Ifigeneia i Avlis
II
IFIGENEIA I AVLIS
Da hellenernes flaate laa seilklar i bugten ved den boiotiske by Avlis for at drage paa hevntog mot Troja, fortørnet kong Agamemnon, flaatens fører, gudinden Artemis ved at fælde en hjort i hendes hellige lund. Til straf sendte hun motvind som hindret flaaten i at seile ut av havnen. Seeren Kalkas forkyndte at gudinden kunde forsones, hvis Agamemnon ofret sin datter Ifigeneia. Overtalt av sin bror Menelaos sendte Agamemnon det bud til sin hustru Klytaimnestra at hun skulde sende Ifigeneia til Avlis, idet han foregav at hun skulde formæles med hellenernes tapreste helt Akillevs. Da dramaet begynder, er Klytaimnestra paa veien med sin datter og nær hellenernes leir.
Tragedien er forfattet i Makedonien, hvor Evripides opholdt sig i sine to sidste leveaar ved den kunstelskende kong Arkelaos’ hof i Pella. I Aten blev det først opført efter digterens død av hans søn Evripides den yngre og vandt seiersprisen.
Det er et meget omstridt spørsmaal om denne tragedie ved Evripides’ død har foreligget fra hans haand i den form hvori vi nu har den. Den har en eiendommelig dobbelt eksposition, en livlig anapæstisk dialog mellem Agamemnon og den gamle tjener, avbrudt av en lang redegjørelse i jambiske trimetre for trojanertogets forhistorie, svarende til den hos Evripides sedvanlige prolog. Hvad Agamemnon her beretter, vet selvfølgelig tjeneren paa forhaand. For et attisk publikum var det ogsaa velkjendt. Jeg antar at Evripides har været saa vidtløftig fordi han har tænkt sig tragedien opført i Pella for halvbarbarer, og finder ingen avgjørende grund til at anta at indledningen delvis skyldes den yngre Evripides eller en anden.
Dramaets avslutning, budets beretning om hvad der er foregaat ved altret og Agamemnons avskedsord til Klytaimnestra, kan hvad indholdet angaar, ikke vække betænkelighet. I den følgende tragedie «Ifigeneia i tavrernes land» lar Evripides Ifigeneia i sidste øieblik bli reddet av Artemis slik som budet her beretter. Men teksten vrimler, især mot slutten, i den grad av sproglige og metriske feil at ingen gjetninger kan restituere den. Slik kan Evripides umulig ha skrevet. Den franske utgiver Weil tænker sig at den avskrift hvorfra de bevarede haandskrifter stammer, er skrevet av en mand som hadde for sig et manuskript, hvor de sidste sider stykkevis var helt ulæselige, og at han har forsøkt at digte paa egen haand for at utfylde hullene.
PERSONER:
AGAMEMNON, konge i Mykene.
KLYTAIMNESTRA, hans hustru.
IFIGENEIA, hans datter.
MENELAOS, hans bror.
AKILLEVS.
AGAMEMNONS GAMLE TJENER.
ET BUD.
KLYTAIMNESTRA, hans hustru.
IFIGENEIA, hans datter.
MENELAOS, hans bror.
AKILLEVS.
AGAMEMNONS GAMLE TJENER.
ET BUD.
Kor av unge kvinder fra Kalkis.
Foran Agamemnons leirhytte ved Avlis.
AGAMEMNON
(gaar frem og tilbake; stanser foran indgangen og roper:)
Hør, gamle! Staa op og kom ut av vort telt!
(gaar frem og tilbake; stanser foran indgangen og roper:)
Hør, gamle! Staa op og kom ut av vort telt!
DEN GAMLE TJENER.
Jeg kommer. Hvad er det for nyt du har for,
Agamemnon, vor drot?
Jeg kommer. Hvad er det for nyt du har for,
Agamemnon, vor drot?
AGAMEMNON.
Agamemnon, vor drot?Kom, skynd dig!
Agamemnon, vor drot?Kom, skynd dig!
TJENEREN.
Agamemnon, vor drot?Kom, skynd dig!Ja vel!
Med alderen følger at søvnen blir let.
Sent lukker den øiet, og snart vil den fly.
Agamemnon, vor drot?Kom, skynd dig!Ja vel!
Med alderen følger at søvnen blir let.
Sent lukker den øiet, og snart vil den fly.
AGAMEMNON
(peker mot himlen).
Hvad heter den stjerne som lyser saa klart?
(peker mot himlen).
Hvad heter den stjerne som lyser saa klart?
TJENEREN.
Den der? Det er Seiriosstjernen[1] som staar
nær syvstjernens søsterflok midt i sit løp.
Hver smaafugl er tystnet. Ei høres fra sjø
et bølgeskvulp. Vinden er stilnet forlængst.
Se Evripossundet er blankt som et speil.
Hvad er det som jager dig ut av dit telt,
Agamemnon, vor drot, naar alting er tyst
i Avlis, og vakterne staar paa sin post
paa murene endnu i dypeste ro?
Kom, la os gaa ind!
Den der? Det er Seiriosstjernen[1] som staar
nær syvstjernens søsterflok midt i sit løp.
Hver smaafugl er tystnet. Ei høres fra sjø
et bølgeskvulp. Vinden er stilnet forlængst.
Se Evripossundet er blankt som et speil.
Hvad er det som jager dig ut av dit telt,
Agamemnon, vor drot, naar alting er tyst
i Avlis, og vakterne staar paa sin post
paa murene endnu i dypeste ro?
Kom, la os gaa ind!
AGAMEMNON.
Kom, la os gaa ind!Aa gamle, din lod
misunder jeg dig. Jeg misunder enhver
som ukjendt og uten et straalende ry
har levet i tryghet. Men alle som her
er hædrede stormænd, misunder jeg ei.
Kom, la os gaa ind!Aa gamle, din lod
misunder jeg dig. Jeg misunder enhver
som ukjendt og uten et straalende ry
har levet i tryghet. Men alle som her
er hædrede stormænd, misunder jeg ei.
TJENEREN.
Dog, storhet gir livet dets skjønhet og glans.
Dog, storhet gir livet dets skjønhet og glans.
AGAMEMNON.
Den skjønhet er flygtig; snart staar den for fald,
og søt er vel æren; men vinder du den,
blir frugterne bitre. Snart er det en synd
mot guder som gjør at vort liv blir en ørk,
og mangengang øder baktalelsens gift
og menneskers ondskap vor lykke.
Den skjønhet er flygtig; snart staar den for fald,
og søt er vel æren; men vinder du den,
blir frugterne bitre. Snart er det en synd
mot guder som gjør at vort liv blir en ørk,
og mangengang øder baktalelsens gift
og menneskers ondskap vor lykke.
TJENEREN.
Ei sømmer slik tale en stormand som dig.
Betænk, Agamemnon, at Atrevs, din far,
ei avlet til ublandet lykke sin søn.
Nei, efter en glæde maa følge en sorg;
ti dødelig er du, og vil du det ei,
saa maa det dog gaa som guderne vil.
Hvad tænker du paa? Din lampe er tændt.
Du skriver paa tavlen,[2] du bærer i haand,
og det som du skrev, blir igjen slettet ut.
Du aapner paany det forseglede brev
og kaster fortvilet din tavle til jord
med strømmende graat.
Saa raadvild og hjelpeløs tykkes din færd,
som var du forrykt. Hvad feiler dig, drot?
Hvad ondt er der hændt dig? Hvad uventet nyt?
Aa tal og fortæl det! Betro det til mig!
Du vet jeg er ærlig og tjener dig tro;
ti mig har Tyndareos[3] sendt til dit hus
som del av den medgift du fik med din brud,
en følgesvend tro for din hustru.
Ei sømmer slik tale en stormand som dig.
Betænk, Agamemnon, at Atrevs, din far,
ei avlet til ublandet lykke sin søn.
Nei, efter en glæde maa følge en sorg;
ti dødelig er du, og vil du det ei,
saa maa det dog gaa som guderne vil.
Hvad tænker du paa? Din lampe er tændt.
Du skriver paa tavlen,[2] du bærer i haand,
og det som du skrev, blir igjen slettet ut.
Du aapner paany det forseglede brev
og kaster fortvilet din tavle til jord
med strømmende graat.
Saa raadvild og hjelpeløs tykkes din færd,
som var du forrykt. Hvad feiler dig, drot?
Hvad ondt er der hændt dig? Hvad uventet nyt?
Aa tal og fortæl det! Betro det til mig!
Du vet jeg er ærlig og tjener dig tro;
ti mig har Tyndareos[3] sendt til dit hus
som del av den medgift du fik med din brud,
en følgesvend tro for din hustru.
AGAMEMNON.
Av Leda, datter av kong Testios, blev født
tre døtre, Foibe, Klytaimnestra, hun som blev
min brud, og Hélena. Fra hele Hellas kom
de mest høibaarne unge mænd til hendes hjem
paa frierfærd. Hver beiler truet da med drap
de andre, hvis han ikke vandt den skjønne mø.
Og hendes far, Tyndareos, var ilde stedt.
Han var i raadløs tvil om hvem han skulde gi
sin datter for at trygge hendes fremtid bedst.
Da fandt han paa at binde med en hellig ed
og haandslag alle dem som bad om hendes haand,
og la dem stænke offerdrik paa alterbaal
og love høit og hellig at med samlet magt
de skulde hjælpe ham som førte hjem som brud
Tyndareos’s datter, hvis det skulde ske
at nogen ransmand engang førte hende bort
fra hendes rette husbonds hjem og ekteseng.
De svor at gaa i leding og faa lagt i grus
hans by i Hellas eller i barbarers land.
Da denne pakt var sluttet, og Tyndareos
fik lokket dem i fælden ved sin kloke list,
lot gubben straks sin datter vælge selv den mand
til hvem den hulde Kypris vendte hendes hu.
Paa Menelaos faldt — aa var det aldrig skedd! —
hans datters valg. Men siden kom fra frygers land
til Lakedaimon han som engang fældte dom
i tre gudinders strid,[4] hvis rygtet taler sandt.
Han kom i al sin stas, i blomstermønstret dragt
med gyldne smykker, som barbarer har for skik.
Forelsket førte han til Idas vang som rov
den elskovssyke Hélena; ti da han kom,
var Menelaos paa besøk i fremmed land.
Av savnets bremse jaget ilte nu min bror
omkring i Hellas. Alle fyrster mindet han
om løftet som de gav Tyndareos tilforn
om hjælp til den som krævet hevn for bruderov.
Og folk og fyrster rundt i Hellas rustet sig
i største hast med skjold og spyd og stevnet hit
til Avlis ved det trange sund paa ledingstog.
Ombord var mangen stridsvogn, hester uten tal.
Og for at hædre Menelaos tok vor hær
til fører mig, hans bror. Aa, om de hadde valgt
en anden drot end mig til dette hædershverv!
Men da vor hær var samlet, laa vi veirfast her
i Avlis. Stadig motbør hindret vor seilas.
I nøden gav os Kalkas ved sin spaadomskunst
det svar at Artemis,[5] som verner denne egn,
som offer krævet Ifigeneia — mit barn!
Ved ofret faar vi bør og styrter frygers by
i grus; men uten ofring kan det aldrig ske.
Ved dette budskap bød jeg straks Taltybios[6]
med høilydt rop at sende hele hæren hjem;
ti ofre barnet? Aldrig! Tanken var en gru.
Dog, til slik udaad fik min bror mig overtalt
med mange ord. Pa sammenfoldet tavle skrev
jeg til min hustru at hun skulde sende straks
vor datter hit til leiren som Akillevs’ brud.
Jeg priste høilig heltens store ry og skrev
at hvis vi ei til Ftia sendte ham vort barn,
da negtet han at seile med paa dette tog.
Jeg fandt paa løgnen om vor datters bryllupsfærd
som middel til at faa min hustru overtalt.
Kun Kalkas, Menelaos og Odyssevs vet
den sande sammenhæng. Dog, hvad jeg dengang skrev,
var ikke ret. Det rette har jeg ridset ind
paa disse tavler, som du nys i nattens mulm
snart saa mig aapne, snart forsegle dem paany.
Vel, ta nu dette brev, og skynd dig saa avsted
til Argos. Vent, saa skal jeg nøie si dig alt
hvad disse tavler dølger, si det ord for ord.
Av Leda, datter av kong Testios, blev født
tre døtre, Foibe, Klytaimnestra, hun som blev
min brud, og Hélena. Fra hele Hellas kom
de mest høibaarne unge mænd til hendes hjem
paa frierfærd. Hver beiler truet da med drap
de andre, hvis han ikke vandt den skjønne mø.
Og hendes far, Tyndareos, var ilde stedt.
Han var i raadløs tvil om hvem han skulde gi
sin datter for at trygge hendes fremtid bedst.
Da fandt han paa at binde med en hellig ed
og haandslag alle dem som bad om hendes haand,
og la dem stænke offerdrik paa alterbaal
og love høit og hellig at med samlet magt
de skulde hjælpe ham som førte hjem som brud
Tyndareos’s datter, hvis det skulde ske
at nogen ransmand engang førte hende bort
fra hendes rette husbonds hjem og ekteseng.
De svor at gaa i leding og faa lagt i grus
hans by i Hellas eller i barbarers land.
Da denne pakt var sluttet, og Tyndareos
fik lokket dem i fælden ved sin kloke list,
lot gubben straks sin datter vælge selv den mand
til hvem den hulde Kypris vendte hendes hu.
Paa Menelaos faldt — aa var det aldrig skedd! —
hans datters valg. Men siden kom fra frygers land
til Lakedaimon han som engang fældte dom
i tre gudinders strid,[4] hvis rygtet taler sandt.
Han kom i al sin stas, i blomstermønstret dragt
med gyldne smykker, som barbarer har for skik.
Forelsket førte han til Idas vang som rov
den elskovssyke Hélena; ti da han kom,
var Menelaos paa besøk i fremmed land.
Av savnets bremse jaget ilte nu min bror
omkring i Hellas. Alle fyrster mindet han
om løftet som de gav Tyndareos tilforn
om hjælp til den som krævet hevn for bruderov.
Og folk og fyrster rundt i Hellas rustet sig
i største hast med skjold og spyd og stevnet hit
til Avlis ved det trange sund paa ledingstog.
Ombord var mangen stridsvogn, hester uten tal.
Og for at hædre Menelaos tok vor hær
til fører mig, hans bror. Aa, om de hadde valgt
en anden drot end mig til dette hædershverv!
Men da vor hær var samlet, laa vi veirfast her
i Avlis. Stadig motbør hindret vor seilas.
I nøden gav os Kalkas ved sin spaadomskunst
det svar at Artemis,[5] som verner denne egn,
som offer krævet Ifigeneia — mit barn!
Ved ofret faar vi bør og styrter frygers by
i grus; men uten ofring kan det aldrig ske.
Ved dette budskap bød jeg straks Taltybios[6]
med høilydt rop at sende hele hæren hjem;
ti ofre barnet? Aldrig! Tanken var en gru.
Dog, til slik udaad fik min bror mig overtalt
med mange ord. Pa sammenfoldet tavle skrev
jeg til min hustru at hun skulde sende straks
vor datter hit til leiren som Akillevs’ brud.
Jeg priste høilig heltens store ry og skrev
at hvis vi ei til Ftia sendte ham vort barn,
da negtet han at seile med paa dette tog.
Jeg fandt paa løgnen om vor datters bryllupsfærd
som middel til at faa min hustru overtalt.
Kun Kalkas, Menelaos og Odyssevs vet
den sande sammenhæng. Dog, hvad jeg dengang skrev,
var ikke ret. Det rette har jeg ridset ind
paa disse tavler, som du nys i nattens mulm
snart saa mig aapne, snart forsegle dem paany.
Vel, ta nu dette brev, og skynd dig saa avsted
til Argos. Vent, saa skal jeg nøie si dig alt
hvad disse tavler dølger, si det ord for ord.
TJENEREN.
Ja, si mig det tydelig, saa mine ord
kan stemme tilfulde med det som du skrev.
Ja, si mig det tydelig, saa mine ord
kan stemme tilfulde med det som du skrev.
AGAMEMNON.
Ledas datter, brev og budskap
var forhastet. Følg det ikke!
Send vor fagre blomst, din datter
ikke til det lune Avlis,
her hvor bølgen gaar til hvile,
skjærmet av Evboias vinge.[7]
Først ad aare kan vi feire
herligst fest, vor datters bryllup.
Ledas datter, brev og budskap
var forhastet. Følg det ikke!
Send vor fagre blomst, din datter
ikke til det lune Avlis,
her hvor bølgen gaar til hvile,
skjærmet av Evboias vinge.[7]
Først ad aare kan vi feire
herligst fest, vor datters bryllup.
TJENEREN.
Men vil ei Akillevs som mister sin brud,
saa stolt som han er, ta heftig paa vei
mot dig og din viv.
Mig tykkes det farlig. Hvad mener du selv?
Men vil ei Akillevs som mister sin brud,
saa stolt som han er, ta heftig paa vei
mot dig og din viv.
Mig tykkes det farlig. Hvad mener du selv?
AGAMEMNON.
Jeg laante Akillevs’s navn; men han selv
vet intet om bryllup, vet intet om alt
som nu vi har for, at jeg lovet at gi
min datter til ham for at hvile som brud
i hans favn paa det svulmende leie.
Jeg laante Akillevs’s navn; men han selv
vet intet om bryllup, vet intet om alt
som nu vi har for, at jeg lovet at gi
min datter til ham for at hvile som brud
i hans favn paa det svulmende leie.
TJENEREN.
Et farefuldt vaagespil var det, o drot,
at kalde din datter som slagtoffer hit,
men si at det var som Akillevs’s brud.
Et farefuldt vaagespil var det, o drot,
at kalde din datter som slagtoffer hit,
men si at det var som Akillevs’s brud.
AGAMEMNON.
Ve mig! Det var vanvid. Jeg styrtet mig selv
i fordærv ved min løgn.
Men skynd dig! La føttene ikke gi tapt
for alderens byrde!
Ve mig! Det var vanvid. Jeg styrtet mig selv
i fordærv ved min løgn.
Men skynd dig! La føttene ikke gi tapt
for alderens byrde!
TJENEREN.
for alderens byrde!Jeg iler, min drot.
for alderens byrde!Jeg iler, min drot.
AGAMEMNON.
Og sæt dig ei ned ved en rislende bæk
i løvrike lunde. Vær sparsom med søvn.
i løvrike lunde. Vær sparsom med søvn.
TJENEREN.
Det sier sig selv.
Det sier sig selv.
AGAMEMNON.
Og speid ved et veikryds omkring overalt,
saa ikke en stasvogn paa rullende hjul
skal, uset av dig, kunne kjøre forbi
og bringe mit barn til akaiernes leir.
Og speid ved et veikryds omkring overalt,
saa ikke en stasvogn paa rullende hjul
skal, uset av dig, kunne kjøre forbi
og bringe mit barn til akaiernes leir.
TJENEREN.
Skal ske.
Skal ske.
AGAMEMNON.
Skal ske.Hvis du utenfor borgmurens port
gaar toget imøte, saa jag det i hast
tilbake! Ryst tøilerne! Kjør, til du naar
kyklopernes[8] borg med den vældige mur.
Skal ske.Hvis du utenfor borgmurens port
gaar toget imøte, saa jag det i hast
tilbake! Ryst tøilerne! Kjør, til du naar
kyklopernes[8] borg med den vældige mur.
TJENEREN.
Men hvorledes skal jeg bli trodd paa mit ord,
naar datter og hustru faar vite dit bud?
Men hvorledes skal jeg bli trodd paa mit ord,
naar datter og hustru faar vite dit bud?
AGAMEMNON.
Paa brevet du bærer, er trykket mit segl.
Ta vare paa seglet. Gaa! Skynd dig avsted!
Det lider mot daggry. Alt skimtes i øst
det flammende firspand for solgudens vogn.
Aa hjælp mig at bære min byrde!
(Tjeneren gaar.)
Ak, rigdom og lykke blev ingen til del
hans livsdag til ende, og ingen blev født
som sorg og bekymring har sparet.
(Gaar ind i teltet.)
Paa brevet du bærer, er trykket mit segl.
Ta vare paa seglet. Gaa! Skynd dig avsted!
Det lider mot daggry. Alt skimtes i øst
det flammende firspand for solgudens vogn.
Aa hjælp mig at bære min byrde!
(Tjeneren gaar.)
Ak, rigdom og lykke blev ingen til del
hans livsdag til ende, og ingen blev født
som sorg og bekymring har sparet.
(Gaar ind i teltet.)
KOR.[9]
Første strofe.
Hit over Evripossundet, det trange
stevnet vor snekke til Avlis, hvor bølgen
lekende skyller mot sandet paa stranden.
Kalkis, min hjemby, forlot jeg. Der strømmer
speilklar den rislende bæk Aretusa,
feiret i sange. Jeg kom for at skue
ledingens snekker og alle de tapre
mænd fra Akaia, om hvem det fortælles
av vore mænd, at de føres mot Troja
av Agamemnon, den ættstore konge,
og av hans lysblonde bror Menelaos.
Derfra skal Helena føres tilbake,
hun som av gjæteren Paris blev ranet
fjernt fra Evrotas’s[10] sivkranste bredder.
Saaledes lønnet den smilende Kypris?[11]
Paris, da Hera og Pallas Atene
hist ved den dugfriske fjeldbæk paa Ida
stred med gudinden om skjønhetens pris.
Første strofe.
Hit over Evripossundet, det trange
stevnet vor snekke til Avlis, hvor bølgen
lekende skyller mot sandet paa stranden.
Kalkis, min hjemby, forlot jeg. Der strømmer
speilklar den rislende bæk Aretusa,
feiret i sange. Jeg kom for at skue
ledingens snekker og alle de tapre
mænd fra Akaia, om hvem det fortælles
av vore mænd, at de føres mot Troja
av Agamemnon, den ættstore konge,
og av hans lysblonde bror Menelaos.
Derfra skal Helena føres tilbake,
hun som av gjæteren Paris blev ranet
fjernt fra Evrotas’s[10] sivkranste bredder.
Saaledes lønnet den smilende Kypris?[11]
Paris, da Hera og Pallas Atene
hist ved den dugfriske fjeldbæk paa Ida
stred med gudinden om skjønhetens pris.
Første motstrofe.
Gjennem den lund, hvor de hellige ofre
vies til Artemis, vandret jeg ilsomt.
Rødmende farvet jomfruelig blygsel
blomstrende kind, da jeg kom for at skue
skjoldenes vern og danaernes telter
fulde av vaaben og stridshesters rækker.
Side om side sat begge Aianter,[12]
søn av Oilevs og Telamons ætling
fyrsten fra Salamis, mens Palamedes,
sønnesøn gjev av den sterke Poseidon,
frydet sin sjel ved det vekslende bretspil.
Hist fik jeg se Diomedes som kastet
diskos for morskap. Meriones stod der
krigsgudens ætling, et under at skue.
Fjeldøens hersker, hin søn av Laertes,
kom mig for øie og ynglingen Nirevs,
skjønnest av alle akaiernes mænd.
Gjennem den lund, hvor de hellige ofre
vies til Artemis, vandret jeg ilsomt.
Rødmende farvet jomfruelig blygsel
blomstrende kind, da jeg kom for at skue
skjoldenes vern og danaernes telter
fulde av vaaben og stridshesters rækker.
Side om side sat begge Aianter,[12]
søn av Oilevs og Telamons ætling
fyrsten fra Salamis, mens Palamedes,
sønnesøn gjev av den sterke Poseidon,
frydet sin sjel ved det vekslende bretspil.
Hist fik jeg se Diomedes som kastet
diskos for morskap. Meriones stod der
krigsgudens ætling, et under at skue.
Fjeldøens hersker, hin søn av Laertes,
kom mig for øie og ynglingen Nirevs,
skjønnest av alle akaiernes mænd.
Slutstrofe.
Derefter saa jeg den stolte Akillevs,
helten hvis føtter er rappe som vinden,
Tetis’s straalende søn som av Keiron
lærte sit yrke tilgavns. Jeg har set ham
løpe paa strandbreddens grus for at vinde
seierens pris i en dyst med et firspand.
Evmelos, kusken, en ætling av Feres,
øket med pigstav og eggende tilrop
gangernes fyrighet. Aldrig jeg skuet
hester saa deilige. Guldet det røde
straalte fra bidslerne. Nærmest ved stangen
travet to vælige droplete skimler.
Utenfor disse og forspændt med liner
løp over banen og svinget om merket
rødbrune hingster med brokete sokker.
Pelevs’s søn i sin straalende rustning
fulgte dem stadig i løpet og holdt sig
like ved stridsvognens fating og nav.
Derefter saa jeg den stolte Akillevs,
helten hvis føtter er rappe som vinden,
Tetis’s straalende søn som av Keiron
lærte sit yrke tilgavns. Jeg har set ham
løpe paa strandbreddens grus for at vinde
seierens pris i en dyst med et firspand.
Evmelos, kusken, en ætling av Feres,
øket med pigstav og eggende tilrop
gangernes fyrighet. Aldrig jeg skuet
hester saa deilige. Guldet det røde
straalte fra bidslerne. Nærmest ved stangen
travet to vælige droplete skimler.
Utenfor disse og forspændt med liner
løp over banen og svinget om merket
rødbrune hingster med brokete sokker.
Pelevs’s søn i sin straalende rustning
fulgte dem stadig i løpet og holdt sig
like ved stridsvognens fating og nav.
Anden strofe.
Aldrig kan en tunge skildre
synet av de tusen skibe
som har møtt mit kvindeføie.
Glad beundring fyldte hjertet.
Paa den høire fløi av flaaten
laa med femti snare snekker
Myrmidoners hær fra Ftia.
Som Akillevshærens merke
pranget i hvert fartøis bakstavn
billeder av Nerevs’ døtre[13]
straalende i gylden glans.
Aldrig kan en tunge skildre
synet av de tusen skibe
som har møtt mit kvindeføie.
Glad beundring fyldte hjertet.
Paa den høire fløi av flaaten
laa med femti snare snekker
Myrmidoners hær fra Ftia.
Som Akillevshærens merke
pranget i hvert fartøis bakstavn
billeder av Nerevs’ døtre[13]
straalende i gylden glans.
Anden motstrofe.
Argoshærens stolte snekker
laa i samme antal nærmest.
Stenelos var flaatens fører,
søn av Kapanevs. Ham fulgte
Talaos’s søn, en ætling
av Mekistevs. Seksti skibe
fra Aten laa nærmest disse,
ført av Tesevs’ søn. Som merke,
lykketegn for flaatens sjømænd,
stod paa vogn med vinget forspand
Pallas høit i agterstavn.
Argoshærens stolte snekker
laa i samme antal nærmest.
Stenelos var flaatens fører,
søn av Kapanevs. Ham fulgte
Talaos’s søn, en ætling
av Mekistevs. Seksti skibe
fra Aten laa nærmest disse,
ført av Tesevs’ søn. Som merke,
lykketegn for flaatens sjømænd,
stod paa vogn med vinget forspand
Pallas høit i agterstavn.
Tredje strofe.
Femti skibe med boiotisk mandskap
saa jeg dernæst. Alle bar som merke
Kadmos,[14] som i sterke arme knuget
gylden drage. Flaatens kjække fører
var kong Leitos, en søn av Jorden.
Fjernt fra Fokis kom med firti snekker
Skedios, og samme antal førte
Aias, søn av lokrers drot Oilevs,
hit fra Tronions berømte by.
Femti skibe med boiotisk mandskap
saa jeg dernæst. Alle bar som merke
Kadmos,[14] som i sterke arme knuget
gylden drage. Flaatens kjække fører
var kong Leitos, en søn av Jorden.
Fjernt fra Fokis kom med firti snekker
Skedios, og samme antal førte
Aias, søn av lokrers drot Oilevs,
hit fra Tronions berømte by.
Tredje motstrofe.
Fra Mykene, som kykloper bygget,
stevnet Atrevs søn med hundred skibe.
Drottens bror var med; ti Hellas kræver
nu tilbake hende som fra hjemmet
drog og fulgte en barbar som hustru.
Nestors flaate saa jeg. Nær ved Pylos,
gubbens kongsstad, gaar en elv Alfeios.
Flodens gud var alle snekkers mærke.
Tyreføtter bar hans kjæmpekrop.
Fra Mykene, som kykloper bygget,
stevnet Atrevs søn med hundred skibe.
Drottens bror var med; ti Hellas kræver
nu tilbake hende som fra hjemmet
drog og fulgte en barbar som hustru.
Nestors flaate saa jeg. Nær ved Pylos,
gubbens kongsstad, gaar en elv Alfeios.
Flodens gud var alle snekkers mærke.
Tyreføtter bar hans kjæmpekrop.
Fjerde strofe.
Tolv i tal var ainianers snekker
Gunevs førte dem, og nærmest disse
laa en høvdingflok som kom fra Elis.
Folk jeg spurte, kaldte dem epeier.
Evrytos var deres drot og fører.
Mænd fra Tafos kom med hvite aarer.
Meges førte dem, en søn av Fylevs.
Ekinader kalder folk de øer,
hvorfra fyrsten kom. Av alle sjømænd
blir de skydd; de lander aldrig der.[15]
Tolv i tal var ainianers snekker
Gunevs førte dem, og nærmest disse
laa en høvdingflok som kom fra Elis.
Folk jeg spurte, kaldte dem epeier.
Evrytos var deres drot og fører.
Mænd fra Tafos kom med hvite aarer.
Meges førte dem, en søn av Fylevs.
Ekinader kalder folk de øer,
hvorfra fyrsten kom. Av alle sjømænd
blir de skydd; de lander aldrig der.[15]
Fjerde motstrofe.
Aias, født paa Salamis, forankret
paa den venstre fløi og allerytterst
sine skibe. Tolv de var og lystret
villig roret. Saa har folk fortalt mig,
og jeg saa dem selv og deres mandskap.
Dersom en barbar med tunge skuter
gaar til kamp mot disse, vil han aldrig
vende hjem. Det vet jeg nu av selvsyn.
Meget andet har jeg hørt i hjemmet
om vor hær, og intet har jeg glemt.
Aias, født paa Salamis, forankret
paa den venstre fløi og allerytterst
sine skibe. Tolv de var og lystret
villig roret. Saa har folk fortalt mig,
og jeg saa dem selv og deres mandskap.
Dersom en barbar med tunge skuter
gaar til kamp mot disse, vil han aldrig
vende hjem. Det vet jeg nu av selvsyn.
Meget andet har jeg hørt i hjemmet
om vor hær, og intet har jeg glemt.
(Menelaos og Agamemnons gamle tjener kommer ind. Mene-
laos har tat og læst brevet. Tjeneren søker at faa det tilbake.)
laos har tat og læst brevet. Tjeneren søker at faa det tilbake.)
TJENEREN.
Aa Menelaos, vaag ei altfor vaagsomt verk.
Aa Menelaos, vaag ei altfor vaagsomt verk.
MENELAOS.
Gaa væk med dig! Du er din herre altfor tro.
Gaa væk med dig! Du er din herre altfor tro.
TJENEREN.
Du haaner mig for det som er min største ros.
Du haaner mig for det som er min største ros.
MENELAOS.
Men gjør du hvad du ikke bør, blir straffen haard.
Men gjør du hvad du ikke bør, blir straffen haard.
TJENEREN.
En skam at bryte seglet paa det brev jeg bar.
En skam at bryte seglet paa det brev jeg bar.
MENELAOS.
En skam at bære det som volder Hellas ondt.
En skam at bære det som volder Hellas ondt.
TJENEREN.
Den sak faar andre drøfte. Gi mig brevet straks!
Den sak faar andre drøfte. Gi mig brevet straks!
MENELAOS.
Jeg gir det ikke fra mig.
Jeg gir det ikke fra mig.
TJENEREN.
Jeg gir det ikke fra mig.Heller ikke jeg.
Jeg gir det ikke fra mig.Heller ikke jeg.
MENELAOS.
Da skal jeg slaa tilblods dit hode med min stav.
Da skal jeg slaa tilblods dit hode med min stav.
TJENEREN.
Stor ære vinder den, som for sin herre dør.
Stor ære vinder den, som for sin herre dør.
MENELAOS.
Slip brevet! Husk du er en træl og hold din mund.
Slip brevet! Husk du er en træl og hold din mund.
TJENEREN.
Kom, Agamemnon! Kom! Vi lider overlast.
Han der har vristet mig av haand dit brev med vold
og bryr sig intet, herre, om din gode ret.
Kom, Agamemnon! Kom! Vi lider overlast.
Han der har vristet mig av haand dit brev med vold
og bryr sig intet, herre, om din gode ret.
AGAMEMNON
(kommer ut).
Hvem volder larm og dette opstyr ved min dør?
(kommer ut).
Hvem volder larm og dette opstyr ved min dør?
MENELAOS.
Jeg, ikke han, er nærmest til at gi dig svar.
Jeg, ikke han, er nærmest til at gi dig svar.
AGAMEMNON.
Hvi yppet du med manden strid og brukte vold?
Hvi yppet du med manden strid og brukte vold?
MENELAOS.
Kom, se mig ind i øiet. Gjør det, om du tør.
Kom, se mig ind i øiet. Gjør det, om du tør.
AGAMEMNON.
Skal jeg, en søn av Atrevs, skjælve for dit blik?
Skal jeg, en søn av Atrevs, skjælve for dit blik?
MENELAOS.
Vel, ser du dette brev? Hvert bokstav varsler ondt.
Vel, ser du dette brev? Hvert bokstav varsler ondt.
AGAMEMNON.
Ja vel, jeg ser det. Ræk mig brevet! Slip det straks!
Ja vel, jeg ser det. Ræk mig brevet! Slip det straks!
MENELAOS.
Ei før jeg selv har vist alt folket hvad du skrev.
Ei før jeg selv har vist alt folket hvad du skrev.
AGAMEMNON.
Svar! Brøt du seglet? Vet du hvad du ikke bør?
Svar! Brøt du seglet? Vet du hvad du ikke bør?
MENELAOS.
Ja! Røbet er hvad lønlig du har gjort av ondt.
Ja! Røbet er hvad lønlig du har gjort av ondt.
AGAMEMNON.
Hvor fik du det? Aa guder, hvilken skurkestrek!
Hvor fik du det? Aa guder, hvilken skurkestrek!
MENELAOS.
Jeg ventet paa din datters ankomst til vor leir.
Jeg ventet paa din datters ankomst til vor leir.
AGAMEMNON.
Hvi vokte mig og mine? Er det ikke frækt?
Hvi vokte mig og mine? Er det ikke frækt?
MENELAOS.
Jeg hadde lyst. Hvad andet? Jeg er ei din træl.
Jeg hadde lyst. Hvad andet? Jeg er ei din træl.
AGAMEMNON.
Jeg skal da ei faa lov at styre selv mit hus?
Jeg skal da ei faa lov at styre selv mit hus?
MENELAOS.
Du er for svak. Du skifter sind fra dag til dag.
Du er for svak. Du skifter sind fra dag til dag.
AGAMEMNON.
Godt sagt; men kløkt, med ondskap parret, vækker hat.
Godt sagt; men kløkt, med ondskap parret, vækker hat.
MENELAOS.
Du volder tvil hos venner ved dit vankelmod.
Det skal jeg vise dig saa skaansomt som jeg kan,
og lyt nu uten harme til et sandhets ord.
Du husker at du dengang da din higen var
at være fører paa vort tog mot Ilion,
var ivrig nok, men lot, som var det dig imot.
Du vet hvor myk du var. Du trykket alles haand.
Din dør stod altid aapen, selv for menig mand
som søkte dig. Til alle hadde du et ord,
ja selv til dem som intet søkte. Al din færd
var myntet paa at kjøpe det du vilde naa.
Men da du saa fik førerrangen, slog du om.
For venner var du ikke mer en ven som før.
Da holdt det haardt at komme indenfor din dør.
Derinde holdt du til og lot dig sjelden se.
En hædersmand som faar slik magt og myndighet,
bør ikke skifte sind. Først da skal trofasthet
for alvor staa sin prøve, naar han ved sit held
faar evnen til at gavne sine venner mest.
Dit første store feilgrep har jeg lastet først.
Men siden, da du kom til Avlis med en hær
fra hele Hellas, sank du sammen, pint av angst,
fordi de vrede guder ikke gav dig bør,
og Argoshærens mandskap sendte bud paa bud
og krævet at vor flaate skulde sendes hjem
og ei forgjæves her i Avlis lide ondt.
Hvor dystert var ei da dit blik! Hvor angst du var
for ei som fører for de tusen snekkers tog
at gjeste Priamos’s land med blanke spyd.
Du hentet mig. Dit spørsmaal var: «Hvad gjør jeg nu?
Hvor finder jeg en utvei som kan spare mig
for skammen ved at miste førerskap og ry?»
Men da saa Kalkas tolket ofrets dulgte tegn
og varslet medvind for danaerfolkets hær,
saafremt du ofret selv dit barn til Artemis,
da blev du glad til sinds og lovet frydefuld
at ofre møen. Negt ei at du uten tvang
og helt frivillig sendte til din hustru brev
med paalæg om at sende som Akillevs’ brud
dit datter hit. Du lokket hende med en løgn.
Saa slog du om. Jeg grep dig i at sende hjem
et andet brev, fordi du ikke ønsket mer
at bli din datters morder. Men hvad du har sagt
tilforn og sier nu, har samme himmel hørt.
Som tusen andre gik det dig. De stræver haardt
for selv at vinde magt, men flygter siden feigt
fra styret, dels av frygt for mængdens uforstand
og dels med rette, naar de ikke har den kraft
som kræves for at vaake over statens vel.
Jeg ynker mest vort arme Hellas, som saa kjækt
har villet øve ædel daad, men nu med skam
maa la for din og for din datters skyld et folk
som intet duger, raa barbarer, slippe straf
og le os ut. Jeg vilde aldrig la en mand
bli landets hersker eller fører for en hær,
fordi han selv var lysten paa saa høi en rang.
Nei, klokskap er en krigerhøvdings første dyd,
og herskermagt bør være parret med forstand.
Du volder tvil hos venner ved dit vankelmod.
Det skal jeg vise dig saa skaansomt som jeg kan,
og lyt nu uten harme til et sandhets ord.
Du husker at du dengang da din higen var
at være fører paa vort tog mot Ilion,
var ivrig nok, men lot, som var det dig imot.
Du vet hvor myk du var. Du trykket alles haand.
Din dør stod altid aapen, selv for menig mand
som søkte dig. Til alle hadde du et ord,
ja selv til dem som intet søkte. Al din færd
var myntet paa at kjøpe det du vilde naa.
Men da du saa fik førerrangen, slog du om.
For venner var du ikke mer en ven som før.
Da holdt det haardt at komme indenfor din dør.
Derinde holdt du til og lot dig sjelden se.
En hædersmand som faar slik magt og myndighet,
bør ikke skifte sind. Først da skal trofasthet
for alvor staa sin prøve, naar han ved sit held
faar evnen til at gavne sine venner mest.
Dit første store feilgrep har jeg lastet først.
Men siden, da du kom til Avlis med en hær
fra hele Hellas, sank du sammen, pint av angst,
fordi de vrede guder ikke gav dig bør,
og Argoshærens mandskap sendte bud paa bud
og krævet at vor flaate skulde sendes hjem
og ei forgjæves her i Avlis lide ondt.
Hvor dystert var ei da dit blik! Hvor angst du var
for ei som fører for de tusen snekkers tog
at gjeste Priamos’s land med blanke spyd.
Du hentet mig. Dit spørsmaal var: «Hvad gjør jeg nu?
Hvor finder jeg en utvei som kan spare mig
for skammen ved at miste førerskap og ry?»
Men da saa Kalkas tolket ofrets dulgte tegn
og varslet medvind for danaerfolkets hær,
saafremt du ofret selv dit barn til Artemis,
da blev du glad til sinds og lovet frydefuld
at ofre møen. Negt ei at du uten tvang
og helt frivillig sendte til din hustru brev
med paalæg om at sende som Akillevs’ brud
dit datter hit. Du lokket hende med en løgn.
Saa slog du om. Jeg grep dig i at sende hjem
et andet brev, fordi du ikke ønsket mer
at bli din datters morder. Men hvad du har sagt
tilforn og sier nu, har samme himmel hørt.
Som tusen andre gik det dig. De stræver haardt
for selv at vinde magt, men flygter siden feigt
fra styret, dels av frygt for mængdens uforstand
og dels med rette, naar de ikke har den kraft
som kræves for at vaake over statens vel.
Jeg ynker mest vort arme Hellas, som saa kjækt
har villet øve ædel daad, men nu med skam
maa la for din og for din datters skyld et folk
som intet duger, raa barbarer, slippe straf
og le os ut. Jeg vilde aldrig la en mand
bli landets hersker eller fører for en hær,
fordi han selv var lysten paa saa høi en rang.
Nei, klokskap er en krigerhøvdings første dyd,
og herskermagt bør være parret med forstand.
KORFØRER.
Hvor ondt det gjør at høre brødre yppe strid
og veksle bitre ord, som var de avindsmænd!
Hvor ondt det gjør at høre brødre yppe strid
og veksle bitre ord, som var de avindsmænd!
AGAMEMNON.
I korthet vil jeg svare paa de onde ord
med samme mynt, men sindig, uten altfor strengt
at rynke panden ved din skamløshet.
En hædersmand vil føle blygsel for sin bror.
Vel, svar mig! Hvad er grunden til dit raseri?
Hvi er dit øie blodsprængt? Hvem har krænket dig?
Hvad ønsker du? En hustru ren og tro som guld?
Den kan jeg ikke skaffe. Du har voktet slapt
din første hustru. Kanske mener du at jeg
skal bøte for dit vanheld uten egen skyld?
Min lyst til ry og hæder kan den skade dig?
Din lyst gaar andre veie. Du vil ta i favn
en deilig kvinde. Ære og fornuft er glemt.
Saa usle glæder frister ingen hædersmand.
Er jeg en daare, naar jeg retter paa den feil
jeg før har gjort? Nei, heller du, hvem guders gunst
har undt at miste troløs hustru, men som nu
er lysten paa at føre tøiten hjem paany.
I elskovsrusens letsind svor de unge mænd,
som kom paa frierfærd og bad om hendes haand
den ed Tyndareos forlangte. Haabets[16] gud
har virket, tror jeg, mer end du og al din magt.
Ta disse med dig paa dit tog! De følger nok
frivillig med, forblindet av sin overtro.
Saa blinde er ei himlens guder. De forstaar
at tvungne eder ikke binder nogen mand.
Jeg dræper ei min datter. Nei, den uret skal
forvisst ei ske, at du skal faa din vilje frem
og for en troløs hustru kræve blodig hevn,
mens jeg skal smelte hen i taarer nat og dag,
fordi jeg ofret eget barn mot lov og ret.
Her har du svaret uten omsvøp, kort og klart,
og hvis du ikke nu vil komme til fornuft,
saa vil jeg fremme selv min sak, som bedst jeg kan.
I korthet vil jeg svare paa de onde ord
med samme mynt, men sindig, uten altfor strengt
at rynke panden ved din skamløshet.
En hædersmand vil føle blygsel for sin bror.
Vel, svar mig! Hvad er grunden til dit raseri?
Hvi er dit øie blodsprængt? Hvem har krænket dig?
Hvad ønsker du? En hustru ren og tro som guld?
Den kan jeg ikke skaffe. Du har voktet slapt
din første hustru. Kanske mener du at jeg
skal bøte for dit vanheld uten egen skyld?
Min lyst til ry og hæder kan den skade dig?
Din lyst gaar andre veie. Du vil ta i favn
en deilig kvinde. Ære og fornuft er glemt.
Saa usle glæder frister ingen hædersmand.
Er jeg en daare, naar jeg retter paa den feil
jeg før har gjort? Nei, heller du, hvem guders gunst
har undt at miste troløs hustru, men som nu
er lysten paa at føre tøiten hjem paany.
I elskovsrusens letsind svor de unge mænd,
som kom paa frierfærd og bad om hendes haand
den ed Tyndareos forlangte. Haabets[16] gud
har virket, tror jeg, mer end du og al din magt.
Ta disse med dig paa dit tog! De følger nok
frivillig med, forblindet av sin overtro.
Saa blinde er ei himlens guder. De forstaar
at tvungne eder ikke binder nogen mand.
Jeg dræper ei min datter. Nei, den uret skal
forvisst ei ske, at du skal faa din vilje frem
og for en troløs hustru kræve blodig hevn,
mens jeg skal smelte hen i taarer nat og dag,
fordi jeg ofret eget barn mot lov og ret.
Her har du svaret uten omsvøp, kort og klart,
og hvis du ikke nu vil komme til fornuft,
saa vil jeg fremme selv min sak, som bedst jeg kan.
KORFØRER.
Nu lyder talen helt forskjellig fra tilforn.
Han gjør det rette, hvis han skaaner eget barn.
Nu lyder talen helt forskjellig fra tilforn.
Han gjør det rette, hvis han skaaner eget barn.
MENELAOS.
Jeg arme! Ingen venner har jeg, ikke én.
Jeg arme! Ingen venner har jeg, ikke én.
AGAMEMNON.
Jo, hvis du ikke styrter vennen i fordærv.
Jo, hvis du ikke styrter vennen i fordærv.
MENELAOS.
Naar vil du vise at vi har den samme far?
Naar vil du vise at vi har den samme far?
AGAMEMNON.
Det sker, saasnart dit vanvid viger for fornuft.
Det sker, saasnart dit vanvid viger for fornuft.
MENELAOS.
Er vennen stedt i nød, bør vennen staa ham bi.
Er vennen stedt i nød, bør vennen staa ham bi.
AGAMEMNON.
Min hjælp er rede, naar du bytter ondt med godt.
Min hjælp er rede, naar du bytter ondt med godt.
MENELAOS.
Men vil du ei med Hellas dele kampens kaar?
Men vil du ei med Hellas dele kampens kaar?
AGAMEMNON.
Nei! Dig og Hellas slog en gud med samme sott.
Nei! Dig og Hellas slog en gud med samme sott.
MENELAOS.
Vel, bryst dig av din herskerstav og svik din bror.
Til andre venner faar jeg gaa og søke hjælp.
Vel, bryst dig av din herskerstav og svik din bror.
Til andre venner faar jeg gaa og søke hjælp.
ET BUD
(kommer hastig ind paa scenen).
Kong Agamemnon, høvding for helleners hær!
Jeg bringer dig din datter, som du i dit hjem
gav navnet Ifigeneia. Og hendes mor,
din hustru Klytaimnestra, og din lille søn
Orestes følger med. At se dem alle her
vil glæde dig; ti længe savnet du dit hjem.
For kvinder blev dog reisen lang. De holder rast,
og begge søker kjøling ved en speilklar bæk.
Vort forspand lot vi græsse paa den grønne eng.
Jeg ilte for at be dig gjøre alt i stand;
ti hæren vet det. Rygtet løp fra mund til mund
og meldte at din datter var paa veien hit.
Nu strømmer hele mængden hit i ilsomt løp.
Enhver vil se din datter. Faa et flygtig glimt
av kjendte storfolk er jo godtfolks største fryd.
De spør: «Hvad er det? Skal hun feire bryllup her?
Har Agamemnon, hærens fører, kaldt dem hit?
til leiren blot fordi han vilde se sit barn?»
Og andre sier: «Hun skal vies ind som brud.
Til egnens høie skytsgudinde Artemis
skal bringes ofre. Hvem skal føre hende hjem?»
Velan, gjør offerkurver færdig. Krans jert haar.
Og hør kong Menelaos! Du maa sørge for
et sangerkor til bryllupskvadet. I vor hal
skal fløitens toner lede glade føtters dans;
ti dagen varsler lykke for en fager brud.
(kommer hastig ind paa scenen).
Kong Agamemnon, høvding for helleners hær!
Jeg bringer dig din datter, som du i dit hjem
gav navnet Ifigeneia. Og hendes mor,
din hustru Klytaimnestra, og din lille søn
Orestes følger med. At se dem alle her
vil glæde dig; ti længe savnet du dit hjem.
For kvinder blev dog reisen lang. De holder rast,
og begge søker kjøling ved en speilklar bæk.
Vort forspand lot vi græsse paa den grønne eng.
Jeg ilte for at be dig gjøre alt i stand;
ti hæren vet det. Rygtet løp fra mund til mund
og meldte at din datter var paa veien hit.
Nu strømmer hele mængden hit i ilsomt løp.
Enhver vil se din datter. Faa et flygtig glimt
av kjendte storfolk er jo godtfolks største fryd.
De spør: «Hvad er det? Skal hun feire bryllup her?
Har Agamemnon, hærens fører, kaldt dem hit?
til leiren blot fordi han vilde se sit barn?»
Og andre sier: «Hun skal vies ind som brud.
Til egnens høie skytsgudinde Artemis
skal bringes ofre. Hvem skal føre hende hjem?»
Velan, gjør offerkurver færdig. Krans jert haar.
Og hør kong Menelaos! Du maa sørge for
et sangerkor til bryllupskvadet. I vor hal
skal fløitens toner lede glade føtters dans;
ti dagen varsler lykke for en fager brud.
AGAMEMNON.
Nu vel, du kan gaa ind. Du har fortjent min tak.
Alt andet skal nok ordnes godt, — om skjæbnen vil.
(Budet gaar ind.)
Aa gru! Hvad skal jeg si? Hvad skal jeg gripe til?
Hvor hjælpeløst jeg faldt i skjæbnens lumske net!
En harmfuld gud har lønlig overlistet mig
og vist at mine paafund intet var mot hans.
Hvor godt det er at være født av ringe byrd!
En mand av folket kan dog graate uten skam
og lette hjertet ved at tale ut om alt.
Os fyrster er den trøst forment. Vor høie rang
er rettesnoren for vort liv. Vi bøier os
for mængdens dom. Jeg blyges for at graate ut
og blyges, naar jeg i min bitre sjelenød
maa dæmme op for øiets stride taarestrøm.
Min hustru skal jeg ta imot! Hvad skal jeg si?
og hvordan skal jeg arme møte hendes blik?
Min kval var stor nok før. Ukaldet kom hun hit
og gav mig naadestøtet. Aa, jeg burde visst
paa forhaand at hun vilde smykke selv sit barn
som brud og selv gi bort det kjæreste hun har.
Hvad finder hun? — At jeg har handlet som en skurk.
Mit barn, mit arme barn, en jomfru ren og skjær!
En jomfru? Aa hvor saart mit hjerte krymper sig!
Ti snart vil Hades føre hende hjem som brud.
Mig tykkes at jeg alt kan høre hendes bøn:
«Far, vil du myrde mig? Aa, maatte da du selv
og de du elsker, feire slik en bryllupsfest!»
Og barnet, min Orestes, følger ogsaa med.
Kun jeg vil helt forstaa hans høie jammerskrik.
Ak Helena, dit bryllup blev mit livs forlis.
At Paris ektet dig har voldt mig denne nød.
Nu vel, du kan gaa ind. Du har fortjent min tak.
Alt andet skal nok ordnes godt, — om skjæbnen vil.
(Budet gaar ind.)
Aa gru! Hvad skal jeg si? Hvad skal jeg gripe til?
Hvor hjælpeløst jeg faldt i skjæbnens lumske net!
En harmfuld gud har lønlig overlistet mig
og vist at mine paafund intet var mot hans.
Hvor godt det er at være født av ringe byrd!
En mand av folket kan dog graate uten skam
og lette hjertet ved at tale ut om alt.
Os fyrster er den trøst forment. Vor høie rang
er rettesnoren for vort liv. Vi bøier os
for mængdens dom. Jeg blyges for at graate ut
og blyges, naar jeg i min bitre sjelenød
maa dæmme op for øiets stride taarestrøm.
Min hustru skal jeg ta imot! Hvad skal jeg si?
og hvordan skal jeg arme møte hendes blik?
Min kval var stor nok før. Ukaldet kom hun hit
og gav mig naadestøtet. Aa, jeg burde visst
paa forhaand at hun vilde smykke selv sit barn
som brud og selv gi bort det kjæreste hun har.
Hvad finder hun? — At jeg har handlet som en skurk.
Mit barn, mit arme barn, en jomfru ren og skjær!
En jomfru? Aa hvor saart mit hjerte krymper sig!
Ti snart vil Hades føre hende hjem som brud.
Mig tykkes at jeg alt kan høre hendes bøn:
«Far, vil du myrde mig? Aa, maatte da du selv
og de du elsker, feire slik en bryllupsfest!»
Og barnet, min Orestes, følger ogsaa med.
Kun jeg vil helt forstaa hans høie jammerskrik.
Ak Helena, dit bryllup blev mit livs forlis.
At Paris ektet dig har voldt mig denne nød.
KORFØRER.
Skjønt fremmed kvinde maa jeg sukke ved hans kval
og føle medynk med det arme fyrstehus.
Skjønt fremmed kvinde maa jeg sukke ved hans kval
og føle medynk med det arme fyrstehus.
MENELAOS.
Aa ræk mig haanden, bror, og la mig trykke den!
Aa ræk mig haanden, bror, og la mig trykke den!
AGAMEMNON.
Her er den. Du har seiret. Mig har skjæbnen knust.
Her er den. Du har seiret. Mig har skjæbnen knust.
MENELAOS.
Jeg sverger ved vor farfar Pelops og vor far
kong Atrevs at jeg nu skal tale aapent ut
og ikke bruke fagre ord som skalkeskjul,
men si min hjertens mening liketil og sandt.
Saasnart jeg saa dig fælde taarer, blev jeg rørt,
og medynk presset ogsaa mine taarer frem.
Jeg tar da nu tilbake hvad jeg før har sagt.
Jeg er ei længer haard, men tænker nu som du,
og følger du mit raad, saa spar din datters liv.
La ikke nu min lykke veie mer end din.
Det er ei ret at du har sorg, men jeg er glad
og ei at mine lever, men at dine dør.
Hvad vil jeg? Elskovslykke? Kan jeg ikke fritt
blandt andre kvinder vælge mig en fager brud?
Hvi vælge Helena og bytte godt med ondt,
og gjøre det jeg burde gjøre mindst av alt,
en dødssynd mot min bror. Som daare har jeg talt
i ungdoms letsind, før jeg nu paa nærmest hold
fik se hvor tungt det er at ofre eget barn.
Og endnu ett: I medynk vaander sig min sjel
ved tanken paa din arme datters tunge lod
min slegtnings som skal ofres for min hustrus skyld.
Hvad har dit barn at gjøre med en Helena?
Send hæren hjem fra Avlis! Hver kan gaa til sit.
Hold op at væte, kjære bror, dit bleke kind
med graat som kalder ogsaa mine taarer frem.
Og hvis hint sandsagn om din datters offerdød
gir mig et krav, saa gir jeg avkald paa min ret.
Nu er den din. Jeg faar vel ord for vægelsind,
fordi jeg tar tilbake mine haarde ord.
Med rette slog jeg om; ti kjærlighet til dig,
min egen bror, var grunden. Slet er ei den mand
som altid, naar han vælger, gjør det bedste valg.
Jeg sverger ved vor farfar Pelops og vor far
kong Atrevs at jeg nu skal tale aapent ut
og ikke bruke fagre ord som skalkeskjul,
men si min hjertens mening liketil og sandt.
Saasnart jeg saa dig fælde taarer, blev jeg rørt,
og medynk presset ogsaa mine taarer frem.
Jeg tar da nu tilbake hvad jeg før har sagt.
Jeg er ei længer haard, men tænker nu som du,
og følger du mit raad, saa spar din datters liv.
La ikke nu min lykke veie mer end din.
Det er ei ret at du har sorg, men jeg er glad
og ei at mine lever, men at dine dør.
Hvad vil jeg? Elskovslykke? Kan jeg ikke fritt
blandt andre kvinder vælge mig en fager brud?
Hvi vælge Helena og bytte godt med ondt,
og gjøre det jeg burde gjøre mindst av alt,
en dødssynd mot min bror. Som daare har jeg talt
i ungdoms letsind, før jeg nu paa nærmest hold
fik se hvor tungt det er at ofre eget barn.
Og endnu ett: I medynk vaander sig min sjel
ved tanken paa din arme datters tunge lod
min slegtnings som skal ofres for min hustrus skyld.
Hvad har dit barn at gjøre med en Helena?
Send hæren hjem fra Avlis! Hver kan gaa til sit.
Hold op at væte, kjære bror, dit bleke kind
med graat som kalder ogsaa mine taarer frem.
Og hvis hint sandsagn om din datters offerdød
gir mig et krav, saa gir jeg avkald paa min ret.
Nu er den din. Jeg faar vel ord for vægelsind,
fordi jeg tar tilbake mine haarde ord.
Med rette slog jeg om; ti kjærlighet til dig,
min egen bror, var grunden. Slet er ei den mand
som altid, naar han vælger, gjør det bedste valg.
KORFØRER.
Storsindet var din tale, værdig Tantalos,
hin søn av Zevs. Du gjør din stamfar ingen skam.
Storsindet var din tale, værdig Tantalos,
hin søn av Zevs. Du gjør din stamfar ingen skam.
AGAMEMNON.
Tak, Menelaos! tak fordi du nu slog om
og talte ord som er dig værdig, milde ord.
Men ak, det er nødvendighetens haarde lov
som kræver at mit barn maa faa en blodig død.
Tak, Menelaos! tak fordi du nu slog om
og talte ord som er dig værdig, milde ord.
Men ak, det er nødvendighetens haarde lov
som kræver at mit barn maa faa en blodig død.
MENELAOS.
Hvad mener du? Hvem tvinger dig til dette mord?
Hvad mener du? Hvem tvinger dig til dette mord?
AGAMEMNON.
Akaiers hær vil samlet stille dette krav.
Akaiers hær vil samlet stille dette krav.
MENELAOS.
Nei, ikke dersom hun til Argos sendes hjem.
Nei, ikke dersom hun til Argos sendes hjem.
AGAMEMNON.
Det kunde kanske dølges; men det hjælper ei.
Det kunde kanske dølges; men det hjælper ei.
MENELAOS.
Hvi saa? Vær ikke altfor ræd for mængdens skraal.
Hvi saa? Vær ikke altfor ræd for mængdens skraal.
AGAMEMNON.
For hæren kundgjør Kalkas sine varselsord.
For hæren kundgjør Kalkas sine varselsord.
MENELAOS.
Nei, ikke hvis han dør. Den ting kan ordnes let.
Nei, ikke hvis han dør. Den ting kan ordnes let.
AGAMEMNON.
Hver spaamand er en niding, æresyk og ond.
Hver spaamand er en niding, æresyk og ond.
MENELAOS.
Ja, bedst om ingen fandtes. Intet er de værd.
Ja, bedst om ingen fandtes. Intet er de værd.
AGAMEMNON.
Men frygter du ei det som faldt mig ind just nu?
Men frygter du ei det som faldt mig ind just nu?
MENELAOS.
Forklar dig! Hvem forstaar et ord, som ei blir sagt?
Forklar dig! Hvem forstaar et ord, som ei blir sagt?
MENELAOS.
Men ikke kan Odyssevs skade dig og mig.
Men ikke kan Odyssevs skade dig og mig.
AGAMEMNON.
Jo, han er slu og logrer for den store hob.
Jo, han er slu og logrer for den store hob.
MENELAOS.
Sandt nok. Ærgjerrighet er mandens værste feil.
Sandt nok. Ærgjerrighet er mandens værste feil.
AGAMEMNON.
Ja, tro du mig. Snart vil han aapenlyst gaa frem
og melde hæren det som Kalkas har forkyndt,
og at mit tilsagn om at ofre selv mit barn
til Artemis er brutt. Saa samler han vor hær
og gir befaling til at dræpe dig og mig
og ofre barnet. Selv om jeg paa ilsom flugt
naar hjem til Argos, kommer de og tar mit land
og river ned vor stolte mur, kyklopers verk.
I saadan vaande er jeg stedt. Jeg arme mand
ser ingen utvei i min nød. Nu ber jeg dig
ved alle guder, Menelaos, lov mig ett.
Gaa om i leiren! Vær paa vakt! Hold øie med
at Klytaimnestra ei faar nys om hvad jeg sjør,
før Hades faar mit barn — og faar det av min haand.
Da vil min onde skjæbne koste mindst av graat.
(Til koret.)
Hør kvinder, I som gjester os fra fremmed land,
vær tause! Intet ord om det I nu har hørt!
(Agamemnon og Menelaos gaar.)
Ja, tro du mig. Snart vil han aapenlyst gaa frem
og melde hæren det som Kalkas har forkyndt,
og at mit tilsagn om at ofre selv mit barn
til Artemis er brutt. Saa samler han vor hær
og gir befaling til at dræpe dig og mig
og ofre barnet. Selv om jeg paa ilsom flugt
naar hjem til Argos, kommer de og tar mit land
og river ned vor stolte mur, kyklopers verk.
I saadan vaande er jeg stedt. Jeg arme mand
ser ingen utvei i min nød. Nu ber jeg dig
ved alle guder, Menelaos, lov mig ett.
Gaa om i leiren! Vær paa vakt! Hold øie med
at Klytaimnestra ei faar nys om hvad jeg sjør,
før Hades faar mit barn — og faar det av min haand.
Da vil min onde skjæbne koste mindst av graat.
(Til koret.)
Hør kvinder, I som gjester os fra fremmed land,
vær tause! Intet ord om det I nu har hørt!
(Agamemnon og Menelaos gaar.)
KOR.
Strofe.
Sæl er den hvem Afrodite skjænker
elskovs søte lyst i tugt og ære,
skjærmet trygt mot lidenskapens storme
i det lune hjem, hvor freden bor.
Eros med de gyldne lokker sender
tvende piler fra den spændte bue,
en som skjænker salig fryd og lykke,
en som lumsk forgifter helt vort liv.
Skjønne Kypris, vern mit hjem mot denne.
Gi mig kyske længsler, la min ynde
aldrig tænde lidenskapens luer!
Gi mig del i dine søte glæder;
Skaan mig huldt for elskovs overmaal.
Strofe.
Sæl er den hvem Afrodite skjænker
elskovs søte lyst i tugt og ære,
skjærmet trygt mot lidenskapens storme
i det lune hjem, hvor freden bor.
Eros med de gyldne lokker sender
tvende piler fra den spændte bue,
en som skjænker salig fryd og lykke,
en som lumsk forgifter helt vort liv.
Skjønne Kypris, vern mit hjem mot denne.
Gi mig kyske længsler, la min ynde
aldrig tænde lidenskapens luer!
Gi mig del i dine søte glæder;
Skaan mig huldt for elskovs overmaal.
Motstrofe.
Her blandt støvets slegt er medfødt evne
aldrig ens, og skik og seder veksler.
Dog de sande dyder straaler altid
kjendelig for alle ved sin glans.
Barnetukt gir trangen til det gode
mægtig vekst; ti blygsel avler visdom.
Rikest maal av held og yndest vindes
naar vi ser og følger dydens vei.
Aldrig visner da det ry som øker
livets værd. Den kyske elskovs glæder
i et hjem er kvindens bedste eie.
Mandens selvtugt der hvor mængden færdes
øker statens velfærd tusindfold.
Her blandt støvets slegt er medfødt evne
aldrig ens, og skik og seder veksler.
Dog de sande dyder straaler altid
kjendelig for alle ved sin glans.
Barnetukt gir trangen til det gode
mægtig vekst; ti blygsel avler visdom.
Rikest maal av held og yndest vindes
naar vi ser og følger dydens vei.
Aldrig visner da det ry som øker
livets værd. Den kyske elskovs glæder
i et hjem er kvindens bedste eie.
Mandens selvtugt der hvor mængden færdes
øker statens velfærd tusindfold.
Slutstrofe.
Paris, som barn blev du fostret paa Ida.
Der har du vandret som gjæter og voktet
snehvite kjør, og omkap med Olympos[18]
tryllet du frem paa den frygiske fløite
underlig klingende fremmede toner,
medens i lien paa frodige beiter
græsset med melkesprængt yver dit fæ.
Dommen du dengang paa vangen har fældet
mellem gudinder, blev lønnet med vanvid.
Hjemmet forlot du og gjestet i Hellas
elfenbenssmykkede haller.[19] Du møtte
Helena ansigt til ansigt. Da tændtes
sanseløs elskov hos dig og hos hende.
Skylden er din, naar det krænkede Hellas
drager i leding mot troernes borg.
(Koret ser den kongelige vogn nærme sig.)
Paris, som barn blev du fostret paa Ida.
Der har du vandret som gjæter og voktet
snehvite kjør, og omkap med Olympos[18]
tryllet du frem paa den frygiske fløite
underlig klingende fremmede toner,
medens i lien paa frodige beiter
græsset med melkesprængt yver dit fæ.
Dommen du dengang paa vangen har fældet
mellem gudinder, blev lønnet med vanvid.
Hjemmet forlot du og gjestet i Hellas
elfenbenssmykkede haller.[19] Du møtte
Helena ansigt til ansigt. Da tændtes
sanseløs elskov hos dig og hos hende.
Skylden er din, naar det krænkede Hellas
drager i leding mot troernes borg.
(Koret ser den kongelige vogn nærme sig.)
KORFØRER.
Nei se! For en pragt! Ja sandelig, stor
er storfolks lyksalighet. Der kan I se
Ifigeneia, bruden, det deilige barn
av kong Agamemnon, og dronningen selv,
Klytaimnestra, Tyndareos’ datter, er med.
Ja, ætten er runden av urgammel rot
og lykken har fulgt den fra fjerneste old.
Til dem som har vundet sig rigdom og magt
maa vi som er smaa, og som lykken har glemt
se op som til salige guder.
Kom, kvinder fra Kalkis, kom hit, la os staa
nær vognen, naar dronningen nu stiger ned
og gi hende varsomt en hjælpende haand,
saa herskapet ikke skal snuble.
er storfolks lyksalighet. Der kan I se
Ifigeneia, bruden, det deilige barn
av kong Agamemnon, og dronningen selv,
Klytaimnestra, Tyndareos’ datter, er med.
Ja, ætten er runden av urgammel rot
og lykken har fulgt den fra fjerneste old.
Til dem som har vundet sig rigdom og magt
maa vi som er smaa, og som lykken har glemt
se op som til salige guder.
Kom, kvinder fra Kalkis, kom hit, la os staa
nær vognen, naar dronningen nu stiger ned
og gi hende varsomt en hjælpende haand,
saa herskapet ikke skal snuble.
KLYTAIMNESTRA
(fra vognen).
Jeg tar som gunstig varsel, som et lykkebud
de gode ord jeg hørte, og din hjælpsomhet
og haaber paa en rikt velsignet bryllupsfest
for dette barn, som jeg skal føre frem som brud.
(Til tjenerne og ternerne, som følger med.)
Ta varlig ned fra vognen hvad jeg fører med
som utstyr for min datter. Bring det under tak.
Og stig du ogsaa ned fra vognen, kjære barn;
men sæt forsigtig ned din lille hvite fot.
I unge kvinder, kom og løft paa varsom arm
min datter ned fra vognen. Ræk saa ogsaa mig
en haand til støtte, saa jeg let kan komme ned.
Og foran vore hester skal I andre staa
Ved uvant syn blir let en hest forskræmt og sky.
Og ta Orestes, barnet, Agamemnons søn,
vor lille skat. Har vognen vugget dig i søvn?
Vaakn kjæk og glad. Det er din søsters bryllupsdag.
En svoger skal du faa, høibaaren som du selv,
en søn av Nerevs’ datter. Guder er han lik.
Kom Ifigeneia og stil dig her hos mig,
en datter hos sin mor. Ja stil dig ganske nær
saa disse gjester ser hvor glad og stolt jeg er.
(Agamemnon kommer ut.)
Og hils nu paa din kjære far. Der kommer han.
Ærbødig, Agamemnon, hilser jeg i dig
min drot og husbond. Vi er kommet paa dit bud.
(fra vognen).
Jeg tar som gunstig varsel, som et lykkebud
de gode ord jeg hørte, og din hjælpsomhet
og haaber paa en rikt velsignet bryllupsfest
for dette barn, som jeg skal føre frem som brud.
(Til tjenerne og ternerne, som følger med.)
Ta varlig ned fra vognen hvad jeg fører med
som utstyr for min datter. Bring det under tak.
Og stig du ogsaa ned fra vognen, kjære barn;
men sæt forsigtig ned din lille hvite fot.
I unge kvinder, kom og løft paa varsom arm
min datter ned fra vognen. Ræk saa ogsaa mig
en haand til støtte, saa jeg let kan komme ned.
Og foran vore hester skal I andre staa
Ved uvant syn blir let en hest forskræmt og sky.
Og ta Orestes, barnet, Agamemnons søn,
vor lille skat. Har vognen vugget dig i søvn?
Vaakn kjæk og glad. Det er din søsters bryllupsdag.
En svoger skal du faa, høibaaren som du selv,
en søn av Nerevs’ datter. Guder er han lik.
Kom Ifigeneia og stil dig her hos mig,
en datter hos sin mor. Ja stil dig ganske nær
saa disse gjester ser hvor glad og stolt jeg er.
(Agamemnon kommer ut.)
Og hils nu paa din kjære far. Der kommer han.
Ærbødig, Agamemnon, hilser jeg i dig
min drot og husbond. Vi er kommet paa dit bud.
IFIGENEIA.
Aa mor, vær ikke vred, fordi jeg iler bort
fra dig og favner bryst til bryst min kjære far.
Aa mor, vær ikke vred, fordi jeg iler bort
fra dig og favner bryst til bryst min kjære far.
KLYTAIMNESTRA.
Det gjør du ret i, datter. Altid var det dig
som mest av alle mine barn var glad i far.
Det gjør du ret i, datter. Altid var det dig
som mest av alle mine barn var glad i far.
IFIGENEIA
(kaster sig i Agamemnons arme).
Hvor glad jeg er ved endelig at se dig, far!
(kaster sig i Agamemnons arme).
Hvor glad jeg er ved endelig at se dig, far!
AGAMEMNON.
Nu har du talt for begge. Jeg er ogsaa glad.
Nu har du talt for begge. Jeg er ogsaa glad.
IFIGENEIA.
Tak, far! Hvor snildt det var at du har hentet mig!
Tak, far! Hvor snildt det var at du har hentet mig!
AGAMEMNON.
Om ja skal svares eller nei, er uvisst, barn.
Om ja skal svares eller nei, er uvisst, barn.
IFIGENEIA.
Men naar du er saa glad, hvi flakker da dit blik?
Men naar du er saa glad, hvi flakker da dit blik?
AGAMEMNON.
Paa den som styrer land og leding, hviler mangt.
Paa den som styrer land og leding, hviler mangt.
IFIGENEIA.
Aa tænk paa mig! Jag alle tunge tanker bort!
Aa tænk paa mig! Jag alle tunge tanker bort!
AGAMEMNON.
Paa dig og intet andet tænker jeg, mit barn.
Paa dig og intet andet tænker jeg, mit barn.
IFIGENEIA.
Saa glat din pandes rynker. Kjære, se paa mig!
Saa glat din pandes rynker. Kjære, se paa mig!
AGAMEMNON.
Jeg er jo glad. Ak ja, jeg er jo glad, mit barn.
Jeg er jo glad. Ak ja, jeg er jo glad, mit barn.
IFIGENEIA.
Du graater. Hvorfor graater du, naar du er glad?
Du graater. Hvorfor graater du, naar du er glad?
AGAMEMNON.
Vi maa jo skilles — skilles for saa lang en tid.
Vi maa jo skilles — skilles for saa lang en tid.
IFIGENEIA.
Jeg skjønner ikke hvad du mener, kjære far.
Jeg skjønner ikke hvad du mener, kjære far.
AGAMEMNON.
Saa tænksomt som du taler! Aa, hvor det gjør ondt!
Saa tænksomt som du taler! Aa, hvor det gjør ondt!
IFIGENEIA.
Jeg skal saa gjerne vrøvle, hvis det gjør dig glad.
Jeg skal saa gjerne vrøvle, hvis det gjør dig glad.
AGAMEMNON.
Ak, tie er saa tungt! Du er saa hjertensgod.
Ak, tie er saa tungt! Du er saa hjertensgod.
IFIGENEIA.
Bli hjemme, kjære far! Aa bli hos dine barn!
Bli hjemme, kjære far! Aa bli hos dine barn!
AGAMEMNON.
Ak, hvis jeg kunde, blev jeg spart for navnløs kval.
Ak, hvis jeg kunde, blev jeg spart for navnløs kval.
IFIGENEIA.
Hvor ondt at krig maa bøte hvad din bror har lidt.
Hvor ondt at krig maa bøte hvad din bror har lidt.
AGAMEMNON.
Til vaande for mig selv — og andre til fordærv.
Til vaande for mig selv — og andre til fordærv.
IFIGENEIA.
Hvor længe du har været her i Avlis, far!
Hvor længe du har været her i Avlis, far!
AGAMEMNON.
Og noget hindrer endnu hærens overfart.
Og noget hindrer endnu hærens overfart.
IFIGENEIA.
Hvor skal du hen? Hvor er det disse fryger bor?
Hvor skal du hen? Hvor er det disse fryger bor?
AGAMEMNON.
Hvor Paris har sit hjem. Aa, var han aldrig født!
Hvor Paris har sit hjem. Aa, var han aldrig født!
IFIGENEIA.
Aa far, at du skal bort fra mig, saa langt, saa langt!
Aa far, at du skal bort fra mig, saa langt, saa langt!
AGAMEMNON.
Du, barn, skal ogsaa reise, reise som din far.
Du, barn, skal ogsaa reise, reise som din far.
IFIGENEIA.
Hvor gjerne reiste jeg med dig, hvis det gik an!
Hvor gjerne reiste jeg med dig, hvis det gik an!
AGAMEMNON.
Du mindes nok din far, naar ogsaa du maa bort.
Du mindes nok din far, naar ogsaa du maa bort.
IFIGENEIA.
Blir jeg alene, eller følger mor mig dit?
Blir jeg alene, eller følger mor mig dit?
AGAMEMNON.
Alene, helt alene, bort fra far og mor.
Alene, helt alene, bort fra far og mor.
IFIGENEIA.
Du vil vel ikke jeg skal bo i fremmed hus?
Du vil vel ikke jeg skal bo i fremmed hus?
AGAMEMNON.
Spør ikke! Unge kvinder bør ei vite slikt.
Spør ikke! Unge kvinder bør ei vite slikt.
IFIGENEIA.
End krigen snart og skynd dig hjem fra frygers land.
End krigen snart og skynd dig hjem fra frygers land.
AGAMEMNON.
Først maa et offer bringes. Det maa gjøres her.
Først maa et offer bringes. Det maa gjøres her.
IFIGENEIA.
Jeg kan vel være med og se paa uten synd?
Jeg kan vel være med og se paa uten synd?
AGAMEMNON.
Det kan du. Nær ved vievandet skal du staa.
Det kan du. Nær ved vievandet skal du staa.
IFIGENEIA.
Saa danser vi i kor om altret. Ikke sandt?
Saa danser vi i kor om altret. Ikke sandt?
AGAMEMNON.
Ak, om jeg var som du og intet visste, barn!
Gaa ind i teltet hvor de andre kvinder er;
men ræk mig haanden. Gi mig først et bittert kys.
Du skal jo nu saa længe skilles fra din far.
Aa blyge barn, aa dunbløt kind, aa gyldne lok!
Hvor tung en byrde Helena og frygers by
har lagt paa os! Men la mig tie. Øiets blik
av taarer blændes, naar jeg trykker dig i favn.
Gaa ind i teltet!
(Ifigeneia gaar ind.)
Gaa ind i teltet!Du, Ledas datter, tilgi mig
min klage. Tilgi at jeg tar det altfor tungt
at jeg skal gi Akillevs dette kjære barn.
Vel vinker lykken hende, naar hun drager bort,
men saart det føles for en far, naar han skal gi
de barn han opdrog, fra sig til et fremmed hjem.
Ak, om jeg var som du og intet visste, barn!
Gaa ind i teltet hvor de andre kvinder er;
men ræk mig haanden. Gi mig først et bittert kys.
Du skal jo nu saa længe skilles fra din far.
Aa blyge barn, aa dunbløt kind, aa gyldne lok!
Hvor tung en byrde Helena og frygers by
har lagt paa os! Men la mig tie. Øiets blik
av taarer blændes, naar jeg trykker dig i favn.
Gaa ind i teltet!
(Ifigeneia gaar ind.)
Gaa ind i teltet!Du, Ledas datter, tilgi mig
min klage. Tilgi at jeg tar det altfor tungt
at jeg skal gi Akillevs dette kjære barn.
Vel vinker lykken hende, naar hun drager bort,
men saart det føles for en far, naar han skal gi
de barn han opdrog, fra sig til et fremmed hjem.
KLYTAIMNESTRA.
Saa uforstandig er jeg ei. Jeg maa nok selv
den samme smerte føle, naar jeg fører frem
som brud min datter. Ikke kan jeg dadle dig.
Men skik og bruk og tiden dulmer nok vort savn.
Jeg kjender kun av navn den mand du gav vort barn,
og vil nu gjerne høre om hans slegt og hjem.
Saa uforstandig er jeg ei. Jeg maa nok selv
den samme smerte føle, naar jeg fører frem
som brud min datter. Ikke kan jeg dadle dig.
Men skik og bruk og tiden dulmer nok vort savn.
Jeg kjender kun av navn den mand du gav vort barn,
og vil nu gjerne høre om hans slegt og hjem.
AGAMEMNON.
Asópos kjender du. Han var Aiginas far.
Asópos kjender du. Han var Aiginas far.
KLYTAIMNESTRA.
Og hvem var hendes beiler? Guddom eller mand?
Og hvem var hendes beiler? Guddom eller mand?
KLYTAIMNESTRA.
Til hvilken søn gik Aiakos’s hus i arv?
Til hvilken søn gik Aiakos’s hus i arv?
AGAMEMNON.
Til Pelevs. Nereiden Tetis var hans brud.
Til Pelevs. Nereiden Tetis var hans brud.
KLYTAIMNESTRA.
I trods mot Nerevs? Eller gav han ham sit barn?
I trods mot Nerevs? Eller gav han ham sit barn?
AGAMEMNON.
Paa Zevs’s bud gav Nerevs selv sin datter bort.
Paa Zevs’s bud gav Nerevs selv sin datter bort.
KLYTAIMNESTRA.
Hvor holdt de bryllup? Ute paa det vilde hav?
Hvor holdt de bryllup? Ute paa det vilde hav?
AGAMEMNON.
Paa Pelion, det stolte fjeld hvor Keiron bor.
Paa Pelion, det stolte fjeld hvor Keiron bor.
KLYTAIMNESTRA.
Det fjeld som rygtet sier er kentaurers hjem?
Det fjeld som rygtet sier er kentaurers hjem?
AGAMEMNON.
Ja, der har guder feiret Pelevs’ bryllupsfest.
Ja, der har guder feiret Pelevs’ bryllupsfest.
KLYTAIMNESTRA.
Og deres søn? Har Tetis eller Pelevs fostret ham?
Og deres søn? Har Tetis eller Pelevs fostret ham?
AGAMEMNON.
Hos Keiron har han lært at sky de ondes vei.
Hos Keiron har han lært at sky de ondes vei.
KLYTAIMNESTRA.
Vis lærer! Visere dog den som valgte ham.
Vis lærer! Visere dog den som valgte ham.
AGAMEMNON.
Saa ædel er den helt som blir din datters mand.
Saa ædel er den helt som blir din datters mand.
KLYTAIMNESTRA.
Ulastelig. Men hvor i Hellas er hans hjem?
Ulastelig. Men hvor i Hellas er hans hjem?
KLYTAIMNESTRA.
Vor unge datter vil han altsaa føre dit?
Vor unge datter vil han altsaa føre dit?
AGAMEMNON.
For dette raader han som snart skal faa vort barn.
For dette raader han som snart skal faa vort barn.
KLYTAIMNESTRA.
Velsign dem, guder. Hvilken dag skal hun staa brud?
Velsign dem, guder. Hvilken dag skal hun staa brud?
AGAMEMNON.
Naar maanens fulde skive varsler signet held.
Naar maanens fulde skive varsler signet held.
KLYTAIMNESTRA.
Men har du bragt gudinden ofre for vort barn?
Men har du bragt gudinden ofre for vort barn?
AGAMEMNON.
Jeg agter snart at ta det skjæbnesvangre skridt.
Jeg agter snart at ta det skjæbnesvangre skridt.
KLYTAIMNESTRA.
Og siden vil du feire bryllup for vort barn?
Og siden vil du feire bryllup for vort barn?
AGAMEMNON.
Ja snart, naar ofret efter skik og bruk er bragt.
Ja snart, naar ofret efter skik og bruk er bragt.
KLYTAIMNESTRA.
Men hvor skal kvinder bænkes ved vor bryllupsfest?
Men hvor skal kvinder bænkes ved vor bryllupsfest?
AGAMEMNON.
Ved Argosflaatens billedsmykte agterstavn.
Ved Argosflaatens billedsmykte agterstavn.
KLYTAIMNESTRA.
Det blir vi nødt til. Ogsaa det maa kunne gaa.
Det blir vi nødt til. Ogsaa det maa kunne gaa.
AGAMEMNON.
Ja vel. Men føi mig, hustru. Vet du hvad du bør?
Ja vel. Men føi mig, hustru. Vet du hvad du bør?
KLYTAIMNESTRA.
Hvad mener du? Jeg pleier jo at føie dig.
Hvad mener du? Jeg pleier jo at føie dig.
AGAMEMNON.
Da barnets brudgom er i leiren, vil jeg helst —
Da barnets brudgom er i leiren, vil jeg helst —
KLYTAIMNESTRA.
At jeg skal holdes utenfor det hele? Hvad?
At jeg skal holdes utenfor det hele? Hvad?
AGAMEMNON.
At jeg i leiren selv skal gi din datter bort.
At jeg i leiren selv skal gi din datter bort.
KLYTAIMNESTRA.
Hvor vil du da at jeg imens skal holde til?
Hvor vil du da at jeg imens skal holde til?
AGAMEMNON.
I Argos. Værn om dine døtre der! Reis hjem!
I Argos. Værn om dine døtre der! Reis hjem!
KLYTAIMNESTRA.
Fra bruden her? Men faklen? Hvem skal bære den?
Fra bruden her? Men faklen? Hvem skal bære den?
AGAMEMNON.
For brudeblus ved festen skal jeg sørge selv.
For brudeblus ved festen skal jeg sørge selv.
KLYTAIMNESTRA.
Nei! Ringeagt dog ikke hævdet skik og bruk.
Nei! Ringeagt dog ikke hævdet skik og bruk.
AGAMEMNON.
Det anstaar ikke dig at færdes i vor leir.
Det anstaar ikke dig at færdes i vor leir.
KLYTAIMNESTRA.
Det anstaar mig at gi min egen datter bort.
Det anstaar mig at gi min egen datter bort.
AGAMEMNON.
Mens dine døtre er alene i vort hjem?
Mens dine døtre er alene i vort hjem?
KLYTAIMNESTRA.
De vogtes trygt og godt i lukket jomfrubur.
De vogtes trygt og godt i lukket jomfrubur.
AGAMEMNON.
Aa føi mig!
Aa føi mig!
KLYTAIMNESTRA.
Aa føi mig!Nei! Ved Argos’ skytsgudinde, nei!
Du raader utendørs. I huset raader jeg.
(Hun gaar ind.)
Aa føi mig!Nei! Ved Argos’ skytsgudinde, nei!
Du raader utendørs. I huset raader jeg.
(Hun gaar ind.)
AGAMEMNON.
Ve mig! Det glippet. Svundet er mit sidste haab.
Den utvei at faa sendt min hustru hjem er stængt.
Jeg bruker list og finder paa de værste knep
mot dem jeg mest har kjær; men altid slaar de feil.
Jeg gaar trods alt til Kalkas, til vor offerprest,
og raadspør ham om det som er gudinden kjært,
men tungt for Hellas — uheldsvangert for mig selv.
(Gaar ind.)
Den utvei at faa sendt min hustru hjem er stængt.
Jeg bruker list og finder paa de værste knep
mot dem jeg mest har kjær; men altid slaar de feil.
Jeg gaar trods alt til Kalkas, til vor offerprest,
og raadspør ham om det som er gudinden kjært,
men tungt for Hellas — uheldsvangert for mig selv.
(Gaar ind.)
KOR.
Strofe.
Snart skal hellenernes samlede stridsmagt
stevne i blinkende rustning paa flaaten
over til Ilions smilende sletter,
Foibos’s[22] marker, hvor Simoeiselven
smykker med sølvskum de brusende hvirvler.
Der hvor Kassandra,[23] som rygtet fortæller,
kranser med løv av den grønnende laure
lokkernes flagrende guld, naar hun varsler,
tvunget av guden, hans truende ord.
Strofe.
Snart skal hellenernes samlede stridsmagt
stevne i blinkende rustning paa flaaten
over til Ilions smilende sletter,
Foibos’s[22] marker, hvor Simoeiselven
smykker med sølvskum de brusende hvirvler.
Der hvor Kassandra,[23] som rygtet fortæller,
kranser med løv av den grønnende laure
lokkernes flagrende guld, naar hun varsler,
tvunget av guden, hans truende ord.
Motstrofe.
Oppe paa borgen og Ilions mure
flokker sig troer, naar stridsvante svende,
rustet i kobber, paa stavnsmykte snekker
nærmer sig stranden, hvor Simoeis strømmer.
Der skal akaiernes vældige kjæmper,
rustet med skjold og med blinkende lanser,
hente fra Priamos’ herlige kongsstad
Helena hjem, Dioskurernes[24] søster,
søster av dem som i æteren bor.
Oppe paa borgen og Ilions mure
flokker sig troer, naar stridsvante svende,
rustet i kobber, paa stavnsmykte snekker
nærmer sig stranden, hvor Simoeis strømmer.
Der skal akaiernes vældige kjæmper,
rustet med skjold og med blinkende lanser,
hente fra Priamos’ herlige kongsstad
Helena hjem, Dioskurernes[24] søster,
søster av dem som i æteren bor.
Slutstrofe.
Kringsætte skal de med blodige lanser
frygernes borg og de stenbygte mure.
Avhugne hoder skal slæpes i støvet.
Priamos’ hustru og døtre skal jamre
over sin skjæbne med strømmende taarer.
Helena, Alfaders datter, som svigtet
troløs sin husbond, skal føle sin brøde.
Maatte jeg selv og de kommende slegter
spares for alle de rædsler som venter
guldsmykte lydiske kvinder og fagre
frygiske hustruer. Snart skal de veksle
angstfulde ord med hverandre ved væven:
«Hvem skal slæpe taarevætet
lok i støvet, naar min hjemby
engang falder? Hvem skal bryte
blomsten bly, min ungdoms blomst?»
Skylden er din, du barn av en svane,[25]
dersom det rygte er sandt, som har nævnt os
Zevs som din far, og at guden har favnet,
omskapt til fugl, den fortryllende Leda.
Kanske vi heller skal tro at en fabel,
ridset av skalden paa musernes tavler,
spredte hint rygte blandt menneskers barn.
Kringsætte skal de med blodige lanser
frygernes borg og de stenbygte mure.
Avhugne hoder skal slæpes i støvet.
Priamos’ hustru og døtre skal jamre
over sin skjæbne med strømmende taarer.
Helena, Alfaders datter, som svigtet
troløs sin husbond, skal føle sin brøde.
Maatte jeg selv og de kommende slegter
spares for alle de rædsler som venter
guldsmykte lydiske kvinder og fagre
frygiske hustruer. Snart skal de veksle
angstfulde ord med hverandre ved væven:
«Hvem skal slæpe taarevætet
lok i støvet, naar min hjemby
engang falder? Hvem skal bryte
blomsten bly, min ungdoms blomst?»
Skylden er din, du barn av en svane,[25]
dersom det rygte er sandt, som har nævnt os
Zevs som din far, og at guden har favnet,
omskapt til fugl, den fortryllende Leda.
Kanske vi heller skal tro at en fabel,
ridset av skalden paa musernes tavler,
spredte hint rygte blandt menneskers barn.
AKILLEVS
(kommer ind paa scenen og roper).
Hvor er den gjæve fører for akaiers hær?
Kan ei en tjener melde ham at Pelevs’ søn
Akillevs søker ham og venter ved hans dør?
Vi stridsmænd som maa dvæle her ved Evripos
har langtfra like kaar. Saa mangen ungersvend
forlot et ensomt hjem. Saa mangen ektemand
maa sitte her ved stranden skilt fra barn og viv.
Ei uten guders vilje drev saa sterk en lyst
hellenerfolket ut paa dette ledingstog.
Jeg holder frem, som billig er, mit eget krav.
Hvad andre maatte ønske, faar de nævne selv.
Mit Farsalos forlot jeg og min gamle far,
og motbør gjør at jeg maa vente ørkesløs
ved sundet her og knapt kan tøile mine mænd
som utaalmodig trænger ind paa mig og spør:
«Akillevs, hvorfor nøler vi? Hvor lang en tid
skal endnu gaa, før vi naar frem til Ilion?
Gjør straks hvad du vil gjøre, eller før os hjem!
La Atrevs’ sønner nøle! Vent ei mer paa dem!»
(kommer ind paa scenen og roper).
Hvor er den gjæve fører for akaiers hær?
Kan ei en tjener melde ham at Pelevs’ søn
Akillevs søker ham og venter ved hans dør?
Vi stridsmænd som maa dvæle her ved Evripos
har langtfra like kaar. Saa mangen ungersvend
forlot et ensomt hjem. Saa mangen ektemand
maa sitte her ved stranden skilt fra barn og viv.
Ei uten guders vilje drev saa sterk en lyst
hellenerfolket ut paa dette ledingstog.
Jeg holder frem, som billig er, mit eget krav.
Hvad andre maatte ønske, faar de nævne selv.
Mit Farsalos forlot jeg og min gamle far,
og motbør gjør at jeg maa vente ørkesløs
ved sundet her og knapt kan tøile mine mænd
som utaalmodig trænger ind paa mig og spør:
«Akillevs, hvorfor nøler vi? Hvor lang en tid
skal endnu gaa, før vi naar frem til Ilion?
Gjør straks hvad du vil gjøre, eller før os hjem!
La Atrevs’ sønner nøle! Vent ei mer paa dem!»
KLYTAIMNESTRA.
(kommer ut).
Du søn av guden Nerevs’ datter, jeg kom ut
fra huset her, fordi jeg hørte dine ord.
(kommer ut).
Du søn av guden Nerevs’ datter, jeg kom ut
fra huset her, fordi jeg hørte dine ord.
AKILLEVS.
Ved Aidos, blygsels høie guddom, hvilket syn!
Hvem er hun denne kvinde, statelig og skjøn?
Ved Aidos, blygsels høie guddom, hvilket syn!
Hvem er hun denne kvinde, statelig og skjøn?
KLYTAIMNESTRA.
Du kan jo ikke kjende den du aldrig saa.
Jeg takker dig, fordi du agter høvisk færd.
Du kan jo ikke kjende den du aldrig saa.
Jeg takker dig, fordi du agter høvisk færd.
AKILLEVS.
Hvem er du? Hvorfor kom du til akaiers leir?
Hvad vil en kvinde her blandt mænd i vaabenskrud?
Hvem er du? Hvorfor kom du til akaiers leir?
Hvad vil en kvinde her blandt mænd i vaabenskrud?
KLYTAIMNESTRA.
Mit navn er Klytaimnestra. Leda var min mor,
og hærens høvding Agamemnon er min mand.
Mit navn er Klytaimnestra. Leda var min mor,
og hærens høvding Agamemnon er min mand.
AKILLEVS.
Dit svar var kort og fyndig; men det tykkes mig
usømmelig at veksle ord med kvinder her.
(vil gaa.)
Dit svar var kort og fyndig; men det tykkes mig
usømmelig at veksle ord med kvinder her.
(vil gaa.)
KLYTAIMNESTRA.
Nei, vent dog! Hvorfor gaar du? Ræk mig dog din haand
som første lykkevarsel for vor bryllupsfest.
Nei, vent dog! Hvorfor gaar du? Ræk mig dog din haand
som første lykkevarsel for vor bryllupsfest.
AKILLEVS.
Hvad? Gi dig haanden? Nei! Min blygsel for din mand
forbyder mig at røre det jeg ikke bør.
Hvad? Gi dig haanden? Nei! Min blygsel for din mand
forbyder mig at røre det jeg ikke bør.
KLYTAIMNESTRA.
Det er just det du bør, du havgudindens søn.
Her blir jo bryllup. Snart er du min datters mand.
Det er just det du bør, du havgudindens søn.
Her blir jo bryllup. Snart er du min datters mand.
AKILLEVS.
Hvad mener du med bryllup, kvinde? Du har gjort
mig maalløs ved din tale. Er du fra dig selv?
Hvad mener du med bryllup, kvinde? Du har gjort
mig maalløs ved din tale. Er du fra dig selv?
KLYTAIMNESTRA.
Vi har det alle saa. Vi blyges naar vi ser
vor nye slegt og hører bryllupsfesten nævnt.
Vi har det alle saa. Vi blyges naar vi ser
vor nye slegt og hører bryllupsfesten nævnt.
AKILLEVS.
Nei, aldrig, kvinde, bad jeg om din datters haand,
og aldrig har din husbond nævnt det med et ord.
Nei, aldrig, kvinde, bad jeg om din datters haand,
og aldrig har din husbond nævnt det med et ord.
KLYTAIMNESTRA.
Hvad kan det være? Dine ord forbauser mig.
Til gjengjæld maa du undre dig ved mine ord.
Hvad kan det være? Dine ord forbauser mig.
Til gjengjæld maa du undre dig ved mine ord.
AKILLEVS.
Tænk efter! Begge bør vi drøfte denne sak.
Vi kan da ikke begge tale lutter løgn!
Tænk efter! Begge bør vi drøfte denne sak.
Vi kan da ikke begge tale lutter løgn!
KLYTAIMNESTRA.
Bedraget altsaa! Som det synes, har jeg talt
om ekteskap som ei var nævnt. Jeg dør av skam.
Bedraget altsaa! Som det synes, har jeg talt
om ekteskap som ei var nævnt. Jeg dør av skam.
AKILLEVS.
Kanhænde en har drevet spøk med dig og mig.
Men bry dig ikke om det. Ta en spøk med ro.
Kanhænde en har drevet spøk med dig og mig.
Men bry dig ikke om det. Ta en spøk med ro.
KLYTAIMNESTRA.
Farvel! Jeg kan ei se dig frit i øiet mer,
fornedret som jeg er og grepet i en løgn.
Farvel! Jeg kan ei se dig frit i øiet mer,
fornedret som jeg er og grepet i en løgn.
AKILLEVS.
Det tror vel ogsaa du om mig. Nu gaar jeg ind
i dette hus og vil faa tale med din mand.
(Den gamle tjener aapner en sidedør paa klem.)
Det tror vel ogsaa du om mig. Nu gaar jeg ind
i dette hus og vil faa tale med din mand.
(Den gamle tjener aapner en sidedør paa klem.)
TJENEREN.
Vent fremmede! Jeg mener dig, gudindens søn.
som stammer ned fra Aiakos (til Klytaimnestra). Vent ogsaa du!
Vent fremmede! Jeg mener dig, gudindens søn.
som stammer ned fra Aiakos (til Klytaimnestra). Vent ogsaa du!
AKILLEVS.
Hvem er den mand som aapner døren halvt paa klem
og kalder paa os begge som i dødsens angst?
Hvem er den mand som aapner døren halvt paa klem
og kalder paa os begge som i dødsens angst?
TJENEREN.
En træl. Min stand forbyder mig at være stolt.
En træl. Min stand forbyder mig at være stolt.
AKILLEVS.
Hvis tjener er du, mand? I hvert fald ikke min,
og Agamemnons træller rager ikke mig.
Hvis tjener er du, mand? I hvert fald ikke min,
og Agamemnons træller rager ikke mig.
TJENEREN.
Jeg tjener hende der, som foran huset staar.
Hun fik mig fordum av sin far Tyndareos.
Jeg tjener hende der, som foran huset staar.
Hun fik mig fordum av sin far Tyndareos.
AKILLEVS.
Her staar vi. Nævn dit ønske. Hvorfor dette rop?
Her staar vi. Nævn dit ønske. Hvorfor dette rop?
TJENEREN.
I er vel helt alene her ved denne dør?
I er vel helt alene her ved denne dør?
KLYTAIMNESTRA.
Kom ut av huset. Tal! Vi er alene her.
Kom ut av huset. Tal! Vi er alene her.
TJENEREN.
Aa maatte lykken og min egen varsomhet
forunde mig at frelse dem jeg ønsker frelst.
Men skjønt mit ord vil gavne, kvier jeg mig dog.
Aa maatte lykken og min egen varsomhet
forunde mig at frelse dem jeg ønsker frelst.
Men skjønt mit ord vil gavne, kvier jeg mig dog.
KLYTAIMNESTRA.
Her er min haand. Tal ut og sig mig hvad du vil.
Her er min haand. Tal ut og sig mig hvad du vil.
TJENEREN.
Du vet jeg ønsker dig og dine barn alt godt.
Du vet jeg ønsker dig og dine barn alt godt.
KLYTAIMNESTRA.
Jeg vet du længe tro har tjent os i vort hus.
Jeg vet du længe tro har tjent os i vort hus.
TJENEREN.
Og at jeg var en del av det du bragte med
som medgift, da du kom til Agamemnons borg.
Og at jeg var en del av det du bragte med
som medgift, da du kom til Agamemnons borg.
KLYTAIMNESTRA.
Du fulgte mig til Argos. Altid var du min.
Du fulgte mig til Argos. Altid var du min.
TJENEREN.
Javel, jeg hænger mer ved dig end ved din mand.
Javel, jeg hænger mer ved dig end ved din mand.
KLYTAIMNESTRA.
Saa kom da engang frem med det du har at si!
Saa kom da engang frem med det du har at si!
TJENEREN.
Snart skal din datter dræpes av sin egen far.
Snart skal din datter dræpes av sin egen far.
KLYTAIMNESTRA.
Fy gamle! Spar mig for dit snak! Du er jo gal.
Fy gamle! Spar mig for dit snak! Du er jo gal.
TJENEREN.
Den armes hvite hals skal rammes av hans sverd.
Den armes hvite hals skal rammes av hans sverd.
KLYTAIMNESTRA.
Da ve mig! Har min husbond mistet sin forstand?
Da ve mig! Har min husbond mistet sin forstand?
TJENEREN.
Ak nei! Han raser kun mot dig og mot dit barn.
Ak nei! Han raser kun mot dig og mot dit barn.
KLYTAIMNESTRA.
Men hvorfor? Hvilken dæmon driver ham til mord?
Men hvorfor? Hvilken dæmon driver ham til mord?
TJENEREN.
Et varsel, sier Kalkas. Da faar hæren bør.
Et varsel, sier Kalkas. Da faar hæren bør.
KLYTAIMNESTRA.
Men hvorhen? Ve mig arme! Ve mit stakkars barn,
som gaar i døden, myrdet av sin egen far!
Men hvorhen? Ve mig arme! Ve mit stakkars barn,
som gaar i døden, myrdet av sin egen far!
TJENEREN.
Til Troja. Helena skal hentes hjem med magt.
Til Troja. Helena skal hentes hjem med magt.
KLYTAIMNESTRA.
Og hendes hjemkomst kjøpes med min datters liv?
Og hendes hjemkomst kjøpes med min datters liv?
TJENEREN.
Dit barn skal ofres av sin far til Artemis.
Dit barn skal ofres av sin far til Artemis.
KLYTAIMNESTRA.
Hvi fandt han paa det bryllup som har bragt mig hit?
Hvi fandt han paa det bryllup som har bragt mig hit?
TJENEREN.
Du skulde føre glad din datter hit som brud.
Du skulde føre glad din datter hit som brud.
KLYTAIMNESTRA.
Mit barn, din mor har fulgt dig til den visse død.
Mit barn, din mor har fulgt dig til den visse død.
TJENEREN.
Jer lod maa vække medynk, kongens udaad gru.
Jer lod maa vække medynk, kongens udaad gru.
KLYTAIMNESTRA.
Ak, alt er ute! Stanse kan jeg ei min graat.
Ak, alt er ute! Stanse kan jeg ei min graat.
TJENEREN.
En mor maa graate bittert for sit tapte barn.
En mor maa graate bittert for sit tapte barn.
KLYTAIMNESTRA.
Men hvordan vet du, gamle, at du taler sandt?
Men hvordan vet du, gamle, at du taler sandt?
TJENEREN.
Du fik tilforn et brev. Jeg sendtes med et nyt.
Du fik tilforn et brev. Jeg sendtes med et nyt.
KLYTAIMNESTRA.
Var dette brev et avbud, eller bød han mig
at føre hit vor datter — til en grusom død?
Var dette brev et avbud, eller bød han mig
at føre hit vor datter — til en grusom død?
TJENEREN.
Det var et avbud. Han var kommet til fornuft.
Det var et avbud. Han var kommet til fornuft.
KLYTAIMNESTRA.
Men hvorfor fik jeg ei det brev du skulde bragt?
Men hvorfor fik jeg ei det brev du skulde bragt?
TJENEREN.
Det voldte Menelaos. Han har tat hint brev.
Det voldte Menelaos. Han har tat hint brev.
KLYTAIMNESTRA
(til Akillevs).
Du ætling av en guddom, Nerevs’ dattersøn,
du ædle søn av Pelevs, har du hørt hans ord?
(til Akillevs).
Du ætling av en guddom, Nerevs’ dattersøn,
du ædle søn av Pelevs, har du hørt hans ord?
AKILLEVS.
Jeg hørte om den vaande hvori du er stedt.
Og at mit navn blev misbrukt, tar jeg ikke let.
Jeg hørte om den vaande hvori du er stedt.
Og at mit navn blev misbrukt, tar jeg ikke let.
KLYTAIMNESTRA.
Min datter vil de myrde. Hun blev lokket hit
med lumpen svik til din og hendes bryllupsfest.
Min datter vil de myrde. Hun blev lokket hit
med lumpen svik til din og hendes bryllupsfest.
AKILLEVS.
Ja, ogsaa jeg maa laste hvad din mand har gjort,
og ikke vil jeg rolig taale denne tort.
Ja, ogsaa jeg maa laste hvad din mand har gjort,
og ikke vil jeg rolig taale denne tort.
KLYTAIMNESTRA.
Jeg blyges ikke ved at bøie knæ for dig,
en stakkars jordisk kvinde for gudindens søn.
Hvi holde paa min værdighet? Hvem har vel krav
paa al min omsorg mere end mit eget barn?
Du søn av en gudinde, verg mig i min nød,
verg hende som blev kaldt din brud, vel ei med ret,
men dog! — Det var for dig jeg flettet hendes krans
og førte hende hit som brud — som dødens brud.
Du vil bli dadlet, hvis du negter os din hjelp;
ti selv om pakten ei blev sluttet, blev du dog
av rygtet kaldt min arme datters kjære mand.
Jeg ber dig ved din høire haand og ved din mor:
Vern om dit navn; ti det har bragt mig i fordærv.
Til intet andet alter kan jeg arme fly
end til dit knæ, og ingen venner har jeg her.
Hvad Agamemnons hjerteløse grusomhet
tør vaage, har du hørt. Du ser at jeg kom hit,
en vernløs kvinde, til en uregjerlig hær
av stridsmænd paa hvis egen vilje det beror
om de skal vise mandstugt eller øve vold.
Hvis du tør holde over os din sterke haand,
da er vi frelst; hvis ikke, er vi to fortapt.
Jeg blyges ikke ved at bøie knæ for dig,
en stakkars jordisk kvinde for gudindens søn.
Hvi holde paa min værdighet? Hvem har vel krav
paa al min omsorg mere end mit eget barn?
Du søn av en gudinde, verg mig i min nød,
verg hende som blev kaldt din brud, vel ei med ret,
men dog! — Det var for dig jeg flettet hendes krans
og førte hende hit som brud — som dødens brud.
Du vil bli dadlet, hvis du negter os din hjelp;
ti selv om pakten ei blev sluttet, blev du dog
av rygtet kaldt min arme datters kjære mand.
Jeg ber dig ved din høire haand og ved din mor:
Vern om dit navn; ti det har bragt mig i fordærv.
Til intet andet alter kan jeg arme fly
end til dit knæ, og ingen venner har jeg her.
Hvad Agamemnons hjerteløse grusomhet
tør vaage, har du hørt. Du ser at jeg kom hit,
en vernløs kvinde, til en uregjerlig hær
av stridsmænd paa hvis egen vilje det beror
om de skal vise mandstugt eller øve vold.
Hvis du tør holde over os din sterke haand,
da er vi frelst; hvis ikke, er vi to fortapt.
KORFØRER.
At være mor gir troldomskraft. Hver kvinde faar
en sælsom evne til at kjæmpe for sit barn.
At være mor gir troldomskraft. Hver kvinde faar
en sælsom evne til at kjæmpe for sit barn.
AKILLEVS.
Paa tankens vinger løfter sig min sjel til flugt.
Med maate kan jeg sørge over usæl lod
og glæde mig med maate over lykkens gunst;
ti de som tænker saa og bruker sin fornuft,
kan uten feiltrin vandre frem på livets vei.
Ei være altfor klok kan stundom være godt.
Som oftest er dog klokskap det som baader bedst.
Jeg lærte, da den fromme Keiron fostret mig,
at lægge vinn paa aapenhet og ærlig færd.
Jeg lyder Atrevs’ sønner, hvis de fører os
som hædersmænd; hvis ikke lyder jeg dem ei.
Min frihet vil jeg hævde baade her og hist
ved Ilion og hædre Ares med mit spyd.
Men dig som led saa grusom medfart av den mand
som staar dig nærmest, skal min medynk hegne om
og værne trygt saa langt en ynglings arm kan naa,
og aldrig skal din datter som blev kaldt min brud,
bli ofret av sin far. Din husbond skal forvisst
ei bruke mig som brikke i sit rænkespil.
Jeg blir vanæret; uhørt skjændsel blir min lod,
som var ei Pelevs, men en mørkets aand min far;
ti om en anden løfter sverdet, vil mit navn
ha voldt din datters død, og skylden er din mands.
Men heller ikke jeg vil være ren for skyld
hvis jeg, som nævntes som din datters fæstemand,
skal volde møen uhørt kval og dødens ve.
Jeg var den værste usling i argeiers hær
og intet værd, mens Menelaos var en helt,
saafremt din datters mord skal klæbe ved mit navn.
Nu sverger jeg ved ham som bor i havets dyp,
ved Nevers, far av Tetis, hun som er min mor,
at ei kong Agamemnon med en fingerspids
faar lov at røre ved din datters klædebon.
Nei før skal Sipylos,[26] barbarers fjerne by,
Atreideslegtens hjemstavn, vinde ry og magt
og Ftias navn bli glemt og aldrig nævnes mer.
Vor spaamand Kalkas’ offerkorn og vievand
skal smake beskt. Hvad er en spaamand? Jo en mand
som spaar paa maafaa, sjelden sandt, som oftest falskt
og altid vrir sig fra det, dersom det slaar feil.
Jeg harmes ikke over tapet av en brud;
ti mangen mø gik glad med mig i brudeseng;
men Agamemnon krænket mig i overmod.
Han burde bedt mig om at laane ham mit navn,
som lokkemiddel, dersom Klytaimnestra helst
til mig som husbond vilde sende hit sit barn.
Jeg hadde laant ham det til bedste for vor folk,
hvis hæren ellers ei kom frem til Hion.
Jeg vilde ei ha negtet ham min hjelp til det,
som kunde sikre mine vaabenbrødres held.
Men intet er jeg nu for dem som fører os.
De tar det let, om godt de gjør mig eller ondt.
Snart skal mit sverd som jeg skal farve rødt med blod.
før jeg naar frem til frygers land, faa visshet for
om nogen her skal kunne røve mig dit barn.
Vær trøstig! Skjønt jeg ikke er, som du har trodd,
en guddom, skal jeg skjærme dig med guddomskraft.
Paa tankens vinger løfter sig min sjel til flugt.
Med maate kan jeg sørge over usæl lod
og glæde mig med maate over lykkens gunst;
ti de som tænker saa og bruker sin fornuft,
kan uten feiltrin vandre frem på livets vei.
Ei være altfor klok kan stundom være godt.
Som oftest er dog klokskap det som baader bedst.
Jeg lærte, da den fromme Keiron fostret mig,
at lægge vinn paa aapenhet og ærlig færd.
Jeg lyder Atrevs’ sønner, hvis de fører os
som hædersmænd; hvis ikke lyder jeg dem ei.
Min frihet vil jeg hævde baade her og hist
ved Ilion og hædre Ares med mit spyd.
Men dig som led saa grusom medfart av den mand
som staar dig nærmest, skal min medynk hegne om
og værne trygt saa langt en ynglings arm kan naa,
og aldrig skal din datter som blev kaldt min brud,
bli ofret av sin far. Din husbond skal forvisst
ei bruke mig som brikke i sit rænkespil.
Jeg blir vanæret; uhørt skjændsel blir min lod,
som var ei Pelevs, men en mørkets aand min far;
ti om en anden løfter sverdet, vil mit navn
ha voldt din datters død, og skylden er din mands.
Men heller ikke jeg vil være ren for skyld
hvis jeg, som nævntes som din datters fæstemand,
skal volde møen uhørt kval og dødens ve.
Jeg var den værste usling i argeiers hær
og intet værd, mens Menelaos var en helt,
saafremt din datters mord skal klæbe ved mit navn.
Nu sverger jeg ved ham som bor i havets dyp,
ved Nevers, far av Tetis, hun som er min mor,
at ei kong Agamemnon med en fingerspids
faar lov at røre ved din datters klædebon.
Nei før skal Sipylos,[26] barbarers fjerne by,
Atreideslegtens hjemstavn, vinde ry og magt
og Ftias navn bli glemt og aldrig nævnes mer.
Vor spaamand Kalkas’ offerkorn og vievand
skal smake beskt. Hvad er en spaamand? Jo en mand
som spaar paa maafaa, sjelden sandt, som oftest falskt
og altid vrir sig fra det, dersom det slaar feil.
Jeg harmes ikke over tapet av en brud;
ti mangen mø gik glad med mig i brudeseng;
men Agamemnon krænket mig i overmod.
Han burde bedt mig om at laane ham mit navn,
som lokkemiddel, dersom Klytaimnestra helst
til mig som husbond vilde sende hit sit barn.
Jeg hadde laant ham det til bedste for vor folk,
hvis hæren ellers ei kom frem til Hion.
Jeg vilde ei ha negtet ham min hjelp til det,
som kunde sikre mine vaabenbrødres held.
Men intet er jeg nu for dem som fører os.
De tar det let, om godt de gjør mig eller ondt.
Snart skal mit sverd som jeg skal farve rødt med blod.
før jeg naar frem til frygers land, faa visshet for
om nogen her skal kunne røve mig dit barn.
Vær trøstig! Skjønt jeg ikke er, som du har trodd,
en guddom, skal jeg skjærme dig med guddomskraft.
KORFØRER.
Du talte, søn av Pelevs, som det anstaar dig
og hin gudinde som i havet har sit bo.
Du talte, søn av Pelevs, som det anstaar dig
og hin gudinde som i havet har sit bo.
KLYTAIMNESTRA.
Aa, hvordan skal jeg undgaa at forspilde helt
din gunst ved overdreven eller karrig ros?
Ti naar en ædel mand i altfor sterke ord
blir lovprist, kan vor ros let gjøre ham forstemt.
Jeg blyges ved at jamre over egen kval,
som gjør mig sjelesyk. Min nød er ikke din.
Og dog, det er til hæder for en ædel mand,
som selv staar fjernt, at hjelpe dem som er i nød.
Aa ynk os to! Paa medynk har vi begge krav.
Jeg haabet jo i dig at faa en mægtig maag;
men haabet blev til intet. Vogt dig ogsaa selv,
at ei min datters død, naar du skal føre hjem
en brud, blir vanheldsvarsel for dit ekteskap.
Om retsind vidnet dine ord fra først til sidst.
Saafremt du vil det, kan min datter vorde frelst.
Forlanger du at hun skal favne om dit knæ!
Ei sømmer det sig for en mø; men hvis du vil,
saa kommer hun og møter blyg, men fri dit blik.
Men kan jeg uten hendes nærvær faa din hjelp,
saa kan hun bli i huset. Hendes blygsel er
en blygsel som bør skaanes, om det end er saa
at ogsaa den maa vige for den bitre nød.
Aa, hvordan skal jeg undgaa at forspilde helt
din gunst ved overdreven eller karrig ros?
Ti naar en ædel mand i altfor sterke ord
blir lovprist, kan vor ros let gjøre ham forstemt.
Jeg blyges ved at jamre over egen kval,
som gjør mig sjelesyk. Min nød er ikke din.
Og dog, det er til hæder for en ædel mand,
som selv staar fjernt, at hjelpe dem som er i nød.
Aa ynk os to! Paa medynk har vi begge krav.
Jeg haabet jo i dig at faa en mægtig maag;
men haabet blev til intet. Vogt dig ogsaa selv,
at ei min datters død, naar du skal føre hjem
en brud, blir vanheldsvarsel for dit ekteskap.
Om retsind vidnet dine ord fra først til sidst.
Saafremt du vil det, kan min datter vorde frelst.
Forlanger du at hun skal favne om dit knæ!
Ei sømmer det sig for en mø; men hvis du vil,
saa kommer hun og møter blyg, men fri dit blik.
Men kan jeg uten hendes nærvær faa din hjelp,
saa kan hun bli i huset. Hendes blygsel er
en blygsel som bør skaanes, om det end er saa
at ogsaa den maa vige for den bitre nød.
AKILLEVS.
Ei skal du føre for mit aasyn frem dit barn
og la os bli til spot for dem som intet vet.[27]
Vor hær som løst fra hjemmets yrke driver om
i lediggang, har lyst paa ond og raatten snak.
Det er for mig det samme om I kommer hit
med knæfald eller uten; ti at frelse jer
fra nøden, er jo det jeg helst vil kjæmpe for.
Vær viss paa ett; jeg lyver ikke. La mig dø,
saafremt jeg skuffer dig og holder dig for nar,
men leve, hvis jeg kan faa frelst den fagre mø.
Ei skal du føre for mit aasyn frem dit barn
og la os bli til spot for dem som intet vet.[27]
Vor hær som løst fra hjemmets yrke driver om
i lediggang, har lyst paa ond og raatten snak.
Det er for mig det samme om I kommer hit
med knæfald eller uten; ti at frelse jer
fra nøden, er jo det jeg helst vil kjæmpe for.
Vær viss paa ett; jeg lyver ikke. La mig dø,
saafremt jeg skuffer dig og holder dig for nar,
men leve, hvis jeg kan faa frelst den fagre mø.
KLYTAIMNESTRA.
Velsignet være du som hjelper os i nød!
Velsignet være du som hjelper os i nød!
AKILLEVS.
Hør efter, for at denne sak kan ende godt.
Hør efter, for at denne sak kan ende godt.
KLYTAIMNESTRA.
Hvad mener du med disse ord? Jeg lytter spændt.
Hvad mener du med disse ord? Jeg lytter spændt.
AKILLEVS.
Vi maa forsøke at faa omstemt hendes far.
Vi maa forsøke at faa omstemt hendes far.
KLYTAIMNESTRA.
Min mand? Han er for feig, for ræd for hærens hevn.
Min mand? Han er for feig, for ræd for hærens hevn.
AKILLEVS.
Men grunde kan med andre grunde dog faa bugt.
Men grunde kan med andre grunde dog faa bugt.
KLYTAIMNESTRA.
Et faafængt haab! Men si mig hvad du vil skal ske.
Et faafængt haab! Men si mig hvad du vil skal ske.
AKILLEVS.
Først maa du be ham om at skaane barnets liv,
og bare hvis han negter, faar du gaa til mig;
ti hvis I faar ham overtalt til det I vil,
da er hun frelst, og ei behøves da min hjælp.
Da vil jeg staa mig bedre med min gamle ven,
og hæren vil ei laste mig, naar jeg faar bragt
vor sak til seier mer ved grunde end med magt.
Og lykkes dette uten at jeg griper ind,
da vil det baade glæde ham, min ven, og dig.
Først maa du be ham om at skaane barnets liv,
og bare hvis han negter, faar du gaa til mig;
ti hvis I faar ham overtalt til det I vil,
da er hun frelst, og ei behøves da min hjælp.
Da vil jeg staa mig bedre med min gamle ven,
og hæren vil ei laste mig, naar jeg faar bragt
vor sak til seier mer ved grunde end med magt.
Og lykkes dette uten at jeg griper ind,
da vil det baade glæde ham, min ven, og dig.
KLYTAIMNESTRA.
Hvor klokt du talte! Jeg bør gjøre som du vil.
Men hvis jeg intet naar av det jeg ønsker helst,
hvor blir da møtestedet? Hvor skal jeg gaa hen
og finde hjælp i nøden av din sterke haand?
Hvor klokt du talte! Jeg bør gjøre som du vil.
Men hvis jeg intet naar av det jeg ønsker helst,
hvor blir da møtestedet? Hvor skal jeg gaa hen
og finde hjælp i nøden av din sterke haand?
AKILLEVS.
Jeg holder øie med dig; jeg skal vokte dig,
saa ingen ser dig flakke i fortvilet angst
omkring i leiren. Bring ei dine fædres hus
i vanry! Ikke har Tyndareos fortjent
at høre haansord. Stort i Hellas er hans ry.
Jeg holder øie med dig; jeg skal vokte dig,
saa ingen ser dig flakke i fortvilet angst
omkring i leiren. Bring ei dine fædres hus
i vanry! Ikke har Tyndareos fortjent
at høre haansord. Stort i Hellas er hans ry.
KLYTAIMNESTRA.
Jeg er din tjenerinde. Byd og det skal ske.
Hvis guder findes, skal dit retsind lønnes rikt.
Hvis ingen findes, ak, hvad nytter da vort stræv?
(Begge gaar, Klytaimnestra ind i teltet, Akillevs til leiren.)
Jeg er din tjenerinde. Byd og det skal ske.
Hvis guder findes, skal dit retsind lønnes rikt.
Hvis ingen findes, ak, hvad nytter da vort stræv?
(Begge gaar, Klytaimnestra ind i teltet, Akillevs til leiren.)
KOR.[28]
Strofe.
Hvor liflig det tonet, hint himmelske kvæde,
da libyske fløiter og lystig skalmeie
og citarens tonevæld lokket til dans,
da fagertlokkede muser gav møte
ved Pelevs’s bryllup paa Pelions aasryg,
hvor guder holdt gilde. Da svævet de let
paa gyldne sandaler i dans over vangen
og priste ved festen i smeltende sange
den deilige Tetis og Aiakos’ søn.
Fra Pelions skoger kom tonen tilbake
og Ekko gav svar fra Kentaurernes fjeld.
Da øste hin yndling av Zevs, Ganymedes,
en ætling av Dardanos, frygernes konge,
fra guldbollen nektar i guders pokaler,
og Nerevs’s femti fortryllende døtre
svang let sig i dansen paa sandet, det hvite
og hyldet sin søster, den yndige brud.
Strofe.
Hvor liflig det tonet, hint himmelske kvæde,
da libyske fløiter og lystig skalmeie
og citarens tonevæld lokket til dans,
da fagertlokkede muser gav møte
ved Pelevs’s bryllup paa Pelions aasryg,
hvor guder holdt gilde. Da svævet de let
paa gyldne sandaler i dans over vangen
og priste ved festen i smeltende sange
den deilige Tetis og Aiakos’ søn.
Fra Pelions skoger kom tonen tilbake
og Ekko gav svar fra Kentaurernes fjeld.
Da øste hin yndling av Zevs, Ganymedes,
en ætling av Dardanos, frygernes konge,
fra guldbollen nektar i guders pokaler,
og Nerevs’s femti fortryllende døtre
svang let sig i dansen paa sandet, det hvite
og hyldet sin søster, den yndige brud.
Motstrofe.
Kentaurer med hestekrop stevnet til festen
med kranser om issen og grantrær i næven.
Dem lystet at smake paa Bakkos’s drik.
De ropte: «Vit, Nerevs’s datter, at Keiron,
vor spaamand som tolker os Foibos’s sandsagn,
forkyndte at du skulde føde en søn,
et straalende lys for Tessaliens bygder.
Med skjolddækte stridsmænd, de tro myrmidoner,
skal høvdingen komme og herje med ild
den herlige kongsstad hvor Priamos raader.
Fra top og til taa skal han straale i rustning
av guldet det røde, en gave fra hende
som bar ham til verden. Hefaistor har smidd den.»
Ja, dengang var dagen en fest uten like,
da guderne feiret det straalende bryllup
for Pelevs og Nerevs’s ypperste datter,
den høibaarne mø som blev høvdingens brud.
Kentaurer med hestekrop stevnet til festen
med kranser om issen og grantrær i næven.
Dem lystet at smake paa Bakkos’s drik.
De ropte: «Vit, Nerevs’s datter, at Keiron,
vor spaamand som tolker os Foibos’s sandsagn,
forkyndte at du skulde føde en søn,
et straalende lys for Tessaliens bygder.
Med skjolddækte stridsmænd, de tro myrmidoner,
skal høvdingen komme og herje med ild
den herlige kongsstad hvor Priamos raader.
Fra top og til taa skal han straale i rustning
av guldet det røde, en gave fra hende
som bar ham til verden. Hefaistor har smidd den.»
Ja, dengang var dagen en fest uten like,
da guderne feiret det straalende bryllup
for Pelevs og Nerevs’s ypperste datter,
den høibaarne mø som blev høvdingens brud.
Slutstrofe.
Men dine gyldne lokker, barn,
skal mænd fra Argos snarlig smykke
med offerkrans. Saa smykkes kvien,
naar den maa vandre frem til altret
fra grottens lune ly paa fjeldet.
Din hvite hals skal blodet farve.
Og dog, dig voktet ingen gjæter
med lokkerop og fløitespil.
Du vokste op hos mor, som haabet
at engang skulde hun faa skjænke
en helt av Inakos’s stamme[29]
din haand og smykke dig som brud.
Hvad gjælder dyd? Hvad gjælder blygsel,
naar syndig uret eier magten,
naar slegten haanlig vender ryggen
til alt som ædelt er og godt,
naar lov for lovløshet maa vike
og ingen samlet kamp for retten
avvender guders straffedom.
Men dine gyldne lokker, barn,
skal mænd fra Argos snarlig smykke
med offerkrans. Saa smykkes kvien,
naar den maa vandre frem til altret
fra grottens lune ly paa fjeldet.
Din hvite hals skal blodet farve.
Og dog, dig voktet ingen gjæter
med lokkerop og fløitespil.
Du vokste op hos mor, som haabet
at engang skulde hun faa skjænke
en helt av Inakos’s stamme[29]
din haand og smykke dig som brud.
Hvad gjælder dyd? Hvad gjælder blygsel,
naar syndig uret eier magten,
naar slegten haanlig vender ryggen
til alt som ædelt er og godt,
naar lov for lovløshet maa vike
og ingen samlet kamp for retten
avvender guders straffedom.
KLYTAIMNESTRA
(kommer ut).
For længe siden gik min husbond fra sit telt.
Nu kommer jeg for selv at speide efter ham.
Derinde vaander sig i graat mit arme barn.
Paa jammer følger jammer, siden hun har hørt
til hvilken død hun vies av sin egen far.
Men se, der kommer han, den mand jeg taler om,
kong Agamemnon. Tilstaa skal han snart sin skyld,
den rædselsfulde synd han øver mot sit barn.
(kommer ut).
For længe siden gik min husbond fra sit telt.
Nu kommer jeg for selv at speide efter ham.
Derinde vaander sig i graat mit arme barn.
Paa jammer følger jammer, siden hun har hørt
til hvilken død hun vies av sin egen far.
Men se, der kommer han, den mand jeg taler om,
kong Agamemnon. Tilstaa skal han snart sin skyld,
den rædselsfulde synd han øver mot sit barn.
AGAMEMNON.
Hvor heldig, Ledas datter, at jeg traf dig her
ved teltets dør alene, saa jeg kan faa sagt
til dig et ord som ei bør høres av en brud.
Hvor heldig, Ledas datter, at jeg traf dig her
ved teltets dør alene, saa jeg kan faa sagt
til dig et ord som ei bør høres av en brud.
KLYTAIMNESTRA.
Hvad er det du vil la mig vite netop nu?
Hvad er det du vil la mig vite netop nu?
AGAMEMNON.
La straks vor datter gaa fra teltet med sin far;
ti rede staar nu vievand og offerkorn
som snart skal drysses over altrets rene ild,
og kvier som skal falde før vor bryllupsfest
og med en strøm av blod forsone Artemis.
La straks vor datter gaa fra teltet med sin far;
ti rede staar nu vievand og offerkorn
som snart skal drysses over altrets rene ild,
og kvier som skal falde før vor bryllupsfest
og med en strøm av blod forsone Artemis.
KLYTAIMNESTRA.
Du taler godt; men hvordan jeg skal tale godt,
naar jeg skal nævne det du gjør, det vet jeg ei.
(roper ind i teltet.)
Kom ut fra teltet, kjære barn! Du vet jo godt
hvad nu din far har fore. Ta Orestes med;
men slaa en flik av kaapen om din lille bror.
(til Agamemnon.)
Se saa! Her staar din datter, lydig mot dit bud.
Jeg har et ord at si for hende og for mig.
Du taler godt; men hvordan jeg skal tale godt,
naar jeg skal nævne det du gjør, det vet jeg ei.
(roper ind i teltet.)
Kom ut fra teltet, kjære barn! Du vet jo godt
hvad nu din far har fore. Ta Orestes med;
men slaa en flik av kaapen om din lille bror.
(til Agamemnon.)
Se saa! Her staar din datter, lydig mot dit bud.
Jeg har et ord at si for hende og for mig.
AGAMEMNON.
Mit barn, hvor er dit glade sind? Hvi graater du
og holder taarevætet slør for sænket blik?
Mit barn, hvor er dit glade sind? Hvi graater du
og holder taarevætet slør for sænket blik?
KLYTAIMNESTRA.
Hvad skal jeg nævne først av det som piner mig?
Mit valg er frit. Om først, om dernæst eller sidst
hver kval blir nævnt, de gjør dog alle like ondt.
Hvad skal jeg nævne først av det som piner mig?
Mit valg er frit. Om først, om dernæst eller sidst
hver kval blir nævnt, de gjør dog alle like ondt.
AGAMEMNON.
Hvad er det? Samme rædsel, samme sjeleangst
i blik og miner! Rent forstyrret ser I ut.
Hvad er det? Samme rædsel, samme sjeleangst
i blik og miner! Rent forstyrret ser I ut.
KLYTAIMNESTRA.
Paa aapent spørsmaal, husbond, gi mig aapent svar.
Paa aapent spørsmaal, husbond, gi mig aapent svar.
AGAMEMNON.
Det vil jeg. Spør du kun; du trænger ei at be.
Det vil jeg. Spør du kun; du trænger ei at be.
KLYTAIMNESTRA.
Sig, agter du at dræpe hende der, vort barn?
Sig, agter du at dræpe hende der, vort barn?
AGAMEMNON.
Et grufuldt spørsmaal! Slike tanker bør du sky.
Et grufuldt spørsmaal! Slike tanker bør du sky.
KLYTAIMNESTRA.
Vær rolig! Svar paa det jeg først har spurt dig om!
Vær rolig! Svar paa det jeg først har spurt dig om!
AGAMEMNON.
Spør sømmelig, saa skal jeg svare sømmelig.
Spør sømmelig, saa skal jeg svare sømmelig.
KLYTAIMNESTRA.
Jeg spør om intet andet. Svar paa det jeg spør!
Jeg spør om intet andet. Svar paa det jeg spør!
AGAMEMNON.
Aa skjæbne, haarde skjæbne! Aa min onde aand!
Aa skjæbne, haarde skjæbne! Aa min onde aand!
KLYTAIMNESTRA.
Og min og hendes! En har lagt os tre for hat.
Og min og hendes! En har lagt os tre for hat.
AGAMEMNON.
Hvem krænket dig?
Hvem krænket dig?
KLYTAIMNESTRA.
Hvem krænket dig?Det spørsmaal tør du stille mig?
Just denne sluhet viser at du mangler kløkt.
Hvem krænket dig?Det spørsmaal tør du stille mig?
Just denne sluhet viser at du mangler kløkt.
AGAMEMNON.
Ve! Alt er tapt. Forraadt er alt hvad jeg har dulgt.
Ve! Alt er tapt. Forraadt er alt hvad jeg har dulgt.
KLYTAIMNESTRA.
Alt vet jeg. Dine anslag mot mig fik jeg spurt.
Din taushet, dine tunge suk, alt tyder paa
at du maa tilstaa. Spar dig nu for flere ord.
Alt vet jeg. Dine anslag mot mig fik jeg spurt.
Din taushet, dine tunge suk, alt tyder paa
at du maa tilstaa. Spar dig nu for flere ord.
AGAMEMNON.
Ak ja, jeg tier. Hvorfor skal jeg ved en løgn
til al min nød og vaande føie skamløshet?
Ak ja, jeg tier. Hvorfor skal jeg ved en løgn
til al min nød og vaande føie skamløshet?
KLYTAIMNESTRA.
Vel, ti og hør! Jeg agter nu at tale ut
og ikke bruke gaadefulde ord som før.
For først at minde om mit første klagemaal,
saa husk jeg blev din brud motvillig, tat med vold.
Du slog ihjel min første husbond, Tantalos,[30]
og slet med magt fra moderbryst min spæde søn.
Du kastet ham mot salens gulv og tok hans liv.
Da mine brødre, Zevs’s tvillingsønner,[31] drog
i leding mot dig høit til hest i krigerskrud,
da frelste dig Tyndareos, min gamle far,
rørt ved din bøn. Mit leie delte du paany.
Da lot jeg mig forsone. Vidne kan du selv
at jeg som hustru var mot dig og mot dit hus
ulastelig og trofast i min kjærlighet.
Jeg øket husets glans. Med glæde kom du hjem,
og var du ute, pristes overalt dit held.
At vinde slik en hustru er en sjelden fangst.
Av slette kvinder er der altid mer end nok.
Tre døtre har jeg skjænket dig og denne søn,
men en av disse vil du grusomt røve mig.
Men dersom nogen spør dig, hvorfor hun blev dræpt,
hvad vil du svare? Skal jeg svare i dit sted?
«Jo, Menelaos maa faa Helena igjen.»
Hvor smukt at ofre eget barn som løsesum
for troløs kvinde, kjøpe det som er forhatt,
for det som er os kjærest! Naar du nu gaar bort
med hæren og lar mig alene i vort hjem
og selv blir længe borte, hvordan tror du vel
min sjel maa vaande sig, naar jeg i vort palads
ser alle stoler tomme, hvor hun sat tilforn,
og tomt gemakket, naar jeg sitter ensom der
og graater saart og uten ophør klager saa:
«Mit barn, den far som avlet dig, har tat dit liv.
Han, ingen anden, dræpte dig med egen haand.»
Ja, hvis du efterlater os saa bittert had,
da skal det, naar du kommer hjem, kun litet til
før jeg og dine barn, de døtre du har spart,
skal gi dig slik en velkomst som du har fortjent.
Ved alle guder, vær dog ei saa ond og haard,
og tving mig ikke til at lønne ondt med ondt!
Nu vel, din datter vil du ofre med en bøn. —
Men hvilken bøn? Hvad vil du ønske dig av godt,
naar barnet slagtes? At du engang kommer hjem
med skjændsel, som du nu med skjændsel seiler bort?
Bør kanske jeg, din hustru be om held for dig?
Hvor kunde jeg til guders visdom sætte lit,
naar jeg for dig, en morder, bad om signet held?
Og tør du ved din hjemkomst favne dine barn?
Den ret har du forspildt. Hvem tør vel se paa dig,
naar du kan dræpe en av dem du tar i favn?
Svar, har du tænkt paa dette, eller vil du blot
gaa stolt omkring i hæren med din herskerstav?
Du burde blandt argeier si, som rigtig er:
«Akaier, vil I komme frem til frygers land,
saa kast nu lod om hvilken høvdings barn skal dø.»
Det var det rette, ikke at du uten valg
skal gi dit barn som offer for danaers held.
Men ellers burde Menelaos først og fremst
la Hermione ofre livet for sin mor.
Men nu maa jeg som holder egtesengen ren,
gi hen mit barn, mens Helena som svek sin mand,
har lykken med sig og paa Spartas kongeborg
kan leve med sin datter under samme tak.
Hvis jeg tar feil i noget, si mig da imot;
men har jeg ret, saa tænk dig om og spar vort barn
for offerdøden! Vær en mand, en sindig mand!
Vel, ti og hør! Jeg agter nu at tale ut
og ikke bruke gaadefulde ord som før.
For først at minde om mit første klagemaal,
saa husk jeg blev din brud motvillig, tat med vold.
Du slog ihjel min første husbond, Tantalos,[30]
og slet med magt fra moderbryst min spæde søn.
Du kastet ham mot salens gulv og tok hans liv.
Da mine brødre, Zevs’s tvillingsønner,[31] drog
i leding mot dig høit til hest i krigerskrud,
da frelste dig Tyndareos, min gamle far,
rørt ved din bøn. Mit leie delte du paany.
Da lot jeg mig forsone. Vidne kan du selv
at jeg som hustru var mot dig og mot dit hus
ulastelig og trofast i min kjærlighet.
Jeg øket husets glans. Med glæde kom du hjem,
og var du ute, pristes overalt dit held.
At vinde slik en hustru er en sjelden fangst.
Av slette kvinder er der altid mer end nok.
Tre døtre har jeg skjænket dig og denne søn,
men en av disse vil du grusomt røve mig.
Men dersom nogen spør dig, hvorfor hun blev dræpt,
hvad vil du svare? Skal jeg svare i dit sted?
«Jo, Menelaos maa faa Helena igjen.»
Hvor smukt at ofre eget barn som løsesum
for troløs kvinde, kjøpe det som er forhatt,
for det som er os kjærest! Naar du nu gaar bort
med hæren og lar mig alene i vort hjem
og selv blir længe borte, hvordan tror du vel
min sjel maa vaande sig, naar jeg i vort palads
ser alle stoler tomme, hvor hun sat tilforn,
og tomt gemakket, naar jeg sitter ensom der
og graater saart og uten ophør klager saa:
«Mit barn, den far som avlet dig, har tat dit liv.
Han, ingen anden, dræpte dig med egen haand.»
Ja, hvis du efterlater os saa bittert had,
da skal det, naar du kommer hjem, kun litet til
før jeg og dine barn, de døtre du har spart,
skal gi dig slik en velkomst som du har fortjent.
Ved alle guder, vær dog ei saa ond og haard,
og tving mig ikke til at lønne ondt med ondt!
Nu vel, din datter vil du ofre med en bøn. —
Men hvilken bøn? Hvad vil du ønske dig av godt,
naar barnet slagtes? At du engang kommer hjem
med skjændsel, som du nu med skjændsel seiler bort?
Bør kanske jeg, din hustru be om held for dig?
Hvor kunde jeg til guders visdom sætte lit,
naar jeg for dig, en morder, bad om signet held?
Og tør du ved din hjemkomst favne dine barn?
Den ret har du forspildt. Hvem tør vel se paa dig,
naar du kan dræpe en av dem du tar i favn?
Svar, har du tænkt paa dette, eller vil du blot
gaa stolt omkring i hæren med din herskerstav?
Du burde blandt argeier si, som rigtig er:
«Akaier, vil I komme frem til frygers land,
saa kast nu lod om hvilken høvdings barn skal dø.»
Det var det rette, ikke at du uten valg
skal gi dit barn som offer for danaers held.
Men ellers burde Menelaos først og fremst
la Hermione ofre livet for sin mor.
Men nu maa jeg som holder egtesengen ren,
gi hen mit barn, mens Helena som svek sin mand,
har lykken med sig og paa Spartas kongeborg
kan leve med sin datter under samme tak.
Hvis jeg tar feil i noget, si mig da imot;
men har jeg ret, saa tænk dig om og spar vort barn
for offerdøden! Vær en mand, en sindig mand!
KORFØRER.
Gi efter, Agamemnon! Ingen negter vel
at det er smukt at frelse sine egne barn.
Gi efter, Agamemnon! Ingen negter vel
at det er smukt at frelse sine egne barn.
IFIGENEIA.
Aa, om jeg var som Orfevs, far, og med min røst
fik liv i stenen saa den villig fulgte mig,
og kunde trylle hvem jeg vilde med mit ord,
da fik jeg prøve al min kunst. Nu maa jeg ty
til taarer. Graate er det eneste jeg kan.
Jeg klynger mig, som bar jeg bønnens oljegren,[32]
til dine knæ. Dit barn som denne mor har født,
besverger dig: Aa dræp mig ei i ungdoms vaar.
Det er saa sødt at skue solens straaleglans.
Aa spar mig for at skue mørket under jord.
Jeg er din førstefødte, den du først har kaldt
dit kjære barn, den første som har kaldt dig far,
den første som saa gjerne gynget paa dit knæ,
den første som de søte kjærtegn gav og tok.
Da hørte jeg dig ofte si: «Mit kjære barn,
aa, mon jeg engang skal faa se dig lykkelig
som fager blomst i huset hos en elsket mand,
som værdig er din byrd?» Tidt tok min barnehaand
dig da om haken, som jeg gjør i denne stund,
og svaret var: «Naar du blir gammel, mon jeg da
skal faa den glæde, kjære far, at hilse dig
velkommen i mit eget hjem og lønne dig
for alt hvad du har gjort for mig, da jeg var barn?»
Ak, ord som disse har jeg gjemt som dyrest skat;
men du har glemt dem, far. Nu vil du ta mit liv.
Aa nei! Ved Pelops ber jeg dig og ved din far,
kong Atrevs, og min arme mor som fødte mig
med smerte og maa føle smertens brod paany.
Hvad kan jeg for at Paris egtet Helena?
Og hvorfor, far, skal jeg bli dræpt fordi han kom?
Aa vend dit øie mot mig! La mig faa et kys,
saa jeg kan ta det med som minde om min far
i dødens stund, hvis ei min bøn kan røre dig.
Min bror, du er for liten til at hjælpe mig;
men graat med mig. La far i dine taarer se
en barnlig bøn om at din søster ei maa dø.;
At andre er i vaande, føler selv et barn.
Se, far! Hans taushet er en stille bøn for mig.
Aa, ynk mig dog og skaan din unge datters liv!
Vi ber dig, dine barn, vi to som du har kjær,
den ene endnu spæd, den anden voksen mø.
Den største lykke er at skue dagens lys.
Hist nede er vi intet. Daaren kun vil dø.
Et liv i nød er bedre end en glansfuld død.
Aa, om jeg var som Orfevs, far, og med min røst
fik liv i stenen saa den villig fulgte mig,
og kunde trylle hvem jeg vilde med mit ord,
da fik jeg prøve al min kunst. Nu maa jeg ty
til taarer. Graate er det eneste jeg kan.
Jeg klynger mig, som bar jeg bønnens oljegren,[32]
til dine knæ. Dit barn som denne mor har født,
besverger dig: Aa dræp mig ei i ungdoms vaar.
Det er saa sødt at skue solens straaleglans.
Aa spar mig for at skue mørket under jord.
Jeg er din førstefødte, den du først har kaldt
dit kjære barn, den første som har kaldt dig far,
den første som saa gjerne gynget paa dit knæ,
den første som de søte kjærtegn gav og tok.
Da hørte jeg dig ofte si: «Mit kjære barn,
aa, mon jeg engang skal faa se dig lykkelig
som fager blomst i huset hos en elsket mand,
som værdig er din byrd?» Tidt tok min barnehaand
dig da om haken, som jeg gjør i denne stund,
og svaret var: «Naar du blir gammel, mon jeg da
skal faa den glæde, kjære far, at hilse dig
velkommen i mit eget hjem og lønne dig
for alt hvad du har gjort for mig, da jeg var barn?»
Ak, ord som disse har jeg gjemt som dyrest skat;
men du har glemt dem, far. Nu vil du ta mit liv.
Aa nei! Ved Pelops ber jeg dig og ved din far,
kong Atrevs, og min arme mor som fødte mig
med smerte og maa føle smertens brod paany.
Hvad kan jeg for at Paris egtet Helena?
Og hvorfor, far, skal jeg bli dræpt fordi han kom?
Aa vend dit øie mot mig! La mig faa et kys,
saa jeg kan ta det med som minde om min far
i dødens stund, hvis ei min bøn kan røre dig.
Min bror, du er for liten til at hjælpe mig;
men graat med mig. La far i dine taarer se
en barnlig bøn om at din søster ei maa dø.;
At andre er i vaande, føler selv et barn.
Se, far! Hans taushet er en stille bøn for mig.
Aa, ynk mig dog og skaan din unge datters liv!
Vi ber dig, dine barn, vi to som du har kjær,
den ene endnu spæd, den anden voksen mø.
Den største lykke er at skue dagens lys.
Hist nede er vi intet. Daaren kun vil dø.
Et liv i nød er bedre end en glansfuld død.
KORFØRER.
Ak, Helena, ved syndig elskov har du voldt
stor nød for Atrevs’ sønner og for deres barn.
Ak, Helena, ved syndig elskov har du voldt
stor nød for Atrevs’ sønner og for deres barn.
AGAMEMNON.
Jeg vet jo godt hvor medynk er paa rette sted,
og vet hvor den er spildt. Jeg elsker mine barn;
ti ellers maatte jeg ha mistet min forstand.
At vaage dette, hustru, fylder mig med gru;
men negte det er værre; ti det maa jo ske.
I ser hvor mange sjømænd samlet er ombord.
I ser den store flok av stridsmænd klædt i malm.
Til Trojas mure kommer ingen av dem frem,
saafremt jeg ikke ofrer dig paa Kalkas’ bud.
Da kan de aldrig storme Trojas stolte borg.
Hellenerhæren raser i ustyrlig lyst
til straks at sætte kursen mot barbarers land
og sikre Hellas mot det frække bruderov.
Og trodser jeg gudindens vilje, myrder de
i Argos jer og mine døtre og mig selv.
Nei, barn, jeg handler ei som Menelaos’ træl.
Det er ei ham jeg føier. Hellas kræver det.
Med eller mot min vilje maa jeg ofre dig.
Hvad fædrelandet kræver, maa gaa foran alt;
ti Hellas bør faa være frit, saavidt det staar
til dig, mit kjære barn, og mig. Dets kvinder bør
ei raa barbarer kunne føre bort med vold.
(Agamemnon gaar.)
Jeg vet jo godt hvor medynk er paa rette sted,
og vet hvor den er spildt. Jeg elsker mine barn;
ti ellers maatte jeg ha mistet min forstand.
At vaage dette, hustru, fylder mig med gru;
men negte det er værre; ti det maa jo ske.
I ser hvor mange sjømænd samlet er ombord.
I ser den store flok av stridsmænd klædt i malm.
Til Trojas mure kommer ingen av dem frem,
saafremt jeg ikke ofrer dig paa Kalkas’ bud.
Da kan de aldrig storme Trojas stolte borg.
Hellenerhæren raser i ustyrlig lyst
til straks at sætte kursen mot barbarers land
og sikre Hellas mot det frække bruderov.
Og trodser jeg gudindens vilje, myrder de
i Argos jer og mine døtre og mig selv.
Nei, barn, jeg handler ei som Menelaos’ træl.
Det er ei ham jeg føier. Hellas kræver det.
Med eller mot min vilje maa jeg ofre dig.
Hvad fædrelandet kræver, maa gaa foran alt;
ti Hellas bør faa være frit, saavidt det staar
til dig, mit kjære barn, og mig. Dets kvinder bør
ei raa barbarer kunne føre bort med vold.
(Agamemnon gaar.)
KLYTAIMNESTRA.
Aa barn, aa kvinder, gjester fra et fremmed land
Aa ve, nu maa du dø fra en fortvilet mor.
Din far har rømt. Til Hades har han solgt dig, barn.
Aa barn, aa kvinder, gjester fra et fremmed land
Aa ve, nu maa du dø fra en fortvilet mor.
Din far har rømt. Til Hades har han solgt dig, barn.
IFIGENEIA.
Aa mor, aa mor, du klager for os begge.
Nu ser jeg solens lys for sidste gang.
Ve dig, du fjerne dal, av sneen dækket,
i frygers land! ve dig, du Idas fjeld,
hvor Priamos tilforn i løn lot sætte
den spæde Paris ut, sin lille søn,
saa fjernt fra kjærlig mor, til døden viet.
Idaios blev han kaldt i frygers by.
Ak, bedre var det, om han ei var fostret
som gjæter op blandt kjør paa Idas fjeld,
hvor skjønne nymfers klare bækker risler,
hvor blomster spirer frem paa grønne vang,
hvor hyacinter gror, og hvor gudinder
med roser smykker haarets gyldne lok.
Dit gik den skjælmske Kypris og Atene
og Hera, fulgt av Hermes, Zevs’s bud.
Trygt stolte Kypris paa sin guddomsevne,
den ømme elskovslængsels tryllemagt.
Atene holdt i haand den sterke lanse,
og Hera kom som Zevs’s stolte viv.
De søkte dom i strid om skjønhetsprisen,
og dommen — ak, den blev mit livs forlis!
Min død skal bringe hæren frem til Troja.
En jomfru ofres skal til Artemis.
Aa mor, aa mor! Min far har solgt mig arme!
Nu gik han bort og lot mig ene her.
Ak, Helena, mit liv har du lagt øde.
Du voldte mig den bitre, bitre ve.
Min død er viss. Mit liv skal grusomt ofres
av grusom far, som slagter selv sit barn.
Aa hadde ei de stolte snekker stevnet
til Avlis frem med kobbersmykket stavn
og fundet ankerplads paa vei til Troja!
Gid ingen motvind i det trange sund
saa længe hadde holdt dem her tilbake!
Saa vilde Zevs, som styrer vindens gang.
En glæder han med bør som fylder seilet;
en anden volder han ved motbør sorg.
En tvinger han til døsig ro, en anden
kan seile ut fra havn med gunstig vind.
En driver om, en anden reber seilet.
Ak, døgnets slegt har tunge, tunge kaar!
Det falder haardt at bøie sig for skjæbnen.
Tyndareos’s datter, bitre kvaler
og megen sorg har du danaer voldt.
Aa mor, aa mor, du klager for os begge.
Nu ser jeg solens lys for sidste gang.
Ve dig, du fjerne dal, av sneen dækket,
i frygers land! ve dig, du Idas fjeld,
hvor Priamos tilforn i løn lot sætte
den spæde Paris ut, sin lille søn,
saa fjernt fra kjærlig mor, til døden viet.
Idaios blev han kaldt i frygers by.
Ak, bedre var det, om han ei var fostret
som gjæter op blandt kjør paa Idas fjeld,
hvor skjønne nymfers klare bækker risler,
hvor blomster spirer frem paa grønne vang,
hvor hyacinter gror, og hvor gudinder
med roser smykker haarets gyldne lok.
Dit gik den skjælmske Kypris og Atene
og Hera, fulgt av Hermes, Zevs’s bud.
Trygt stolte Kypris paa sin guddomsevne,
den ømme elskovslængsels tryllemagt.
Atene holdt i haand den sterke lanse,
og Hera kom som Zevs’s stolte viv.
De søkte dom i strid om skjønhetsprisen,
og dommen — ak, den blev mit livs forlis!
Min død skal bringe hæren frem til Troja.
En jomfru ofres skal til Artemis.
Aa mor, aa mor! Min far har solgt mig arme!
Nu gik han bort og lot mig ene her.
Ak, Helena, mit liv har du lagt øde.
Du voldte mig den bitre, bitre ve.
Min død er viss. Mit liv skal grusomt ofres
av grusom far, som slagter selv sit barn.
Aa hadde ei de stolte snekker stevnet
til Avlis frem med kobbersmykket stavn
og fundet ankerplads paa vei til Troja!
Gid ingen motvind i det trange sund
saa længe hadde holdt dem her tilbake!
Saa vilde Zevs, som styrer vindens gang.
En glæder han med bør som fylder seilet;
en anden volder han ved motbør sorg.
En tvinger han til døsig ro, en anden
kan seile ut fra havn med gunstig vind.
En driver om, en anden reber seilet.
Ak, døgnets slegt har tunge, tunge kaar!
Det falder haardt at bøie sig for skjæbnen.
Tyndareos’s datter, bitre kvaler
og megen sorg har du danaer voldt.
KORFØRER.
I sandhet, jeg maa ynke dig for denne kval,
den nød som blev saa uforskyldt din tunge lod.
(Akillevs kommer med tjenere.)
I sandhet, jeg maa ynke dig for denne kval,
den nød som blev saa uforskyldt din tunge lod.
(Akillevs kommer med tjenere.)
IFIGENEIA.
Aa mor, hist ser jeg mange mænd som nærmer sig.
Aa mor, hist ser jeg mange mænd som nærmer sig.
KLYTAIMNESTERA.
Det er gudindens søn, til hvem du kom som brud.
Det er gudindens søn, til hvem du kom som brud.
IFIGENEIA
(iler hen til døren og roper).
Luk op for mig derinde. La mig gjemme mig!
(iler hen til døren og roper).
Luk op for mig derinde. La mig gjemme mig!
KLYTAIMNESTRA.
Hvad er det med dig, datter? Hvorfor flygter du?
Hvad er det med dig, datter? Hvorfor flygter du?
IFIGENEIA.
Aa mor, jeg blyges ved at se Akillevs her.
Aa mor, jeg blyges ved at se Akillevs her.
KLYTAIMNESTRA.
Hvi saa?
Hvi saa?
IFIGENEIA.
Hvi saa?For brudgom maa vel rødme falbudt brud.
Hvi saa?For brudgom maa vel rødme falbudt brud.
KLYTAIMNESTRA.
Som du er stedt, er blygsel ei paa rette sted.
Nei vent nu her! Din stolthet er forfeilet, barn.
Som du er stedt, er blygsel ei paa rette sted.
Nei vent nu her! Din stolthet er forfeilet, barn.
AKILLEVS
(til Klytaimnestra).
Du arme Ledas datter!
(til Klytaimnestra).
Du arme Ledas datter!
KLYTAIMNESTRA.
Arm! Ja, visst og sandt.
Arm! Ja, visst og sandt.
AKILLEVS.
Fra hæren lyder vilde rop.
Fra hæren lyder vilde rop.
KLYTAIMNESTRA.
Fra hæren lyder vilde rop.Hvem gjælder de?
Fra hæren lyder vilde rop.Hvem gjælder de?
AKILLEVS.
Din datter.
Din datter.
KLYTAIMNESTRA.
Din datter.Ve! Din melding varsler intet godt.
Din datter.Ve! Din melding varsler intet godt.
AKILLEVS.
De kræver ofret.
De kræver ofret.
KLYTAIMNESTRA.
De kræver ofret.Sier ingen dem imot?
De kræver ofret.Sier ingen dem imot?
AKILLEVS.
Jo; men de truet ogsaa mig.
Jo; men de truet ogsaa mig.
KLYTAIMNESTRA.
Dig, ven? Med hvad?
Dig, ven? Med hvad?
AKILLEVS.
Med steningsdød.
Med steningsdød.
KLYTAIMNESTRA.
Med steningsdød.Fordi du talte for mit barn?
Med steningsdød.Fordi du talte for mit barn?
AKILLEVS.
Just derfor.
Just derfor.
KLYTAIMNESTRA.
Just derfor.Hvem var fræk nok til at røre dig?
Just derfor.Hvem var fræk nok til at røre dig?
AKILLEVS.
Hver mand.
Hver mand.
KLYTAIMNESTRA.
Hver mand.Men stod ei myrenidoners hær dig bi?
Hver mand.Men stod ei myrenidoners hær dig bi?
AKILLEVS.
Nei den gik mot mig først.
Nei den gik mot mig først.
KLYTAIMNESTRA.
Nei den gik mot mig først.Vi er fortapt, mit barn.
Nei den gik mot mig først.Vi er fortapt, mit barn.
AKILLEVS.
De kaldte mig en kvindetræl.
De kaldte mig en kvindetræl.
KLYTAIMNESTERA.
De kaldte mig en kvindetræl.Hvad svarte du?
De kaldte mig en kvindetræl.Hvad svarte du?
AKILLEVS.
«Min brud skal ikke ofres.»
«Min brud skal ikke ofres.»
KLYTAIMNESTRA.
«Min brud skal ikke ofres.»Mandig var dit svar.
«Min brud skal ikke ofres.»Mandig var dit svar.
AKILLEVS.
«en brud, trolovet av sin far»
«en brud, trolovet av sin far»
KLYTAIMNESTRA.
«en brud, trolovet av sin far»og hentet hit.
«en brud, trolovet av sin far»og hentet hit.
AKILLEVS.
Men skriket seiret.
Men skriket seiret.
KLYTAIMNESTRA.
Men skriket seiret.Farlig er en folkesværm.
Men skriket seiret.Farlig er en folkesværm.
AKILLEVS.
Jeg hjælper jer.
Jeg hjælper jer.
KLYTAIMNESTERA.
Jeg hjælper jer.Alene mot saa store en flok?
Jeg hjælper jer.Alene mot saa store en flok?
AKILLEVS
(peker paa tjeneren).
Ja, ser du disse? De har bragt min rustning med.
(peker paa tjeneren).
Ja, ser du disse? De har bragt min rustning med.
KLYTAIMNESTRA.
Aa maatte du bli lønnet for dit ædelsind!
Aa maatte du bli lønnet for dit ædelsind!
AKILLEVS.
Det tror jeg trygt.
Det tror jeg trygt.
KLYTAIMNESTRA.
Det tror jeg trygt.Min datter skal da ei bli dræpt?
Det tror jeg trygt.Min datter skal da ei bli dræpt?
AKILLEVS.
Ei med min vilje.
Ei med min vilje.
KLYTAIMNESTRA.
Ei med min vilje.Hvem skal slæpe bort mit barn?
Ei med min vilje.Hvem skal slæpe bort mit barn?
AKILLEVS.
Odyssevs, fulgt av tusen.
Odyssevs, fulgt av tusen.
KLYTAIMNESTRA.
Odyssevs, fulgt av tusen.Sisyfos’s søn?
Odyssevs, fulgt av tusen.Sisyfos’s søn?
AKILLEVS.
Just han.
Just han.
KLYTAIMNESTRA.
Just han.Paa eget ansvar, eller er han valgt?
Just han.Paa eget ansvar, eller er han valgt?
AKILLEVS.
Han kommer valgt og villig.
Han kommer valgt og villig.
KLYTAIMNESTRA.
Han kommer valgt og villig.Vagt til grufuldt mord!
Han kommer valgt og villig.Vagt til grufuldt mord!
AKILLEVS.
Jeg stanser ham.
Jeg stanser ham.
KLYTAIMNESTRA.
Men skal hun slæpes bort med vold?
Men skal hun slæpes bort med vold?
AKILLEVS.
Ja, ved de lyse lokker.
Ja, ved de lyse lokker.
KLYTAIMNESTRA.
Ja, ved de lyse lokker.Ve! Hvad gjør jeg da?
Ja, ved de lyse lokker.Ve! Hvad gjør jeg da?
AKILLEVS.
Hold fast din datter!
Hold fast din datter!
KLYTAIMNESTERA.
Hold fast din datter!Hjælper det, da er hun frelst.
Hold fast din datter!Hjælper det, da er hun frelst.
AKILLEVS.
Saa langt i frækhet gaar de.
Saa langt i frækhet gaar de.
IFIGENEIA
(avbryter dem).
Hør nu, mor, paa mig!
Jeg ser du vredes paa din husbond uten grund.
Hvor seiren er umulig, blir vor kamp for tung.
Vor varme tak fortjener han som staar os bi
saa ivrig, skjønt en fremmed. Men nu maa du, mor,
se til at ikke hæren lægger ham for hat.
Hvad han maa lide kan jo ikke gavne os.
Laan øre, mor, til tanker som har faldt mig ind:
Jeg vil, naar guder har bestemt at jeg skal dø,
med ære gaa i døden uten ussel frygt.
Tænk efter selv, da maa du se at jeg har ret.
Til mig ser hele Hellas hen. Paa mig beror
vor flaates fart og Trojas fald. Det staar til mig
at ei barbarer mer med vold skal føre bort
fra Hellas vore kvinder, naar de nu faar straf
for Paris’ brøde, da han ranet Helena.
Mot alle disse farer blir min død et vern.
Mit ry vil leve evig, naar jeg gir mit liv
for Hellas’ frihet. Heller ikke var det ret
om jeg for din skyld skattet livet altfor høit.
Du fødte mig for Hellas, ikke for dig selv.
En talløs helteskare griper spyd og skjold.
Til aaren griper sjømænd, tusener i tal.
For Hellas vaager de sit liv og kræver hevn
for uret som er øvet mot vort fædreland.
Skal dette ene liv, mit eget, hindre alt?
Kan jeg med rette svare nei til dette krav?
Og endnu ett: Akillevs bør ei gaa til kamp
paa liv og død mot alle argoshærens mænd
til forsvar for en kvinde. Tusen kvinders liv
kan ikke veie op en enkelt mand som ham.
Naar Artemis fortørnet kræver at mit blod
skal sone hendes vrede, hvordan kan da jeg,
en jordisk kvinde, trodse en gudindes bud?
Ugjørlig! Nei, for Hellas vil jeg gi mit liv.
La ofret bringes! Styrt i gruset Trojas by.
Da skal mit minde leve. Det skal bli min trøst
for savn av verdens hyldest, savn av mand og barn.
For os hellener skal barbarer bøie sig,
ei vi for dem; ti de er træller, vi er fri.
(avbryter dem).
Hør nu, mor, paa mig!
Jeg ser du vredes paa din husbond uten grund.
Hvor seiren er umulig, blir vor kamp for tung.
Vor varme tak fortjener han som staar os bi
saa ivrig, skjønt en fremmed. Men nu maa du, mor,
se til at ikke hæren lægger ham for hat.
Hvad han maa lide kan jo ikke gavne os.
Laan øre, mor, til tanker som har faldt mig ind:
Jeg vil, naar guder har bestemt at jeg skal dø,
med ære gaa i døden uten ussel frygt.
Tænk efter selv, da maa du se at jeg har ret.
Til mig ser hele Hellas hen. Paa mig beror
vor flaates fart og Trojas fald. Det staar til mig
at ei barbarer mer med vold skal føre bort
fra Hellas vore kvinder, naar de nu faar straf
for Paris’ brøde, da han ranet Helena.
Mot alle disse farer blir min død et vern.
Mit ry vil leve evig, naar jeg gir mit liv
for Hellas’ frihet. Heller ikke var det ret
om jeg for din skyld skattet livet altfor høit.
Du fødte mig for Hellas, ikke for dig selv.
En talløs helteskare griper spyd og skjold.
Til aaren griper sjømænd, tusener i tal.
For Hellas vaager de sit liv og kræver hevn
for uret som er øvet mot vort fædreland.
Skal dette ene liv, mit eget, hindre alt?
Kan jeg med rette svare nei til dette krav?
Og endnu ett: Akillevs bør ei gaa til kamp
paa liv og død mot alle argoshærens mænd
til forsvar for en kvinde. Tusen kvinders liv
kan ikke veie op en enkelt mand som ham.
Naar Artemis fortørnet kræver at mit blod
skal sone hendes vrede, hvordan kan da jeg,
en jordisk kvinde, trodse en gudindes bud?
Ugjørlig! Nei, for Hellas vil jeg gi mit liv.
La ofret bringes! Styrt i gruset Trojas by.
Da skal mit minde leve. Det skal bli min trøst
for savn av verdens hyldest, savn av mand og barn.
For os hellener skal barbarer bøie sig,
ei vi for dem; ti de er træller, vi er fri.
KORFØRER.
Om ædelsind, fyrstinde, vidner dine ord.
Din lod er uforskyldt; gudinden er for haard.
Om ædelsind, fyrstinde, vidner dine ord.
Din lod er uforskyldt; gudinden er for haard.
AKILLEVS.
Kong Agamemnons datter, prise skulde jeg
min lykke, hvis en guddom undte mig din haand.
Som Hellas er dig værdig, er du Hellas værd;
ti godt og fædrelandet værdig har du talt.
Du opgav haabløs kamp mot guders overmagt
og fandt dig i det bedste, det som dog maa ske.
At favne dig som hustru er min længsels maal,
jo klarere jeg ser dit ædle sindelag.
Aa tænk dig om! Jeg ønsker som din fuldtro ven
at hjælpe dig og føre dig som hustru hjem.
Ved Tetis! saare nødig slipper jeg det haab
at frelse dig, om end det var i aapen kamp
imot vor hær. Betænk hvor haardt det er at dø!
Kong Agamemnons datter, prise skulde jeg
min lykke, hvis en guddom undte mig din haand.
Som Hellas er dig værdig, er du Hellas værd;
ti godt og fædrelandet værdig har du talt.
Du opgav haabløs kamp mot guders overmagt
og fandt dig i det bedste, det som dog maa ske.
At favne dig som hustru er min længsels maal,
jo klarere jeg ser dit ædle sindelag.
Aa tænk dig om! Jeg ønsker som din fuldtro ven
at hjælpe dig og føre dig som hustru hjem.
Ved Tetis! saare nødig slipper jeg det haab
at frelse dig, om end det var i aapen kamp
imot vor hær. Betænk hvor haardt det er at dø!
IFIGENEIA.
Saa hør da nu mit svar: Den skjønne Hélena
vil volde nok av blodig kamp for tapre mænd.
For min skyld skal du hverken dræpe eller dø.
Nei, la mig frelse Hellas, hvis det staar til mig.
Saa hør da nu mit svar: Den skjønne Hélena
vil volde nok av blodig kamp for tapre mænd.
For min skyld skal du hverken dræpe eller dø.
Nei, la mig frelse Hellas, hvis det staar til mig.
AKILLEVS.
Du rene sjel, jeg tør ei mere si dig mot,
naar du er villig. Ædelt er dit tænkesæt.
Ti hvorfor nægte dig den ros du har fortjent?
Dog, endnu kunde du vel angre paa dit valg.
naar nær din hvite hals du ser det skarpe sverd.
Saa læg dig da paa minde hvad jeg nu vil si:
Fuldt rustet gaar jeg til gudindens tempelhal
og venter, til du kommer; ti jeg agter ei
at la dig dø uvillig. Det skal ikke ske.
(Akillevs gaar.)
Du rene sjel, jeg tør ei mere si dig mot,
naar du er villig. Ædelt er dit tænkesæt.
Ti hvorfor nægte dig den ros du har fortjent?
Dog, endnu kunde du vel angre paa dit valg.
naar nær din hvite hals du ser det skarpe sverd.
Saa læg dig da paa minde hvad jeg nu vil si:
Fuldt rustet gaar jeg til gudindens tempelhal
og venter, til du kommer; ti jeg agter ei
at la dig dø uvillig. Det skal ikke ske.
(Akillevs gaar.)
IFIGENEIA.
Mor, hvorfor staar du taus med øiet vaatt av graat?
Mor, hvorfor staar du taus med øiet vaatt av graat?
KLYTAIMNESTRA.
Til taarer har mit pinte hjerte aarsak nok.
Til taarer har mit pinte hjerte aarsak nok.
IFIGENEIA.
Aa stans din graat! Ta ikke motet fra mig mor!
Og ogsaa noget andet vil jeg be dig om.
Aa stans din graat! Ta ikke motet fra mig mor!
Og ogsaa noget andet vil jeg be dig om.
KLYTAIMNESTRA.
Tal ut! Jeg skal ei gjøre dig imot, mit barn.
Tal ut! Jeg skal ei gjøre dig imot, mit barn.
IFIGENEIA.
Saa lov mig at du ikke klipper av dit haar
og ikke klær dig i den sorte sørgedragt.
Saa lov mig at du ikke klipper av dit haar
og ikke klær dig i den sorte sørgedragt.
KLYTAIMNESTRA.
Hvad sier du? Naar jeg har tapt mit kjære barn?
Hvad sier du? Naar jeg har tapt mit kjære barn?
IFIGENEIA.
Ei tapt men vundet. Prises skal du som min mor.
Ei tapt men vundet. Prises skal du som min mor.
KLYTAIMNESTRA.
Men faar jeg ikke lov at sørge ved din grav.
Men faar jeg ikke lov at sørge ved din grav.
IFIGENEIA.
Nei mor; ti over mig blir ingen gravhaug reist.
Nei mor; ti over mig blir ingen gravhaug reist.
KLYTAIMNESTRA.
Hvi saa? Vi lar dog alle døde faa en grav.
Hvi saa? Vi lar dog alle døde faa en grav.
IFIGENEIA.
Gudindens alter blir din datters mindesten.
Gudindens alter blir din datters mindesten.
KLYTAIMNESTRA.
Du skal bli føiet. Dine ord har trøstet mig.
Du skal bli føiet. Dine ord har trøstet mig.
IFIGENEIA.
Min lykke er at dø til bedste for mit land.
Min lykke er at dø til bedste for mit land.
KLYTAIMNESTRA.
Og dine søstre? Hvilket budskap faar j eg med?
Og dine søstre? Hvilket budskap faar j eg med?
IFIGENEIA.
La heller ikke dem gaa klædt i sørgedragt.
La heller ikke dem gaa klædt i sørgedragt.
KLYTAIMNESTRA.
Og faar jeg med til dem et kjærlig ord fra dig?
Og faar jeg med til dem et kjærlig ord fra dig?
IFIGENEIA.
Ja, hils dem kjærlig! Gjør en helt av lille bror.
Ja, hils dem kjærlig! Gjør en helt av lille bror.
KLYTAIMNESTRA.
Ta barnet ind til dig! Du ser ham aldrig mer.
Ta barnet ind til dig! Du ser ham aldrig mer.
IFIGENEIA
(trykker Orestes ind til sig).
Min lille skat, saa godt du kunde, hjalp du mig.
(trykker Orestes ind til sig).
Min lille skat, saa godt du kunde, hjalp du mig.
KLYTAIMNESTRA.
Kan jeg i Argos gjøre noget for dig, barn?
Kan jeg i Argos gjøre noget for dig, barn?
IFIGENEIA.
Jeg ber for far, din husbond. Læg ham ei for hat.
Jeg ber for far, din husbond. Læg ham ei for hat.
KLYTAIMNESTRA.
For din skyld skal han møte kamp og farer nok.
For din skyld skal han møte kamp og farer nok.
IFIGENEIA.
Det er for Hellas han motvillig lar mig dø.
Det er for Hellas han motvillig lar mig dø.
KLYTAIMNESTRA.
En søn av Atrevs burde skydd saa ussel svik.
En søn av Atrevs burde skydd saa ussel svik.
IFIGENEIA.
Hvem følger mig, før jeg ved haaret slæpes bort?
Hvem følger mig, før jeg ved haaret slæpes bort?
KLYTAIMNESTRA.
Jeg selv gaar med.
Jeg selv gaar med.
IFIGENEIA.
Jeg selv gaar med.Nei, ikke du. Aa skaan mig mor!
Jeg selv gaar med.Nei, ikke du. Aa skaan mig mor!
KLYTAIMNESTRA.
Jeg slipper ei din dragt.
Jeg slipper ei din dragt.
IFIGENEIA.
Jeg slipper ei din dragt.Aa føi mig! Bli du her!
Nei en av disse svende her kan følge mig
til Artemis’s tempellund hvor jeg skal dø.
Jeg slipper ei din dragt.Aa føi mig! Bli du her!
Nei en av disse svende her kan følge mig
til Artemis’s tempellund hvor jeg skal dø.
KLYTAIMNESTRA.
Mit barn, du gaar?
Mit barn, du gaar?
IFIGENEIA.
Mit barn, du gaar?Og kommer aldrig mer igjen.
Mit barn, du gaar?Og kommer aldrig mer igjen.
KLYTAIMNESTRA.
Gaar bort fra mor?
Gaar bort fra mor?
IFIGENEIA.
Gaar bort fra mor?Ja, som du ser, med freidig mot.
Gaar bort fra mor?Ja, som du ser, med freidig mot.
KLYTAIMNESTRA.
Aa stans! Gaa ikke fra mig!
Aa stans! Gaa ikke fra mig!
IFIGENEIA.
Aa stans! Gaa ikke fra mig!Graat nu ikke mer.
(Til koret.)
I unge kvinder, pris nu ved min offerdød
i kor med lovsang Zevs’s datter Artemis.
Og lytte tyst til sangen skal danaers hær.
Hold kurver rede! Strø fra dem paa alterild
til rensning viet offerkorn, og far skal gaa
til høire rundt om altret; ti min sidste gang
skal bringe frelse, skjænke Hellas seirens pris.
Før mig bort. Min offerdød skal volde
Ilions og frygers undergang.
Kom med blomster. Smyk min lok med kransen.
Stænk fra fulde skaaler viet vand.
Dans i kreds til Artemis’s ære.
Dans om hendes alter; pris i sang
Artemis, den stolte herskerinde,
sæl og mægtig; ti ved skjæbnens vilje
skal mit røde blod som soningsoffer
slette ut det strenge guddomsbud.
Mor, for dig tør ei min taare rinde
hist ved altret. La mig graate her.
Syng I unge kvinder! Syng og lovpris
Artemis, jert Kalkis’ nære gjenbo,
her i Avlis, hvor vor ledingsflaate
venter i den trange havn og haaber
at dens held skal knyttes til mit navn.
Hil dig, stolte fødeby Mykenai!
Hil dig fædreland, pelasgers hjem.
Aa stans! Gaa ikke fra mig!Graat nu ikke mer.
(Til koret.)
I unge kvinder, pris nu ved min offerdød
i kor med lovsang Zevs’s datter Artemis.
Og lytte tyst til sangen skal danaers hær.
Hold kurver rede! Strø fra dem paa alterild
til rensning viet offerkorn, og far skal gaa
til høire rundt om altret; ti min sidste gang
skal bringe frelse, skjænke Hellas seirens pris.
Før mig bort. Min offerdød skal volde
Ilions og frygers undergang.
Kom med blomster. Smyk min lok med kransen.
Stænk fra fulde skaaler viet vand.
Dans i kreds til Artemis’s ære.
Dans om hendes alter; pris i sang
Artemis, den stolte herskerinde,
sæl og mægtig; ti ved skjæbnens vilje
skal mit røde blod som soningsoffer
slette ut det strenge guddomsbud.
Mor, for dig tør ei min taare rinde
hist ved altret. La mig graate her.
Syng I unge kvinder! Syng og lovpris
Artemis, jert Kalkis’ nære gjenbo,
her i Avlis, hvor vor ledingsflaate
venter i den trange havn og haaber
at dens held skal knyttes til mit navn.
Hil dig, stolte fødeby Mykenai!
Hil dig fædreland, pelasgers hjem.
KORFØRER.
Nævner du den by hvor Persevs hersket,
hvor kykloper bygget borgens mur?
Nævner du den by hvor Persevs hersket,
hvor kykloper bygget borgens mur?
IFIGENEIA.
Du har fostret mig til lys for Hellas.
Villig dør jeg for mit fædreland.
Du har fostret mig til lys for Hellas.
Villig dør jeg for mit fædreland.
KORFØRER.
Men dit ry skal ingensinde dø.
Men dit ry skal ingensinde dø.
IFIGENEIA.
Hil dig dag med lysets klare fakkel!
Hil dig lys fra Zevs. Til anden skjæbne,
til et andet liv skal nu jeg vandre.
Hil dig, kjære lys! Farvel, farvel!
Hil dig dag med lysets klare fakkel!
Hil dig lys fra Zevs. Til anden skjæbne,
til et andet liv skal nu jeg vandre.
Hil dig, kjære lys! Farvel, farvel!
(Ifigeneia gaar fulgt av Agamemnons svende. Klytaimnestra
gaar med Orestes ind i teltet.)
gaar med Orestes ind i teltet.)
KOR.
Se, nu gaar hun, møen som skal volde
Trojas fald og frygers undergang.
Snart skal kransen smykke hendes lokker;
stænkes skal hun snart med viet vand.
Paa gudindens alter skal til soning
stænkes fra den skjønne hvite hals
blodets røde regn, naar sverdet falder.
Vand til haandtvæt, viet av din far,
venter dig. Akaierhæren venter.
Alle higer frem mot Ilion.
Prise vil vi Zevs’s skjønne datter
Artemis, den mægtige gudinde.
Hende trygler vi om signet held:
Mægtige gudinde, naar din vrede
er forsonet ved et jomfruoffer,
følg da selv vor hær til frygers land;
følg den til det svikefulde Troja.
Und kong Agamemnon seiersprisen,
vundet ved hellenerhærens spyd.
Slyng en herlig krans omkring hans isse.
Und vor stolte høvding evig ry.
Se, nu gaar hun, møen som skal volde
Trojas fald og frygers undergang.
Snart skal kransen smykke hendes lokker;
stænkes skal hun snart med viet vand.
Paa gudindens alter skal til soning
stænkes fra den skjønne hvite hals
blodets røde regn, naar sverdet falder.
Vand til haandtvæt, viet av din far,
venter dig. Akaierhæren venter.
Alle higer frem mot Ilion.
Prise vil vi Zevs’s skjønne datter
Artemis, den mægtige gudinde.
Hende trygler vi om signet held:
Mægtige gudinde, naar din vrede
er forsonet ved et jomfruoffer,
følg da selv vor hær til frygers land;
følg den til det svikefulde Troja.
Und kong Agamemnon seiersprisen,
vundet ved hellenerhærens spyd.
Slyng en herlig krans omkring hans isse.
Und vor stolte høvding evig ry.
ET BUD
(gaar hen til teltet og roper ved indgangen).
Kom Klytaimnestra, datter av Tyndareos!
Kom ut og hør det budskap jeg skal bringe dig.
(gaar hen til teltet og roper ved indgangen).
Kom Klytaimnestra, datter av Tyndareos!
Kom ut og hør det budskap jeg skal bringe dig.
KLYTAIMNESTRA
(kommer ut).
Med bæven hørte jeg din røst og kommer ut
forpint av angst. Den tanke fylder mig med gru
at du er kommet for at melde mig det bud
at jeg skal lide endnu mer end jeg har lidt.
(kommer ut).
Med bæven hørte jeg din røst og kommer ut
forpint av angst. Den tanke fylder mig med gru
at du er kommet for at melde mig det bud
at jeg skal lide endnu mer end jeg har lidt.
BUDET.
Det budskap om din datter som jeg bringer dig,
er sælsomt, ja vidunderlig, et glædens bud.
Det budskap om din datter som jeg bringer dig,
er sælsomt, ja vidunderlig, et glædens bud.
KLYTAIMNESTRA.
Saa nøl ei mer! Tal ut og meld dit budskap straks!
Saa nøl ei mer! Tal ut og meld dit budskap straks!
BUDET.
Ja, kjære herskerinde. Alt fra først til sidst
skal du faa vite, dersom tanken ei slaar klik
saa tungen snubler, naar jeg nu skal gi besked.
Saasnart vi kom til stedet hvor akaiers hær
var samlet paa den grønne, blomstersmykte eng
i lunden, viet Zevs’s datter Artemis,
og førte med din datter, stimlet mængden straks
omkring os, og da Agamemnon saa sit barn
gaa frem til offeraltret i gudindens lund,
da vendte han sig bort. Vor konge stønnet høit
og gjemte bak sin kappe øiets taarestrøm.
Hun gik da stille frem og traadte nær sin far
og talte saa: «Her er jeg far. Jeg ofrer glad
for hele Hellas og min kjære fødeby
det liv du gav mig. Kom nu I og før mig dit
hvor ved gudindens alter døden venter mig,
naar saa er guders vilje. Villig gaar jeg med.
Maa held og lykke følge jer, og maa min død
jer bringe seir og hjemfærd til vort fædreland.
Jeg ber at ingen av jer maa faa holde mig.
I taushet skal jeg freidig række halsen frem.»
Saa talte hun. Enhver som hørte det, blev slaat
av møens fromme ædelsind og heltemot.
Taltybios stod frem. Han varetok sit hverv
og bød vor hær i taushet be en stille bøn.
Vor spaamand Kalkas trak den skarpe offerkniv
og stak den ned blandt kornet i den gyldne kurv
og smykket møens lokker med en viet krans.
Omkring gudindens alter vandret Pelevs’ søn
med kurv og offerkorn og stænket vievand
og bad en bøn: «Aa Zevs’s datter Artemis,
som fælder vildt og spreder lys i nattens mulm,[33]
ta naadig mot det offer som vor hele hær
og Agamemnon, hærens høvding, skjænker dig,
det rene blod fra denne jomfrus skjønne hals,
og und vor flaate held paa færden! Und os selv
at ta med sverd og lanse Trojas faste borg.»
Den hele hær og Atrevs’ sønner saa mot jord,
mens offerpresten bad og tok den skarpe kniv
og saa paa halsen hvor han kunde ramme bedst.
Jeg stod med sænket hoved, og mit hjerte skalv
i angst og gru. Da blev vi var et sælsomt syn;
ti alle hørte tydelig at hugget faldt;
men ingen av os saa hvor møen brat forsvandt.
Da ropte presten høit og hæren stemte i
ved synet av det under som en gud lot ske
saa høist uventet at vi ikke kunde tro
hvad øiet saa. Paa jorden sprællet for vort blik
en hind, den største jeg har set, et herlig dyr
som paa gudindens alter sprøitet ut sit blod.
Du kan nok tænke dig, hvor henrykt Kalkas blev.
Han ropte: «Ser I, fyrster for akaiers hær,
den hind fra fjeldet som gudinden selv har lagt
som offer paa sit alter? Denne har hun valgt
i møens sted for ikke med saa ædelt blod
at smitte selv sit alter. Naadig tok hun mot
et vederlag og skjænker nu vort ledingstog
mot Troja heldig overfart for gunstig bør.
Ta derfor, sjømænd, hver og en jer aare fat
og gaa ombord; ti alle skal vi nu idag
forlate Avlis’ trange havn og pløie trygt
Aigaierhavets bølger.» Da saa ofret helt
paa altret var fortæret av Hefaistos’ ild,
bad Kalkas om en heldig hjemfærd for vor hær.
Mig sender Agamemnon for at melde dig
hvad lod en naadig guddom lot din datter faa
og at i Hellas hendes ry skal aldrig dø.
Jeg melder det jeg selv med egne øine saa.
Tilvisse svævet nu dit barn til guders bo.
La fare sorgen og din vrede mot din mand!
Hvad guder vil, er skjult for dødeliges blik.
De frelser den de elsker. Denne dag har set
din datter dø og atter skue lysets glans.
Ja, kjære herskerinde. Alt fra først til sidst
skal du faa vite, dersom tanken ei slaar klik
saa tungen snubler, naar jeg nu skal gi besked.
Saasnart vi kom til stedet hvor akaiers hær
var samlet paa den grønne, blomstersmykte eng
i lunden, viet Zevs’s datter Artemis,
og førte med din datter, stimlet mængden straks
omkring os, og da Agamemnon saa sit barn
gaa frem til offeraltret i gudindens lund,
da vendte han sig bort. Vor konge stønnet høit
og gjemte bak sin kappe øiets taarestrøm.
Hun gik da stille frem og traadte nær sin far
og talte saa: «Her er jeg far. Jeg ofrer glad
for hele Hellas og min kjære fødeby
det liv du gav mig. Kom nu I og før mig dit
hvor ved gudindens alter døden venter mig,
naar saa er guders vilje. Villig gaar jeg med.
Maa held og lykke følge jer, og maa min død
jer bringe seir og hjemfærd til vort fædreland.
Jeg ber at ingen av jer maa faa holde mig.
I taushet skal jeg freidig række halsen frem.»
Saa talte hun. Enhver som hørte det, blev slaat
av møens fromme ædelsind og heltemot.
Taltybios stod frem. Han varetok sit hverv
og bød vor hær i taushet be en stille bøn.
Vor spaamand Kalkas trak den skarpe offerkniv
og stak den ned blandt kornet i den gyldne kurv
og smykket møens lokker med en viet krans.
Omkring gudindens alter vandret Pelevs’ søn
med kurv og offerkorn og stænket vievand
og bad en bøn: «Aa Zevs’s datter Artemis,
som fælder vildt og spreder lys i nattens mulm,[33]
ta naadig mot det offer som vor hele hær
og Agamemnon, hærens høvding, skjænker dig,
det rene blod fra denne jomfrus skjønne hals,
og und vor flaate held paa færden! Und os selv
at ta med sverd og lanse Trojas faste borg.»
Den hele hær og Atrevs’ sønner saa mot jord,
mens offerpresten bad og tok den skarpe kniv
og saa paa halsen hvor han kunde ramme bedst.
Jeg stod med sænket hoved, og mit hjerte skalv
i angst og gru. Da blev vi var et sælsomt syn;
ti alle hørte tydelig at hugget faldt;
men ingen av os saa hvor møen brat forsvandt.
Da ropte presten høit og hæren stemte i
ved synet av det under som en gud lot ske
saa høist uventet at vi ikke kunde tro
hvad øiet saa. Paa jorden sprællet for vort blik
en hind, den største jeg har set, et herlig dyr
som paa gudindens alter sprøitet ut sit blod.
Du kan nok tænke dig, hvor henrykt Kalkas blev.
Han ropte: «Ser I, fyrster for akaiers hær,
den hind fra fjeldet som gudinden selv har lagt
som offer paa sit alter? Denne har hun valgt
i møens sted for ikke med saa ædelt blod
at smitte selv sit alter. Naadig tok hun mot
et vederlag og skjænker nu vort ledingstog
mot Troja heldig overfart for gunstig bør.
Ta derfor, sjømænd, hver og en jer aare fat
og gaa ombord; ti alle skal vi nu idag
forlate Avlis’ trange havn og pløie trygt
Aigaierhavets bølger.» Da saa ofret helt
paa altret var fortæret av Hefaistos’ ild,
bad Kalkas om en heldig hjemfærd for vor hær.
Mig sender Agamemnon for at melde dig
hvad lod en naadig guddom lot din datter faa
og at i Hellas hendes ry skal aldrig dø.
Jeg melder det jeg selv med egne øine saa.
Tilvisse svævet nu dit barn til guders bo.
La fare sorgen og din vrede mot din mand!
Hvad guder vil, er skjult for dødeliges blik.
De frelser den de elsker. Denne dag har set
din datter dø og atter skue lysets glans.
KORFØRER.
Aa, hvilken fryd at høre disse trøstens ord
at hist blandt guder lever nu dit kjære barn.
Aa, hvilken fryd at høre disse trøstens ord
at hist blandt guder lever nu dit kjære barn.
KLYTAIMNESTRA.
Mit barn, har nogen guddom ført dig bort i løn?
Hvad skal jeg kalde dig? Ak, maa jeg ikke tro
at disse tomme ord skal tjene mig til trøst
og dulme pinen, dulme sorgen over dig?
Mit barn, har nogen guddom ført dig bort i løn?
Hvad skal jeg kalde dig? Ak, maa jeg ikke tro
at disse tomme ord skal tjene mig til trøst
og dulme pinen, dulme sorgen over dig?
KORFØRER.
Aa nei dog! Se, der kommer Agamemnon selv.
Den samme melding har han vel at bringe dig.
Aa nei dog! Se, der kommer Agamemnon selv.
Den samme melding har han vel at bringe dig.
AGAMEMNON.
Min hustru, vi kan glade tænke paa vort barn.
Tilvisse har hun nu sit hjem hvor guder bor.
Nu skal du ta vor elskling med, vor lille søn
og reise hjem; ti nu vil hæren heise seil.
Farvel! Det varer længe til vi veksler ord,
naar jeg fra Troja vender hjem. Levvel imens!
Min hustru, vi kan glade tænke paa vort barn.
Tilvisse har hun nu sit hjem hvor guder bor.
Nu skal du ta vor elskling med, vor lille søn
og reise hjem; ti nu vil hæren heise seil.
Farvel! Det varer længe til vi veksler ord,
naar jeg fra Troja vender hjem. Levvel imens!
KOR.
Held følge dig, Atrevs’s søn paa dit tog
til frygernes land! Kom seierrik hjem
med straalende hærfang fra Troja.
Held følge dig, Atrevs’s søn paa dit tog
til frygernes land! Kom seierrik hjem
med straalende hærfang fra Troja.
- ↑ Sirius staar temmelig langt fra syvstjernen. Tilskuerne har neppe bemerket feilen. Schiller har gjort en lignende feil i begynnelsen av «Wallensteins Tod.», hvor han lar Wallenstein si at Venus straaler klarest naar den er nærmest jorden. Da kan Venus ikke sees.
- ↑ Notiser og korte brev blev skrevet paa smaa trætavler belagt med voks. Man ridset bokstavene i vokset. Et brev bestod av to slike tavler. Man la dem sammen med vokssiden ind og omviklet dem med en snor, som blev forseglet.
- ↑ Agamemnons hustru Klytaimnestra var datter av Tyndareos, konge i Sparta og hans dronning Leda.
- ↑ Hera, Atene og Afrodite stredes om hvem der var skjønnest. De tok til opmand den trojanske konge Priamos’ søn Páris. Afrodite lovet ham verdens skjønneste kvinde, hvis han vilde tilkjende hende prisen, og hun fik den.
- ↑ Jagtens gudinde, Apollons søster.
- ↑ Agamemnons herold.
- ↑ Med digterisk fantasi kan den langstrakte ø Evboia sammenlignes med en fugl med utspændte vinger.
- ↑ Endnu staar betydelige levninger av Mykenes borg med de vældige «kyklopiske» mure og den berømte løveport.
- ↑ Koret bestaar av 15 unge kvinder fra Kalkis paa Evboia. De er kommet over for at se hellenernes leir.
- ↑ Den elv som flyter forbi Sparta.
- ↑ Tilnavn til Afrodite, fordi hun særlig dyrkedes paa Kypros.
- ↑ Koret nævner de fornemste homeriske helter. Laertes’ søn er Odyssevs.
- ↑ Akillevs mor Tetis var en av havguden Nerevs’ femti døtre.
- ↑ Kadmos, Tebens grundlægger, hadde dræpt den drage som holdt til i Ares’ lund. Han saadde dens tænder, og av dem vokste frem pansrede kjæmper som dræpte hverandre i indbyrdes kamp. Fra de faa overlevende stammet de fornemste høvdingeslægter i Teben.
- ↑ Tafierne var beryktet som sjørøvere.
- ↑ Enhver av dem haabet at vinde Helena.
- ↑ Odyssevs skildres som oftest i de græske tragedier som ond og hjerteløs. Ofte antydes det at hans far ikke var Laertes, men den listige Sisyfos, som narret selve døden og i underverdenen blir straffet med i evighet at maatte vælte en sten opover et fjeld. Naar han er kommet til toppen, ruller stenen altid tilbake.
- ↑ En mytisk sanger, som skulde ha opfundet fløiten.
- ↑ Menelaos’ hal er ogsaa i Odysseen smykket med elfenben.
- ↑ Det oprindelige navn paa øen Aigina.
- ↑ Biflod til Tessaliens hovedelv Peneios.
- ↑ Foibos Apollon var Trojas (Ilions) skytsgud.
- ↑ Den trojanske konge Priamos’ datter. Apollon hadde skjænket hende spaadomsgaven; men ingen trodde paa hendes spaadomme.
- ↑ Kastor og Polydevkes (Pollux). De beskyttet sjømændene. Paa himlen straaler de som stjernebilledet Tvillingene.
- ↑ Efter sagnet nærmet Zevs sig Leda i en svanes skikkelse. Han blev far til Helena og Polydevkes, medens Klytaimnestra og Kastor var barn av Tyndareos.
- ↑ Slegtens stamfar Tantalos var fra Sipylos i Lilleasien.
- ↑ som ikke kjender sammenhængen.
- ↑ Koret er begeistret over Akillevs’ optræden og skildrer hans forældres bryllup som en skjærende motsætning til hvad der forestaar Ifigeneia.
- ↑ De fornemste slegter i Argos regnet flodguden Inakos som sin stamfar.
- ↑ Fætter av Agamemnon og bror til Aigistos, som under Agamemnons fravær blev Klytaimnestras elsker og sammen med hende planla hans mord.
- ↑ Dioskurerne. Kastor og Polydevkes.
- ↑ En oljegren omviklet med hvite uldbaand var tegnet paa at man bad om hjelp eller beskyttelse.
- ↑ Artemis er ogsaa maanegnudinde.