Johannes Fibigers Erindringer fra en Reise i Norge 1850

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Forfatteren af de nedenstaaende Reiseerindringer, Johannes Henrik Tauber Fibiger, tilhørte en dansk Slægt, der kan opvise et ikke lidet Antal af begavede og i Literaturen bekjendte Medlemmer af begge Kjøn. Han var født 1821 og døde (efter at have været Præst i Haderslev og derpaa i Kjøbenhavn) som Sognepræst til Ønslev paa Falster 1897. Fibiger har udfoldet en rig poetisk Forfattervirksomhed og derigjennem lagt sin Aandfuldhed for Dagen, men han fandt aldrig Indgang hos Mængden af Læsere. Han valgte nemlig ikke „actuelle“ Emner, og, som det vistnok meget træffende er sagt om ham: „han havde, tvertimod hvad der i Almindelighed er Tilfældet, mere Geni end Talent, og Publicum stiller sig snarere tilfreds ved det omvendte“[1].

Ved sin Død efterlod Fibiger en meget udførlig Selvbiographi, der kort efter blev udgiven af den barnløse Mands Pleiesøn, Digteren Karl Gjellerup under Titelen: „Mit Liv og Levned, som jeg selv har forstaaet det“ (Kbhvn. 1898, 383 SS. 8. maj.) Alle ville vistnok tilkjende disse Erindringer en høi Plads i den danske Memoireliteratur, og den uforbeholdne Sanddruhed og Oprigtighed samt det kjærlige Sindelag, hvoraf den interessante, ofte tidsbilledlige Fremstilling overalt bæres, vil stedse tiltale alle gode Læsere.

Gjellerup fandt det nødvendigt at udelade visse Afsnit, fordi Bogen ellers vilde være bleven af et Omfang, der vilde gjort det vanskeligt at faa den udgiven. Mellem disse udeladte Afsnit var ogsaa Skildringen af en Reise i Norge.

Undertegnede, der maatte formode, at der i dette Afsnit maatte findes adskilligt, hvorpaa særlig norske Læsere vilde sætte stor Priis, har gjennem en dansk Ven, der stod Fibiger meget nær, opnaaet Adgang til at blive bekjendt med denne Del af Haandskriftet og derefter faaet Enkefru Fibigers Tilladelse til at udgive Reiseskildringen her i Norge.

Som man vil see, foretoges Reisen, Fibigers eneste Besøg her i Landet, i Sommeren 1850 og i Selskab med en Ven, den høit ansete Philolog og Archæolog J. L. Ussing. Den medtog nogle Uger, under hvilke de to Venner navnlig besøgte Christiania, Bergen og Throndhjem. Skildringen er ikke nedskreven som Dagbog, men senere udarbeidet med bevarede Reisebreve som støtte for Erindringen.

Udgiveren meddeler Haandskriftet i Uddrag og har navnlig fundet det rettest at bortskjære det meste af de forøvrigt meget fine og tiltalende Naturskildringer. Det tør haabes, at det lille Arbeide vil modtages med velvilje af den norske historiske Forenings Medlemmer, baade fordi det indeholder interessante Ting om flere bekjendte Landsmænd, og fordi det aander en saa varm Kjærlighed til Norge og en saa smuk Forstaaelse af de mange Baand, som trods Nutidens politiske Adskillelse altid vil forbinde dannede Danske og Norske.

Tilsidst kun den Bemærkning, at naar Fibiger undertiden taler om, at han i Norge havde saa megen „Familie“ da maa dette ikke tages efter Ordene. Nogen egentlig Frænde her i Landet havde han visselig slet ikke, men dels traf han nogle Slægtninge af sin Svoger, den bekjendte Skolemand Professor Søren Thrige, dels stødte han paa adskillige Steder sammen med nærmere og fjernere Beslægtede af en norskfødt Tante i Kjøbenhavn, den ansete Artilleriofficer (i 1851 Krigsminister) General Jacob Scavenius Fibigers Hustru.

L. D.

NORGES REISEN.

Naar alle Bøger ere læste,
Saa reis og lær at elske din Næste.

Det traf sig saa heldigt, at min kjære Ven Louis Ussing den Sommer [1850] agtede sig til Norge og ikke havde noget imod at tage mig med. Det var netop, hvad jeg kunde ønske. Den Reise kunde gjøres paa en sex Ugers Tid og medføre den Henrykkelse for første Gang at see et Bjergland. Søndagen 7de Juli gik jeg med min Ven ombord i det norske Dampskib.

– – – Da vi kom til Christiania, vare vi strax hjemme i Landet, gode gamle Venner ventede paa os og flere fik vi. Der var Hartvig Nissen, senere Norges Skoledirecteur; han havde dengang en stor lærd Skole under sig. Som han havde været min Ven i København og havde en høist elskværdig Hustru og end ydermere en ugift Svigerinde, særdeles min Veninde hjemmefra, og da de havde et Landsted udenfor Byen, nød vi de bedste Hviletimer hos dem.

Hvad der kan kaldes Arbeidstimerne, tilbragte vi hos Welhaven. Han havde strax paa sin uafviselige Maade slaaet en Klo i os, og han var da heller ikke den, man fik Lyst til at afvise. Vi skulde med alle Vaaben, en virtuosmæssig veltalenhed kan opvise, overbevises om, at som Norge har Verden ikke flere Lande, og det med Italien er „en europæisk Illusion“, som han sagde. Det være dog langt fra mig at mene, at det just var Welhaven, der udrettede det. Han formaaede meget, men det var dog ikke hans lorgnerende Øine, drastiske Gesticulation, Tonefald og Ordstrømme, Lynglimt af Vid og Torden af Latter, Skulderrystelser, Ribbenstød og alle de andre Hjelpemidler, han rigeligt nok benyttede, som overbeviste mig om Norges Fortræffelighed. Sligt har ikke megen Magt over mit oppositionelle Temperament. Norge kunde nok selv. Enhver, der har kjendt den mærkelige Digter, vil ogsaa vide, at det store Apparat heller ikke var Sagen, men kun en Morskab for ham selv, ogsaa for andre; man saa strax, hvad det var. Naar han væltede sig i Sophaen, saa Benene fegtede høit i Luften, eller blot ved at sige Ja til en Bemærkning, stødte En i Skuldren, saa man tørnede ind mod Væggen, var det i Virkeligheden kun Glæde over „engang at komme til at tale, for disse Christianiamænd ere ikke til at tale med; jeg mødte En forleden paa Gaden, han sagde en Aandrighed, Gud hjelpe os“ – Arme og Øine høit mod Himlen – „jeg svarede: Vaas! og vendte ham Ryggen“ – han snurrede sig rundt og gik med haanlig Ryg.

I Grunden var han en inderlig godmodig og overordentlig tjenstvillig Sjel, saavidt jeg har seet, og naar ban fortalte os det modsatte om sig selv, tillod jeg mig at mene, at han gav sig selv for at more os, men ikke saa ganske var den, han gav. I literære Feider har han været grov nok, og ovennævnte Historie kan gjerne være nogenlunde sand, men det hørte saa til Tonen. Nordmændene mene ikke stort dermed, naar de tale om Prygl, de skal blot have Luft for deres kjære Natur. De have ligesaa store Hjerter, som Lemmer, det skulde vi tilstrækkelig erfare. „Hvad vil det fine Menneske her mellem os Bjørne?“ sagde han til mig og skubbede til mig. Det er nu den tilvante Opfattelse af Kjøbenhavnerne og Fjeldfolket. Han mente selvfølgelig ikke, at jeg var finere, end han.

Fra Morgen til Aften vandrede han utrættelig om med os, at vi skulde faa Alt at see, hvad Norges Hovedstad kunde opvise, fremfor alt faa det rigtig forklaret, hvilket vi fik paa den omtalte Maade. Foran Gudes Malerier sluttede han en vældig Lovtale ved med knyttet Næve rystet mod Billedet at raabe: „See Forgrunden som hugget ud!“ Egentlig Synd at sige om den store Kunstner. Jeg mindede da ogsaa om, hvad Marstrand pleiede at sige om den tydske Skole, som de norske Malere dengang hørte til: „Først maler de, saa klatter de med Kosten, saa sparker de i Farven.“ Og Welhaven opslog en Skoggerlatter.

Christiania var dengang ikke saa rig, som nu, den var vel ogsaa kun halv saa stor. Der var ingen Storthingsbygning. Hovedkirken var ikke færdig, og der var ingen offentlige Monumenter. Ogsaa Oscarshal var først under Bygning, de nationale Malerier, som pryde den, stode endnu i det Atelier, han førte os hen til. Ligefuldt sandede jeg, at blev den saaledes ved, vilde den blive en skjøn Stad, og den er som bekjendt bleven godt ved. Men dens Beliggenhed sikrer den ogsaa Forrangen for de fleste Hovedstæder.

Folkets gode Egenskaber behøvede Welhavens Veltalenhed ikke at overbevise mig om; han gjorde det da heller ikke, han nedsatte dem snarere. Det varede ikke mange Dage, før jeg selv af Kvindernes Frimodighed og Mændenes Urokkelighed og begge Kjøns naturlige Hjertelighed havde spaaet dette Folk en stor Fremtid. Og jeg kan ikke negte mig selv den stille Fornøielse at føle noget af min Divinationsgave, nu da Spaadommen, som man herhjemme dengang ikke vilde høre, saa rigelig er gaaet i Opfyldelse, at vi alle maa erkjende, hvor meget vi have Norge at takke for baade i Aandens Kunst og Synet af mandig Handling. Men dengang var det ikke saa aabenbart. Videnskaben arbeidede vel, som andre Steder, og Mænd som P. A. Munch, Keyser og Hansteen vilde pryde ethvert Universitet. Men Poesien, som nu engang er den rette Basune for et Folks Betydning i Aandsriget, var kun dansk Aflægger, som Andreas Munch, eller begyndende Tilløb til det rette Norske. Welhaven gjorde, hvad han magtede, men kunde ikke finde Stof, og Wergeland var et Chaos, hvori Fremtiden gjærede, men de Guder, som skulde forme det, gik endnu i Drengetrøien. Mig synes ogsaa, at[2] – – – norsk Genialitet løftes ligesaa meget af dansk, som af norsk Stemning, saa saa man dengang hos os med et skuldertræk ned paa norsk Væsen. En Nordmand, som mødte ganske naturlig med sin hjemlige Optræden, endog blot med sit Sprog, var man ikke fri for at have til Bedste, blot, fordi han var, som han maatte være. Jeg mindes et pudsigt Sammenstød, hvor denne min opfattelse kom til Orde. Det var en af de sidste Dage, da vi efter Reisen gjennem Landet anden Gang vare i Christiania. Vi gik paa Gaden med Welhaven, og jeg havde udtalt mig om det Indtryk, jeg havde modtaget af det norske Folk. Da tilføiede jeg: Er det ikke til at ærgre sig over, at man hos os altid skal gjøre Nar af de Norske og føle sig ilde ved deres Væsen omtrent som ved Jøder?[3]

Efter endt vandring spiste vi sædvanlig hos Welhavens og havde en rig Fornøielse af hans Frue. Hun var en Kjøbenhavnerinde af fransk Æt, men vidt forskjellig fra sin Søster, den rolige Bispinde Martensen med den værdige Holdning. Jeg vil ikke gjøre mig lystig over den brave Dame. Hun var et fortræffeligt Menneske, men hendes Væsen var forbausende. Aldrig har jeg hørt Mage til kvindelige Talegaver. Hun talte rastløst Time efter Time, naar Manden da ikke var tilstede, for var han der, skjød de hinanden utaalmodigt til Side. Og hun talte godt, skildrende, dristigt, voldsomt og høit, ikke skjønt theatralsk, som han, men i en Tone, som jeg ikke kunde lade være at ligne med en Klappermølle, og skrev hjem, at efter en Aften hos hende, gjorde det formelig godt at gaa gjennem en rolig Gade, det var, som man kom ud af en larmende Fabrik. Mens hendes Mand helst væltede sig, havde hun den Skik at høine sig i Sædet ved at trække Benene op under sig, og den svære Dame saa da imponerende ud, som hun fra sin Throne langede voldsomt ud med Armene til sin Tale. Men i høi Maade gjestfri og hjertelig var hun, ligesom han[4].

Vi havde tænkt at drage gjennem Thelemarken og Hardanger til Bergen, men da vi forhandlede Planen med Welhaven, fraraadede han den bestemt, da der dengang ingen Vei var over Røldalsfjeldene. „I kommer ikke igjennem“, raabte han. „Saadanne Kjøbstadskarle sulter ihjel og fryser ihjel og bliver liggende i Uren.“ Saa fortalte han om Øhlenschläger, som engang var kommen den Vei. „Han havde Katteskindsstøvler paa, da han skulde ud paa Sneen, og dem gik han og hoppede og trippede med“ – og at høre det Udtryk, han lagde i Ordene – „saa tager den Kjæmpekarl af en Theler, han havde faaet til Fører, hele Digterkongen som et Barn paa sine Arme, da de skulde ud i Elven, og siger: Hvad er det for Støvler, Du har paa, de ere jo for smaa til Dig, Du kan ikke gaa ordentlig paa Benene.“ Jeg har mange Aar efter hørt ham fortælle samme Historie med samme effectfulde Foredrag, men da var den rigtignok bleven forøget med flere naragtige Træk[5].

At den Vei var ufremkommelig for os, var imidlertid rigtigt. Da vi i Bergen traf de to Muncher, fortrødede stærkt, at de havde valgt den. Vi vedtog altsaa det forstandigere Forslag at følge Postveien gjennem Sogn, dog med den Afvigelse at gjøre en Runding (sic) gjennem Hadeland og Valders, og vi fortrød det ikke. Welhaven havde Ret i, at vi paa den Vei mere fik Landet at see i det Store, og vilde ikke savne ligesaa mægtige Naturscener, som i Thelemarken og Hardanger.

Vi vare komne til Norge i Regn. Christiania Fjords mange Herligheder, Frederiksværn, Vallø, Horten, Moss, Holmestrand og hvad alle de skjønne Anløbssteder hedde, vare vel værd at see, men vi fik dem kun at see i mørkt Veir. Og da vi gik gjennem det smalle Løb, saa vi de lange, sortegrønne Aaser i det triste Klædebon af blyfarvede Skyer hængende over siderne og tæt Regn under. Fortet pegede skummelt ud af Klippehulerne med sine Kanoner, det venlige Drøbak gik næsten tabt, og fra Christianias Brygge maatte vi vade til en Droschke. Sneen saaes næste Morgen endnu paa Fjeldene. Men Skjebnen mente dog Intet dermed. Det var kun et mørkt Forhæng, den foreløbig havde gjemt alle de Skjønheder bag ved, som den havde i Sinde at vise os. Mens vi vare i Byen, blev der Solgangsveir, som de Indfødte kaldte det, og erfarne Folk spaaede sandt, der kom en Sommerluft saa ren og venlig, som vi ikke hos os saa let faar den at see.

Altsaa d. 12te Juli Eftermiddag rullede vi paa en Kjærrevogn under Vennernes Lykønskninger ud af den gode Stad, og saa snart jeg fik Tømmen i Hænderne, begreb jeg, at Norge foruden alt det hidtil smagte endnu hævde to uvisnelige Herligheder. Den ene, at Veiene er saa umaadelig lange. Vi havde omtrent 200 Mile for os. Den anden Befolkningen. Intet Land i Verden har Mage til den. Ene eller selv anden, allerhelst med den, der desværre var hjemme, i det lette, tohjulede Kjøretøi i al Fortrolighed mellem Himmel og Jord at jage hen over Bjerge og Dale og omgaaes deres Vidundere paa nært Hold som sine Venner, det er Fodturens Frihed og Fred, og dog den hurtige Farts freidige Lyst. Man kan standse, hvor man har Lyst, man kan flyve som en Fugl og nappe til hvert Bær, som den. Man skal blot forsøge det en Gang, og man skal grundig blive vænt af med Menneskehedens Stolthed, disse Nutidens mirakuløse Mønster-Hestevogne. Schweizer Befordringer er det rene Useldom og Italiens, ja det er en Illusion, som Welhaven sagde, i Sammenligning med den norske Kariol.

Nu løb den gode Nordbagge med os langs Fjordens yndige Bred og opover Høilandet gjennem den uendelige stille Skov med alle dens hyggelige Afkroge med en Luft som en Gudedrik og en Duft som Drikkens Kogleri. Efter hver sindig Stigning viste sig endnu den henrivende Christiania-Dal med den gamle hvide Borg paa Næsset, og da vi ved Dreiningen over Aasen saa den sidste Gang, lyste den i Aftensolen, som den ret vilde vise, hvor langt fra den kunde beundres. Men hvad jeg for Øieblikket mest beundrede og blev ved at beundre alle hundrede Miil, var det elskværdigste af alle firbenede Væsener, Fjeldhesten, Gampen, som den vel kaldes paa sit Modersmaal.

Jeg har seet den i alle Skikkelser, fra det skjønneste Dyr med Lemmer og Bevægelser, som i Fidias’s Festtog til den mest udslidte lille Fyr, der kunde have Grund til være betænkelig ved Sagen, men ingensinde har jeg seet den gjøre Andet, end hvad der gjør alle andre Heste tilskamme. – – Helt trygt kom vi nedi den frodige Lommedal. Jernhytterne brasede og stampede, Fossen skinnede, Koklokkerne klemtede, Skyggen bredte sig langt ud over Bygden, Folk rev Hø, og den lille Kro indbød med godt Øl under Svalen, og da man tændte sin Pibe, satte en venlig Nordmand, der havde været i Danmark sig hos.

Det blev mørkt og koldt i Skoven, inden vi naaede Krogklevens Vertshuus, det var et svært Pust, men Behandlingen hos de gode Folk var upaaklagelig. – – Min fortræffelige Reisefælle paatog sig alt Arbeide, han førte Regnskabet, skaffede Befordring ethvert Sted og fremfor Alt han lagde Reiseplanen, saa jeg med guddommelig Ro kunde nyde det Ætheriske uden at ændse det Jordiske. Det var mig temmelig ligegyldigt, hvor vi kom hen, jeg havde fattet den Tro, at enhver Plet i det Vidunderland var god nok. Det eneste, jeg kunde have ønsket, var, at han havde havt mindre Hast og, at han havde forstaaet sig paa en Pibe Tobak i en grøn Eng med en Ged til at lege med Tobakspungen. Men han var alt dengang en erfaren europæisk og halvasiatisk Reisende, vidste derfor, at Tid er ikke blot Penge, men alle de Æventyr, man kan faa for dem, og vilde Intet høre om, at Driveri ogsaa var et ganske godt Æventyr.

Da vi kom til Søen, saa jeg en Naturscene, som jeg ikke veed nogensteds at have seet saa udpræget, ikke engang ved de italienske Søer, snarest paa visse hollandske Malerier; de Folk vide at aflure Naturen Ting, som Andre ikke let faa at see. I den milde Morgenluft saa Fjeldskrænterne langs Vandet med alle deres rige Slør af Løvverk saa fine og umaterielle ud, saa jeg ikke kan udtrykke det anderledes, end som farvet Glas.

– – Professor Bugge, Sognepræsten i Gran, var os nævnt som en Mand, man burde gjeste. Jeg tror ikke, vi havde anden Addresse til ham, men det behøvedes ikke heller. Man sagde om ham, at han ligesom Abraham stod udenfor sit Paulun for at fange Veifarende op og gjøre dem godt, og vist var det, at han gjorde enhver Sjel, han mødte, en Mængde godt. Saasom han havde været Rector i Christiania, var den philologiske Professor, jeg kom med, et Fund, han vidste at gjøre Brug af og, saasom han af sit fromme Hjerte elskede sit Kald som Landsbypræst og kunde flokke sin Menighed om sig, saa de ikke kunde rummes i Kirken, var en theologisk Candidat en Person, han havde Lyst til at give det rette Syn paa Sagen. Da han endelig ogsaa var dansk af Fødsel, idet Faderen til de tre Brødre, han, Biskoppen[6] og Rectoren i Throndhjem, var Præst i Fredericia, mente han, at Landsmænd behøvede ingen videre Indgang til Fortroligheden, saameget mere, som de pleie at være i Familie sammen. Det vare vi da ogsaa, da Brødrene Bugge ere i Fætterskab med Søren Thrige[7], og Fortroligheden blev fuldstændig, da den blev krydret med Familiesager og gamle Historier.

Gjestfriheden var der ikke Noget i Veien med. Da vi kom og spurgte, om han vilde huse os, svarede han: „Jo, det vil jeg, men ikke for mindre end 3 Nætter og Dage. I kortere Tid kan en ordentlig Samtale ikke blive til Noget.“ Med Plads var der heller ikke Noget i Veien, i Norge er der Plads nok.

Det var selvfølgelig Noget for mig at see en rigtig norsk Præstegaard, og dette var et fortræffeligt Exemplar. To toetages Stuehuse, det ene til Familien, det andet til Gjester, begge pent rødmalede Bjelkebygninger med store gjestfrie Forstuer, brede Trapper, høie rummelige Stuer, afpanelede med høvlede Fyrrebræder, der uden Maling staa, som de er og see godt nok ud saaledes. Kun Familiens daglige Værelser vare betrukne med Tapetpapir. Al Ting rummelig; man fornemmer, man er i et Land, hvor der er Bygningstømmer nok og Plads nok til at bygge paa, kun altfor megen. Noget for aabent til alle Sider er der, et stort og ikke brolagt Tun, men Have eller anden Plantning saa jeg ikke noget synderlig andet af ved disse Gaarde, end Kjøkkenhave til Huusbehov. – –

Gaardens Beboere beskrev jeg i et Brev, som jeg fuldendte henimod Midnat uden andet Lys end Sommernattens omkring Norden vandrende Solbjergsglød:

„Vor Vert er en Mand, hvis Tale gaar rastløs i Lighed med vor Ven Fogs[8], afhandlende alle tænkelige Materier og gjør dem alle mærkelige. Hans værdige Huusfrue er en elskelig Kvinde, som i Fortrolighed gjerne vil have sig en lidt sværmerisk Samtale. Hans Datter er en statelig Ungmø, hvis forstandige og paapasselige Væsen ganske lidt minder om, at hun har siddet mellem Søstrene i Christiansfeld. Hans Søn er en beskeden pæn Student. Hans Forvalter en gemytlig Veiviser. Hans Gjester, som komme og gaae i Mængde, ere Folk med leende Ansigter, som skjønne paa Præstegaarden. Hans Maaltider, der efter Ussings Beregning udgjøre ni i Døgnet, ere alle uundgaaelige. Hans Stuepige er en neiende og trippende Jente, af hvis høflige Naivetet man med Glæde skjønner Huusaandens Væsen. Og hans Budeie (Meierske), en Sæterpige fra Hallingdalen med et Væsen som en Adelsfrue, en Tunge, der løber som en Fos paa et Maal, der klinger som Koklokken paa Sæteren og en Dragt som hendes Farmødres, der vandt Harald Haarfagers Hjerte.“

Det er saa, at Professor Bugges fromme Sjel havde fundet sig meget tiltalt af Herrnhuternes Broderkjærlighed, hvorfor han havde sendt sine Døtre til deres Skole, men man mærkede det ikke paa andet, end den menneskekjærlige Tone, der trak sig gjennem al hans Tale. Om Søndagen kjørte vi med ham til Annexkirken Tingelstad og fandt den saa fyldt, at Folk maatte finde sig i at sidde paa Stolestadernes Rygfjel med Benene ned mellem dem, der sad paa Bænkene. De holdt opmærksomme ud under den lange Tjeneste og slugte hans Ord, medens han katekiserende gik op og ned mellem sine Børn. Det var et herligt Syn, da vi kom ud af Kirken at see den brogede Mængde sprede sig ned over Bakken, og da vi besøgte en Bondegaard, fik vi i den bøie tømmersatte stue en Smag af gammel nordisk Skik.

Gran har den vel sagtens enestaaende Eiendommelighed, at der paa dens ellers bare og kun lidt tiltalende Kirkegaard staa Side om Side ganske tæt ved hinanden to store Kirker. Den ene er i Brug som Sognekirke, en endnu anseligere høithvælvet Stenbygning er nu saa temmelig en Ruin.

Sabbaten blev dog ikke strengere holdt, end at den geistlige Professor om Eftermiddagen førte os ud paa den underlige Fjeldkamp, Sølsbjerg kaldet. En Gut bar Flaskekurven, og medens Solen glødende dalede over Fjordens Vandspeil, skulde den tømmes. Der blev Intet slaaet af paa den nidkjære Sjælesørgers Skaaltaler. At vi ikke flere Gange faldt hinanden om Halsen, var ikke hans Skyld.

Det var nu Pietismen paa Hadeland, og jeg kan indestaa for, at den idetmindste dengang ingen bitter Bismag havde. To Dage efter kjørte vi ned til Fjorden og førtes paa en lille Damper ad dens fine blanke Vand til den Bygd, som hedder Land og vel fortjener at agtes derfor mellem alle Lande. Selvfølgelig mødte der igjen en vennehuld Mand i en sort Præstefrakke[9] og tog os under Armen. Han kunde umuligt undvære den Glæde at bringe os til Sæde ved sin Arne, saameget mere som han efter sit Sigende behøvede slig Muntring, da han havde ikke mindre end 6 Kirker at røgte der oppe i Fjeldbygderne.

Vi kom paa Kærrer, men naaede kun et lidet Skifte opover de duftende Enge langs den pludrende Elv, da en Christiania Professor med ægte velformet academisk Snaksomhed hagede sig i os. Han hed Hallager, og hedder forhaabentlig saa endnu, for han var ung, medens de kjære Grans Folk, vemodigt at tænke paa, nu maa søges i Evigheden. Han fulgte os lige til Bergen og var os med sin friske Reiselyst til Glæde, som med sin juridiske Practiskhed til god Nytte[10].

Capitain Gerhard Munthe, Norges ypperste Geograph, maatte ikke forsømmes. Som sædvanligt hjerteligt velkomne, og overdreven god Forpleining. Det gjør et underligt Indtryk saaledes fra den vilde og ensomme Natur at træde ind i fint udstyrede Værelser og pludselig see sig selv forvandlet til et dannet Menneske, der kan sætte sig i en blød Sofa, samtale som en Hovedstadsmand, byde Fruen Armen og føre hende ind i en blændende Spisesal, hvor Bordet i Kandelabrenes Glands bugner af duftende Spisevarer, Flasker og Glas, Frugter og Blomster. Man tilgive mig, at jeg efter den magiske Forvandling var saa forstyrret, at jeg bedst husker noget som en Tryllehave under Dronning Gunhilds Glasklokke og ganske har glemt den venlige Familie.

(23de Juli kom de Reisende til Bergen).

Der var et Herberge, Gjestgivergaard, hvad man vil kalde det, „hos Madam Friis“. Sligt kan neppe findes uden i Bergen, og Gaardens Beboere vel heller ikke. Vi bleve mindst af Alt modtagne af springende Kellnere i sort Kjole og hvid Slips, nei, en bred moderlig Skikkelse stod i Døren, et Par glade Døtre kigede frem bag hende, med Haandtryk og hjerteligt Velkommen bleve vi førte ind i deres egen hyggelige Dagligstue – de havde spurgt, vi vilde komme, og hvor det var deiligt, at vi kom. Den Ting var ellers baade let og glædelig at begribe, og vi satte os med god bergensk Gemytlighed til at snakke løs med de venlige Damer om Folk og Land, Reisen og al dens Morskab, om Venner og Familie og tog Sagen aldeles, som om vi vare faldne ind i en Præstegaard i Egenskab af velsete Gjester.

Naar dertil føies, at Alt i den store gammeldags Træbygning aandede den Renlighed og stille Orden, som vidner om trygt Kvinderegimente, hvor Skabet staar, hvor det skal, og Nøglerne hænge ved den Hofte, de skal, og at dette af hele Norge anbefalede Hus laa paa et grønt Tun, hvorfra man paa den ene Side saa udover en Fjordarm med Lyderhorns jevnt til Spidsen opstigende Ryg til Baggrund og paa den anden Side over Havnen til den nordre Kyst, og Baade glede hid og did, og Bygninger og Bakker, grønne Enge og lysgraa Fjelde overalt speiler sig i de blanke Vige, og ingen Vognrummel i Staden af Træ, hvor man kun gaar og seiler og Alt i Sommermiddags varme Ro, saa har man Bergen i godt Veir, og et Veir var det, som vilde det bringe os til at sande, at vi var komne til Norges Venezia.

Bergen er ogsaa tiltrods for sin yderst borgerlige Bygningsmaade en pyntelig By. Alle dens smaa Træhuse vende Gavlen ud til Gaden og see gjennemgaaende velhavende ud, er pænt malede med lyse Farver og blive vaskede hver Løverdag paa sin Hollandsk. Egentlig er den ingen Smaaby, men Indbyggernes jævne Væsen gjør den dog til det. Man mærker, at der fra alle de klare Ruder med udmærket holdte Blomsterpotter og velstrøgne Gardiner, at ligesaa klare Øine holder flittig Udkig efter de Fremmede, naar de gaa gjennem Gaden, og en smuk Eftermiddag seer man den nette kvindelige Befolkning sidde udenfor Husene syende og strikkende og fremfor alt ivrig snakkende paa deres bløde, syngende Maal. Berømt er dens Fisketorv og visselig værdt at see[11].

Vi befandt os overmaade vel i Holbergs By. Intet Under, vor Vertinde havde ikke mindre end fem Døttre, muntre, aabenhjertige og venlige Stadsmøer, opsatte med at have glade Dage med deres Gjester. Dertil gjemte Huset idetmindste i Sommerferien endnu en Perle af første Rang, Sønnen Johan Friis. Det var første Gang, jeg saa den kjære Mand, og det var kun faa Dage, men nok til, at han groede saa fast til mit Hjerte, at jeg aldrig har kunnet tænke paa ham uden inderlig Længsel og Rørelse over, hvad Mand han var. Dengang var han endnu en kraftig Ungersvend, der satte sin Fod trygt paa enhver Vei, ligemeget, om den var jevn eller steil, og ligesaa trygt lod sin Tunge gaa med en god og forstandig Mands Tale, altid klar, fuldfærdig Mening i Stort som i Smaat og altid Hjertet med som en mild Ledsagerinde gjennem Tankens Labyrinther og helst lysende op- paa Veien med god hyggelig Skjemt. I sund kraftig Tænkesæt, fostret i dybt Følelsesliv lignede han ikke saa lidt min Ven, Romantikeren Edvard Lembcke, men i sit Væsen var han mere aaben, bred og stærk, tog ligesom mere Plads og gav mere ud af sit Forraad. Tolv Aar efter saa jeg ham igjen i Kjøbenhavn og havde da Fornemmelse af, at hverken han eller jeg havde mærket, hvor faa Timer, vi tidligere havde mødtes, eller hvor lang Tid der siden var gaaet. Efter at have været Docent ved Universitetet og i Christiania skaffet sig Navn af deres ypperste Taler, var han nu Rector i Christiansand. Men, ak han var bleven en svag Mand. Han, der rank og let havde været forrest paa Fjeldstien, støttede sig nu bøiet paa min Arm. Det var igjen kun et Par Dage og et Par Timer, som vi kunde være sammen, og nu ligger han forlængst i sin Grav, men naar jeg tænker paa ham, er det mig, som havde vi levet Livet igjennem med hinanden.

Men det var ved hans fem Søstre, glædelig Ihukommelse, at jeg standsede. De havde selvfølgelig en ligesaa stor Færdighed i at pakke en Madkurv, som deres Gaardsgut havde baade Vane og Vilje til at bære den op paa det Fjeld, hvor Nils Klim fandt Veien ned til Jordens Bug. Og medens vi ved Fløien i Eftermiddagssolens bedste Belysning nød Udstillingen af alle Stadens pæne Gader, dens Kirker og Landsteder, flaadebedækte Havn og øvrige blanke Vande, hegnede af benævnte og ubenævnte Fjelde, fra Olrikens, Løvstakkens og Lyderhorns høitragende Kjæmper, ned til Vrimlen af Skjærgaardens menige Klumper, drak vi henrykte Skaaler for dem alle og skjønnede imellem Skaalerne paa de friske og vellykkede Kavringer i Kurven.

– – Vemodigt at tænke paa, at denne af Himlens stille Sommerhede og jordisk Hjertevarme lige velsignede Dag var den, hvorpaa de der hjemme fra Daggry havde kjæmpet paa Isteds blodige Hede, og hvor de nu mødig stak Sværdet i Skeden, seende sig om efter mangen blegnet Kammerat. Men vi vidste det ikke. I Bergen havde vi fundet Breve, som underrettede os om, at Tydskerne havde besat Slesvig By, og den danske Hær var rykket frem til Flensborg, og vi vidste, i hvilken Spænding man hjemme saa imøde hvad den næste Dag vilde bringe.

Næste Morgen sad vi igjen ikke i den landlige haarde Kærre, men i en magelig Kjøbstadgig, og rullede over Bjerge og græsrige Enge en tre Mils Vei ud imod Syd til Hjørnet af Bjørnefjord, hvor ved en skjøn Vig ligger de smuldrede Ruiner af Lyse Kloster. Der var i Sandhed en god „Kvileplads“, hvor vi kunde tage vor Middagsmad af Madame Friis’s rigelige Madkurv og styrke os til det egentlige Maal for Dagsreisen, det at vove os til at undersøge, om Øhlenschlägers Datter endnu svarede til det Ry for Skjønhed og Elskværdighed, som hun alt før vor Tid havde efterladt i Kjøbenhavn. Dragne af dette Tryllemiddel, naaede vi da ogsaa i god Tid langs den næste Vigs, Fanefjords, Bred til Gaarden Steen.

Fru Marie Konow var ganske vist nu bleven en imponerende Herregaardsfrue, men ligesaa vist var hun dog endnu mærkværdig skjøn at skue med Faderens velformede Træk, men langt mere spillende af Liv, med blomstrende Teint og med en elegant, men lidt fyldig „granvoxen“ Skikkelse. Hun kunde endnu meget vel gaa for Skjaldens Ideal af en Asadis, kun Skade, at hun var, som det kunde skee for Diserne, bortført til Jotunheimen. Fruen glædede os uforbeholdent ved med lattermild Snaksomhed at gjennemgaa alle Kjøbenhavnske Historier; det var tydeligt, at det gjorde hende godt i denne Forviisningsstand at høre Budskabet fra Midgaard, saa lidt asaagtige end Budbringerne saa ud. Vi var dog begge saa heldige at være vel kjendte med den Ørstedske og den Mynsterske Kreds, hvor hun hørte hjemme. Vi tilbragte en munter Aften ved et overdaadigt Bord, og seilede saa med stor Fornøielse over vellykket Fest tilbage til Bergen,

Jeg kunde nu sende et Budskab hjem, „at samme gode Stad begynder stærkt at stille det øvrige Land i Skygge. Christiania synker ned til en dagligdags dansk By, og Fjeldveien med sit skimlede Fladbrød og harske Smør gjemmer sig som en overstaaet Kampens Tid i Erindringens Sky“. Men jeg tog Feil, vi havde store Ting endnu at opleve i Norge, og nu først og fremst at befare dets Hav.

Endnu en Dag tilbragte vi dels i hyggeligt Familieliv og med af velvillige Byfolk at lade os forevise Stadens Mærkværdigheder, saasom Fæstningen Bergenhuus, et Borgtaarn, kaldet Walkendorfs Taarn, en gammel gothisk Stenhal, der antages at være bygget af Kong Haaken Haakensen 1250, i saa Fald den eneste verdslige Bygning, vi har fra den Tid, en gammel Kirke og den tydske Brygge med den lange Række af lybske Boder og andet sligt, hvorom bedst kan læses i Bergens upaatvivlelig righoldige Literatur. Men næste Dag var vi alt ved Gry ude imellem de mugne, endnu af Morgentaage grædende Skjær for at seile i Dage og seile i tre, til vi naaede Trondhjems Strand.

– – Ombord i det smukke bekvemme Regjeringsskib førte man et høist overdaadigt Driverliv fra Sol gik op, til Sol gik ned. – – Paa disse lange Dage var endelig engang god Tid, og jeg brugte den til at fylde min Tegnebog med Billeder af mange sære Fjeldformer. Der blev drevet meget Vellevnet ved Maaltiderne, de tog lang Tid, og i Mellemtiderne kjedede Folk sig og vilde have en Samtale. Saa meldte sig hos mig en Embedsbroder, endogsaa af Familien, for jeg havde dengang den Lykke at være i Familie med det halve Norge. Det var min kjære Tante Amalie[12], som var norsk af Fødsel og havde en Søster, der var gift Holtermann, og den Holtermannske Familie, som stammede fra Hlade, var gjennem „Hladejarlens“ tolv Sønner vidt udbredt. Ogsaa havde hun flere Søstre og Brødre bosatte paa vor Vei, som vi siden komme til. Denne min geistlige Fætter var nu en inderlig skikkelig Fyr, der længe havde gjort sin Pligt paa denne Søndag med at slide sig gjennem den drøieste theologiske Føde, en Bog af Rudelbach, men henover alle Texter, Citater og Anmærkningernes knortede Commentarer ikke havde kunnet bare sig for at skaade til mig og passe paa, naar min Pen standsede, for jeg sad netop og skrev til min Elskede. Han var Præst for en hel Flok af disse skarpe Øer og talte om Kinn med Kleven ikke som et interessant Punct i et Billede, men som et goldt Underlag for de fattige Folk, hvis Sjelevel laa ham paa Hjerte. Han gjorde ikke Væsen deraf, men hans jævne Ord gav god Forstand paa, hvad det vil sige at flakke om mellem disse Klippe Klumper, ikke paa den Dag, de speile sig i Havbliksvand, men naar den brølende Understorm kaster skummet henover dem. Han talte derom, som naar man hos os taler om den Besværlighed at have en længere Sognevei. Men man forstod, at der bag hans rolige Træk laa en christen Fiskers urokkelige Kraft og endnu noget mere. At have et Sogn, der er sammensat af de bare Kampestene, er ogsaa Fattigdom. Jeg skulde tro, at de norske Præsters Forskole ude i Skjærgaardene er endnu en hel Del haardere, end vores ved Vesterhavet. Det kan snarere lignes ved Grønland.

Aalesund, den lille Handelsplads af Træhuse, er der ei stort at see ved, men de Par Timer, vi laa der, maatte dog bruges, og vi steg op paa Fjeldet. Morgentaagen laa der endnu. Medens jeg stavrede hen over Stenvæggen, saa jeg et Par Skridt foran mig en ikke høi, men let gaaende og velbygget:Skikkelse, en ung Mand med en Reisetaske over Skulderen, et frisk, rødmusset, lidt firkantet Ansigt, men fast og følelsesfuldt skjønne klare Øine under den brede graa Hat. Hvem vi vel var? Vi kunde ikke gaa hinanden forbi som et Par maalløse Spøgelser. „Jeg er dansk og kommer sydfra, sidst fra Bergen.“ „Ja“, svarede han muntert, „kanske De er Cancelliraad eller saadan noget, som de Danske er, men jeg er nu ingen Ting og kommer nordfra, sidst fra Nordkap.“ Dengang var han ganske vist ikke mere, end jeg, mest sig selv, men det var ogsaa nok, og allerede samme Aar blev han en berømt Mand. Vi gik en halv Times Tid sammen og talte saameget der var Tid til, naar man ikke spilder den, og jeg blev saa indtagen af den Mand, at jeg aldrig har kunnet glemme hans tiltalende Skikkelse og elskværdige Character, det lyste ligesaa meget ud af hans Miner, og hver hans Bevægelser, som af hans Ord. Saa skiltes vi for stedse. Dampskibene fra Syd og Nord vare mødtes der i Havnen, og vi fortsatte hver sin Vei i modsat Retning. Den Gang fik jeg ikke mere af ham, men siden lik jeg desbedre vide, hvem Eiler Sundt var. Jeg læste flere af hans Bøger, og altsom jeg deraf kom til at elske Manden med det store menneskekjærlige Hjerte, med den opofrende Arbeidsomhed for det fattige og forvildede Folks Vel og den klare velgjørende Forstandighed, hvormed han tog sin Livsopgave, stod altid for mig den smukke Skikkelse, der kom ud af Taagen.

Det er muligt, at jeg er for tilbøielig til strax at give mit Hjerte hen og at jeg, henrykt over den skjønne Reise med alle dens Minder, seer alt, hvad jeg mødte i Norge gjennem min Henrykkelses Briller. Men hvad skal man gjøre? Naar man overalt paa Vei og paa Gade tillands og paa Havet, ja lige ud af den sure Havguse, saa tyk, at man kan tage paa den med Hænderne, faar leveret lutter Mennesker, som man alt Livet igjennem ikke kan tænke paa uden med Rørelse, Kjærlighed og Længsel og i Virkeligheden ikke har truffet andre end Folk, der vilde gjøre mig alt det gode, de kunde, saa er jeg dog nødt til at anstille den Betragtning, at dette ikke altsammen kan være idel Tilfældighed. Jeg kan ikke gjøre for, at saadan har jeg fundet det norske Folk at være. Har jeg Uret, er det Skjebnens Skyld.

Eller skulde det blot være enkelte Mennesker mellem det Folk? Der er dog Byer, hvor hele Befolkningen har samme Præg. – Vi kom henimod Aften gjennem et Sund smalt som et Havnegab og laa med Et paa en rund blank Vandflade, som et stort Torv omgivet af en Kjøbstad paa alle Sider. Det var Christiansund paa dens tre Smaaøer. Damperen med Bud fra Hovedstaden og fra hele Landets lange, lange Kyst med alle dens Havnepladser og fra Udlandet med er naturligviis i en enlig lille By en stor Begivenhed, og fra hele Kredsen skjød da Alt, hvad der kunde trække en Aare og lade sig trække af den, ind paa os. Det var Søndag, og alle de Baade var fyldte med Søndagsklædte. De skulde hilse paa Venner paa Skibet, de skulde tage imod eller de skulde med, men de Allerfleste, den egentlige Mængde, skulde blot glæde sig ved at see Mennesker. Og det gjorde de. Det første, der slog mig, var at alle disse Folk paa de golde Klipper ude i Nordhavet vare formelig belæssede med Blomster, deilige fine Blomster i Kurve, i store Koste, hele Favnen fuld; jeg har end ikke paa Amager Torv i den bedste Blomstertid seet flere Blomster. Men det Andet, der var at bemærke, at dette var lige det modsatte af, naar man i Syden bliver overfaldt af Blomsterpiger, nei, alle disse duftende Varer vare ikke til Salg, ikke til at pines i Kjøbere ved stærkt Koketteri, de var kun bestemte til at glæde Medmennesker nær og fjern som Vidnesbyrd om Byens varme Hjerte. De blev rakte til Høire og Venstre, til alt, hvad der var norsk ombord, de kjendte alle hinanden. De blev givne med til andre Byer, store Kurve til den og den, I kjender dem jo nok! „Jo, jo, de skal faa dem saa friske, som de er,“ blev der raabt med glade Ansigter op fra Rælingen, naar Kurvene bleve langede op nede fra Baadene. Og der var en Vinken og Viften og sidste Omfavnelser og Kys paa Fingrene, saa længe man kunde see dem, lige til vore Hjul igjen begyndte at bruse. En Fremmed maatte staa med Taarer i Øinene over ikke at kunne være med, men den Fremmede har siden den Søndagskvæld aldrig kunnet forestille sig andet, end at, om Christiansund end ligger paa tre nøgne Steenklumper ude i det Hav, som skal være det værste af alle at befare, saa kunde det dog være, at det var det bedste Sted at boe, blot for de Menneskers Ansigters Skyld.

Men jeg skal nu holde op at rose det brave Fjeldfolk, jeg er bange for, at jeg ellers prostituerer mig for de kloge Folk, der ere Menneskekjendere og det pleier da i Særdeleshed alle Pebersvende at være. Jeg er ogsaa ved denne Betragtning kommen til at springe denne Søndags (28de Juli) Hovedbegivenhed over; Vi havde ifølge Naturens Orden, før vi kom til Christiansund, anløbet Molde.

Molde er ikke en saadan Yderpost som Christiansund, med Nakken mod Islandshavet, den findes leiret paa den blide Indside af en deilig grøn Halvø. Klimatet befandtes smeltende baade for Legem og Sjel, men desværre kom jeg ikke til at iagttage, hvorledes Beboerne tog sig ud. Omfavnelserne foregik inde paa Bryggen, mens vi laa længere ude, og vi kom ikke i Land. – – Det paa den anden Side, en Par Miil ovenfor Molde, uden under Romsdalsfjorden og dens Opland har ikke for Intet faaet Berømmelse som Norges skjønneste Alpeland. De norske Fjelde ere i Almindelighed ikke i nogen synderlig Maade at ligne med Alpernes.

– – Næste Formiddag naaede vi vor Nordreises Maal, Throndhjem. – – Gaderne ere brede, men tomme, hvorover jeg gjorde mig vittig ved at skrive hjem: „Thrønderne ere et stille Folk, som langtfra gjør den Spektakel paa Gaden som Bergenserne, men de tage Sagen med Kraft. I Stedet for, at Bergens Folk af Angst for Ildebrand mulkterer en stakkels Cigar med 3 Mark, flytter de Husene ud fra hinanden og gjør Gaderne saa brede som en maadelig norsk Fjord og siger: Røg saa, I Skabhalse!“

Thrøndernes meget omtalte Haardhed maa vel i alt Fald nutildags agtes for en af de Fordomme, Verdenshistorien pleier at slæbe med sig. Idetmindste efter min Erfaring er de af et saare mildt Temperament. Vi havde sat vore Kufferter i et Vertshuus, kaldet Hotel Bellevue, ikke fordi den har Udsigt over Fjorden – den ansees ikke for at være hyggelig at betragte – men fordi dets Beliggenhed paa et Hjørne sikrer dets Indvaanere, for at i to Gader kan Ingen passere uden at iagttages, og vi begave os strax til den ene af disse Graders Præst. Kunde nu nogen afbilde ham og hans Hustru forinden og foruden, troer jeg ikke, der kunde findes bedre Fremstilling af Mildhedens Genius.

Wexelsen er en Pleiesøn af den ærværdige Mand, som under Navn af „gamle Wexels“ den Tid var som en Fredens Engel for Norge, og han lignede ham, ikke dog i Træk, men desmere i Sind. Kun var ban dengang ung, livfuld og munter. Efter 30 Aar har jeg seet ham igjenn, da var han ganske som gamle Wexels. Han var en af de faa Grundtvigianere i Norge, og, som man paa Fjeldene ikke har villet skjønne paa denne venlige Side af Christendommen, havde han en enlig. Stilling. Det gik ham, ligesom hans Pleiefader. Under sin lange og velsignede Virksomhed blev han ikke befordret til noget bedre Embede, end det ydmyge Capellani, han alt dengang sad i[13], og det uagtet han var en Svoger af Biskoppen. Hans Hustru var min kjære Veninde fra Kjøbenhavn, en Halvsøster til den Tante Amalie, hvis Navn skaffede mig en saa god Indgang i Norge. Jeg behøver derfor ikke at sige, hvordan vi blev modtagne i deres lille Huus.

Efter en glad Middag og efter at have fyldt vore Lommer med Kringler og sin Mands med en Vinflaske, skikkede da Desideria, født Dessen – saa hed hun, men vi kaldte hende Desia – os ud paa en af de deilige Vandringer, som da alle Steder findes i Norge, ogsaa i de mindre udmærkede Egne. Først overbeviste vi os ved Enden af Gaden om, at ogsaa Naturens Raahed, som ellers er temmelig fremtrædende i Throndhjem, har sin Grændse. Vi kom forbi en Have, saa bugenende fuld af Roser og andet duftende, at Christiansunderne ikke havde behøvet at sende deres Overflod derhen, som de dog gjorde, efter al Sandsynlighed dog ikke af Ondskab. Fremdeles faldt vi en halv Mils Vei i udenfor Byen ind til en Landsmand, hed Simonsen, en Ven af Wexelsen, som af Grundtvigianismen havde faaet det samme glade og freidige Væsen, som han og, hvorvel han var dansk, havde af Norge faaet den Gave at kunne modtage Gjester som sande Venner. Han maatte med, og han maatte nødvendigvis have os til Aften paa Hjemveien, hvis Aarsag vi ikke kom hjem før efter Midnat.

Det var Lerfossen, vi skulde see, og en prægtig melkehvid dundrende Fos er det, Nidelven glæder sit Folk med. – – – Det kostede Slid nok at komme derop, i det mindste for danske Been. Men Fjeldmændnne holdt ogsaa Skridt med dansk Tale, og det var en mylrende Mængde, vi paa steil Vei og vaade Sten, som og bænkede ved Landmandens Bord fik gjennemgaaet lige fra Kirkens hellige Høider og Troens mystiske Dybder og gjennem alle Følelsens Udbrud over Naturens og Menneskelivets Skjønhed ned til Løier og Latter ved vor Vinflaske paa denne gode Aften. Fire Mand om en Flaske Vin – jeg føler, at vi blive til Latter for Nutids Mænd, Fortidens da ogsaa og Kvinderne med – Damer er de jo ikke længer – men, Sandheden i Ære, jeg maa tilstaa, at paa et saa barnligt Trin befandt vi os alle fire.

Throndhjem kan ikke nævnes uden at tænke paa dens vidtberømte Domkirke. Næste Formiddag undersøgte vi den ogsaa saa grundigt, som det sømmede sig for saa kunstforstandige Reisende. At det er gaaet den ligesom Kirken i Gran, at den er sunken i Ruin, efter at dens rige Geistlighed var jaget bort af Luthers Disciple, og at dens Chor har siden været Kirkerum nok for Byens Menighed, er noksom bekjendt. Iøvrigt fortæller den selv sin tidligere Historie.

Men der er en anden Ting, der ligesaa sikkert som Domkirken staar frem for Forestillingen, naar man tænker paa Throndhjem og dens Tragedie, det er Haakon Jarls Hjem, og det er endnu i god Stand. Vi skyndte os da derud samme Eftermiddag. Gaarden ligger paa en Pynt en Fjerdingvei i Nordost for Staden, og for at give Indtrykket saa friskt som Jeg modtog det, tager jeg ogsaa Dagens Brev til Hjelp:

„Hjertet videde sig ved Følelsen af Oldtidens Nærhed, men af den var der Intet. Paa det gamle Hlades Plads møder man ikke nogen mørk Offerlund, men en net lille Sognekirke, og ved Siden af den en jevn god Herregaard, som er bekjendt for, at der er godt at komme. Dog blev vi forsaavidt ikke skuffede, som vi, uagtet den nuværende Jarl var fraværende paa en Reise, blev modtagne af en Ungmø, som baade hvad Skikkelse og høvisk Væsen angaar, godt kunde have været den gamle Jarls Datter, dersom hans Datter ellers har været guldlokket og ikke slægtet sin Fader paa. Hun kom os gjæstmild imøde ude i Gaarden, forsikrede os med veltalende Tunge om, hvor glad hun selv var ved at see os, og hvor bedrøvet hendes Fader vilde blive ved, at han var gaaet glip af os og, henvendt til mig: „Jeg har seet Deres Navn i Avisen som ankommen til Norge og tænkt: gid han dog vilde komme hertil, at vi kunde høre fra den Familie. Fader holder saa meget af.“ Mere kunde jeg da ikke forlange ved det første Møde. Der manglede kun, at hun skulde have bragt mig et Drikkehorn og kredentset det for mig. Men bænket fik hun os og rigelig beværtet, fik ogsaa alle Familiens og vort Lands Nyheder gjennemgaaede og sit eget Lands Herligheder berømmede af os. Hun viste os om i Haven og Gaarden med den aabenhjertigste venlighed og vilde aabenbart gjerne have holdt paa os, hvis hun kunde have lovet, at hendes Fader snart vilde komme, men, som det var, og hun heller ikke længer havde nogen Moder, følte hun noget af den samme Forlegenhed som Nausikaa. Saa toge vi da Afsked saa høvisk, som vore mindre høibaarne Sæder vilde tilsteder og stege op paa Hladehammeren, et lille Fjeld yderst ved Stranden. Der satte vi os i den skyfulde Aftensmad og saa udover de vaade Veie, hvorpaa saamangen vellæsset Vikingesnekke har baret Rigdomme hjem til Jarlens Gaard. Nutildags er der ikke saa meget som en Stensætning eller Gravhøi tilbage, Alt er godt Agerland.“ – –

Jarlens Nutidsnavn var forøvrigt Krigsraad Holtermann, en god Ven af min Farbroder Scavenius Fibiger og af en talrig over alt Norge udbredt Slægt, idet han var en af tolv Brødre, mens en anden var gift med en Søster til min Tante, samme min Farbroders Hustru. Vi traf oftere den Slægt, en livlig ung Architect i Christiania, og min trofaste Embedsbroder paa Dampskibet, han fra Kinn med Kleven, hørte til Slægten. En tredie ung dygtig Jurist, en Broder af den christianiaske Christiane og ligesaa smuk som hun havde længe opholdt sig i Kjøbenhavn og var forlovet med en saare fager Mø i Gudbrandsdalen, som nogle Aar efter skulde komme til at hænge stærkt paa vore Hjerter. Jeg var i det Hele dengang i Familie med det halve Norge. Hvor er nu alle de kjære Mennesker henne? De Gamle er i deres Grave, og de Unge have vel glemt mig.

Den nuværende Throndhjems Biskop var da ogsaa af min Familie. Biskop Darre var nu Enkemand, men havde været gift med min omtalte Tantes Søster. Jeg ventede mig ikke noget stort af et Besøg hos ham, da han ikke var videre godt omtalt i Familien. Heller ikke hørte jeg ham videre berømme i Norge, skjønt den Ting saa at sige ligger til Biskops Embedet, og da han ligesaa lidt havde noget Navn i Literaturen, men dog i god Alder var naaet til den høie Værdighed, maa jeg antage, at han var en praktisk Mand. Imidlertid skal jeg for min Deel berømme ham for, at han modtog os, som ikke enhver Biskop modtager tilfældige Gjæster. Sandt nok min Fører, som gik først ind, var Professor, men til Gjengjæld var hans Følgesvend kun en slunken Candidat, dog blev ogsaa han behandlet som en kjær Ven. Biskoppen var glad ved at see os, i høi Grad livfuld og virkelig meget underholdende, om ikke just præget af den Art Personlighed, som giver en Mand hans bedste Værd. Han vilde ikke paa nogen Maade lade os slippe med et kort Besøg, vi maatte love at komme igjen om Aftenen, og see, da havde han samlet et talrigt Selskab af alt, hvad Throndhjem kunde opvise. Vi blev splendid beværtede og fik rigelig Leilighed til at bære frem alt, hvad vi kunde yde af Aandrighed og Lærdom. Til sent paa Aftenen gik Discussionen tappert og muntert om alle Tidens Begivenheder. Jeg kan ikke nægte, det var oplivende; man føler det bedst paa en Reise, hvor man i det Hele lever af den. Slags Indtryk. – –

Fredag Morgen den 2den August begave vi os atter mod Syd. Vor Ven, den danske Simonsen med det norske Hjerte, skydsede os selv et langt Stykke, til vi naaede Gulelven og saa ud over dens skjønne Os. Længer kunde vi ikke komme uden igjen at finde et kjært Hjem at gjeste. Paa Gaarden Lenen ved Melhus boede Hartvig Nissens Moder, og den venlige gamle Frue maatte ikke saares ved at kjøre hendes Dør forbi. Det kan og hænde, at vi blev modtagne paa ægte Norsk. Mindre end et rigeligt Middagsgilde kunde ikke gjøre det, hun drev det til at svinge et Glas og drikke vor og det kjære Danmarks Skaal med gammeldags Begeistring.

Egnen er klassisk[14]. – – – Opdals Præstegaard kjører man ikke gjerne forbi. Vi kjendte vel ikke den gode gamle Provst Hagerup, men alle kjendte ham, og Alle forsikrede os om, at han var de Veifarendes og ikke mindst de Danskes Ven. Altsaa en hyggelig Aften i en talrig Familiekreds og en god Søvn i det to Etages Gjestehuus.

– – – Vi kom til en smuk Gaard ved Fron Kirke og var netop gaaet ovenpaa for i en lys Stue at faa vor Nadvere, da dansk Krigerdaad kom styrtende indover os. Vi hørte Spring opad Trappen, og ind for en stor kraftig Mand, en Provst, raabende: „Er I Danske?“ – Ja –. „Saa glæd Jer, et stort Slag og en herlig Seir!“ Det var det første Bud, vi fik om Istedslaget, og hvad Nordmanden havde spurgt, var endnu kun den første Løbeseddel, som i et Par Linier meldte, at Slaget var vundet og Schleppegrell, Læssøe og Trepka var faldne. Den Slags Efterretninger er svære at komme tilrette med. At det var en Seir, var en velsignet Lettelse, men Tanken om de talrige af Slægt og Venner, som havde været med i Kampen, men som intet Budskab bragtes om, var tung at bære.

Ussing havde allerede bragt sit Offer. I det første Krigsaar havde han mistet sin Broder, en begavet Officer, som tidlig var optraadt som æsthetisk Forfatter. – – –

6te August. Provst Nissen i Øier, Broder til min Ven i Christiania, Hartvig Nissen, var gift med den tredie eller, da Halvsøsteren Fru Wexelsen dog maa tages med, den fjerde af de Søstre til Tante Amalie, hvis Hjem vi gjestede i Norge. Hun var i alle Maader, som en Præstekone bør være, huslig, moderlig og tryg at holde sig til, og hendes Mand var en bred og forstandig Provst, bestemt i sine Meninger, underholdende og en gjestfri og venlig Mand. At han ikke var et saadant Ideal af en Præst, som Bugge paa Hadeland, bør ikke nedsætte ham; af den Slags maa man være taknemlig, om man blot finder en. Huset var saa meget mere tiltalende, som der var tre Døtre. Vi tilbragte tre Dage i det venlige Hjem, og det var forbausende, hvad vi i Tale fik gjennemgaaet af theologiske og politiske Sager med Provsten, af smaa og store Hjerteanliggender, Literatur og Natursværmerier med Damerne. Provsten var meget misfornøiet med den fæle Krig hos os, og man kan ikke fortænke en norsk Præst deri. Foruden de christelige Grunde kunde han ikke lade være at tænke paa, at vi nu vilde tvinge Hertugdømmerne, som Frederik den sjette upaatvivlelig vilde have tvunget Norge, om han havde kunnet det. Men han var ikke paastaaelig, og vi lode hans faa Bemærkninger herom gaa hen i Taushed. – –

Lillehammer er en underlig liden Kjøbmandsrede. Naar man gaar op ad Gaden, tror man først at være kommen til Drankerens Paradis, hvor Livets Væld er bare Brændevin. Der staar med mægtig Skrift fast over hver Port: 40 Potter Brændevin. Naa, skal man drikke Gaden til Ende, kom man ligesaa lidt til at tørste som i Valhal. Men ganske tvertom. Norges Folk er et alvorligt Folk, som ikke tager med Lempe paa menneskelige Skrøbeligheder. Naar Talen er om en saa alvorlig Sag som Brændevin, vil man intet høre om alle de letfærdige Omsvøb og snedige Vittigheder, hvormed Drukkenbolte ved at faa Alvoren til Side for at komme til Snapseri. Meningen med de 40 Potter er, at vil man have et helt Anker, kan man faa det i Lillehammer, men paa hele 70 Mile kan man ikke i nogensomhelst Kro, saa forkommen man end kan være bleven paa de kolde Fjelde, faa saa meget som en ussel Snaps. Man faar holde sig til Øllet, men man gjør det ikke, for det var indrettet paa, at man heller ikke skulde forfalde til det.

Naar den veifarende Danske hører saadanne Ting, er naturligvis hans første Tanke, at det Hele er Noget, man vil binde os paa Ærmet. Men forsikres han om, at det virkelig er Landets Lov, vedtagen og bekræftet af alle Statsmagter, trækker han paa Skuldren af de Statsmagters Dumhed, Ingen ved bedre end han, at Sligt lader sig ikke gjøre. Han slaar Verten paa Skuldren og siger gemytlig: Lad det nu være godt, men kom nu med Snapsen. Og naar Verten ligegodt bliver borte, gaar han udenom Huset for at speide, om hvor den Bagdør findes, som han fra sit Fædreland veed, fører til alle mulige forbudne Sager, særdeles til Snapsen. Men belæres han endelig af de 70 Miles smertelige Erfaring, om at der istedenfor Bagdør ikke er andet at finde end Bondens foragtelige Øiekast og eventuelle Grovheder, saa udbryder han: De Norske er da de dummeste Mennesker i den hele Verden! og tager saa til den sidste Rest af sin egen Lærke. Nei, vi Danske kan ikke fatte, at der kan gjøres noget mod Drikkeriet. Vi er endog saa ømtfølende, at vi ikke engang kan taale at høre Tale om, hvad der i Norge er gjort. Naar der i vore Blade læses saa veltalende Artikler mod denne vor Nationallast, bør man lægge Mærke til, at, naar dertil føies Stastistik-Oversigt over, hvad der i andre Lande er gjort, springes Norge over. Den norske Lov er altfor oprørende for saa dannede Mennesker, til at den kan nævnes.

At dette ikke er nogen Overdrivelse, har jeg overbeviist mig om ved, at jeg af enhver Landsmand, jeg har fortalt om den norske Rigorisme, har faaet hele denne Lectie Led for Led. Vi behøvede imidlertid ikke at beklage os, vi kunde i Lillehammer meget godt faa mindre end de 40 Potter, og det er bekvemt at kunne faa mindre end den hele Portion. Vi havde en Ven i Byen, en Handelsmand, hed Johannes Nielsen, atter en af min Tantes Sødskende, en brav Mand, som med Glæde satte baade Snapseglasset og Vinflasken paa Bordet. Mig glædede han dog ikke dermed, da Vin ikke kvæger mig, og Brændevin havde jeg dengang aldrig smagt[15].

– – Der blev altsaa sendt Bud efter Hotellets Læge og efter Hotellets Rang kunde det ikke være mindre, end at han var Facultetets Spidse[16]. Ogsaa havde han altid den Interesse, at han var en Broder af Henrik Steffens, ogsaa selv en høit anseet Mand, men hvad der mest imponerede mig ved ham, var dog et vidunderligt fint Kalvekryds med en stor Diamantbrystnaal. – –

Saasom vor Pose var stoppende fuld af Begeistring over Norge, dets Fjelde, dets Mænd og dets Kvinder, og alle dets øvrige op over alle Lande ragende Egenskaber, var Welhaven dobbelt henrykt over at see os igjen, og han var dobbelt veltalende, da han netop selv var vendt tilbage fra den Reise til Spirilen-Sø, som han saa smukt har beskrevet i en af sine Bøger[17]. Vi fik det alt friskt mundtligt med et Foredrag og en Mimik, som kun han var i Stand til. Og hans Frue rettede sig endnu mere i det Høisæde, hun gjorde af sine egne Been, og truede endnu mere med at vælte Themaskinen med de Armbevægelser, der behøvedes for at sætte Vind i Talens Vinger, medens han i sin Glæde greb os begge i Nakken og stødte vore Pander sammen.

De norske Professorer, jeg veed ikke om det er dem alle, nyde den Behagelighed at have en Jordlod til deres Embede, hvorpaa de have opført sig et Landsted. Da nu Professor P. A. Munch og hans Fætter Andreas Munch havde viist os den Opmærksomhed at gjøre os et Besøg hos Madame Friis i Bergen, skyldte vi dem Gjengjeld og kjørte i Selskab med Digteren ud til den berømte Historikers Landsted. Det lønnede sig, Stedet var smukt, Huset stort og Haven rigeligere beplantet med anselige Træer, end jeg har seet ved nogen anden norsk Bolig. Og Huusbonden var værd at see, høi og anselig med smukt formede Træk, underholdende og forekommende i alle Maader. Som Videnskabsmand har han ikke været yndet i vort Land paa Grund af sine mod de Danske nærgaaende Theorier, men mig behagede hans billige Udtalelser, og jeg havde ham kjær, fordi jeg skyldte hans fortræffelige Norges Kort al den Klarhed over Landets indviklede Naturforhold, som jeg havde samlet mig paa Reisen. Han var berømt for sin overordentlige Hukommelse, og som et Beviis paa dens utrolige Omfang anførtes, at han ud af Hovedet havde kunnet corrigere sit Kort med dets utallige Mængde Navne, Fjorde, Øer o. s. v. Et Blik paa Kortet vil overbevise Enhver, om hvad dette vil sige.

Det var en skjøn, stjerneklar Augustnat, da vi kjørte frem og jeg var kommen til at sidde ved Siden af Andreas Munch. At see paa Stjerneskud i den stille Nat aabner Hjerterne, og Munchs Hjerte var altid i Slægt med de lydløst drømmende Stjerner. I de Dage var det ogsaa saa tungt, at det snart havde lige saa svært ved at holde sig oppe, som de Stjerner, der faldt. Han talte aldrig meget, men naar han talte, var det med den gode Veltalenhed, som i Ord med ægte Stempel stiger op fra et Dyb, hvori der er meget mere, end der siges. Et fuldkomment Modstykke til Welhaven, der for det meste sagde mere, end han kunde staa ved.

Han havde lidt den sværeste af alle Sorger, at miste i samme Aar sin elskede Hustru og sine to Børn, og var nu igjen saa ganske ene i sin Ubehjelpsomhed, som en Mand vel kan være, og ubehjelpsom var han altid undtagen i sin Aands Drømme. Han fortalte mig det alt i sin eiendommelige prægnante følelsesfulde Stiil og med en redelig Sjels Aabenhjertethed og kom derved til at give en Udsigt over hele sit Liv. Det Menneske, der gjør det, er altid bleven mig inderlig kjær, og han var intet almindeligt Menneske. Hvad der end kan være at sige paa ham, som Kunstner, og det yngre Kuld har havt nok at sige paa ham, som sædvanligt uden med Billighed at agte paa, hvad Tidsalder han tilhørte, saa var han en god og fuldstøbt Mand, der elskede sit Folk og sin Kunst og et Hjerte, som forstod at elske. Jeg fornam det den Aften, og han har siden altid hørt til mine aandelige Venner, maa jeg vel sige, thi det er gaaet mig med han, som med saa mangen, at i den aabenbare Verden ere vi kun mødtes i Forbigaaende.

Dog kom jeg til at leve mere med ham, end med nogen anden Nordmand. Som bekjendt giftede han sig et halvt Snees Aar efter igjen med en Dame, der i en sjelden Grad besad alle de Sjælsgaver, som han kunde trænge til, stor literær Dannelse, fin Smag, Huslighed og styrende Dygtighed, let og underholdende Conversation, og fremfor alt trofast Kjærlighed til sin Mand og Beundring for hans Poesi og – hvad han da endelig ogsaa kunde behøve – Rigdom. At hun var forvoxen og uanselig af Figur, skadede hende ikke i hans Øine. Hun fødte ham en Søn, medens de boede i Kjøbenhavn, jeg var dengang deres Præst. Barnet døde, og jeg var Vidne til den samme rystende Sorg, som han havde gjort mig delagtig i hin Sommernat, men ogsaa til den dybe christelige Fromhed, hvormed de to gode Mennesker tog deres Sorg.

Det var i Professor Jerichaus Værelser, som Munch havde leiet under Kunstnerfamiliens Fraværelse, og med denne underlige Familie havde han adskillige Bryderier og morsomme Historier, som han tog gemytlig nok, som han idet Hele var mildt dømmende, naar Talen da ikke kom paa Politik, thi da kogte det i ham. Venstrevæsen var ham aldeles ufatteligt. Han holdt af at læse for, men med den Idræt var han mindre heldig. Det skulde være hans egne Digte, men med det langsomme, besværlige Væsen var det ham ogsaa svært nok at følge sine egne Ord. Jeg var oftere Vidne dertil i Kjøbenhavnske Selskaber, og det var svært at udholde, især naar der var Folk tilstede, som ansaa sig forpligtede til at bryde ud i Lovtaler. Ogsaa naar der var Satirikere.

En Aften hos gamle Hartmann skulde Munch læse sin Lord Russell. Han sad paa en Stol ved Enden af Sofaen, og i Sofaen bag ham sad Præsten Timm, en sværmerisk Romantiker, selv Digter og stor Declamator. Medens Munch tungt knirkende kom igjennem sine Repliker, vred Timm sig som rasende med udhalende Fagter, fortvivlet over ikke selv at kunne komme til at declamere, han skulde kunne gjøre det i Baggesensk Stil. Men, hvad værre var, bag Munch ved Væggen sad Emil Hartmann og, useet som han var, gesticulerede han med den kaadeste Komik til det tragiske Foredrag, saa det tog sig ud som den Leg at hylle to Personer ind i et Teppe, saa de see ud som een, og lade den ene læse og den anden gesticulere. Jeg sad foran Munch og maatte ikke med en Mine forraade, hvad jeg var Vidne til. Det var forfærdeligt.

Det var nu let nok at gjøre Nar af den skikkelige Munch. Han svarede kun langsomt, endog først Dagen derefter. Dertil kom hans svære blegfede Legeme med den runde Ryg og den slæbende Gang. Det hele var en uimodstaaelig Skive for Welhavens Satire. Han kaldte ham aldrig andet end „Utbaaren“, og gav en drastisk Forklaring paa, hvorledes dette norske Spøgelse selv ingen Ben har, men lurer ved Veikanten, til der kommer en Vandringsmand, hænger sig paa Nakken af ham som en Melsæk og bringer ham til at slæbe sig saa længe, til han kan see sit Snit til at læsse det ledesløse Uhyre af paa en Andens Ryg. Munch vidste det, men tog det som alt sin Modstanders og Plageaands Væsen med stor Sagtmodighed. „Ja, Welhaven var der ogsaa“, sagde han, da han fortalte mig om et Selskab, „men, som sædvanlig, saa han mig ikke. Som var der Ingen, saa han gjennem mig paa Væggen bagved.“

Det var nu den Tids norske Digtere. Siden kom der meget større Folk, men ogsaa mindre medgjørlige. Thi Welhaven var nu i Grunden meget let at omgaaes. Forfængelig var han, som de andre, men han lod ogsaa sin egen Forfængelighed gaa ind under sin altopslugende Satire. Adskillige andre Notabiliteter saa jeg ogsaa, men husker dem ikke. Hansteen staar for mig som en meget værdig Skikkelse, men jeg veed ikke, hvor jeg har seet ham. Af Kunstnerne var der Ingen hjemme.

Efter fire Dages Ophold i Christiania gik vi saa ombord, blev tumlede gjennem Kattegat af en vred Storm og stod den 17de August igjen paa Kjøbenhavns Toldbod, hvor der en regnfuld Morgen ikke kan siges at være Naturskjønhed at finde.

Saa kortvarig og begrændset end denne Reise var, har jeg dog opholdt mig noget udførligere ved den, fordi den har havt en Del Betydning for min Udvikling.

Norge er ogsaa for os Danske et eget Land at reise i. At see Moder Jord vise den colossale Side af sit Væsen er altid for Fladlandsfolk, der kun kjende de smaa Skjønheder, høist gribende, og det hjelper ikke, man beraaber sig paa sit Hjemlands Finheder, Storheden overvælder. Men der er ogsaa en anden Side af Sagen, som strax rørte mig saa stærkt, at den altid er bleven Grundtonen i disse Minder.

Man er der i et fremmed Land, saavidt forskjelligt fra vort, som noget kan være, og dog er man saa hjertelig hjemme, at den Forskjel, der bliver tilbage, endnu mere lader os føle Slegtens Fællespræg, som det gjør et dobbelt kjært Indtryk, naar man træffer fjernere Medlemmer af sin Familie, som man ikke før har seet, og finder, at de dog har det kjendte Familiesind.

Vi blev i Norge overalt behandlede som Gjæster, der var at skjønne paa, fordi vi kom fra et Land, man havde Agtelse for. De, der ikke kjendte Danmark, lyttede til vore Fortællinger, som til noget eventyrligt. Man var glad ved at vise os alt i Forvisningen om, at sligt havde vi aldrig seet. Man bestræbte sig for at vise sig saa elskværdig og underholdende, som muligt, forat vi skulde faa et godt Indtryk af Landets Folk. Og man talte beskedent om sit eget i Følelsen af at være en Udkant af Verden og ønskede dog saa inderligt, at vi vilde synes om det raa Norden.

Vi havde hele Fordelen af at være Fremmede, paa den anden Side ogsaa Fordelen af ikke at være det. Vi kunde tale vort eget Sprog, og hvormeget, ja alt det bedste af Samtalen gaar ikke bort, naar man skal omsætte det i fremmede Toner? Om man end kan Sproget noksaa godt, maa man dog ytre sin Tanke paa en fremmed Maade, ja, jo bedre man kan det, desmere gjør man det. Og man kan tale sit eget Hjertes Sprog, hele Dannelsen, Literatur, Opdragelse, Fortid, hele Synet paa Livet er det samme, og Familierne staa saa nær i Forbindelse, at ogsaa deres Minder og smaa Begivenheder bleve en Kilde til god, fortrolig Tale, der spinder sig ind, som det skeer, naar man gjæster gamle Venner. Og alt dette i Omgivelser saa mærkelige, som var man flyttet til en anden Verden, ja det rørte mig tidt nok saa stærkt, at jeg med Tyrken maatte sige: Allah er stor!

Jeg maatte sande, at det var et nyt Fædreland, og derfor glædeligere end det gamle, fordi man hjemme ikke er nogen Raritet, og glædeligere, end de Lande, der ikke er noget Fædreland, fordi man heller ikke der er det. Saaledes føler jeg endnu, at jeg gjorde rigtig i først at reise til Norge. Enhver Dansk burde gjøre det. I Europas rigere Lande kan man vistnok samle flere Kundskaber, men i Norge samler man Hjertets Skatte, man bliver et bedre Menneske.

Jeg har aldrig været Skandinav i den Mening, som man i den Tid sang Sange og holdt Taler om. Jeg har ingen Tro til at de tre Broderstammer kunne blive til een, og jeg har erfaret, at ingen af dem vil det. Jeg er en født Kosmopolit, jeg holder af ethvert Folk og hader alt Nationalhad. Men jeg har ogsaa erfaret, at hvad der er en Familie, det er det og lader sig, hvad Politiken end siger, ikke skille Og jeg holder paa Familiekjærlighed lige til de fjerneste Led, Jeg har senere ogsaa modtaget gode Indtryk af det svenske Folk, men dets Fortid, Dannelse og Smag er nu engang langt mere forskjellig fra vor. Det er Familiens fjernere Led, en Gren, man ikke har kjendt, som har levet i andre Kaar. Ligefuldt værd at elske.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ N. Bøgh, Dansk biogr. Lexicon V, S. 142.
  2. ↑ Et Par Ord ulæselige.
  3. ↑ Dette Stykke fra „Mig synes ogsaa“ o. s. v. er udstrøget i Haandskriftet, men dog paa Grund af den store Interesse, som Bemærkningerne have, medtaget, saa langt, som det var læseligt. Den senere Del er imidlertid saa vel udstrøget, at den næsten slet ikke kan læses, og derfor udeladt; man faar altsaa ikke Ret Begreb om „Sammenstødets“ egentlige Beskaffenhed.

    Udg.

  4. ↑ Om Professorinde Welhaven (født Bidoulac) kan forøvrigt henvises til Breve fra og til H. C. Ørsted II, 215–217 og 275–276, hvor man vil finde foruden et Brev fra hende selv og et meget venskabeligt Brev til hende fra Ørsted ogsaa særdeles sympathetiske Ytringer om hende af Prof. Hansteen.

    Udg.

  5. ↑ Øhlenschläger reiste 1843 over Land fra Christiania til Bergen og omtaler selv sine Besværligheder, og at han af en Bonde „blev baaren som et Fedtlam“ over Sneen (Erindringer IV, 176–178). Fibigers: „En Theler“ (Thelebonde) er naturligvis unøiagtigt, da Reisen ikke gik gjennem Thelemarken. Udg.
  6. ↑ Som bekjendt var Biskop Bugge ikke Broder, men Fader til Provst Søren Bugge i Gran og Rector F. M. Bugge i Throndhjem. Heller ikke er det rigtigt, at Søren Bugge var født i Danmark; han var født 1799 i Vanse (Lister), men tilbragte nogle af sine første Barneaar i Fredericia.

    Udg.

  7. ↑ Thriges Fader og Provst Bugge vare Sønner af to Søstre Koch (se I. Barfod, den Falsterske Geistlighed I (Anhanget), S. XVII.

    Udg.

  8. ↑ Den senere Biskop over Sjællands Stift B. J. Fog.

    Udg.

  9. ↑ Maa vistnok være sognepræsten til Land, Provst O. P. Aabel.

    Udg.

  10. ↑ Reisen gik saa gjennem Valders og Lærdal.

    Udg.

  11. ↑ Skildringen af dette udelades.

    Udg.

  12. ↑ Generalinde Fibiger, see Forordet. Hvo den omtalte Præst har været, har jeg ikke kunnet udfinde

    Udg.

  13. ↑ Dette er en Misforstaaelse. Pastor Fredr. Nannestad Wexelsen, om hvem her er Tale, blev 1852 Sognepræst til Baklandets Menighed i Throndhjem og derefter resid. Capellan til Domkirken, et Embede, der var mere indbringende end de fleste norske sognekald. At Pleiefaderen W. A. Wexels kun blev resid. Cap. i Christiania, havde kun sin Grund i Ulyst til høiere Stilliuger. Han afslog en ham tilbudt Bispestol.
  14. ↑ Omtalen af Asbjørn, Rimol o. s. v. udelades.
  15. ↑ Beskrivelsen af Reisen paa Mjøsen og videre til Christiania udelades. Paa Veien var Forf. saa uheldig at forslaa sig.
  16. ↑ Den senere Stadsphysicus H. Steffens var ikke, som man efter disse Ytringer kunde formode, Universitetslærer.
  17. ↑ „Vasdrag og Skovmarker“, optaget i Welhavens 1851 udgivne „Reisebilleder og Digte“.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Johannes_Fibigers_Erindringer_fra_en_Reise_i_Norge_1850&oldid=209856»