J. Hansen. Vore kirkelige Spørgsmaal og deres Løsning
Norsk Litteratur.
1. Vore kirkelige Spørgsmaal og deres Løsning. Et Forsøg af Jørgen Hansen, Præst. Christiania 1847. 68 Sider 8vo. P. T. Malling. 24 ß.
Titelen lover naturligviis noget Mere, end Skrivtet kan holde; thi “vore kirkelige Spørgsmaale“ ere nu ikke længer saa faa eller saa simple, at de fuldstændigen kunne fremsættes, end sige løses, i en Brochure paa 68 Sider, der tilmed ikke udmærker sig ved Concision i Udtrykket.
Vi skulle imidlertid ikke tage det saa nøie med en mindre heldigen valgt Titel, da Forfatterens Hensigt alligevel baade er klar nok og fortjener Bifald: den, fra sit Standpunkt at give et Bidrag til Drøftelsen af Tidens kirkelige Anliggender ved at udvikle sine Tanker om et Par vistnok saare vigtige Punkter. Som et Indlæg i Dagens literære Forhandlinger, ei som noget for sig bestaaende Værk, har ogsaa nærværende lille Skrivt sin egentlige Betydning; jeg anseer det derfor passende, inden jeg gaaer over til Skrivtets nøiere Betragtning, i nogle foreløbige Ord at gjøre Rede før det Indtryk, jeg som temmelig opmærksom Tilskuer har modtaget af hine Forhandlinger i deres Heelhed, hvorved et og andet Sideblik til endnu almindeligere literære Forholde, ialfald som Digression, vil tilgives mig.
Der er nemlig i den senere Tid ikke skrevet saa Lidet om vore kirkelige Forholde, ligesom idethele Meget tyder hen paa, at en større kirkelig Interesse, især mere Sands for det Levende i Institutionerne er i sin Opvaagnen hos os. Men at der i denne Stræben efter større kirkelig Frihed – thi saaledes troer jeg den herskende Tendents ialmindelighed kan charakteriseres – endnu er liden Klarhed, og at især vor herhen hørende Literatur hidtil kun har givet lidet Udbytte til Begrebernes Udvikling, er en Bemærkning, som udentvivl meget let vil have frembudt sig hos Enhver, der nogenlunde har fulgt Sagens Gang. Tildeels medrette vil man vel her kunne sige, at Andet ikke heller var at vente, fordi enhver Sag maa have sin Gjæringstid, i hvilken de nye Ideer endnu i chaotisk Ubestemthed tumle sig om hverandre, inden de kunne fremtræde i deres fulde Reenhed og Kraft. Dog torde det ringe Gehalt i hine Skriverier ogsaa have en mere positiv Grund, hvilken jeg her ei kan undlade at udhæve, nemlig en vis herskende Fordom imod egentlig theoretisk Forskning af almindeligere Natur. Man gjør ialmindelighed ikke engang Fordring paa at præstere noget Videnskabeligt; thi man anseer Videnskaben som upraktisk, mener, at den i Alt, hvad der angaaer det virkelige Liv, er eller bør være umyndig, medens Erfaring og Forretning-Routine alene har al Autoritet. Men med al Agtelse for Erfaringen og dens Uundværlighed i Livet, ja med Indrømmelse af, at en vis gjennem Erfaring erhvervet Takt ofte, hvor der skal handles, leder sikrere end nogen Theorie, maa man dog sige om den, at den, blottet for høiere videnskabelig Indsigt, ialfald skriver daarlige Bøger, selv om praktiske Forholde. Hvad man end vil dømme om al anden Virksomhed: i den literære Debat er videnskabelig Granskning, ja selv – jeg maa sige det, hvor ilde det end klinger i Manges Øren – en Smule Philosophie en ganske nødvendig Ingredients.
Jeg har her rørt ved en om Streng. Den hos en stor Deel af vort dannede Publicum herskende uvillige, næsten mistænkelige Stemning mod Philosophien, ja theoretisk Videnskab ialm., idetmindste forsaavidt den kommer i Berørelse med Livet, er bekjendt. Man gjør sig gruelige Forestillinger om „Systemtvang,“ „skimlet Skolevisdom,“ „apriorisk Construktion“ og Gud veed hvad alle disse Skrækkebilleder hedde. Den, der er klog paa Himmelens Løb, er, mener man, nødvendig-, ialfald sandsynligviis paa Jorden en Daare. Heri stikker en dobbelt Vildfarelse, en falsk Anskuelse saavel af Videnskabens som af det saakaldte praktiske Livs Natur og Fordringer. Af Videnskabens; thi vore Tids Videnskab kan og skal ikke være middelalderlig Kloster- eller Stuelærdom, men selv der, hvor den i sin Form fjerner sig længst fra dagligdagse Forestillinger og gjør allermeest Afkald paa en umiddelbar Indgriben og Virksomhed til Livets nærmeste Behov, maa den dog aldrig tabe Bevidstheden om dens inderlige Forhold til Virkeligheden og Livet i dets Sandhed. Men ogsaa af dette Livs Fordringer tage visseligen de Feil, der mene, at det skal kunne udvikle sig i sin fulde og sande Betydning og gestalte sig efter sin Bestemmelse, naar det afsondrer sig fra Videnskabens eller en høiere og klarere Erkjendelses Control og ledende Vink Saasandt som Livet skal være mere end et sandseligt (og dette maa da fortrinsviis og allermeest ligetil gjælde om det religiøs-kirkelige), er det Ideen hjemfaldent. Jeg veed nu meget godt, at denne ogsaa uden at være klart erkjendt, alligevel har Magt til at indvirke paa de reale Forholde – heri see vi Forsynets vidunderlige Styrelse, – men dette er dog kun et foreløbigt og Ideen selv utilfredsstillende Stadium, medens den først i den fuldkomne videnskabelige Bevidsthed har sit egentlige Organ, hvorigjennem den i fortsat Udvikling meddeler Livet sin høiere Salvelse.
Hiin Rædsel for at henfalde til noget Slags „Pedanterie,“ hvilken selv er ikke langt fra at være pedantisk, afstedkommer megen Skade og Forvirring i vort hele aandelige Liv. Her er nu ikke Stedet til at tale om den lammende Indflydelse paa Videnskabens egen Udvikling, som en saadan lidet opmuntrende Fordom hos det dannede Publicum maa have; hvad for Øieblikket maa fremhæves, er, at ogsaa Discussionen angaaende praktiske Forholde bliver mat og famlende, idet enhver bestemt udpræget, i en gjennemført Tankesammenhæng begrundet Anskuelse endog med Flid undgaaes ja ethvert Udtryk, som derom kunde minde, strax gjøres mistænkt. Følgen er, at En raisonnerer i Øst, en Anden i Syd; man fegter i Luften og træffer ikke hverandre, fordi Ingen af de Stridende have et bestemt og nøie betegnet Maal for Øie. Det Hele bliver mere en Vrøvlen i Munden paa hverandre, end en ordentlig articuleret Debat. Det er let at indsee, at Striden saaledes ikke egentlig bliver en Kamp mellem Ideer eller Synsmaader, men kun mellem individuelle Meninger, der tilsidst ikke støtte sig paa almindelige Grunde men paa personlige Indfald eller tilfældige Sympathier. Ingen tør jo begrunde sin Overbeviisning i et gjennemreflecteret Tankeheelt – det vilde jo strax være Systemtvang og „Hjernespind“ –, Tanken om det Enkelte skal ogsaa være enkeltstaaende, isoleret, løsreven. Men her ere vi nødvendigviis paa Vilkaarlighedens Feldt, og enhver Ting bliver tilslut kun rigtig – fordi jeg nu engang antager – føler – at den forholder sig saa. Heraf udvikler sig nu igjen det sørgelige Phænomen, som hos os saa ofte sees i vore offentlige Discussioner, at det næsten kan betragtes som Regel, medens det Modsatte bliver sjeldne Undtagelser: jeg mener den Lethed, hvormed enhver Meningsvexel udarter til Personligheder. Det er ligesom man havde en uvilkaarlig Ahnelse om, at den Mening, man bekjæmper som falsk, dog til Syvende og Sidst har sin Rod i personlig Forvrængthed eller Vanart; derfor streifer Striden ligesom af sig selv ind paa Personlighedernes Feldt, selv hvor dette fra Begyndelsen fra ingen af Siderne var Meningen. Det saa ofte hørte Raab, „at man dog engang skal lære at skjelne Sag fra Personer,“ bliver stedse uden Virkning, saalænge det ikke faaer sin egentlige Betydning i en udbredt Overbeviisning om Tilværelsen og Gyldigheden af en almindelig objectiv Fornuft, hvorunder alle subjective Meninger have at underordne sig. Denne objective Fornuft aabenbarer sig kun som videnskabelig gjennemtænkt Sammenhæng og Conseqvents, og hænger ikke af noget Huskud eller umiddelbart Forgodtbefindende. Kun hvad der i denne er grundet, kan derfor i Virkeligheden adskilles fra Personer og behandles uden Lidenskab.
Til den almindelige Fordom mod Pedanteriet kommer endnu specielt hos mange Theologer den Mistanke til Philosophien, at den er uchristelig staaer i Modsætning til Troen. Her videre at indlade mig paa dette saa ofte omhandlede Spørgsmaal, vilde føre mig for langt ud; det være mig tilladt blot løselig at minde om et Par Sætninger, der forhaabentlig dog af Fleerheden ville indrømmes at Videnskab vel er noget Andet end Troe, men derfor ingenlunde efter sin Natur uforenelig dermed; at der følgelig vel kan gives en uchristelig Philosophie, men at denne just ikke egentlig er den sande. Men lader os fremfor Alt idetmindste blive enige om, at de, der vove at bryde Staven over Philosophien, uden grundigt Kjendskab til den, (ja ofte uden ret at vide, hvad Philosophie er), ikke kunne opnaae hverken mere eller mindre, end at være sin egen Daarligheds Herolder.
Med de foregaaende Klager er det nu ikke min Mening at skjære vort hele literære Væsen over een Kam som løst Snak og Virvar; thi jeg veed meget godt, og er glad over at vide det, at vi ogsaa hos os i Norge have Mænd med ægte Dybsindighed og omfattende Blik, og Mænd, hos hvem ialfald methodisk Sands, idetmindste tildeels, erstatter Mangelen af methodisk Studium. Idethele er det ikke Mangel paa Evne eller Dygtighed, jeg troer at kunne beklage, men kun en falsk Opinion, en Fordom, der hindrer Dygtigheden i at præstere, hvad den ellers kunde. Især er det Forhandlingerne angaaende vor Kirkes Forholde og dens Sammenhæng med Staten, der have givet Anledning til disse Betragtninger. De Fleste, der i denne Sag have ytret sig, have været Geistlige der altsaa maatte antages her at være i deres egentlige Element; og virkeligen kan hos Fleerheden ikke alene levende kirkelig Interesse, men ogsaa mangt et sundt og rigtigt Blik i det Enkelte ikke miskjendes. Men hvor det har gjældt at finde et almindeligt Fundament for sine Anskuelser, at betegne et Standpunct for den hele Betragtning, der har man – saa synes det idetmindste mig – i Almindelighed stammet eller famlet paa Maalet, enten ikke havt nogen klar og bestemt Mening eller ikke vidst at udtrykke den. Man tilgive mig denne frimodige Ytring; om Mænd, for hvem jeg ellers har den dybeste Respect, finder jeg ofte Anledning til at bemærke, at deres Total-Anskuelser ere langt svagere og uklarere, end man af deres Kundskaber og Takt i visse Retninger skulde vente. Grunden, der hos Enkeltmand er mindre tilregnelig, ligger meget mere i den ovenfor paapegede falske Retning i den almindelige Opinion, af hvilken det iblandt Andet ogsaa er en Følge, at de theologiske Studier mere anlægger paa at opnaae og fremme en vis (i sig selv forresten agtværdig) Rettroenhed og endeel philologiske og historiske Kundskaber, end paa sand videnskabelig Udvikling.
Ethvert Spørgsmaal om Reform i vore kirkelige Forholde kommer naturligviis i mere eller mindre middelbar Berørelse med den Grundopgave: at bestemme Kirkens Forhold til Staten, Denne har nu, som man let kan tænke sig, været den sande Anstødssteen for hartad alle dem, som have vovet sig ind paa dette Feldt. (Jeg har her for Øie deels en stor Masse Avis-Opsatser, deels f. Ex. Pastor Aabels Afhandling i Theol. Tidsskrift 1ste Bd. 3die H.) Ganske naturligt; thi hiin Opgave er ikke alene i almindelig Forstand vanskelig og indviklet, men netop et saadant Totalitets- og Idee-Spørgsmaal, der summerer en Uendelighed af Livsinteresser, og hænger saa nøie sammen med den tænkende Aands dybeste Rødder, at en isoleret eller blot erfaringsmæssig Opfattelse deraf nu ganske aabenbart er ingen Opfattelse. Det udfordrer – ikke engang for at løses, thi dette overstiger udentvivl den enkelte Tænkers Kræfter og kan kun ventes af Tiden under Guds Aands særlige Indvirkning – men blot for at man kan tale fornuftigt derom, med bydende Nødvendighed netop en saadan methodisk Indsigt, en saadan Bevidsthed om og Orienteren i Ideens Momenter og deres Sammenhæng, som man her saa gjerne vil ansee for Vind og Forfængelighed. Derfor, uagtet der har været talt saameget om „Kirkens Forhold til Staten,“ at man nu endog næsten blues ved at hensætte denne Formel paa Grund af dens Forslidthed, er det hele Spørgsmaals Opfattelse hos os, saavidt man af den offentlige Debat kan see, endnu ganske uden Holdning[1]. Og at man ikke skal troe, at de opstillede Anskuelser, jo mere de holde sig borte fra alslags „philosophisk Hjernespind,“ slutte sig desto nøiere til Virkeligheden, det Praktiske og Praktikable, – da er det netop mærkeligt, hvilken Tendents der hos hine nøgterne og forstandige Mænd viser sig til Dvælen ved Phantasie-Billeder og utopiske Drømme. Ja det synes – hvilket i sig selv ogsaa let vil findes begrundet – som om hiin Frihaands-Raisonneren netop allermeest charakteriserer sig ved en fuldkommen Vanmagt til at forsone sig med de virkelig stedfindende Forholde. Saaledes seer man allerhyppigst Tanken om Statens og Kirkens Adskillelse og fuldkomne gjensidige Uafhængighed at fremtræde, en Tanke, der ialfald er saa langt fjernet fra den bestaaende Tingenes Forfatning at den vel maa siges at grændse meget nær til det Umuelige. De Fleste erkjende ogsaa paa en Maade selv dette; men de kunne dog ei lade være i Betragtningen stedse at dvæle ved, hvad der efter deres Formening burde finde Sted. Men hvad der saaledes blot burde være, men ikke er og ikke kan være, det er efter min Formening netop Hjernespind, et fromt Ønske, Digt eller Drøm. Derfra udgaae ingen virkelige Reformer, hvilke stedse maa slutte sig til det Virkelige og dets Betingelser. At overspringe disse, gjør Betragtningen ligesaa ufrugtbar i praktisk Henseende, som den i Theorien bliver holdningsløs og forvirrende.
Hr. Pastor Hansen, der i mange Henseender viser sig at tænke sundere, end det i denne Materie er altfor almindeligt, har ogsaa rigtigen indseet, at vore kirkelige Spørgsmaale ikke løses ved de idelige Klager over det, der ikke kan være anderledes. Han vil saaledes medrette, at den, der tænker paa Reformer „først og fornemmelig maa gribe de Vink, som vor bestaaende Kirkeforfatning giver, og benytte som Vehikel for sin Stræben de Institutioner, som deels allerede haves, deels efter de gjældende Love kunne istandbringes“ (S. 29). Han anseer saaledes ikke med Pastor Aabel (Theol. Tidsskr. 1ste Bd. S. 382, Anm.) Begrebet af Statskirke for en Vederstyggelighed, hvis Navn endog „bør forvises af al Skrivt og Tale,“ meget mere synes han (S. 13) at antyde, at hiint Ord er kommet i et ufortjent Vanrygte. Saameget indrømmer han idetmindste som passende at antage, „at ogsaa Staten som moralsk Personlighed tilflyder Styrke, ydre og indre Fasthed og Holdning gjennem en bestemt religiøs Troe, ligesaavist som den vilde lide Tab ved at stille sig paa en religiøs Indifferentismes Standpunct, hvorved dens Aabning af sit Territorium for alleslags kirkelige Troesbekjendelser ikke vilde blive et Værk af ædel Liberalitet og Tolerantse, men alene af ureligiøs Ligegyldighed.“ (S. 13. 14). Hvorom Alting er, han er villig til at anerkjende vor Stats grundlovmæssige Stilling til Kirken; „istedetfor at stræbe efter Forandring heri – hedder det S. 26 – bør vi søge at opklare Kirkens Stilling og Fordringer, og see til, hvad der kan udrettes til dens Held indenfor disse Grændser, som ere den anviste, om dog ikke dens væsentligste og især paaklagede Mangler kunne ophjælpes uden egentlig Forandring i dens statsretlige Stilling, naar man retteligen opfatter dens Væsen og sande Organer.“
Alt dette er nu vistnok saare fornuftigt, og et Ord i rette Tid, som vore Reformatorer ikke noksom kunne lægge paa Hjerte. Iblandt Andet er det, der ytres om Tolerantsens Uforenelighed med religiøs Indifferentismus, saa træffende, saa nær berørende Sagens Kjerne, at jeg kun kan beklage, at denne Tanke ikke videre er udført. Tolerantse og Liberalitet i Troes-Sager er i vore Dage paa en Maade bleven Tidens Løsen, og Menneskeheden kan nok prise sig lykkelig, at den efter dyrekjøbte Erfaringer endelig er naaet frem til denne Idee. Medrette vil man derfor, at ogsaa Staten – der idethele i sin Form bør udtrykke Aandens Fremskridt – skal være tolerant. Men dette vil igjen netop sige, at den skal være religiøs, thi Tolerantsen er fortrinsviis Religion, det religiøse Livs skjønneste Blomst. Religion er nemlig efter sit Begreb Endelighedens Griben (eller Gribelse) af det Uendelige, dens Seier over sig selv og sin Begrændsning, Aandens dybeste Frigjørelse, dens Fred og Glæde i det Gudommelige, hvor alle Jordlivets Differentser – ikke ere tilintetgjorte eller forglemte, men – ophæves i fyldig Harmonie. Just deri bestaaer det religiøse Livs Kraft, at det bemægtiger sig og overvinder Forskjellene; men dertil hører, at Forskjellene ikke ignoreres eller ansees for ligegyldige, men netop anerkjendes i deres fulde Betydning. Der gives saaledes neppe nogen plumpere Forvexling, end naar Tolerantse ansees for Eet med Indifferentismus, der (som irreligiøs) i egentligste Forstand betegner Endelighedens Forstokkelse i sig selv og saaledes er enten Sløvhed eller Egoisme. Hvor Indifferentismen virkelig har nogen Bevidsthed og Villiekraft, er den egentlig intolerant, nemlig mod enhver bestemt, efter dens Mening borneret Anskuelse. At den her sædvanligviis mere ytrer sig i haanlig Tilsidesættelse eller i skjærende Spot, end i aabenbar Forfølgelse gjør Intolerantsen hverken skjønnere eller bedre.
Nu ville maaskee Mange finde, at dette vel paa en Maade kan siges at gjælde om Individet, det enkelte Subject, men ikke om Staten, som objectiv Institution. Det er en i vore Dage ofte yndet Forestilling at Staten og dens Regjering i sin Høihed skal være hævet over Religion og Kirke, idethele over ethvert begrændset Standpunct, i overlegen Upartiskhed tilstaae alle Parter lige Ret. Men uden her at berøre det Overfladiske og i mange Henseender Skjeve ved denne Upartiskheds-Doctrin i Almindelighed, saa falder det idetmindste let i Øinene, at det maa være saa sin egen Sag at hæve sig over det i sig selv Høieste, nemlig Religionen. Desuden er det jo anerkjendt, at Staten, idet den skal tilstaae alle Confessioner lige Ret, ikke kan undvære et nøiagtigt Opsyn ialfald med deres ydre Fremtræden, at de forskjellige Religionspartier ikke træde enten hverandres eller Statens Interesser for nær. Og her vil det i Længden kun være maadelig bevendt med Tolerantsen (foruden at en indifferent laisseraller i ethvert Fald savner det moralske Element, der først berettiger til hiint Navn); thi Indskrænkning og Tvang maa her – paa en eller anden Maade – anvendes, og hvor den religiøse Bestemmelsesgrund mangler, der træder den juridiske i Stedet, hvilken sidste vel i Almindelighed ikke vil være den lempeligste. Historiske Beviser kunne her ei med Føie fordres; thi en virkelig religiøs-indifferent Stat er noget saa Nyt (ifald den virkelig existerer udenfor Indbildningen), at derom ingen Erfaring haves. Man indvende ikke med Nordamerica; thi i denne uhyre, gjærende Statsmasse kan Intet endnu siges at være klarnet til historisk Gyldighed. Det ligeligste Exempel skulde hentes fra Middelalderen, hvor virkelig, idetmindste i Theorien, Staten, eller som det her rigtigere hedder: den verdslige Magt, stod for sig selv ligeoverfor den geistlige eller Kirken, og skulde selv Intet med Religions-Sager have at bestille; men – her var Tolerantsen ogsaa derefter! –
Dog, jeg glemmer, at jeg her kun har en Anmelders Rolle; jeg maa igjen vende mig til min Forfatter. Hos denne maa det, som sagt, prises, at han anerkjender det Virkelige, og finder heri en nødvendig Begrændsning for enhver Reformstræben, ja for enhver frugtbar Betragtning af Sagen. Saavel herved, som ved sin totale Fremstilling og dens Tone, viser Forf. sig at staae paa et friere Standpunct, end Fleerheden, viser sig at være berørt af en sundere Videnskabs Aande. Hvad han meddeler er ialfald et lidet Tankeheelt, en selvstændig – om just ikke ny – paa almene Grunde bygget Anskuelse, og har derfor, med al dets Ubetydelighed, uendelig større Værd, end den usmagelige Blanding af Almeensatser og egne uforgribelige Meninger, hvilken ellers er altfor sædvanlig.
Underligt kunde det derfor synes, at Forf., der selv aabenbart er Tænker, og i en vis Henseende (hvorom senere) endog indrømmer den videnskabelige Dannelse Mere, end vel turde være raadeligt, alligevel har ladet sig forlede til at fornegte den Videnskab, hvoraf han selv tydeligen har et Anstrøg. Imidlertid ere de Sidehug til denne Videnskab, som hist og her i hans Skrivt forekomme, saa umotivererede og tildeels forcerede, at det næsten kunde lade, som han ligesom med Vold har fremstødt disse Ytringer for at frie sin Samvittighed eller vaske sig reen for enhver Mistanke om Pedanterie eller Kjætterie.[2] Dog være det langt fra, at jeg vil tillægge den ærede Forf. saadanne bevidste Hensigter; jeg sporer meget mere i hine Ytringer den uvilkaarlige Indflydelse af den videnskabelige Atmosphære, af hvilken Forf. er omgiven, den herskende Fordom, fra hvilken heller ikke han har kunnet fuldstændig frigjøre sig. Tager jeg ikke feil, da har denne vrange Opinion ogsaa hindret ham i at komme til klart og fuldstændigt Begreb om den Videnskab, han forfølger; idetmindste ere de Udtryk, hvormed han udentvivl søger at betegne vor Tids philosophiske Hovedretning („en Philosophie, hvis Særkjende det er at opløse ethvert concret Begreb i en almindelig abstract philosophisk Form, i hvilken da Yderverdenen skal indtages og ferniseres“ (?)), noget saa aldeles Uklart og Forvirret, at jeg kun med den allermindste Tilbøielighed til at vrængle kunde lade, som jeg aldeles ikke ahnede, hvor han vil hen. Virkeligen at tyde Forf.s anførte Orakelsprog, kan jeg i al Oprigtighed forsikre overstiger mine Kræfter; saameget troer jeg at kunne see, at han forestiller sig den hegelske Philosophie (allerede at jeg i god Tro antager denne for tilsigtet, er en Billighed, som Forf. skal vide mig Tak for) som intet Andet end en Abstractions- og Opløsnings-Proces, hvor den concrete Virkeligheds Betydning aldeles tilsidesættes. Men skjønt denne Indbildning deles af mange endog lærde og skarpsindige Mænd, der vel at mærke staae udenfor Systemet (ganske naturligt; thi ethvert System udenfra betragtet forvandler sig nødvendigt til en Abstraction), saa er ikke desto mindre Intet isandhed falskere. Dersom Forf. og de Øvrige, istedetfor fra et fjernt Standpunct, hvor Systemet ganske rigtigt kun viser sig som en abstract Prik, at udslynge Banstraaler imod det – hvilke da ogsaa paa Grund af Afstanden blive kraftesløse –, vilde gjøre sig den Umag virkeligen at sætte sig ind i hiin mærkværdige Tankegang, og NB. betragte den som et Led i den menneskelige Tænknings historiske Udvikling; da vilde de visseligen finde, at der endnu aldrig er fremstaaet nogen Philosophie, der i samme Grad som den hegelske netop udhæver det Concrete og Virkelige, ingen, der med en saa overmægtig Dialektik blotter Abstractionen i dens Nøgenhed. Det er sandt, at som dette Concrete og Virkelige just ikke betragtes ethvert fortørket Halmstraae, vi komme til at træde paa, men kun det isandhed Almindelige (der dog ikke er uden eller udenfor det Enkelte); men dette er vel netop ogsaa Christendommens Mening, naar den indskjærper det Sandseliges Forgjængelighed og Uværd, og opfordrer til blot at dvæle ved det Evige, som det eneste Sande. At den nævnte Philosophie søger at opfatte og fremstille ethvert Begreb i “philosophisk Form,“ har den da rigtignok ogsaa tilfælleds med enhver Philosophie. At Systemet imidlertid i overfladiske og abstracte Aanders Bevidsthed ogsaa synker sammen til en elendig Abstraction, er forresten ogsaa en Skjebne, det deler med Christendommen, hvilken under Rationalistens Behandling ikke bliver andet end en tør og jammerlig Ammestue-Moral.
Denne Mangel paa grundig Indtrængen i Tidens speculative Videnskab er ogsaa vist en væsentlig Grund til, at Forf., uagtet han paa en Maade anerkjender Gyldigheden af Statskirkens Begreb, dog har kunnet blive staaende ved en aldeles overfladisk og utilfredsstillende Opfattelse af samme. Dette Overfladiske viser sig isærdeleshed deri, at denne Eenhed af Kirke og Stat kun er ham en Tilfældighed, ingenlunde begrundet i Ideens Nødvendighed. Statskirken betragtes kun som Noget, der kan gjerne være, der just ikke (som nogle Rigorister mene) involverer en Umuelighed; men at den virkelig er, er en løsreven Kjendsgjerning, der ligesaa gjerne kunde (og maaskee heller burde) være borte. Indrømmelsen af Kirkens og Statens factiske Forhold er saaledes kun en aftvungen og uvillig, ingen fri Ideens Tilegnelse. Forf. mere finder sig i, hvad der ei kan være anderledes, end han virkeligen er forsonet dermed. Der undslipper ham derfor Ytringer, der tyde hen paa, at han med etslags Mismod betragter Kirkens Forening med Staten som en Prøvelse, den for en Tid er underlagt, og som den med Taalmodighed maa søge at udholde. Men en saadan Anerkjendelse af en Idee, fordi det ikke kan nytte at stampe mod Braadden, er ialfald ingen ægte videnskabelig Opfattelse. Ideen er saaledes ikke Idee, men meget mere en hemmende Skranke for Ideen, noget ubegrebet og ubegribeligt Noget. Hvad man af den videnskabelige Betragtning maa fordre, og hvad den nyere Philosophie ogsaa virkelig idetmindste har søgt at præstere, er at opfatte Statens og Kirkens Eenhed som noget i sig selv Sandt og Godt, som det Maal, imod hvilket den hele christelige Tids Udvikling har stræbt, og hvis Realitet i Protestantismens Princip er klart udtalt[3]. Paa en saadan Deduction har ogsaa først den nyeste Philosophie kunnet tænke, netop fordi dens Princip, som ovenfor nævnt, idethele er det Concrete, den virkelige Eenhed af Abstractionens Modsætninger.
Den videnskabelige Betragtning, hvorved det Virkelige i sin Væsentlighed opfattes som det i sig (ikke blot udvortes) Nødvendige og Sande, er ogsaa naturligviis den eneste sande praktiske, i det den fører til en Handlen af fri Overbeviisning; medens den Praxis, der uden at vide sig støttet af Sagens Natur blot bestemmes af ydre Hensyn til det Udførbares Grændser, deels let faaer et Anstrøg af jesuitisk Accommodation eller Fraterniseren med det, man ikke kan billige, deels ialfald maa savne den Freidighed og Begeistring, der ene er Frugten af en udeelt Overbeviisning om, at det, man virker for, har evig Gyldighed og Sandhed.
Med Hensyn paa det mere Enkelte af Forfatterens Tanker, da gaae disse især ud paa at anbefale Oprettelsen af kirkelige Synoder samt en Oplivelse af Medhjælper-Institutionen. Begge Dele skulde, mener han, bidrage til at ophæve den isolerede Stilling, hvori Præsten nu staaer, og bringe ham mere til at føle sig som et Led i Kirkens Total-Organisme, idet Medhjælper-Collegiet nærmere skulde forbinde ham med Menigheden nedad, Synoden med hans Embedsbrødre og Foresatte til Siden og opad. Denne Tanke, der af Forf. synes mig idethele grundigt og overbevisende udført, kan vel antages at udtrykke en virkelig og stedse mere og mere følt Trang i vor Kirke. Hvad Medhjælperskabet angaaer, da kan til de af Forf. anførte Grunde maaskee endnu føies den, at dette til Menigheden fast bundne og af denne sig stedse fornyende Collegium (især om dets Medlemmer efter Forf.s Antydning valgtes paa Livstid) vil bidrage til at sikre Aandens Eenhed i Menigheden og gjøre den mindre afhængig af de (altfor ofte) skiftende Præsters forskjellige Personlighed idethele ogsaa herigjennem til at hæve og styrke Menighedens Selvbevidsthed, hvilken netop i Protestantismen er et væsentligt Moment.
Om den kirkelige Synodes Ønskelighed ja Gavnlighed er der ligeledes blandt Mænd med kirkelig Indsigt nuomstnnder næppe mere end een Mening; men angaaende dens Sammensætning og Indretning er Meget endnu ikke paa det Rene. Forf. synes meest tilbøielig til at antage, at Synoden blot skulde bestaae af Geistlige eller ialfald videnskabelig dannede Theologer, fordi man hos disse maa forudsætte den største Sagkyndighed. Han fremhæver især, at Synoden, som den der ikke skulde beklædes med nogen materiel Magt f. Ex. til Pengebevillinger, men blot virke som Auctoritet, heller ikke behøver nogen egentlig Repræsentation af Lægstanden, men at netop den større Dannelse og kirkelige Erfaring her maa gjøre Udslaget. Uagtet man her maa anerkjende den Uafhængighed og Frimodighed, Forf. har viist ved ikke at lade sig overdøve af Dagens Skrig om Lighed og Folke-Souverainitet, saa kan dog hans Udvikling af Sagen næppe antages tilstrækkeligen at begrunde, hvad han her vil. Vel kan der være Noget i hvad Forf. bemærker, at der f. Ex. i Tydskernes almindelige Forlangende af Lægstandens Repræsentation i Synoden, egentlig blander sig Ønsket om større borgerlig Frihed, men dette hindrer ikke, at ogsaa noget Dybere ligger til Grund. Forf. synes her vildledet af sin Forestilling om Stat og Kirke som abstracte Modsætninger, hvori det da allerede er givet, at hvad der gjælder om den ene, ikke gjælder om den anden. I Staten indrømmer han saaledes Folke-Souverainitet og fuldstændig Repræsentation, fordi det her udelukkende kommer an paa Folkevillien, her egentlig gjælder at „Selvgjort er Velgjort;“ Kirken derimod, som beroende paa et høiere objectivt Princip, maa garanteres for al Vilkaarlighed, hvilket kun kan skee ved at udelukke den læge Stand fra Deeltagelse i Kirkens høiere, almindeligere Forhandlinger. Men det ene Raisonnement er her ligesaa ugrundigt som det andet. Den, der ikke har bedre Grund for Folkets Deeltagelse i Statsstyrelsen, end hiin Godkjendelse af en ufornuftig Vilkaarlighed, har ikke Begreb om en Stat, men kun om et Ochlokratie – saa raat, som vel nogen af vore værste Døgnskriblere kan imaginere sig Tingen. En Stat, der skal fortjene dette Navn, maa dog stedse have et fornuftigt Formaal; dens Bestaaen og Liv beroer paa, at det i sig selv Rigtige og Sande hersker; derfor maa ogsaa den ved sin Organisation søge at sikre sig Indsigtens og Retskaffenhedens afgjørende Indflydelse. Men netop for at det Fornuftige i sin levende Alsidighed skal komme til sin Ret, har man i de nyere Tider fundet det nødvendigt, at alle Stænder deeltage i Statsstyrelsen. Thi man indseer nu ialmindelighed, at de saakaldte Studeerte eller Skoledannede i et Folk ikke have noget Monopol paa Fornuften. Vel er det saa, at Skole-Dannelsen – især i vor reflecterede Tid – bliver et uundværligt Moment i Statens Forvaltning og Statslivets Udvikling, at hiin, paa Grund af Indsigtens Klarhed og Afrundethed samt overlegen Dygtighed i Skrivt og Tale stedse bør have (som den ogsaa naturligen har, hvor kunstige Skranker ei hæmme den) en hovedsagelig, især regulerende Indflydelse paa det Heles Gang. Men det kan paa den anden Side ikke negtes, at denne Indarbeidelse i en begrændset Cyclus af overleverede Begreber, hvori Skoledannelsen i Regelen bestaaer, naturligen fører til abstracte Synsmaader og Doctriner, der hvis de bleve eneraadende, vilde gjøre Livet fattigt og mechanisk, bevirke Standsning i dets dybestliggende Pulsaarer. Thi det Sande udtømmes ikke i noget afsluttet System; hvor omfattende de antagne endelige Kategorier end kunne være: Virkeligheden er stedse rigere, og en eller anden Side er overseet. I det lavere Folks umiddelbare Bevidsthed gjemmes nu ialmindelighed Tendentser og Momenter, der ei have faaet Plads i den dannede Verdens begribende Opfattelse; først derved altsaa, at ogsaa hine Momenter faae Anledning til – paa sin umiddelbare Maade – at gjøre sig gjældende, bliver de Dannedes Opinion integreret. De Dannede ere ialmindelighed tilbøielige til abstract Opfattelse, til en vis Rationalisme, der vil forme alt efter færdige prægede Begreber, og bortskjære Alt, hvad hermed ikke stemmer; imod denne danner da den umiddelbare Sands med sin Pietet, sin Dybde og sin Uendelighed en nødvendig Modvegt, hvorved først det sande Concret-Fornuftige kommer ud som Resultat. Det er saaledes en stor Vildfarelse, naar nogle af vore Politikere synes at antage, at f. Ex. Bøndernes Deeltagelse i Storthinget egentlig kun er eller bør være en formel Repræsentation for at sikre de fattede Beslutningers formelle Ret (nemlig ved alle Stænders Indvilgelse); vore Bønder vide selv meget godt, at de virkelig ere med for ramme Alvor, og Erfaring viser, at deres Deeltagelse ofte netop har bidraget til at fremvirke en rigtigere, fornuftigere Beslutning, end den der ellers vilde være kommet ud. I Kirken er Forholdet væsentligen det samme. Dersom Kirken var en engang for alle færdig, stiv, uorganisk Institution, der blot beroede paa det skrevne Bogstav, da var det vel sandt, at Kundskaben om dette Positive vilde være eneberettiget til at afgjøre dens Anliggender (ligesom ogsaa, hvis Staten ene og alene var grundet i den positive Lovgivning, Juristerne medrette maatte være de Eneste, der befattede sig med dens Styrelse); men skal det være Alvor med, at der er Liv i Kirken, at Guds Aand boer i den, da kan ialfald ikke Skrivtlærdom alene gjøre Udslaget. Hvor idethele aandelig Udvikling skal finde Sted, ere Umiddelbarhed og Reflexion lige nødvendige Momenter; og ligesaavel som man paa den ene Side – som jeg tildeels ovenfor har gjort – maa protestere imod, at et vist uklart, individuelt Skjøn vil tiltage sig al Myndighed med Tilsidesættelse af den tydeligt articulerede Indsigt, ligesaavel maa man tilbagevise Enhver, der siger: „jeg har studeret Sagen, jeg har taget mine Examina o. s. v., mig alene skulle I høre!“ Thi det gjentager sig end den Dag idag, at Sandheden ofte er skjult for de Vise og Forstandige og aabenbares for de Eenfoldige og Ulærde; og ikke sjelden er det hørt, at der fra en simpel Almuesmands umiddelbare Følelse udgaae Ytringer, der beskjæmme de Skrivtkloge. Det er sandt, at den sig selv overladte fromme Følelse let fører paa de farligste Afveie, hvorfor Kirken heller aldrig vil kunne undvære en grundigen oplyst Lærerstands Ledelse; men ogsaa fra denne kunne, som Erfaring viser, let Forargelser udgaae, dog gjerne af modsat Art, hvilken Omstændighed netop paa det Kraftigste maa anbefale begge Elementers størst muelige Samvirken. Medens nemlig den ustuderede Umiddelbarhed lettest fører til Pietisme og dens mange Afarter, er den lærde Dannelse mere udsat for at opamme Rationalisme eller hvilket væsentligen er det Samme) en død og tør Supranaturalisme. Lad derfor Lærerne vel være saa dannede som mueligt, lad dem nyde saamegen Agtelse og have saamegen Auctoritet, som mueligt, men lad dem ikke være ene med Kirkevæsenets Forvaltning og Bestyrelse; lad dem være Lærere, men ei (som den katholske Geistlighed) Formyndere; thi Læreren skal jo netop opdrage sine Lærlinger til Frihed og Myndighed, til selv at dømme, selv at beslutte og handle.
Lægmands Deeltagelse i de kirkelige Forhandlinger turde endog være desto mindre betænkelig, jo mindre disse, efter Pastor Hansens Bemærkning, kom til at dreie sig om verdslige Gjenstande eller Interesser, og jo mindre de derfor kunde antages at ville sætte slette Lidenskaber i Bevægelse; disse nemlig danne stedse en farligere Opposition mod den bedre Indsigt, end den blotte Uvidenhed eller Mangel paa Dannelse, hvilken, naar intet opæggende Element er tilstede, ialmindelighed vil findes villig til at underordne sig en høiere Erkjendelses Auctoritet.
I hvilket Forhold forresten Lægstanden bør repræsenteres ligeoverfor Lærerstanden, om dette skal overlades til tilfældigt Valg, eller undergives Indskrænkninger: derom drister jeg mig endnu ikke til at have nogen Mening.
Den i vore Dage ofte nok udtalte Fordring paa Lægstandens Deeltagelse i Afgjørelsen af kirkelige Spørgsmaale, er i sin Almindelighed, som i det Foregaaende viist, dybt i sig selv begrundet, og maa derfor ikke skrives paa tilfældige Omstændigheders Regning. Meget mere er det her netop en i sig rigtig, skjønt ofte dunkel, Bevidsthed om den sædvanlige Skoledannelses Eensidighed, som paa denne Maade gjør sig gjældende. Dette er vistnok ogsaa det egentligen Sande, der ligger til Grund før den ovenfor dadlede Fordom mod theoretisk Forskning ialmindelighed, dette Raab paa Erfaring og umiddelbar praktisk Sands. Selv denne umodne Tendents er derfor ikke uden sin Gyldighed; men bliver fordærvelig, naar den, som hos os altformeget er Tilfældet, optræder som exclusiv Doctrin, og derved kun sætter en ny Ensidighed i Stedet for den, der skal bekjæmpes. Som saadan bliver denne Retning igjen let Løsenet for en vis Skoledannelse, der ved en reflecteret, dogmatisk, polemisk, uægte Naturlighed eller Eenfoldighed netop i høi Grad fortrænger den virkelige og ægte. Det Falske i denne væreskullende Anti-Scholasticismus viser sig ogsaa deri, at den ved en uhyre Forvexling istedetfor mod den døde Skrivtlærdom og Udvortesheden i den traditionelle Forestillings-Cyclus, gjerne vender sig imod den levende og frie, høiere Videnskab, hvilken i Virkeligheden er saalangt fra at udelukke Umiddelbarheden, at den meget mere har den Opgave at forsone denne med Reflexionen, ved at anerkjende begge Siders Berettigelse, men ogsaa ved at anvise hver af dem sine i Sagens Natur liggende Grændser.
Denne Bemærkning har jeg troet det nødvendigt at tilføie, for at ikke En og Anden skal finde det inconseqvent, at jeg paa den ene Side forfegter Videnskabens Ret, og paa den anden Side vil have sikret Lægstanden en Plads i den kirkelige Synode netop for at bøde paa Lærdommens Eensidighed.
Uagtet jeg i det Foregaaende kun har kunnet antyde Meget, som jeg kunde ønske Tid og Anledning til nøiere at udvikle, er denne Anmeldelse voxet langt ud over det sædvanlige Maal; allerede heraf vil Bogens Forfatter, hvem jeg personlig kjender og ærer, see et Tegn paa, at jeg ogsaa agter hans Skrivt, hvormeget jeg end kan have havt at indvende derimod. Desto mindre betænker jeg mig paa endnu til Slutning – paa Grund af det Foregaaendes Længde i al Korthed – at tilføie den Besværing mod Forfatterens Stiil, at den falder noget tung, undertiden endog er uklar, medens Sproget ikke er frit for aldeles unorske Ord og Vendinger. Saaledes vil f. Ex. det Udtryk S. 45 „Synoderne ere et Udflod“ (ɔ: Ausfluß) „af den kirkelige Følelse“ sikkert støde de fleste Læsere. Fremdeles forekommer paa flere Steder „ei kun,“ hvilket Sprogbrugen ingenlunde tillader, udentvivl fordi „kun“ (for ikkun ɔ: ikke uden) allerede indeholder en Negtelse, og derfor ikke kan sammenstilles med en ny.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Iblandt Andre har ogsaa jeg tidligere, i en anonym Opsats i Morgenbladet for 1815 No. 86 og 87 Till. været inde paa denne Materie. At løse Opgaven havde denne Opsats ikke engang til Hensigt; jeg søgte blot at forberede en klarere Overveielse ved at ordne de herskende Anskuelser efter Hovedsynspuncter, idet jeg adskilte den juridiske Opfattelse, efter hvilken Kirken uden videre er en borgerlig Indretning, og den eensidig theologiske – eller egentl. katholske – hvorefter Kirken og Staten ere hinanden uvedkommende. I Modsætning til disse abstrakte Synsmaader søgte jeg at gjøre Tanken om Kirkens og Statens Eenhed gjældende, som den eneste, der havde Fodfæste saavel i Ideen som i de historisk existerende Forholde. Denne Fremstilling blev paa en særdeles human Maade angreben af en mig ubekjendt Anonym, hvem jeg i samme Tone søgte at imødegaae, idet jeg alligevel allerede da maatte istemme de Klager over uudviklet Logik og ubevidst Sløsen med Kategorier ifleng, hvilke jeg ovenfor tildeels har gjentaget.
- ↑ Man see f. Ex. S. 23, hvor de bekjendte kirkeretlige Theorier, Episkopal- Territorial- og Collegial-Systemet synes blot inddragne for at skjældes ud tilligemed „ethvert andet Hjernespind,“ (ethvert Forsøg paa i en Theorie at opfatte det factisk Bestaaende?). Paa nogen Gjendrivelse af hine Systemer er ikke tænkt.
- ↑ En saadan Udvikling af Sagen har jeg ogsaa i den ovenfor anførte Afhandling i Morgenbladet forsøgt at skizzere.