Jomfruland
JOMFRULAND
I.
Den første landligger kan gjøre samme erfaring som den første svale: han gjør ingen sommer.
Det er paa en landevei. En mand gaar foran mig opover den lange bakke, en mand af hvis gangart, hattesnit, frakkefaçon og nakkesener jeg kan læse mig til en trykkende vederhæftighed i en muggen og fornærmet livsopfatning. Et sligt indtryk kan man undertiden faa af en menneskelig fremtoning uden analyse, uden bevidst prøvelse af de enkelte toneangivende træk.
Han gaar som den der forgodt har vendt det han forlader ryggen.
Han ser sig ikke om, skjønt udsigten over fjorden og virvaret af holmer kunde fortjene et blik. Han er af en indadvendt natur. Langt om længe sætter han sig paa en stabbesten og tager hatten af og polerer sin spidse skalle med frakkeærmet. Hans ansigt bekræfter min fordom mod ham. Han har en krans af glissent skjæg helt under hagen, fra øre til øre, svarende til dusken mellem nakkesenerne. Øinene er frostblege og munden skakk af modsigelser og betænkeligheder.
Merkelig nok nikker manden, idet jeg vil passere. Det har været en lang ugidelig smaabysøndag, jeg har ingen havt at hilse paa eller vexle et ord med, og min tunge er træt af unaturlig taushed og sabbat.
Jeg udtaler mig anerkjendende om veiret, det gjør jeg bestandig blandt indfødte. De staar ligesom veiret nærmere end vi andre. Forresten fortjener det ingen videre lovord. Det har jo været en besværlig og gjenstridig vaar, en forlængelse af marts paa det uvisse, og nu staar vi langt inde i den første halvdel af mai. Idag er det ogsaa overskyet, og nordenvinden staar strid langs landet, truende med sneilinger. Men jeg tager paa forhaand afstand fra mandens fornemmelser og hævder, at det er et vidunderlig og opkvikkende vaarveir, rigtig et ønskeveir for bonden.
— Da er De for-mo-dent-lig ingen ven af bonden, bemerker manden med munden en tanke skjævere og en saa distinkt betoning af hver stavelse i «formodentlig», at det lød som om alt det hypotetiske i ordets karakter sindig blev rykket op med roden.
Jeg prøver at samle al min tiloversblevne bondevenlighed i nogen bemerkninger om kuldens tjenlighed for vedpriserne, og den gravalvorlige mand betragter mig med et fiendtlig blik og tror jeg driver gjøn med hele det uantastelige bondedømme. — Desuden mai kulde, lægger jeg til. Og tænk bare paa aamerne i jorden.
— Det staar skrevet: for din skyld blev jorden forbandet, afbrød manden mig vredt. — Sommeren har vendt vrangen ud og vil give tørke og nattefrost og varagtig nordenvind. Al skabningen er vreden underlagt, fordi vi alle er barn af vreden.
Og han gjør mig opmerksom paa, at vi endnu iaar vil opleve at se maanen blive som blod og solen blive som en haarsæk.
Dermed reiste han sig og gik uden at hilse. Og jeg blev staaende trist igjen og tænkte, at en slig livsanskuelse som hans forhaabentlig var værre end aldeles ingen. Krig og uaar hænger fast sammen i den menige mands bevidsthed, sikkert fordi de som tiest har slaaet følge i virkeligheden. Paa sin vis kan den menige mand, som netop lod apokalypsens trusler omsuse mig, have ret. Metafysisk hænger alt sammen, og der er vel ogsaa en hemmelig sympati mellem de dæmoner som hidser folk mod folk og de vinterdjævler som sidder og tviholder paa tælen i jorden.
Jeg gaar hjemover til hotellet og grubler over uløseligheden af dette som af et hvilketsomhelst andet problem, og jeg bliver ikke kvit det dunkle og ondskabsfulde billede af solen. Langs veien ligger trærne paa stræk i stormen og spriker sørgelig nakne med knopperne i en varetægtsarrest som de ikke tør sprænge. Om sommeren virkelig udeblev eller vendte vrangen til med tørke, nattefrost og varagtig nordenvind! Og solen blev som en haarsæk!
Men midt paa natten vaagner jeg ved veiromslag, ved en ny og henrykkende lyd af plaskende regn mod zinkgulvet paa altanen. Regnet driver gjennem det aabne vindu helt ind i sengen. Banissons la mélancolie! Trods tegn og varsler bereder den uforstyrrelige natur sommerens indtog ogsaa iaar. Endnu engang!
Den lille dampbaad, som fører ud til Jomfruland, gjør sig mange svink-ærender indom alle mulige andre øer. Den lemper af en gammel kone hist og to sækker mel her. Den Iøber helt tilbunds i en trang vik bare for at blive kvit en fed lægprædikant. Men det er veir til det. Paa en brygge vi lægger til ved, tripper et par forlovede linerler, vippende med halerne, ivrige og utaalmodige, som om de ventede hele sit indbo med damperen. Oppe i det grønne bakkeheld under et rødt lidet hus ligger to smaapiger paa knærne og stikker karvekaal. Og det er synlig for det blotte øie, hvorledes bjerkene fra time til time vikler mere og mere af sit spæde allerlysegrønneste løv ud i solskinnet. Jo, det er endelig den førsle uomtvistelige sommerdag.
Paa rektangelkartet ser Jomfruland ud som en slank fisk med rygfinne og bugfinne og tynd finneløs spole . . . eller som en krumkniv med eggen vendt mod havet og odden pegende mod sydvest . . . eller som en væltet kajak i profil . .. eller, o Polonius, som en slumrende firfisle. Set oppe fra vagtgangen paa fyrtaarnet ter øen sig som et fladt og rigelig skogklædt land med jorder sænkende sig sagtelig mod fjorden paa indsiden og glimt over grantoppene af den brede gnistrende strandbrem af rullesten mod det frie hav.
Ø er et skjønt ord paa alle sprog, men vort eget ord, den ene sørgmodig stemte vokal, kalder paa vore drømme om ensomhed. Jeg tror alle opdageres hemmelige ønske var at finde øer og ikke fastland. Forestillingen om lyksalighed var knyttet til øer, til vestlige paradiser, og de sjeldne lykkelige folk boede paa fjerne øer i Sydhavet, og deres lykke udryddedes senest. Alle sommernaisture har en eller anden liden grøn ø til maal, øen eier den mikrokosmiske enhed og helhed og frihed, som det sammenhængende fastland og det usammenhængende menneskesind savner. Prospero vilde være en utænkelig hersker undtagen over en ø, og selv Sancho Panza lod sig mørbanke gjennem Spaniens faste land mod løfte om en ø som plaster paa rygstykkerne.
Vort land er saa misundelsesværdig beskaffent, at det formodentlig eier flere øer end mennesker. Vi kunde aitsaa, om vi blev altfor lei af alt vort fællesskab, slaa os ned paa hver vor ø, og ialfald den udslagne sommer igjennem sole os i vort eget private solskin, som henstrakte og lykkelige kobber. Hvilket er en filantropisk tanke.
Det er jo det paafaldende ved dette vidstrakte land, at det synes at være for lidet for en nation, som udgjøres af en haandfuld mennesker. Man skulde tro, at her var plads og levebetingelser for en varieret menneskefauna, for alle mulige egensindigheder i livsførsel som i livsopfatning. Men tvertimod, vore vaner, vor sløvhed, vor nationalradikalisme har fortæret vore begreber om personlig frihed. Jeg hørte af en nu afdød folklorist, at en storbonde i Sætesdalen indtil for ikke mange aar siden blotede til Skinfaxe og Rimfaxe hver midtvintersnat. Han var abonnent paa rigstelefonen og havde sikkert opfanget et og andet rygte saavel om kristendommens indførelse under Olaverne som om reformationens under Oldenborgerne. Men han foretrak sine egne faxer. Denne mand var den sidste i landet, som foretrak sine egne faxer. Han fortjente et mindesmerke.
Vi er bare i gruppevis behersket av uenighed. Vi hører til et parti, til et fag, en klik, et fællesskab. Men der gives ingen virkelig uensartethed. Personlighed som en uimodstaaelig trang til selvhævdelse er unorsk . . . og bliver bestandig mere unorsk.
I selve vore literatur findes der ikke mange egenraadige individer igjen, og ungdommen i den synes at være en resigneret ungdom. Man kan blade i bøker uden at vide, hvem de er af, om man ikke havde titelbladet. Man læser for et hundrede og tiende gang den gamle historie om et eller andet seigt egtepar, som forlængst blev forsonet under Jonas Lies menneskekjærlige regime. Kritiken betegner ifølge vedtægt og overenskomst et saadant overflødig post seriptum til literaturen som «nænsomt». Eller man faar en bok i hænde, ti bøker i hænde, om den moderne mandstypus, storingeniøren med det store hjerte, de store planer og de store ruder i sportsstrømperne, epigontypen efter Bjørnsons læger og realkandidater. Man skimter snart ikke industrien i landet eller mennesker i bøkerne for bare ingeniører. Og forresten besørger de skrivende damer erotiken med en emsig og elskelig paastaaelighed, som er sagen værdig. Gid de bare oplevede saameget, at de fik mindre tid til at skrive.
Det er ufattelig, at der ikke er mere luft og atstand mellem menneskene i dette store land. Vi ved nøiagtig, hvordan den eller den praktisk stiller sig til afholdssagen, og vi kan rigstelefonere lige til Hammerfest og faa vide, hvorfor en sagfører deroppe blev skilt fra sin kone. Hele samfundsmekanismen er saa forbløffende enkel, at individerne kan gribe ind i hverandres liv som tænderne i et par tandhjul. Der findes ingen uopsporede vildfarelser i liv eller lære, ikke megen hemmelig og helligholdt lykke, ikke mange tilfældige og husvilde skjæbner, ingen øer for menneskene i dette land, som omringes af øer i myriader.
— — Ens første umiddelbare glæde over havet og skogene, over den vaagnende sommer, over kryb og kræ, bekræfter sig selv i en polemisk stemning overfor det samfund, man for en stakket tid forlod. Det er umulig at kaste snippen uden med en følelse af had og foragt for den civilisation, som kræver snipper. At bytte cigaretten med snadden er et skridt tilbage til naturen. At gaa og gaa hen ad myge skogsveier, glatte af barnaaler, at se og se og ikke behøve at fastholde en tankegang i noget verdslig øiemed, det forjager atter engang vinterdjævlene af ens sind og løsner tælen. — Flanéra är en vetenskap, sagde gamle August Blanche; det är ögats gastronomi.
Husk som tilskuer kommer man aldrig tilkort i livets spil; som deltager er man alles bytte. Aforismer, ens egne og andres, er som skogens bær: de mætter ikke egentlig, men de læsker.
Det er et ivrig parringskvitter under buskene og i trætoppene og over de grønne tun paa gaardene. Blodet raser maihedt i de smaa fjærede kroppe, de forfølger hverandre i uvorne og svimle kast; bedst er svalerne, de brækker om det kniber flugtlinjen i spidse vinkler og tager aldrig feil af maalet. Det kan man kalde instinkt. Bare maaltrosten holder sig taus midt paa dagen; formodentlig maa ogsaa den benaadede morgen- og aftensanger unde sig nogen timers hvile for at skaane sin strube eller for at samle indtryk.
Jeg træffer to smaapiger, som kommer fra bjerkelunden med hver sin store buket Mariæ nøklebaand. De siger ingenting, de bærer stille og høitidelig sine blomsterfund hjem, og de neier. Længe før vi mødes neier de, og de neier igjen, idet vi mødes. Men da vi vel skilles igjen efter en indholdsrig samtale, kan de ikke styre sin munterhed, først fordi jeg vilde til at hilse med hatten, dernæst fordi jeg slet ikke havde nogen hat.
Ogsaa herinde i skogen lyder gjennem alt, under alt duren af brændingen. Og jeg møder rullestenstranden og det blaa sommerhav.
II.
Det er forbausende, hvor faa kundskaber man klarer sig med i en moden alder. Ens barndoms videbegjær fik sit første knæk i skolen, ens ungdoms planløse erhvervelser samledes aldrig til nogen formue, og ud over livets eftermiddag gaar det endelig op for en, at man fremdeles staar foran den begyndelse til al visdom, at man ikke véd nogetsomhelst. Men imidlertid tørster man ikke længer efter viden, man finder sig tilrette i mangfoldigheden som en liden ubegribelighed indesluttet i den store, et x blandt en utallighed af ubekjendte.
Jeg anstiller denne almindelige betragtning i anledning af et albueskjæl. Ak, hvad véd jeg vel om de lavere dyreformer? Ikke mere end om de høiere. Det foresvæver mig, at denne mollusk ikke hører til muslingerne, men til strandsneglene og til de snegle, som puster med gjæller. Den har altsaa intet med østers at gjøre, den er af ganske tarvelig og uberømt familie.
Idag staar nordosten indover øen, og oppe i stationens frugthave kaster de gamle moreltrær tankeløst om sig med konfetti. De hvide kronbladefnug syver i luften og prikker singelen i gangene. Forhaabentlig har himlen og humlerne gjort sit bedste, saa alle dikkedarer med den ulidenskabelige befrugtning er sket fyldest. I dette ømtaalige forhold kan jo ingen menneskelig magt gribe ind, hvor gjerne den menneskelige magt end maatte ønske sig moreller.
Lidt bekymret paa de vidtløftige gamle trærs vegne søgte jeg gjennem granskogen ned til rullestenstranden, hvor idag den sedvanlige dumpe dur af brændingen er øget til bulder af sterke bølgeslag. Øiet vælger uvilkaarlig en enkelt valk paa dens rullen indover, dens svulmen under det hvide purr af skum, indtil den grønlig og gjennemsigtig krummer sig til anslaget og styrter sammen i sin egen fraade og suges fræsende tilbage i den næste fremturende bølge.
Her paa udkanten af en svær stenblok ved jeg af en mindre koloni albueskjæl. Jeg har observeret dem, naar det er smult vand, de sidder lige i vandskorpen, saa de stadig overskylles og holder sig fast. De har som man kan vide sit navn af sin form. De ligner spidse menneskelige albuer, men de er ubesværede af disse legemsdeles ømfindtlighed. De er ufølsomme for stød, man kan dunke dem paa kalotten med store stene, uden at det gjør noget merkbart indtryk paa deres nervesystem — om de har noget nervesystem. Deres skal har form af en kineserhat, og i ly af den trodser de alverdens modgang.
Om nogen gaar ud i fjæren og vil plukke albuesjæl, da er han paa vildspor og grundig uvidende om disse interessante medskabningers sindelag. De har bygget sit hus paa klippen. De har én herskende evne og tilbøielighed: de vil og kan holde sig fast. De er af princip urokkelige. De lader sig hverken ved trusler eller, smiger bringe et haarsbred fra sit standpunkt.
Idag staar sprøitet af brændingen helt over stenblokken, og jeg maa længer op i stranden kaste at mig klæderne for at kunne fortsætte mine iagttagelser.
Den brede strandbelte mellem sjøen og de yderste stormslagne og saltspegede graner er ganske nedstenet. Der er stener af alle farver og former, man kunde fristes til at sige: af alle aldre: smaa som kiksekugler, rene frø og begyndelser til stener, større som gaaseeg, endda større som barnehoveder og stadig slørre og større til de yderste vældige blokker, der i sin tid blev anvendt som kasteskyts af trold og kykloper.
Her findes tilnærmelser til kugleformen og ellipsoiden, men ingen af delene realiseres i dette stenrige og vel ikke i naturen overhovedet; her findes alle overgangsformer mellem den svagt fladtrykte klode, som har hermet vor planets façon, og den flade diskos; undtagelsesvis forekommer smaa runde stenskiver med indsænkning, saa de ligner kastagnetter spildt af præhistoriske danserinder; man kan ogsaa finde smaasten, som minder om paranødder, og aller almindeligst er de uregelmæssige terninger med hjørner og kanter glattede, fordi der har været raflet med dem i aartusinder. En enkelt sten er en tydelig afstøbning af en mishandlet kineserindefod. Havde Strindberg levet, skulde jeg sendt ham den . . . han vilde kunnet forklare fænomenet. Andre stener igjen har fremmede indleiringer og ligner stjernet mosaik.
Det er et helt samfund af sten, alle meislede af tid og slid paa hver sin maade. Under bevægelsers blinde leg med dem, under isskuringer og bølgeslag, har enhver gnisset sig til sin egen skikkelse og hjulpet til at afslibe nabostenenes. Det er paa sin vis et kultursamfund. Det er et mylder af individer og i dette virvar af særpræg en evig og mægtig ro. Intet øie kan blive træt af en rullestenstrand.
Imidlertid maa jeg ned til mine albueskjæl. Skal tro om de ikke har maattet vige under presset af havets oprør! Eller kan de fremdeles sidde der og godte sig over sommer og skyfri himmel? Jeg lægger mig fladt over kjæmpeblokken og klamrer mig fast i udkanten af den, i næste øieblik indsvøbes og oversvømmes jeg af sprøitet af en splintret Skagerakbølge, og da dragsuget trækker ud igjen, sidder ganske rigtig de uforstyrrelige mollusker paa sin plads. Jeg putter til det øversle skjæl, det rikker sig ikke; jeg slaar til det med næven; men hvor havet i oprør er magtesløst, der formaar menneskelig magt ingenting. Albueskjællene lader sig ikke fordrive hverken med vold eller petitioner. De suger sig fast, som om landets ve og vel beroede paa, at de ikke slipper laget. En slig selvgodhed er enestaaende i den ganske zoologi.
Som menneske er jeg her, hvor jeg ligger, et rov for bølgernes luner. Hovner der op foran mig med uregelmæssige mellemrum en tre fire grætne og umedgjørlige bølger i træk, saa skyller de mig ublidt hid og did og meddeler mit legeme ufrivillige og meningsløse bevægelser og river de mig af og til løs fra min basis. Jeg ser udover og bemerker, at venlige og høitstaaende medskabninger er den samme rokkelighedens lov underlagt. Der vipper netop et par fyldige ringgjæs udenfor brændingen, forsvinder og dukker op igjen, gynges og omtumles i den duvende ustadighed af bølgernes leg. Men albueskjællene er uanfegtelige; der de sad, der sidder de, paa trods af vind og vove. Hvis der føres noget tankeliv i den bløde masse under deres haarde skal, maa det være koncentreret i den fixe ide, at de er uafsættelige . . .
Jeg øder med flid timerne i ørkesløs dvælen og stirren ved en mennesketom og livsglad strand. Det er en dag blandt dage, en dag af lys og pragt og høi lyd. Der skingrer maageskrig over brændingen, det gnistrer hist og her i en sten med hidsige solreflexer i dens pailletter af glimmer og kraakesølv. Det lugter tang af sprøitet, det smager salt af vinden, og bag stranden svaier grantoppene mod blaa himmel. Jeg merker uden savn, at alle interesser, endog for theater og samfundsspørgsmaal, blæser af mig. Verdens ve og lyst findes vel paa den anden side af skillestregen mellem hav og himmel, her strækker sorgløsheden sig milevidt hen over den uforanderlige strand og dens hærskare af sjøvaskede og solede sten.
Og dagen gaar, og en anden kommer, en ny perle paa junis perlerad af dage. Rognen og syrenen staar i blomstring, og solsorten fløiter dagen lang. Det er ganske stille, og havet ligger silkemygt med skinnende sølvfelter mellem de blaa. En kjeld staar urørlig paa sine røde ben og gransker blæretangen, som dasker i det sagte bølgeskvulp mod stenen den staar paa. Merkelig nok er den alene, men kanske dens mage er optaget af sit høie og egentlige kald. To unge sæler svømmer ganske nær land, men de slaar en deilig glinsende bugt med kroppen og dykker igjen, da de faar øie paa mig.
De evindelige albueskjæl drager mig ogsaa idag ud i fjæren. Jomæn sidder de der. Ikke for nogen pris svigter de sin udsatte stilling. Vi kan være rolige.