I Kristianiataaken
I KRISTIANIATAAKEN
Jeg læser i «For Kirke og Kultur» en avhandling
om Olaves Fjørtoft, holdt i vemodig-humoristisk
tone, en venligsindet og velbjerget
mands syn paa en genial urostifter, som
nu har ligget i sin grav i over tredve aar og
slet ingen skade kan gjøre mere.
Efter flere aars fravær, beretter pastor Holm, kom jeg en dag tilfældigvis til byen. Jeg skulde ha fat i en bonde og blev vist ind i en kafe av tredje eller fjerde rang, hvor det blev sagt, at han var at finde. Kafeen var tom.
Da hørte jeg borte i en krok opvartningspiken eller vertinden si temmelig haardt: «Nu faar De gaa, Fjørtoft. De kan ikke sitte her længer.»
Og ut vaklet Fjørtoft, avmagret og fæl at se til, mens han mumlet noget inde i sig om en skole, han vilde prøve at faa istand. Litt efter var han forsvundet i taaken.
Naar alt kommer til alt, slutter hr. Holm forsiktig — spørgende, turde vel ogsaa han ha hat sin lille gjerning at gjøre i norsk kulturarbeide.
Hr. pastoren kunde ellers ha spart sig sit spørsmaalstegn. Herhjemme var Olaves Fjørtoft en av pionererne, og naar han faldt, var det som offer for seksti—sytti-aarenes hjerteraa byraakrati i denne by. Mishandlet blev han. Hans høitidelige utvisning av det daværende konservative Arbeidersamfund var ingenting andet end lav hevn. En skjendsel: «Nu faar De gaa, Fjørtoft. De kan ikke bli sittende her mere nu. Se til at komme ut med Dem! Ut i taaken og nattekulden med dere, alle I, som ikke skatter til det gode selskaps ufeilbarhet. Og det gode selskap det er vi, vi, som sitter inde med religionen og alle pengene, som raar over universitetet og «Morgenbladet» og den retfærdig dømmende offentlige mening, den, vi desuten har i vor lomme.»
Det er i disse dage fem og tyve aar siden, at den første høstutstilling blev aapnet, og likesaa lang tid er nu snart gaat, siden Riksretten. Med friluftsmalernes hjemkomst i slutten av syttiaarene begyndte til pokalers muntre klang trods armod og seig motstand de solskinsglade farvers oprør, hilst av forargede stemmers bjeff inde i sur, gul taakeluft. En lystig svingom var det med slagord og krigsskrik og nyopdagede, uomstøtelige sandheter. Med riksretsdommenes hugg efter hugg, langtlydende som øksens i svarte, urørte skoger, knæktes foreløbig, men ogsaa bare foreløbig, selskapets makt og trygge selvfølelse. Men inden striden var endt og seiren vor, hvor mange trodsende, unge pionerer var det ikke, som hadde gaat sig vild i novemberdagens mørke og aldrig kom sig ut av det!
Den, som nu læser syttiaarenes litteratur, vil ikke ha vanskelig for at lytte sig til, hvor længslen er sterk i den. Ikke romantikkens anelsesfulde sværmen, ikke den, nei, en fuldvoksen og bevisst strebende ungdoms lidenskapelige higen efter aandsstrømninger og ideer. Ut, ut! Hvad den vilde, det var at suge kraft av de store kulturlands aandsliv og med den styrke og løfte vort eget. Europa op til Norge! Kristian Elsters bøker — er det ikke, som et skrik mot lys og luft skjærer op av dem? «Vort land er et av de stille steder, hvor de utlevede ideer dør en langsom straadød,» heter det sørgmodigt klagende i «Farlige Folk». Gang paa gang søkte han, Tora Trondals forfatter, det Schäfferske legat, nogen stakkars hundrede kroner, som hver ufarlig debutant nu gjør sikker regning paa, men blev nektet. Saa døde han. Firti aar gammel. «En mand i dette land, som ikke har den rette tro, maa finde sig i at være hjemløs. Han er utstøtt av samfundet,» staar det i Garborgs første bok «Ein Fritenkjar». Og Kristian Elster hadde i al stilfærdighet hverken den rette tro eller det ydmyge sind. Man mindes uvilkaarlig Arent Grip, geniet i «Familien paa Gilje», han, som døde av mangel paa luft. Lydkverkende, lyskvælende presset taaken paa byen og fra den over hele landet. Og inde i taaken der sat makthaverne, en redaktør samt nogen prælater, professorer og grosserere og styrte og stelte og likte sig og syntes luften var svært god, en svært renslig og sund luft at puste i.
Europa op til Norge! Og saa blev det de unge strebende menneskers lodd at speide utover fjorden, den frelsende vei til frihet og liv, til verden derute, hvor nu salte vinde og nye, friske tanker blaaste op, mens taaken tætnet sig om dem.
Fjørtoft var national og samtidig europæer, socialist, maalmand og «fritænker». Alle har vi vel hørt og læst om, at han i hop med nogen likesindede, en menneskebande i lurvete klær og med ikke helt nystrøkne snipper, drev ugleset om i disse forfærdelige gaterne, eller at de klumpet sig sammen paa en tarvelig kafe nede ved Youngstorvet, han og hans, hvor det altsaa hændte, at opvartningspiken eller vertinden kastet dem ut, naar det stak hende. Det var vel ikke bedre at vente og haape. Deres rykte stod ikke i høide med deres selvfølelse. Monrad viste dem ut, han ogsaa; og i «Morgenbladet» lyste daglig Friele guds dom over dem og aarhundredets aand, over rotløsheten og frækheten og al tøilesløsheten. Og Fjørtoft kunde ikke bøie sig, ikke hykle, ikke lyve. Han var braa og hvass, en logiker paa sin hals, uvorren og snertende, uten sjæls barmhjertighet, hvor han saa dumhet og falskhet og raahet, og stort andet var det vel ikke, han møtte. Ærlig mot sig selv, ærlig mot andre. Som bekjendt er slike naturer litet sympatiske. Derfor blev det efterhaanden stilt om ham. Han blev en ensom. Larmen forstummet. Og saa var altsaa, det, at hr. Holm en novemberkveld støtte paa ham i en kafe av tredje eller fjerde rang. Hjemløs og sky, saaret til døden, mumlet han skulende noget om en skole, han vilde prøve at faa istand, avviste i hast pastorens middagsindbydelse, gled ut i taaken og blev borte.
En av de vanlige tragedier i den tids Kristiania.
De nye malere, da de litt senere slog sig ned herhjemme, kom med Europaluft i lungerne, og det var deres vilje at holde forbindelsen aapen og fri. De visste at gjøre vei for sig i taaken.
I en liten skisse av G. A. Dahl, «En Forgrundsfigur», offentliggjort i Nyt Tidsskrift for 1882, lever de følelser, som opfyldte den vaakne del av ottiaarenes ungdom.
«Det staar for mig, som det var idag. Det var i mars maaned med riktig marsveir. Saadan varm søndenvind, De vet, som faar alt til at sive av snevand. Slik en dag var det, at Havrebaaten skulde gaa.»
Oppe paa fordækket stod maleren og hans hustru — Frits og Ingeborg Thaulow — og hun roper ned til en ung, radikal student: «Vi reiser nu til Europa, og vi skal ta hjem saa meget av det, vi bare kan orke. Hils de gamle grinebiterne og si dem det.»
G. A. Dahl fortæller, at det rislet ham koldt nedover ryggen. «De to deroppe i forstavnen,» tænkte han, «det er de utkaarne. Unge sterke børn av vor tid. De gaar nu ned til Europa og høster ind av nye tanker og ideer, og en dag kommer de seilende tilbake med søndenvinden over de gamle snemænd med ris i haanden herhjemme.»
Dampen er oppe, skibet lægger ut, og tilbake staar de unge og vinker og venter . . .
Endelig hadde taaken lettet. Blaa himmel over byen. Drivende vaarveir i luften. Aandedraget rummelig. —
Men da det første gufs av høsttaaken her en kveld strøk mig op i ansiktet, kom jeg — underlig nok —! med ett til at mindes pionererne, de, som aldrig naadde ut og heller ikke fik lov til at være inde.
«Nu maa De gaa, Fjørtoft. De faar ikke sitte her længer.»
1908.