Indledning til Statsvidenskabernes Studium. Den historiske Deels første Hefte, indeholdende en Fremstilling af den romerske Statsforfatning til den juliske Lov, ved J. F. Monrad
Norsk Litteratur.
8. Indledning til Statsvidenskabernes Studium. Den historiske Deels förste Hefte, indeholdende en Fremstilling af den romerske Statsforfatning til den juliske Lov, ved J. F. Monrad, Kammerherre, Expeditions-Secretair &c. Christiania 1854. 8. 380 S. P. T. Malling. Heftet 1 Spd.
Saa Mange der end i vore Dage befatte sig med hvad de kalde Politik, saa faae ere dog de, der vide eller ville vide Noget af et „Statsvidenskabernes Studium“. Politiker bliver man hos os af Naturen, eller man indsuger det af Luften eller af Dagbladene, af Døgnets Begivenheder og Passiar; ved en politisk Videnskab, der forudsætter Studium af bindsterke Verker etc., tænker man uvilkaarlig paa noget forligget Kram, der maaskee kan være i Priis i Østerrig og Preussen, hvor gammeldags Former og gammeldags Anskuelser i det hele antages at have forstenet sig, men som hos os i det høieste maaskee kan gjøre Tjeneste i Romaner og Skuespil til at danne snart tragiske, snart komiske Figurer.
Lader os imidlertid indrømme, at der gives en Politik, der ikke nærmest tilhører Studerekammeret. De praktiske Forhold kræve i Almindelighed en Handling efter Øieblikkets Fornødenhed, hvor videnskabelige Theorier ei synes at kunne komme tilorde; og under en fri Statsforfatning, hvor Folket i større Maalestok er kaldet til Deeltagelse i det offentlige Liv og dets Udvikling, kan man ikke engang vente, at den praktiske Politiker altid tillige har nogen fuldendt theoretisk Uddannelse. Hine praktiske Forhold selv indeholde i Regelen en skjult Fornuft, der gribes af Folkets ligeledes i sig fornuftige Instinct og saaledes, selv hvor en klar Erkjendelse mangler, fører til et rigtigt Resultat. Der er saaledes dog virkeligt Noget i, hvad vi nylig halv ironisk ytrede, at man indsuger Politiken af Luften; den aandelige Atmosphære, hvori vi leve, er svanger med politisk Dannelses-Stof, og den, der virkelig lever i Livet og tager Deel i hvad der foregaaer rundt omkring ham, faaer let næsten uden at vide af det, en praktisk Indsigt i Samfundets Øiemed og Anliggender, som ofte synes at gjøre den mere bevidste Theorie tilskamme. Ja hin det praktiske Livs egen Viisdom synes netop at indeholde det Concrete, det Virkelige, medens de mere studeerte Doctriner ere abstracte og eensidige og derfor netop komme tilkort, naar det gjælder virkelig Handling.
Det ansees jo medrette som en af de væsentlige Fordele ved en fri Statsforfatning, at den politiske Dannelse, der ellers var sammentrængt paa et snevert Rum, ved den levende Vexelvirkning mellem Samfundets Medlemmer, gaaer — for at slutte os til det brugte Billede — over i den almindelige Livsluft og derved tillige renses og udvides og aflægger alt Indeklemt og Stueagtigt.
Herved troe vi nu ikke i mindste Maade at have sagt noget Nyt. Meget mere hører Anerkjendelsen af den umiddelbare praktiske Indsigts Berettigelse selv til de Lærdomme, der ligge i Luften, og fremtræder ofte saa skarpt og saa fordringsfuldt, at den snarere synes at opfordre til Modsigelse end til Medhold. Der fattes ikke paa dem, der baade i Politik og i andre Ting have en saa stor Tillid til sin egen Erfaring og naturlige Forstand, at de troe at kunne foragte enhver videnskabelig Stræben. Men skal det Eensidige i denne Synsmaade overvindes, da kan det ikke skee ved uden videre at betragte det Modsatte som et Axiom; man maa meget mere gaae ind i hin almene Betragtning og søge at hæve den til en høiere Indsigt, for, idet man fatter og indrømmer dens Grund og dens Ret, med det Samme at komme paa det Klare med dens Ugrund og dens Uret.
Vi gaae saaledes ud fra at anerkjende en saa at sige naturlig Politik, som ethvert nogenlunde dannet og opvakt Medlem af Samfundet besidder og haandterer med samme Sikkerhed og med samme Ret, som han f. Ex. bruger sit Modersmaal, uden at have studeret dets grammatiske Bygning eller at være sig klart bevidst de Regler, han selv i saa Henseende følger. Imidlertid kan denne Sammenligning ogsaa lede os paa Spor angaaende Oprindelsen og Beskaffenheden af hin umiddelbare Kundskab og dens Forhold til den videnskabelige Erkjendelse. Thi ligesom den umiddelbare Sprogbrug, som man gjennem Omgang tilegner sig, egentlig er et Resultat deels af almindelige og evige Naturlove, deels af en historisk Udvikling, der har ført Sproget hen til det Punkt, hvor det nu befinder sig: saa er og den Politik, der af de reelle Tids-Forhold er given og umiddelbart tilegnes fra vore Omgivelser, et endeligt Udtryk af evige i Fornuften og Sagens Natur liggende Principer samt af disses Udvikling og successive Realisation gjennem Tiderne. Og som nu Sprogstudiet, som en Undersøgelse af hine Naturlove og hin historiske Udvikling og saaledes en Redegjørelse for det nu umiddelbart Tilværende i dets Grunde, har et selvstændigt videnskabeligt Værd, endog uden Hensyn til nogen ligefrem praktisk Anvendelse: saaledes gives der ogsaa et Statsvidenskabens Studium, der, idet det blot bringer til Bevidsthed, hvad vi have, og ransager saa at sige Grunden, hvorpaa vi staae, har sin fulde Betydning i Menneskets almindelige Stræben efter Erkjendelse selv om „det, vi have“, derved ikke i mindste Maade blev forøget eller forbedret, om hin „Grund“ ved denne Ransagelse hverken blev sikrere eller frugtbarere. Thi Mennesket er ikke bestemt blot til at handle og nyde, men lige saa vel til at erkjende; og det kunde hænde, at en stor Del af Slægtens travle Virksomhed netop sigter til dette Maal, ligesom i dets deelvise Opnaaelse stedse ligger en af de bedste og reneste Nydelser.
Man indvende her ikke, at Statsvidenskaben efter sit Begreb er af praktisk Natur, og at derfor dens Værd skulde være udelukkende afhængigt af dens Anvendelighed; thi vi have netop seet, at den ogsaa har sit theoretiske Grundlag i Natur og Historie, der fuldt vel kan beskjeftige Erkjendelsesdrivten. Staten selv og dens Styrelsesmaade er et Phænomen, der nok kan opfordre Granskeren til at søge en Forklaring, uden hvilken et ganske væsentligt Moment af Menneskehedens Liv og Bestemmelse bliver ham en uoplukket Gaade.
Vi have ikke anseet det for ganske overflødigt her dog at minde om Videnskabens selvstændige Værd og Betydning — paa en Tid, da man synes saa tilbøielig til overalt at anlægge en umiddelbart praktisk Maalestok. Videnskaben — ogsaa den politiske — har en i den menneskelige Natur dybt begrundet Trang at afhjælpe, og om man end slet ikke vilde indrømme den den ringeste Indflydelse paa Statsstyrelsen eller de offentlige Forhold forresten — den vil alligevel blot ved at studeres og meddeles bidrage sin beskedne Deel til Folkets Fuldkommenhed og Lyksalighed, der ved en fortsat Udvikling af Styrelsesformer og Administration kun under den Betingelse kan isandhed befordres, at ogsaa hin theoretiske Trang kan skee Fyldest.
Men nærmere beseet, har Videnskaben, og in specie Statsvidenskaben tillige en større Betydning for det praktiske Liv selv, end man ofte er tilbøielig til at indrømme. I Almindelighed staaer hin Trang til Videnskab ikke isoleret, men i levende Vexelvirkning med ethvert menneskeligt Behov og enhver menneskelig Virksomhed. Betragte vi nu et Folks politiske Udvikling, saa ville vi see, at denne endog væsentlig bestaaer i, at det politiske Instinct, der leder Folket i dets Barndom, mere og mere træder tilbage og giver Plads for et Overlæg, der støtter sig paa bevidste Grunde. Dette ligger nu i Menneskehedens almindelige Vilkaar og det er den eneste Vei hen imod den sande Frihed; endskjønt det ikke kan negtes, at netop derved en uoverskuelig Masse Vildfarelser og Daarskaber finde Indpas, hvilke paa et troskyldigere Standpunkt tildels vare ukjendte. Thi hine „Grunde“, der nu gaae ind med i Bestemmelsen, ere stedse abstracte Reflexioner af større eller mindre Omfang; de ere ikke umiddelbart givne med det foreliggende Tilfælde, i hvilket der skal handles, men lægges derind af en sammenlignende, generaliserende Betragtning, der vistnok ofte kan træffe Sagens egentlige Kjerne, men ogsaa ofte kan blive hængende ved Udvortesheder og Uvæsentligheder og derfor gribe ganske merkelig feil. Det kan i det hele ikke undre os, at dette begrundende Overlæg, denne Reflexion, for hvilken overhoved Sagen ikke længer viser sig i sin „Simpelhed“, i sin compacte, umiddelbare Totalitet, men stedse uvilkaarlig opløser sig i en Mangfoldighed af Synspunkter, ikke kan have Instinctets Sikkerhed, og dette bekræfter jo ogsaa alle Tiders Erfaring. Nutidens ræsonnerende, beregnende Culturfolk vise sig i sin hele Optræden ikke saa conseqvente, saa heelstøbte, saa classiske, som mange af hine Fortidens Barbarer, der vistnok ofte synes at have havt en meget indskrænket Mission, men som ialfald have opfyldt den uden Vaklen, med Kraft og Hengivelse. Det forstaaer sig dog selv, at Forskjellen kun er relativ; thi lige saa lidt som noget historisk Folk har været aldeles uden Reflexion — hvilket vilde sige det Samme som: aldeles dyrisk —, lige saa lidt gives der noget Folk, hvor Forstands-Culturen har fuldkommen udslettet ethvert Spor af naturlig Umiddelbarhed, hvilken tvertimod selv i den fuldkomneste Statsforfatning — som jeg et andet Sted har søgt at vise[1] — har sin berettigede Plads. Men der er en Periode i Statslivets Udvikling, da dette Naturligheds-Moment og det umiddelbare Syn for det Concrete dog er forholdsviis tilbagetrængt, medens den løse Mangfoldighed af abstracte Synsmaader har Overhaand og truer med at forvirre Alt. Dette er Folkets farligste Tid: det har løsrevet sig fra Naturens moderlige Arme og har dog endnu ikke fundet noget høiere Eenhedspunkt for sin Stræben, det bevæges hid og did af Døgnets Theorier og herskende Meninger. Nu kan man vel troe, at det er ikke her Meningen at tale Barbariets Sag, saameget mindre som vi ei kunne være blinde for, at hint i mange Henseender gode Instinct dog ei er uberørt af Menneskenaturens almindelige Fordærvelse og derfor væsentlig tiltrænger en høiere Ledelse; den Overgang vi have paapeget er jo heller ikke nogen Vilkaarlighed eller tilfældig Vildfarelse, men en almeenmenneskelig Nødvendighed, og det Standpunkt, der engang er forladt, kommer aldrig igjen. Men vi have kun villet henvende Opmærksomheden paa det Fornødne i, at det fremadstræbende Folk ogsaa virkelig søger hint høiere Eenhedspunkt for sine Tanker, et klart og samlet Overblik over sin Bane, at det ikke skal gaae tilgrunde i det uhyre Vildnis af abstracte Reflexioner og hinanden krydsende Almeensatser, der en lang Tid synes at udgjøre det Væsentlige af en sig af sig selv udbredende politisk Dannelse.
Med et Ord: hvor først politisk Omtanke er bleven vakt, der bliver ogsaa politisk Videnskab mere og mere nødvendig. Thi Videnskaben er først den gjennemførte, totale Omtanke, der ikke bliver hængende i den enkelte, tilfældigt grebne Almeensats; deri ligger saaledes ogsaa først Forsoningen med det dybe og omfattende politiske Instinct. Det eneste Middel mod de løse Meningers Eensidighed er — ikke at ignorere og undertrykke dem og søge den romantiske Chimære af en fremkunstlet Troskyldighed, en Middelalder midt i det nittende Aarhundrede — men at erkjende dem i deres Grund og Sammenhæng, lade dem ligesom gaae sammen i en Gjærings-Proces, hvorved deres sande almindelige Gehalt kan udvikle sig. Dette er netop Videnskabens Opgave, der, jo mere den bliver indtrængende og total, desto mere i sine Resultater ofte nærmer sig til at bekræfte det uforfalskede Instincts prophetiske Udsagn.
Kaster man et Blik ud over Nutidens cultiverede Nationer — hvortil ikke mindst vort Folk henhører —, saa bliver man let vaer, at den „naturlige“ o: endnu uvidenskabelige Politik, der kan betragtes som den dannede Almeenheds Eiendom, allerede er langt udover Instinctets baade Blindhed og Sikkerhed, at der altsaa kun meget uegentligt kan være Tale om politisk Uskyldighed — en Tilstand, som vi hverken kunne haabe eller ønske tilbage. Selv de, der tale mest om deres naturlige Forstand og Følelse, ere ingenlunde frie for Almeensatser og alskens Theori-Brudstykker, der sværme om overalt i Luften, saa Ingen kan undgaae ligesom at indaande en heel Deel deraf, hvorved da baade hans Tænke- og Handlemaade for en stor Deel bliver bestemt. Hvo der altsaa i denne Henseende ikke vil være given Tilfældet i Vold, maa ikke indskrænke sig til, hvad han af gjængse politiske Satser leilighedsviis kan opsnappe, men han maa udvide sit Blik og see at faa Rede paa Sagen i dens hele Sammenhæng. Med andre Ord: selv den praktiske Politiker vil, for ikke at falde hen i farlige Eensidigheder, mere og mere føle Trangen til ogsaa ved egentligt Studium at berede sig til sin Gjerning.
Nu kan man vel sige, at ogsaa denne af sig selv foregaaende udbredelse af politiske Doctriner hører til hin de virkelige Forholds umiddelbare Fornuftighed, som vi tidligere have indrømmet. Og negtes kan det heller ikke, at Spredelsen af forskjellige eensidige og hinanden modsigende Satser og Meninger, i større Maalestok indeholder et Correctiv i sig selv, idet derved fremkaldes Partier, der ved sin Modsætning og Strid tilsidst nærme sig til at frembringe et alsidigt og sandt Resultat. Et Parti beroer jo netop paa en mere eller mindre abstract Synsmaade, hvori et større eller mindre Antal Individer træffe sammen. Hvor nu den friere Oversigt mangler, der bliver det den Enkeltes Fatum at tilhøre dette eller hint Parti; hans Tænkemaade er hvad hans tilfældige Omgivelser og særegne Livserfaringer have gjort den til. Ingen Tvivl om, at der er et Forsyn og saaledes en skjult Fornuft ogsaa i Partiernes Fordeling, at selv den eensidigste Synsmaade har sin Plads, hvor den paa en Maade er uundværlig, og at det endelige Udslag af Partiernes Samvirken i Regelen bliver saa fornuftigt, som paa hint Samfundets Udviklingstrin overhoved er muligt. Men Mangelen ved det Hele bestaaer netop i hin Fatalitet, der binder den Enkelte til hans Parti, istedetfor at han skulde vælge selv — en Fatalitet hvoraf Mennesket efter sin Bestemmelse meer og meer maa arbeide sig ud. Hvor Partierne ere absolut sprøde og ikke Enhver ved en høiere, almindeligere Indsigt tillige paa en Maade er hævet over sit Parties Eensidighed, der kan man heller ikke forsone sig med det Almindelige som skeer — egentlig til alle Partiers Utilfredshed; og det er en liden Trøst og vidner kun om en saare ufuldkommen Samfundstilstand, naar det objectivt-Fornuftige, som ved etslags Forsyn kommer i Stand, af ingen af Samfundets Medlemmer bliver erkjendt som fornuftigt. Derfor bliver ogsaa Partiernes Kamp baade saa bitter, saa uforsonlig, og saa gehaltløs; hvor en almindeligere, videnskabelig Indsigt mangler, der er intet fælles Gebet, intet Middel til gjensidig Forstaaelse; Udslaget afhænger tilsidst væsentlig af Tal og materielle Kræfter, og Debatten bliver en Formalitet.
Med den stigende Udvikling af det politiske Liv bliver altsaa en ligeledes stigende Udvikling og Udbredelse af Videnskaben nødvendig. Thi det er dog først Sandhedens fuldstændige Erkjendelse, der gjør virkelig fri. Det Maal, hvortil den politiske, som al anden Praxis, i Sandhed stræber, er meer og meer at gjennemtrænges af Erkjendelsens Lys, mere og mere at knytte sig op til almeengyldige og tydelig bevidste Principer, før, selv klar, at befordre Klarhed overalt. Vel vil det under Endelighedens Kaar stedse blive saa, at Enkelte mere udelukkende hengive sig til Principernes videnskabelige Drøftning, Andre hovedsagelig beskjeftige sig med deres Udøvelse; men jo fuldkomnere begge Sider udvikle sig, desto fuldere og rigere vil ogsaa deres Vexelvirkning blive.
I et Samfund, hvor der virkelig hersker politisk Liv, der vil i Virkeligheden heller aldrig Videnskaben ganske mangle eller være uden al Indflydelse — skjønt denne ofte kan være hemmet og umerkelig. Ville vi fastholde Tanken om de factiske Forholds umiddelbare Fornuftighed, saa maae vi dertil jo tilsidst ogsaa regne Videnskaben og dens Indflydelse, og den, som altsaa hylder hin Virkelighedens absolute Berettigelse, geraader i en Selvmodsigelse, naar han alligevel vil aflukke sig fra Videnskaben, der dog ogsaa er en factisk Magt.
Endnu en Betragtning ville vi tilføie. Menneskeheden stræber stedse — med eller uden klar Bevidsthed — efter Eenhed og Sammenhæng. Jo høiere Udviklingen stiger, desto mere vil den Enkelte ved sine Handlinger staae i Forhold til det hele Samfund, føle sig som et Led af dette og ansvarlig for dette. Paa samme Maade vil den enkelte Stat mere og mere finde sig solidarisk med den hele Menneskehed; den kan ikke bestemme sig isoleret, men maa lade Hensyn til det store Hele gaae med ind i sin Selvbestemmelse. Ja tilsidst er den hele Samtid et Moment i den store verdenshistoriske Udvikling; den er bestemt ved den hele Forbigangenhed og har igjen bestemmende Følger for den hele Eftertid. Enhver Tid er i sig et Resultat af den hele forløbne Historie; men dette Resultat er dog eensidigt i samme Grad, som Tidens Synskreds er indskrænket og Eensidigheden har en ufri Skjebne-Charakter, for saa vidt som Tiden er overveiende afhængig af sin nærmeste Fortid og kun middelbart derigjennem har optaget de fjernere Tiders Gehalt. En høiere Frihed maa ogsaa her gaae Haand i Haand med en klarere Bevidsthed og et videre Overblik; Folkene maa mere og mere gjennemtrænge og bemægtige sig baade sin og Menneskehedens hele Fortid; først naar denne — den successive Explication af de forhaandenværende Forholds implicite Gehalt — ligger aaben for deres Blik og ethvert bestemmende Moment sees i Totalitetens Lys: først da ere de hævede over Øieblikkets Sneverhed og kunne udføre — ikke blinde Naturconseqventser af det umiddelbart Existerende, men frie, subjectivt saa vel som objectivt begrundede Handlinger, hvis uendeligt rige og lyse Indhold ogsaa vil kaste fine Straaler fjernt ind i Fremtidens Mørke.
Den hele Udvikling fører saaledes til, at Synskredsen efterhaanden maa udvide sig; enhver politisk Handling maa tage et fjernere Sigt baade i Tid og i Rum. Der kommer en Tid, da de handlende Personer paa Historiens Skueplads maa sige til sig selv, som Napoleon sagde til sine Soldater under Pyramiderne: „Aartusinder skue ned paa eder!“ — Ethvert Skridt, vi træde, vil have en dyb Gjenlyd, der kommer fra en Uendelighed og forplanter sig ind i en Uendelighed. Men dette vil kun med andre Ord sige, at Videnskaben mere og mere maa ledsage og gjennemtrænge Handlingen; thi Videnskaben er det først, der gjør det Fjerne nært og det Dunkle gjennemsigtigt; den samler det Spredte og knytter det Endelige op til det Uendelige; den finder i Folkenes Mangfoldighed og Slægtfølgernes vexlende Skjebner stedse een og samme sig udviklende evige Idee, hvis videre Udfoldning og Virkeliggjørelse ogsaa udgjør Øieblikkets væsentlige praktiske Opgave.
Disse Betragtninger, der altsaa skulle pege hen paa den politiske Videnskabs Betydning i Forhold til det praktiske Liv, ere nu naturligvis ikke egentlig nedskrevne for at anbefale Læsningen af det Skrivt, hvis i flere Henseender ret merkelige Fremkomst har været deres Anledning. Thi jeg veed, at ialfald Bogen selv efter sit hele Anlæg og Tone ligger Publikum nærmere end min maaske ikke ganske tornefrie Udvikling. Og at anbefale Videnskaben for Udenforstaaende er i det hele en mislig Sag, da dens egentlige Værd kun kan indsees i samme Grad, som den selv tilegnes. Men, som man af det Foregaaende vil see, frygter jeg ingenlunde for, at den jo efterhaanden af sig selv vil gjøre sig gjældende og det trods al Fornegtelse; det kommer kun an paa, at den selv ikke lader sig forvirre af den ofte i det Udvortes manglende Anerkjendelse, men klarere og klarere fatter og forfølger sin høie Bestemmelse. Kun hertil har jeg ogsaa fra mit Standpunkt villet levere et ringe Bidrag.
Thi selv til Udviklingen af Statsvidenskabens Begreb[2] vil man finde Spiren antydet i den anstillede Betragtning. Det fremgaaer saaledes let, at denne Videnskab for det Første er historisk, idet den netop skal udvide Blikket over det Nærværende ved at opfatte dette som et Resultat af en foregaaende sammenhængende Udvikling. Vor Tids politiske Forholde vurderes først rigtigt, naar vi kunne see dem i Sammenhæng med Fortidens, og ved at overskue en større Deel af den allerede tilbagelagte Bane faae vi først en nogenlunde tydelig Forestilling om, hvor den peger hen i Fremtiden, og deri altsaa en Veiledning med Hensyn paa den Retning, i hvilken det er fornuftigt at virke.
Hermed er det nu ingenlunde Meningen, at den historiske Betragtning skulde afgive noget directe praktisk Udbytte, eller at man af en forbigangen Tids Begivenheder umiddelbart skulde kunne lære, hvorledes man i et bestemt Nutids-Tilfælde havde at forholde sig. Thi uagtet der vel gives visse almindelige historiske Love, som den fornuftige Politiker maa vide at tilegne sig, saa kommer dog ingen forgangen Tid i Et og Alt igjen, og enhver praktisk Opgave maa tilsidst bedømmes ud af sin egen Tid. Sværmeriet for at føre Tiden tilbage til forladte Standpunkter hører netop til de usunde Retninger, hvorfra en grundig Videnskab skulde befrie. Paa den anden Side har denne Tendents til stedse at uddrage praktiske Resultater af Historien en skadelig Indflydelse paa dennes Behandling selv, idet den derved drages ind i Tidens urolige Spænding og saaledes paa mange Maader mere eller mindre uvilkaarlig forfalskes — Noget, vi især ofte see i Frankrige, hvor mange tilsyneladende videnskabelig-historiske Arbeider i Virkeligheden kun ere Tendentsskrivter i et eller andet Parties Interesse. Og hvad der skulde vindes ved hint historiske Tilbageblik, skulde dog netop være den rolige, lidenskabsfrie Betragtning, den alsidige, af Dagens Stridigheder uhildede Oversigt, der mættet og befæstet i sig selv ogsaa skulde lede os til et friere Blik paa vor Tids Forholde og en dybere Forstaaen deraf, en vis Overlegenhed over Nuets Lidenskab, saa langt fra at denne ogsaa skulde trænge forstyrrende ind i vor historiske Betragtning. Det, der er nærværende, tager saa let indskrænkede, mere eller mindre egoistiske Interesser i Beslag, der forrykke Synspunktet; det bevægede Nu ledsages af en Larm, der let døver vort Øre for Tidens egentlige Grundtone; men naar det er forbigangent, naar det er hævet i Erindringens stille Rige, da vil den egentlige, almindelige Sandhed lettere aabenbare sig, og derfra igjen beroligende og forklarende dale ned over Nuets Virvar. Denne beroligende Drik af Fortidens Bæger, dette forklarede Overblik fra et friere Standpunkt, er det væsentlige Moment i den politiske Dannelse, som gjør at vi ikke blindt rives med af Tidens Strøm, men ogsaa i det mindste tildeels kunne beherske den.
Men Sagen nærmere beseet, kan den politiske Videnskab dog ikke blive staaende ved den blotte historiske Betragtning. Dens Opgave er at forklare Tidens virkelige Forholde. Nu have disse vistnok sin Grund i en foregaaende Tid, og denne atter i en foregaaende og saa fort videre; men tilsidst har dog den hele historiske Udvikling sin Grund i den evige Idee, der gjennem Tiderne efterhaanden udlægger sit Indhold. Staten og de retlige Institutioner overhoved beroe i sidste Instants paa en dyb og almindelig Trang i den menneskelige Natur, en Trang, der peger hen paa Menneskeslægtens, ja paa hele Tilværelsens absolute Bestemmelse. Hvis derfor den politiske Videnskab ikke skal tabe sig i en endeløs Regres, der Intet forklarer, fordi Opgaven stedse kun rykkes længer tilbage — indtil den ialfald standser lige uopløst ved Grændsen for Menneskehedens Erindring —: saa maa Videnskaben hæve sig til et høiere, philosophisk Standpunkt, hvorfra den ikke længer blot betragter indskrænkede Tids-Phaser og Tids-Retninger, men Sagen i sig selv, hvor Statens almindelige Begreb, dens Oprindelse og Øiemed sættes i Forbindelse med Menneskets totale Natur og Bestemmelse, med Tilværelsens almindelige Grunde. Denne Undersøgelse kan nu rigtignok være mere eller mindre grundig og udtømmende; men ialfald et Element deraf, en Retning derimod kan aldrig mangle i noget politisk Studium. Den philosopherende Betragtning, Betragtningen af Sagens Natur, gjør sig gjældende i Historien selv, i det mindste som dennes Forudsætning og Resultat, saa at sige: ved dens Begyndelse og ved dens Ende. I Ideen maa Traaden ophænges og i Ideen maa den afsluttes; thi Tiden, saa meget vi end deraf omfatte, har hverken Begyndelse eller Ende. Man skal saaledes ikke let finde nogen politisk Historie, uden den begynder med etslags philosopherende Blik paa det Totale, etslags Construction udaf Ideen — hvor løs og overfladisk denne end ofte kan være —; man føler, at Staternes Oprindelse dog igrunden ligger før al Historie. Og naar man kommer med til det løbende Nu, hvor Spørgsmaalene begynde at blive praktiske, der merker man paany, at det ikke er nok at vide, hvad der er skeet, men at man væsentlig maa have et Begreb om, hvad der bør skee, d. e. det Forbigangne og det Existerende erkjendes nu som noget i sig Ufuldendt, som blot et Moment i en Idee, der i Tiden ei er udtømt. Kort sagt: det Praktiske og det Fremtidige hviler væsentlig i Ideens Rige. Og skjønt det saaledes især er ved Begyndelsen og Enden, at Historien ligesom løftes op over sig selv, saa maa den dog igrunden i sin Heelhed bæres af Ideen, denne maa, om end mindre klart fremtrædende, stedse være „den røde Traad“, der drager sig igjennem den hele historiske Udvikling, hvis Momenter først derved faae Sammenhæng og Betydning og blive isandhed noget mere end et aandløst Register over Tilfældigheder. Først ved et Syn for Statens almindelige Idee, hvorved denne stedse gjenkjendes i de forskjellige Phaser, Tidernes og Folkeaandernes Mangfoldighed lader den undergaae — kun ved et saadant Syn, det være nu mere umiddelbart eller mere reflecteret, skiller det Væsentlige sig ud fra det Uvæsentlige i Historiens Masse af Begivenheder; først derved kommer Lys ind i denne Masse, som for det ideeløse Blik kun er et ugjennemtrængeligt Chaos.
Egentlig og i sin Fuldendelse er den historiske og den philosophiske Betragtning ikke forskjellige; thi den sande, concrete Idee er netop den, der udvikler sig gjennem Historien; og saa meget der end kan synes tilfældigt i Tidernes mangfoldige Begivenheder, det Væsentlige deri vil dog stedse for den dybere Betragtning afspeile Ideens Momenter og saaledes netop vise sig som en Aabenbaring af den høiere Lov, der forbinder Alt. Men skjønt den høieste politiske Videnskab saaledes vilde være paa een Gang philosophisk og historisk, en Udvikling af Aandens Idee, der i sin aprioriske Klarhed dog stedse bevægede sig igjennem Historiens Realiteter: saa ligger det dog i den menneskelige Erkjendelses Natur, at de tvende Standpunkter i det mindste for et Øieblik og paa et propædeutisk Standpunkt adskilles. Ja da al menneskelig, det vil sige endelig Erkjendelse i en vis Forstand er propædeutisk og kun stræber op imod sit Ideal, vil vel den historiske og den philosophiske — eller som man undertiden udtrykker sig den analytiske og den synthetiske — Betragtning stedse kun nærme sig til at falde sammen. I ethvert Fald er det vist hensigtsmæssigt, at en „Indledning til Statsvidenskabernes Studium“ begynder med Historie; thi den historiske Begivenhed og dens Resultat er Ideens reelle og haandgribelige Form, der altid ligger Menneskets umiddelbare Fatteevne nærmere, saa at man først derigjennem vil efterhaanden kunne hæve sig til at betragte Ideen i sig selv.
Det her foreliggende Verk synes nu ogsaa anlagt fra et saadant Synspunkt. Thi Titelens „historiske Deel“ forudsætter aabenbart en anden Deel, der behandler Videnskabens Theori uafhængigt af Historien, hvad enten denne nu skal hede „den philosophiske Deel“, eller hvilken anden Benævnelse Forfatteren vil finde passende. Om hvordan denne forresten vil blive, derom kunne vi ikke gjøre os nogen Forestilling, da Forfatteren end ikke i Forordet har givet den mindste Antydning dertil.
Men om den historiske Deel, hvis første Hefte har seet Lyset, kan det bemerkes, at den i det mindste for saa vidt ikke stemmer med mine Anskuelser, at den ikke begynder med Begyndelsen, det vil sige: med det, der efter almindelige Forestillinger maa betragtes som Begyndelse, men som det synes temmelig vilkaarligt falder ind med den romerske Statsforfatnings Historie, der er behandlet med ikke ringe Udførlighed. Forfatteren har hertil ikke angivet anden Grund, end at den romerske Statsforfatning „forekom ham at danne den bedste Grundvold for en Indledning til Statsvidenskabernes Studium“. Nu lader der sig vistnok meget Sandsynligt sige for en saadan Anskuelse. Den romerske Statsforfatning er af Oldtidens Forfatninger udentvivl den meest udviklede og klarest udprægede, og har vel ogsaa paa de nyere Tiders Forholde havt den meest udbredte Indflydelse; som den romerske Ret og det romerske Væsen idethele — ja lige til den latinske Grammatik — udmerker den sig ved en klar Forstandighed og Conseqvents, der giver den en vis normativ Charakteer. Men deraf følger kun, at den romerske Statsforfatning vistnok i fortrinlig Grad maa tiltrække sig den videnskabelige Politikers Opmerksomhed, ikke just, at den i en historisk Indledning til Statsvidenskaben skal være den første eller den eneste. Thi hvad en saadan historisk Indledning især skulde fremme, er netop det omfattende historiske Blik ɔ: et saadant, for hvilket den enkelte Statsforfatning ikke fremstiller sig løsreven eller skyfalden, men indtager sin rette Plads i Menneskehedens totale fremadskridende Udvikling. Den historiske Indledning bør saaledes udentvivl følge Verdenshistoriens Gang; den bør betragte Statsideen successive paa de forskjellige Standpunkter, der betinges af de universelle Culturperioder fra Civilisationens Begyndelse. Den første Stat, Historien kjender, og med hvis yderst simple Organisation Studiet naturligst begynder, er det orientalske Despoti; derpaa kommer den græske Republik, der alligevel i sin hele Grundcharakteer er langt naivere og oprindeligere, end det romerske Samfund. Nu er det vel saa, at et Samfund, der har havt en saa uafhængig Udvikling som dette sidste, ogsaa i sin egen Historie paa en Maade gjentager de foregaaende Stadier; saaledes kan man maaskee i det romerske Kongedømme finde Analogier med Orientalismen, medens Fristaten — og især efter de puniske Krige — tildeels antog et græsk Tilsnit, og det eiendommelig romerske Princip kanskee først fik sin rette Afslutning i Imperium; men ialfald fremtræde disse Perioder her — i det enkelte Samfunds mindre Maalestok — ikke med den plastiske Anskuelighed, som hist paa Verdenshistoriens vide Skueplads, hvor ethvert Udviklingsmoment har taget en heel eller flere Folkeaander udelukkende i Beslag.
Den nærværende Fremstilling af den romerske Statsforfatnings Historie indeholder vistnok ogsaa et kort Omrids af den soloniske Stat, men kun i Forbigaaende og som et Moment for Sammenligning. Dette fyldestgjør nu ikke paa meget nær, hvad vi ville; meget mere er denne blot comparative Synsmaade i sig selv aldeles utilfredsstillende, ja kan endog let lede paa Vildspor og begunstige en uhistorisk Opfattelse. Thi ved en faa den Sidestilling kan det see ud, som om det var ganske tilfældigt at Grækerne indrettede sig paa en, Romerne paa en anden Maade, og naar den sidste dog gives Fortrinnet, kommer man til at tænke, at Grækerne havde gjort klogere i at vælge den samme — en Reflexion hvis Philisteragtighed vistnok vilde have afskrækket Forfatteren selv om han havde seet, at den laa i Conseqventsen af hans Methode. Dog det er maaskee uretfærdigt at tale om Methode her, hvor det kun gjælder et episodisk Sideblik; men vist er det, at det, der isandhed skal hæve Betragteren til en mere historisk Synsmaade, der fatter enhver Statsforfatning ud af sin Periodes Charakteer er en egte historisk Udvikling, ei en blot sammenlignende Sidestilling af vilkaarligt valgte Statsformer.
Spørges der forresten om den politiske Tro, der har ledet Forfatteren under denne Sammenligning samt forresten i hans tilføiede „Bedømmelser“, saa kan den vel kortest betegnes som en moderat Liberalisme. Han betragter det saaledes som et ganske væsentligt Fortrin ved en Statsform, at den garanterer saavel mod enkelte Mægtiges Overgreb som imod „Massens“ Herredømme. Dette er nu vistnok ganske rigtigt; men der udfordres dog endnu — og det vil Forfatteren udentvivl selv føle, naar han kommer til Udarbeidelsen af sit Verks 2den Deel — en nøiere Forklaring især angaaende Massens Herredømme, at man ikke skal synes at ville begunstige visse temmelig indgroede Fordomme, der forvexle Massen med Folket. Det er ganske vist saa, at Massen i Ordets egentlige Forstand ɔ: den raae, uorganiske Mangfoldighed, ei maa herske, thi det er det Samme som Anarchi; men paa den anden Side bestaaer denne Mangfoldighed dog af menneskelige o: fornuftige Individer, og er som saadan tilgjængelig for Organisation, hvoraf den netop mere og mere skal gjennemtrænges. Heri: i den stedse dybere Gjennemførelse af det organiske Princip, hvorved et stedse videre Felt vindes for Oplysning og Frihed, i den stedse i Omfang saavelsom i Inderlighed tiltagende Gjennemsyrelse af Massen, hvorved denne som raa og død Masse er i Svindende — heri see vi først Statens sande Øiemed realiseret, ikke i at den blot danner en Vold mod Massen, der søger at hindre dennes ødelæggende Indbrud. Med eet Ord: Staten maa opfattes som væsentlig organiserende, ikke blot garanterende; Friheden bliver positiv og levende kun ved stedse at udbrede sit Rige, ei ved blot at befæste sig et Asyl, inden hvilket den kan hvile paa sine Laurbær. Det er vistnok nødvendigt, at Staten saavidt som muligt beskytter bestaaende Rettigheder og Friheder; men den vilde herved kun have løst sin halve Opgave — ja, nøiere beseet, vil den end ikke kunne naae dette indskrænkede Maal, med mindre den sørger for, at Stænders og Individers Rettigheder stedse udvides tilligemed Dygtigheden til at bruge dem. Kun den Stat kunne vi prise, under hvis Styrelse Massen — ikke holdes ude, men — stedse mere og mere forvandles og forsvinder i Folket.
Dog det er vel paatide at afbryde disse Betragtninger, som Mange maaskee allerede ville finde vel vidtløftige. Det foreliggende Skrivt have vi her udelukkende betragtet under Synspunktet af en „Indledning til Statsvidenskabernes Studium“, og have i den Anledning mere lagt an paa at fremstille vore Tanker om et saadant Verks Betydning og Beskaffenhed i Almindelighed end paa en udtømmende Bedømmelse af det nærværende Skrivt, hvilken vel bedre vil opsættes, til Mere deraf seer Lyset. Det allerede udkomne vil imidlertid — ialfald med et Heftes Fortsættelse — have et selvstændigt Værd, nemlig som en historisk, paa Kilde-Studium bygget Fremstilling af den romerske Statsforfatning, hvilken selv om hint mere omfattende politiske Verk ei blev fuldendt, vilde have sin Berettigelse i Litteraturen. Men paa en Bedømmelse af Bogen fra dette Synspunkt, hvortil vilde udfordres grundigt Detail-Bekjendtskab til de romerske Antiqviteter, skal jeg saameget mindre indlade mig, som en Mand af Faget har paataget sig dette Arbeide til et senere Hefte af Tidsskrivtet, forsaavidt som dette kommer til at fortsætte sin Virksomhed.
Jeg skal kun om Forfatterens Foredrag tilføie, at det er klart og flydende; man synes at spore Indflydelsen af de gamle Classikere, hvis Ytringer han rigeligt og i vellykkede Oversættelser benytter, tildeels vel ogsaa af franske Skribenter fra den ældre, classiske Periode. Udstyret er smukt, men en ubehagelig Følge af Forfatterens Fraværelse er vel de altfor mange Trykfeil især i de græske Citater.
Endelig bør jeg maaskee, for at Ingen skal gjøre sig Betænkeligheder i Anledning af Anmelderens Navn-Lighed med Forfatteren, oplyse, at denne kun i fjerde eller femte Led er beslægtet med mig, og at han blot af et Par ganske løselige Sammentræf er mig personlig bekjendt.
M. J. Monrad.
- ↑ Om det arvelige Kongedømmes Betydning. Chr. 1853.
- ↑ Her, som i det Foregaaende, har jeg især den egentlige høiere Politik for Øie; men ogsaa paa de mere underordnede Grene eller Hjælpevidenskaber som Statistik, Økonomi etc. (hvilke for øvrigt ligge mere udenfor min Sphære) vil formodentlig meget af det Sagte paa en eller anden Maade kunne anvendes.