Jæderbreve
Aarre den 9de Juni 1890.
Et mærkeligt Tilfælde fra Dyrelivet er indtruffet her paa Gaarden i de sidste Dage.
Her er bare to Høner, og de har aldrig seet nogen Hane; de værper og klukker og værper igjen i bestandig Utilfredshed. Nu fik Katten forleden Dag tre Unger, og igaar blev det opdaget, at den ene af Hønerne havde lagt sig paa Katungerne.
Og den var saa sint, at den ikke blot skræmte Livet af Katten, naar den vilde nærme sig; men den fløi lige i Øinene paa Hunden og i Benene paa Folk, — den var aldeles rasende.
Saa tog de Katungerne og lagde dem i en Kasse oppe paa Løe-Lemmen og flyttede Stigen bort, medens Hønen blev jaget ud paa Gaarden. En Stund efter blev det meldt, at nu var der bare to Katunger i Kassen. Moderen havde formodentlig hentet en og bragt den hen paa et sikrere Sted, og man haabede nu, at hun ogsaa vilde redde de andre.
Men den næste Melding lød paa, at nu sad Hønen igjen og varmede de to ulykkelige Pattedyr.
Atter blev Hønen med store Anstrengelser drevet ud paa Gaarden, og Løen blev omhyggeligt afstængt til Natten. Men saasnart Fjøsdøren blev aabnet imorges, smat hun ind igjen, og da man skulde se til Katungerne, laa Hønen allerede paa dem. Men da var de saa udsultede, at man maatte gjøre Ende paa dem; og den ivrige Høne skal nu faa rigtige Æg fra en anden Gaard til at ligge paa, saa faar hun vel Fred.
Men underligt er det med Katten, at den ikke har hentet dem i Kassen. Enten maa Hønen i den Grad have forskræmt den, at den har nøiet sig med at passe den ene Unge uden at risikere sig videre op i den farlige Kasse; eller at Hønens Lugt har gjort dens egne Unger saa fremmede og ækle for den, at den ikke har gidet bære dem bort fra Kassen?
Jeg ved ikke, om jeg blandt de mange Tilfælde af lignende Art mellem Husdyrene har hørt netop dette om Høne og Katunger; men det er ganske vist sjeldent, og det er interessant at se den forkrøblede Kjønsdrift finde et saa barokt og dog saa rørende Udslag i en velment, men ilde anvendt Moderømhed.
Dette Tilfælde er imidlertid sikkert nok; derimod har en Ven af mig her fortalt mig en anden Historie om Katunger, som jeg tror bør modtages med en vis Mistillid.
Der var — især før i Verden, — men ogsaa den Dag idag er der mellem Folk en stor Skræk for Han-Kattene. Naar der var kommen en Bolt paa Loftet, blev der — især før i Verden — et stort Opstuds i Huset; de drev ham ud med Stave og Stænger. For det var noget, som alle vidste, at kom der aldrig saa lidet Ter af Katta-Lann ind i et Mennisk — Mand eller Kvinde, saa blev samme Mennisk opfyldt med Katunger. Og det kunde let hænde, naar Boltane fik gaa der, hvor der stod stablet Fladbrød eller andre Madvarer.
Hændte det ikke engang, at en Mand spiste i sig uformærkt noget Mad, som Boltane havde været aad, og blev han ikke saa fuld af Katunger, at de maatte sende ham alt til Engelland, hvor de opererte ham, og tog fra ham en hel Dunge med Katunger.
Hverken denne Historie eiheller den næste synes mig ganske paalidelig.
Og det var endda om en Kone, som fik en Gevæxt i Maven og blev sendt til Bergen for at opereres. Og der forklarte Doctoren, at hun havde spist i sig en Sødæple-Kjærne, og den havde sæt sig fast i Maven hendes og spirt op til et helt Sødæple-Træ. Den stakkels Kone døde, da de tog Træet fra hende.
Saadant Vravl gaar blandt Landsfolk, fordi de ingenting lærer i Skolen om Dyrene og om den hele Natur, med hvilken de dog lever i et langt intimere Forhold end vi Byfolk.
Imorges gik en Ærfugl ud fra Stranden med en liden sort Dot af Unger bagefter sig. De gik gjennem Brændingen og blev borte i det hvide Skum. Paa den anden Side kom Moderen frem et Stykke foran, og Ungerne — adsplittede under den heftige Dukkert, pilede hen til Moderen forat samle sig til Dot igjen — en sex, syv Stykker.
Men samtidig svømmede der mindst ti Hun-Ær udover uden en eneste Unge efter sig, og de tror jeg var for Størsteparten udplyndrede og redeløse. Thi her er ikke Tale om, at der er mere Respekt for Ærfuglens Rede end for et almindeligt Maage-Reir. Den første, som kommer over et, ta’r Dun og Æg uden at levne det ringeste, forat ikke en Anden skal faa noget; og skjønt de ved, at Æren er fredet, gjør de sig ingen stor Uleilighed med at skjule Rovet.
Gaar det saaledes med den eneste Fugl, som er „beskyttet af Loven“, saa kan man ikke undres paa, at Viben ta’r af, Kjelden minker, Ringgaasen bliver sjelden, Rødstilken er paa det sidste og Ænderne ere forsvundne.
En liden Prop af en Gut saa lang som et Piberør er nok til at øde hvert Fuglerede i en Fjerdingvei omkring sin Faders Hus. Thi disse Kystfugle gjør sig næsten ingen Uleilighed med at skjule sine Æg: Viben værper midt paa flade Lyngmarken, Maagens Æg ligger paa tre Straa mellem Stenene, og Kjelden lægger sine Æg uden videre i Sanden, saa i Storm vilde de trille langt bort, hvis de ikke var saa spidse i den ene Ende. Ærfuglen er ogsaa let at finde, især fordi den bliver siddende paa Æggene, til man er saa nær, at man uvilkaarlig maa se Redet, idet den store tunge Fugl flyver op.
Og disse Smaagutter er glygge som Oderen; de kan gjemme sig bag en liden Tue, og saa smaa er de og har Øinene saa nær Jorden, at de ser hvert Æg og hver Redeskaal, — Tiden har de ogsaa til sin Raadighed.
Dernæst kommer Tjenestegutterne, som har Øinene med sig, naar de pløier eller naar de farer i Torvmyren. De samler alle de Æg, de ser; og naar de kommer hjem, er det gammel Skik, at Konen i Huset, — om det falder aldrig saa ubeleiligt, strax maa stege Æggekage til Gutten, naar han leverer Æggene.
Saa sidder han i en Krog og æder op en Æggekage paa fjorten-sexten Ær-Æg alene, indtil Øinene staar stive og det sidder ham op i Halsen; men ner skal det, om det saa skal svælde ud igjen!
Og tilslut er hverken Gaardmanden selv eller Kvindfolkene fri for at røve Reir, naar de har Tid med det.
Mangen velstaaende Mand, som Aaret rundt knap spiser ti Æg af sine egne Høns, som staar under Konens Styrelse, han generer sig ikke for at gaa ud en Søndag Eftermiddag og „henta paa Æg“ — Vibe-, Ær-, Maag-Æg — alt, hvad han kan finde, forat slaa op en vældig Æggekage til Fortæring om Kvælden.
Der ødes og gruses med de vilde Fugles Æg med en Vildskab, som ofte ikke kommer af andet end den Enes misundelige Frygt for, at den Anden skal finde noget; Udbyttet er ikke stort, og mange legne Æg slaaes istykker i bare indgroet Raahed.
Men saaledes maa det gaa, hvor Folk ikke lærer bedre og ikke ser andet for sig end almindelig Ødelæggelse. Og ikke skal det heller bidrage til at give Landsfolket Respekt for Dyr og Fugle, naar den talrige Bande af Søndagsjægere slipper sig løs ud over Markerne og nedskyder alt muligt ligefra Linerlen paa Grinden til Kjør, Lam, Høns, Hunde, sig selv og sine Jagtkammerater, — de skyder ubetinget paa alt levende.
Vel forberedt gaar ogsaa Folkets Børn ud af den Skole, hvor de bogstaveligt talt ikke har lært andet om Dyrene, end at de er til for Menneskets Skyld, skabte udtrykkelig for ham — Skabningens Herre. Intet Under, at den første Tanke hos Drengen, der har faaet et Dyr i sin Magt, er denne: slaa ihæl! slaa ihæl!
Den nye Fredningslov med Æggefredning vilde gjøre usigelig godt — at sige, om den blev holdt i Hævd og gjennemført. Men man maa ikke vente, at der, hvor Vanen er saa indgroet som ved Æggerov, vil blive gjort mange Anmeldelser fra Befolkningens Side. Fra først af maa der næsten Spioner til; Mulkt paa Mulkt maa sprænge Solidariteten, til den værste Raahed er brudt; og da vil i meget kort Tid en anden Aand, en anden Anskuelse i disse Ting være fæstet.
Thi der er saa mangfoldige Mænd og Kvinder paa Landet, der af fuldt Hjerte vil tage Del i Fuglenes Fredning, naar bare den gamle Skik bliver brudt. Men saa længe et Misbrug i en tilsyneladende ringe Ting er saa fast, synes den Enkelte, det nytter saa lidet, om han lader være; men lad disse Enkelte faa en almen Støtte, saa vender de Skikken og Moralen i meget kort Tid.
Det skulde da ikke vare længe, inden Viben var saa talrig her paa Jæderen, at der kunde drives en fornuftig Indsamling af Æg — som i Holland; eller inden Ringgaasen her som paa de slesvigske Øer blev halvveis Husdyr og regnedes med til en Gaards Herligheder.
Allerede nu er denne Fugl saa tam, at den værper og ruger opunder Taget over Potetesgraver, og hvis Gutterne ikke plyndrede — den ene fra den anden, vilde her være Anledning til at grave utallige Reder og Aar efter Aar faa dem besatte med Ringgjæs.
Og om Nytten end ikke var direkte og synlig, saa gjorde de ganske vist meget usynligt Gavn den Hærskare af Fugle, her var — bare for tredive Aar siden. Alt, hvad de spiser, er dels unyttige dels ligefrem skadelige Ting; men ingen af Kystfuglene rører en Spirer af det, Bonden saar ud og høster ind. Og saa udryddede som Ænderne nu er, vil det for dem vare længe, inden der kan blive Tale om nogen Skade paa Ageren.
De andre gjør bare godt; selv Maagen spiser Mak. Jeg saa en forleden lige udenfor Vinduet i den korte Havreager, som huggede i sig en lang Mak ganske med de samme Stød med Hovedet, som Hønen har, naar den spiser noget langt.
Og senere udpaa Sommeren, naar Maagerne om Aftenen i flokkevis flyver henover Ageren, svinger og stopper op i Farten, synes det utvivlsomt, at de paa Svalernes Vis fanger Fluer og Natsværmere eller lignende Insekter.
Men selv om Nytten ikke var til at spore andetsteds end i en Sindenes Formildelse overfor Dyrene, saa var alt det Arbeide, der blev lagt paa Fredning af Fugl og Æg, fuldt vel anvendt og frugtbringende. Og naar det nu vedbliver at vise sig, at Ungdommen kommer ud fra vor saakaldte christelige Skoleundervisning med Sindelaget: slaa ihæl! slaa ihæl! saa faar vi prøve ved en forbigaaende Strænghed og Straf at vende Raaheden; indtil Samfundet beslutter sig til at give Børnene Undervisning i Kjærlighed til og Kundskab om Livet, om Mennesker og Dyr.
Thi selv blandt Voxne er der faa, der fuldt ud gjør sig Rede for, hvor meget de levende Dyr betyder som Selskab for Mennesket, ― enten han pløier Jorden under Lærkens Sang eller Havet, hvor de store hvide Maager fængsler hans trætte Øie. Først Savnet af dette Liv i Luften vil føles som et Tab, som kold og pinlig Ensomhed.
Men denne Ensomhed nærmer vi os. Fuglene tager af Aar for Aar ― endog Maagerne.
Der er kun en eneste, som klarer sig. Og det er Lærken. Den er saa heldig eller rettere: det er saa heldigt for Mennesket, at Lærken er saadan liden Mundfuld, og Æggene saa smaa, at en ordentlig Æggekage vilde kræve Dages Samling. Dertil lægger den sit Rede med Omhu og langt inde i Ageren, hvor Ingen gaar.
Derfor er her altid lige fuldt af dem, og uforfærdet synger de i Regn og Storm og den sureste Nordenvind ― helt til ud i September.
Men naar der er Solskin, er de alle oppe; og den, som da kunde komme et Stykke op i Luften og glide henover de grønne Sletter langs Havet sørover, han vilde høre et tindrende Kvidder sex Mile langt af tusinde lystige Struber; og ingen Lærker i Verden synger som Jæderens.
Sommeren.
Aarre den 19de Juni 1890.
I fjor var det Veir for Byfolk, som ikke har nogen Sans for Regn. Men iaar er Veiret akkurat, som om Bonden skulde stelle med det selv. Passelig Varme og passelig Væde, saa det maa gro, om det var saa paa Steidn.
Folk kan hellerikke mindes, at Eng og Ager har seet saaledes ud paa denne Tid; det gror, saa En kan se det fra Dag til Dag; Rugaxene kom i forrige Uge næsten paa en Nat.
Det er bare Poteterne, der er noget iveien med, og om den Ting ― med mere ― fik jeg igaar Eftermiddag en Skrivelse fra Lodsoldermand Lauritz Boldemann Seehus, hvoraf jeg afskriver Begyndelsen:
„Derimod har en Ubenævnt tilstillet mig et Numer af Dagbladet, hvilket udgaar i Christiania samt indeholder om en Hval, som i sin anskudte Smertes Forhærdelse dunkede Hul paa en af Dampbaadene til Svend Foyn, saa hele Stasen sank, hvilket ligesom ikke bedrøver mig formedelst Besætningens Frelse og Manden er ikke fattig; men det var godt gjort af en Hvalfisk, som begribeligvis er haard i Snuden, hvorsom en, vi kaldte Farbror i min Ungdom, som havde en Gang slig fæle Tandværk; ja saa var der en paa Garen, skulde ligesom være som et Slags Tanddoktor ― salvo titolo efter Tidens Leilighed ―, og han tog Farbror og lagde ham aalvæltes paa Løe-Golve, hvorhos han sætte en duelig Kal-Meisel i Munden paa ham digt paa Tanden, slog saa til med en Hammer det, han vant, saa Kal-Meiselen faug borti Løen; men aldrig det, Tanden hun rikkede sig, endda han slog tre Gange med fuld Magt, men sagde paa Slutten: Jaja! ― det gaar for det same; nu har du faat Støkken i dig;“ hvilket var en Sanning; for Tanden blev god fra den Stund og værkede aldrig mer, hvorimod jeg ingenlunde fæster Lid til en Kjæring, som stod i samme Avisblad, at hun læste Tandpinen af sig i Aftenandagt, men præponerer, at Læsning og Being er god nok invendix; men for det legemlige tror jeg mer paa Kal-Meisel og Hammer ― at sige med Ved og Forstand anvendt; som han og formente Manden i Brønden, formedelst den var rabet sammen over ham, mens han grov; og Kameraterne hans de kavede det beste, de vant, forat grave ham op igjen; men en Læser af de ægte kom forbi og stoppede Udgravningen nedlæggende sig paa Knæ og til at læse og bede for Armingen dernede; men da fornam de en fortrykt og pibende Røst nede fra Jordens Dyb, som raabte: „Aldrig læs, potle og græve ― Kara! potle og græve!“ hvorudi jeg maa give samme Mand mit fulde Medhold, endda jeg ikke kjender ham; men saa kjendte dog Far min godt den Mand, som ogsaa er omskreven i samme „Dagblad“, at han blev opfyldt med Katunger; for det var endda en Toldbetjenter nord i Tanang; men de Gamle gaar væk, og Alting glemmes, for Ingen vil høre paa os, som for Exempel Gamle Velas, som er paa fjerde Tjuet, og er saadan en Tosk, at han vil forsvare os mod Engelskmanden med gamle Flintebørser, hvorsom i Anno 1807; for sad vi ikke iforgaars ude paa Græsvolden ― han og jeg ― midt i Solen i Læ for Nordenvinden og radlede godt og fredeligt om gammelt, saa kom Velas med den gamle Ræglen, om da de laa der nord i Myglabust-Braade og Engelskmanden satte Bar-Kassen imode Land; men der Velas sin Far og de andre fornam, at Engelskmanden var saa forhærdet, at han skaud med skarpt, daa vart dei daa saa dansande ilde; men saa tog det ene Ord det andet, og jeg sagde, han var en Tosk, som han var; og Velas sagde, jeg var en gammel Gjeldstud, som var Løgn, og rede blev vi i Hovedet begge to; men som Lykken var, at jeg fik Øie paa et Skib i Horezunten, og altmedens jeg betragtede dette, saa kom jeg til at tænke over den liden Ræson for mig, som haver faret paa Rio de Janeiro med Jacob Worse, at kjægle om slige Motiver med Gamle Velas, som ei haver i sit lange Liv været nordenfor Bergensleden eller sydligere paa Hemispæren end til Lille-Sirevaag, og formener, at Bismark er en Stud paa Hillevaag og Intet andet, saa sagde jeg ei yderligere; men hørte ham mumle noget om Degeren samt besværligen tage sin Stav og reise sig op uden saa meget som Farvel; og der jeg snudde mig, var han alt bagom Gjerdet efterladende sig ikke andet end saaatsige sit Popografi i det nedtrykte Græs, der han havde siddet, som er iaar saa uformodentlig høit og svært, at jeg aldrig haver seet eller hørt om sligt for Sankte Hans; men et ukjendt Raad er falden paa Poteten mange Pladser, som bestaar i, at selve Roden raadner, som vi kalder for Jord Moderen; men saa mener mange, at Planten skal ikke dø af det, men staa den over, og fine Tæger er der eller Rod-Traade, som man forventer, der vil sætte sig Knolder paa og blive Potetes alligevel; men saa er der og de, som sætter Jordæpler paa nyt der, hvor Raadenskaben har været grummest, formedelst det gamle Ord, at der er Gro i Alting, som kommer i Jorden føre Jonsok-Tider.“
— Ja de Gamle gaar bort, og det er besynderligt, hvor hurtigt Græsset reiser sig og sletter ud deres Spor. Voxne Mænd — selv i gode store Ætter — ved i Almindelighed lidet at fortælle om sine Bedstefædre; og naar de gaar rigtig langt tilbage, saa er det til de Tider, „da han Far var en liden Gut“ — stort længer gaar ikke Traditionerne —, undtagen en ganske enkelt Erindring om et eller andet usædvanligt.
Hvad der ligger længer tilbage, er vist for de fleste et ukjendt Øde, som uden Holdepunkter og uden Bevidsthed om Tidsafstande, strækker sig lige op til de Forfædre, hvis mægtige Gravhouge ligger paa Høiderne eller hvis Flinteredskaber findes strøede udover hele Jæderen.
Jorden her er trofast til at gjemme paa sit, og Aartusinder, som andre Steder dynger Lag paa Lag, gaar sporløst hen over disse stenede Sletter. Naar den tynde Græsvold blæser af, ligger Stenalderens Flinteredskaber og talløse Splinter og Skjærver efter Hugningen lige paa Sten- og Gruslaget, hvor de faldt for tre tusinde Aar siden, og naar Plougen vælter Torven om, ligger Flinten som strøet udover der, hvor i hine Tider Flint blev funden og tilhugget.
Det ser ikke ud, somom her paa disse Kanter har været egentlige Flinte-Værksteder. Snarere synes det, somom Stenalderens Jægere og Fiskere har søgt ned til Strandkanten, for at finde de Flinte-Klumper, som tiltrods for Videnskaben fandtes og findes mellem Rullestenene paa Jæderen; og hver Gang de fandt en god Flinte-Kjærne, gav de sig strax til at slaa den, for at frembringe Pile, Knive, Naale og de andre Redskaber. Alene paa denne Maade — forekommer det mig — kan man forklare, at saa store Strækninger ere bestrøede med Affald efter Hugninger, at vi her paa en stor afblæst Slette kan finde saadan Mængde huggen Flint, at vi kommer hjem fra en liden Spadsertur med Lommerne fulde, selv om vi bare har valgt de bedste Stykker.
Men det er i Almindelighed mest afbrukne og mislykkede Ting, man finder her — foruden saadanne Stykker, hvoraf Splinter ere udhuggede (nucleus); thi den, som huggede, medtog de Pile, Spyd og lignende, som lykkedes for ham, og derfor finder man de smukkeste Ting spredt i Udmarker og Torvmyre, hvor Redskabet blev liggende i sin Tid — tabt paa Jagten eller i Kampen.
Men fra hine uendeligt fjerne Tider og nedigjennem de mange Aarhundreder gjemmer Jorden mangfoldige Ting, som Menneskene har glemt. Gamle Gjerdefar i Udmarken, Stenringer, Alvedanser, Baad-Nøst, Hustomter — ældgamle Spor af Dyrkning og Beboelse, hvor Udmarkens Lyng nu er den eneste Væxt. Men Folket her ved ingen Besked om, hvad der er gammelt og hvad der er urgammelt; det gaar omtrent i ét for dem: Flint og Kjæmpehouge, Gravurner og Hustomter, Stenalderen og Erling Skjalgssøn og han — den sidste, som boede nord i Udmarken under Jos-Houg, han, som røvede Skibene, lokkede dem iland paa Rev-Tangen med falske Blus og Brande, og som tilslut vart hængt der oppe ved Jos-Hougen og al hans Gaard blev brændt og ødt, endnu er de vidtløftige Hustomter at se og Gjerdet rundt hans Indmark, hvor Græsset endnu kjæmper mod Lyngen — alt dette gaar omtrent i ét for Folk; de store Tidsafstande er ganske uklare.
Jeg synes, det er underligt, at her ikke er mere Tradition, end her er. Thi der er dog ingen Underholdning, Folk sætter mere Pris paa, end at sidde og høre paa En, som kan fortælle om gamle Dage eller om — jeg havde nær sagt — hvadsomhelst. Og saaledes var det i endnu højere Grad, „dengang han Far var en liden Gut“, da der hverken var Aviser eller Missionsmøder.
Dengang satte man Pris paa en god Fortæller.
Nord paa Reve boede der en gammel Mand, de kaldte ham Ola i Garen; naar han kom til en Grænd, hvor han var kjendt, saa slap hver Mand det, han havde i Næverne, og de, som var ude i Marken, fik hæsblæsende Bud, at han Ola i Garen var kommen, og saa gik de alle Mand ind i Stuen, og der sat Karane sig rundt Bordet og Ola i Garen i Midten, og saa fortalte han — ja den hede Guds Dag. Og saa længe han sad drøste og fortalte, rørte ingen Mand sig til Arbeid, det maatte være saa travel Tid det vilde. Men i Ovnsbænken bag Mor sad de Smaa og lydde og skalv; for det var fæle Historier imellem; der var en om en Hàm — en Gjenganger, som færdedes paa Reve-Sanden.
Han heve mest skræmt Vedet af os alle — sagde Ola i Garen. Det var en Mand, han lod, som om han var en Tigger; han hadde endda en rød Tine i Haanden. Saa kom han nordover fra Gar til Gar, indtil han fik tigget sig sammen saa meget, at han kunde kjøbe sig en Baad. Men hvorledes det nu bar til, saa kom han ind i Rev-Steinane og der slog han Baaden sund og sjøl bleiv han. Men Hàmen hans gaar uden Fred i Sanden nord med Reve; og mangfoldige have seet han.
Der gik en Mand en Hausta-Kveld og vilde finde Krabber i Stranden. Og der det tog paa at mørkne, var det, som om han blev saa fælen; han syntes, det var utrygt at færdes alene nede i Stranden, og han snakket med sig selv om, hvor galt det var, at han var gaaet saa sent efter Krabben.
Men da saa han tæt ved sig Skikkelsen af en Mand. Det var godt — tænkte han — saa er jeg da ikke alene.
Men der han saa gik lige hen til den Anden, saa var der Ingen. Da sat Manden paa Sprang og kom hjem næsten vedskræmt.
Og to Mand, som gik en Aften i Stranden og ledte efter Hav-Rægster, de saa en Mand foran sig — bestandig foran paa samme Afstand; stod de, stod han; gik de fort, gik han fort; ja da de tog paa at løbe efter ham alt, hvad de kunde, saa fór han foran dem lydløst henover Sanden — bestandig i samme Afstand.
Og det var det fæleste: der var Sne paa Sanden, og Sporene viste ganske tydeligt af de to, som løb; men han, som fløi foran, han efterlod intet Spor i Sneen, og det var det sikreste Bevis for, at det var en Hàm og ikke et christent Menneske med Støvler.
Men Ola i Garen mente, at det var Straf over Manden, at han gik igjen; for han var ingen Tigger! han havde Penge i den røde Tine; men han tiggede, fordi han ikke vilde af med Afguderne sine, og til Straf maatte han nu gaa om og tese nord i Stranden — i Storm og Uhygge.
— Der er for Gjengangere og Spøgelser at tumle sig i de mørke Aftener mellem Marehalmens Klitter; det store, mørke Hav med den rullende Bræm af Brændingen synes at øge op og skylle indover og indover den lange, flade Strand. Da kommer et pludseligt Vindkast bagfra i det kvasse Marehalm som en Mand, der kom løbende med en Kniv, og en liden Hvirvel af Flyvesand stiger op og spredes som en Skikkelse, der netop kastede sig ned paa Lur bag en Tue, og Larmen øger fra Søen til et Brøl lige i Ørene, og det nipper i Trøjen og rasler og pusler, hvor du gaar, indtil Rædselen isner Hovedhuden og du styrter afsted mod det lille Lys i Vinduet paa Gaarden langt oppe.
Men Sommernatten kjender ingen Skygger. Havet flyder stille og blankt langt indunder Himmelen, som er grøn og glasklar i Nordvest, hvor Solen gik ned. Den tykke, hvide Røg stiger ret op for Tarebaalene, sænker sig siden nedover Sletten og trækker sig i lange, fintspundne Slør indover Vandene og de langsomt stigende Bakker, og det store, ædle Landskab hyller sig stille og fornemt ind i Sommernattens korte Fred.
Efterskrift.
Der er mer om Hønen og Katten. Først var det med Hønen: paa Æg vilde hun ikke ligge, fór op af Kassen og ledte efter Katungerne. Saa lagde man Net over; men det fór hun ogsaa opi, saa hun næsten hængte sig. Men saa tilslut gjorde de det grundigt, saaledes som en Ting blir gjort paa Jæren, naar den først blir gjort. De lagde Hønen i Kassen med Æggene, derover lagde de Brætter og oppaa dem læssede de nogle duelige Stene; og naar de nu beretter mig, at Hønen ligger trut uden at gaa af, saa tror jeg dem saa gjerne.
Men med Katten er det meget værre, og jeg fortryder, at jeg har blandet mig i dens Regnskab. Først var der tre Unger; saa blev to udsultede af Hønen og ihjelslagne; altsaa skulde Moderen efter almindelig Beregning have en tilbage.
Hvad skulde jeg da sige, da jeg igaar med mine egne Øine saa, at Dyret havde 3 — tre — levende Unger?
Jeg tænkte strax paa Hr. Skeibroks Kat, som stjal Unger; og gik til Nabogaarden, hvor der var 3 Katunger; vi søgte overalt, men Katungerne var væk, og Moderen gik og jamtede.
Jeg glædede mig meget over det nye og interessante Tilfælde, men for tidligt. Thi Nabokonen, som nu har været hjemme og seet paa vore Unger, paastaar energisk, at det aldrig i Verden har været hendes Kats Unger. Desuden havde hendes Kat tre, var de stjaalne af vor, som før havde en, saa maatte der være fire; vi manglede altsaa en, — ja vi manglede jo igrunden 3, naar det ikke var Naboens; — fra dette Øjeblik har jeg været lidt sindsforvirret.
Jeg har prøvet den Hypothese, at Katten — vor Gaards Kat altsaa — først har født de meget omtalte oprindelige tre Unger, og en halv Dags Tid efterpaa to Unger til, hvilket sammen med den ene, den reddet fra Hønen, giver tre, som den har; saa tænker jeg ikke mer paa Naboens forsvundne tre. Det er første Gang, den føder Unger, og jeg har hørt, at unge Hunde kan føde saaledes i klattevis.
Men au er der det skrækkelige, at Dyret har en liden og to store Unger;— den kan dog for den Pokker ikke først føde 3 smaa Unger og saa slutte med 2 store!
Nu vil jeg ikke have mere med disse Katunger; af hele Historien fastholder jeg bare: at Hønen laa paa Katunger; det var det bedste i Historien; men forøvrigt giver jeg Regnskabet fra mig, ellers kunde det gaa med mig som hin Toldbetjent i Tananger, som de maatte sende alt til Engelland.
Missionen.
Aarre den 8de Juli 1890.
Før var det mest i Byerne med Stavanger som Udgangspunkt, at Missionen aabenbarede sig i Møder og Forsamlinger. Oprindelig vakt og sat igang af Haugianernes utrættelige Virkelyst og Næstekjærlighed, gjorde Missionen sin Begyndelse under Spot og Modstand fra Præsteskabets Side — saaledes som det idealt-christelige altid vil mødes af Præsteskabet fra de gamle Farisæere til dem, vi have den Dag idag.
Men da Bevægelsen havde voxet sig saa stor, at den blev en verdslig Magt i Landet, var Præsterne ikke sene med at snu; og skjønt de historisk ikke har andet med Missionen at gjøre end dette: at have arbeidet imod i den vanskelige Begyndelse, saa er de nu meget ivrige i at hjælpe Lægfolket tilrette og meget nedladende mod de udsendte Halvbrødre. Og fra denne Tid er det især, at Hedninge-Missionen har bredt sig over Land som over By med megen Chocolade, Visitats-Beværtning, Præstedyrkelse og elskeligt Samvær i flere festlige Dage, — i Skjæret af den Løftelse, der følger Arbeidet for Guds Sag.
Folk paa Landet kjender snart ikke til andre Forlystelser end de religiøse Sammenkomster. Hvad Under, at disse Missions-Møder gjør Lykke blandt Folk, som ikke hører andet end en kjedelig Sognepræst Aaret rundt eller en oprivende, nærgaaende Lægprædikant nu og da. Ved Missions-Forsamlingen faar de høre, hvad de mest af alt er begjærlige efter: Historier om fremmede og fjerne Ting, om andetslags Jordbrug, andre Dyr og andre Greier, anden Mad og andre Klær — en hel fremmed Verden aabnes dem, i hvilken, de næsten faar etslags Andel ved at slutte sig varmt til Missionsgjerningen, — foruden at de ligefrem hjælper til med Guds Sag.
Men ingen synes at lægge Mærke til den dybe Demoralisation, som uafvendelig følger med, hvor det Alvorlige trækkes ned til selskabelig Tilstelning og Fest.
Thi det er — snart sagt — den ringeste Indvending mod Missionen — denne eneste, som stundom vover sig frem: at der gaar saa mange Penge ud af Landet. Værre — langt værre er det, at Hjerterne forhærdes og indsnevres, medens en fantastisk Følsomhed spilder Kraften paa en unaturlig Maade i fjerne, uklare Drømme.
Det var i mange Maader en anden Sag med Haugianerne. Forfulgte, som de var, brændte den indbyrdes Kjærlighed blandt dem; og da de inden Samfundet havde Intet at sige, gik deres overstrømmende Næstekjærlighed naturligen over den Mur, som de hovmodige Præster og Embedsmænd reiste omkring dem, og søgte blandt de arme Hedninger et Arbeide i Kjærlighed og Opofrelse.
Men nu — da Magthaverne selv have værdiges at tage den bespyttede Sag i sin Haand, er Aanden — saaledes gaar det altid — veget bort og Hjerterne er blevne lunkne og officielle; og nu passer det af andre Grunde at overspringe det nærmeste Krav og løskjøbe sin Samvittighed med denne kunstige Hjælp ude i det Fjerne.
I et almindeligt Menneskes Sind rummes ikke stort af Følelser som Hengivenhed og Taknemlighed; og naar vi kommer til den opofrende Kjærlighed, saa er det en saare liden Kreds, der omfattes af den: Kone, Børn, nære Slægtninge — nogle faa Venner, saa slappes vi.
Trinvis at udvide Kredsen efter christeligt Krav til Næsten, til alle Mennesker, — det er mere end vanskeligt, det er umuligt.
Men! — at springe ud over Kredsen og kaste sin Kjærlighed som en Raket langt ud i det Fremmede, hvor Øiet ei ser og Øret ei hører, men hvor Sindet røres i en festlig Stund ved bevægelige Skildringer, hvor Hjælpen indvindes for Guds Sag ved Chocolade, Bazarer og Bazeraller, — det er let! — aa! saa svimlende let!
Men den første Følge af dette er, at Gud — christeligt talt — bliver snydt paa den skammeligste Maade.
Thi der ligger en Tilsnigelse skjult i dette, at Missionen fremfor noget er Guds Sag. Et falskt menneskeligt Maal af Almagten lægger den Opfatning tilrette for Mængden, at Ordets Udbredelse blandt Hedningerne er noget, Gud ligesom ikke er bleven færdig med, og at Menneskenes Hjælp her er ham særlig velkommen; det synes saaledes af sig selv indlysende at Missionen særligt maa være Guds Sag.
Men Guds Sag er aldrig Sagen, men altid Maaden, hvorpaa Sagen drives.
Og netop vor Sekt, som paa en i andre Henseender saa farlig Maade undervurderer de gode Gjerninger, burde vaage vel over, at Ingen forblindes ved dette om Guds Sag; thi Hjertets Oprigtighed er Guds eneste Sag; Menneskets storartede Tilstelninger, for at komme ham tilhjælp, er ham en Vederstyggelighed.
Men den overordentlige Selvsikkerhed, hvormed Missionen fremtræder som Guds Sag fremfor alle, er ogsaa — verdslig talt — en stor Fare for den offentlige Moral. Det ligger ikke saa lige i Dagen; men det skal vise sig for enhver, som vil tænke lidt efter: at det er ødelæggende for et Menneskes Karakter at tage det Alvorlige forfængeligt, at opretholde sig selv i en Indbildning, i en Drøm om det Fjerne, og lukke Øiet for det nærmeste Krav. Det er galt og ondt, at her leves saa koldt og egenkjærligt; men værre end alt er det at smykke sig med hul Følsomhed.
Tag et Exempel: Vi har i dette Land noget, som hedder Hjemstavnsret; det er ikke — som man skulde tro — en selvfølgelig Fællesret for enhver norsk Mand og Kvinde. Hvis en Mand, som har opfyldt alle sine Pligter: exerceret for Fædrelandet, ofret til Statens Religion og betalt Skatter, saa længe han bare har kunnet, til Samfundets fælles Kasse, — hvis han tilslut ingenting eier, men maa følge Arbeidet der, hvor det er at finde, saa viser det sig, at denne Mand med Kone og Børn er fredløse. Og Jagten begynder.
Er han ved en Grube eller ved et Veianlæg — deltager han altsaa i et af disse velsignelsesrige Arbeider, som Storthingsmænd, Statsraader og Kongen selv taler bevægeligen om ved Champagnen — i Udnyttelsen af det elskede Fædrelands rige Hjælpekilder — denne mægtige Løftestang o. s. v. — altsaa en hæderlig Arbeider, der deltager i et almennyttigt Arbeide, ernærer sig og sine, kjøber sig efterhaanden Seng, Bord og Stol og sætter sig en Aften med god Samvittighed til at spise. Pang! — gaar Døren op: Bud fra Fattigkommissionen: ud med hele Banden! — de har nu været her saa længe, at de kunde vinde Hjemstavnsret i Sognet, derfor ud! — slut med Arbeidet, opsagt af Huset; Seng, Bord, Stol — solgt — afsted som Slaver til —? — Ingen spørger hvortil og hvorhen — bare ud? — ud af Sognet uden Muk.
Hvad Under, om de unge Børn, forsamlede om de forjagede Forældre, løfter de skidne Næver mod Himmelen over denne Skjændsel og Forsmædelse!
Og sæt — for at fuldføre Exemplet — sæt, en Engel blev sendt ned for at høre, hvem det var, som forargede disse Smaa; sæt, han fik vide det, og gik at søge denne Haandhæver af Fattigloven og fandt ham midt i det stapfulde Missions Bede-Hus.
Usynlig gik Engelen frem til Manden, der fra et ophøjet Sæde læste for den bevægede Forsamling, og Engelen hørte følgende:
„Vi have nu seet, hvorledes den onde og ubodfærdige Kong Umpumpande har fordrevet nogle stakkars Troende fra Stationen, fordi de i sin Armod ikke kunde betale ham den aarlige Tribut. Hvor smerteligt — elskelige Medforløste! — maa det ikke være for vore Udsendinge, at de ikke ere istand til at betale for disse Stakler, der jages som vilde Dyr“ — og Pengene rasler ned i Blikbøsserne, og Taarer drypper af den hele Forsamling ved Tanken om den ubodfærdige Umpumpandes Haardhjertethed.
Isandhed! — hvad mon en retskaffen Engel vilde sige til en saadan Afgrund af Haardhed og Hykleri?
Og Ingen indvende, at dette Exempel er digtet og sat paa Spidsen i ond Tendens. Det er hverken mer eller mindre end, hvad der kan hænde hver Dag og hvorsomhelst i dette Land.
Og her ligger — det kan Alle indse — en Demoralisation for hver eneste Deltager. Thi var det ærligt Alvor med denne offervillige Kjærlighed til Umpumpandes mishandlede Sorte, saa kunde umuligt den store Forsamling og hellerikke han, som læste, gaa kold forbi vore egne smaa sorte forjagede Børn; men Taarer og Penge, Medfølelsen og Offermodet vilde vende sig først og fremst mod vore hjemlige Umpumpander: vore slette Love, vort haardhjertede Retsvæsen og hele det officielle Spilfægteri.
Men denne Kamp vilde neppe føre til festlig Tilstelning med Præstemøder og elskeligt Samvær; derfor lader de alt ligge som det ligger og redder sig ind i Missionen, som netop drives saaledes, at den trækker Tanken bort fra det Virkelige og lærer Menneskene op til at befinde sig vel i et falskt Skin, i den tomme Indbildning at være med paa Guds Sag.
En Missionær er sikkert noget af det sjeldneste, Slægten frembringer; der kommer neppe en paa hver Generation.
Sælsomt skal i hans Sind den fanatiske Tro og Offervillighed være blandet med den store Personligheds-Evne til at samle, ordne og holde sig selv og de vundne Sjæle oppe alene ved sit Væsens indre Glød.
Men jo mere et Livs Gjerning bunder i Menneskets oprindeligste og dybeste Dispositioner, jo mindre Udsigt er der til ved kunstige Midler eller Oplærelse at frembringe Dygtighed paa den Kant. Det er ikke engang alle, som kan lære at blive Snedkere, forgjæves vil mangfoldige stræve med at lære Musik eller Tegning, at ville lære en Flok unge Mennesker op til Billedhuggere, vilde snart svinde ind til en Latterlighed; men til Missionær! — det ubetinget sjeldneste af alt — bilder man sig ind at kunne uddanne unge Personer, som melder, at de har Trang. Man indbyder dem — som til et hvilketsomhelst andet Kursus, prøver dem og gaar saa igang med at lave Missionærer.
Og hvem er det da, som melder sig?
Jo — gjennemgaaende og næsten udelukkende unge Gutter fra Landet. Thi aldrig ser man — hvad man kunde vente — høitbegavede og velstillede Ynglinge med den theologiske Uddannelse attraa for sig Missionærernes høie Kald. Men saa vante ere vi til, at Præstens Liv udtrykker det modsatte af, hvad det burde efter Ordet: „forlader alt og følger alt“, at vi næsten finder det selvfølgeligt, naar de unge Theologer fortsætter den magelige Vandring opad Embedsveien, overladende Missionskaldet som et Andenrangsarbeide til de beskedne Halvbrødre fra Landet.
Unge Gutter fra Landet — sjeldent Gaardmandssønner —, hvad har de ellers for Udsigter?
Enten at tjene som Dreng i haardt Jordarbeide for at slutte som udslidt Husmand eller Daglønner i Byen. Eller læse til Skolelærer i lange sultne Aar for at naa et tarveligt Brød.
Men Missionen — se, hvad den byder disse unge Mennesker paa 17—18 Aar: 6 eller 4 Aars velpleiede Uddannelse i Missionsgaarden, med et Arbeide, der maa forekomme dem i deres Kaar som en festlig Lediggang, i fine Klær, i rene Senge, med god Mad og en kjærlig Behandling i Skolen og omgivet af Missionsvenner og Veninder, der hensmelter i Yndest overfor disse Udvalgte.
Og saa kommer hertil, at disse 6 eller 4 Aars stille Lykke til og med er en eventyrlig Snarvei til det, der for Bondeguttens Fantasi staar som Toppunktet af jordisk Velbefindende og Sikkerhed for det hinsides: Kappe og Krave.
Hvad „Præst“ vil sige som Maal for en fattig Bondegut, kan vi andre vist vanskelig forestille os, saa svimlende høit er det. Og saa gaar man hen og viser ubefæstede unge Mennesker en bekvem Snarvei til dette Maal, idet man spørger, om de føler Trang til at blive — Missionær! — man spørger, om de føler Trang til at sønderrives for sin Tros Skyld? — om de føler Trang til ensom at vandre den tungeste Gang, et Menneske kan gaa, og samtidig viser man dem en bekvem Snarvei til deres Drømmes Maal, en sikker Stilling høit ophøjet over alle deres Forventninger, den mest udspekulerede Modsætning til Overskriften: Missionær!
Hvem vilde vel gaa strengt irette med disse forførte Ynglinge! Vi ved alle, hvad Kar En er med atten Aar.
Men Samfundet, som begunstiger, og Selskabet, som driver dette fordærvelige Spilfægteri, bærer Ansvaret. Thi Sandheden er den, at saaledes er der endnu aldrig uddannet en virkelig Missionær; paa denne Maade kan der nemlig aldeles ikke laves en Missionær, det er ligesaa umuligt som at lave Flintesten af Flødeskum.
Var der ved et Tilfælde kommet en af de sjeldne, en af de ægte mellem disse Udvalgte, saa kunde Missions-Tilstelningen kun for saa vidt faa nogen Betydning for ham, som han maatte bryde med den, bryde sig ud af den kvalme Rugekasse og frigjøre sig for alle de kladdende bløde Hænder for i ensomt Samfund med sin Gud at vove det yderste blandt de vilde Hedninger.
Thi selve Læren er — snart sagt — ligegyldig: Manden er alt. Tag et hvilketsomhelst høit udviklet Folkeslags Religion og Sædelære, i en virkelig Missionærs Mund vil Ordet virke forædlende blandt vilde Hedninger. Og Ingen maa tro, at vor Religion besidder en saadan indre indlysende Kraft, at den omvender Hedninger selv talt af en lunken og ubegavet Lærer. Treenigheden, Barns Daab, Spisningen af Gudens Legeme og lignende Dogmer er ingenlunde saa overlegent klare, at de ved den blotte Forkyndelse skulde vinde Bugt med Hedningers Forestillinger at lignende Art; og hellerikke er selve Læren af den Beskaffenhed, at Hedningen ved Ordets blotte Forkyndelse kan faa Øie paa, hvad der er det centrale, det, som giver vor Religion Liv og civilisatorisk Kraft, nemlig: den almene Kjærlighed, de Smaas og de Under tryktes Ret.
Dette kan alene den overlegne Personlighed give, for hvem Dogmernes Avner er bortblæste.
Men en vid og rummelig Christendom med Agtelse for andre Former — som for Exempel for vor gamle Moderkirke, den katholske, med hvis Missionærer vore saa ofte støde sammen — mon man kan tro, at den orthodoxe Præstestand, der nu saa ivrigt tager sig af de unge Elever, tillader og forbereder et tolerant Samarbeide med andre Christne paa Missionsmarken?
Der er liden Sandsynlighed for, at de har faaet nogen stor og høi Horizont disse duelige Klokker- og Kirkesanger-Elever, der er udklækkede inde i selve Missionsgaarden, og som ikke ved et Gran om den civiliserede Verden, de forlader; og hvem Livet og Livets Erfaring ingenting har faaet lært.
Saa udsendes de med Missionens eget Skib til Missionens egne Stationer, og naar en passende Tid er gaaet, melder de unge Mennesker, at nu har de Trang til en Kone, og saa sender Missionen dem en Kone.
Det kunde synes som om det blev en Mands private Sag, om han ønskede at faa en Hustru paa den modbydelige Maade, at hun blir valgt for ham af en Komité af fremmede Mandfolk; og ligervis kunde den beklagelige Omstændighed forekomme Missionen uvedkommende, at der altid findes anstændige Kvinder, der ville finde sig i at ledes ud i Missionsmarken paa denne koagtige Maade; men dette dybt usædelige Giftermaal hører ogsaa med som et betegnende Led i den Vanskabning af en Missionær, som „Missionen“ frembringer, idet at alt er konsekvent netop det modsatte af, hvad det skulde være; Herrens ensomme Stridsmænd er omgjort til Selskabets lydige Drenge, der i et og alt ere forsørgede hjemmefra til Bord og Seng.
Livets Ensomhed og Dødeligheden derude er ikke stort værre end ved vore nordligste Embedsposter, ved Emigranters og Sømænds farlige Reiser; og man maa erindre, at vore saakaldte Missionærer har opnaaet deres Livs Drøm; de har Udsigt til en hæderlig Hjemkomst, hvis de lever nogle Aar, og dør de, saa ved de Hustru og Børn vel forsørget.
En Missionærs Liv fandt jeg forleden skildret i „Morgenbladet“ efter et Privatbrev:
„Der medgik over en Uge for Missionæren med sin Familie at komme hertil fra sin Station i Zululandet. De havde over 200 engelske Mil at kjøre. Kjøretøiet er hellerikke saa let, som vi i Norge er vant med det. Vognen her er som en almindelig Høstvogn hjemme, men meget større og tungere.
Over den er strakt Seildug, saa den ser ud som et Telt. Indvendig er den indrettet som en Stue med særskilt Soverum, Bord og Bænker til at sidde paa og Skabe til Opbevaring af Proviant samt andet Husgeraad. Vognen trækkes af 14 Oxer. Alt er Missionærens egen Eiendom, og det er ikke saa billigt. Vognen alene koster 60 Pund Sterling og hver af Oxerne 8 à 10 Pund Sterling.
Om ingen Hindringer kommer iveien, saa skal jeg og en Del andre her iland faa en Kjøretur med ham ind i Landet imorgen i hans Vogn, som skal trækkes af Oxerne; hvilket jeg tror, skal blive en fornøjelig Tur.“
Den Mand, som kan færdes saaledes med Greier og Forspand til en Værdi af mere end Tre Tusinde Kroner, synes nærmere at have taget mægtige norske Sognepræster til Forbillede end ham, der sagtmodig red Martyrdøden imøde paa en Asenindes Føl.
En saadan tilfældig Efterretning fra en Udenforstaaende kaster maaske et paalideligere Lys over en Missionærs Liv end alle Beretninger tilsammen. Thi for det første er der dog altid, hvor omsnud og bagvendt det Hele er, en Fornemmelse tilbage af, at Missionsarbeidet skal være Lidelse og Forsagelse. Dette vil allerede farve de oprindelige Breve, som dernæst sigtes og præpareres for Almenheden af Bestyrelsen. Og dernæst gaar man Ingens Ære for nær ved at minde om, hvor mange der er, som ere interesserede rent verdsligt og levebrødsmæssigt i Missionens Trivsel.
Lægges alt dette til den Kundskab, man har om selve Udvælgelsens Maade, de Udvalgtes Kvalifikationer og tarvelige Uddannelse, saa kan man vel med Sikkerhed gaa ud fra, at selve Missions-Arbeidet gjennemgaaende bliver meget slet eller højst maadeligt udført.
Og heri ligger den — christeligt talt — alleralvorligste Betænkelighed.
Thi naar der staar skrevet, at Hedningerne have ingen Undskyldning, saa er der dog mange Christne, som tror og haaber, at der maa være etslags Mulighed forbeholdt dem i Guds Miskundhed.
Men det staar sikkert og fast for dem alle, at den, som har hørt Ordet uden at ville annamme det, for ham er der ikke Raad, han skal fordømmes.
Men naar nu Ordet forkyndes uden Saft og Kraft af ubetydelige Personligheder, som ikke eier Evnen til at gribe dybt og varigt, saa er jo Hedningerne, om de forblive kolde eller gaa til en lunken Omvendelse for Fordels Skyld, — saa er de jo værre farne end før. Thi en oprigtig Hedning er jo bedre end en hykkelsk Præst — hverken varm eller kold, hvilken Herren vil udspytte af sin Mund.
Saaledes er i et og alt Modsætningen fuldbaaren, og det usunde Træ bærer ingen Frugt. Men Missions-Tilstelningen, som den nu er bleven vrængt, passer med Tidens lumske Svindel med det Religiøse, derfor trives den og breder sig over By og Land.
Og mens den breder sig, faar Fler og Fler Øinene op for, at der i denne Sag er en Fart, som fører frem og op i Samfundet, og de hænger i. Ligesom Præsterne allerede forlængst har opgivet Modstanden og nu — skjønt naturligvis splittede — deltager paa sin Vis i Missionsgjerningen, saa er det ogsaa trængt igjennem til alle Mennesker, at vil man bevare sin borgerlige Løbebane enten man vil blive Skorstensfeier eller Storthingsmand, saa er det bedst at tale pent om Missionen. Der findes hæderlige Mænd og Kvinder, hvem Missions-Svindelen oprører paa det alvorligste; men der ties jævnt under Hykleriets enorme Overmagt.
Thi Modsætningen er nu dreven saa vidt at Hedninge-Missionen, som fordum var det livsfarligste, nogen Mand kunde indlade sig paa, den er nu kun farlig for dem, der løfter sin Røst imod.
— Men saaledes forstyrres det Herlige, og slappe Tider vender Vrangen ud paa det Ypperste, indtil den store Hulhed falder sammen, og friskere Mod voxer frem efter Omvæltningen.
Høst.
Aarre den 7de Oktober 1890.
Jeg vilde sende nogle Iagttagelser om Graagaasen til „Naturen“; men siden det nu blev et helt Brev, kommer det i „Dagbladet“. Det er ikke, fordi jeg tror, det er noget nyt, som Ingen har iagttaget før; men jeg ved, hvor tankeløst de fleste af os lader Solen skinne og Fuglene flyve uden nogen Anelse om, hvad Interesse Dyrenes Liv faar, naar man først har lært, at der er en Mening og Tanke i hver eneste Ting, Dyret foretager sig, og hvilken Glæde at opdage denne Tanke, komme paa Spor efter det skjønne Fornuftige, som er Naturens Væsen.
Og saa gaar de Fleste af os gjennem Livet og ned i et Hul i Jorden som Muldvarper uden at have sanset den Fugl, som fløi, eller det Næb, som sang; de tror, at de smaa Fugle — det er vel Spurver, de større er formodentlig Kraaker, Hønsene er de eneste, som de kjender med Bestemthed.
Jeg traf en Dame forleden, som var yderst oprørt over dette. Hun vilde spørge Manden, hun bor hos — en meget oplyst Bondemand, hvad det var for Fugle, hun havde seet paa Marken; — det viste sig forresten, at det var Trast — med Respekt at melde: simpel Skidt-Trast, — og hun beskrev da Fuglen for ham: den var paa Størrelse som en halv Due, graa og gulspraglet, hoppede paa Marken osv.
„Mon det ikke skulde være den Fuglen, som de kalder for Svalen?“ foreslog Manden.
„Aa langtifra!“ svarede Damen forarget; „jeg tænker snarere, det var etslags Trast.“
„Aa ja! da maa De spørge min Kone.“
„Saa hun forstaar sig paa Fuglene?“ raabre Damen meget formildet.
„Ja hun er saa gal paa dem, for de er saa fæle med Kirsebærrene.“
Dermed maatte min Dame gaa; men Historien er ikke ude endnu: det værste kommer tilslut.
Thi da hun — oprørt over Landmandens Ukyndighed i Fugleverdenen — da hun fortalte alt dette inde i Byen, var der en meget alvorlig Herre, som sagde:
„Er De vis paa, at det ikke var en Maage?“
Da gik det over alle Grænser — syntes min Dame, og hun kom og beklagede sig bittert. —
— Naar Graagaasen kommer flyvende og er i sin gode Orden, saaledes som den holder ud at flyve i dagevis og Nætter, danner Linierne i Almindelighed den vel kjendte Ploug med en Fugl i Spidsen og de to næste en paa hver Side af ham — et lidet Stykke bagenfor.
Hidtil har ieg altid nøjet mig med den Forklaring, vi fik og gav hinanden som Gutter, at Fuglene var komne til denne Flyveform for ligesom at kløve Luften, for ligesom en Sneploug at bryde en Vei.
Men forleden Dag faldt det mig pludselig ind, at dette er jo det rene Nonsens, — en Idéassociation fremkommen ved Ligheden med en Ploug, som gaar i Jord eller Sne, men som ingenting betyder oppe i Luften; hvad er kløvet Luft? — og hvem faar nogen Nytte af den?
Ja — fløj Gjæssene endda, som de gaar — i Gaasegang — den ene lige bagefter den anden, saa kunde det kanske under Modvind blive Tale om lidt Ly og Lettelse for de bagerste. Men nu flyver de lige ud til Siden af hinanden saaledes, at hver enkelt fra den første til den sidste modtager Luften fuldstændig „ukløvet“ lige i Brystet: der kan slet ikke være Tale om, at det er lettere for den bagerste end for den forreste at bane sig Vei.
Den eiendommelige Ordning har en ganske anden Mening, nemlig den: at holde Flokken samlet paa den lange og trættende Reise, og naar man gaar ud herfra, bliver ogsaa den fornuftige Tanke aabenbar i selve Anordningen.
Herude ved de vide Aarre-Vande gaar der et stort Træk af Graagjæs; og i Uveir kan det hænde, de ligger i tusindvis paa Vandet — og hviler og venter.
Men selv om Flokken flyver forbi, bliver der altid Uro og Mudder, naar de kommer ud over Aarre-Vandet, Rækkerne brydes, en Stund bliver det hele en forvirret Klump, medens allesammen skriger og snadrer i Munden paa hinanden. Først langsomt ordner de sig igjen sydover i de lange Linier, indtil de forsvinder i den graa Høsthimmel som tyndere og tyndere Traade, og den sidste Lyd følger dem med Nordenvinden.
Da tror jeg altid, der har været en Debat, om man ikke skulde tage sig en liden Hvil nede paa Aarre-Vandet? Der er sikkert mange Gamle, som kjender Stedet igjen, og nok af Unge, som er møre i Vingerne og gjerne vilde ligge paa Vandet og drive en halv Dags Tid.
Men naar det saa bliver vedtaget, at der skal flyves videre uden Stans, og Linierne igjen begynder at ordne sig, saa er det blevet mig klart, at hver søger sin Plads i de fra Lederne skraat udgaaende Rækker, for derved paa den sikreste og bekvemmeste Maade at føres med Toget uden selv at have nogen Bekymring for Veien.
Skulde disse store tunge Fugle flyve i Klump i ugevis — Dag og Nat —, vilde Deling og Forvirring være uundgaaelig. Hvert Øieblik vilde de være hinanden iveien med de tunge Vingeslag, der vilde blive en saadan Larm, at Førerens Stemme ikke var til at holde Greie paa, og han selv umulig at holde Øie med, naar det mørknede. Over Halvparten er desuden Unger, som for første Gang gjør den uhyre Reise, og som naturligvis allerede ved Aarre-Vandet begynder at spørge, om det er Nilen, de ser. Tiden vilde spildes, Toget opløses og hele Ungdommen gaa tilgrunde paa Reisen, om der ikke i selve Ordningen var noget af det skjønne Fornuftige, som bandt.
Lad os nu tænke paa den første Fugl, som leder Flokken — formodentlig en gammel erfaren Gasse. Han følger sin Trang mod Syden, men han dreier ganske vist ogsaa Halsen og ser ned efter kjendte Mærker i Landskabet. Derfor følger saa store Gaasetog vor Kystlinie nedover, til Landet slipper.
Men nu ser Fuglene ikke bent fremover i Retning af sit Næb; men de ser til begge Sider. Derfor følger ikke den næste Fugl Lederen i den „kløvede“ Luft lige bag ham; men den flyver ham op paa Siden saaledes, at den ret udfor sit højre eller venstre Øie har Føreren omtrent paa to Vingeslags Afstand.
Og det samme gjør den næste Fugl og den næste: alle holder de sin Formand paa den samme Afstand.
Og det, som hver Fugl ser af sin Formand, er netop de hvideste Fjær paa hele Gaasen: indunder Vingen og Bagkroppen, hvilket i mørke Nætter er til stor Hjælp for de trætte, halvt sovende Dyr.
Saaledes har de alle — undtagen Lodsen selv — sin Formands hvide Krop midt for sit ene Øie, og mer behøver de ikke at bekymre sig om. De kan lægge al sin Kraft i det ensformige Arbeide med at slaa Vingerne, saasnart de bare glytter paa det ene Øie og ser, at de har sin Formand paa Plads, saa ved de, at alt er i Orden, de staar i Forbindelse med Toget og med ham i Spidsen, som ved Besked om Veien.
Kommer der af en eller anden Grund en Forstyrrelse, saa ordner det sig snart efter Principet; og naar Gjæssene har fløjet en Dag eller to fra Udgangspunktet, foregaar en saadan Ordning efter en Forstyrrelse uden Tvivl bestandig hurtigere og mere letvindt. Thi jeg føler mig overbevist om, at de snart kjender hinanden personligt saa nøie, at hver strax gjenfinder sin Flyvebroder, som han er vant til at have for Øie, og derfor er de istand til at tage sin faste Plads i Geledet ligesaa sikkert som øvede Soldater.
Der er saa meget mindre Betænkelighed ved at forestille sig et saadant personligt Bekjendtskab mellem Dyrene, som vi ved, at endog Mennesket med forholdsvis Lethed lærer sig til at skjelne de enkelte i Flokken af samme Slags Dyr. Ser vi Byfolk en Faareflok, saa er det for os det samme Saue-Ansigt — kun med nogen Forskjel for gammelt og ungt. Men en Bondekone kan strax tage ud sine to-tre Faar af den store Flok, som staar og glor mod Døren, — ja endog ganske unge Lam kan de kjende paa Ansigtet.
Altsaa tror jeg nu, at jeg forstaar det fornuftige i Graagaasens Flyveorden bedre end dengang, jeg tænkte paa en Ploug, som kløver Luft; og — som sagt — det kan godt være, at mange for længe siden har været ligesaa kloge. Men jeg tør vædde paa, de allerfleste har aldrig tænkt det mindste over dette, og jeg frygter, mangfoldige vil tænke som saa: hvad rager mig de dumme Gjæs, hvordan de flyver?
Jeg vender ofte tilbage til den forunderligt tankeløse Maade, paa hvilken man overspringer Kundskab til Dyrelivet i Ungdommens Undervisning. Den raa og vilde Opfatning af Dyret, som Præsterne lærer efter det gamle Testamente, synes ikke at virke andet end en dyb Ligegyldighed hos Pigerne, og hos Gutterne en usalig Lyst til at gaa omkring og klatte med et Gevær.
Her har nu været en Skydning som paa en Exercerplads i hele Sommer, saa nu er her kun de nødvendige Husdyr tilbage. Men indimellem Kjørene blev Stæren skudt i Smaafiller, saa de flygtede vingeløse, benløse, lemlæstede ind i Gjerderne for at dø. Sad der en skikkelig Spove ved Vandkanten og speilede sin lange Næse, saa laa der en lang Tamp af en Jæger bag Stenen og sigtede; og var der en Vaspyt med Siv, som kunde skjule en Andunge, strax kom der krybende en fuldt bevæbnet Helt med Popoan i Veiret — indtil engelske har her været! De havde nok nogle nye Bøsser — sa Folk —, som skjød saa langt du vilde og omkring Hjørner og tag Hauger; de myrdede — forsikrer jeg, de lagde Egnen øde som Pest og Pocks! — jeg maa holde op, for jeg blir saa sint.
— Dersom der ikke var det uheldige, at Storthinget for Alvor har voteret, at jeg er umoralsk, saa vilde jeg ansøge om at blive Fugleinspektør paa Vestlandet. Saa vilde jeg reise omkring og lære Folk om Fuglene, fremvise de almindelige, saa alle kunde have Fornøielsen af at gjenkjende dem i Naturen; vænne Folk til at lytte til deres Sang og Skrig og til at interessere sig for deres Liv — deres Reder, Æg og Unger.
Saa vilde jeg opflamme Bonden mod de bevæbnede Gaardsgutter, mod Løskarle og Krybskytter og mod Jægerne fra Byen, som uden Tilladelse gaar omkring og plaffer, hvor de vil; — der skulde kun en Begyndelse og lidt Sammenslutning til; thi Bonden er i sit Hjerte gal paa denne dumme Skydning.
Kanske engang, naar her ikke findes en eneste Fugl tilbage, kommer min Idé om Fugleinspektør til Ære og Værdighed. Gid det da maa lykkes et gudhengivent Storthing at finde en from og velanbefalet Mand, som paa en moralsk Maade kan belære Folket om, hvor den fugtige Noah havde Strudsene gaaende i Arken, eller hvad han fik lært Papegøierne under det langvarige Regnveir.
Her har vi ogsaa havt Syndflod i det sidste. Vandene og Elven er stegne op til de højeste Vintermærker. Men Jordbunden paa denne velsignede Plads er saa sandig, at Veie og Marker holder sig faste og tørre, idet Væden rinder væk og forsvinder i et Øieblik.
Saa har her da ogsaa blæst af alle Kanter og Kræfter i tre Uger. Vi perser os frem over Sletten og tumler omkring mellem Husene, hvor Vindkastene ganske uformodet kommer farende med et Smæld. Fiskestangen har været tung at bære mod Vinden, og Vandet i Elven har staaet i Veiret som Røg.
Og Havet, hvidt af Vrede, begynder de store tunge Braad langt ude paa mange Favne Vand, ruller dem indover Stranden, skyller over store Strækninger og tager det unge Marehalm og det, vi mellem os kalder Strandkaal, — som Robert Collett forklarede mig aldeles ikke er Strandkaal —, alt det, som havde groet i Sommer og samlet Flyvesand omkring sig til smaa Befæstninger — alt det har Havet slikket ganske glat igjen og sat sine gamle Grænser høit oppe i Sandkulerne, hvor de er mægtige nok til at holde Vinteren ud.
Nu har jeg været her i fire Maaneder paa Dagen og seet Kornet fra det var lysegrønne Spirer, indtil det nu er vel bjerget i Hus — hvor der var Plads. Thi saa svær har Avlen været — ikke i Mands Minde har her været sligt Aar ved denne Kyst —, at rige Kornstakker staar ved mange Gaarde, og Løerne er stoppede til under Mønet.
Indover Land staar endnu Korn ude; det gulner mellem Markerne, som her er grønne og friske som midt om Vaaren.
Mange vakre Dage har vi havt; men Høsten er dog Jæderens Tid.
Fordi Landskabet til ingen Kant stiger høit op, ser man altid saa meget Himmel med; og uden at man egentlig ved af det, betragter man fuldt saa meget de pragtfulde vexlende Skyer som det fine Landskab, der viger saa langt tilbage og aldrig trænger sig frem.
Og den hele Dag under Storm og Byger omskifter Høsthimlen — som i et lidenskabeligt Oprør af Vrede og Trudsler med Forsoning og Løfter, med sorte Optræk, Solglimt og Regnbuer, indtil alt samler sig mod Aften ude over Havet mod Vest.
Da skydes Sky foran Sky med dybe Glyt imellem, hvor det luer af Uveirsgult. Til Siderne staar de store boblende Stormskyer som Rammer omkring, mens overalt springer gule Striber og røde Straaler, som mattes af og forsvinder og trykkes ned imod Havet, indtil der kun er en liden sygelig Stribe gult Lys langt ude.
Da vælder Mørket op af Havet i Vest og glider ned fra Fjeldene i Øst, lægger sig til Ro paa de sorte Lyngheier og breder Uhygge over de vide Aarre-Vande, som vaander sig med Hulk og Suk mellem Siv og Stene. Et uhyre Tungsind stiger op og skyller over, medens den aarvaagne Brænding — altid trofast — brummer sin Vagtmands-Sang i den lange Nat.