I. Aasens Norske Folkesprogs Grammatik
14. Den norske Folkesprogs Grammatik af Ivar Aasen. Udgivet paa det kongelige norske Videnskabs-Selskabs Bekostning. Kristiania 1848. XVI. 239 Sider st. 8vo. Kom. h. Feilberg & Landmark. Heft. 72 ß.
Dette Skrift, som vi her anmelde, er ikke alene en Prydelse for vor Literatur, men det er et Nationalverk, af hvilken det hele Folk kan være stolt. Thi det lægger mere, end noget Skrift i lignende Retning hidtil har formaaet, det norske Folks egte og ublandede nordiske Nationalitet for Dagen; den viser at den ældgamle mere end tusindaarige Norrønatunge endnu kraftigen lever og rører sig hos Folket og med en egte, oprindelig Klang, som man endog paa Island forgjeves søger; og dette erfarer man saaledes at man ikke blot, som hidtil, af en Deel sporadiske Exempler faar et Slags dunkel Anelse derom, men det er klart, grundigen og systematisk fremsat og beviist, saaat ingen Skygge af Tvivl kan være tilbage. Det væsentlige, oprindelige er paa det nøjagtigste og skarpsindigste adskilt fra det uvæsentlige og uegte; de forskjellige Former ere omhyggeligen og skjønsomt sammenlignede med hinanden og vurderede; det rene Sprogstof fremtræder saaledes klart og let overskueligt; og det er fastholdt saa nøje, at det ej længer kan gaa tabt, men vil, om endog Sproget selv skulde ophøre at leve i vore Bygder, dog alene af denne Sproglære kunne studeres og kjendes af alle kommende Slægter. Det er os en stor Trøst og Stolthed at erfare saa haandgribeligen, at vi lige ned i disse Tider, under saa uheldige ydre Omstændigheder for Sproget, have kunnet bevare dette i en saa oprindelig Skikkelse. Vistnok ere de fleste grammatiske Bøjningsformer bortslebne, ligesom ogsaa Tilfældet har været med Nygræsken og i Almindelighed med nyere europæiske Sprog, i Sammenligning med de ældre, hvoraf de stamme. Men det maa vel mærkes, at disse Bøjningsformer ikke udgjøre det væsentlige i Sproget. De ere et Slags Maskineri, som man indretter efter Tidernes Lejlighed. I ældre Tider var dette Maskineri mere indviklet og tungvindt, skjønt smukt at see til og lærerigt at undersøge; i vore Tider hjelper man sig med et simplere og lettere Maskineri, og det er saa langt fra at være en Mangel ved et Sprog, at det har kunnet afkaste hine Baand, at dette meget mere vidner om dets Perfectibilitet. Jo mindre uddannet eller stemmende med den fremadskridende Udvikling et Sprog er, desto mere indviklet er derfor ogsaa dets Formlære. Af de europæiske Sprog ere ingen simplere, end det franske og det engelske og de ere tillige de mest dannede; ingen ere mere indviklede, end det lappiske, finske og de slaviske. Det væsentlige ved Sproget ligger derimod i dets Lydsystem og Afledningsformer, samt overhoved i dets Ordforraad. Og i denne Henseende viser nærværende Skrift med aldeles utvivlsom Klarhed, at vort Sprog intet har lidt i Tidens Storme, men frembyder endnu samme egte Klang, samme Former, som i dets mest klassiske Periode, og i langt højere Grad end den nuværende islandske Mundart. Ogsaa hvad Ordforraadet angaaer, give de talrigt anførte Exempler os en tilstrækkelig Forsmag paa den Fuldstændighed, en med Flid samlet Ordbog vil kunne opvise.
Vi lære her ogsaa at erkjende Sprogets Eenhed. De mange Dialect-Egenheder, der hidtil snart af en, snart af en anden Topograph eller Rejsende vare opsnappede, tildeels misforstaaede og feilagtigt gjengivne, og som siden, indbyrdes sammenlignede, syntes at vidne om en babylonisk Sprogforvirring, ere her ordentligt sammenstillede deres sande Væsen og Beskaffenhed er udviklet, og deres underordnede Charakter, som blotte Egenheder ved Udtalen, er fuldstændigen godtgjort. Jeg kan her exempelviis anføre den saakaldte “Ligedannelse„ som Ff. i § 64 (jfr. § 49) saa fortrinligt har udviklet. Hvo, der ej kjender den nærmere Sammenhæng, skulde vel tro, at “Staagaa„ og “Stige„ kunde være det samme Ord? Men Forf. har viist, at enkelte Dialecter forandre Rodvocalen efter Endelsevocalen i næste Stavelse (egentlig en udstraktere Gjennemførelse af Omlyden), men, mærkeligt nok, kun i korte Stavelser; at saaledes f. Ex. Ordet vita i Naumdalen bliver vata, i Orkedalen vaataa; bite i Naumdalen bata, i Orkedalen baataa o. s. v. Naar man hører et og samme Ord udtalt paa forskjellige Steder Tiur (tostavet) Teer og Tudur, bliver det en Gaade, hvorledes det er gaaet til, og Ordene synes helt forskjellige; den oldn. Form þiðurr opklarer derimod alt, Ti-ur er nemlig þiðurr med et paa sædvanlig Maade udeladt eller svagt udtalt ð; teer er det samme med End. ur udtalt er, ð udeladt og det aabne i gjengivet ved e; tudur er þidurr ved Ligedannelse. Det er ligeledes vist, at denne Forandring ej finder Sted, naar den sidste Stavelse bortfalder f. Ex. af laasaa „les“, af svaaraa „svar“, o. s. v.: det tydeligste Beviis paa, at denne Egenhed kun tilhører den locale Udtale, og ikke engang i vedkommende Bygdefolks Bevidsthed fremstiller sig som noget væsentligt, hvorfor man ved Afskrivningen af Ordene ej behøver at agte derpaa. Det samme er Tilfældet med den særegne tykke Lyd af l og rð, som høres især paa Østlandet; en Gjengivelse af denne vilde endog være vildledende, da l og rd paa den Maade vilde komme til at sammenblandes.[1]
Det Resultat, hvortil Forf, er kommen med Hensyn til Udvalget af de retteste og egteste Former, vilde være mindre paafaldende eller interessant, hvis han stedse var gaaen ud fra Oldnorsken, og havde benyttet denne som sin Ledetraad. Men det mærkeligste ved det Hele er, at han med Flid har afholdt sig derfra, og kun inden det nuværende Folkesprogs egne Enemærker hentet de nødvendige Oplysninger. Og dog ere de Former, han opstiller som de egte, aldeles de samme, som de, der findes i de bedste og ældste norske Haandskrifter[2]. Disse Former ere ej vilkaarligen udtagne, men det hele samlede Apparat viser, at ingen anden end disse kunde vælges. Et bedre Vidnesbyrd om, at vort Folkesprog er den gamle Norrønatunge, og at denne hos os har bevaret sin egte oprindelige Klang og tilhører os alene som en synderlig Ting, gjøres ikke fornødent. Om endog alle vore gamle Haandskrifter vare sporløst forsvundne, saa vilde man alene af det norske Folkesprog kunne restituere Sproget i sig selv, og af Mundarten paa Island de grammatiske Bøjningsformer. Alt dette havde vi nok tidligere anet, men at det i en saa fuldstændig Udstrækning var Tilfældet, havde vi neppe tænkt os, og det Resultat, Forf. har bragt til Evidens, er derfor i høj Grad overraskende. Det viser, at det oldnorske Studium nu tildeels maa tages paa en anden Maade. Den næste fuldstændige oldnorske Grammatik, som udkommer, kan ikke længere blive udelukkende oldnorsk. Den maa kaldes simpelthen “norsk Grammatik“, og under Lydlæren behandle alle de nyere Dialekt-Afvigelser, den islandske og færøiske medregnede. Udtalen vil med langt større Sikkerhed, end hidtil, kunne bestemmes efter de bedste norske Mundarter. En fuldstændig norsk Lexicon maa ligeledes omfatte det hele Ordforraad, ældre og nyere, eller supplere det i Haandskrifterne forhaandenværende Ordforraad med egte Former i de nu levende Mundarter[3]. Paa den Maade vil ogsaa efterhaanden al uklar Forvexling af Oldnordisk, Oldnorsk eller Norsk, og Islandsk bortfalde. Det vil blive enhver Sproggransker klart, at Eddaernes, Sagaernes, Kongespejlets, Diplomernes og de gamle Homiliers Sprog hverken er Oldnordisk (thi da maatte det tillige være Olddansk og Oldsvensk), eller Islandsk, men Norsk, og, hvis det skal nærmere betegnes, Old-Norsk.
Hvad nu forresten de enkelte Dialekt-Egenheder i Udtalen angaaer, da yttrer Forf. selv i Fortalen S. VII, at disse rimeligvis grunde sig paa meget gamle Egenheder ved Folkesproget i de forskjellige Egne. Dette er i og for sig naturligt, og det viser sig derhos aldeles tydeligt, naar man nærmer undersøger vore gamle Diplomer. De egentlige Codices ere i dette Stykke ikke saa instructive, fordi Afskriverne i Reglen havde en højere Dannelse, og saaledes vare mindre udsatte for at optage Dialekt-Egenheder i Skriftsproget, hvor usikker deres Orthographi for Resten kunde være. Ogsaa ere Codices rimeligviis fordetmeste skrevne i Byerne eller i Klostre. Diplomerne ere derimod skrevne paa Stedet selv — man har endog eet, skrevet paa Isen af et Grændsevand ved en Delingsforretning —; deres Retskrivning er som oftest meget slet, og røber en ukyndig Skriver, men jo større Ukyndigheden var, desto færre maa de orthographiske Skrupler have været, og desmere maa Bygde-Udtalens Egenheder netop i slige Diplomer afspejle sig. Man finder f. Ex. i Vest-Thelemarkske Diplomer den samme Egenhed fokk f. folk, som omtales i § 54; i andre samme Ombytning af p med k, som omtales i § 88, f. Ex. váknaþing for vápnaþing, stjukmóðer for stjúpmóðer o. s. v. Endog her i Omegnen viser den ældre Skrivemaade Válkaberg og Vákaberg, sammenlignet med den nuværende Udtale af Navnet, Aakeberg, at Bortkastningen af l foran k i Udtalen under slige Forhold har været almindelig. Men er nu paa den Maade alle vore Dialekt-Egenheder ældgamle, saa ere vi nu ligesaa vel berettigede til at underordne dem under et fælles Normalsprog eller Skriftsprog, som man var det i Oldtiden. Med andre Ord, man er berettiget til, naar man ej ganske vil optage de gamle grammatiske Former, hvilket vilde være pedantisk og urimeligt, at opstille et nyere norsk Folke-Skriftsprog, hvori man aldeles bibeholder den gamle Retskrivning, eller den, som grammatiske Undersøgelser vise at maatte have været den rette, og som dunkelt foresvævede vore Forfædre, men som de ikke havde Sprogkundskab nok til conseqvent at gjennemføre. Det kan umuligt være vanskeligere for Beboerne af de enkelte Bygdelag nutildags at sætte sig ind i de Afvigelser fra deres eget Bygdemaal, Opstillingen af en saadan Normalorthographi maatte gjøre nødvendige, end det var for deres mindre oplyste Forfædre at gjøre det samme, ja endog at skjønne Afvigelser, som formedelst slet Orthographi vare urigtige og gjorde Ordene endnu mindre gjenkjendelige. Det er saaledes ene heraf utvivlsomt, at en Ophøjelse af vort Folkesprog til Skriftsprog, eller Opstillingen at et norskt Skriftsprog, i det Væsentlige stemmende med Oldsproget, men forstaaeligt for enhver Almuesmand, der har anvendt halv saamegen Flid paa at lære Bogstaveringen, som han nu maa anvende for at lære Dansk, ej alene hører til de blotte Tænkeligheders Kategori, men er, med en Ledetraad ved Haanden som nærværende Skrift, endog forholdsviis temmelig let. Forresten erkjende vi med Forfatteren, at til Opstillingen af et saadant Normalsprog en Ordbog er nødvendig. Han udtrykker sig herom i Fortalen, S. XI, XII saaledes:
“Hvorledes man ellers skulde benytte sig af det samlede Sprogstof, er et Spørgsmaal, hvortil der kan gives forskjellige Svar, men som ikke vel kan afgjøres, førend en Ordbog over Sproget er udkommen, og det hele Materiale saaledes kan overskues. Den Tanke ligger rigtignok meget nær, at man skulde forsøge at danne et Skriftsprog enten efter een af de fortrinligste Dialekter eller efter flere Dialekter i Forening. Men et saadant Foretagende vilde dog støde paa mange Vanskeligheder; Ordforraadet er kun tilstrækkeligt for Folkets almindelige simple Tankekreds, og enkelte Former ere saa forskjellige i Dialekterne, at man vanskeligt vilde blive enig om Valget imellem disse; især vilde man have en meget vanskelig Knude at løse, naar Substantivernes Bøiningsformer skulde bestemmes. Alligevel troer jeg dog, at et Forsøg burde gjøres i saadanne Emner, hvortil vi have tilstrækkeligt Ordforraad, saasom Fortællinger, Naturbeskrivelser og deslige. Der gives endog adskillige Sager, hvortil et norsk Almuesprog synes ganske nødvendigt, saafremt den almindelige norske Karakteer i samme skal gjengives; dette er især Tilfældet med de mange betydningsfulde Ordsprog, som bruges iblandt Almuen. Ved saadanne Forsøg kunde man nemlig forberede en bestemt Sprogform, og derved lægge en Grundvold, hvorpaa der siden kunde bygges. Men endog i disse simplere Sager maatte Forsøget forberedes ved en grundig Prøvelse af det hele Stof i Sproget eller i alle Dialekter tilsammen; man maatte ligesaavel tage Hensyn til det Almindeligste som til det Bedste eller Fuldkomneste, og fornemmelig maatte man vogte sig for at tage Ordene iflæng af en enkelt Dialekt eller at anvende for mange sjeldne og ubekjendte Ord; thi det gjelder her om at fremlægge noget, som kan vinde almindelig Erkjendelse saavel ved Forstaaelighed og Bekvemhed i Formen som ved Bekvemhed til at udtrykke Meningen. Det her anførte maa ellers kun ansees som foreløbige Antydninger til nærmere Overveielse af dem, som interessere sig for Sagen; en nærmere Udvikling heraf kan først finde Sted, naar en Ordbog over Sproget er udkommen.“
Vi formaa dog ikke at indsee andet, end at netop den „grundige Prøvelse“, Forfatteren anseer nødvendig, i nærværende Skrift tilstrækkeligen er foretagen, og det maa alene være hans Beskedenhed, som bringer ham til ligesom at ignorere dette. Vi skulle nedenfor nærmere omhandle denne Materie.
Forfatteren anfører S. XIV, at han, „ved Reglernes Fremstilling fornemmelig har taget Hensyn til en vis Klasse af Læsere, nemlig oplyste og videlystne Almuesmænd, især saadanne, som kjende til de nu brugelige Skolegrammatiker. Dette maa man ved Skriftets Benyttelse stedse have for Øje, da man ellers maaskee vilde finde det besynderligt at han ikke heelt og holdent har indrettet det som et Slags Anhang eller Supplement til den oldnorske Sproglære. Denne hans Bestemmelse med Skriftet staar i den nøjeste Forbindelse med den allerede ovenfor paapegede Fremgangsmaade, at Forfatteren ved den kritiske Behandling af Sprogstoffet ene har holdt sig til levende Former, om hvis Tilværelse han ved egen Erfaring har overbeviist sig. Skriftet er ikke bestemt for Sprog-Granskere, men for Læsere i Almindelighed, nærmest Almuesmænd. For disse isærdeleshed antog Forf. det “magtpaaliggende at faa en Anledning til Kundskab om Dialekternes Forhold til hinanden og til Skriftsproget da en saadan Kundskab forhaabentlig vilde virke til Vedligeholdelse af det egte Sprogstof i Dialekterne og til Modstand mod den fremmede Paavirkning“. Skriftet er saaledes et uafhængigt Heelt for sig, indeholdende i sig selv det nødvendige Materiale. Det afgiver ligefuldt de fornødne Hjelpemidler for Sprogforskeren, men det er ikke et blot og bart Hjelpemiddel for ham. Hvor vidt forresten et Skrift af en saadan Natur som dette — strengvidenskabeligt maa det nemlig altid blive — kan opfylde den af Forf. tilsigtede Bestemmelse; om det ikke ligefuldt bliver Sprogforskere, der mest komme til at benytte og studere det, og om det ikke isaafald havde været det nemmeste, nærmest at indrette det for dem, vil Tiden vise. Saameget er imidlertid vist, at den af Forf. fulgte Plan har haft den føromtalte Fordeel, paa en mere ligefrem og iøjnefaldende Maade at vise, hvor lidet man i Norge behøver at ty til de gamle Haandskrifter, for ligefuldt at lære de gamle Former at kjende, med andre Ord, hvor kraftigen Norrønasproget endnu boer iblandt os. Havde Bogen været indrettet for Sprogforskere, da maatte man have gaaet ud fra Oldnorsken til Folkesproget, medens man nu er gaaet ud fra dette til hiin. Denne Fremgangsmaade forklarer tilstrækkeligen, hvorfor Forf. ikke slethen har fulgt den oldnorske Orthographi, men derimod antaget en, der mere nærmer sig til det i det nuværende Skriftsprog vedtagne Lydsystem, uagtet det visselig ikke er saa bekvemt til at udtrykke alle Nuancer, som hiin. Det bliver dog paa den Maade lettere for Almuesmanden, som nu engang er vant ved at læse dansk, at opfatte den Lyd, Forf. søger at tilkjendegive, medens den med Oldnorsken fortrolige Sproggransker ligefuldt ved første Øjekast skjønner, hvorledes hvert enkelt Ord egentlig bør skrives. Forf. har saaledes ikke brugt Accenter, og f. Ex. rettet sig efter den i Skriftsproget vedtagne, ingenlunde rigtige Brug, at sætte j efter k ogsaa foran de bløde Vocaler. Men han har gjort fuldstændigt Regnskab for deslige Afvigelser fra det rette, og det er højst rimeligt, at man ved en pludselig Overgang til det rette, naar hiint rette nu engang var usædvanligt, vilde hindre Skriftet fra at vinde tilbørlig Indgang hos Mængden.
Forfatteren har inddeelt sit Skrift i sex Afdelinger nemlig I om Lydforholdet, II om Overgangsformerne, III om Orddannelsen, IV om Bøjningsformerne, V om Ordføjningen, VI om Sprogarternes indbyrdes Forhold. Det ligger i Sagens Natur, at de to første Afdelinger, der ligesaagjerne kunde have været sammenfattede i een, om Lydlæren, her blive de vigtigste, da Dialektafvigelserne egentlig blot ere forskjellige Egenheder i Udtalen. Ogsaa synes Forf. at have behandlet dem med Forkjærlighed, ligesom han isærdeleshed her har lagt sin Skarpsindighed og fine Sprogsands for Dagen. Exempler lade sig ikke ret vel anføre; men vi maa nøje os med at henvise til enkelte Partier, f. Ex. den højst sindrige Udvikling af Vokalsystemet § 12—27, den forhen omtalte Fremstilling af Ligedannelsen m. m. De Punkter, hvori vi her maae erklære os uenige med Forf. ere kun faa og sammenligningsviis ubetydelige. Det forekommer og, at han har indrømmet Lyden af aa og æ for stort Raaderum, f. Ex., naar han skriver Laamb, Aand, Straand, ikke Lomb, Ond, Strond, thi Vokalen er dog her umiskjendelig kort, det er egentlig en Omlydsform af a, hvilken Omlydsform oprindelig blev skreven ø; ligesom og den ved I bevirkede Omlyd deraf er e, ikke æ; thi den dannes ikke af ö eller aa, men det oprindelige a. I de oldnorske Ord hönd, tönn, f. Ex. skulde Vokalen egentlig være a, hand, tann, og saaledes bleve Ordene skrevne i de allerældste Tider. Omlyden hönd, tönn er bevirket ved et u, som ligger skjult i Femininendelsen; dette u bortfalder i Genitiv, hvorfor det oprindelige a strax kommer frem, handar, tannar; det kommer tilbage i Dativ Plur. paa um, hvorfor og Omlyden strax indfinder sig, höndum, tönnum. Men ligesom et paafølgende u virker Omlyden a : ö, saaledes virker et paafølgende i Omlyden a: e, f. Ex. Dat. Sing. hendi, Nom. Pl. hendr, tennr (opr. hendir, tennir), ligesom brenna, opr. brannia, af brann, fella af fall. Det er her indlysende, at e i Omlydsformerne hendi, tennr, brenna kommer umiddelbart af Stammeformen hand, tann, brann, ikke af Omlydsfoørmen med ö, der ej engang er tilstede i det sidste Ord. Det er denne Omlydsform med ø, som i enkelte Dialekter er bleven til o, eller snarere muligviis stedse der har haft den Lyd. Det synes saaledes mindre conseqvent at skrive Tann, Haand, Plur. Tenner, Hænder, thi Vokalen er ifølge det ovenudviklede ligekort paa begge Steder, og det er forsaavidt vildledende som man let kunde tro, at Omlyden Hænder er dannet af Haand, ikke af Hand, og man vilde derved danne sig et falskt Begreb om Omlydsforholdet, hvilket i vor Formlære er saa yderst vigtigt. Forf. har vistnok i § 48 fremsat den Bemærkning, at nk, ng, nt, no, ns, mp, mb have en saadan udvidende Virkning paa den foregaaende Vokal, men den kan neppe være saa betydelig, at man derfor skulde behøve at bruge et Tegn, der dog nærmest tilhører en lang Vokal. Dette staar overhoved i Forbindelse med den af Forf. vedtagne Brug, oftere at anvende aa og æ som korte Vokaler; men det er vistnok kun en Indrømmelse, han her har gjort det danske Skriftsprog. Hvis dette ikke uretteligen havde forvexlet o og aa, e og æ, vilde Indrømmelsen neppe have fundet Sted. Naar forresten Forf. i Anm. § 125 ikke angiver Grunden til at Omlyden a : o allerede er tilstede i Nom. Sing., da er det maaskee et Princip, at han med Flid afholder sig fra Forklaringer, der ene kunne hentes fra Oldsproget. — Ordet Glym § 52 er neppe en Afvigelsesform af Ljom (hljómr), men er det gl. glymr af glymja, Præs. glumda. Ligeledes bør man vel neppe skrive Høring eller Hjuring (se § 89), ligesom vel ikke engang det sidste er det Oprindelige, thi Høring er øjensynlig det gl. hirðingi (se f. Ex. nyere Gul. L. Landsl. B. 38) af hirða, passe, hvoraf hirðir, Hyrde; at det skrives med ö, grunder sig paa den af Forf. i § 46, Anm. rigtigt bemærkede Tendens hos det aabne i foran r at gaa over til y, hvilket igjen let bliver ø; man skulde vel saaledes skrive Hyrding, og her er igjen y udvidet til ju, Hjurding. At der her ej alene er r men rd, viser den tykke Udtale af r i dette Ord, der har foranlediget den urigtige Skrivemaade Juling.
Afsnittet om Orddannelsen er ligeledes fortrinligt behandlet, og af særegen Interesse derved, at det saagodtsom uforandret kunde optages i en oldnorsk Grammatik, i den Grad har den hele Aflednings-Organisme vedligeholdt sig. Blandt de mange skarpsindige Bemærkninger som her findes fremsatte, ville vi især udhæve den i § 160 paapegede præt. participialske Form, visse Adjectiver, der 19* udtrykke at Gjenstanden er forsynet eller beheftet med noget, antage, f. Ex. hært (af Haar), øygd (af Auge), bærarma(d), of». Det er ingen Tvivl underkastet, at man maa tænke sig disse Adjectiver som partic. præt. af obsolete svage Verber, enten af 1ste Classe med i, eller 2den Classe (med a), f. Ex. hæra (af hár), forsyne med Haar, præt. hærðr; eygja (af auga), forsyne med Øine, præt. eygdr; hringa (af hringr) at pryde med Ringe, præt. hringaðr.
Afsnittet om Bøjningsformerne er, saavidt skjønnes, aldeles udtømmende behandlet, men de større Afvigelser fra det Gamle og derfor og mellem Dialecterne indbyrdes, der af let begribelige Grunde her finder Sted, hvad Nominalflexionen angaar, foraarsager en Mangfoldighed af Former, der maaskee for andre end ivrige Sprogforskere kan synes noget afskrækkende. For Sprogforskerne afgiver den derimod et rigt Udbytte. Ogsaa her viser Forf. overalt et klart Blik, uhildet af al gammel Slendrian, der ellers især i dette Capitel af Modersmaalets Grammatik plejer at gjøre sig gjeldende. — Hvad Syntaxen angaar, da betegner Forf. i § 301 tilfulde den Beskaffenhed, den her nødvendigviis maa have, idet han bemærker, at Folkesproget i denne Henseende ikke maa bedømmes som et Skriftsprog, men kun som et Omgangssprog, hvori Betoningen og det mundtlige Foredrag har en større Indflydelse, og hvori man kan tillade sig en større Udførlighed og en større Frihed i Ordføjninger. Den kan saaledes mere blive en Exempelsamling, end et strengt opstillet System af Regler, og Reglerne, der anføres, maa somoftest mere fortælle, hvad der kan og hvad der ikke kan siges, end hvad der maa siges.
Som en 6te Afdeling tilføjer Forf. et Tillæg, om Sprogarternes indbyrdes Forholde, hvor han i Korthed gjør Regnskab for hver af de store Dialect-Rækkers Egenheder under eet, medens han i de foregaaende Afsnit af Grammatiken viser, hvorledes hvert grammatisk Phænomen teer sig i de forskjellige Mundarter. I Tillægget omhandles saaledes de grammatiske Former under hver Sprogart, i de foregaaende Afsnit Sprogarterne under hver grammatisk Form. Tillægget indeholder saa at sige et kortfattet Formlære-Udtog for hver af de tre store Hovedrækker og deres Forgreninger. Denne sammenlignende Oversigt er særdeles lærerig. Hvilke Materialier han har samlet, og hvor omfattende Undersøgelser han har foretaget, sees bedst af den i dette Afsnit opførte Inddeling af Folkesproget i Hovedrækker og disses Forgreninger, hvilken Inddeling vi hidsætte, da den i og for sig er af megen Interesse.
I. Den nordenfjeldske Række: Forgreninger: a) den nordlandske, b) den indre throndhjemske, c) den yttre throndhjemske.
II. Den vestenfjeldske Række: Forgreninger: a) den nordre bergenske, b) den søndre bergenske, c) den stavangerske.
III. Den østenfjeldske Række. a) den sydlige, som man maaskee bedst kunde kalde Egda- og Grønafylkes; den inddeles igjen i Thelemarkens og Raabygdelagets, og denne igjen i Sætersdalens og østre Raabygdelagets; b) den vestre oplandske (Hallingdalens, Valders, øvre Gudbrandsdalens), c) den østre oplandske (nedre Gudbrandsdalens Thotens, Hedemarkens og Østerdalens).
Han bemærker til Slutning, at Bygdemaalene i Bergens Stift have i Almindelighed det bedste Lydforhold og de fuldkomneste Grundformer eller Ordformer; derimod have Maalene i de christiansandske og agershusiske Fjeldbygder en skarpere Adskillelse af den sterke og svage Flexion og en større Fuldkommenhed i enkelte Bøjningsformer. Tvende vistnok merkelige Dialecter, Der, hvorvel de Egne, hvori de tales, ej længer tilhøre Norge, ligefuldt maa kaldes norske, nemlig den Jemtlandske og den Bahuuslehnske, har Forf. ei haft Anledning til at undersøge. Af den første meddeler Hülphers i sin Beskrivelse over Jemteland, af den anden Holmberg i sin Beskrivelse over Bahuslehn temmelig fuldstændige Prøver, hvoraf det viser sig, at de begge endnu fuldkommen have vedligeholdt sin bestemte norske Charakter. I Jemteland bruges endnu de charakteristiske Diphthonger, og alle de bahuslehnske Ord, der hos Holmberg anføres som særegne, ere almindelige norske Udtryk.
Forfatteren gjør i Fortalen Regnskab for, hvorledes Verket er blevet til, og hvorledes vi, næst hans eget Talent og Udholdenhed, skylde det kgl. norske Videnskabs Selskabs Liberalitet og patriotiske Iver, at det har seet Dagens Lys. Vore Læsere her i Landet er Forf. allerede af Navn og Ry saa bekjendt, at nogen nærmere Omtale af hans Virksomhed og særegne Berettigelse dertil vilde være overflødig. For Læsere i andre Lande torde det derimod ej være overflødigt at anmerke, at Forf. selv er Bondesøn og Autodidakt, og maa derfor allerede paa Forhaand besidde en Indsigt i og Takt for Folkesproget, som den, der ej hører til Bondestanden, vanskelig erhverver; at han tillige er fra Søndmøre, en af de Bygder, hvor Sproget tales renest. Anledningen til, at han kom til at udføre dette Arbejde, var, siger han, ellers følgende:
“Jeg havde for endeel Aar siden skrevet en liden Samling af Ordforklaringer tilligemed en kort Fremstilling af de grammatiske Former i Dialekten i min Fødeegn Søndmør, uden at have nogen Tanke om, at mit Arbeide skulde komme til at omfatte flere Dialekter. Dette Skrift, som jeg engang under et Ophold i Bergen foreviste for nu afdøde Biskop Neumann, blev af ham værdiget den Opmærksomhed, at han ei alene opmuntrede mig til at vedblive med et saadant Arbeide, men endogsaa omtalte bemeldte Skrift i en egen Opsats i et af de offentlige Blade. Videnskabs-Selskabet havde imidlertid som jeg senere erfarede længe ønsket at formaae Nogen til at undersøge og beskrive nogle af vore mest egte Dialekter og da Selskabets Præses, Hr. Rektor Bugge, ved denne Leilighed var gjort opmærksom paa mit foranførte Arbeide, havde Selskabet heri seet en mulig Leilighed til at faae sin Plan udført, og havde derfor antaget Bugges Forslag om at tilbyde mig et Stipendium for det Tilfælde, at jeg vilde foretage en Undersøgelse af de øvrige Dialekter i Bergens Stift. Da jeg nu ved de foregaaende Undersøgelser havde fattet megen Interesse for Sagen, følte jeg mig naturligviis opmuntret ved dette Tilbud, som jeg da ogsaa modtog, skjøndt ikke uden Frygt for, at mine Evner maatte blive utilstrækkelige til at udføre et saadant Arbeid saaledes, at Selskabets Hensigt derved kunde opnaaes“.
Planen for denne Undersøgelse var i Begyndelsen ikke saa omfattende, da der nærmest var tænkt paa de vestlige Districter og især Bergens Stift; siden udvidedes den ogsaa til de østlige, og Forf. udstrakte, understøttet af Selskabet, nu sine Rejser ogsaa til Nordland og Østlandet. Hans Hovedformaal var forresten at samle Bidrag til en Ordbog, og det er kun som en Forberedelse til denne, at den beskedne Forf. vil have sit Værk betragtet. Imidlertid er, som vi tidligere bemærkede, Værket saa grundigt og omfattende, at det i og for sig maa kaldes et Hovedværk, enten saa Ordbogen kommer istand eller ej.
Vi kunne dog ikke dølge vor Længsel efter ogsaa snart at see Ordbogen udgiven, og saavidt vides, har Forf. saa store Materialier dertil, at Arbeidet endog uden yderligere Indsamling nok kunde paabegyndes. Men naar denne Ordbog ej skulde være et simpelt Bogstaverings-Repertorium for dem, der vilde forsøge at skrive i Folkesproget, burde dog vel her et strengere orthographisk System lægges til Grund, end det, som i Grammatiken er fulgt. Med andre Ord, man burde vel aldeles antage den rette oldnorske Skrivemaade, thi det er dog ingen, der bedre kan betegne Lyden og dens Nuancer; den har organisk udviklet sig af Sprogets egen Natur, og er derfor den naturlige. Udførligen at vise dette, vilde her lede til for stor Vidtløftighed, og jeg kan saamegethellere undlade det, som den Oversigt over Sprogets oprindelige Lydforholde, der er meddeelt i min Fremstilling af den ældste nordiske Runeskrift, for enhver, der forstaaer sig noget paa deslige Sager, rimeligviis vil hidføre en bestemt Overbeviisning om hiin Lydbetegnings Begrundelse i Lydsystemets Organisme. Hvad kan f. Ex. med Hensyn til Brugen af Accenter, ligemeget hvilke (' eller ˆ) paa de lange Vokaler være simplere og tydeligere end følgende Sammenhæng: de oprindelige Vokaler ere de tre korte, a, i, u, hvortil de tre afledede korte Mellemvokaler komme: e (mellem a og i), o (mellem a og u), y (mellem u og i); disse Vokaler, sammensatte med sig selv, blive fordobblede, eller lange Vokaler, aa, ee, ii, oo, uu, yy, der bekvemmest skrives á, é, í, ó, ú, ý, medens de korte Vokaler, sammensatte med andre end sig selv, danne Diphthonger, ai, der ved Omlyden formedelst det i, den indeholder, er bleven ei; og au; endelig at der af det lange á og ó ved Omlyd dannes æ og œ; af au ved Omlyd ey. Saaledes er Forholdet. Der gives i Sproget intet oprindeligt æ eller œ. Hvor det forekommer, er det altid dannet af aa (á) eller oo (ó), f. Ex. læsa af laas eller lás; dꝍma af doom eller dóm. Brugen af æ til at betegne et kort, aabent e er en Misbrug, der har indsneget sig; den er vildledende i flere Henseender og burde afskaffes. Forskjellen mellem de lange og korte, eller rettere sammensatte og usammensatte Vokaler er ifølge det Skrift, vi her have for og, i vore bedste Folkedialekter aldeles uforandret som den var i Oldtiden; hvorfor skulde man da ikke ogsaa betegne den paa samme Maade? Det strider, veed jeg Flere ville indvende, mod Brugen. Men hvilken Brug? Brugen i det danske Skriftsprog? Den kan man dog ikke ville anvende paa norske Lydforhold uforandrede fra det norske Oldsprog. Alligevel er det denne Brug, der spøger i Baggrunden. Sagen er nemlig den, at da man paa Edvard Storms og Stockfletys Tid begyndte at opskrive og digte Viser i Fjelddialekterne, havde de, som skrev og digtede, ikke fjerneste Begreb om disse Dialekters sande Natur og Lydforhold. De søgte at gjengive Lyden efter det danske Skriftsprogs derfra aldeles forskjellige og dertil aldeles uskikkede Lydsystem, og gjengave den omtrent som om man vilde skrive Fransk med dansk Retskrivning f. Ex. Parlee vu frangsæ? Ui Mossiö, öng pö. Saadan er den saakaldte Brug, thi siden fulgte man uden Skrupler Exemplet. Men engang maa dog dette Uvæsen afskaffes og dertil er Ordbogen det allerbedste Middel. I denne burde man saaledes heelt og holdent indføre den rette oldnorske Lydbetegning f. Ex. de accenterede Bogstaver, og det stungne ð, der nu, efter hvad Forf. oplyser, i nogle Bygder udtales, i de fleste ej høres; men udtales det, bør det dog findes i Skriften, udtales det ej, kan det ej forvilde, da det ved sin Form tilbørligt udmærker sig; det kan derimod i flere Tilfælde bidrage til større Tydelighed f. Ex. i Præfixerne sið og si, der nu udtales paa samme Maade[4]. Men allerbedst vilde det vistnok være, om Ordene aldeles henførtes til deres oprindelige oldnorske Form, og indlemmedes, som forhen antydet, i en Lexikon, der omfattede baade det oldnorske og det nyere norske Ordforraad, hvor de da ved hvert Ord gjordes det nøjagtigste Regnskab for de Former, under hvilke det fremtræder i de forskjellige Mundarter. Da først kunde man sige, at Forraadet var fuldstændigt. Tiden dertil synes nu at være kommen, og yderst belejlig. I lang Tid har vor lærde Sprogforsker Hr. Unger, samlet paa Materialier til en oldnorsk Lexicon. Englænderen Cleasby arbeidede imidlertid ogsaa ivrigt i samme Formaal, og da mange og gode Kilder stode til hans Raadighed havde Unger bestemt sig til at afvente Publicationen af Cleasby’s Verk, for at kunne benytte det som Hjelpemiddel til sit eget. Men Cleasby bøde uheldigviis ifjor, og det er uvist, naar og af hvem hans Materialier ville blive bearbejdede. At vente, indtil dette engang skeer i en ubestemmelig Fremtid, vilde neppe være rigtigt, saamegetmere som Ungers Materiale i Fuldstændighed neppe giver det af Cleasby samlede stort efter. Hvis nu begge DHrr. Unger og Ivar Aasen forenede sig om Udgivelsen af en fuldstændig norsk Lexicon, omfattende det hele Forraad fra de ældste Tider indtil nu, da maatte det vistnok lede til et herligt Resultat, og et Nationalverk komme istand, der i hele Europa søgte sin Lige.
Forfatterens Betegning af det oldnorske Sprog og hans Citater fra dette kunde maaskee være mere nøjagtige. Han bruger nemlig som oftest den urigtige Benævnelse “Islandsk“, endog naar Talen ej er om det Nyislandske f. Ex. naar han § 6 siger, “at det islandske Sprog for omtrent 1000 Aar siden blev overbragt til Island ved udvandrede Folk fra Norge“; thi dette overbragte Sprog maatte dog være det norske Sprog. Ligeledes hedder det i § 76, at Grundformen tidur stemmer med den islandske þidr (rettere þidurr); paa Island gives saavidt vides, ingen Tiurer, og Ordet er derfor alene oldnorskt. Undertiden bruges d, undertiden d om hinanden ved Anførelsen af oldnorske Ord, uden at man kan spore nogen bestemt Grund til Afvigelsen. Men rimeligviis er dette blotte Incurier, og i alle Fald have de ikke stort at betyde.
Til Slutning kan jeg ikke undlade, med et Par Ord at henlede Opmærksomheden paa Forfs. rene, klare og i Sandhed klassiske Stil, hvilken hos ham er saameget mere at beundre, som han ikke, ligesom de, der have gjennemgaaet den lærde Skoledannelse, er opvoxen med Brugen af Skriftsproget. Ved at læse den i mange Henseender instructive Fortale overbeviser man sig bedst om hans stilistiske Færdighed.
Det kgl. Videnskabernes Selskab har gjort sig høiligt fortjent af Fædrelandet ved den liberale Understøttelse, hvormed det har fremmet og fremdeles fremmer denne Nationalsag. Maatte nu ogsaa kun Forfatteren finde ret Paaskjønnelse og Opmuntring til at fortsætte Arbeidet med samme ufortrødne Lyst og Iver, han hidtil har lagt for Dagen, og ikke savne Kræfter og Understøttelse til dets Fuldendelse.
P. A. Munch.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Disse Lyd ere ogsaa ofte af Ukyndighed blevne sammenblandede; f. Ex. naar man skriver Ahl eller Al istedetfor Ard, Svelvigen istedetfor Sverdvigen. Hvorfor skriver man da ikke ligesaa Gaal istedetfor Gaard, Jol istedetfor Jord? Læren om Ligedannelsen i det Throndhjemske viser og, at Stedsnavnet Vuku, i Værdalen, bør skrives Vaka.
- ↑ Man betragte i Særdeleshed de § 267—278 anførte stærke Conjungationsklasser, og man vil finde aldeles de samme Former, som den oldnorske Grammatik opstiller. Forf. omtaler endog et Ord, der hidtil ej i uafledet Form fandtes i Oldskrifterne, men dog endnu her til Lands er levende, nemlig stupa — staup, stupo — stope’, hvormed man altsaa kan supplere den oldnorske Lexicon.
- ↑ Endog islandske Lærde have allerede tidligere maattet ty til Hallagers ufuldkomne norske Idioticon for at forklare enkelte ældgamle, ellers uforstaaelige Skalde-Udtryk.
- ↑ Det gl. síðvátr (sildig vaad) og sívátr (overalt vaad) udtales nu eens, sivaat. Naar man skjelnede mellem begge Former ved at skrive det første síðvaat, sídvát, det andet sívaat, sívát, vilde ingen Fejltagelse kunne finde Sted.