betydning, som Geognosterne tage dette Ord, d. v. s. Fjelde af samme Physiognomie som Schweizer-Alperne.
I Geografien anføres Langfjeldene at gjennemsætte denne Egn fra Nord mod Syd; men man finder her ingen saadan Kjæde. Tværtimod løbe Rækkerne med smaae Afvigelser altid mellem Øst og Vest. Paa Stiftsgrændsen trænge de sig vel nærmere sammen og danne høie Puncter mellem sig, som skille Vesterhavets og Christianiafjordens Vasdrag; men disse Knytninger ere saa ubestemte og udhæve sig saa lidet, at de ingenlunde berettige til at antage nogen fra Nord mod Syd løbende Hovedkjæde, hvoraf de andre skulde være Grene. Her existerer altsaa Langfjeldene i Virkeligheden, ligesaalidt som nogen af Indbyggerne kjender dette Navn, og det er ikke usandsynligt, at det Samme, paa den hele lange Linie ned til Christiansands Stift, er Tilfældet med Langfjeldene, som jeg vover at anse for indbildte. Hovedrækken i vort forehavende terra incognita turde være den, som danner Grændsen mellem Valders og Guldbrandsdalen og paa Vestsiden sænker sig mellem Lyster og Aardal, ligesom den i Øst afbrydes paa en milevid Fjeldslette, som Valderserne kalder Flye (Nordre Vinster-Flye og Bygdis-Flye). Denne Central-Samling af Fjelde er i Sogn og Valders tildels bekjendt under Navn af Horungtindene, Galdebergsknausene, Torfindtindene og Mugnafjeld; men en stor Del er aldeles ubekjendt. Iblandt de mægtige Grupper opstige Toppe, der i Høide neppe staa tilbage for Snehætten paa Dovre; ja der er grundet Formodning om, at Landets høieste Puncter dølge sig mellem denne frygtelige Egns evige Snee- og Iismasser. Endnu blot i dens Udkanter stiger Mugnafjeldet til 6,750 Fod, og Skaga-Stølens Tinde hæve sig meer end 7,000 Franske Fod over Havfladen; og en saadan Høide naae disse Tinde paa mindre end halvanden Mils Afstand fra Søen: Sognefjorden beskyller saagodtsom deres Fødder.
Blandt de mangfoldige Vande i denne Egn fortjener at mærkes:
1) Bygdin, der strækker sig 3—4 Mile fra V. mod Ø. paa Sydsiden af den omtalte Centralrække og tilhører Vang i Valders. Den ligger efter et Middeltal af flere Maalinger 3,400 Franske Fod over Havet, og enkelte Sneefonde, som ikke borttøe i den hedeste Sommer, stige fra de bratte Fjeldsider lige ned til dens Vand. Ikke desto mindre har denne høitbeliggende Søe, især paa Nordsiden, meget græsrige Strandbredder. Disse herlige Græsgange benyttes 3—4 Maaneder om Sommeren af Slagtehandlerne, som her fede flere Hundrede Stykker Qvæg. Men Træer findes ikke omkring Bygdin; de elendige Hytter eller Boder, som de kaldes, hvori Kreaturernes Vogtere opholde sig, bygges af løse Stene og Torv. Bygdins Vande, hvoraf meget er optøet Gletscher-Iis, flyde gjennem en Række af betydelige Søer ud i Guldbrandsdalens Hovedelv, Laugen.
2) Gjende-Vandet (Gjendin) løber paa Nordsiden af hin Fjeldrække omtrent parallel med Bygdin. Dets Speil ligger under Birkens Vegetationslinie, altsaa lavere end Bygdin, dog neppe mindre end 3,000 Fod. Indsenderen, som ikke selv har været der, formoder, at Guldbrandsdølerne have Sætre paa dets Bredder eller i det mindste Havnegange (Fælegre) af samme Beskaffenhed som ved Bygdin.
3) Tyen tilhører deels Valders, deels Sogn. Denne 2 Mile lange og meget brede Søe begynder 1⁄4 Mil vestenfor Bygdin og ender 3 Mile i N. N. V. for Nystuen paa Filefjeld, med Udløb i Aardal. Tyen ligger omtrent paa samme Høide som Bygdin, er fiskerig, og dens Bredder have skjønne Græsgange.
I Høidalen omkring disse Søer opholde sig talrige Flokke af Rensdyr; Lemændene have ogsaa der deres sande Hjem. Naar man hertil lægger en enkelt Bjørn, og Vielfrassen, samt meget faa Fugle, saa findes der neppe flere vilde Dyr i de Trakter.»
Til denne topografiske Beskrivelse knyttede sig følgende Skildring af Reisen:
«Efter at have anvendt det meste af Juni Maaned paa den lavere Fjeldstrækning mellem Hallingdal og Valders, udrustede vi os endelig fra Hovedqvarteret i Slidre til at tage op mellem de høie Fjelde paa Nordsiden af Dalen Valders henimod Guldbrandsdalen. Fra Olberg i Slidre, fra Suultind paa Filefjeld og fra mange andre høie Puncter havde vi alt længe seet Horungtindenes og Galdebergknausenes Pyramider og Mugnafjeldets Sneeflader i det fjerne Nord og længtes inderlig efter at komme op imellem disse vilde, ubekjendte Trakter. Nu var da endelig Sneen afgaaet saa meget, at vor Bagage, som skulde føres paa Kløv, kunde komme frem. En gammel erfaren Rensdyrskytter var den tredie Person i Reiseselskabet[4]. Man maa til en saadan Tour være vel forsynet med Klæder, Levnetsmidler og det nødvendigste Husgeraad; thi det indtraf virkelig, at vi i flere Dage ikke fandt Mennesker. Halvanden Mil fra Kongeveien i Valders, i Hurums Annex til Vang, forlode vi Skreberg, den sidste Gaard i Aggershuus Stift, for først igjen at se faste Menneskeboliger i Aardal, 11 Mile fra Skreberg. Rauhornet, ligeoverfor denne Gaard, har Kobberleier af ringe Værdi; man bragte mig og et Stykke Blende derfra. En halv Mil i Nord for Rauhorn hæver Bitihorn sig til en Høide af 5,000 Fr. Fod over Havet. Det har en umaadelig Synskreds, især henover de østlige og sydlige lavere Bjergstrækninger. I Vest og Nord ser man utallige Horn og Tinde, fjernt og nær, enkelte og sammenhobede under mangfoldige Skikkelser. Fra Mugnafjeldets Sneeflader glider Øiet ned i Bygdin, hvis Vand man seer at løbe ud i den nære Søe Vinsteren. Bitihornet har skrækkelige Præcipicer mod Øst og er selv et af de østligste Puncter i den Samling af Alper, som strække sig hen til Sogn, og som udelukkende bestaae af Syenit. Min Reisefælle botaniserede med særdeles Held paa og omkring Bitihornet. Ranunculus glacialis voxer lige til det øverste. Hødnstølen, d. e. Hornsæteren, ligger ved Hornets Fod paa en Høide af 3,250 Fr. Fod, og omkring den voxe endnu smaae Birker. Dette Træes Vegetationslinie turde være 3,500 Fr. Fod i Valders. Vi lagde Veien over en Broe ved Vinstervandets nordre Oos, forbi Synshorn, vesterefter Bygdins nordre Bred. Her ankom vi den 11te Juli i et nedslaaende Veir til Hestevoldbod, hvor der var et Fæleger af 3—400 Stkr. Slagteqvæg. Mugnafjeldet stiger paa denne Side op af Bygdin, og Hestevoldboden ligger paa dens græsrige Fod. Den følgende Dag var Veiret godt, og vi bestege Mugnafjeldet. 1,600 Fod over Bygdin begynder den store Sneebræe, som uafbrudt vedvarer lige til det Øverste; paa det Sted, ovenfor hvilket den i Mands Minde aldrig var borttøet, foretoges en Maaling, som angav 5,000 Fr. Fod. Naar det nu antages, at de store Sneemasser selv nedsætte Temperaturen og derved foraarsage en Synken af Sneelinien, som ikke vilde finde Sted, dersom hin lokale, kuldebringende Aarsag var borte, saa er det vist rigtigt med v. Buch at ansætte den evige Snees Grændse til 5,200 Fod i denne Egn af Norge. Og er v. Buchs Angivelse ikke fuldkommen rigtig, saa ligger det kanske deri, at han regner 100 Fod for meget. Man seer ingen Iis paa denne Side af Mugnafjeldet; men det er sandsynligt, at den overordentlig tykke Snebræes underste Lag er virkelig Iis, der maaskee i meget varme Sommere henimod Høsten kommer tilsyne. I Førstningen gik vi ret magelig paa den faste Snee; som en fjern, fjern Torden hørtes en Elv under Bræen; ganske trygge gik vi lige over den, uden i Førstningen at vide, hvad det egentlig var. Op imod det verste blev Sneen blødere, og stundom sank vi ned i den til Armene. Jeg tør ikke afgjøre, om det Punct vi naaede og fandt 6,745 Fod over Havet, er det Høieste paa Mugnafjeldet. Saa jevnt det stiger op fra Bygdin, saa steilt er det afstyrtet mod Norden; græsselige Præcipicer indslutte der en gyselig Dal. Faldjøkler stige fra alle Sider ned mellem Fjeldkløfterne, og Gletscher af første Rang efter Saussures Inddeling opfylde Dalbunden. De temmelig faste Sneekaver hænge frem over de bratte Vægge som et Tag; og naar et saadant fremstikkende Stykke brister ved sin egen Vægt, saa fremkommer en heftig Sneelavine. Tvende saadanne fulgte strax paa hverandre under vort Ophold paa Mugnafjeldet og afgave en forbausende Scene. De virkede stærkt paa Barometeret. Det sank 0.25ʺ under den sidste Lavine. Thi en betydelig Luftkolonne maatte af den faldende Snee blive sammenpresset i den nedenfor værende Dal, medens Luften paa vort høie Standpunkt i samme Grad blev fortyndet.
Endnu samme Dag fortsattes Reisen fra Hestevoldbod. Man kommer forbi Hestekampen, hvis høie Pyramider man ser ved Siden af Mugnafjeldet paa mange Steder i det lavere, sydligere Valders; her viser den sig ikke længer som en Spids, men afstumpet og paa Nordsiden sammenhængende med det høiere Mugnafjeld. Saa følge Torfindtindene, som danne en fuldkommen Kam. Mellem dem og Galdeberg trænger Langsidalen sig ned til Bygdin, og nu blive denne Søes Bredder saa steile under Galdeberg, at man ikke længer kan følge dem. Op igjennem Langsidalen kom vi først ned til Stranden igien efter en meget besværlig Vandring i halvoptøet Snee. Veien maatte lægges over selve Galdeberg og var den høieste, vi passerede med Bagagen; en Barometer-Observation angav 4,747 Fod. Dette Bjerg er det mægtige Fodstykke, hvorpaa Galdebergknausenes Pyramider og Kegler taarne sig. Mellem disse dannes betydelige Gletscher. Egnen er yderst vild og rædsom; men her vide Skytterne altid at træffe talrige Flokke af Rensdyr. Det var os umuligt at naae Bramboden den Aften; vi maatte derfor overnatte paa Stranden under aaben Himmel. Rensdyrskytterne vide under saadanne Omstændigheder fortræffeligen at hjælpe sig; med den lille Haandøxe rive de snart sammen et Baal af tørre Enebærbuske, slaae Ild, sætte paa den Feltkjedelen, og medens denne koger, tørre de deres Klæder. Vi maatte ogsaa finde os i dette og tilbragte taaleligen den smukke Sommernat i en Egn, hvor enkelte Snefonde aldrig optøe.
Den 13de kom vi forbi Fælegret ved Bramboden og satte over en Elv, der formedelst sit Gletschervand kaldes Melkedøla. I Nærheden af dens Udløb i Bygdin forekommer et Fossil, som maaske turde være nyt. Ikke langt derfra forlader man Bygdin ved Eidsbod, en ussel Jordhytte, som Rensdyrskytterne have bygget omtrent i Middelpunctet af deres bedste Jagter. Omkring Rustekjernet og i Slottets Høidale (Sløtabøttadden) streife Dyrene i Hundretal; ligesaa i den nære Koldedal. Nu havde et Tordenveir adspredt og bortskræmt alle Rener fra disse Trakter.
Fra Bygdin stiger man fra en ubetydelig Høide hen til det store Vand Tyen. Dette Pas, der ligesom Filefjeld deler Christiania-Fjordens og Sognsøens Vasdrag, angaves ved en Barometer-Observation 3,473 Fod over Havet, altsaa henimod 500 Fod høiere end Smeddalen paa Filefjeld.
Fra Nordre Tybod, som var vort Qvarteer ved Tyen, foretoges den 1l4de Juli en Udvandring til Koldedalen, som i Nærheden af Tyboden kommer ned til Tyen. Ved saadanne Excursioner pakker man sit Tøi ned imellem nogle Stene og overlader Hestene til sig selv paa en god Græsgang; ere de forsynede med Bjelde, saa findes de igjen uden Vanskelighed.
Koldedalen ligger omtrent 4,000 Fod over Havet og har næsten ingen Vegetation; det er kun Mosser og de høieste Fjeldvæxter, som trodse det haarde Klima. Man er omringet af 5—6 Faldjøkler; to overordentlig spidse Tinde af Horungerne kneise vældigen i det Øverste af Dalen og see ned i en Søe, som endnu var belagt med blaagrønne Iisfloker. Vi gik op paa den Bræe, som ligger midt for Dalens Indgang, paa den nordlige Side af den lille Søe. Ovenfor Iisen er en umaadelig Sneemasse, hvorpaa man uden Vanskelighed gaar frem. Over disse Bræer bliver man næsten altid vaer en vis skjælvende Bevægelse i Luften, lig den, som sees over en varm Ovn, eller over Jorden, naar der, især om Foraaret, kommer Solskin efter Regn. Der er sagt, at en Mængde Varme bliver frie i Nærheden af og helst paa Bræerne; uagtet jeg under mange forskjellige Omstændigheder, i klart og tykt Veir, baade Morgen, Middag og Aften har havt Leilighed til at kunne gjøre denne Bemærkning, saa har det dog aldrig lykkes mig at iagttage nogen særdeles Varme-Udvikling paa disse Steder, hvor Theorien endog maa postulere det Modsatte. Den skjælvende Bevægelse i Luften kunde maaske ansees for en Følge af Uddunstningen; det er opløst Snee, luftformigt Vand, som opstiger og bølgende søger de høiere, lettere Regioner; det er en Operation, som nødvendig maa binde Varme, istedetfor at gjøre den frie. Det er en anden Sag, at Solstraalerne maaske virke noget sterkere paa Mennesker og andre Ting, naar de befinde sig paa den hvide Snee, end naar de, under ellers lige Omstændigheder, staae paa en mørk Jord; den høiere Varmegrad, som da fornemmes, forklares lettelig af Straalernes Tilbagekasten fra Sneefladen, hvilken med sine forskjellige Krumninger og Bugter, især naar den er belagt med glat Skare, er at ansee som et Speil. Imidlertid udfordres flere Iagttagelser. Der er mange Ting under Solen, siger Shakespeare, hvorom vi ikke finder noget i vort Compendium.
Det lykkedes os at bestige den høie Tind, som hæver sin sorte Væg næsten lodret op af Sneen om dens Fod[5] . . . . .
Fra en mindre Top i Koldedalen har man den fortræffeligste Udsigt til Horungernes tætte Grupper med deres utallige Snee- og Iisbræer. Dybe, trange Dale skjære sig ned til Sognefjorden; de smaa Søer og Aaerne føre det deiligste blaagrønne Iisvand. Mørke-Koldedalen kommer op fra Aardal til dette Sted, og Utledalen sætter langt ind imellem Høifjeldene. Langt oppe i Utledalen, trindt omringet af Horungtinderne, ere endnu faste Bopæle, hvor man dyrker Korn og har nogen Skov. Stedet kaldes Vormelie, beboes af nogle Huusmænd og regnes til Fortuns Annex i Lyster. Den, som vilde maale de høieste af Horungerne og undersøge denne merkværdige Egns Gletscher, burde tage sit Hoveddqvarteer i Vormelie. Vi kjendte ikke disse Omstændigheder, før det var for seent; ellers havde vi kunnet tage fra Bygdin gjennem Melkedalen lige til Utledalen, i Stedet for at gjøre den lange Omvei gjennem Tyendalen til Aardals Vand og derfra gjennem Fardalen til Helgedalen i Fortun.
I Helgedalen ligge mange skjønne Sætre. Vi boede paa Ringadden ligeoverfor Skagastølen. I Sydost fordenne ligge den høie Slagsdølstind (!), som her ansees for den høieste af Horungerne. Det er egentlig ikke een Top, men tre, temmelig sterkt adskilte, og det er meget uvist, at de ere de høieste blandt den store, vidt udbredte Mængde Fjeldspidser; de staae yderst i Gruppen, og det er sjelden Tilfældet, at den høieste Top findes der, hvor en Række begynder eller endes. Deels det mindre heldige Veir, deels Ubekjendtskab til Terrainet gjorde, at vi ikkun kunde bestige den nordligste af Slagstølstindene. Snart var Luften klar, snart fulgte et sterkt Sneedrev. Barometeret stod paa 21 Tom. 5 Lin., og Varmegraden var ＋ 4 Centes. Kl. 11⁄2 Midd. Maalingen, som angav lidt over 7,000 Pariser Fod, er kun lidet nøiagtig. Imidlertid er det vist, at den høieste af Skagastølens Tinde stiger meer end 7,000 Fod over Havet.[6] Fra denne nedrasede frygtelige Sneelaviner; dens steile Vægge giver ikke Koldedalen stort efter. Et Reensdyrhorn fandtes nær ved Toppen af vor Spidse; til disse Høider tye Dyrene, naar de opskræmmes af Tordenens Brag. Ogsaa herfra seer man en Mængde Iis- og Snee-bræer.
Fra Fortun gaar over Helgedalen en god Vei til Lom i Guldbrandsdalen; dens Vedligeholdelse foraarsager en besynderlig Strid blandt Almuen i Sogn og Valders. Det er en betydelig Strækning, hvorigjennem Veien løber, og nu procedere de om denne Strækning, ikke for at komme i Besiddelse af den, men for at blive den qvit.
Saaledes havde vi da gjennemskaaret den store Fjeldegn og naaede Bygderne i Sogn. Nu fortsattes Reisen gjennem Lyster, Justedalen og Lom omkring vort ubekjendte Land, indtil vi igjen kom ind i dets sydlige Gebeet mellem Guldbrandsdalen og Valders. Fra Sjodalen ved Begyndelsen af Flyet seer man Mugnafjeldets Nordside bedækket med Snee og Iis, og mellem endnu steilere Fjelde end Bygdin naaer Øiet hen til Gjende-Vandet. Forbi Bitihornet kom vi ned i Hegge Annex til Slidre. Her findes den sjeldne Anatase (Octoëdrit) i Nærheden af Gaarden Dale.
Fra Slidre gik Reisen skyndsomt tilbage til Christiania.»
III.
Saa fortrinlig den her anførte Skildring af den Opdagelsesfærd, de to unge Studenter foretog, end maa siges at være, staar den dog langt tilbage for de mere detaljerede Beskrivelser, som Keilhau senere gav af Bestigningerne af Koldedalstinden (eller Falketinden, som den i nyere Tid er kaldt) og Lodalskaaben. De unge Opdagelsesreisende viser sig af disse at være djærve Tindestormere, der ikke giver vore Tiders Vovehalse noget efter i Udøvelsen af den halsbrækkende Sport. Ved den første Leilighed slap de da ogsaa merkelig godt fra denne «Formastelse»; ved den sidste skulde de derimod faa temmelig dyre Lærepenge.
I et Stykke, betitlet «De høieste Fjelde i Norge» og indrykket i Ugebladet «Hermoder» for 23de November 1822, er indflettet en Skildring af Keilhaus og Boecks Bestigning af Koldedalstinden, der her skal hidsættes i sin Helhed:
«Dybt inde i den høie Fjeldørken, tre Mile nordenfor Filefjeld, ligger Tyen, en stor Søe, som deels tilhører Aggershuus, deels Bergenhuus Stift. Den er omringet af flade Strande og sagte opstigende Fjeldlier, og skulde med sin Omegn danne et ret smukt Landskab, dersom Naturen der var mindre død og kold. De venlige Birkeskove og lyse, livlige Sæterpartier, der saa ofte omkrandse vore høie Fjeldsøer, søger man forgjæves ved Tyen. Graae Stenurder og uforgjængelige Sneefonde ere de nøgne, aabne Fjeldsiders eneste Bedækning. Ikkun Stranden og de i Søen udskydende Odder bære hist og her en Vidiebusk og nogle Alpevæxter. Det er disses fede Græs, deels og Tyens Overflødighed af Fisk og de hyppigen omsværmende Rensdyrflokke, som stundom friste de nærmeste Dales Beboere til at besøge Egnen med deres Hjorder, eller med Garn og Rifler. Jægere og Fiskere af Profession have anlagt nogle saakaldte Boder, hvis inderste Deel gjerne er et i en Jordbakke indgravet Hul, og som forresten ere opførte af løse Stene, Tørv og Bark. Man vil begribe, at Rummet derinde ikke er meget overflødigt eller beqvemt indrettet. Vort lille Reiseselskab, som havde taget et saadant Herberge i Besiddelse, priste sig imidlertid ikke lidet lykkeligt, at det havde fundet et Tag og Nattelye — en Herlighed, som den, der begiver sig saa langt ind i disse Ørkener, ofte maa savne. Vi krøb tidligen ud af Hulen og besluttede at anvende Dagen til at besøge Koldedalen, hvor høie Alpetinder vinkede os. Fra Norden styrter en skummende Elv ud i Tyen; vi fulgte den omtrent en halv Mil opad og stode nu ved Indgangen til Koldedalen. Der laae de tvende frygtelige Aiguiller lige for og, som vi i de foregaaende Dage saa ofte havde havt isigte og længtes efter. De opskyde strax sine sorte Spidser til en truende Høide; især er Koldetindens dristige Form en herlig Alpeskikkelse. Fjernere og mere tilhøire reiser en tredie Tind sig med kløvet Top eller dobbelt Spids — et nordisk Furca. Dalen selv indesluttes af lavere og mere jævne Fjelde, hvis brede Rygge bære et sammenhængende, evigt Sneedække, og hvis mørkegraae Sider tildeels indtages af hine rædsomskjønne Iismasser, som beundres saa meget mellem Sydens Alper og der kaldes Glacierer eller Gletscher, men i det gamle nordiske Sprog hedde Jøkler. Født af den evige Snee og ligesom udspringende fra dens uendelige Forraad paa Fjeldryggen vælter den enorme Iiskrop sig som en vældig, paa eengang stivnet Strøm ned imod Dalbunden, bevæger sig til visse Tider længere frem, men synes til andre igjen at trække sig tilbage. Dalen selv er fuld af Steendynger; graat og guult Mos er dens eneste Vegetation; en liden, endnu sidst i Juli med Iisfloker belagt Søe fylder endeel af dens høie Bassin, hvilket ligger omtrent 2,000 Alen lodret over Havets Speil. Den lille kolde Søe med sine døde graagule Bredder, de chaotisk sammenhobede Steenblokke, Jøklernes blaaliggrønne, fremmede Former, Sneemarkerne og de derigjennem opstikkende sorte truende Alpeskikkelser gjøre et ganske usædvanligt Indtryk, hvis Virkning forhøies ved det almindelige herskende Dødsstille. Ørkenroligheden afbrydes dog stundom af det Brag, som Jøklernes Bevægelser foraarsager, stundom af Lavinernes Torden, eller ogsaa af Stormens Røster mellem Fjeldtinderne.
Grebne af disse Naturstemmer vovede vi ikke at blande vore Ord derimellem. Vi pegede blot paa Koldetindens høie Spidse og tilnikkede hinanden vor Ide. Saa gik det fremad. Ved Dalens øverste Jøkel søgte vi at nærme os de Klippevægge, hvormed Koldetinden stiger op igjennem Sneemarkens Flade. Paa denne kan man tydelig se Fjeldvæggens Beskaffenhed. Som en næsten overalt lodret Muur strækker den sig i en lige Linie omtrent en Fjerding mod Nordvest, intetsteds lavere end 400 Alen. Alle mine Forestillinger, at det vilde være umuligt at bestige den, var forgjæves; det var ligesom en Manie havde betaget min Reisefælle; han vilde absolut op paa den aldrig bestegne Tind og søgte at overtale vor uerfarne Ledsager om Muligheden. Til ingen Nytte indvendte denne, at det var Formastelse, han blev trukken afsted henimod Muren. Da Forsøget forekom mig aldeles frugtesløst, og jeg troede, at de ikke skulde kunne gjøre et eneste Trin fra Sneefladen op paa Præcipicen og altsaa ikke engang faa Anledning til at udsætte sig for Fare, saa tog jeg Veien til en lavere og mindre steil Fjeldtop, hvor jeg haabede imidlertid at gjøre en Del Observationer. Fra denne Høide, som jeg naaede efter en Times Opstigen, har man en fortrinlig Udsigt over de vilde Alpegrupper, over Sneemarkerne og ned i tvende Dale, som fra Sognefjorden trænge sig op mellem Fjeldtinderne. Mangfoldige Smaasøer af denne dybe blaae Farve, der er egen for nogle Joøkelvande, ligge omkring i de lavere Strækninger, glindsende Elve slynge sig i næsten utallige Bugter mellem Søerne, omkring hvilke Egnens grønlandske Sommer møisommeligen fremdriver en Bord af sparsom Græs- og Busk-Vegetation, Et rigere Grønt erholder Landskabet af de hyppige Jøklers Iis, som kanskee mægtigere end nogensteds i Norden stige ned i Dalen fra Sneebræernes høie, mellem sorte Vægge ligesom indmurede Planer. Det var noget over Middag. Da tøer Sneen stærkest, og da formaae Bækkene især at løsne de glidefærdige Laviner. Virkelig rullede Stenene nu hyppigere, og Echo gjengav deres Torden mangefold; fornemmeligen drønnede det heftigst fra Koldetindens Præcipicer. En kold Gysen gjennemfoer mig; mine Reisefællers Forvovenhed lod mig ane det Frygteligste. Jeg ilede udover Klipperne og nedad Fjeldet. Der siges, at Cimbrerne glede nedad Alperne paa deres Skjolde; hvorledes det forholder sig dermed, veed jeg ikke, men erfarede, at en flad Steen, i Mangel af Andet, lader sig bruge som en Slæde paa de høie bratte Sneefonde, og at man i faae Minutter kan fare flere hundrede Alen ned, naar man ikke lader sig genere af Hurtigheden og af den omkringsprudende Snee.
Efter to til tre Timers Fraværelse stod jeg atter paa det Sted, hvor vi havde adskilt os. Men forgjæves speidede jeg efter Koldetindens Stormere. Intet tilbagevendende Fodtrin i Sneen, intet Svar paa mine Raab, uden Echoet fra Klippevæggen. Jeg stævnede altsaa didhen; men her, lige under Muren, forsvandt deres sidste Spor. En smal Ridse eller Fure i Væggens næsten lodrette Styrtning lod sig med Øiet forfølge nedenfra næsten lige op til det favnetykke Sneetag, der rager frem over Murens Gavl; smaae Ujevnheder deels i, deels ved Siden af denne Fure syntes, saa langt Øiet kunde naae, at gjøre en Opstigning mulig. Men det fremspringende, ganske overhængende og maaske hvert Øieblik bristefærdige Sneetag blev jo altid den sidste uovervindelige Hindring. Ikke destomindre viste Fodsporene tydeligen, at de havde forladt Sneeplanen, som støder umiddelbar ind til det underste af Muren, og maatte have traadt op paa denne. Jeg gik noget tilbage ud fra Styrtningerne for om muligt at faae noget Lys i disse Uforklarligheder. Fra hiint Sneetag, som ligger temmelig fladt paa Klippemuren, svinger den egentlige spidse Tind sig iveiret med umaadelig Steilhed. Idet jeg i Fjernrøret betragter dens øverste Pynt, vise tvende Skikkelser sig paa Spidsen. Bedrager jeg mig, eller — det er virkelig dem! Jeg seer jo, hvorledes de svinge Hattene, jeg tror at høre deres Hurra. Netop nu naaede de Maalet, saa lang Tid havde de brugt. Der var intet Øieblik at tabe, dersom jeg vilde finde dem deroppe. Jeg steg med muligste Hastighed op efter Riften. Vandet, som overflødigen faldt ud fra den ovenfor optøende Snee, løb ideligen ind i Ærmerne, naar Armen opraktes for at gribe i Klippens Ridser og fremspringende Ujævnheder; smaae skarpkantede Stene kom hyppigen neddandsende og erindrede, idet de ofte meddelte smertelige Stød og Saar, om de rædsomme Laviner, som nu i nogen Tid havde tiet. Endelig var Sneetaget naaet; men jeg maatte ikke have truffet det samme Sted som mine Formænd; thi her var det en Umulighed at komme ind paa samme. Enten maatte en Kanal graves skraat op igjennem den farligthængende, altid truende Sneemasse, eller og maatte et Forsøg gjøres paa at komme hen til et Sted, hvor jeg saae, at Sneekavens udstikkende Deel allerede var brusten og nedstyrtet. Tidens Korthed nødte mig til at vælge det sidste Alternativ. Men det var et betænkeligt Forsøg — at klamre sig frem paa Randen af en Præcipice, der styrter 4—500 Alen under en Vinkel af 80 Grader, paa en svimlende Høide at have det usikreste Fæste for Fod og Haand og desuden at trues af den overhængende Snee. Jeg har siden besøgt Maristien i Vestfjorddalen, som er saa bekjendt for sin Farlighed og kan forsikkre, at den med alle sine Vanskeligheder ikke kan komme i Betragtning ved Siden af denne Vei paa Koldetindens Klippemur. Jeg gjorde det hellige Løfte aldrig at gaa ad den tilbage, om det lykkedes mig at komme op.
Og det lykkedes. Saasnart jeg stod paa Sneetaget, mødtes vore Raab, og inden en halv Time vare vi samlede paa Toppen. Koldetindens lodrette Høide over Havet er omtrent 3,400 Alen, hvoraf meer end en Fjerdepart udgjøres af den egentlige, paa Nordostsiden fuldkommen vertical fra Snebræen opskydende Aiguille. En Steen, udkastet tre Skridt fra os henimod denne Side, faldt i 8 Secunder uden at støde an mod Væggen, lige ned paa den underliggende Bræe. Paa Sydsiden ere Styrtningerne noget skraaere, men desto høiere. Vi satte med Lethed flere løse, faldefærdige Blokke i Bevægelse paa denne Kant, hvorved frygtelige Laviner udfore. Stene af en Qvadratfavns Indhold gjennemfoer i tre til fire Sæt en lodret Høide af tusinde Alen. Hvilke Spring, hvilke Buer! og nu Tordnen og Støvhvirvlerne. Spidsen selv bestaar af lutter løse, fra hinanden revnede Blokke og har et saa lille Omfang, at vi neppe fandt Plads deroppe. Endelig aabnedes Debatterne om Nedgangen. Vor Ledsager mente, at der man var kommen op, lod det sig vel gjøre at komme ned, og at man kunde træffe større Vanskelighed andetsteds. Jeg erindrede Selskabet om, at vi fra Koldedalen havde seet en Dal aabne sig mod Sydvest, nordenfor hvilken Koldetinden reiste sig med mindre farlige Præcipicer, og foreslog at søge ned til den, om end Veien skulde blive en Mil eller halvanden længere. Tilsidst blev Resultatet, at vi lode vor Ledsager gaa sin egen Kaas og selv søgte udover den lange steile Snebræce, som paa Sydvestsiden trækker sig op til Toppen. Efter en halv Times Fart møder en stor Jøkel, som skyder sig ud i den Dal, ad hvilken vi haabede at komme frem. For ikke at sætte over den farlige Iis, nærmede vi os, ved Jøkelens Kant, Styrtningerne, som føre ud i Dalen. Det er bekjendt, at en Mængde Leer, Sand og løse Stene ledsage og opdynges af Jøklerne. Paa denne usikkre Dynge bleve vi nu, da Fjeldsiden begyndte at blive meget steil, ofte nødsagede til at søge Fodfæste. Men snart begyndte ogsaa den hele dyndige Masse at glide og truede at føre os med udover en høi Afsats, til hvilken den tog Veien. Vi sprang lykkeligvis af paa en liden, fremspringende Brink under en Hvælving af Iisen, hvis Vand overskyllede os. Nogle Alen nedenfor denne Brink var en anden, til hvilken det ikke var vanskeligt at komme ned. Jeg kastede min Hammer iforveien; men den fandt ikke forgodt at blive liggende, hvor jeg havde meent, og det første Spring den gjorde efter at have stødt an, overtydede os om, at der var en forskrækkelig Styrtning nedenfor Brinken. Her var der altsaa ikke muligt at komme ned. Imidlertid kunde man herfra overse en betydelig Deel af Dalsiden, og virkeligen viste der sig et Sted, hvor Nedgangen syntes muelig; men for at komme derhen maatte man først et betydeligt Stykke op igjen og derpaa passere den mistænkelige Jøkel. Til det Sidste var min Deeltager i disse Fataliteter ikke at formaae; han begyndte nu dybt at føle Vægten af vor Ledsagers Ord, men hos mig havde Grundene for mit Løfte paa Klippemuren heller intet tabt af deres Styrke. En Stund stode vi tause ved Jøkelens Rand; det begyndte allerede at blive Aften; et rødligsort Uveir trak sammen i Vesten, allerede rullede den fjerne Torden. Endnu et Blik paa hinanden, og — vi adskiltes. Denne frosne Iis- og Sneenatur lægger sig tilsidst ogsaa kold om Hjertet; Farerne og Legemets Udmattelse nedstemmer, dræber Følelsen. Lad ham da længe nok gaae hen og knuse sig, den Forblindede, tænkte jeg. Det var hans Halstarrighed, som gjorde det største Indtryk paa mig. Ak jeg var jo selv lige saa blind, lige saa halstarrig. Jeg foer jo ud paa en Iis, hvor tynd, falsk Sne skjulte for Øiet de Svælg, der for hvert Skridt ere færdige at modtage den Dumdristige, som vover sig derhen blottet for ethvert af de Forsigtighedsmidler, man til den Hensigt har opfundet. Paa eengang standsede vi, vendte os om og vinkede, Men Ingen vilde forstaae Vinket; det forandrede sin Betydning og blev det sidste Farvel. Lykken stod mig bi; jeg kom over Jøkelen, steg ned i Dalen, undgik Lavinerne; jeg satte over tvende, halv med Iis belagte Smaasøer, gjennemvadede Koldedalens stærkstrømmende, meer end to Alen dybe Elv og naaede endelig efter fire til fem Timers forceret Vandring det Sted i Nærheden af Tyen, hvor vi skulde samles. Vor Bagage fandt jeg rigtignok i den Stenhule, hvori vi havde efterladt den; men intet Spor af mine Reisefæller, som dog begge, i Betragtning af min lange Omvei, for længst burde være kommet tilbage, dersom ingen Ulykke var tilstødt dem. Virkelig var ogsaa Bonden kommen for flere Timer siden; men da han savnede vor Pakhest, saa havde han gaaet omkring for at søge den. Snart kom han ridende hen til Steenhallen, hvor jeg laa mellem Tøiet, udmattet og fortvivlende for min udeblivende Medreisende. Det var alt Nat, og det regnede stærkt. Boden, som vi havde forladt om Morgenen, var i Nærheden. Vi besluttede endelig at søge et Par Timers Hvile i den for at gjenvinde saa mange Kræfter, at vi, naar det blev lysere, kunde tiltræde den sørgelige Vandring til Koldetindens Muur. Medens jeg skiftede de drypvaade Klæder med noget tørrere, fik Bonden endelig Ilden til at lue op paa det lille Arnested og Feltkjedlen til at koge. Efterat Punsch og en tarvelig Nadver havde vederqvæget os, skulde vi da egentligen hvile noget. Udstrakt paa de tørre Riisqviste faldt Bonden snart i en dyb Slummer; jeg følte, at Søvnen ogsaa lagde sig tungt paa mine Øienlaage; men saasnart de lukkedes, reve skrækkende Syner dem atter i Veiret. Han, som jeg havde forladt, stod der med knuust Hoved, med brudte blodstænkte Lemmer — eller jeg saae, hvorledes han styrtede fra den høie Muurtinde, hvorledes han stødte an mod Klippen og slyngedes tilintetgjort ud i gyselige Afgrunde. Nu var det mig umuligt at lukke et Øie. Den døende Ild paa Arnestedet slog den sidste, skjælvende Flamme i Veiret og belyste hurtigen den dunkle Hule. Et stærkt Tordenslag skraldede, som et Skybrud nedstyrtede Regnet. Da hørtes et Raab, en Stemme lød nedigjennem Tagets Røghul. Det var hans! Jeg foer sammen. Dog — de Døde tale ikke. Jeg havde ham lyslevende, heel og holden. Intet Uheld var tilstødt ham; den lange Udebliven var kun en Følge af den Forsigtighed, hvormed Nedstigningen var iverksat. Nu blev Boden os snart den gladeste Gjæstebudshal, nu var al Gjenvordighed glemt, og denne Nat, som først havde været den sørgeligste, lod os endnu nyde Øieblikke, hvis Erindring fra hele Reisen altid vil blive os den kjæreste.»
Desværre har vi fra Keilhaus Haand ingen udførlig Fremstilling af, hvorledes han og Boeck for første Gang besteg nordre Skagastølstind; kun hist og her vil man finde det berørt i hans Skildringer.
Derimod har han paa sin sædvanlige uforlignelige Maade i Morgenbladet f. 27de August 1820 i en Skildring, overskrevet «Fjeld-Situation og Livsfare», beskrevet det mislykkede Forsøg, som han og hans Reisefælle gjorde for at komme op paa Lodalskaaben, — et Forsøg, som af flere Grunde maatte falde uheldigt ud.
I Slutningen af denne Artikel, som nedenfor hidsættes i sin Helhed, slaar han Appel for et vordende norsk Turistliv: «Høifjeldene i Norge have Phænomener, Interesse og Farer fælles med Schweiz. Koldedalens Alper, Mugnafjeldets hængende Sneefonder, Gjesdalsfossens fulde Regnbuer skulde blot være Tiendeparten saa bekjendte som Chamouny, Buet og Staubbach for at erholde tusinde Beundrere.»
«Øverst i Justedalen finder man, dybt imellem steile, iis- og snebedækkede Fjelde en vild Sæteregn. Fra de østlige Høider henimod Aggershuus Stift nedstyrter en skummende Elv i Dalbunden og forener sig med Lodals-Stegeholtbræens mælkefarvede Gletschervand. Løvskoven formaaer ikkun at stige et Par Hundrede Fod opad Fjeldene; snart afløses den af sorte Klippemasser. Saa kommer den blaae Iis og øverst den evige Snee. Kun faa Uger er dette Sted besøgt og benyttet af Mennesker; i den største Del af Aaret er der fuldkommen øde. Man hører da ingen oplivende Menneskestemme, ikke Qvægflokkenes muntre Klokkespil. Det er blot stundom, at man standser ved den store Naturs sterke Røster, naar Snelaviner nedtordne i Dalen, eller Stenstyrtninger med græsseligt Brag rase ud over Fjeldsiderne. Som en fjern Kanonade høres og paa varme Sommerdage Iisens Bevægelser i Bræerne. Ved dette høie Sprog forbauses den Reisende; Naturen, som forekom ham saa iiskold og død, bliver pludselig talende — men tier lige saa snart for at overlade den Forbausede til Tanken og Phantasien.
Vi ankom den 3die August til dette Sted, som man kalder Stordalen. Regnveir nødte os til at blive inde i en Hytte, Justedølerne have bygget for dem, der passere Oplandsfjeldet eller over Snebræen til Nordfjord. Næste Dag blev Veiret klart, og vi udrustede os til at bestige Lodalskaabe, en høi og steil Tind, som hæver sine sorte Sider over den lange lyse Sneeflade. — Ingen Dødelig, siges der, havde endnu besteget den, og saaledes er det beskikket, lægger Almuens Overtro til, at heller ingen maa komme derop. — Ikke desto mindre begave vi os paa Veien og lagde Planen saaledes, at fra Stegeholdtbræen skulde vi komme til Kaabens nordre Fod, stige op paa Sydvestsiden og retournere over Lodalsbræen, hvilken sædvanlig passeres. Men en ulykkelig Hændelse tilintetgjorde Planen og bestyrkede hines Overtroe iblandt Bønderne.
Lige udaf en ret frodig Løvskov træder man over en smal Mouraine ind paa den haardeste Iis. For ret at blive fortrolig med Jøklernes merkelige Phænomener lagdes Veien tvert over Bræen, hvis Revner nu vare aldeles frie for Snee. Hvert Trin maatte med Øxe hugges i den faste Iis, som snart dannede frygtelige Steilheder, snart skarpe Kanter med styrtende Dyb paa begge Sider: det var en høist farlig Marsch, og endnu farligere blev den, saasnart den hidindtil dog sammenhængende Iis viste sig aldeles sønderrevet og ruinmæssigen sammenhobet.
En gammel Beskrivelse fortæller, at der høres ligesom et Orgelspil, naar Bræen rykker frem; saa lidet troligt dette er, saa vist er det dog, at naar de paa Iisen henflydende Bække falde ned i de mægtige Sprækker og Bekkener, saa fornemmer man en herlig Klang, — dybe Undertoner opstige fra den sonore Iis. Og naar nu Stene nedfalde, Iisstykker aftøe og klingende støde an paa Revnernes Vægge, Alting bevæges af en usynlig Aand, da opvækkes Følelser og Betragtninger, som lade glemme al Fare, da forraader sig et mægtigt Liv i det Døde; det er Elementernes Kamp, chaotiske Rørelser — man drømmer sig hensat i Urtiden, før Organismen begyndte i Jordens Barndom.
Efter fire Timer var Bræen lykkelig passeret. Nu skulde vi overstige den Høide, som adskiller Stegeholdtbræen fra Lodals Gletscher. Paa Venstre var en steil Væg og ovenpaa den, fem Hundrede Alen over vore Hoveder, en liden Faldjøkel. Denne, som Middagsvarmen just virkede paa, løskilede et mægtigt Klippestykke. Efter et græsseligt Sprang stødte det an og deeltes i mindre Stykker. Da en liden, foranliggende og, som vi troede, blød Snefond syntes at ville standse Stenene — hvilket vi oftere havde erfaret — saa nøde vi i Førstningen med Jubel denne interessante Scene; os, der stode lige i Faldlinien, forekom de nedfaldende Stene i nogle Øieblikke ligesom fasthæftede paa eet Punct i Luften; Steendandsen og Dunderet var høist imponerende. Nu naaede Steenene Sneefonden. Sprudende førtes Sneen foran dem, til de standsede; men til vor Skræk fortsatte tvende deres græsselige Hop. Den ene hvinede forbi mine Øren, og med Nød undveg vor Karl ved en behændig Vending det dræbende Slag. Saa heldig var ikke Hr. B., som stod længere nede; med rasende Force blev han styrtet ned bag en fremspringende Brink. Jeg saa ikke mere min vakre Reisefælle. — Det var stille — efter vore Raab, efter Steentordenen ikke en Lyd: kun et fjernt, huult Drøn af det sidste Anstød. Skrækkelige Øieblikke. — Men min Ven var frelst! Han levede og var ikke lemlæstet! Barometret, som hang vel indpakket over Skuldrene, havde modtaget og fordeelt Stødet, som ellers vilde knuust Ryggen og indstødt Ribberne. Stenen havde desuden truffet noget skjævt. Hr. B. slap med nogle lette Contusioner og en Stivhed i Siden, som gik over efter 8—14 Dages Forløb. Barometeret blev naturligvis aldeles knuust.
At bestige Kaaben var nu ikke at tænke paa. Denne Gletscherreise, udtrykte vor Karl sig, var Formastelse, og han havde i visse Maader ret. Det var en bestandig Livsfare. Ved Hjælp af Reb, Stænger og Øxe naaede vi møisommeligen ned til Stordalens Sætre, og det var tydeligt at se paa Folkene, at de havde ventet vort Uheld.»
IV.
Det Fjeldlandskab, som Keilhau og Boeck saaledes havde opdaget, gav den førstnævnte Navnet Jotunfjeldene — en Fornorskning af det tyske Ord Riesengebirge — et Navn, som straks kom i Brug og senere er bleven beholdt.
Medens de unge Videnskabsmænd saaledes flakkede om mellem Fjeldene, forsømte de ikke at studere det Folkeliv, som udfoldede sig her og som i saa mange Henseender skulde have en slaaende Lighed med Sagatiden[7]. Ogsaa med Fjeldbygdens Fortidssagn skulde de, som vi skal se, blive ret fortrolige.
Ikke mindre Interesse har det for os, at Keilhau, der havde et betydeligt Talent for Tegning, førte sin Skissebog med og, saa ofte Leilighed gaves, optog Prospekter af de Trakter, hvor de færdedes.
Efter Hjemkomsten til Kristiania glædede Keilhau sin Reisefælle med et Album smukt udførte kolorerede Haandtegninger, hvori Fjeldvandringen var malerisk fremstillet.
Om Keilhau og Boeck har tænkt sig Muligheden af, at de vilde komme til at give en sammenhængende Fortælling om sin vovsomme og eventyrlige Færd, og at det var Meningen i saa Fald at lade Prospekter i Kobberstik eller Lithografi ledsage Skildringen, faar staa derhen.
I ethvert Fald maa en saadan Plan hurtig være bleven opgivet, da de literære Forhold hertillands neppe tillod Publikationen af et saadant Verk.
Derimod tør de unge Forskere nok for Alvor have tænkt at offentliggjøre Tegningerne paa anden Vis.
I Modsætning til andre Opdagelsesreisende synes Boeck og Keilhau fra først af at have vurderet sin Opdagelsesfærd temmelig lavt, og det var først gjennem den Interesse, hvormed den omfattedes af den dannede Almenhed, at dens vidtrækkende Betydning blev dem klar.
I Aaret 1823 «startedes» det af Professorerne G. F. Lundh, Chr. Hansteen og H. H. Maschmann udgivne «Magazin for Naturvidenskaberne», der tilvisse for en ringe Del var beregnet paa at holdes oppe ved de Afhandlinger, som Keilhau og Boeck skulde levere.
Jotunfjeldenes Opdagelse skulde paa en vis Maade bestemme Magazinets Program.
Paa en Plads for sig selv i Begyndelsen af dets første Bind findes der nemlig optaget en af Professor G. F. Lundh paa Grundlag af Chr. P. B. Boecks Optegnelser og Meddelelser affattet Afhandling, der under Overskriften «Hurrungerne» giver en topografisk Skildring af Jotunfjeldene.
Til denne hører et Billede af Keilhaus Album, saavidt vides, det eneste som blev reproduceret hertillands, før det i 1889 gjenfandtes hos en af Professor Lundhs Paarørende.
Som et Pendant til Keilhaus ovenfor meddelte topografiske Fremstilling tør ogsaa Lundhs — eller rettere Boecks — her finde Plads.
«Dybt inde i de umaadelige Fjeldegne, som udbrede sig der, hvor Agershuus og Bergens Stifter paa deres nordligere Grændser berøre hinanden, hæve sig — udmærkede fra alle øvrige — de kolossale Jotunfjelde med den evige Snee og de blaanende Gletschere.
Ringe er den Kundskab, man hidtil besidder om disse Kjæmpefjeldes Omfang. Vi ville imidlertid her til en Begyndelse forsøge at betegne samme, være det end løseligen og i et blot flygtigt Omrids. Vi antage da, at de mod Østen ende under Navn af Galdebergknauserne, Langsidalsknatterne, Torfindtinderne og Mugnafjeld, med adskillige andre i N. og N. V. fra det Sidste liggende betydelige Høider, samt med de lavere mod Østen kneisende Fjeldtoppe Synshorn, Skaget, Hyllefjeld og store og lille Mellen, hvilken synes mod S. V. aldeles at slutte Fjeldgruppen. Vender man sig mod deres sydlige Grændser, saa møder man Bitihorn, Sneesengfjeld, Heensfjeld, Remmisfjeld, Skudshorn, Grindadden, nordre og søndre Suul[8]. Mod Vesten ende de sig med Hurrungernes vestlige Rand; men de udmærkede Punkter, som paa den nordre Led omslutte Jotunfjeldene, have endnu ubekjendte eller vel endog maaskee ingen Navne; dog synes de her at nærme sig henad mod Bæverdalen og Gjendevand. Vel reise sig henimod Justedalen og Gudbrandsdalen adskillige Toppe som Lodalskaaberne, Tunderdalskirke, Lomseggen og Haalungen; men saavidt vides staae disse ei i anden Forbindelse med de her indgrændsede, end at de ligge paa det samme udbredte og mod Bergens Stift betydeligt stigende Plateau. Vilde man indeslutte Jotunfjeldene inden en engere, mere bestemt Kreds, da kunde man kanske antage Bygdin- og Tyen-Vandene, Fardalen, Bæversdalen og Gjendevandet som deres Hovedgrændsepunkter.
Imidlertid ere de her opregnede Navne enten i Almindelighed ganske ubekjendte, eller dog for lidet kjendte til at give et tydeligt Begreb om Jotunfjeldenes Beliggenhed. Tydeligere betegnes derfor denne, naar man erindrer, at de optaarne sig mellem Bygderne Leirdal, Lyster og Justedal i Sogn, Vang og Slidre i Valders, Lom og Vaage i Gudbrandsdal.
Paa disse Fjeldes vestlige Grændse, henimod de Arme af den dybt indskjærende Sognefjord, som gaae op igjennem Lyster til Fortun og Aardal, ligger en særskilt, men til Jotunfjeldene hørende Alpegruppe: Hurrungerne[9], dannet af mange, deels adspredte, deels sammenhængende, synderligt formede Knipper. De ere endnu langt fra alle at være kjendte eller undersøgte; men man formoder dog, at dette Fjeldhavs omtrentlige Begrændsning vil være Melkedalen, Koldedalen, Tyenvandet, Valdersdalen[10] og Fardalen i Aardal, samt Bærdalen[11] og den egentlige Fortundal. De enkelte Partier, af hvilke denne høist mærkelige Fjeldegn bestaaer, som sandsynligvis frembyder de høieste Punkter i vort hele vidtstrakte Land — maaske i hele Skandinavien — ere, saavidt man hidtil ved, Bærstølstinderne, Ringstinderne og Skagastølstinderne[12] der formere en nordvestlig Gruppe, og længst borte mod S. O. Koldetinderne[13]. Indenfor disse, og saa at sige i Centret af Hurrungrækken, findes et Par Grupper, en sydligere[14] og en anden i en noget nordøstlig Retning fra denne. Mellem den sidste og Skagastølstinderne ligger endnu en anden navnløs Gruppe eller rettere, tvende parallelt med hinanden løbende Fjeldtindrækker, af hvilke den nordligste Top øines fra Grønsendklippen og Mourklephoug paa Filefjeld. Mod S. V. møder man i S. for Ringstinderne en isoleret hidtil navnløs Gruppe, som skal ligge i Øst for Fardalen, og om hvilken det endnu er uafgjort, hvorvidt den staar i Forbindelse med Ringstinderne eller ikke. Formedelst Taage blev den ei seet af D’Herrer Keilhau og Boeck, og dens Tilværelse antages derfor blot paa de Omkringboendes Fortælling.
Vi have saaledes korteligen paapeget en af Norges mærkeligste Fjeldegne, hvis betydelige Udstrækning og den korte Tid, som er forløben siden den for Videnskabsmænd blev bekjendt, har gjort en nøiere Kundskab om samme hidtil umulig. Ikkuns i dens Udkanter er den nogenledes undersøgt; men da de i disse beliggende Tinder, som ere bestegne, allerede naae en saa betydelig Høide, synes det vist, at dybere inde i denne Fjeldsamling findes de høieste Bjerge i Skandinavien; en Forudsætning, som vinder betydelig i Styrke derved, at mange blandt de Toppe, som høiner sig nær hos de allerede bestegne Tinder, efter Øiemaal stige betydeligen op over disse.»
V.
Samtidig med at Jotunheimens Opdagere i de videnskabelige Tidsskrifter, som fandtes hertillands, fremlagde for den lærde Verden sine Iagttagelser paa Geologiens og Vækstrigets Omraader, gjorde de tillige den store dannede Almenhed opmerksom paa, hvilket uudtømmeligt Væld af Folkepoesi og Mythedigtning der strømmer paa Høifjeldet.
I det ovenfor omtalte, af Samtiden høit skattede Underholdningsblad «Hermoder» indrykkede de i første Halvaargang, No. 5, en Sagncyklus, «Hulebakstenen» kaldet. Fortællingen bærer Keilhaus Signatur (K.); men ifølge en Antegnelse i Universitetsbibliothekets Eksemplar, der ved anstillet Undersøgelse viser sig at være fuldt autentisk, er den forfattet af de to unge Turister i Forening.
Naar vi læser Asbjørnsens Huldreeventyr — dette i sit Slags enestaaende Epos over norsk Natur og norsk Folklynne —, tænker de færreste af os paa, at det er et Kunstverk i Ordets egentligeste Forstand. Staffagen, hvori Sagnene er indrammede, er nemlig saa mesterlig udført, at man ikke et Øieblik griber sig i Tvivl om, at Sagnene virkelig er fortalte af de Personer, i hvis Mund de lægges, og under de Situationer; hvori Digteren fremfører dem.
I denne Illusion hensættes man ikke ved Keilhaus og Boecks Sagnfortælling. Træk for Træk lever og fortælles de her sammenkjedede Sagn endnu oppe i Bygderne — «Hurdabaksteinen» og «Hurdabak’en» findes, saavidt jeg ved, omtalt i Sagnsamlinger baade fra Valders og Hallingdal —; den indflettede Skildring af Vasetdansen er fortrinlig og Fremstillingen af Fjeldets Øde ved Vintertid særdeles slaaende. Men med alt dette vil Fortællingen om «Hulebakstenen», saaledes som den præsenterer sig i den gammelromantiske Dragt med det Tieckske Rittermärchens uægte Flitterstas, forekomme en Nutidens Læser fremmed og bizar.
Men tiltrods herfor indtager denne lille fordringsløse Fortælling, ihvorvel den forlængst er glemt, en ret merkelig Plads i vor Literatur. En kyndig Læser vil se, at vi i den har Prototypen for det norske Huldreeventyr, saaledes som det et Snes Aar eller saa bagefter udformedes af Asbjørnsen. I mine Øine knytter der sig ikke mindre Interesse til den af den Grund, at den har afgivet Emne til Welhavens storslaaede, i sin dystre Gru gribende Digtning «Eivind Bolt», hvor Begivenhederne er henlagte til den store Mandedøds Tid.
Hulebak-Stenen,
et Brudstykke af en Dagbog, ført i
Sommeren 1820.
Der Normann, wie die Sage ihn verklärt.
Ein Hekla jetzt, umwölkt mit starren Grauen,
Jetzt thränenschmelzend und der Thränen werth.
Ein Gott an Kraft, ein Kind an weicher Güte,
Im starren Sinne seinen Felsen gleich,
Sein Aeuszeres Eis, sein Innres Lenzesblüthe,
So arm an Wort, als an Empfindung reich.
Amalie v. Helwig.
Henimod Aften ankom vi til Hestøe, en skjøn Sæterplads paa nogle betydelige Græssletter som beskylles af Storliens og Hydalens sammenflydende Elve. Denne Egn, hvis stolte Alpenatur forbauser og henriver, havde desuden et Slags klassisk Værd for os; thi det er hid, at Suhm har hensat Scenen for et Optrin i en af hans nordiske Fortællinger.[15] Kløvene blev aflæssede, og medens vore Heste græssede, gik vi opover for at se den berygtede Hulebak-Sten. Det er et afrevet Klippestykke, som dels Naturens, deels Kunstens Haand har udhulet og forsynet med tvende Aabninger. Vor Veiviser, en 60-aarig, men endnu fast ungdommelig rask Renskytter, tog Plads inde i Stenen, og det øvrige Reiseselskab, Kaptein S., Hr. B. og jeg leirede os omkring den for at høre Underhistorier om denne Stens fordums Beboer. Vor gamle Skytter fortalte Sagnet i sin naive Fjelddialekt og i en saa original Maner, at det er Skade, man ei kan levere det ordlydende. Han begyndte:
«Hvor jeg nu sidder paa den haarde Sten, hvilede engang en Ridder paa guldfryndset Fløielsbolster, og hvor Riflens kolde Jern ligger hos min Side, klyngede sig en silkefin Fe op til Ridderen.
Det var i den gamle norske Adels sidste Dage, paa den Tid, da Kongen kløgtigen svækkede den stolte Æt, saa den snart tabte sig blandt Bønderne. Da skrinlagdes Eyvind Asbjørnson hist bag det høie Skogshorn, hvis gamle Sne den nedgangne Sol endnu forgylder. Sønnen Asbjørn Eyvindson var Odelsmand til hans vakre Gaard og Gods. Men Gjerrighed og nedrig Svig berøvede ham Arv og Eiendom i hans endnu umyndige Alder. Den unge Asbjørn græmmede sig, og Tanken om Hævn overfaldt ham ofte. Taus sad han engang i et Bryllupsgilde og skuede hen paa sin udkaarede Veninde, hende, som engang skulde være hans Brud, som med ham skulde dele hans Fædres Gaard og forplante deres gamle Æt. I Hallen var hans og Avindsmænd, og lystig blev der drukket af de vel arbeidede Birkeboller. Ud paa Natten blev Stemmerne alt lydeligere; der fulde Ukvemsord mellem Gjæsterne, og man endte ikke, før Mordstaalet blinkede. Tvende Mænd faldt for den mordiske Dolk: og Asbjørn havde givet dem Banesaaret. Saaledes pleiede de haarde Døler endnu gammel Sæd; men Øvrigheden pleiede en nyere skarp Lov.
Da et halvt Aar var fremledet, var Asbjørn dømt og skulde lide en haard Død under Bøddelhaand. Han skulde nu snart igjen føres op mellem sine Fjelde og falde som et skrækkeligt Eksempel i sin Fødeegn. Men just nu fik han Leilighed til at undvige og søgte selv paa Snigveie op til Fædrenebygden. Da kom han over denne mægtige Aas, hvor vi nu sidder, og hvis fire Mile brede Ryg skiller de dybe Dale Valders og Hallingdal. Det var Midtvinter; her i disse Høidale ligger Sneen flere Favne dyb; af de store Birkelier ser man kun de høieste Trærs Toppe at stikke op over den store Sneflade. Utallige Ryper og enkelte Flokke af Rensdyr er da den vide Ørkens eneste Beboere. Der er saa dødt, saa taust. Kun en kold Nordenvind afbryder stundom Stilheden; da fyger den løse Sne saa tyk, saa tyk, at den klareste Dag bliver mørk.
Paa pilsnare Ski for Asbjørn hen over de lange, jevne Bakker. Det sneede sterkt, tætte fulde Flokerne og fordunklede endnu mer den allerede heldende korte Vinterdag. Asbjørn stansede, rystede det hvide Pudder af Lokkerne og merkede, at han for vild. Nær ved ham stod Taget af en Sæterbod frem af Sneen. Her er det bedst at give sig til Ro, tænke han, til en ny Dag giver bedre Lys og Lykke. Med Skien skuffede han Sneen fra den lave Dør og traadte ind. Midt i Hytten under Ljoren tjener en flad Sten til Ildsted som paa gammel Vis. Der vred og krummede sig snart den blussende Næver; en munter Ild oplyste Røgstuen. Et Par Ryper, der var faldne for Asbjørns hurtige Skistav, blev brasede og udgjorde Fjeldmandens Natverd. Han spiste, lagde paa Ilden og strakte sig ud paa den haarde Briks. Da hørtes en fjern Kobjelde og snart derpaa trende sterke Slag paa Hytten.
Det undredes ikke Asbjørn; thi vel vidste han, at der bor en talrig Æt i det hule Fjeld, og at ligesom Mennesket færdes over Jord, saaledes sysler Haugefolket under Jord. Hel ofte havde han i sin tidlige Ungdom sanket de klare, deilige Krystaller, som hændig Dverg smeder i sorten Sten, og vel mindtes han de mange Sagn om de Familier, som bor udi Høie med fuld Boskab og anden menneskelig Bestyring. Han tegnede derfor Korset og sov snart ind.
I Drømme bares det ham for, at han saa Inga, sin Fæstemø, som han just nu vilde besøge, og hos hvis Forældre han troede at blive skjult, og han saa Haldor, sin Fiendes Søn, og de sad hos hinanden og gantedes. Og han hørte sit Navn, og han hørte dem le. Asbjørn blussede. Blod, Blod! lynede det atter gjennem hans Sjæl. Hidsig for han op og vaagnede. Da svandt en Skikkelse forbi hans vaagne Øie: en herlig Kvindeskabning, skjønnere end nogen af Stadens Møer, havde staaet foran ham med truende Haand og blid advarende Mine; men Synet forsvandt, just idet han slog Øinene op. I det fjerne hørtes sterke, skurrende Toner. «Hvad,» tænkte han, «skulde ogsaa Inga være troløs? Den eneste paa Jorden, som syntes at deltage i min Skjæbne! Skulde jeg fly den hæslige Menneskeæt og bebo denne vilde Ørken?» Da lød behagelige, muntre Toner, og hin Beslutning, ganske at forlade Verden, befæstede sig hos Asbjørn. Han indslumrede atter og drømte mangt om den venlige Kvinde, som havde ladet sig se.
Da han vaagnede, var det høi Dag; Solen havde alt vandret et Stykke af sin korte lave Vinterbane og skinnede rødligt henover de hvide Fjelde; Nysneen nedtyngede de tynde Kviste med tusinde glimrende Diamanter. I dette herlige Lys forekom det Asbjørn, at Nattens mørke Billeder kun var lidet at agte. Sin tagne Beslutning ei at besøge Menneskene forandrede han snart og spændte Skierne paa Fod; men de sank dybt i den løse, nyfaldne Sne. Hel sagte gik det fremad. Efter faa Timer sank allerede Solen blodrød bag de sydvestlige Høider, og Asbjørn kunde heller ikke iaften naa Bygden. Han stansede ved en sort Fjeldvæg, der var saa brat, at Sneen ikke havde kunnet fæste sig paa den. Der var en Aabning i Væggen og et Hul i Klippen. Nysgjerrig traadte han ind. En lang snoet Gang førte ind til et rummeligt Lønkammer.
Der sad Inga ved en liden Ild paa et Leie af tørt Mos. Det var ikke længer den fyldige rødmossede Fjeldpige. Den forhen vel føre Taille syntes at have formet sig efter en finere Model, og tung Sorg havde nedstemt Kindernes vel høie Farvetoner. Hun saa ikke den indtrædende, men vedblev med bøiet Hoved sin flittige Syssel. Tvivlende stod Asbjørn der. Hans Kjærlighed var ikke mere den klare lette Lue, som varmer saa mildt og lyser saa skjønt, som fri og munter flagrer op i den blaa Luft; langt mere lignede den hin Ild, som rødlig, indesluttet i Essen, tyranniseres af den barske Smed. Han saa hendes flydende Taare, han hørte hendes lønlige Suk; da sukkede ogsaa han. Men ikke sank han i hendes udbredte Arme, ikke slukkede han hendes Læbers Tørst med Gjenfindelsens Kys. «Du her, Inga!» sagde han med Kulde; «eller est du en ond Seidkvinde, som gjækker en ulykkelig?»
Hendes Svar, hendes Ømhed, hendes Fryd og hendes Smerte begyndte endelig at overtyde Asbjørn; og ligesom hun ordnede de vaade Lokker tilside fra hans mørke Pande, saa opklaredes den efterhaanden, saa begyndte den Flamme atter at blusse, som det sidste Aars Hændelser havde indsluttet i dæmpende Tungsind og Tvivl.
Inga forlangte af sin Ven, at han aldrig maatte forske efter, hvorledes han nu traf hende her, og overtalte ham til aldrig mere at se Verden. Han fandt adskillige Bekvemmeligheder, Husgeraad og Fødemidler i Hulen. Der var og en Rifle med Lod og Krudt. Inga bestyrede Husholdningen, baldyrede og sang; Asbjørn gik paa Jagt og skar kunstige Sager af flammet Birkerod. Saaledes hengik Vinteren.
Da det led henad Sommeren, og Dalboerne var ventende tilfjelds med deres Kvæg, saa satte Inga en fryndset Hat paa Asbjørns Hoved og sagde, at han nu ikke kunde sees af Menneskegine, naar han vilde. Det var nyttigt, lagde hun til; thi snart monne Sæterfolkene være her; men ikke maa du søge dem. Asbjørn takkede sin omhyggelige Viv; men ilde holdt han sit Løfte ei at søge Mennesker.
Useet under den bølgende Hat tog Jægeren engang Veien hen til sin Fædrenegaards Enemerker. Der, hvor den smale Vei kaster sig udover Bjerget ned imod Dalen, mødte ham en hel Boskab, først den lokkende Melkepige, saa en Mængde Faar og Gjeder, derefter det store Kvæg, Kløvhestene, og tilsidst Husbonden og hans Hustru, hver paa sin Ganger; i en Kløvkurv sad paa en anden Hest et lidet Barn imellem dem. Toget, som aldeles har et patriarkalsk Præg og erindrer om hine nomadiske Oldefædre i Østen, drog sagte forbi den anende Asbjørn. Endelig kom Husbonden, og det var Haldor; hans Hustru var — Inga, den virkelige Inga! Rasende kastede Asbjørn sin Tryllehat mod Jorden og stillede sig hen for de forskrækkede. Efter en kort Ordveksel hævede Haldor en Stok, — Asbjørns Rifle gav Ild, og han var anden Gang Morder. Ogsaa Ingas Blod strømmede. Som en afsindig ravede Asbjørn bort fra Ligene. Det var Nat. Han ladede atter sin Bøsse. Om hele Verden skuffer mig, tænkte han, saa skal dog du ikke! Trangt gik Kuglen ned igjennem det riflede Løb. Der hørtes mange Menneskestemmer i Skoven, og sterkt Hundeglam lød høit mellem Fjeldene. Asbjørn havde sikkert tiltænkt sig selv den sidste Kugle; men nu besluttede han at fly, at heller ikke hans Lig skulde falde i Menneskenes Hænder og besudles af deres Forbandelse. Han merkede, at det var efter Morderen, man søgte. Pludselig, uden at vide, hvorledes det gik til, befandt han sig paa en herlig Hest, og Hatten sad atter paa hans Hoved. Hesten for afsted; Rytteren henfaldt i en Slags Dvale og lod den løbe. Først henimod Morgenstunden stansede den, Asbjørn slog Øinene op og saa sig foran Hulen. Ha! det fordømte Hul, tænkte han, slængte Hatten, sprang af Hesten og vandrede bort. Da hørtes bløde Klagetoner i Bjerget; men Asbjørn stansede ikke.
Den opgaaende Sol fandt ham paa denne græsbløde Bakke. Paa høi Spænding følger gjerne Slaphed; Asbjørns Sjæl havde været i et rasende Oprør; nu var den træt, fuldkommen udmattet. En dæmpet Klagestemme bævede atter ud fra det nære Bjerg. Morgenen var saa skjøn, og Sangtrosten slog i Birketoppen. Asbjørn blev underlig blød om Hjertet og reiste sig halvt op, gjennemstrømmet af milde Følelser. Da fremstillede Feen, Beskytterinden, sig for den overraskede; lyslevende stod hun der, vemodig smilende, ikke mere i Ingas Skikkelse, men saadan som hun viste sig første Gang i Sæterhytten,
Flere Aar skal de have boet her i Stenen, og mangen Saga fik Asbjørn høre i den lange Vinterkvæld om gammel Idræt; hvorlunde Harald hin Haarfagre gjæstede Valdershøvdingen paa Qvien og saa hans Fosterdatter, den fagre Gyda; hvorlunde den unge Konning red taus ud igjennem den lange Dal, og hvorledes han ikke fik Rist eller Ro, før de høviske Riddersmænd havde frembaaret hans Ord for den stolte Mø; hvorlunde den høie Kvinde modtog de høviske Riddersmænd, viste dennem Remmisfjeldets Sølverhjelm, lod dem merke paa Luefossens Tordenrøst og skue over alt det vide Norrig; hvorlunde Harald Konning blev mod i Hu, kjæmpede for Gyda og lagde ned for hende alt det vide Norrig.
Saa mælte ogsaa Feen den Saga, som gaar Mand imellem om Konningen paa Gummønes og de modige Hallinger, der red sig ud for Olbergs sorte Væg og knustes Hest og Mand i dyben Urd.
Ja endnu høiere gik den vise Kvinde op i det fjerne Old; herligt var det Kvad, hun lagde om Asagudernes Landeskifte, hvorlunde Odin kaarede sig Danalund og Freyr udvalgte Svithjod, men, hvorlunde Norges Kjæmpefjelde huede den sterke Thor, da han forskende kastede Lueøiet over Skandien, og hvorledes han med vældigt Hammerslag keisede det høie Dovre.
Men endog al denne Tale var liflig at høre, saa kunde dog ikke den, ikke Asbjørns gode Hest, ikke hans Elskerindes brandgule Koflok, neppe hendes varme Kjærlighed forjage hans Tungsind. I mørke Timer for han stundom ud iblandt Menneskene, og de fik altid Aarsag til at beklage sig over den hadefulde. Alle Omstændigheder syntes at have sammensvoret sig imod ham og at ville hindre enhver Forsoning med Menneskene. Jeg vil fortælle en hidhen hørende Hændelse.
Det er en ældgammel Skik i disse Egne, at man paa en bestemt Dag om Sommeren kommer sammen paa et vist Sted i Nærheden af Sæterne for at fornøie sig og være glad, hver paa sin Vis. Ungdommen danser, Mændene kaprider, nogle brydes, andre slaar en Svir af, og alt er Lystighed. Især er der endnu den Dag idag i Bjødalen en berømt Dansarfest, saa kalder man Stedet, hvor en Sammenkomst af hin Art holdes. Men Bjødalen var mange Mil fra Asbjørns Opholdssted. I vilde Marker havde han vandret flere Dage uden at se Mennesker. De var døde i hans Sjæl som i den Egn, han gjennemstreifede. Den ulykkelige følte sig ene og forladt. Pludselig laa en skjøn Sæterdal for hans Fødder; i dens fjerne Bund mylrede det af Mennesker. Det var Bjødalens Festdag. Asbjørn stanser overrasket: og visselig er det et sært Syn, naar man kommer fra den milevide Ørken at se de levende Grupper; der er tvende Kjæmpere omringede af opmuntrende Tilskuere; hist flyver nogle Ryttere afsted til det afstukne Maal, og i Midten af Folkevrimlen bevæger sig uafbrudt den dansende Kreds i en ensformig Runde. Dette sande nationale Optrin behager Asbjørn; men endnu hører han ikke de glade Stemmer, ikke den flittige Hardanger-Violin. Han rykker uvilkaarlig nærmere og lytter. Scenen behager ham endnu mere, og han længes efter Menneskene, sine Brødre. Han tog sin Hat af og blandede sig i Selskabet. En Stund gik det godt; men ikke før havde man, som Skik er, begyndt at fortælle gamle Sagn og Eventyr, før der kom en afskyelig og tillige latterlig Historie om Hulebaken, som havde forsvoret sig til den onde. Man gyste, man lo, man spottede. Asbjørn merkede snart, at han var Helten i den smukke Fortælling. Hans Kinder blegnede, og Øinene rullede vildt. Da ræddedes Pigerne for den fremmede Mand, og Fortælleren blev stum. Vel søgte Asbjørn at fatte sig, og de overgivne Ungersvende prøvede paa igjen at faa Dansen i Gang; men alt Liv var forsvundet, og enhver holdt sig langt fra den frygtelige Gjæst. Fuld af Nag reiste han sig pludselig og flygtede. Længe stirrede Forsamlingen efter den Bortilende og korsede sig.
Hændte det sig, at han nogentid usynlig belurede Menneskene, saa var Talen hel ofte om ham selv. Blandt andet hørte han engang en hæslig Kærling true sin lille Stedsøn med Hulebaken, som man bestandig spotvis kalder ham. Han overvældedes af Harme og slængte den onde Moder hart imod Jorden.
Alle Ugjerninger tillagdes nu Asbjørn, og man streifede idelig efter Ildgjerningsmanden. Det lykkedes endelig et Streifparti at opdage de friske Spor af hans Hest, som tilligemed ham var usynlig under Hatten, Asbjørn drillede dem en Tid lang, red derpaa hurtig over en Elv. Da blev Forfølgerne var Vandet, som sprudede omkring den travende Hest; derefter blev de sikre Rifler rettede. Asbjørn blev dødelig saaret, og idet Hesten satte ud ved Skuddet, faldt Hatten i Strømmen. Nu forfulgte de den Forraadte og bibragte snart Hesten Banesaar.
Hist nede, hvor Aaen danner en liden Ø, der segnede den gode Hest, og der udaandede ogsaa Asbjørn. Den lille Holm blev hans Grav, og der græder endnu den skjønne Fe. Naar den strenge Vinter breder sit hvide Dække over den frysende Jord, da rinder de varme Taarer paa Øens Græs, og saa hart som Vinterstormen rusker i de smale Blade, saa stivner de dog aldrig af Kuld, og saa tykt som Sneen styrter sig derpaa, saa maa den dog altid vige og snarligen henflyde i frugtbart Vand. Aldrig forsvinder Grønningen mellem de lyse Dynger.»
Her taug Fortælleren. Vore Øine var stadigen heftede paa den lille skjønne Ø. Endelig vendte vi os mod Stenen. Igjennem dens mindre Aabning faldt en svag Lysning af Sommernatten og fremviste et Menneskes Gestalt. Lange Haarlokker flagrede for et sagte Vindpust omkring det gamle Ansigt. Skikkelsen var iklædt korte Skindklæder og sad ubevægelig i den mørke, underfulde Sten. Den af Fortællingen ophidsede Fantasi i den høitidelige Sommernat havde ganske ladet mig glemme, at det var vor Rensdyrskytter. Jeg hendømte mig i Fouqué’s eller Tiecks sære Underverden.
Endelig blev Tiden vor Stenboer for lang; han sprang ud, og vi fulgte stiltiende. Reisen blev endnu fortsat et godt Stykke i det natlige Halvmørke. Selskabet talte ikke stort; enhver underholdt sig med sine Fantasier. Naar da en eller anden fæl Natfugl lod høre sin skrækkende Stemme, og Ekko svarede lydt mellem Bjergene, da gjøs Vandringsmændene.
VI.
Nogen Tid, før Keilhau og Boeck færdedes i den ubekjendte øde Fjeldtrakt, havde en anden Videnskabsmand gjæstet den. Det var den høit fortjente Lektor G. Bohr fra Bergen, som foretog en Undersøgelsesreise til Isbræerne i Jostedalen og en Bestigning af en Tind, som han kaldte Lodalskaaben. En Skildring af denne sin Færd gav han i det i Kristiania udkomne Tidsskrift «Blandinger».
Bohr og hans Følge tog op fra Enden af Lysterfjorden og gjennem Dalsdal til Storhaugen og Størksellen, hvor Nidalen begynder at udfolde sig, — den første i Jostedalen.
Ovenfor Gaarden Kregen mødte man «den første, vældige, himmelblaafarvede Ismasse, Bersetbræen, en Arm af Lodals uhyre Iskaabe». Lidt østligere og længere op i Melvirsdalen mødte man Nigaardsbræen, om hvilken Bohr meddeler følgende Udtog af Indre Sogns Thing- og Justits-Protokol:
«Paa Gaarden Berset i Krondalen var Aar 1742, den 21de August, Sorenskriver, Foged og seks opnævnte Synsmænd tilstede for at granske den Skade, Isbræen da havde foraarsaget. De fandt, at det hele Isfjeld havde nedtrængt sig 880 Fod fra Bersets Huse, imellem tvende Fjelde i et Fjeldskaar, Tufteskaaret kaldet. Denne Isbræ kommer fra Norden og viser imod Sønden til et Fjeld, Høineppen, paa hin Side af Elven. Tvende gamle Mænd forklarede, at Isbræen i deres Ungdom havde været øverst oppe i Tufteskaaret, men nu nedtrængt sig i de sidste 10 Aar omtrent 600 Fod paa den slette Mark. Denne Isbræ fører foran sig fra Grunden af alt det, der forekommer af Jord og Stene. (Disse Hobe af Sand, Grus og Sten kalder Jostedølerne Vorr, Schweizerne Moræne og Islænderne Jøkelgjærder.) I Bredde havde Bræen tiltaget 1,680 Fod. I Vest, tvers over Dalen, er Fjeld og Mark, øverst fra ned til Elven, bedækkede af Isbræen. Fra Syd havde Bræen ogsaa trængt sig frem imellem Fjeldene til Vetledalen imod Veitestrand i Hafslo. Bersetgaarden var af Bræen næsten berøvet sine Græsmarker m. m. Den tilbagestaaende Ager var endnu ganske grøn; lidt Korn havde sat Aks, hvilke endnu var umoden formedelst den strenge Kulde og Vind, som Isbræen nu mere end tilforn pustede af sig, og formedelst dens Nedtrængen i Dalen, hvorfor og Kornet bortfrøs ved en Nats stille Veir. Engmarken var, som af et altfor varmende Skin (formodentlig Solstraalernes Reflektion fra Isfladen) ufrugtbar og bevokset med ganske lidet Græs.
Alle Gaardens Huse var desuden borttagne af 2 Sneskred i 18 til 20 Aar, men nu opsatte paa nye «Tofter».
«Gaardens Skatter», heder det videre i Bohrs Fremstilling, «blev nu formindskede, ligesom og Gaardene Elvekrogens og Melvirs, paa hvilke Isbræen havde vist lige saa frygtelige Virkninger som paa hin, hvilke de senere paa disse holdte Aftagsforretninger godtgjør. Til Elvekrogen havde Bræen udvidet sig 640 Fod i Længde og 448 Fod i Bredde. Til Melvir havde den ogsaa nærmet sig 40 Fod paa Siden. Nogle af Husene var allerede forladte for 4 Aar siden, og Bræens Høide befandtes at være 280 Fod. Efter nogle Mænds Forklaring havde Bræen overdækket en Strækning af en Fjerdedel Mil i Længde.
Den mægtige Vorr (Moræne) foran Nigaardsbræen, lige fra Elvekrogen, viser endnu tydeligen, hvor langt den tilforn gik frem. Den 14de Juli var Bræens nederste Rands Afstand fra Vorren i en ret Linie fra Bræens Midte 1,726 Fod. De afragede Sider paa Fjeldene, Skarvenaasen imod Nord og Kampen imod Syd, tilkjendegiver ogsaa dens forrige Høide, der nu er over 200 Fod mindre.
Det Sagn, at en hel Gaard, Nigaard kaldet, har staaet der, hvor Bræens nederste Rand nu er, synes at være aldeles grundet. En 92 Aars gammel Kone, som først døde 1810 ifølge Jostedals Ministerialbog, skal ofte have været paa gamle Nigaard, og dens forrige Beboere forlod den først efter hendes og fleres Sigende, da Bræen havde skudt Huset paa skraa. De byggede derefter den lille Plads Nigaard, hvor den nu staar, ved Fjeldet Skarvenaasen, og den har endnu en fuld Gaards Rettigheder i Bubeiter og Teige (Græsganger eller Høslaatter og Skovstrækninger); Bonden Klaus Elvekrogen har for 30 Aar siden seet Taget til et Hus, som Vorren havde fremført. Adskillig Træboskab er ogsaa efter fleres Sigende flydt ud med Vandet under Bræen. Alt dette bestyrker dog den Mening, at en Del af den Dal, som Bræen nu indtager, fordum har været beboet i det mindste til 1⁄4 Mils Afstand fra Brævorren, hvilket er anført efter Justitsprotokollen. Upaatvivleligt er det ogsaa, at ei alene denne, men de andre Bræer i Justedalen, som det følgende vil stadfæste, nu betydeligen er formindskede saavel i Høide som i Længde. Men Størrelsen af denne Formindskelse er det ikke muligt at udfinde, fordi de Steder, fra hvilke der maaltes 1742, ikke nøiagtigen er betegnede. Mangel paa Iagttagelser saavel over Bræernes aarlige Forandring som over Atmosfærens Tilstand, Afvekslinger og Begivenheder, tillader endnu ei, hverken at bestemme, om Bræerne formindskes og forstørres periodisk, ei heller at udfinde Periodernes Størrelse, de Love, disse følger, den aarlige Temperaturs eller andre m. m.
De Sagn, at de tager af og til hvert 7de eller 19de Aar, er lige saa utilforladelige som mange andre ugrundede Veirhypotheser.»
Bohr giver derpaa en Skildring af sin Vandring op gjennem Stordalen, hvis gigantiske Natur maa have gjort et mægtigt Indtryk paa ham. «Lidt efter lidt hæver Bjørnestegsbræen sig som et uhyre Theater mellem isdækkede Fjelde, hvilke paa begge Sider som Kulisser, prydede med de mest maleriske Grupper, indfatter denne majestætiske Ismasse, hvis nederste Kants Vidde er endnu større end Nigaardsbræens og dens Høide 1,330 norske Fod over Havets Vandspeil. I Forgrunden viser adskillige af de Gjenstande, som omgiver Bræen, lydeligen, at ogsaa den ligesom alle Jostedalens Bræer tilforn var længere og høiere.
Jostedalselven, som fordum gik under Bjørnestegsbræen, løber nu der, hvor fordum ogsaa Bræen strakte sig, og dens gamle Grænse bestemmes saavel her som foran Randen af de andre Bræer ved den fremskudte Vold eller Vorr. I seksten til atten hundrede Fods Afstand fra og omtrent 60 Fod over den forreste Brærand, paa det saakaldte Bræsva, ligger en Klop eller stenlagt Vei, over hvilke Bønderne gik til deres Sætre for omtrent 80 Aar siden. Dette Tidspunkt stemmer godt overens med det forhen anførte, i hvilke Nigaardsbræen viste sine frygtelige Virkninger. Bjørnestegsbræen skred ogsaa saa voldsomt frem, at de, der reiste til Sæters, neppe kunde aabne sig Vei med Økser gjennem de mægtige Affødninger, der var frembragte i et foregaaende Døgn. Denne Bræ indesluttes ligesom Berset- og Nigaardsbræen af Fjeldsiderne, der omkranser den. Den indtager den hele konkave Dal i Længde og hæver sig med Dalen alt mere og mere opad, indtil Foden af Lodalskaabe, fra hvis uudtømmelige Snefonn den og de øvrige udvældende Bræer stedse vil erholde ny Næring. Tæt ved det omtalte Bræsva, under truende Klipper og lige for Bræen, findes fuldvoksen Birk, Rogn samt adskillige andre Træer, Buske og almindelige subalpinske Planter. . . . . .»
«Tre Fjerdedel Mil fra Faabergstølene bliver Stordalen alt trangere og trangere. Snart forandres den hele Scene, og alt vorder mere vildt og frygteligt. Gulnende Enge og grønne Fjeldlier berører nu store, øde Sletter af Sand, Grus, Smaasten og Klippestykker, store som Berge. Grussletterne gjennemskjæres af mange smaa, fra Bræens nederste og øverste Flade nedrislende Vandstrømme. Den hele Dal omfattes af nøgne Bjergkolosser, og i dens vestlige Baggrund fremstiller sig nu ligesom pludselig de nederste Kanter af Lodalskaabens tvende stolteste Affødninger, Lodals- og Trangedalsbræerne, 1,597 norske eller 1,543 Pariser Fod over Havfladen. Begge Bræer adskilles kun fra hinanden ved et smalt Fjeld, der oventil er bedækket med Sne og Is ligesom Fjeldet paa begge Bræernes Sider. De langstrakte, vældige, blaalige Ismasser udfylder de imellem Fjeldskraaningerne liggende Dale og er ogsaa nedtrængte fra Lodalskaabe. Bræernes forreste Rand har utallige Revner af pragtfuldt Udseende og blaa Farve. Vorrerne foran viser atter tydeligen, at ogsaa disse fordum havde større Længde, henved 1,700 Fod. Fjeldsiderne ved alle 5 Bræers forreste Rand er mørke og nøgne, som de var afragede, omtrent 200 Fod opad, saa høit som Bræerne fordum gik.
Gangen til og paa Lodalsbræen var ikke vanskelig. Paa Bræen kunde magelig rides og kjøres, dersom der var Veie til den, paa hvilke det kunde være muligt at faa Kjøreredskaber derop. Ismassens forreste bratte Rand kan undgaaes. Man kommer straks ned paa Isfladen fra den imod Syd liggende, med frodige Planter og Trær bevoksede Fjeldli. Vinter og Sommer ligger her smilende ved Siden af hinanden. Medens den ene Fod sættes paa Isbræen, hviler endnu den anden paa den grønne Fjeldside. Næsten al Sneen var optøet paa Lodalsbræen, enhver Revne altsaa synlig. Ved Bræens Forgrund var Sprækkerne sjeldne og smale, de fleste neppe 1 Fod brede, ligeløbende med Nabofjeldene. Høiere oppe paa Bræen viser det døde Isuhyre, at det har havt sterke indvendige Bevægelser og voldsomme Veer. Tyngden syntes her at have fremvirket en skrækkelig Art af Liv. Iskroppens Forbindelse var mindre jevn, Sprækkerne blev transverselle og bredere, fra 10 til 20, ja flere Fod. Deres Dybde er vist betydelig, maaske lige ned til Jordfladen i Dalen, over hvilken Bræen veltede sig; men den kan neppe maales, med mindre man kunde træffe paa en jevn Helding eller et lodret Faldpunkt. I de største Sprækker sees tydelig det Islag, med hvilket Bræen aarlig forøgedes. Man kunde ofte tælle 20 saadanne Lag, hvert et Aars Produkt, adskilte ved en mørkfarvet Stribe. Uden en vis Ængstelse beskuer eller skrider dog vel neppe nogen over disse glimrende Dødssvælg, hvor tillokkende end deres azurfarvede Vægge er. I deres kolde Afgrund fandt ogsaa stundom en enlig Vandrer en skrækkelig Grav. En Bonde, der for faa Aar siden skulde gaa fra Jostedalen til Nordfjord, faldt ned i en stor Sprække, som Sneen skjulte. Hans eneste Ledsager, en tro Hund, ilede gjøende og tudende ned til Jostedalen for at varsle om Hjælp. Ingen fattede Hundens Varsel, førend den nedstyrtede omsider savnedes, da nogle fulgte Hunden opad Bræen, hvor den standsede ved en Sprække og gav nogle Tegn, der gjorde det utvivlsomt, at dens Herre der var nedstyrtet. Der nedsænkedes Reb, der raabtes, men forgjæves. Døden havde Bonden fundet i den umaalelige Afgrund. Kun tvungen forlod Hunden Sprækken . . . . .»
«Lidt efterat Solen havde begyndt at beskinne Bræen og dens Nabofjelde, begyndte Naturens store Opløsningsmiddel, Varmen, efterhaanden at ytre sine mægtige Virkninger. Vandet af den paa Bræen og dens Fjeldsider smeltede Is og Sne løb heftigere ned og dannede sig dybe Revner. Ismasser ved Brærevnerne styrtede sammen med et Brag som den sterkeste Tordens og nedrullede med utallige Gjenlyd igjennem de krumme Dale. Isflader sprængtes med heftige Drøn, naar Varmen udvidede den i Bræen indesluttede Luft. Paa de bratte Fjeldvægge løsnede uhyre Is- og Snemasser, som i Faldet knustes paa de haarde, lavere Klipper og væltede ned med et Tordenbrag, der længe omhvirvledes i de labyrintiske Sidedale. Fjorten eller femten saadanne stolte Laviner rullede ned, medens Solvarmen virkede. Den ved Stødets Kraft knuste Is hævede sig som en Støvhvirvel, og de tungere Dele fusede som den stolteste Fos ned paa Bræen. Stundom nedrullede ogsaa mægtige Klippestykker paa Siderne af Bræens Isflader. Mange smaa Elve som Sølvstriber og prægtige Vandfald, der spillede med Regnbuens yndigste Farver, rislede ned fra Nabofjeldene. Foran begge Bræers forreste Rand laa Vorrer omtrent i samme Afstand som de andre forhen omtalte. Bræernes Formindskelse i Høide var ogsaa paa det nærmeste lige stor med de øvriges. Oppe paa Lodalskaaben ligger ogsaa en Vorr, henved 1⁄2 Mil lang fra Bræens Begyndelse, næsten ligeløbende med det nordostlige Sidefjeld, 120 Fod bred ved Bræen og 30 Fod høi over den efter Middeltal. Den bestaar ligesom Vorren foran af en stor Mængde Sand, Grus og Sten, fra en Kubiklinies til hundrede og flere Kubikfavnes Størrelse. Den er smalest og lavest øverst paa Bræen, hvor den ender sig næsten i lige Høide med Nabofjeldene . . . . .
Lidt ovenfor Brævorren, hvor Veien svinger sig henad til Nordfjord, begynder Lodalskaaben at fremstrække sit hvide Kjæmpehoved. Denne fører med Rette Navn efter Lodalen i Nordfjord og efter sit uhyre perenne Sne- og Isdække. Mine raske Ledsagere var lige saa ubekjendt som jeg med Opgangen til Kaaben. Isfjeldet havde den største Brathed, ligesom i Almindelighed de fleste mindre Fjelde, imod Sydvest. Opgangen begynder derfor imod Nordost ved Fjeldfoden paa Bræen, 4,500 Fod i lodret Linie over Vandspeilet. 750 Fod høiere var alt Vand forsvundet, og Sneens Høide tiltog nu efterhaanden, endskjønt Varmen var overordentlig, 291⁄2° R. i Solen.
Ansees Snegrænsen som en krum Flade, over hvilken hverken Sne eller Is smelter, maa dens laveste Punkt her være 5,260 norske eller 5,080 franske Fod over Havfladen. Andre Iagttagelser tillader ei at ansætte den lavere, endskjønt Bræens udstrakte Isleie formodentlig i koldere Aarstider bringer Islinien dybere. Fjeldets Brathed gjorde dog Opstigningen temmelig besværlig, og Sprækkerne bleve meget dybere og bredere end nede paa Bræen. Stundom skjultes de nu af Sne; det var derfor farligt at gaa over dem. Man har ofte kun et slibrigt Fodfæste imellem sig og Døden. Det første Feiltrin her er det sidste i Livet. Forsigtighed tilraadede at lade os assurere imod Døden ved et Toug om Livet, og modigen var vi nu snart komne over en 5 Alen bred frossen Snebro. Men Besværligheden forøgedes atter af en i saa stor Høide ubegribelig og næsten utaalelig Hede, der foraarsagede en usædvanlig Mathed og et næsten en halv Gang forøget Pulsslag i den fortyndede Luft. Kræfterne tog alligevel her lige saa hastig til som af, og snart var den nøgne Tinde bestegen, der fremstillede sig som en i langagtige Plader revnet Slakke af splitrigt Brud. Med nogen Bekymring klavredes der opad dette 150 Fod høie, løse, sorte Hoved, der let kunde ryste sig; men omsider var dette ogsaa besteget Kl. 111⁄2 om Formiddagen den 13de Juli . . . .»
«Direkte beregnet efter Laplaces Formular ligger Kaabens sydlige Tinde 6,113 norske eller 5,905 Pariser-Fod over Havet.
Det hele Isfjeld deler sig oppe i tre mindre Kolosser, hvis Tinder ikkun paa de bratteste Sider og et lidet Stykke af Overfladen var nøgne; forresten var Fjeldets Fod saavelsom dets Sider overalt bedækket med en evig, uafbrudt Is- og Snekaabe. Ved en let geodætisk Operation fandtes den østlige og høieste af de to andre nævnte Tinder at være 295 Fod høiere end den barometrisk først bestemte. Den østlige Tinde er altsaa 6,108 norske eller 6,190 Pariser-Fod . . .
«Overfladen af en liden Sten paa Fjeldtoppen var paa enkelte Pletter overtrukken med tvende Arter af Lavslægten, den geografiske og Fjeldnerven. En Bjørn, hvis mørke I.une maa have ført den op til disse ensomme Steder, havde efterladt sig Spor i den for et Par Dage siden faldne Sne, og en Fjeldrype lod sin Skoggerlatter lignende Stemme høre. Iøvrigt var alt organisk Liv og al Vegetation forsvundet rundt om, og en evig Vinter havde her overalt fæstet sin Bolig.
Tangenten fra Fjeldtoppen paa Jordens Radius eller den største Afstand, Øiet kan række formedelst Jordens Kugleform, er 211⁄3 geografisk Mil. Fra Kaaben oversees altsaa Overfladen af en Kalot, et Afsnit af Jorden, hvis Grundflades Tvermaal er 43 Mil; den største Synskreds altsaa næsten 131 Mil. Der overskues et Snehav af 1,470 geografiske Kvadratmils Fladeindhold, hvis Bølger synes pludselig at være størknede, og over hvilket kun enkelte Fjeldtoppe hist og her hæver sine snedækkede Hoveder, hvilke nede i Dalene var indhyllede i Skyerne. Skagastølstinden[16] i Lyster, Tunderdalskirken henad Lom, Vangsen i Jostedalen var de merkeligste. Hartangens cylindriske Top og Folgefonnens Snekuppe var meget mindre. Hele Naturen var omgivet af Dødsstille og Øde. Sjælen gjennemtrænges derfor her let af Vemodighed over de legemlige Formers Forgjængelighed; men den hævedes tit af en usædvanlig Følelse af Naturens Storhed. Hvilket ubetydeligt Punkt er ogsaa Lodalstinden for den maalende Forstand! Neppe en seks Tusindedel af Jordens Tvermaal. Hvad er fremdeles selv Jorden, vort Opholdssted, imod den tusinde Gange større Solkugle?
Lodalskaabens Isflader har den største sammenhængende Udstrækning fra Raudalen overst i Gudbrandsdalen, til Fjærland, omtrent 10 til 12 geografiske Mil i ret Linie fra O. N. O. til S. S. V. Deres mindste Udstrækning er 1⁄2 Mil fra Østdalen i Jostedalen til Sødalen i Opstryn. Lidt rød Sne saaes et Par Steder paa Bræen, men ingen egentlige Ispyramider eller Jøkler. Nogle saadanne findes ved Bersetbræen i Jostedalen og maaske paa flere Steder af Kaaben. Fra denne udvæltede i en umindelig Fortid mægtige Isbræer til Kaabens Sidedale og opfyldte der store Strækninger med Lag paa Lag. I Særdeleshed bemerkes følgende 25 Arme, som har udstrakt sig:
| I. | til | Fjærland i Leganger: (1) Bøiebræen, (2) Suphellebræen og (3 og 4) to længere inde i Vetlefjorden og Sverresfjorden; |
| II. | til | Hafslo: (5) Veitestrandsbræen; |
| III. | til | Lyster: (6) Tunsbergsdalsbræen; |
| IV. | til | Jostedalen: (7) Berset-, (8) Nigaards-, (9) Bjørnestegs-, (10) Lodals- og (11) Trangdalsbræerne, (12) en til Østdalen mellem Jostedalen og Lom; |
| V. | til | Lom i Gudbrandsdalen: (13) Mysebøtte- og (14) Raudalsbræerne; begges Vandfald gaar til Lom, formodentlig til Ottaelven; |
| VI. | til | Opstryn: (15) en Gren af Raudalsbræen, (16) Sødals-, (17) Vetledals-, (18) Greidungs- og (19) Fosdalsbræerne; |
| VII. | til | Nedstryn: (20) Nesdals- og (21) Oldebræerne; |
| VIII. | til | Breum: (22) Gjelledalsbræen; |
| IX. | til | Jølster: (23) Aamotsdals- og (24) Kjøsfjords-Bræerne; og endelig |
| X. | til | Førde: (25) Hukedals-Bræen. |
Nedgangen fra Kaaben var, efterat Veien over den nøgne Klippe var tilbagelagt, hastig og let. Efter 19 Timers Ophold i Sne- og Isregionen kom vi tilbage til Stordalen med svækkede Øine og meget opsvulmede Ansigter og Læber.»
VII.
Blandt det norske Turistlivs Pionerer maa vi ved Siden af Boeck, Keilhau og Bohr ogsaa nævne Presten Ulrik Fredrik Bøyesen, som ved denne Tid var Sogneprest til Lærdal og døde 1841 som Sogneprest til Ullensaker.
Bøyesen var en af sin Tids mest anseede Prester hertillands og stod paa fortrolig Fod med flere af de mest bekjendte Eidsvoldsmænd; — han opholdt sig en Tid ogsaa ved Rigsforsamingen paa Eidsvold, skjønt han ikke var Medlem af denne. Hvad der dog giver ham den bedste Adkomst til at bevares i Efterslægtens Erindring er hans varme Fædrelandssind og hans Beundring for den norske Naturs storslagne Skjønhed, og denne havde han rig Anledning til at betragte paa sine Reiser omkring i sit vidtløftige Prestegjæld.
Over dette, som dengang omfattede de fire Kirkesogne Tønjum, Hauge, Borgund og Aardal, forfattede han 1817 en topografisk Beskrivelse, der i Juli og August 1820 — altsaa noget over en Maaned, før Keilhaus Skildring saa Lyset — blev trykt i Budstikken, efterat et Udtog af den med nogle Tillæg Aaret i Forveien var bleven publiceret i det af Falsen, Rein m. fl. udgivne Ugeblad «Den norske Tilskuer».
Paa det sidste Sted beskriver han under et samtlige Tinder af Sognefjeldet eller rettere den Arm af dette, som skyder ned mellem Lysters Prestegjeld og Aardals Anneks. «Horungerne,» siger han, «er et Fjeld i Lyster Prestegjæld, som gaar i Øst og Vest og strækker sig i Vest lige til Utledalen. Det udmerker sig ikke alene ved sine mange underlige, fremragende Toppe, men ogsaa derved, at det nok er det høieste bekjendte Fjeld i Bergens Stift og langt høiere end Suletinden. Omkring Foden af disse Tinder ligger evige Snebræer, medens Toppene eller Tinderne selv fremrager sorte og gyselige opimod de høiere Skyers Region. Fra disse Bræer udspringer flere Elve, hvoraf de fleste strømmer til Aardal. Horungerne bestaar af 7 saadanne høie Toppe; men det er kun mellem to af dem man kan komme over til Lyster. Man gaar da over Bræerne og har da et Toug imellem sig, saaledes at den ene stedse gaar foran den anden i en vis Afstand, saa at om en falder ned i en Sprække, de øvrige da ei alene advares, men ogsaa kan trække ham op igjen.»
I Ugebladet Hermoders 2den Halvaargang (1822) indrykkede Bøyesen en Skildring af en Vandring, som han paa Forsommeren 1818 foretog til Vettisgjelen. Denne hans Naturskildring vakte i Samtiden ikke liden Opsigt og blev Aaret efter oversat baade paa Tysk og paa Engelsk og trykt i meget anseede Blade. I nyere Tid har P. Botten Hansen og F. Bætzmann forelagt Almenheden et Udtog af Beskrivelsen, der dog helst vistnok bør læses i uforkortet Stand.
I Hermoder ledsagedes Bøyesens Skildring af en Planche Norske Nationaldragter, hvortil knyttedes følgende Forklaring:
«Scenen er i Sogn i Bergens Stift, hvis almindelige Karakter det i Baggrunden løselig udkastede Landskab omtrent viser. Et Par Kirkefolk fra Indre Sogn hilses af en Ytre Sogning, der just har været ude for at fiske. Konen er i sin Søndagsdragt med en Smekke af livlig Farve udsyet med Figurer i Guld og Brystdugen prydet med Sølvmailler sammenheftede med Sølvlænker, der krydser sig over Smekken. Beltet er sort, beslaaet med Sølv forgyldt. Indre Sogningen udmerker sig ved en zirligere Dragt, som Fjeldbonden i Almindelighed, og desuden ved Huens Farve og sine Hudsko fra Ytre Sogningen, hvis fornemste Særkjende er Indertroien af Faareskind og de tyksaalede Begsøms Sko.»
Vettis-Gjelen.
Man havde saa ofte fortalt mig om denne merkelige Gjel[17], den eneste Vei til en, formedelst sin Kvægavl især, temmelig betydelig Gaard. Ingen Prest eller nogen anden Embedsmand havde formedelst Veiens Farlighed og Besværlighed nogensinde været der. Ja, hvad som maa synes besynderligere: ikke engang de ældste Bønder paa Farnesset havde været paa Gaarden Vetti. Man levede altsaa og døde i Nærheden af denne Gaard og saa den aldrig. Didhen kom ingen andre end de, som stod i nogen nærmere Forbindelse med den der boende Familie, der følgelig levede saa isoleret, som det kun er muligt imellem Fjelde og i en forresten beboet Bygd. Min Nysgjerrighed var tilstrækkeligen vakt. Desuden havde jeg gjort mig det til en Regel ikke at lade nogen Vinkel af mit Prestegjæld ubesøgt for at skaffe mig om Egn og Folk en lige tydelig og nøiagtig Kundskab. Faren selv har overalt en vis Tillokkelse; vel at have overstaaet den er en Triumf.
Søndagen den 12te Juni 1818 efter Gudstjenesten begav jeg mig fra Prestegaard i Annekset Aardal i Følge med mange Kirkefolk til Aardalsvandet, som ligger omtrent 1500 Skridt fra dets Udløb mellem Herrøesbakken og Tangen. Dette Vand er 3 Fjerdinger langt og paa det bredeste en halv Fjerding, indsluttet paa begge Sider af høie Fjelde, som formedelst deres bratte, stundom lodret nedhængende Sider forbyde al Adgang fra Landsiden. Vandet er altsaa den eneste Passage og den almindelige Kommunikation mellem Vasbygden (de, som bor ovenfor Vandet) og den øvrige Aardals Bygd. Vi var mange Baade i Følge, hvoraf de fleste med Anstrengelse kappedes om at ro hverandre forbi. De er her ypperlige Rorsfolk, og saadan en Fart fra eller til Kirke sker aldrig uden Væddestrid, hvis eneste Formaal er alene den Ære at vinde. Det er en Fornøielse at se paa denne Kappen. Seks Mand, almindelig unge sterke Folk, sidder ved Aarerne, Baaden skyder frem som en Pil, og man kan tænke sig den Kraft, som anvendes, da undertiden Aarebladet springer tvert af i Vandet, hvilket skede ved den Baad, som kappedes med vores, og som da blev langt tilbage. Men da man i Hast havde faaet en Reserveaare udsat, blev vi, som var sværere lastede og vel 20 Mennesker i Baaden, snart indhentede og forbiroede. Saasnart den Baad, man kapror med, er bleven et betydeligt Stykke tilbage, eller man merker, at det, al Anstrengelse uagtet, er umuligt at holde ud eller følge, er Striden forbi; Kampen ophører, ikke uden Spottegloser fra de seirendes Side, og man ror nu mere i Mag, dog altid rask fremad. Vi var snart paa det smukke Farnes, hvor Utledalselven, som løber i en Strækning af 6 Mile fra sit Udspring af fra Gudbrandsdalsfjeldene, igjennem Utledalen, Vettisgjelen, Svalemsdalen og Farnesset, udgyder sig gjennem syv Mundinger. Det var allerede Aften og temmelig mørkt: jeg overnattede derfor paa Gaarden Ve, en betydelig Gaard, som har en interessant Beliggenhed paa den søndre Side af Utledalselven, ikke langt fra Farneset. Her ventede mig allerede min betingede Ledsager, en Husmand, som var godt kjendt paa Gaarden Vetti. Vi begav os tidlig om Morgenen paa Veiem og da denne tildels gaar over vakre, jevne Flader, steg jeg til Hest. I Nærheden af Ve kommer man forbi en mægtig Fos, som fra en Sidedal, Røsdalen, nedstyrter med et eneste Fald af 150 Favne. Længer frem i Øst er Valdersdalen, kaldet saaledes, fordi den i en Strækning af 4 Mile fører mod Valdersfjeldene. Igjennem denne Dal flyder Tya fra Fjeldvandet Tyen og styrter sig her ud i en meget stor os, som danner tre Kaskader. Over dens Udløb fører en Bro. Man ser nu, lidt længere frem i Dalen, paa den anden Side af Utledalselven, hvis Løb man hele Veien følger, en Bjergaas, som skjærer i Øst og Vest, Mokampen kaldet, der er ligesom nedsænket mellem de til begge Sider langt høiere Fjelde. Ved dens Fod, rundt omkring, ligger et Par Gaarde og flere Husmandspladse. Fra Tya-Elv støder man paa en meget høi Sandbakke, nedenfor hvilken Gaarden Mo ligger. Naar man har arbeidet sig opad denne besværlige og meget steile Bakke, kommer man til Svalemsaasen, en liden Bjergryg, som gaar i Øst og Vest, bestaar af ganske nøgne, glatte Klipper (Svabjerg) og er derfor vanskelig og farlig at ride. Nu kommer man til de vakre Svalemssletter, der i en temmelig lang Strækning fører lige til Gaarden Hjelle. Man har nu fra Farnes reist en halv Mil; og her merker man, at Gjelen er nær.
Naturen har allerede antaget en streng Karakter, dens Smil er rent forsvunden. Dalen kniber sig her tilsammen, høiere taarner sig paa begge Sider de sorte Fjeldmasser, der udbreder store melankolske Skygger. Førend man kommer til Gaarden Hjelle, har man passeret en Bro, som fører over Hjelle-Elven, der fra en meget høit beliggende, Gaarden tilhørende Sæterdal, udgyder sig i et Fossefald af omtrent 200 Favne. Alt er gigantisk og truende. Det er Naturens store Stil. Smaa Gjenstande forsvinder ved Siden heraf, og kun det bankende Hjerte, oprørt ved Forventningen af forestaaende Farer, erindrer om egen Lidenhed. Man gjør uden Tvivl vel i, naar man kommer til Hjelle for at reise videre fremad, at give sin Hest Afsked og fornemmelig betro sig til sine egne Ben. Man gjør kanske endnu bedre, naar man tillige herfra forsyner sig med nok en Ledsager. Gaardmanden Eyvind tilbød sig selv, og da han ikke kunde være den hele Vei med, lod han tillige sin Karl følge. Nu havde jeg da tre Ledsagere, alle vel bevandrede paa denne Vei og derfor ubekymrede ved vante Farligheder, men som godt kunde forestille sig, hvorledes den Mand maatte være tilmode, som opdragen udenfor deres Stand første Gang betraadte en saadan Sti, hvortil han aldrig havde seet, aldrig kunnet tænke sig Magen. Da Eyvind havde fundet sin Haandøkse, som han længe ledte efter, og hvis Brug og Nytte jeg først senere til min Forfærdelse skulde erfare, gik vi alle afsted.
Et kort Stykke fra Gaarden Hjelles Vaaningshuse begynder den rædsomme Vei. Indgangen til Gjelen er samme fuldkommen værdig. Det er Hjellehøien, som man maa klavre op over. Den er en Udkant eller en saakaldet Kamp, bestaaende af Granit og Svabjerg, der som en liden Gren skyder ud fra Fjeldet og luder over Elven, som her beskyller dens Fod, der lodret eller snarere noget indbøiet, sænker sig i Grunden. Det er saaledes umuligt at tage nogen Vei nedenfor, da Klippevæggen selv udgjør saa at sige Elvens Ramme. Det er overordentlig tungt at stige opad den bratte Høi paa den vanskelige Sti i en meget anselig Høide og stedse paa Kanten af svimlende Styrtninger. Rimeligvis er det denne Høi, som har bestemt Høiden af Stien i selve Gjelen; thi ellers skjønner man ikke, hvorfor den er anlagt saa høit oppe paa Siden af den frygtelige Væg, at man ved at glide ud, nødvendig maa være knust, inden man naar Vandskorpen. Har man nu naaet det øverste af Høien, maa man svinge til høire og kommer da ind i Gjelen formedelst en Bro af svigtende Træstammer, belagte med Næver, Torv og Grus, der alt tilhobe gynger sig under Vandrerens Fod. Fjeldet helder her noget udover den gaaendes Hoved, og gjerne helder man sig ind til samme som til en fortrolig Ven for ikke at blive var og om muligt undgaa Tanken om, at det er en Afgrund man svæver over, hvorom man dog ved det fra den gyngende Bro, eller rettere Klop, i Dybet nedstyrtende Grus altfor tydelig mindes. Nu er man da i Gjelen. Gud være med dig, Vandringsmand!
Stien er her ikke bredere, end at man kan staa med begge Fødder ved Siden af hinanden, og undertiden har man kun Fæste for den ene Fod, ja stundom har man slet intet egentligt Fodfæste, fordi Jord- og Stenskred, hvis Almindelighed man her let kan tænke sig, har skjult store Stykker af Veien, og man maa da med Foden ligesom rode sig et Standpunkt i den løsere Jord, som her overdækker den hele uhyre Væg, til hvis øvre Del Vandreren, hele Veien igjennem staar i samme Forhold som det ene Ben til det andet i en meget spids Vinkel, idet han med den nedre Del af Fjeldvæggen danner en desto stumpere Vinkel, som kommer den lige Linie gyselig nær.
Omtrent en halv Fjerding inde i Gjelen, paa den anden Side af Elven i Nord, høit oppe mod Fjeldets Tind, aabner sig en Tverdal, den merkelige Afdal. Gaardens Huse ligger paa en brat Skræntning, at medens den underste Svilstok hviler med den ene Ende paa den blotte Jord, maa den modsatte understøttes af en 4 Alen høi Mur for at faa en horizontal Beliggenhed. Agrene ligger saa gyselig bratte og saa aldeles i Nærheden af det rædsomme Stup, at ingen uvant engang vover sig derhen. Og naar man her fra Gjelen ser de Engesletter, som mere hænger end ligger ud over Dybet, og som dog aarlig slaaes med Stutaarven (en liden kort Ljaa, som føres med en Haand), saa begriber man ikke det fortvivlede Mod, som vover at færdes og sysle her, medens Afgrunden har aabnet sit græsselige Svælg for at modtage den Dumdristige. Noget ovenfor Vaaningshusene er en ganske taalelig Flade, og naar man spørger Manden, hvorfor han ikke har bygget sine Huse der, svarer han, at Stedet er ubebyggeligt formedelst Sneskred. Gjennem Dalen strømmer Afdals-Elven, som udspringer fra Horungtinderne[18], løber i en Afstand af 30 Alen fra Gaardens Huse og omtrent 150 Alen fra samme udgyder sig med Tordenbrag i en vældig Fos. Drønet af samme og det ved dens Udstyrtning foraarsagede Lufttryk er saa sterkt om Sommeren, at Vaaningshuset synes at skjælve, og alt, hvad flydende der i aabne Kar fremsættes paa Bordet er i en bestandig rystende Bevægelse, fast som ombord paa et Skib i en urolig Sø. Væg og Vinduer, som vender ud mod Elven, er da altid befugtede af det pidskede Skum, som i uendelige Smaapartikler idelig kastes tilbage fra Fossen. Man angav dens Fald for 200 Favne. Og sænker man Øiet ned i Dybet, og igjen opløfter det til Elvens Udløb af den høie Dal, saa finder man dette Maal meget troligt. Ved Siden af denne Fos i den haarde Granitvæg, som den beskyller, er mineret en Rende — jeg kan ei kalde det en Vei, endskjønt den gjælder derfor — bred nok til, at et Menneske, og høit en liden vel afrettet Hest, dog ikke ved Siden af hinanden, kan gaa deri. Denne Rende, hvis Hvælving ikke er saa høi, at en voksen Mand kan gaa opreist, er Gaardens eneste Vei, der stiger op til en anselig Høide. Men da denne Fjeldrende ikke kunde forlænges i en tilbørlig Høide, saa har man udfyldt det tilbagestaaende Gab ved fire sammenføiede, omtrent 6 à 7 Alen lange Tømmerstokke, der slutte til Fjeldrenden, og med deres øverste Ende hviler paa en høiere Fjeldknap, der tillige tjener til Fæste for Broen, som fører over Fossen I disse Stokke er indhugne Skurer, ligesom Trappetrin. Og naar man nu gaar opad disse Skurer, og da ser mellem Stokkene den skummende Fos under sig, medens man indhylles af dens Dampskyer, saa maa det være en Leirdøl, som da ikke sandser det, at hans Liv hænger af nogle Tommer skrøbeligt Træ. Det forstaar sig, hverken denne Trævei saa lidt som Fjeldrenden selv, ei heller Broen er forsynet med noget Slags Rækverk eller Haandrev. Svindel er ubekjendt for Leirdølen baade af Navn og Væsen. Han falder som andre — endskjønt han vist staar, hvor mange falder — slaar sig ihjel som andre; men det kommer alene af hans ubegribelige Forvovenhed og deraf, at han ingen Vinger har. Fast i fulde 10 Aar har jeg været her; men ikke et er gaaet forbi, uden at jo Folk har faldt ud over Fjeld og slaaet sig tildøde. Det hører her til en af de almindeligste Dødsmaader og vækker ingen videre Sensation, skjønt man dog tror, at saadanne Menneskers Sjæle gaar igjen efter Døden under Navn af Drauger for at skille dem fra andre Spøgelser — Dauinger. Naar Opsidderen i Afdal vil føre noget til Gaards, maa han nede ved Elven aflæsse sin Hest, lade den gaa løs foran sig og selv med sine Folk bære alt op paa Ryggen.
Vandringen fremad i Vettisgjelen blev nu alt mer og mer besværlig og frygtelig. Snart stansedes man af Sneskred, hvor de skuffende Stene veg under Fodens Tryk, hvor man kun ved ilende at skride hen over de bevægelige Dynger kunde undgaa at glide ned i Dybet for paa en Gang at stenes og druknes. Snart stod man forbauset stille ved en Væg af Is, Sporet af en endnu ikke forsvunden Lavine Her syntes al videre Fremgang umulig. Men herpaa havde Eyvind forberedt sig. Med sin Økse hug han i Isspeilet en Skure, hvori han satte Foden, nok en Skure, hvori han satte den anden Fod; og saaledes vedblev han at hugge og gaa, indtil han var kommen over. Vi andre, En for En, skulde nu ogsaa over i de Spor, han havde betegnet. Her var intet andet for; man maatte tage Mod til sig. Med yderlig Betænksomhed, Øiet stivt heftet paa det Punkt, hvor man skulde træde, maatte man sætte Foden fremad, og stedse fremad, uden at stanse for at lette det hemmede Aandedræt. Mere end en halv Mil maatte vi gaa paa, Randen af lutter Afgrunde, og ofte over saadanne Sneskred, som endnu ei var optøede, der ligesom uhyre Speile hængte næsten lodrette fra den høie Fjeldryg lige ned i det ustyrtelige Dyb, og hvor alene Øksen kunde bane en høist usikker og farlig Sti, ved neppe haandbrede Skurer i den gyselig steile isfrosne Snevæg. En vaklende Fod, et usikkert, ikke noksom bestemt Trin, eller ogsaa den blotte Svindel, som altid truer at overvælde den uvante Vandrer — og man var i faa Øieblikke død, knust og begraven. Men saa var hele Veien gjennem Vettisgjelen, paa en Sti» hvor man stundom ei kunde sætte begge Fødder ved Siden af hinanden. Naar jeg træt af den anstrengende Strabads stundom var nødt til at hvile underveis, var Hvilen ikke vederkvægende, var tvertimod høist ængstelig. Det var bedre at gaa, ihvor udmattende det end var, end at sætte sig for at hvile Ved at gaa var man saa beskjæftiget med sin Fod og med at gjøre sikre Trin, at man fik kun lidet Stunder til at agte paa Naturens Grimaser og den overalt truende Død, som gabede os imøde. Men satte man sig ned for at hvile, kunde man ikke undgaa det, at se sig selv siddende paa Pynten af en Afgrund: ovenfor — de høie Fjeldrygge, som steilt heldede ned til den Pynt, hvor jeg sad; nedenfor — det endnu gyselige steile Dyb i lige Linie med min Fod; ligeoverfor, paa den anden Side af Gjelen — de vildeste Fosse, som i mere end hundrede Favnes næsten lodrette Fald styrtede ned; dybest i Gjelens Afgrund — Elven, som skummende, brusende, larmende i sin vilde pilsnare Fart, med bedøvende Lyd høit brølte om, hvor fælt det vilde være at vaske de blodige knuste Lemmer i dens fraadende Bølger; overalt, hvorhen man kastede Øie — intet uden Naturens Forfærdelser og Udsigten til den skrækkelige Sti, som bugtede sig høit oppe langs med den steile Fjeldvæg, hvorpaa vi skulde vandre videre fremad. Øiet lukkedes uvilkaarligt; Hjertet sammenklemtes — for ikke at faa ondt, maatte jeg staa op for at begive mig i nye Farer. Jeg spurgte mine Ledsagere, om da aldrig noget Menneske var kommen til Ulykke paa denne Vei? Man vidste kun at tale om en Mand, som med en Næverkippe paa Ryggen, netop paa det Sted, hvor vi stod, var styrtet ud ved at gjøre et Feiltrin. Jeg forlod pludselig mit Standpunkt, uimodstaaelig overvældet af den Tanke: hvad om du blev den anden! og dog saa jeg intet tryggere Sted for mig.
Det begyndte nu at regne, og, da det Strøg, hvorpaa vi var, just blev anseet for farligt formedelst Stenskred, ilede vi alt, hvad vi kunde. Gjelens Bund udvidede sig nu efterhaanden noget, og ved Høljefossen, en halv Fjerding omtrent fra Vette Gaard, er den paa det bredeste, nemlig henved 150 Skridt, og sagde man, at dette er det eneste Sted, hvor den er saa bred, ellers aldrig over 30, ja paa nogle Steder neppe 6 til 8 Alen bred. Min Fører Eyvind forlod mig her og vendte om tilbage med sin Økse, som han havde brugt saa vel, sigende, at nu var alle Besværligheder overstaaede. Det var de ogsaa i Sammenligning med dem, som hidindtil var overvundne. Høljefossen har intet stort Fald; den er meget mere et Vandfald i selve Utledals-Elven; men den har en Kraft, som neppe nogen anden Fos og styrter ud med et Brag, som bedøver Øret. Et lidet Bjerg har sat sig fast i Gjelens Bund. Derved er Elven bleven tvungen til at grave sig en overmaade trang Rende imellem dette Bjerg og den store høie Fjeldside. Og da nu Elvens hele Vandmasse trykker herpaa, saa trænger den sig frem i en Bøining omkring Bjerget, hvor den mødes af en liden Tverside i Fjeldet med en saa uimodstaaelig Vold, at Stene, som fra Fjeldet styrter ned i Fossen eller kastes deri, ikke synker tilbunds, men slænges langt bort af Fossen. Det regnede nu saa, at det skyllede ned; og jeg skyndte mig at faa Ende paa en formedelst sine Besværligheder og Farer saa trættende Vandring. Desuagtet kunde jeg ikke undgaa at blive aldeles gjennemblødet. Stien gik nu stedse mere nedad imod Elven. Fjeldet, ved hvis Væg vi den hele Tid havde været ligesom fæstede, syntes at vige mer og mer tilside og tilstedede en bredere skjønt ubanet Adgang. Pludselig kaster det ganske af til Høire, aabner en ordentlig Sidedal, og — førend jeg vidste et Ord deraf, stod jeg paa Vettis Marker, ikke meget høit over Elvskorpen. Tung og vaad af Regn, udmattet af Sved og af den besværligste Strabads var jeg glad ved at komme ned til den nærliggende Husmandsplads for i Ly at udhvile noget, førend jeg forsøgte paa at stønne op af den meget lange og høie Bakke, hvorpaa Gaarden Vettis Huse ligger.
Paa Veien dertil mødte Manden Ole mig og ledsagede mig op. Det var Nons-Bel (Kl. 3 om Eftermiddagen). Familien havde just været til Bords, og hurtig blev alt bortryddet, da man ikke troede det godt nok til mig. Paa Bordet blev nu fremsat det herligste Smør, Ost, Spegekjød, Fladbrød, Lefsekling — kort alt, hvad man troede kunde lokke Appetiten hos en træt, udmattet Vandringsmand. Men paa mig var ingen Traad tør, og jeg befandt mig saare umagelig i de dyngvaade Klæder. Manden vidste Raad, og i hans Kaave blev jeg forsynet med alle Fornødenheder. Fra Top til Taa iklædt Mandens Søndagsklæder sad jeg der nu — en metamorfoseret Leirdøl — midt iblandt den venlige Familie, som ikke kunde ophøre med deres Forundring over et Besøg, lige saa uventet som forhen uhørt, der ikke vidste, hvad godt de vilde gjøre mig, hjertelig beklagende, at jeg ikke havde ladet dem tilsige; thi da skulde alt været anderledes. Konen var høi frugtsommelig. Jeg ønskede Lykke til hendes forestaaende Nedkomst og spurgte hende, hvorledes hun vilde faa Barnet til Kirke? «Aa,» svarede hun smilende, «naar det kommer saa vidt, saa vil det ikke blive vanskeligt. Det svøbes vel ind i Reven, derudenom et Aaklæde, og i et Baand om Skuldrene bæres det af Tjenestekarlen til Kirken.» «Den samme Vei, som jeg er kommen?» «Ja, vi har ingen anden.» «Nu saa være da Gud baade med ham og Barnet!« «Aa, for Veien er vi ikke bange, den er vi saa vante til, og om nogle Uger bliver det bedre, naar al Isen er borte. Med Guds Hjælp kommer jeg snart selv til Kirke, naar Faer skal lede mig ind.» Jeg kunde ikke andet end prise hendes Mod, Munterhed og Tillid. Manden fortalte mig, at Gjelen ogsaa befares med Hest den bedste Tid af Sommeren, og at alt da føres i Kløv til Gaarden med hans egen Hest, som er vant til denne Tur. Og naar man betænker de smaa leirdalske Hestes Lethed og den overordentlige Sikkerhed, hvormed de kan gaa paa den allersmaleste Sti paa Kanten af de frygteligste Præcipicer, idet de kaster Fødderne saaledes foran hverandre, at ingen Sti er dem for smal saa bortfalder noget af det forunderlige. Fra Vetti Gaard fortsættes Gjelen i en Strækning af 3 Mile, saa at altsaa hele Gjelen er noget over halvfjerde Mil, og skal den paa den anden Side af Vetti Gaard, efter Mandens Udsagn, være endnu trangere, vanskeligere og frygteligere, end hvor jeg havde gaaet. Manden selv og hans Folk maatte ofte gaa der til Risskoven eller for andre Fornødenheders Skyld til Gaarden. Denne har forresten de fortræffeligste Sætre og Fjeldhavne, hvorfor ogsaa Kvægavlen er her af stor Vigtighed. Kornet fryser stundom i kolde Høste. Mere end den halve Del af Aaret er de to her boende Familier, Gaardmandens og den paa hans Gaard boende Husmands, adskilte fra alt menneskeligt Samkvem. Om Vinteren kan den almindelige Sti i Gjelen ei passeres formedelst Sne, Is og idelige Laviner, der efterlader sig Spor langt ude paa Sommeren, fordi Solens Øie ikkun en kort Tid opløfter sig over dette lange uhyre Gab og dvæler ei længe, saa at den til Is blevne Sne meget sent smelter og sjelden førend i Juli Maaned ganske forsvinder. Den korte Tid om Vinteren, da Utledals-Elven er tilfrossen, passeres vel Gjelens Bund, dog ikke uden Fare formedelst de ommeldte Laviner, som med Orkanens Vælde suser ned i Dybet, og hvis blotte Lufttryk er saa sterkt, at det kaster alt overende. Om Efterhøsten og Vaaren er al Adgang til og fra Vetti fuldkommen spærret, og den sildige Høst fornemmelig ved Jord- og Stenskred, som da løsnes af den hyppige Regn.
Bag Vettis Vaaningshuse, i nogen Afstand i Dalens Baggrund, reiser sig en uhyre Fjeldvæg. Udover samme, hvor en ny Gjel begynder, styrter sig den høieste Fos, jeg endnu har seet, Markefossen. Men høie Fossefald er her saa almindelige, at de omsider vækker mindre Opmerksomhed, især da deres Vandmasser just ikke altid er betydelige. Hvad som gjorde mig denne Fos fortrinlig merkværdig er dens aldeles perpendikulære Fald, da den ikke engang med en Draabe berører hele Fjeldsiden. Thi i Skaaret øverst, hvorfra den udvælder, helder Fjeldet sig noget forover og gjør med dets Side en Hvælving indad, saa at man, hvis der ellers var nogen Vei, gjerne kunde gaa imellem Fossen og Fjeldet. Da Vandmassen her ingen Modstand finder, saa gjør den heller ingen synderlig Larm, og jeg hørte kun Duret dybt nede i Gjelens Bund, som jeg dog ikke kunde komme til at se, fordi Udsigt og Adgang dertil spærredes mig af Klippespidser og en kaotisk Blanding af store Granitblokke. Oven over denne Klippevæg er Vettis Marker, hvor et af de herligste Skovstykker maaske i hele Stiftet, lutter Ahl-Fyr. Her vokser unyttede, og uden at kunne nyttes, de høieste Mastetrær af overordentlig Tykkelse, fordi de ei kan faaes ned gjennem Fossen uden at splintres i tusinde Stykker. Selv almindeligt Hustømmer er vanskeligt at nytte herfra, da man af 10 Stokke neppe beholder en af tilstrækkelig Længde. Skoven eiedes fordum af Aardals Kobberverk, som havde herfra sine største Kulleverancer, hvortil den endnu vilde være herlig skikket, saa meget mere, da dens Beliggenhed har fredet om den. Jeg saa en Mand gaa opad den Fjeldvæg, som fører til denne Skov. I den Afstand, hvori jeg stod, forekom det mig, som naar et Insekt kryber paa en Væg. Men derved, at Stien slynger sig i idelige Bugter muliggjøres og lettes den. Atter en Vei, hvor intet er lettere end at brække en Hals! men saaledes født og opdragen, som dette Folk, mellem idelige Farer ser og agter man ei længer disse. Dristigheden vokser op med Drengen og Ynglingen, og Modet er hans Livs bestandige Ledsager. Af Fjeldtoppe vil jeg her alene anmerke Fleskenaastinden, fordi den ansees for den høieste næst Horungtinderne.
Jeg overnattede paa Gaarden Vetti og var næste Morgen ude med Manden for at gjøre et nærmere Bekjendtskab med hans lille romantiske Dal, hvor Høie og Dale, Skov og Vand, de høie sorte Fjeldmasser, hvor udover de majestætiske Fosse udgjød sit skummende Sølv, grupperede sig til et høist malerisk Landskab, hvor Naturens strenge Miner forunderlig blandedes med deres yndigste Smil. Det var Spøg og Alvor i et Blik, begge ved Forening modereret. Kun savnedes Fuglekoret i Skov og Lund. For Luftens spæde Sangere synes Temperaturen her endnu for haard. Ingensinde her hvirvler Lærken i Sky, ogsaa Maaltrosten flyr til mildere Egne; ikkun Gjøgens monotone Kukuk opliver en kort Tid den tause Skov.
Af Konen havde jeg lært, hvorledes man herfra fører Børn til Kirke; jeg var nu ogsaa nysgjerrig efter at faa vide af Manden, hvorledes man bærer sig ad for herfra at faa de døde begravne, da det var umuligt, at to Mennesker kunde gaa ved Siden af hinanden i Gjelen, og jeg heller ikke indsaa, hvorledes man kunde føre nogen Ligkiste til Hest. Jeg fik følgende Underretning: Liget lægges paa en Fjæl, hvori der er borede Huller paa begge Ender, som forsynes med Hanker af Toug; til denne Fjæl fastsurres Liget, indsvøbt i sit Linklæde, og nu bærer to Karle, en foran og en bagefter, Liget igjennem Gjelen til Gaarden Hjelle, hvor det kistelægges og føres derfra paa almindelig Vis til Kirkegaarden. Dør nogen om Vinteren, og Gjelens Bund maatte være ufremkommelig, da søger man, saavelsom om Vaar og Høst, at vedligeholde Liget i en stivfrossen Tilstand, hvilket ikke er vanskeligt, indtil det bortføres paa ovenmeldte Maade. Endnu besynderligere var den Maade, Manden fortalte mig, man for endel Aar siden i Husmandspladsen Vormelien havde betjent sig af for at føre et Lig til Graven. Den benævnte Plads ligger i Utledalen, som grændser til Vettismarken. Dens Beliggenhed ved Elven, dybt nede ved Gjelen, er overmaade fæl, og har den ingen anden Vei end en saare steil og smal Fodsti langs Fjeldvæggen ved Siden af de frygteligste Styrtninger ligesom ved Vettien. Da denne Pladses Beboere jevnligen var blevne omskiftede, saa var endnu ingen død her. Nu hændte sig første Gang, at en Dreng paa 17 Aar døde i denne Plads. Man gjorde sig ingen videre Betænkning over Maaden at føre ham til Graven paa, og man forfærdigede Ligkisten i Huset. Man lægger Liget i, fører det ud, og nu først ser man med Bestyrtelse, at det ei er muligt paa denne Maade at føre Liget med sig. Hvad var da nu at gjøre? Gode Raad var her dyre! Omsider beslutter man, at lade Ligkisten blive tilbage som et Memento mori og at sætte den døde skrævs over en Hest; Benene fastbindes under Hestens Bug; ved Hestens Manke fastgjøres en vel udstoppet Fodersæk, at Liget kan helde sig til samme, til hvilken igjen dette fastsurres: og saaledes maatte nu den Døde ride over Fjeldet til sit Hvilested ved Fortuns Kirke i Lyster — et gyseligt Rytteri!
Efter en lang og trættende Vandring vendte jeg med Manden tilbage til hans Hus. En rygende Suppe, kogt paa fedt Bedekjød, slagtet Gaarsaftenen, dampede fra det dugede Bord. Kjødet var ypperligt. Og hvad er ikke ypperligt, naar det rækkes af gjæstfrie Hænder? Derfor skal, saa længe Natur og ædel Simpelhed foretrækkes for Kunst og Etikette, et saadant patriarkalsk Maaltid, hvor en tarvelig, men sund og nærsom Kost ligesaa hurtig tilbydes som taknemmelig modtages, beholde Fortrinnet for mangen Rigmands yppige Taffel, Vidnet kuns om Pral og Pragt. Man vilde endelig, jeg skulde blevet over paa Vetti ogsaa den Dag. Men da jeg havde bestemt mig til Afdal og siden over Fjeldene til nogle af Aardals Kobberverks Gruber, maatte jeg sige Farvel til de gode Folk, hvis merkværdige Bopæl jeg nu for første, vel ogsaa for sidste Gang havde seet.
Med min forrige Ledsager og en Karl fra Vetti begav jeg mig nu paa den frygtelige Tilbagevei. Formedelst det sterke Regn var megen Is nu forsvunden, og vi havde selv den farlige Fornøielse at se en af de fatale Isspeile i tusinde Stykker klingende styrte i Dybet. Ikkun over et Par af de mest haardnakkede maatte Øksen atter bane os en rædsom Sti. Betids ankom jeg til Hjelle. Og her — hvor Ingen drømte om Fare — her styrtede min Hest med mig i et lidet Bakkeheld og væltede sig i Faldet ovenpaa mig. Saadan Ende fik denne Ekskursion, som havde saa vide Udsigter, og hvis hele Udbytte nu blev — Vettisgjelen.
VIII.
Allerede Aaret efter at Boeck og Keilhau havde bekjendtgjort Resultaterne af sin vovsomme Færd til Landets ubekjendte Fjeldtrakter, finder vi en fremmed Videnskabsmand af Rang paa Undersøgelsesreise der i Egnen.
Det var Geologen, senere Professor C. F. Naumann, fra Dresden, som i Forening med stud. med. Schubert bereiste betydelige Strækninger af Landet og efter Hjemkomsten nedlagde Udbyttet af sine Forskninger i Norge i et Verk paa to Bind, betitlet »Beyträge zur Kenntniss Norwegens«. Dette Verk er efter mere end to Menneskealdres Forløb endnu ikke antikveret i videnskabelig Henseende, og inden Turistliteraturen hævder det fremdeles en udmerket Plads som en righoldig Kilde til Kundskaben om Norges Natur og Folkeliv.
I de to Sommere, Naumann færdedes hertillands, udfoldede han en Flid og Ufortrødenhed, der maa ligetil opvække Forbauselse og Beundring. Selve Overskriften paa de forskjellige Afsnit i hans Bog lader os ane, hvad han udrettede. Han foretog Ekskursioner i Omegnen af Kristiania. Han har vandret gjennem Numedal, fra Kongsberg af gjennem Thelemarken til Suldal. Han har fra Ullensvang af streifet omkring i Hardangertrakten, draget over Folgefonnens Halvø til Samnangerfjord og reist rundt omkring paa Bergens Halvø. Øerne og Kysterne af Søndfjord og Ytre Sogn, Vossevangen og Urland har han besøgt, ligesom han har draget fra Romsdalen til Lesje; to Gang passerede han Filefjeld; han har været oppe mellem Horungerne, hvor han uden Fører var oppe paa den ene af Skagastølstinderne paa det sidste hundrede Fod nær, som han fandt det utilraadeligt at bestige; han har flakket omkring paa Jostedalsbræen og dens Udløbere samt ved Lodalskaaben; han har gaaet over Fjeldet fra Skiaker gjennem Raudalen til Nordfjord; han har uden Veiviser vandret det farlige Stykke tilbage over Fjeldet fra Stordalen til Lom; han har færdedes omkring paa Dovre, besteget Snehætten og gjæstet de fra den store Tverkjede udgaaende Dalfører; endelig har han besøgt de tre Hoveddalfører, der udmunder i Throndhjemsfjorden.
Naumann var ikke blot en dristig Turist, men en velvillig og velmenende Mand, som helst vilde se de gode Sider hos det Folk, blandt hvilket han færdedes. Man læse blot en almindelig Dom over den norske Nation som denne, paa en Gang saa træffende og saa smigrende:
«Jeg tilstaar, at visse Sider af den norske Karakter, navnlig den fremtrædende Selvfølelse og Nationalstoltheden i Begyndelsen overraskede mig paa en mindre glædelig Maade, fordi jeg misforstod Ytringerne af disse energiske Karakterdrag, inden jeg blev fortroligere med det herlige Tænkesæt, som besjæler de norske Bjergboere. Men da jeg, bedre kjendt med Sprog og Skikke, for anden Gang gjennemvandrede Norges Dale, da erkjendte jeg først det indre høie Værd hos et Folk, som i mange af sine Stammer, f. Eks. den i Hardanger, kan vise en saa berettiget Grund til hin Selvfølelse gjennem sine beundringsværdige Evner og sin Tænkemaades sjeldne Ædelhed. Med Forbauselse har jeg der stundom hørt paa mine Veivisere, som i Samtale formelig søgte at udfritte mig om Ting, som var dem ufattelige, t. Eks. om Grunden for Høidemaaling med Barometer, med en Videbegjærlighed, som de søgte at faa tilfredsstillet paa en lige saa forstandig som beskeden Maade. Der findes vist ingen, som ikke kunde læse med Færdighed, sjelden en, som ikke forstaar at skrive og alle besidder den sundeste Forstand, den rigtigste Dømmekraft, — Fortrin, hvis Værd forhøies gjennem rørende Hjertensgodhed og en meget fin Følelse for det passende. Med et Ord: det er et Folk, af hvilket der kan gjøres alt, fordi det kun behøver en Opmuntring for at fremkalde de mangfoldigste Udviklinger ved det saa store Forraad af indre og ydre Kraft. Hvad kan man ikke virke hos et Folk, hvor der til slige Evner knytter sig en Tænkemaade, en saadan Hengivenhed for Regjeringen, en saadan religiøs Erbødighed overfor dens Beslutninger!»
— Det Stykke af Reisebeskrivelsen, som her hidsættes, er taget af Bd. II, S. 172 fgg. Det var tidligere trykt i Okens Isis for 1822, S. 646 fgg.
Horungtindernes Gruppe.
Lysters Kirke ligger temmelig nær ved Enden af den sidste Forgrening af den store Sognefjord, som gjennemskjærer Fogderiet Ytre- og Indre Sogn fra Vest mod Øst. Ingen af de mange Fjorde trænger saa langt som denne ind i det Indre af Landet, hvorfor den i fortrinlig Grad begunstiger Samfærdselen derfra med den ydre Kyst og paa den anden Side østover. Den, som kjender Norges vestlige Skraaning, begriber let, at uden disse Fjorde vilde det hele Land til den frie Havkyst med Undtagelse af faa Dalstrækninger ligne en øde Ørken, medens nu disse dybe Skar i Fjeldet byder det virksomme Liv og dets muntre Samkvem de sikreste Asyler. Hvor Skraaningerne eller en nedadgaaende Dal kun giver Anledning dertil, saa vi Bredderne besat med stadselige Gaarde; Kornmarker i fuld Modning bølgede os imøde, i Haverne prangede Kirsebærtræer med modne Frugter, og Blomme- og Æbletræerne bøiede allerede nu sine frugtbetyngede Grene dybt nedad. I disse trange, af 4000 Fod høie, ofte ganske steile Vægge indesluttede Klippegrunde, hvis Bund dannes af Søens Speil, hersker der om Sommeren ofte en italiensk Hede, medens den evige Sne fra de høieste Punkter af Skrænterne alvorlig blinker ned i det lystige Dyb.
Som tiest løber Enden af enhver Fjord og dens Forgreninger ud i en Dal af større eller mindre Udstrækning, hvori der flyder en Bjergelv tilhavs. Det længste, frugtbareste og yndigste Dalføre af denne Art er vel det, som fra Opheim løber over Vossevangen til Bolstadøren; et af de korteste saa vi derimod ved Matra paa Folgefonnens Halvø, som var hurtigt afsluttet og havde Karakter af en frygtelig vild Klippekjedel. Ogsaa Lysterfjorden ender som den nordligste Sideudløber af den store Sognefjord i en Dal, som fra Eide af stryger opover mod Sognefjeld og kaldes Fortun-Dalen efter den der liggende Kirke. En anden meget betydelig Dal begynder ved Gaupne, løber i Jostedals Sogn opover til Langfjeldenes høie Ryg og danner tillige med Brækkeelvens Dalføre, som paa Østsiden stryger nedover mod Gudbrandsdalen, Grænsen mellem Langfjeldene og Sognefjeld.
Begge Fjelde hører til de høieste og frygteligste i Norge; thi undtager vi enkelte Punkter, viser Dovrefjeld i Almindelighed en langt ringere Høide og en ganske anden, mildere Karakter end denne Fjeldstrækning, hvis Ryg derhos henimod den vestlige Skrænt er udpræget i en grufuld ophøiet Stil.
Hele det øde Høiland, som strækker sig mellem Akershus og Bergens Stift, danner en meget tydelig karakteriseret Platform i Ordets egentlige Forstand af 50 Miles Længde og en Bredde af 8 til 10 Mil, omendskjønt det er afbrudt af talrige Indsnit og Høidedrag. Det har sin største Middelhøide fra 4—5,000 Fod under 61°20ʹ—30ʹ n. Br., hvor det danner Basis for det høieste af alle nordeuropæiske Bjergsystemer, de kolossale Jotunfjelde. I Nord for disse synker Middelhøiden for Platformen i den Del, som adskilles under Navn af Sognefjeld og Langfjeld, vel kun meget ubetydelig, saa den neppe før i Romsdalen kan sættes henimod 1000 Fod lavere. Mod Syd sænker den sig ligeledes kun lidt efter lidt paa de Dele af sin Udstrækning, der adskilles under Navn af Filefjeld, Hardangerfjeld, Gutefjeld o. s. v. Vegetationen for den almindelige Birk falder saaledes overalt under Platformens Middelniveau, og allerede derfor forestiller den en øde, bar, ørkenagtig Strækning. Hertil kommer, at Nordsøens Nærhed og den langt større Høide, som saavel enkelte Kupper som hele Kuppesystemer naar og foranlediger betydelige Ansamlinger af Sne, hvilke til og med paa den vestlige Grænse af Platformen og i Nord for Filefjeld i Tidernes Løb er saaledes vokset, at der (t. Eks. paa Folgefonnens Halvø, i de østlige Dele af Sogn, Sønd- og Nordfjord) viser sig udbredt et uafbrudt Snedække over Bjergryggen, som i de indtrængende Dale levner Vegetationen sparsomt Rum, ofte ogsaa indskrænker denne med frygtelige Bræer, som truende skrider ned i Alpedalene fra den evige Snes Regioner.
Et helt eiendommeligt Udseende faar denne Platform ved de mer eller mindre hyppige Klippekolosser, som hæver sig op over den evige Snes Overflade ligesom Øer paa et Hav og med sine imposante, dumdristige Skikkelser i høiere Grad overrasker dem, som gjennemvandrer dette ensformige Felt af en til evig Død stivnet Natur.
Jeg har ikke seet Schweiz; men jeg tvivler paa, at det kan opvise Udsigter, i hvilke den enhver Ynde forsmaaende Majestæt og Gletschernaturens frygtelig alvorlige, tause Karakter er udtalt paa en mere grotesk, mere overraskende Maade end Tilfældet er med Udsigterne paa Sognefjeld, Langfjeld og Jotunfjeld, disse øde Strækninger for den evige Frost, hvis Gravstilhed kun sjelden, men skrækkelig forstyrres af tordnende Sne- og Stenskred. Frygtelig steile Klippekupper, paa hvilke ingen Sne kan blive liggende, stirrer ud af det Sne- og Isdække, som overhvælver Fjeldet rundt omkring, og paa en eiendommelig Maade stikker deres mørke Graa af mod det blændende Hvide under og det klare Himmelblaa over den. Saaledes staar de stræbende mod Himmelen med sin dristige Høide, i uforgjængelig Ro trodsende den brusende Storm fra Nord, som Kjæmpemindesmerker over en begravet Verden. Ikke alle lader sig bestige; at klatre op paa mange af dem vilde være en til Galskab grænsende Dumdristighed, og om nogle af dem gaar der advarende Sagn om, at ingen af dem, som understaar sig at indlade sig paa et saadant Vovestykke, vilde vende hjem i Behold . . . . .
I Sommeren 1821 berørte jeg kun den vestlige Fløi af den hele Kjæde, Horungtindernes Gruppe, som strækker sig mod Fortun i Lysters Prestegjæld og en halv Mil fra Sæteren Skagastølen i de tre Skagastølstinder naar en meget betydelig Høide, om end ikke paa langt nær den største i den hele Kjæde. Til disse Skagastølstinder kan man komme fra Lyster uden at træffe paa Snemarker eller andre Vanskeligheder, da deres Beliggenhed paa Ydergrænsen af det hele Kuppesystem fra denne Side at gjøre dem let tilgjængelige.
Vi roede derfor den 13de August til Eide og fulgte derfra Dalen til Fortun, da Skagastølstinderne ligger til Siden S. O. for Helgedalen, en Sidedal, som fra Fortun over Berge gaar opover mod Høifjeldet. Veien gaar i Begyndelsen henad den steile Fjeldside langs en liden Sø, som udfylder Dalen i dens hele Bredde; en spids Pig, hvis Basis løber fra Eide til Fortun, viser sig paa den nordlige Side, medens den sydlige danner Klippevægge, som uden Afbrydelse styrter ned og belives af talrige Vandfald. Fortuns Kirke ligger 140 Fod over Nordsøen.
Forgjæves ser man sig ved Fortun om efter en Dal, som fra Berge af (640 Fod) stryger ned i Hoveddalen. Da gaar uventet Veien som en brat Fjeldsti i Zikzak 500 Fod høit opover den steile Glimmerskifervæg, med hvilken den fra Berge nedstrygende Helgedal pludselig sænker sig ned i Fortundalen. Veien kan passeres af Heste og danner nu en Del af den meget bereiste Vei over Platformen gjennem Bæverdalen til Lom i Gudbrandsdalen, hvorigjennem en betydelig Del af Kommunikationen mellem Øst- og Vestlandet foregaar. Flere Karavaner af Døler mødte os, alle til Hest, som førte over Huder og Smør, hvormed de fornemmelig driver Handel. Deres Dragt og Fysiognomi var helt forskjellig fra, hvad vi var vant til at se i Bergens Stift.
Ovenfor Berge er Helgedalen snever, temmelig nøgen og stiger brat, saa at Elven i Fossefald paa Fossefald bruser ned over de mange Terrasser. Vore Bestræbelser for at faa fat paa en Veiviser var forgjæves, da Folk nødvendigvis maatte drive paa med Slaataannen; vi maatte da beslutte os til at gjøre Turen paa egen Haand, da vi paa Sætrene blot kunde vente at finde Kvinder og Børn, som ikke var kjendte. Optun paa Elvens høire Bred er den sidste Gaard (1312 F.h.) men først i Nærheden af det øverste og sidste Vandfald aabner Baggrunden sig og med den Udsigten til den første Skagastølstind, den nærmeste og laveste af Horungerne[19] . . . . .
Terrænet forandrer sig, og Udsigten udvides nu. Bækken flyder, saavidt Øiet kan forfølge den opad, i en lang øde Dalstrækning med temmelig jevn Bund. Efter nogle hundrede Skridt kommer paa den venstre Side ind en liden Sidedal, som udvider sig opad og indeholder nogle Sæterhytter og i Baggrunden lader frygtelige Klippekupper komme tilsyne. Til den slutter sig videre en fra Skagastølstinderne nedstrygende Paralleldal; en Tverkløft forbinder dem begge, og paa Siden af denne ligger Sæteren Skagastølen i en Høide af 3000 Fod.
De tre Skagastølstinder laa nu foran os i al sin Pragt, belyst af Aftensolen, medens Dalen allerede var svøbt i mørke Skygger; lette Skyer svævede lig en Glorie i Aftenrødens Glans om Hovederne paa disse Ørkenens evige Eneboere, som kun er klædte i simpelt Hvidt og Graat, Sneens og Stencns Farver. Den kolde Nat var høist ubehagelig i den trange Sæterhytte, og glade hilsede vi Solen den næste Morgen i det Frie. Græsset var overtrukket med Rim, og Jorden var haardfrossen.
Vi søgte at komme ind i den omtalte Paralleldal, som stiger opad høiere og høiere, ikke jevnt, men trappetrinvis i tre eller fire Afsatser til den evige Snes Regioner. Der er det ogsaa, at Skagastølstinderne paa den ene Side og en i sine øvre Dele til tre Horn spaltet Klippevæg paa den anden danner Dalens Sider, saa at Terrænet mellem begge allerede er høit fyldt med Sne, som strækker sig nedover et lavere Daltrin og finder sin Afslutning i en liden, grønlig Sø (4410 Fod). I Baggrunden, hvor Dalen kommer ned fra det store Sneplateau, er den sluttet ved en lav Fjeldkam, bag hvilken den taber sig i en uoverskuelig Sneflade. Længere nede fremviser Dalen en rig Alpeflora . . . . . Foran den nordligste Skagastølstind ligger i Nordvest en hvælvet nøgen Kuppe, som hjælper til med at danne den østlige Dalvæg; mellem begge gaar der et lidet paa denne Tid ganske snefrit Gjel østefter, der afbryder Sammenhængen i den øvre Dalside og fører over til de østligere Dele af Snemarken; i den træffer man en ubetydelig Vandansamling (5060 F.) og en pragtfuld Udsigt til de fjernere beliggende Regioner af Jotunfjeldene.
Det var forbundet med stor Anstrengelse at naa op paa Toppen af den nordligste Skagastølstind gjennem den frygtelige Urd af Klippeblokke, som bedækker disse Kupper fra øverst til nederst, — en Besværlighed, der er forbunden med Fare, i Høiden, hvor løs Sne lumsk skjuler Stenkløfterne og Hulningerne i den sprukne Overflade. Da vi var uden Veiviser, vovede vi os ikke op paa den steile Snemark, som bedækker Kuppen paa den østlige Side, og saa fandt vi omtrent 100 Fod under det høieste Punkt vor Vei spærret af lodrette Klippevægge, langs hvilke kun en smal, brat med Is og Sne bedækket Rand syntes at føre. Imidlertid behagede det os ikke at kjøbe en nøiagtig barometrisk Bestemmelse med Livsfare, og den skrækkelige Afgruund under et saa svimlende Standpunkt truede for alvorligt opad.
Idet vi saaledes ved temmelig klar Himmel saa ned i det svælgende Dyb og udover de rundt omkring lysende, ubegrænsede Sneflader, lod der fra en nær Sidedal pludselig en frygtelig drønende Torden; med en rædsom hul Larm rullede det voldsomme Skrald omkring 30 Minuter, idet det i et mangedobbelt Ekko forkyndte, hvorledes det var naaet langt hen til fjernere Regioner.
Vi befandt os her 6880 Fod over Havet; den store Lodalskaabe paa Langfjeldene viste sig i N. N. V. I Syd derimod omtrent 1/g Mil borte reiste sig en frygtelig Klippekegle, som i Høide langt syntes at overtræffe vort Standpunkt. Men endnu høiere og skrækkeligere taarned sig de to følgende spidse Skagastølstinder, og det blotte Syn over til den fra den bratte Side af den nordligste Tind volder Svimmelhed. Man kan sikkert sætte den hoieste 400 Fod over denne, og i en saadan Høide og Nærhed istemmer man gjerne den almindelige Mening, at det vilde være et ligesaa formasteligt som uudførligt Foretagende at ville klatre op paa disse Klipper.
Uventet kom Skyer trækkende op fra Syd og indhyllede de fjernere Klippepyramider i et glimrende Slør; derfor skyndte vi os for at naa Dalen, før ogsaa vor Kuppe blev indhyllet.
Før os er den nordligste Skagastølstind bleven besteget fra en anden Side af Herrerne Boeck og Keilhau, og fra dem har jeg den mundtlige Efterretning, at dens høieste Top neppe yder to Mennesker et sikkert Standpunkt; deres Høidebestemmelser giver over 7000 Pariser, altsaa over 7250 Rhinlandske Fod; men Keilhau selv stoler ikke paa Maalingens Rigtighed.
Regner vi de 100 Fod, som vi efter omtrentligt Skjøn befandt os under Toppen, til Høiden af vort Standpunkt, saa giver dette 6980 eller 7000 Fod for Høiden af denne laveste af Skagastølstinderne. Bohr maalte den foranliggende Dyrhougstind barometrisk og fik 6 352,4 Fod. Ved geometrisk Maaling derfra fandt han den ene Skagastølstind 622,7 Fod høiere Dette giver 6975 Fod, et Resultat, der paa en uventet Maade stemmer overens med det af os fundne. Herefter skulde altsaa den høieste Tinds sandsynlige Høide være 7400 Fod, som allerede langt overtræffer den, som Snøhætta paa Dovrefjeld har. Da nu Skagastølstinderne ligger paa den yderste Ende af Jotunfjeldene, vilde det være en meget usandsynlig Antagelse, om man i dem søgte de høieste Kupper i det hele System. Tvertimod kan denne Omstændighed sikkert berettige til at holde dem for lavere end de længere ind beliggende Klippehorn, af hvilke vel nogle turde rage op til en Høide af 8000 Fod.
IX.
Samme Aar — 1822 — som Naumann og Schubert gjæstede Trakterne omkring Skagastølstinderne og Jotunheimen, kom der ogsaa et andet Selskab af Turister og Videnskabsmænd herhen. Om dette Selskabs Besøg i Egnen indeholder et Par Artikler i «Hermoder» Oplysninger, nemlig Stykket om «De høieste Fjelde i Norge» (3die Halvaarg. S. 235 fgg.) og «Fragmenter af en Fjeldreise i Sommeren 1822» (6te Halvaarg. S. 57, 89 og 161), — det sidste forfattet af Botanikeren M. N. Blytt.
Blytt, der paa Færden ledsagedes af 3 Kunstnere, som han betegner med Bogstaverne M., F. og L., tog fra Aal i Hallingdal over Vidden til Hardanger, hvorpaa han over Voss begav sig til Indre Sogn. Her slog han ind paa den Vei, der gjennem Fortun- og Bergsdalen førte opover til Horungernes Række.
«Fortundalen», skriver Blytt, «er rig paa maleriske Situationer. Paa en Bro nedenfor Kirken fik Malerne et stort og skjønt Prospekt. De drog videre længer op i Dalen til Ormeli og tilbragte hele Dagen med at tegne. Jeg fulgte for Mosernes Skyld en Sti, der til høire Side førte op til Bergsdalen. Man kan, naar man ei er frygtsom, ride opad denne smale og steile Sti, som er anlagt yderligen paa Kanten af Klippeterrasserne. I Regnveir skal den være farlig, fordi man da er ideligen udsat for at blive foruleiliget af nedrullende Stene. Paa det høieste af Stien har man et interessant Syn ned i Fortundalen. Man staar som paa Galleriet af et høit Taarn og ser lodret ned. Tænker man sig 5—6 kjøbenhavnske Rundetaarne satte ovenpaa paa hverandre, saa vil Enhver, der har været i Kjøbenhavn, kunne gjøre sig et nogenlunde tydeligt Begreb om dette Sted. Efterat man er steget til denne Høide, kommer man ind i Bergsdalen, der endnu til begge Sider er begrænset af henved 2000 Fod høie Mure. Denne Dal er temmelig bratopgaaende, og Bergselven, som gjennemstrømmer den, danner en sammenhængende Række af større og mindre Vandfald. Her findes flere Gaarde, af hvilke Optun er den øverste, hvor Kornet kan dyrkes. Jeg skulde formode, at dens Høide over Havet er henved 2000 Fod; thi man ei ikke kommet ret langt ovenfor Optun, førend man møder de sande Sæteregne. Man har fra Optun neppe en halv Mils Vei til Foden af Skagstøls- og Ringstinderne, tvende Grupper i Hurungerækken; vi ansaa det derfor bekvemt at tage vort Natteherberge her for derfra næste Dag at foretage en Tur ind imellem Fjeldene .. Den 6te September, som var bestemt til at vandre ind mellem Fjeldene, blev vi tidlig om Morgenen vækkede af Elvenes og Bækkenes Brusen og Bulder i Forening med en frygtelig Pladsregn og Storm. Vi fandt til megen Bedrøvelse Fjeldene og Dalen indhyllede i tyk Taagedamp, der tumledes frem og tilbage, og vi havde et Skuespil, som under andre Omstændigheder vilde have været ret interessant. Mens jeg, indhyllet i mit Reisetøi med Paraply over mig, stod ude paa Gaarden og betragtede den oprørte Natur, hørte jeg et Tordenbrag, som frembragtes ved et Stenskred fra den paa Elvens østlige Side liggende Fjeldforhøining. Bulderen overdøvede for et Øieblik aldeles Optunfossene og Høgalifossen, der dog ellers var dygtig høirøstede. Da Taagen adspredte sig saa meget, at jeg fik et Øiebliks Udsigt til den modsatte Fjeldside, blev jeg sat istand til at danne mig et Begreb om den korte Tid, Vandet i de trange Fjelddale behøver til at forøge sig, Jeg kunde paa et Areal af indskrænket Omfang tælle 24 mindre og større Elve og Bække, der alle styrtede sig som hvide Fosse ned fra Bratfjeldet, uagtet jeg Aftenen i Forveien kun havde tællet 3—4 af de større. Optunsfossene som de nærmeste havde hver halve Time et forandret Udseende paa Grund af Vandmassens bestandige Tilvækst. Om den Støi og Bulder, som Vandets Kraftanstrengelser frembragte, kan man kun gjøre sig en tydelig Forestilling, naar man har bivaanet et Uveir i en saadan Dal. Jeg har ikke været paa Havet i Storm; men jeg skulde fristes til at formode, at en Sømand, som befandt sig i Bergsdalen, saadan som den idag viste sig, vilde gjenkjende sit ubændige Element.
Manden paa Optun sagde mig, at et saadant Uveir ofte foraarsagede frygtelige Fjeldskred, især om Foraaret og Efteraaret. Det var ikke sjelden, at man af Frygt for disse Skred maatte flytte ud af Husene hen under de store Stenheller, som laa oppe paa de mindre steile Fjeldsider og hvor man troede sig sikrere end i de paa Dalens Bund liggende Gaarde. Man leder heller ikke længe efter Spor af Jerverne (Skredene); thi overalt opad Fjeldsiderne sees sorte Furer, dannede af de nedrullede Masser, og hele Dalens Dyb er opfyldt af større og mindre, i Faldet knuste Stenblokke. Naar man er oppe mellem Stenurderne og ser nedad, har man Møie med at gjenfinde de graa Huse mellem Stendyngerne. Optun ligger saaledes omgiven af Klippestykker, der overgaar Husene i Storhed, at man for at komme fra den ene Stue til den anden maa gjøre krogede Omveie . . . .
Vi begyndte næsten at opgive Haabet om at faa noget af Hurungerne at se, da det ud paa Eftermiddagen lod til at ville klare op. Mit Reiseselskab vilde nu have Heste for at ride op til Skagstølen, som ligger omtrent 1⁄2 Mil fra Optun ved Foden af Skagstølstinderne. Da jeg forudsaa, at det vilde vare længe, førend disse Heste blev færdige, gik jeg ved det første Solglimt alene opigjennem Dalen . . . .
Da jeg var kommen saa høit op i Dalen, at jeg kunde gjøre mig Haab om at faa en Udsigt til Hurungerne, blev jeg paany overfaldt af en styrtende Regn og en gjennemtrængende kold og sterk Vind. Det var forunderligt at se den Hurtighed, hvormed Skyerne trak hen over Himmelen. Ved at vende mig saa jeg hele Dalen under tykke Skybunker, der tumledes frem og tilbage for modsatte Vinde. Skyerne for mod hinanden og leverede et ordentligt Feltslag i Rummet. De sælsomt formede graa Masser rykkede frem og mødte lignende fra den modsatte Side af Dalen. Efter en synbar Kamp og Gjæring maatte de Kolonner, som anførtes af den svagere Vind, trække sig tilbage. Valpladsen var paa engang forladt, og paa den klare blaa Himmel fremstraalede atter Solen med et varmende og vederkvægende Skin. Da jeg vendte mig om for at fortsætte Vandringen op igjennem Dalen, forbausedes jeg ved Synet af en herlig stor Situation. Horizonten var bleven klar. Det høie afrundede, med store Snemasser bedækkede Barfjeld, Fannaraake, var den mest ophøiede Gjenstand i Gruppen og dannede Baggrunden i Maleriet; i Forgrunden havde jeg den høie vakre Dokkefos, og til begge Sider grønklædte, terrasseformede Klippedekorationer. Min Veiviser, som just her indhentede mig, kaldte Stedet Vettegalden. Vi tog siden et Prospekt deraf. Nogle hundrede Skridt længere oppe, ved Fossegaldebroen, fik jeg et andet stort Fjeld at se. Det var Skurvenaasen, som stillede sig ved Siden af Fannaraake, og kappedes med det i Høide. Skurvenaasen var dannet som en afskaaret Kegle med et Par Terrasser paa Overfladen. Jeg stirrede nu med Begjærlighed hen mod den Kant, hvor Skagstølstinderne skulde ligge. Alt var indhyllet i tykke Skyer; men i et Øieblik fordelte disse sig, og til min store Fryd fremtraadte nu nogle spidse Tagger og Tinder, der ragede høit opover Fannaraake, Skurvenaasen og en hel Del andre afrundede Fjeldhøider. Det var de fire forreste af Skagstølstinderne. De var bedækkede med en nyfalden Sne, og Solstraalerne, som skinnede klart, gav Gruppen en overordentlig skjøn Glans. I Fordybningerne laa gammel Sne, der ikke havde det blaalige Skjær som den nyfaldne. En ny Skymasse for frem og indhyllede Scenen i Dunkelhed. Vi gik over Fossegaldebroen, og ved Ringshaugene var jeg atter saa heldig at faa se Skyerne for et Øieblik at adsplittes, og nu viste sig den femte og høieste af Skagstølstinderne, den saakaldte Hurungen, den af hvilken de forskjellige Grupper tilsammentagne kaldes Hurungerne. Denne ragede med en rundagtig kløvet Top høit op over alle de andre. Dens Basis var parallel med den høieste Spidse af den forreste i Rækken, den af Keilhau, Boeck og Naumann maalte 7000 Fod høie Skagstølstind. Skyerne borttog ogsaa snart dette Skuespil for mine Øine. Vi gik fra Ringshaugene videre til Skagstølen. Ved Ringadden, en Sæter, fik jeg Omridset af en ny Gruppe, der grænsede til Skagstølstinderne, nemlig Ringstinderne. Den høieste af disse kaldes Dyrhaugstinden, den laveste, hvis underste Dele staar i umiddelbar Forbindelse med den isopfyldte Fordybning, som adskiller den fra Hurungen, det saakaldte Skagestøls- og Ringsbotten, lignede i Form Kobbertaarnet paa Throndhjems Domkirke, og var en skjønt afrundet Snekuppel. Da vi naaede Skagstølen, overfaldt os et nyt Uveir, der drev mig ind i Sælen . . . .
Da Veiret lagde sig noget henimod Aftenen, drog vi over Ringadden tilbage til Optun . . . .»
Det havde, heder det i den anden Skildring af denne Færd, som ovenfor er nævnt, været Blytts og hans Reiseselskabs Agt at bestige Skagastølstinderne, hvis det indtræffende Uveir ikke havde lagt Hindringer i Veien derfor. Nu maatte de nøies med at overskue den hele Tindrække fra Søvdenaasen ved Optun og anstille Sammenligning mellem Spidserne. Og saa heder det videre:
«En af Reiseselskabet spurgte Eieren af Skagastølen, om det var vanskeligt at bestige den laveste af Skagastølstinderne. «Man kan gjerne ride derop,» sagde han; «men de andre høie Tinder er aldeles ubestigelige.» Dog havde hans Farfader engang vovet paa at bestige den mellemste af dem. Lykkelig kom han ogsaa op paa Toppen; men enten nu den fortyndede Luft eller den spidse svinglende Tinde kunde have denne Virkning, nok er det, han blev ængstelig (fælen) og vilde skynde sig ned igjen. Men da var det ham umuligt at finde igjen de smaa Ridser, hvori han ved Opstigningen havde sat Hænder og Fødder. Han kom i Livsfare og lovede i denne sin Nød at give en Ko til de fattige, hvis han med Livet kom derfra, hvilket da ogsaa gik i Opfyldelse. Men siden den Tid anser Bønderne (og det har meget at sige) det for en Formastelse at ville tænke paa at klavre op paa nogen af disse Tinder.»
X.
Blandt dem, som i de første Decennier efter Jotunfjeldenes Opdagelse gjæstede Heimen, maa vi ogsaa mindes Henrik Wergeland, der Sommeren 1832 gik herigjennem og saavel i sin Digtning «Spaniolen» som i sine «Digte, anden Ring» nedlagde sine Indtryk herfra.
I de sidste forekommer et storslaaet Digt, «Paa Skakastølstindens, som skildres i disse Strofer:
er denne Æthrens Ø.
Dernede Lyn som Snekker gaa
med gyldne Dragesnabler paa
en Tordens Rullesjø.
endda en Tind! en Tind!
En dristig Falk kan række hid.
Men did? Min Tanke gaar kun did
den Falk ifra mit Sind.
lig splintret Seil om Mast!
Det var en Verdens Skibbrud, hvis
den Mast af Sten med Fløi af Is
i Skyers Havgang brast.
vor Klodes Fødsel saa,
de dø; men da i Himlen tom
skal Jorden i sin Alderdom
ved denne Stav gjenstaa.
sig snegledreier, lig
en sno’d forstenet Hvirvelvind.
Du Chaos’ Horn, du vover ind
i Himlen bore dig?
en hjelmhvalt Jøkelkoll!
Den staar som i en Jettefærd
mod Alt — en blaalig Bræ til Sværd,
det svarte Bryst til Skjold.
En Ørn, en Storm og jeg.
Fra Verden hist saa stiv og kold
Krøb Isen hid paa Bræens Skjold
sin sekellange Vei.
ak! før fra dette Bryst.
Hvis nogen aanded her, da var
en Engel det, hvem Skjæbnen bar
til fremmed Verdens Kyst . . . . .»
Et andet Minde om Wergelands Færd gjennem Jotunheimen har man i hans Digt, «Spaniolen», hvis Slutningskatastrofe er bleven henlagt til Trakten omkring Fanaraaken.
«Derunder,» heder det i Digterens Fortale til den første Udgave af Digtet, «gaar Lomværingers og Sogningers frygtelige Vei til hinanden over Sognefjeldets Alpørken, over Svaberg, Is og Sne, i Forgjængernes dybe Spor over Bræerne. Denne Stenrøs og denne der og hin hist betegner den; men hin Røs ude paa Fjeldørkenen er et Merke, hvor en dræbtes i gamle Dage eller fandtes død, begravet af en pludselig Sne-Iling fra Fanaraaken. I Nordost Kongsoxletinderne, efterhermende Horungernes Alpeformer; disse i Syd i tre Taarnkolonner; midt imellem begge Fanaraaken, langt fra lignende en uhyre, en Verdens kulsorte Ligkiste med et nedrullende Lagen; nærmere synes Laaget mer og mer at brækkes op i en Spids, som om den døde vaagnede derunder; og se, der reiser han sig — et Skyggegespenst eller den rædsomme Fannrøg . . . . Kun i det fjerne blaaskuldrede, hjelmrundede, kaabehvalte Fjelde; nærved Alt hvidt, sort, trodsigt, tindet. De ligner sortkalottede, hvidkaabede, strenge coeliberende Prælater; men midt imellem throner Fanaraaken som en bister Pave — de side hvide Arme talende udstrakte, Aftensolen giver Toppen Tiaraens Purpur —. Hine Blaaskuldrede, Hjelmrundede er læge Riddersmænd, der fjerner sig ærbødigt. Det er et Hildebrandskoncilium. Her afgjøres Spørgsmaalet om Jordens Alder.
Der under Fanaraaken sad jeg; — under et skrøbeligt, rødmalet Kors, hvorpaa der stod malet den venlige, men ofte forgjæves fulgte Advarsel:
Se hvor det griner bag Fanaraaktind!»
. . . . Stedet blev uhyggeligere, Advarselen vægtigere, jo mere jeg saa paa Korset, paa Dødsmerkerne henne paa det Øde, paa de taarnede Fanner. Men min Veivisers Fortælling om, hvorledes det gaar til, naar Fannen ryger løs, bandt mig. Det er en Eksplosion — umuligt at se for sig, snart umuligt at stolpe længer frem. Da være Gud en naadig. Stormen løsner de opad den sorte Side dyngede Snefanner, saa de, rygende om Toppen, giver Jøkelen Udseendet af en Vulkan.»
— Wergeland forklarer Navnet Fannaraaken (eller Fannarauken) som «Fjeldet, der ligesom ryger af Snefanner». Ordets rette Etymologi er imidlertid «Fenaraaken» — Kvægveien.
XI.
I Aaret 1827 begyndte Jotunfjeldenes geografiske Opmaaling. Kaptein Theodor Broch gik i 1826 ud fra Linien Graahøgda—Elgepiggen i Trakten om Fæmundsjøen og førte Triangelnettet mod Vest over Nordre Østerdalen og Gudbrandsdalen til Trakten ved Bygdin. Hans vestligste Punkter var Storhøgda i Lesje, Lomseggen i Lom og Mugna [Kalvaahøgda] ved Bygdin.
I 1836 fortsatte Broch det af ham paabegyndte Arbeide. I det nævnte Aar gik han ud fra Høgkampen, Ruten Graahø—Mukampen i Kristiania—Trondhjemsrækken med en Triangelrække over Vinstervandene og Valders til Suletind i Sogn og Skogshorn i Hemsedal. Denne Række stødte i Storhøpiggen og Skaget sammen med hans Triangulering for 1826—27. Hans Arbeide fortsattes i 1840 og følgende Aar af daværende Artilleriløitnant H. N. S. Wergeland.
Kun tarvelige og uklare var de Oplysninger, som J. Krafts topografisk-statistiske Beskrivelse over Norge havde meddelt om den vidtstrakte Fjeldtrakt, dengang Verket første Gang udkom. Den hele Opdagelse var endnu for ny og lidet undersøgt. Da Krafts Beskrivelse i 1840 udkom i ny Udgave, meddelte Th. Broch i 2det Bind en udførlig og særdeles orienterende Beskrivelse over Fjeldtrakten, og da denne giver ham fuld Berettigelse til at nævnes blandt de Mænd, der spiller en Rolle i Jotunheimens Opdagelseshistorie, tør det godt forsvares at hidsætte denne Skildring, saa meget mere, som 2den Udgave af Krafts Bog forekommer endnu sjeldnere end den 1ste.
Jotunfjeldene, beliggende paa Høiryggen mellem Gudbrandsdalen, Valders og Indre Sogn, adskiller sig synligen fra alle omliggende Fjelde ved deres Høide, der med omtrent 2000 Fod overstiger selv de høieste Nabofjelde, ved de sammenhængende Sne- og Isbræer, som bedækker enhver Fordybning og Skraaning, der ikke er for steil til, at Sneen kan lægge sig paa den, og endelig ved deres Former, der i det mindste fra de fleste Sider antager Skikkelsen af Tinder, Horn eller Pigge. Ogsaa er denne Fjeldstrækning ved Elve, Vande og Høisletter eller saakaldte Flyer, temmelig skarpt afsondret fra det underliggende Høifjeld. Saaledes skiller de lange Fjeldsøer Bygdin og Tyen Jotunfjeldene mod Syd fra Sletfjeldet nordenfor Valdersdalen med dets mange anselige, over 5000 Fod høie, tildels med Snebræer belagte Toppe, saasom Bitihorn, Mugnatinden, Vennesfjeldet, Suletinden m. fl. Mod Øst adskilles de ved Vinsterflyene, Leirungsdalen, samt øvre og nedre Sjodalen indtil Veo-Elvens Forening med Sjoa, fra de mellem 4 og noget over 5000 Fod høie Rygge mellem Vinstervandene, Heimdalsvandet, Aakerdalen og Sjugulsøvandet, ligesom Veo-Elven adskiller dem fra Veoflyen med Fuglhøen og Grønflyen fra Kvitingskjølen og Heimfjeldet, og videre dannes Grændsen mod Nord af Bæver-Elven ligetil dens Udløb fra Bævervandene. Mod Vest er Grændsen mere ubestemt, og kan maaske regnes at være selve Sognefjorden, da et Par af de høieste Grupper ligger paa Kjølen mellem Aardals- og Fortunfjordene, adskilte ved Utledalen paa den ene, samt Leinings- og Bergsdalen paa den anden Side fra det øvrige Sletfjeld og Fannarauk med dets Snebræer i Nord. I de nævnte Indsøer og Elve, der danner Grændsen for Jotunfjeldene og, saa at sige, beskyller deres Fod, løber forskjellige mindre Elve tildels fra den høiestliggende sammenhængende Bræ eller Sneryg i Midten af Fjeldsamlingen der danner Vanddelet, og hvorfra Bække udstrømmer til alle Sider. Omkring disse Elve og Vande reiser de mangfoldige Fjeldtinder sig, og skiller sig derved i forskjellige Grupper eller Alpeknipper. Der er især nogle navngivne Isbræer i Midten af Samlingen, hvor Vandløbene deler sig. Den nordligste er ved Kirken, en ubestigelig Alpetinde, paa hvis nordre Side er Leirvandet og paa den søndre Langvandet, begge adskilte ved og omgivne af et aldrig optøet Snedække, der udbreder sig mod Vest under Navn af Smørstabbræen ned mod Utledalen, samt mod Syd og Øst under Navn af Veobræen og Mimerubræen ned mod Gjendin og Veodalen. I disse Bræer, hvorfra en Gruppe af høie og for det meste ubestigelige spidse Tinder hæver sig, saasom Kirken, Tværbottenhornet, Visdalspiggene, Langvattenhøen o. fl., dannes flere Elve, saasom Visa og Leira, der igjennem Visdalen og Leirdalen løber mod Nord til Bæver-Elven, Lille Utla, der længere nede forener sig med Store Utla fra Bræen ved Foden af Smørstabben og gjennem Utledalen løber ned til Aardal i Indre Sogn, samt en Elv, der fra Langvandet igjennem Langaadalen løber ned i den nordre Ende af Gjendin. Mellem Visdalen og Leirdalen er ligeledes en høi Sneryg, hvorfra Galdehøpiggene hæver sig meget over 7000 Fod, og som nedskyder flere Isbræer, blandt hvilke Galdebræen ned mod selve Bæverdalen og Tværaabræen ned mod Visdalen, samt Illaabræen, mod Leirdalen; og en lignende Høiryg, en Arm af Smørstabbræen, er imellem Leirdalen og Bævervandene, der kaldes Veslefjeldet, som skyder flere Isbræer ned i Leirdalen, blandt hvilke Digerbræen er den største, og hvis yderste afrundede lavere Kuppe 1⁄2 Mil ovenfor Leiras Sammenløb med Bævra er 6715 Fod, men hvorfra de saakaldte Veslefjeldtinder stiger til langt større Høide. Søndenfor Kirken er Snokhullet, ligeledes en Del af den sammenhængende Høibræ i Vanddelet mellem det Sønden- og Vestenfjeldske, omgivet af en Gruppe Tinder, som fører Navn af Snokhultinderne, hvorfra en Elv løber mod Vest gjennem Raudalen og nedenfor Rauhornet forener sig med Utla, og en anden løber mod Øst til Gjendin, og søndenfor Snokhullet er Melkehullet, en Isbræ omgiven af Melkehulstinderne, fra hvilken Bræ kommer Melka, som gjennem Melkedalen løber til Bygdin. Vestenfor Bygdin ligger Tyen, hvorfra Koldedalen stiger op mod Koldedalstinderne, fra hvis Bræer en Elv løber gjennem Mørkekoldedalen ned mod Utledalen, mellem hvilke til Aardals Sogn i det Vestenfjeldske hørende Dale og Raudalen reiser sig i en Mængde Tinder, under Navn af Utledals Tinderne, og længere mod Vest paa Høiryggen mellem Utledalen og Bergsdalen, samt dennes Fortsættelse Leiningsdalen, hæver sig, afsondrede fra Utledalstinderne, de med et fælles Navn saakaldte Horunger, nemlig Skagestøls- og Ringstinderne, blandt hvilke især den første Gruppe i sin høieste Spidse, Store Skagastølstinden, har en af de høieste Tinder i den hele Fjeldsamling. I Jotunfjeldenes østlige Del er Gjendin, et omtrent 1 Mil langt og mere end 3000 Fod over Havet, dog under Birketræets Vegetationslinie, liggende Fiskevand henhørende til Lom, hvorfra udløber Sjoa Elven, der optager flere Side-Elve, og efterat have forenet sig med Veo-Elven bøier mod Øst ned mod Hedalen og forlader Jotunfjeldenes Strækning, hvorhos Gjendin paa Nordsiden optager Mimeru-Elven, hvilken sidste med Veo-Elven kommer fra samme Isbræ, der antager Navnet Veobræen i den nordlige Del, som fylder Veodalen, og Mimerubræen i den sydlige Del, der gaar ned mod Gjendin. Østligere i den af Gjendin, Sjoa og Veo-Elven indsluttede Trakt er Berse- eller Gjendinshøen, og nordenfor denne Nautgardstinden (7400 til 7500 Fod) med de lavere Hindnubber, og i samme Trakt mellem Gjendin og Bersevandet hæver sig Bers-Eggen saa skarp og steil fra begge Vande, at det ansees for et Vovestykke at passere den. Paa Nordsiden af Veodalen, mellem denne og Visdalen, reiser sig med en uhyre steil Styrtning ned i den første Dal Glittertinden, en af de høieste Tinder i den hele Samling, vistnok til nær 8000 Fods Høide, og længere oppe i Veodalen har man Veopiggen, samt endnu høiere oppe Mimerutinden. Endelig er søndenfor Gjendin mellem denne og Leirungsdalen, der egentlig er en Fortsættelse af Sjodalen, Steenflybræen, med de meget over 7000 Jí’od høie Steenflybræpigge, og paa Sydsiden af Leirungsdalen er Synshornet og de mod Bygdin heldende Kalvaa- og Langelaupbræer, hvilke i Nord hænger som et Snetag ud over en lodret Væg af uhyre Høide mod Leirungsdalen, og i den vestligere Svartdal, der dannes af Svartvandet, et sjelden optøet lidet Vand i Bræen mellem Gjendin og Bygdin, hæver sig fra dette Vands Bredder ligefor nysnævnte lodrette Fjeldvæg og i S.V. fra Gjendin de steile Svartdalspigge, af hvilke den ene fra Kjølveien mellem Hadeland og Toten sees som en sort Husgavl over Kalvaahøidens Snetag. Mod Øst taber den sidstnævnte Bræ sig i den milebrede Vinsterfly, mod Vest derimod fortsættes den paa Nordesiden af Bygdin med flere Tinder, saasom Torfindtinderne, Langsidalsknattene, Galdebergknausene m. fl.
Denne Fjeldtrakt ligger høiere end de Strækninger, hvori Sætere haves, derimod benyttes de større Fjeldvandes (Bygdins og Gjendins) græsrige Strande, saavelsom flere Fjelddale til Fælægere, hvilke tildels søges af Fæhandlere fra Indre Sogn. Disse Fjeldvande er tillige fiskerige, og i Veodalen, Leirungsdalen, Visdalen og Leirdalen falder godt Rensdyrskytteri under de i disse Dale nedstigende Bræer og fornemmelig under Nautgardtindernes Præcipicer.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Træk af dette Liv paa Høifjeldet er meddelte i No. 3 af Historiske Fortællinger: Store Hans Hæringstad. (Udkom August 1896 i 2det Oplag, 7de Tusinde.)
- ↑ I 1816 erhvervede en Del Opsiddere af Frons Prestegjæld kongelig Bevilling til at lade optage et Situationskart over Espedalens Konge-Almenning og de der beliggende Vinstervande, hvortil tolv Valderser af Slidre Prestegjæld havde gjort dem Fiskeretten stridig, til Trods for, at forskjellige ældre Domme havde kjendt Frons Almue eneberettiget dertil. Forretningen blev af Land-Inspektør Borchgrevink berammet til 16de September 1816.
- ↑ «Fillefjeldet begynder ved Elveton i Valders og endes ved Bjørloug i Sogn, dets egentlige Længde imellem N. og S. kan ei bestemmes.»
- ↑ [Veiviserens Navn var Ole Urden af Slidre.]
- ↑ Skildringen af Koldedalstindens (Falketinds) Bestigning er af Keilhau udførligere fortalt andetsteds, hvorfor den her forbigaaes.
- ↑ Hr. Bohr i Bergen anfører (i Blandinger) en Maaling af Skagstølstinden; men naaer ikke 7,000 Fod. Han har beregnet den efter en Vinkel, som blev taget paa en barometrisk bestemt Høide, der laa henimod 1⁄2 Mil fra Tinden.
- ↑ Det er mere end sandsynligt, at det var Keilhau og Boeck, som henledede Welhavens Opmerksomhed paa den kort efter deres Ophold i Valders indtrufne Begivenhed, som skulde danne Sujettet for dennes Digt Asgaardsreien. Begivenheden, Bryllupet paa Dale, vil blive skildret i et af de næste Nummere af «Historiske Fortællinger».
- ↑ Ogsaa endnu sydligere Høider saasom Nøsekamp, Grønsendknippen og Skogshorn kunne maaske, især med Hensyn til Bergformationerne, henregnes hertil.
- ↑ Omegnens Beboere kalde dem Hurrungtindadden.
- ↑ En mod Øst og tilfjelds mod Tyenvand og Valders gaaende Sidedal i Aardals Annex.
- ↑ En Dal, som strax søndenfor Fortuns Kirke gaaer op mod Sønden og møder Fardalen i Aardal.
- ↑ Af disse er den nordligste bestegen af D’Herrer Keilhau og Boeck, som ved Barometermaaling fandt dens Høide at være omtrent 7,100 Fod over Havet. Den sydligste blandt dem, endnu ubestegen, formodes mindst 5—600 Fod høiere end disse.
- ↑ Den ene af Koldetinderne er ligeledes bestegen af D’Herrer Keilhau og Boeck og ved Barometermaaling befunden 6,800 Fod over Havet.
- ↑ Af denne Gruppes Tinder sees den nærmest mod Sønden beliggende fra Mugnafjeld.
- ↑ [Nemlig den i Aaret 1776 skrevne Fortælling Haldan.]
- ↑ [Bohr maalte den 5te Juli fra den tætved liggende Dyrhaugstind Skagastølstinden og fandt dens hele Høide at være 6,975 norske eller 6,737 franske Fod over Havet.]
- ↑ Ved Ordet Gjel forstaar man her en saadan trang og snever Dal, hvor de steile Sider løber ganske tilsammen i Bunden, der udfyldes af den gjennemstrømmende Elv. Man kan ikke oversætte Ordet med Spalte, som medfører Begrebet om noget, som har været forenet. Men dette lader sig her neppe tænke, og allermindst i Vettisgjelen, hvor begge Fjeldsider er af ganske forskjellig Natur, da den ene Side, hvor de vældige Fosse fremstyrter, synes at høre til Urbjergenes Klasse og bestaar enten af Granit, Gneis eller nogen anden haard Stenart, — den anden Fjeldside derimod, hvor Vandringsmanden har sin Fodsti, formedelst sine løsere Bestanddele at høre til Fløtsbjergene eller maaske til Overgangsbjergenes Klasse. Ordet Gjel er altsaa karakteristisk, og ved i det mindste jeg intet at sætte i Stedet derfor. Hvo, som iøvrigt vil gjøre sig et ganske tydeligt Begreb om en Gjel, han tage, hvad som sedvanlig er nærmest for Haanden — to Ark Papir, opreise dem parallele ved Siden af hinandem saaledes at de oventil divergerer en Haandbred, men nedentil ikkun staar en Lillefingers Tykkelse fra hinanden, og i denne snevre Bund forestille han sig en skummende Elv, saa har han i Miniatur et høist beskueligt Billede af en Gjel. Tænker han sig nu en saadan Gjel af flere Miles Længde med behørige Dekorationer af Fosse paa den ene Side og Sten- og Jordskred paa den anden, saa staar Vettisgjelen livagtig for ham.
- ↑ Jeg har forhen ved en anden Leilighed [jfr. ovenfor S. 75] anmerket, at Horungerne regnes her blandt de høieste Fjelde i Bergens Stift, og meget høiere end Suletinden, som dog er 5514 Fod over Havfladen. De danner 7 uhyre Fjeldtoppe, hvorom jeg ei vil undlade at meddele det her gængse Sagn: Et Brudefølge, bestaaende tilligemed Brud og Brudgom af 7 Personer, alle ilde berygtede som meget ugudelige og ryggesløse Mennesker, reiste til Kirke, hvor Vielsen skulde fuldbyrdes. Underveis blev de af en straffende Guddom forvandlede til disse syv Fjeldtoppe, og man viser paa de to høieste Tinder som Bruden og Brudgommen. Se her en Ovidiansk Forvandling i nordisk Kjæmpemaner. Hos en nyere Forfatter har jeg seet Fjeldet kaldet Hurrungerne. Om dette er en blot Forfinelse, eller maaske den rigtige Udtale, skal jeg lade være usagt. Vist er det, at her i Egnen er Fjeldets Navn Horungerne, hvilket karakteristisk synes at pege hen til hint anførte Sagn.
- ↑ Her følger en Række botaniske Iagttagelser, som forbigaaes.