Hvorfor vokser de store byer saa fort?
Hvorfor vokser de store byer saa fort?
Ifjor udkom der i München en bog, hvis indhold fortjener at blive kjendt og overvejet ogsaa hos os. Den heder: Georg Hansen: Die drei Bevölkerungsstufen. Ein Versuch, die Ursachen für das Blühen und Altern der Völker nachzuweisen. 407 sider.
Jeg skal gjengive noget af den.
Forfatteren fortæller et sted: En aften overraskedes vi ved vort „Stammtisch“ i en af Münchens restauranter med spørgsmaalet: „Har De nogensinde set en indfødt münchener?“ Alle svarede „nei“ eller „jeg ved ikke rigtig“. „Merkelig“ svarte spørgeren, „nu har jeg allerede spurgt saa mange, og ingen har set nogen, jeg tror ikke der findes.“ Nu, der findes ganske vist indfødte münchener; men saa talrige, som man pleier at antage, er de rigtignok ikke. Statistiken lærer, at 375 af hvert 1000 af Münchens befolkning er fødte paa stedet. Fra 1871—1875 døde i München 37,320 personer og fødtes 37,549; men folkemængden tiltog med 23,331 ɔ: væsentlig ved indvandring. Nu er i München pr. 100 mænd, som gifter sig, kun de 20 indfødte; de andre 80 er indflyttere, hvis børn maa trækkes fra, naar man vil vide, hvorledes folkemængden vokser uden indvandringen; det er klart, at der bliver en ganske betydelig underbalance. I almindelighed vil denne være saa stor, at en bys oprindelige befolkning i løbet af faa generationer bliver omtrent fuldstændig erstattet med en ny.
Et lands befolkning bestaar af 3 lag.
1. De, som lever af jorden, nemlig bønder og godseiere. 2. Midddelstanden: repræsentanterne for de borgerlige haandverk og dernæst embedsmænd, officerer, lærde, kunstnere: kort sagt hele den bosiddende og dannede befolkning i byerne. 3. De eiendomsløse arbeidere og proletariatet. Disse tre lag er den samme befolkning paa forskjellige udviklingstrin. Kun det første lag bestaar altid ved sine egne kræfter; dets overskud frembringer og vedligeholder de to andre.
„Man kan sammenligne byernes befolkning med en sø, som en elv danner i sit løb. Tilsyneladende har søen en selvstændig tilværelse. Ingen strømning er merkbar. Elvens vand blander sig med søens og er ikke mere til at skille fra det. Kun forstanden siger os, at naar der paa den ene side strømmer vand ind og paa den anden ud, saa maa søens vand stadig blive fornyet.
Til de tre befolkningslag svarer tre forskjellige erhvervskilder. Den første er jordeiernes. Disse tager naturens gaver; deres indtægt afhænger ikke mest af, hvor meget de selv arbeider, men af at naturens levende kræfter arbeider for dem, thi det er disse og ikke det menneskelige arbeide, som frembringer værdierne. De to andre slags indkomster beror paa arbeidet. Forf. tager et eksempel fra mindre forhold. Oprindelig har hver bonde været sin egen skomager, smed, skrædder, snedker o. s. v. Men saa bliver arbeidet delt; haandverkere slaar sig ned i landsbyen. De arbeider i sit ansigts sved den ganske dag ligesaa vel som bonden; den ene hamrer, den anden syr, den tredie høvler, ligesom bonden pløier; deres levevis er omtrent det samme. Men medens de kræfter, som skaber værdier for bonden aldrig hviler, men er lige virksomme, naar han sover, som naar han er vaagen, saa ophører enhver produktion i haandverkerens verksted, saasnart han lægger hænderne i skjødet; naturens kræfter tjener ikke ham. Arbeidets deling gaar videre som i følgende eksempel. I en landsby bor der en skomager, Klaus, en strævsom og flittig mand, som har lært sit haandverk af sin far, og som aldrig har været ude af landsbyen; han syr brugbare, men tarvelige sko. Senere kommer en anden skomager, Peter, flyttende til. Det er en hel støver; han har lært hos en dygtig mester i byen, gjør smukt arbeide og forstaar bedre end Klaus at rette sig efter den forskjellige smag hos unge piger og gamle koner, mænd og kvinder. Alle vil have ham til at sy sko; han tager først en, siden flere mænd i sin tjeneste og begynder at drive det mere i det store og er snart en velholden mand, medens det gaar aldeles ud med Klaus, som dog kanske er vel saa flittig og sparsommelig.
Det er en ny art arbeide, som her er kommet til, og som hjælper Peter til at seire i konkurrancen; det er det aandelige arbeide. Peters opøvede smag, hans kyndige ledelse af sine svende, hans evne til at skaffe sig billigt indkjøb af læder direkte fra byen og lignende sætter ham istand til selv at have rigelige indkomster og endda, om han vil, lønne sine mænd, saa at de tjener bedre end Klaus.
Forf. lægger en stor vegt paa dette arbeide og tilskriver det alene den store fortjeneste som bliver følgen, naar det svarer sig med det legemlige arbeide. Aandeligt arbeide er det, hvorved en handelsmand gjør gode forretninger, hvorved embedsmænd, litteraturens og kunstens mænd udretter noget. Forf. regner med til den art dygtighed, her er tale om, ogsaa erhvervede fortrin som kundskaber og færdigheder, gode sider ved karakteren, saadanne som soldatens mod eller prestens menneskekjærlighed. Alt det arbeide, hvorved saadanne ting er det væsentlige, svarer til det andet lag af befolkningen. Til det tredie svarer da det rent legemlige arbeide. Disse tre arter er ikke altid tydelig skilte fra hverandre. Bonden f. e. har noget af dem alle tre. Det legemlige arbeide er eller var ialfald i regelen ikke udelukkende legemligt. Men vor tid lægger rigtignok mindre beslag paa en arbeiders aandsevner og dygtighed; færdighed og omtanke er mindre nødvendig i maskineriets tjeneste. Som haandvævere f. e. konkurrerede kun de udlærte vævere, som maskinvævere kunkurrerer alle mennesker, som Gud lod komme til verden med to friske hænder.
Et folk, som kun har ét befolkningslag, bondestanden, kan uden skade taale en sterk indvandring. I de østerlandske militærdespotier gjør herskernes hoffer en lignende tjeneste som en indvandring. Samtidig med at en del af landets produkter strømmer did, optager de ogsaa en del af bondestandens overskud af mennesker, som finder plads i de mægtiges paladser og især i hæren. De stifter i regelen ikke familje. En saadan stat gaar til grunde ved berøring med en europæisk industristat, naar dennes kultur og penge gjør de talrige tjenerskaber og armeer overflødige. Skatterne tjener ikke længere til at underholde overskuddet af landets egen befolkning, men gaar til fremmede lande. De ældste germaniske folk udsendte talrige udvandrerskarer. Men da der ikke længere var noget land udenfor at tage, opstod det sociale spørgsmaal, thi dette er et befolkningsspørgsmaal og lyder saaledes: „hvordan skal den overflødige menneskeproduktion tilgodegjøres til det heles gavn?“ Forf. gaar ud fra den sætning af Malthus, at alle folk har tendens til at formere sig raskere, end midlerne til deres underhold kan vokse. Om overskuddet af mennesker kommer fra det første, andet eller tredie befolkningslag, det ændrer intet i spørgsmaalets væsen, men kun i den form, hvorunder det optræder. Den første form viser sig under folkevandringens storme, den anden i reformationstiden; i den tredie beskjæftiger spørgsmaalet nu statsmændene ikke blot i Tyskland, men i alle store kulturstater. I middelalderen var der ingen middelstand, skjønt alle de funktioner, som nu tilfalder denne, fandtes, thi ingen kunde grunde sin eksistens paa det blotte arbeide, det være sig legemligt eller aandeligt; han maatte have en medfødt eller erhvervet ret til underhold. Klostrene og den talrige geistlige stand optog en stor del af de mennesker, som ikke fandt plads til at ernære sig med familje. Sin egentlige betydning har det, at der opstod byer i Tyskland og andre feudalstater deri, at ogsaa byerne blev reservoirer til at optage menneskeoverskuddet. Men folk strømmer til byerne ikke blot saalænge, der trænges nye kræfter, til nye erhvervskilder, men ogsaa siden. Derfor bliver der en voldsom konkurrance. Bymanden efterlader sig ikke som jordeieren en sikker indtægtskilde; hans dygtighed dør med ham, og selv om børnene faar endel penge, kan familjen ikke ved deres hjælp i længden konkurrere med folk, som er i besiddelse af den dygtighed, der selv arbeider sig op. Bymanden maa derfor sige sig selv, at kun et lykkeligt tilfælde kan gjøre det muligt for hans slegt at holde sig i middelstanden i flere generationer. Middelstanden har et høiere aandeligt nivaa end det hele folks gjennemsnitlige, fordi den rekruteres af de mere energiske af landbefolkningen; det er det, som gjør det vanskeligt at holde sig der; allerede af den anden generation formaar en stor del det kun, naar de giver afkald paa at forplante sin slegt. For hver ny generation gaar flere og flere over i det tredie befolkningslag; middelstanden er i det store taget kun et overgangstrin fra jordeiernes til arbeidernes stand. Folk, som kun udførte legemligt arbeide, har der vel altid været, men dog ingen stand af saadanne. Den opstaar først, naar haandverket ved hjælp af handelen udvides til fabrikindustri, som f. e. i de italienske republiker i middelalderen. Dampmaskinerne har begunstiget dannelse af denne stand i overordentlig høi grad. Den opstaar ved direkte indvandring og, som sagt, ved tilførsel fra middelstanden. Men den formerer sig ogsaa sterkt paa grund af tidlige giftermaal. Dens aandelige nivaa er lavere end folkets gjennemsnitlige, baade paa grund af rekruteringsmaaden, og fordi børnene, som i byerne i det hele vokser op under meget ugunstige betingelser i sammenligning med landbørn, netop i denne stand er aller uheldigst stillede. Dertil kommer det lidet udviklende ved arbeidernes beskjæftigelser.
Der er saaledes en evig strømning i befolkningen, og det er denne, som væsentlig betinger blomstring eller nedgang i historien. Middelstanden er den, som nærmest bærer det historiske liv; men den er selv nødvendig betinget af bondestanden, og den kan ikke undvære arbeiderne. Der følger et blomstrende kulturliv med middelstanden, naar befolkningsstrømmen flyder jevnt og raskt. Blomstring i kunst og videnskab finder ogsaa sin forklaring derved. Digtekunsten indtager dog en egen stilling. Hvad der betinger den raske vækst i andre kunster, et høit aandeligt nivaa hos middelstanden, er vistnok ligeledes en nødvendighed for den; men desuden kræves det, at der intet skriftsprog er forhaanden, som strækker til som udtryk for dens tanker. At digte er at skabe et sprog. Derfor pleier digtekunsten at være den første blandt de kunster, som indleder de store kulturepoker. Skriftsprogets former er kun flydende, saalænge digteren er ifærd med at skabe det. Derefter bliver det folkets fælles eiendom. Ethvert dannet menneske kan da udtrykke sine tanker i det; men digteren har løst sin opgave, og der følger ikke flere generationer af digtere efter hverandre. Digternaturer tyr derfor ofte til dialektpoesiens omraade, hvor de i det smaa kan udrette, hvad der ellers kun sker i de store litteraturperioder.
Naar ikke det rigtige forhold mellem de tre befolkningslag er tilstede, indtræder sygelige tilstande inden en af dem, og det har snart skjæbnesvangre følger ogsaa for de andre. Der er det atter middelstanden, det mest gjælder. Den søger ganske naturlig at sikre sig, at skaffe sig fasthed og varighed, noget som dog er uforeneligt med dens væsen, naar den som bærer af et aandeligt nivaa over det gjennemsnitlige skal gaa i spidsen. Derfor bliver der kamp mellem dem og de andre. Det har ikke saa meget at sige i en stat, som er sig selv nok, som selv frembringer, hvad den bruger, og tillige bruger, hvad den frembringer. Heller ikke saalænge handelen med fremmede væsentlig indskrænker sig til udbytte af produkter. Men anderledes bliver det, naar et folk faar produkter fra et andet og betaler dem med arbeide. Til en begyndelse bliver der kanske et storartet opsving baade for middelstand og arbeidere og for bonden med, da han faar sit korn godt betalt. Men snart begynder indførsel af billigere fremmed korn. Den indfødte bonde, som nu har større produktionsomkostninger, maa slaa sine priser ned. Bondestanden udarmes. Middelstanden begynder at kjøbe jord som det sikreste, hvori den kan anbringe sine penge. Jordeieren vil nødig sælge; men der mangler ikke midler til at tvinge ham til det. Adelige godseiere ruineres og kjøbes ud. Blandt bønderne indføres f. e. byernes arveregler, hvorefter alle børnene faar lige del i gaarden. Eller man skaffer dem penge mod sikker- hed i gaarden. Formen for overtagelsen af jordeiendommen er høist forskjellig. En samler uhyre godser og lader dem drive ved hjælp af daglønnere, andre lader bønderne beholde sine gaarde i forpagtning, hvis de ikke nøier sig med at have penge staaende som hypothek i dem. Driften bliver mere intensiv. Tildels ombyttes kornavlen med fædrift, faareavl eller dyrkning af handelsvækster. Bønderne flytter i masse til byerne eller vandrer ud af landet; bondehusene viger for herregaarde eller daglønnerhytter, og tiderne bliver paa grund af den sterke konkurrance slemme for de bønder, som endnu bliver paa sine gaarde.
Handelens blomstring begynder i almindelighed først, efterat middelstanden har faaet en fremtrædende politisk betydning. Men ellers giver ogsaa deres pengemagt dem vegt i det offentlige liv; thi staten trænger i slige tider mange penge; den bygger havne, veie, krigsskibe o. s. v. Middelstanden blomstrer prægtig. Men den tilførsel af friske kræfter, som den nu har nydt godt af, kommer ikke fra noget overskud inden bondestanden, men er denne selv, og kan derfor kun vare en begrænset tid, og naar den stanser, mangler middelstanden sin vigtigste livsbetingelse, og saa begynder den at leve paa sin fortid, men denne er ikke god at leve paa for middelstanden. Forf. paaviser en saadan udvikling flere steder f. eks. i de gamle italienske handelsrepubliker, Holland, Spanien. Han finder den ogsaa i England, og endog i de Forenede stater, mener han, har middelstanden trods landets overflødige rigdom paa jord allerede fremdrevet en kunstig udvikling, som har meget lighed med den, gamle kultursamfund lettere er udsat for. Der er indført høi indførselstold og kan derfor bydes høi arbeidsløn. Men da dette alene ikke kunde afholde arbeiderne fra at skaffe sig jord, har middelstanden kjøbt op uhyre landstrækninger og holdt priserne paa jord i veiret, og samtidig har den holdt kornpriserne nede ved at drive agerbrug i stor maalestok med maskiner. Paa denne maade er der opstaaet en fabrikindustri og en talrig arbeiderstand, uagtet der endnu ikke er dannet nogen. bondestand, som staar i rimeligt forhold til landets udstrækning.
Samfundet og staten er to forskjellige magter, skjønt de kun er forskjellige former for et og det samme. De har forskjellige interesser og opgaver. I samfundet hersker egoismen. De tre befolkningslag fægter hver for sig. Middelstanden søger at undertrykke arbeiderne og tilintetgjøre jordeierne; og de andre stræver, saa godt de kan, for sine interesser. Derfor er nationalforsamlingerne, som fremgaar af folkevalg, blot repræsentanter for særlige interesser, og kun naar hvert befolkningslag var lige sterkt repræsenteret i dem, blev der ærlig kamp mellem interesserne, saa de forskjellige ønsker og krav kunde afveies mod hverandre. Andre opgaver har staten. Den skal varetage alle klassers interesser og tillige de kommende slegters. Den faar paase, at ikke det ene befolkningslag ødelægger det andet til skade for dem alle og for fremtiden. I vor tid er det, hvorpaa det mest gjælder, at regjeringerne har sin opmerksomhed henvendt, bondestandens bevarelse i de lande, hvor det endnu er tid dertil.
Ulrik Sverdrup.