Hvad Mennesket veed, bør troe og gjøre
HVAD MENNESKET VEED, BØR
TROE OG GJØRE
EN UNDERVIISNINGSBOG FOR
SANDHEDENS UNGE VENNER
AF
HENRIK WERGELAND
CAND. THEOL.
1829
men værer Børn i Ondskab; i Forstand
derimod værer fuldvoxne!
1. Cor. 14. 20.
FORORD
Jeg kaster et sørgmodigt Blik paa Millionerne af mine Medmennesker, paa den store Masse af Folkene, hvis hele Kundskab indskrænker sig til deres Haandterings Haandgreb, hvis snevre Tankekreds ikke hæver sig over Erkjendelsen af de vigtigste Pligter, saaledes som de lære disse at kjende af de ti Bud; paa de Millioner af Ynkværdige, som, af Mangel paa en fordøjelig Næring for deres Fatteevne, henslentre deres Liv i Fædrenes Fodspoer kun skilnende sig fra disse ved nyeopfundne Laster, der opkomme i deres øde Hjerner som Ukrud i forsømte Haver, og gaae tilsidst ligesaa dumme i deres Grav som de stege af Vuggen. Ja det er en sørgelig Sandhed, som paatrænger sig os med Erfaringens hele Kraft, at Aar attenhundrede og tredive efter den store Reformator Jesu Christi Byrd, staaer den store Masse af Folkene, uanseet de forskjellige Lande og Religioner, ligesaa lavt paa Lysets Stige, som Jøderne paa Christi Tid, der fyldte Qvarantanias Klippehuler og de Syges Aarer med Djævleskikkelser, og, stirrende paa Frelseren, ventede Gjerninger af ham, der skulde kunne forudsætte en Ophævelse og Suspension af de evige, urokkelige Naturens Love. Hvor skulde vi søge Grunden hertil uden i den Opdragelse, som bliver dem tildeel? uden i det Underviisnings-system, som af Regjeringerne anvendes paa den store Folkeklasse? I hvor mange Stater ødes ikke Formuen paa at erhverve det udvortes Skin, en flagrende Rødme, der, hvor hektisk den er, skal vidne om indre Kraft og Orden: om at Staten er i sin rette Gang, medens Tanken om Statens højeste Maal, dens himmelske Betydning synes fjernet — ja stundom saa fjernet, at den, som drister sig til at lægge Fingeren paa de Sovendes Øine, eller trække de Staternes Fædre i Kjolen, som adsprede sig med alskens jordisk Tant, som f. Ex. holde et glimrende, stedse færdigt Forsvarsværk for det Allervigtigste, udsætte sig for at dele Skjebne med Landsforræderen. Men Fuldkommenheds-ideen maa dog svæve glorieklar over det hele Samfund som over det enslige Hjerte? At det er saa, vise Staterne ved at gjøre det almene Opdragelsesvæsen til deres nærmeste og højeste Interesse, ved at vække Tænkekræfterne hos de Sjele, hvis Legemer de benytte til Jorddyrkere, Arbeidere eller i Gelederne — ikke ved blot at stemple dem med Navnene af en eller anden Troessætnings Bekjendere. Jorderigerne skulle dog aldeles ikke være Andet end Opdragelses-anstalter for højere Saadanne i himmelske Riger. Men en Alretfærdighed opflytter i Klasserne. Det er denne Alretfærdighed, som det er saa Mange om at gjøre, under Navn af Guds Naade, uvis og precair. Dens Grundlov er skreven i det hele Livs Uddannelsesevne; dens Forjettelser ere nedlagte i enhver Sjel, nemlig den Vished: at hvert Menneske hisset nyder Lyksaligheden eftersom hans Tænkekraft og Dydsstyrke (hans Selvbevidsthed, moralske Kraft) er hævet og klarnet. Men er nu ikke Bestyrelsen af de lavere Skoler slet, naar de sende Millioner af sløve Kandidater til de øvre? Graven modtager dem, og maa sende dem videre; men de komme ikke hisset i saa høi en Aandens Klasse, i saa fuldkomment et Guds Rige, som de kunde kommet, hvis — ja hvis . . o der ere flere Grunde dertil end denne, at deres Opdragere her, Overhovederne hellere ville være Generaler end Skolemestre.
Lad nu hiint højeste Maal for Staterne ikke være forrykket i En ligeindtil at betragtes som Bihensigt; lad der endog findes en Stat, hvor ABC’en agtes højere end Bajonetten, hvor den gemene Soldat kan læse ligesaa flinkt som skuldre og forstaae at fatte Aanden i sit Kald, at fatte sin Anførers Hensigter, og kun, hvis de ere gode, gjør sig til et Redskab i hans Haand, hvor man ikke anvender flere Skatter paa klingrende Hære, paa Slotte osv. end paa Oplysningsvæsenet, hvor man ikke holder den dorske, i Alt taalmodige, alene trællende Statsborger for Idealet af et Menneske — kortvarig, overfladisk kan dog kun den Flid og Omsorg blive, som man anvender paa den store Klasses Dannelse, den Opdragelse hver Folkelærer kan give de hundrede nye Disciple, der hvert Aar strømme til ham. Var nu denne almene Underviisning en Begyndelse, en Anviisning til Tankeudvikling, til Vækken og Opklaren af Begreberne, en Næring for Tænkningen, hvori Sjelens Liv bestaaer, en Fremskyden til videre Tænken (Aandsuddannelse) ved at give denne Retningen, en prometheusagtig Berørelse af det raae Menneskes slumrende Tænkekræfter, der altid da, som den rørte Balsamine, slaae sig ud, og følge den aandige evige Bevægelses Love — da kunde der ikke være mere at fordre — da var der ligesaa mange Sjele paa Jorden som menneskelige Legemer. Thi nu ere Millioner Sjele suspenderede: deres Kræfter ere lammede for dette, for et heelt Liv. „Den, der har tænkt (siger Rousseau i sin Emil) vil stedse vedblive at tænke; og den Forstand, der eengang er bleven vant til Overlæg, kan ikke siden overgive sig til Ørkesløshed. Naar Mennesket først har begyndt at tænke, ophører det ikke igjen saalænge det lever.“ Men netop det Modsatte er den naturlige Følge af det gjængse Opdragelsessystem, der anvendes paa den store Masse af Folkene.
Det hedder: vi kunne kun bibringe dem Religion. Vi kunne ikke mere end uddanne dem til Christne. — De have Ret; dog mere i det Første end i det Sidste. Men hvad faae de af Religionen uden nogle, for Aarhundreder siden, i mørke Tider til Troesartikler ophøjede, theologiske Meninger eller Læresætninger, hvis naturlige Ubegribelighed banlyser ethvert Forsøg paa at tænke over dem? ja selv den Lærdeste svimler naar han vil nærme sig dem med sine Tanker. Kan da saadanne Materier kaldes passende Næring for den spæde Tænkekraft, der er ethvert Barn naturlig? Dog skulle de Alle i det 6te, 7de, 8de Aar lære at læse, og have da ingen andre Bøger end saadanne, med Udtog af den abstrakteste Dogmatik, med Lærdomme, som ere ligesaa langt hævede over den meest Oplystes som over den Raaestes Tankekreds, derfor forbause og — ikke fremkalde, men fremtvinge Troen — uden Overbeviisning (thi de have ikke faaet Noget, som de kunne fatte og bedømme) og Pligternes Opfyldelse — uden deres Erkjendelse — altsaa en Dyd uden Værd.
Efter en saadan Underviisning, som alene kommer Hukommelsen tilgode; uden at have faaet et eneste Begreb, eller være bleven lærte at udvikle saadanne af deres egen Evne, hvilken ogsaa af deres Sandselighed gjerne holdes i Slummer, kaldes den største Deel af Folkene voxne paa Sjel, som de virkelig ere det paa Legemet, fuldlærte, og de gaae nu ud i Verden.
Hvad Under at Millioner ere aldeles tanketomme, uden Mindelse af deres Sjelekræfter, ja saa sløvede at de føle Modbydelighed, ikke Trang, til Oplysning og Aandssysselsættelse? Kast et Blik i en Bondehytte en Efteraarsaftens tidlige Qvelsdæmring: Folkene komme ind! de have tærsket nogle Timer den Dag: den lange Aften staaer for: en søvnig Samtale om ubetydelige Ting knyttes for om en halv Timestid aldeles at opløses i Gaben: Sengen søges, eller de sidde endnu en Stund aldeles tanketomme hver i sin Krog. Det bliver altsaa en Sandhed, at den store Mængde af Mennesker, som leve saa, ere meest Mennesker, naar de tærske og pløje. Er deres Arbeide forbi, saa er det forbi med dem. Det er deres eneste Liv. — Et tydeligere Exempel paa den liden Tænkekraft, der bliver Mennesker, efter hiin Methode opdragne, tildeel: Millioner vandre under Stjernerne, uten at disses herlige Syn vækker et Spørgsmaal hos dem, uden at de nogensinde have hørt det opløftende Svar: de ere Guds Verdener vandrende over dit Hoved. Den eneste Idee de derom gjøre sig er, at de ere Zirater, som Stueuhrskiven og Skilderier paa en Væg. Selv Kundskab om Verdensbygningen, der dog er ligesaa simpel som opløftende og skikket til at vække ophøjede Tanker og Følelser, bliver dem ikke tildeel. Naturligviis tales her blot om en simpel anskuelig Idee deraf. Det Positive, som udelukkende er dem bibragt, har fremavlet i deres øde Hjerner (lignende en Ørk hvor det eneste som hæver sig over det endeløse Slette er et sort Veikors) en dunkel Nødvendighedstroe. Det er dem aldeles uvant at søge Grunden til et Phænomen i Tingens Væsen. Fældes f. Ex. En af Lynet formedelst egen Uforsigtighed, beregne de ikke denne eller finde en naturlig Grund til at Lynet slog ned paa det Sted, men de ere meget tilbøjelige til at antage det Lyn for en Skjebnes Finger, der vilde have naaet sit bestemte Rov, hvor det end havde skjult sig. I Sygdomme gjør den samme dunkle Tro dem meget passive og tvivlende om Medicinens Hjælp. Der maa overnaturlig Hjælp til. Saaledes ere de lavere Klasser i Intet forskjellige fra deres Oldefædre (og dog siger man at Menneskeheden gaaer vældigen fremad?): i 20, 30 Aar har et saadant Menneske Intet andet lagt til sin jammerlige Aandsskat end et Par Psalmer maaskee. Lægger man hertil endeel Erfaringer, hvilke dog aldrig tjene ham til Kime for Betragtninger, samt endeel nedarvet Overtroe, saa har man registreret Almuesmandens Hjerneinventarium. I aandig Henseende ere de store Folkemasser hinanden lige fra China til Nordcap. Kun de dannede Klasser gjøre Forskjellen mellem Tyrkiet og Frankerig. Nationalcharacteren er noget Andet. Den lader sig henføre under Naturhistorien og Geographien. Hiin den store Folkemasses forsømte Tilstand er Aarsag til den Adskillelse, der, selv i Fristater uden Adel, finder Sted mellem de Simplere og Dannede, saaat disse betragte hine med en mærkelig Ringeagt og holde sig aldeles for sig selv. Og ligesaa modbydeligt maa ogsaa dens Selskab være, der (han være noksaa brav Mand forresten) er umælende, hvis man ikke gaaer ind i hans snevre Erfarings-kreds, inden hvilken selv dog enhver Slutning er ham fremmed, som behageligt den Bondes f. Ex. som røber Tænkning og Videbegjær, for hvem en Tankeudvexling ikke er uvant, hvem man mærker at man kan være til Nytte. Slige gives der dog. Men her har Naturen hjulpet. Dog er selv disses religieuse Overbeviisning for det meste meget svag og vaklende, og det er, fordi der i deres Ungdom ikke blev lagt nogen Grundvold dertil der blev ikke lært dem noget, som deres gode naturlige Forstand kunde fatte og omfatte i deres hele Liv. Sædeligheden er derfor i det Hele taget ikke stor hos dem. Deres slappe Tro (Mangel paa Overbeviisning: Skepticismus) viser sig tidt især ved at gjøre Alt Gudstjenesten vedkommende til fast Maal for deres Lune. Børnene høre til, lee, gaae næste Morgen til Præsten, og nu — er der et uudfyldeligt Gab i deres Overbeviisning. Paa den ene Side ligger Cathechismen, paa den anden Fædrenes Raisonnements. Skulde ei, ikke alene for den Klasse, men for Alle, da være høi Tid at lære dem, hvorvidt Grendserne for Menneskets Viden strække sig; at Alt paa hiin Side disse, aldrig kan indsees med Vished, men at hvad deraf skal vorde Troesgjenstand maa kunne udledes af ethvert Menneskes Fornuft og saaledes være indlysende for Alle.
Trækkene til dette mørke Malerie, dette Natstykke midtiblandt vort Aarhundredes glimrende Transparenter, ere ikke hentede fra Salonerne (skjøndt den der herskende Yderlighed i Indifferentismus, den fade, tomme, forfængelige Aand, som der er forherskende lader sig forklare af samme Grund; thi ogsaa disse Væsener have været Børn og med Taarer, hvis Aarsag de ikke kunde forklare sig, i Kirkerne gjort Rede for hiin ufattelige Børnelære) men de ere hentede fra Hytterne, fra Kakkelovnskrogene, fra Kroerne, som fra Kirkegulvene — de ere (saavidt man vil indrømme en ung Mand Evne til at opfatte tilstrækkeligen og Menneskekundskab) optrukne efter Erfaringens mathematisk sikre Samlinier. Vare de ikke det, turde jeg ikke vove at erklære: det Folk er forraadt til Mørket, som ingen anden Næring for deres Sjelekræfter faaer end nogle Sætninger, som, efter deres Natur, ikke kunne være Gjenstande for Fornuftens Prøvelse (Eftertanke) og Dom; men meget mere befale denne afsat indtil videre[1]; og som da heller ikke, i egentlig Forstand, kunne fremvirke en Tro, der er grundet paa Overbeviisning: at den christelige Sædelære er, da den er Fornuftens egen, aldeles skikket til, i Forening med de fattelige og, som Troesartikler, ene vigtige Lærdomme om Gud og en Udødelighed, at udgjøre den udelukkende Gjenstand for Folkeunderviisningen.
Kort — for at vække Begreber, maa man ikke strax, i Begyndelsen gaae udenfor deres Grændser:
Der ere Aander i Himlen — og blandt dem vor forklarede Frelser — som engang herneden arbeidede af al deres Kraft for den store Menneskehed. O, Forsyn, velsign deres Frugter, at de ikke falde af ubenyttede! De fremblomstrede for de Fattige i Aanden.
Er Hjertet fuldt af Medynk, da være Hovedet fuldt af Tanken om Hjælp. O, nys, da jeg saae ind i Folkemassens Hjerner — hørte min egen Klage gjenlyde som i en Ørken — hvor fandt jeg min, ved den uvilkaarlige Samstilling, riig! og nu, da jeg overtænker, hvorledes jeg skulde kunne hjælpe, hvor arm!
Min Følelse er for varm til at døe hen i sine Suk, til at qvæles af Mistvivl, hvor gjennemtrængende isnende den end er, til at kjølnes af Forudfølelsen af Miskjendelse. Jeg skylder den et Forsøg. Der er Triumf i at følge sin Overbeviisning, i at lyde sin Samvittighed.
Min Opgave er da, at give en Prøve, et Udkast til en Underviisning i de alene vigtige Sandheder, saaledes som jeg troer de lade sig fatte af Børn paa 10 Aar, almindeligen taget, og af udannede Mennesker af enhver Stand. Dog gaaer jeg først over til disse efter at have fulgt i Underviisningen den menneskelige Sjels Udvikling. Barnet giver sig blot af med at sandse og erfare. Verden sysselsætter det alene, uden at det tænker paa sig selv. Dette sidste tillige gjør Ynglingen. Paa denne Erfaringens Grundvold bygger Manden sine Slutninger. Den naturlige Underviisning for et blot Barn var da blot Naturhistorie, Beskrivelse over saadanne Ting, det selv har Anledning til at kjende, for det tilvoxende Menneske Sædelæren; for den Voxne de speculative Sandheder. Men i at lære bogligen gaaer man alletider forud for Alderen. Jeg vil da stræbe at forene alle tre Gjenstande saaledes at dette Udkast, idet det gaaer fremad som de Læseres Fornuft, det er bestemt for, med Erfaringen, kan vække deres Tænkekraft, vinde deres Fornuft, og derved hjælpe denne i at lede sig frem til hine alle vigtige Troessandheder, til en urokkelig Troe, da den er grundet paa Overbeviisning, da det maa synes dem indlysende, at de, ved at tænke over hvad de have lært af Tilværelsen gjennem deres Sandser, vilde have kommet til de samme saliggjørende Erkjendelser af Tilværelsens Ophav og Bestemmelse.
INDLEDNING
Det bør Mennesket først at vide Hvad det selv og det, han opdager udenom sig er; dernæst hvad det selv især skal blive, og hvorledes det kan blive dette.
Denne Kundskab om Hvad Mennesket, som vi kjende det, og hvad vi opdage udenom os er, eller Læren om Tilværelsen, er Gjenstanden for alle saakaldte verdslige Videnskaber. Vor Indsigt deri kaldes Viden. — Denne Kundskab om Hvad Mennesket skal blive, eller Læren om Bestemmelsen er Gjenstanden for den saakaldte aandelige, himmelske Viden, som meddeles i Religionslæren. Vor Indsigt deri kaldes Troe, da den er en Frugt af Slutninger, ikke af Erfaring.[2]
Denne Kundskap om hvorledes Mennesket bliver det, det skal blive: om hvorledes Mennesket naaer sin Bestemmelse, affattes i Sædelæren. Den lærer os den rette Tænke- og Handlemaade.
Det Menneske, som redeligen stræber at forene og anvende Indsigter i denne trefoldige Viden, saaledes at han er istand til ved Overlæg at bringe sin Tænke- og Handlemaade[3] i Overeensstemmelse med sin Troe og sin Viden — det Menneske kalde vi et sædeligt, godt, fornuftigt og gudfrygtigt Menneske, velbehageligt for Gud, sig selv og lignende Medmennesker.
Til denne redelige Stræben hører ogsaa, som en Begyndelse, Prøvelsen af denne Bog.
I
HVAD MENNESKET VEED
A. OM VERDEN
Alt Tilværende, som vi blive vaer, deler sig for os i Himmel og Jord. Tilsammen kaldes det Alverden. Paa Himmelen opdage vi utallige lysende Legemer: Sol, Maane og Stjerner; paa Jorden utallige Skabninger, Stene, Planter og Dyr.
For at gjøre os et rigtigt Begreb om Himlens straalende Legemer, maae vi vide, at vor Jord, hvoraf vort Land ikkun er en liden Plet, er et kugledannet, stort, i Himmelrummet svævende Legeme (Jordkloden) som erholder Lys og Varme og Bevægelse fra et endnu meget større Verdenslegeme: Solen. Vi kjende da tvende Verdenslegemers Beskaffenhed, nemlig Jordens, at den modtager Lys, Varme og Bevægelse, og Solens, at den uddeler Lys, Varme og Bevægelse. Vi slutte heraf, at de øvrige Himlens lysende Legemer, der formedelst den større Frastand synes saa smaae, enten have en Beskaffenhed, der ligner Jordens, eller en der ligner Solens.
Det første finde vi at være Tilfældet med det Himmellegeme, som er os nærmest, nemlig Maanen. Den er ligesom Jorden et i sig selv mørkt Legeme, men oplyst af Solen, og den bevæger sig som Jorden, nemlig rundt om denne.
Bevægelse maa da især være den Egenskab, som skal passe paa de Himmellegemer, som skulle ligne vor Jord; thi om deres Bestanddele kunne vi intet erfare. Og vi finde en lignende afmaalt Bevægelse som Jordens hos ti Himmellegemer, hvilke vi derfor kalde vandrende Stjerner eller Planeter. Disse ere da Kloder, store Verdenslegemer som vor Jord; ja ved Beregninger og Seeredskaber er man kommen til Vished om deres Størrelse indtil Milemaal og deres Bevægelses Hurtighed. Man har fundet, at enkelte af dem ere meget større end vor Jord, samt have flere Maaner løbende om sig.[4]
De Stjerner hos hvem vi ligesaalidt mærke nogen Bevægelse som hos Solen, slutte vi ere Verdenslegemer lige denne. De kaldes faste eller Fixstjerner. At mindre Himmellegemer bevæge sig om større — Planeterne om Solen, Maaner om Planeterne — lader sig forklare af den Kraft til at trække til sig mindre Ting, en større Ting har.
Alle de Himmellegemer som saaledes ere i en afmaalt Bevægelse — det ene gjørende større Ringløb end det andet — om en Sol kalde vi en Verdensordning, et Solsystem. Vi kjende kun vort eget; men, da Fixstjernerne ere Sole, i alle de tusinde Stjerner, der vandre over vort Hoved: fra den straalende Nordstjerne til den dunkle Stjernetaage, ligesaa mange tusinde Middelpuncter for andre Verdensordninger.
Ja, alle disse straalende Punkter paa den Deel af Verdensrummet (Himmelen) som vi kunne øine, og alle de Stjerner, som, formedelst deres Mængde og uhyre Frastand, for vort Øje synes som en udflydende Taage (Melkevei, Taagestjerner) ere Sole som vor Sol, imod hvis virkelige Størrelse Jordens ikkun er som et Sandkorn imod dens synlige; og dog er vor Sol kun et Punct, som de andre Stjerner paa Himmelrummet, dog maa den fra andre Verdensordninger alene synes som en Stjerne! — hvor er da Verden umaalelig i sin Størrelse, som ubegribelig i dens Oprindelse og Vedvaren! Hvor ubetydelige, hvor henveirede i dette Alt som Fnug synes vi ikke ved dette Skue, og dog hvor ophøjer ikke den næste Tanke os: den, at vi dog kunne beskue alt dette, at vi ikke kjende nogen anden Skabning, der kan dette.
Naar vi tænke os en flere tusinde Mile i Omkreds stor Kugle halvt skinnende som Maanen — thi det Halve kan kun belyses af en Kugle paa engang — halv nedsjunken i Mørke, fuld af mylrende Liv, med uhyre Bjerge, Dale og Have, omgivet af en Dunstkreds, brusende os forbi i sin Rullen gjennem Rummet, — da gjøre vi os et nærmere Begreb i det Hele om den enkelte Verdensorden vi kalde en Planet; da opløfte vi os over Jorden og see den som den er heel hvine os forbi.
Tænke vi os en Kugle saa stor som alle Planeternes tilsammenlagte Masse, stillestaaende omgivet af et gjennemtrængende lysende Stof, eller — maaskee tydeligere om ikke saa rigtigt — en saadan Klode heel ibrand — da have vi et nogenlunde Begreb om Solen.
Der gives andre Verdenslegemer, der formedelst deres mindre bestemte Bevægelse og særegne Udseende, hverken kunne regnes til Planeterne eller Fixstjernerne (til Kloderne eller Solene). Deres lange lysende Hale giver dem Navn af Halestjerner eller Kometer. Af disse Egenskaber lader sig kun slutte, at de ere Kloder, hvis Masse endnu ikke har faaet sin Fasthed eller Tyngde, saaat den endnu er i Gjæring og Dunstkredsen maaskee blot opfyldt med varme, lysende Dampe som en Følge deraf.
Tænke vi os nu saadanne Sole med sine Kloder, Kloderne med sine Maaner, Verdensordning ved Verdensordning, over, under os, i et endeløst Rum, Alt i afmaalt, evig Bevægelse, hurtig som Tanken, da have vi et Begreb om Alverdens store Liv; vi see Allivets første, store Træk. Dets mindre skulle vi eftergranske paa Jorden, og saa finde Betydningen i det Hele.
Vor Jord finde vi bestaaende af følgende Grundstoffe: Ild, Luft, Vand, Jord.
Disses forskjellige Forbindelser vise sig som belivede eller ubelivede Legemer.
De belivede Væsener kaldes Dyr (Liv med Fornemmelse) og Planter (Liv uden Fornemmelse). De ubelivede Legemer Jord. (Mineralriget)
Hver af disse Naturriger indbefatte Klasser f. Ex. Dyreriget bestaaer af Pattedyr, Fugle (med rødt, varmt Blod), Amphibier Dyr, som kunne leve baade paa Land og i Vand, Fiske (med rødt, koldt Blod), Insecter, Orme (hvidt Blod). Planteriget af Træer, Buske, Planter, Urter, Svampe, Moser, Lav, Bregner. — Mineralriget af Jordarter og Stene, Salte, brændbare Mineraler, Metaller.
Hver af disse Klasser indbefatter efter visse Kjendemærker Slægter, og Slægterne igjen Arter.[5]
De belivede Legemer af samme Art adskiller sig i Han- og Hun-kjøn.
De belivede Legemer fremkomme ved Forplantelsen, som er en uforklarlig Følge af en Forening af samme Arts forskjellige Kjøn.
Ved de belivede Legemer lægge vi Mærke til Tilblivelsen, Ernæringen, Forplantelsen og Døden eller deres Deles Overgaaen til de ubelivede Legemer.[6]
De ubelivede Legemer fremkomme og forøges ved en Forening og Opdyngen af ligeartede Dele. Denne Orden er udfunden i Jordens mylrende Liv ved Naturhistorien eller Livets Beskrivelse. Naturlæren viser at Alverden og dens Liv er afhængigt af evige urokkelige Naturlove[7]: den søger at lære at kjende og benytte Naturens Kræfter. Saaledes forklarer den Himmellegemernes Bevægelse efter Tyngdens og Tiltrækningens Love; lærer Aarsagen til alleslags Luftsyn: Skyer, Lyn, Ildkugler osv.; finder Aarsagen til de fire Aarstider i de forskjellige Stillinger Kloden i sit Aarsløb om Solen maa antage; til Dag og Nat i dens Omvælten under Løbet; ja selv til Himmellegemernes runde Form.
Naturlæren er den vigtigste menneskelige Viden. Den har gjort Mennesket til Herre over Elementerne (det som ovenfor kaldtes Grundstoffene). Indsigt i Naturen og i Menneskets Sjel (Sjelelæren) har fremfødt Religionen ɔ: ophøjet Mennesket over Naturen.
Kaste vi et Blik over Jorden selv, finde vi at dens midterste Deel er den varmeste og rigeste paa levende Skabninger, da den, ved Jordens Bevægelse fra Vest mod Øst, er mest udsat for Solens Indvirken; men, som vi nærme os Yderpuncterne (Nord- og Sydpolen) tager Varmen og Livets Rigdom da Solens Straaler der falde i saa skraa en Linie, af. Den største Deel af Kloden see vi skjult med Vand (Hav) der deler Jorden i fem Jorddele, eller, da vi kalde Jorden i indskrænket Bemærkelse: Verden, Verdensdele.[8] Disse ere igjen enten af Menneskene vilkaarligen inddeelte i Stater, eller og ere de ved[9] naturlige Grændser (Floder, Bjergkjæder, Fjorde, Søer) afdeelte i Lande; disse igjen enten efter menneskelige Indretninger eller efter naturlige Grændser i Provindser, Amter o. s. fl. mindre Dele.
Men — vi maae lære at kjende denne Skabning, som saaledes skalter og valter paa Jorden efter eget Tykke! Vi see nogle Millioner af en udmærket Dyreart, mens de øvrige Dyr rode sig ned i Jorden og krybe i Huler, hist og her paa Jorden enten forme pragtfulde Bygninger i Stæder og løbe travle omkring, kaldende sig Handelsmænd, Arbeidere, Embedsmænd, eller dyrke Jorden og boe adspredt i mindre Samfund over den, kaldende sig Agerdyrkere og Hyrder og Jægere, eller færdes paa Havet i stolte Skibe og lave Snekker, kaldende sig Sømænd og Fiskere. Men alle kalde sig Mennesker, alle lige, trods deres forskjellige Farver: fra det hvide til det ravnesorte, trods deres forskjellige Levemaade. Skulle de være lige: denne der i Purpur og paa en Throne, og denne der, der vælter sig i Lænker for hans Fod? Denne her i Marmorhallen, og denne der ligesom de andre Dyr roder sig ned i Jorden, skjuler sit nøgne Legeme i en huul Træbul?
— Vi lukke nu vore Øine for Stjernehimmelen og for Jorden, og skue ind i en anden Verden, i — os selv, idet vi undersøge hvad vi vide
B. OM MENNESKET
Om Menneskets Legeme vide vi:
1) At det, som sammensat af de samme Bestanddele som de øvrige Jordens levende Skabninger (det henhører til Pattedyrene) er underlagt de samme Love for dets Tilblivelse, Væren og Død eller forgaaen: at det altsaa føder, ernærer sig, forplanter sig paa samme Maade — har de samme Hoveddrifter som ethvert andet dyrisk Legeme — at det paa samme Maade overgaaer i de livløse Dele, hvoraf hele den synlige Verden bestaaer:
2) at det i naturlig (nøgen) Tilstand hverken er, som de andre Dyr, udrustet til Forsvar eller Angreb, eller til at bjerge sig imod Veirliget:
3) at det mangler den Drift, vi finde hos mange Dyr, til blindthen at finde de sunde Næringsmidler og Lægemidler. Heller ikke er dets naturlige Styrke og Sundhed udmærket. Men det besidder
4) en høi Grad af Udholdenhed især som Evne til at leve af de forskjelligste, tilvante Næringsmidler under de forskjelligste Himmelegne: under Solens lodrette Straaler som paa Nordpolens Iissletter:
5) Evne til Kunstfærdighed, især med Hænderne:
6) en høi Grad af Dannelighed (Smidighed f. Ex.):
7) Taleevne og meget omfattende Stemme:
8) et skjønt, ophøjet Udvortes (fornemmeligt ved den opreiste Bygning og det aabne Ansigt) der selv synes at gjøre Indtryk paa de andre levende Skabninger. Man kunde ogsaa lægge hertil: i naturlig Tilstand alle Sandser (Syn, Hørelse, Følelse, Smag, Lugt) skarpe og i jevnt Forhold; thi om et andet Dyr har et Par Sandser udmærket skarpe, saa plejer det dog at mangle paa de andre.
Maa vi nu i blot legemlig Henseende i det Hele kalde Mennesket en udmærket Skabning, finde vi dog snart Grund til at kalde Mennesket den fortrinligste af alle os bekjendte Skabninger, naar vi vende Blikket i vort Indre. Vi opdage der en Forening af Kræfter, kjendelige alene ved deres Virkninger, som vi ikke kunne finde hos nogen anden Jordens Skabning. Det at vi mærke at vi gjøre os klare Forestillinger om hvad der indvirker paa Sandserne (vide, nævne hvad det er), og at vi kunne handle efter disse Forestillinger, hvorimod vi see Dyrene kun bevægede som Machiner, gjør os først opmærksomme paa os Selv. Evne til at gjøre sig Forestillinger kalde vi Fornuft, Evne til at handle efter Forestillinger kalde vi fri Villie. Begge disse Kræfters Forening i Selvbevidsthed kalde vi Sjel, Aand. Selvbevidsthed er ligesom Aandens Hjerte.
Ved Samvittighedens Uddannelse, den tredie Hovedevne i Sjelen, nemlig Evnen til at skjelne med Tilfredshed eller Fortrydelse mellem Godt og Ondt, forhøje og klarne vi vor Selvbevidsthed, altsaa forædle vor Aand. Fornuft eller i det Hele Forestillingskraft indbefatter Evnen til at føle, tænke, erkjende, slutte, dømme, lære, erindre, indbilde sig.
Fri Villie kan ogsaa siges at være Evne til at begjære og afskye, til at vælge og forskyde efter Forestillinger med eller mod Tilbøjelighed, med eller mod Samvittighedsfølelsen. Hvis den gjør dette Sidste, kalde vi Handlingen sædelig, moralsk; og vi kalde den ogsaa god og rigtig, hvis Andres Samvittighed maa bifalde den. Efter dette Begreb om Menneskets Sjel vide vi nu at Legemet, den er forenet med, kun kan være det som underordnet, som Redskab.
Mennesket er altsaa et sammensat Væsen: en usynlig Sjel i et synligt Legeme: aandige Kræfter forenede med legemlige.
Hiin Legemets Indretning svarer ogsaa til en saa udmærket Hensigt. At det er forenet med et fornuftigt Væsen afhjælper fuldkommen de Mangler det kunde synes at have. Legemets Værgeløshed er nemlig Aarsag i at Opfindsomhed og Klogskab udvikler sig i Sjelen; thi nu lærer denne Legemet at beklæde sig; den giver det Vaaben i Hænde, frygteligere og sikrere end Dyrenes; den veed at erstatte Legemet den Drift det mangler til blindthen at kunne finde de tjenlige Nærings- og Lægemidler, idet den ved at prøve alle Naturens Frembringelser anmærker sig de gavnlige: sætter Kundskab istedetfor Drift. Legemets Taleevne er Udtryk for Sjelens Tænkekraft. Legemets Kunstfærdighed for Sjelens Opfindsomhed. Legemets Udholdenhed fremhjælper den fornuftige Hensigt hos Mennesket at udbrede sig og med sig det ordnede Liv overalt paa Jorden. Sjelens Følelse af det Skjønne og Behagelige viser sig i Stemmens Velklang, i at pryde Legemet og forhøje dets Skjønhed og Dannelighed. Det udmærkede Udvortes eller Skjønhed, Menneskelegemet unægtelig har fremfor de andre Skabninger, er ogsaa et naturligt Udtryk for den ophøjede Plads Mennesket medrette tiltager sig over Skabningerne. Den er dets Kongesmykke.
Legemets Sundhed er en Stræben efter en Fuldkommenhed efter dettes Natur, altsaa en forgjængelig.
Men uafhængig af denne Legemets Stræben føle vi alle vore Sjelsevner, vor hele Aand belivet af en Attraa efter Fuldkommenhed, der forbliver ligesaa mægtig om vi vandre paa Gravens Bred, som da Livet stod for os i Ungdomsblomsten.
Heri have vi faaet et kort Begreb af Menneskets Viden. Vi kunne med Vished ikke vide mere end hvad vi kunne erfare. Fra Verdensordningerne, i stedse mindre og mindre Ringløb, til vor Jord, til dens Naturriger, til disses Skabningsrækker, til Rækkernes Familier, til disses Enkelte, har vor Sjel beskuende svunget sig indtil den sammentrak sig i sit eget Væsens Beskuelse for derfra igjen i større og større Ringløb at opsvinge sig gjennem de nye Rækker og Ordninger i den nye Aand-Alverden, den gjennem sig selv opdagede. Vi have Erfaringer, vor Viden for os, paa den bygge vi vor Troe. Af vor Viden lære vi vor Troe at kjende, som Aanden af Legemet. Vi gaae over til Slutningerne, som, naar almeengyldige, for enhver Fornuft antagelige, Beviser understøtte dem blive Sandheder faste som Erfaringens. Vor Erfaringskreds var stor, vor troesfaste Slutningskreds er ikke mindre.
II
HVAD MENNESKET BØR TROE
Ved at slutte
A) FRA VERDEN
Da vi vide, at en Virkning maa have en Aarsag, slutte vi af Verdens Tilvær, at den har et Ophav: af Verdens hele, visse urokkelige Love følgende Liv, af den Hensigtsmæssighed, vi opdage i disse Loves Virkninger (de Midler Naturen anvender til sine Formaal) at dette Alts første Ophav er en fornuftig Villie.
Men af vort eget Væsen vide vi, at en fornuftig Villie er Kjendetegnet paa Begrebet: Aand: altsaa er Alverdens Ophav en Aand.
Da vort Begreb ikke kan omfatte den hele Verden og vi derfor kalde den uendelig; saa forbliver ogsaa dens Ophavs Kræfter os ufattelige. Men af det vi fatte af Verdens Storhed og Kræfter, slutte vi: at dens Ophav er almægtigt; af dens Skjønhed Orden og Lyksalighed og Drift og Evner dertil som vi see tildelte enhver Skabning, at det er alviist og algodt.
Et saadant Væsen kalde vi Gud. (Alfader)
Som den, der ved sin Villie frembragte Verden nævne vi ham: Gud Skaber; som den, der vedligeholder uafbrudt Verden i dens Orden ved Naturlovenes uforandrede, og, da Alviisdommen fastsatte dem, uforanderlige Verden, Gud Forsyn (Opholder og Bestyrer).
Men en Aand, der er baade Skaber, Opholder og Bestyrer af en Verden om hvis Storhed og viise Indretning vi ikke kunne gjøre os nogen rigtig Tanke, og om hvis Hensigt dermed vi, efter al Erfaring, ikke kunne dømme end at den gaaer ud paa det Bedste — maa være det allerfuldkomneste Væsen.
Følgelig maae vi tænke os alle aandige Fuldkommenheder, hvortil vi i vort Væsen lære at kjende Spiren, hos Gud: Han maa have den højeste Forstand og Magt og den fuldkomneste Villie.
Den højeste Forstand besidder Alvidenhed (veed Alt det der har været, er og vil vorde) og Alviisdom (veed at anvende de bedste Midler til de bedste Hensigter). Sin Magt viser Gud ogsaa i sin Allestedsnærværelse (virker i alle Ting og over Alt) og i sin Evighed (Han er af sig selv, uden Begyndelse, uden Ende). Den fuldkomneste Villie besidder Uforanderlighed (er evig lige fuldkommen) Hellighed (vil ene det Gode) Godhed eller Retfærdighed (uddeler Lyksalighed efter Natur og Fortjeneste).
Af Guds Alfuldkommenhed følger, at han kun kan være Een.
At der er en Gud, at denne Gud er Een, at Alt af Ham er afhængigt — er vor første Troesbekjendelse.
Jo mere vi erhverve os Kundskab om Verden og dens hele Liv, jo dybere vi trænge ind i det Skabte eller i Naturen, desmere erfare vi, at Gud ikke umiddelbar, men ved Midler, som hans Alviisdom bestemte og hans evigtvirkende Almagt satte igang, virker paa det Skabte. De ere desaarsag evige og uforanderlige, og kaldes derfor Naturlove, Verdens Kræfter. Selv om Verden forandredes, om Livet forgik paa en Klode ved en aldeles Omvæltning paa denne, maatte det skee efter naturlige Love efter Almagtens Bud. Deres Væsen kunne vi naturligviis ikke kjende, men deres Virkninger ere Verden og Livet. De ligge aabne for os.
At Verden, da dens Kræfter ere evige, ikke kan gjøres til[10] Intet, men vel forandres efter disse Kræfters Love — at ingen Afvigelser i disse Naturens Love kunne finde Sted — er vor anden Troesbekjendelse.
Af den trinvise Stigen i Fuldkommenhed, som vi blive vaer i Skabningernes Række paa Jorden, fra Stenen og dens Mose og til Mennesket, der har naaet til Fornuft og Erkjendelse af sit Tilvær; af at Mennesket er det eneste fornuftige Væsen; af den forskjellige Aandsstyrke, som vi opdage hos forskjellige Mennesker, skjøndt dog den klareste Fornufts sandeste Blik er Erkjendelsen af egen Indskrænkethed og Ufuldkommenhed; af vor Jords Lidenhed mod andre Himmellegemer, af Himmellegemernes Overensstemmelse i Bevægelse og Beskaffenhed, slutte vi:
at Skabningernes Kjæde gaaer uafbrudt gjennem Verdnerne; at Menneskene ikke ere det sidste, ypperste Led i denne Kjæde; at der gives ædlere Skabninger end Menneskene — det er vor tredie Troesbekjendelse.
B) FRA MENNESKET,
fra Menneskets Attraa efter, og dets Evners Anlæg til en fuldkommen Uddannelse, som det her i Livet ikke kan opnaae; fra Sjelens rastløse Virksomhed, da den aldrig med Legemet sover, slutte vi, at dens Tilværelse ikke er forbi med Legemets, at den er bestemt for tilkommende Liv.
At vor Sjel er udødelig — er vor fjerde Troesbekjendelse. Da Sjelen ikke kan være virksom uden et Redskab, slutte vi, at den i det tilkommende Liv maa erholde et. Vi have Grund til at antage, at den allerede her er udrustet med et finere, for vore Sandser ufatteligt Legeme, hvorved den indvirker paa det synlige grovere. Altsaa: at vor Sjel hisset vil befinde sig virkende ved et saadant finere Redskab, ved et Legeme, der er endnu mere overensstemmende, skikket og hensigtsmæssigt med Sjelens Natur end det, den nu er forenet med: at dette bedre Legeme vil tiltage med Aanden i Skjønhed og Styrke — er vor femte Troesbekjendelse.
Da vi have Grund til at formode, at den Ulighed, vi mærke i Menneskenes Sjelskræfter, kommer af Legemernes tilfældige Indretning; da ikkun Faae her faae Anledning til at uddanne deres Sjel, medens en større Mængde er nedsjunken, og det ligesaa uforskyldt i al aandelig Elendighed, slutte vi, beraabende os paa den guddommelige Retfærdighed:
At alle Sjele hisset i Selverkjendelse ville vorde lige: at denne fortrinligste Sjelegenskab bliver strax den frigjorte Aands Kjendemærke (da vi her ikkun kunne hæve os til Selvbevidsthed, hvis Klarhed giver vor Sjel sin Rang hernede): at altsaa den, der her fordærvede for en Tid sin Sjel med Laster indsaae sit Tab med Smerte og Nag; den, der styrkede sin Sjel ved Dyder med Fryd sin Vinding — dette er vor sjette Troesbekjendelse.
Da Sjelene maae kunne hisset virke saameget fuldkomnere, slutte vi:
at der i hiin Verden vil gives den Onde Leilighed til at udsone sine Synder, der egentlig ere begangne mod ham selv, mod hans egen Fuldkommenhed og Lyksalighed, saasom Angeren bliver saameget skarpere som hans Erkjendelse af Forbrydelserne og deres Følger i det tilbagelagte Liv klarere, ja han maa og kunne fortfare i sine syndige Lyster, men til hans egen Plage, og ligeledes, at der i hiin Verden vil gives Leilighed for den Gode at voxe i Dyd — dette er vor syvende Troesbekjendelse.
Ved at betragte, skue ind i vor egen Sjel, opdage vi ligesom Forhallen til en uendelig Verden belivet af tænkende, fornuftige Kræfter, ligesom den legemlige Verden af blinde. Af saadanne fornuftige Kræfter bestaaer jo, som vi vide, vor Sjel, forenede i en uløselig Eenhed. Det Maal vi sigte til er Fuldkommenhed. Altsaa at Stræben mod Fuldkommenhed er den højeste Lov i den fornuftige Verden; at vor Fuldkommenhed er det samme som Guds, alle Kræfters Ophavs Villie — er vor ottende Troesbekjendelse. — Heraf slutte vi:
at ingen Skabning i Evighed, for stedse kan fjerne sig fra Maalet, den Algode satte for enhver fornuftig Skabning, fra Fuldkommenhed, eller kan unddrage sig Guds Villie. Dette er vor niende Troesbekjendelse.
Da vor Villies Frihed, Samvittigheden og vor Fornufts Indskrænkning ved Uvidenhed og Sandseligheden viser, at vi kunne fjerne os fra vort Maal for en Tid; da Samvittigheden fordømmer alt hvorved dette skeer, og kalder det Synd, men antyder ved en behagelig Følelse, naar vi nærme os det handle efter Guds Villie ɔ: overensstemmende med vor egen uforgjængelige, guddommelige Natur: saa slutte vi, at der gives Maader at være og handle paa som ere at foretrække for deres modsatte. At vi have Pligter — er altsaa vor tiende Troesbekjendelse.
Da Mennesket af Naturen er uvidende og altsaa udsat for Vildfarelse og Synd, ja har som sandseligt Væsen Tilbøjelighed, der kun saalænge man er uforskyldt uvidende er uskyldig i sig selv, til at handle mod Fornuftens Bud; og da Samvittigheden er en dunkel Følelse, der ene ved Erfaring, Erkjendelse og Indsigt bliver ret klar, saa slutte vi:
at den første Pligt er at skaffe sig Kundskab om Guds Villie, om vore Pligter, om Godt og Ondt, Ret og Uret — det er vor ellevte Troesbekjendelse.
Det Menneske, der erkjender en Gud — Udødelighed — Pligter, siges at have Religion.
ANHANG
Hvad vi videre udlede af vore Troessandheder
Af 1ste: Det er da en Umulighed for et fornuftigt Menneske at tænke sig Guddommen under noget Billede; en Afsindighed at dyrke ham i et saadant, og en Daarlighed i Bøger for Ungdommen at afbilde en Figur, der skal betegne Gud. Af 2den: Nogen egentlig Aabenbaring, umiddelbar Meddelelse af Guddommen, som endnu hist og her Presterne ville gjøre sig til af, gives da ikke. Man kalder saadanne især Sværmere, og de ere enten Bedragere med Overlæg eller Selvbedragere. Den Aabenbaring, Religionen siges at være oprunden af er ingen anden end den Aabenbaring der skeer i enhver Sjel, der sysselsætter sig med Tanker og da en Tanke vinder dens Bifald. Da troer Tænkeren, at han har fundet Sandheden og det Rette, med andre Ord, at det er ham aabenbaret ved den guddommelige Kraft han har i sin Fornuft; men for Folket, der er uvant med dybsindige Tanker, hedder det nu — især hvis Tænkningen gik ud paa en almeen Sag som Religion — at det er af Gud selv aabenbaret. Saaledes aabenbaredes Læren om en Gud for mange af Oldtidens Viseste. Gud har givet os Fornuft. Vi maae dermed være fornøjede.
Undergjerninger i den Betydning, at de skulle være Gjerninger afvigende fra de almindelige Naturens Love, have aldrig givets og finde ikke Sted. De betyde derfor ikkun Gjerninger, som de Uvidende undre sig over. Naar fordum fandtes Mænd, der besadde dybere Indsigter i Naturen — og det var fordetmeste Tilfælde med ovenomtalte saadanne Mænd, der vilde udbrede Lærdomme — end deres uoplyste Medmennesker, og de for disse (f. Ex. ved at helbrede Syge, nedlede Lyn, forudsige osv.) afgave Prøver paa deres udmærkede Indsigter saa raabte man strax: Propheter, Vise, Hellige, Spaamænd, Troldmænd, Gudsmænd og Mirakler, Undergjerninger, Guds Gjerninger osv., troede at Naturens Kræfter vare dem uden Undtagelse aabenbarede og til fri Afbenyttelse, opdigtede Aandskræfter som skulde være deres Trælle, og satte dem i en gjensidig Hjælpeforbindelse med den Almægtige. Mange holdt egennyttigen Folket i en saadan Tro; Andre saae sig nødt dertil for at vinde Indpas i Gemytterne for deres Lære. Enten nu denne var sand eller ikke, indsee vi da let, at saakaldte Undergjerninger Intet kunne bekræfte uden Udøvernes større Indsigt og Klogskab. Gud har givet os Fornuft og gjort Naturens Love ved sin engang bestemmende Viisdom og Magt uforanderlig. Vi have altsaa en lige Traad til at lede os ud af Hvirvlerne i Livet, og behøve ingen Sværd til at overhugge Knuderne, der kunne løses af kløgtige Fingre uden at Traaden gaaer af. Med hiint af Gud os Indrømmede maae vi være fornøjede. At bede om Ting, der ere umulige og mod Tingenes stadige Orden, er vanvittig Egenkjærlighed og Sværmerie. Bønnen har en ganske anden Hensigt.
At ængste sig for Verdens Undergang, fæste Lid til Spaamænd derom eller til nogen udmalet Beskrivelse over den saakaldte Dommedag, som om den bogstavelig kunde udtydes er da ufornuftigt. En Verdensforandring eller Forandring af en enkelt Klode, f. Ex. vor Jord, bevirket af de vældige Naturens Kræfter, til det Bedre, er ikke umulig, og maatte sandsynlig foraarsage hele eller en stor Deel af det datilværendes Undergang — ja vor Jord har ved den store Oversvømmelse som kaldes Syndfloden oplevet en saadan, der dog ei ødelagde hele Jorden, og de Jorden omflydende Vande, Mosebog i Skabelseshistorien omtaler skrive sig vel fra en Tanke om en lignende aldeles Omvæltning — en saadan er altsaa ikke umulig, dog neppe, efter Verdens skjønne, saavidt vi vide, i mange Aartusinder uforandrede Orden, saa snart at formode.
Ja betragt nøje Skabningskjæden, især Overgangsledene fra Naturrige til Naturrige. De ere i højeste Grad beundringsværdige. Saaledes Korallerne paa engang Plante, Dyr og Steen og Polyperne Plantedyr, begge i Vandet: Hvalerne, Sælhunden osv. paa engang Pattedyr og Fisk: Bævere med fiskagtig Hale: en slags Odder med fuldstændig Andeneb; Planter med Pirrelighed, saaledes at de trække sig sammen ved mindste Berørelse, som om de havde Følelse osv. Ligeledes, ja, en højere Opmærksomhed og Forundring tiltrækker sig den gradvise Stigen i Dyrenes Anlæg, hvilke hos enkelte Dyr (Hunden, Elephanten, Hesten) ere saa beundringsværdige og dannelige at vi næsten maae kalde dem halvfornuftige Skabninger. Hvad Pligter vi ogsaa skylde dem skulle vi siden lære. Men vi kunne ligesaalidt afgjøre noget Vist om Dyrenes Væsen, paa det nær at visse ædlere Tilbøjeligheder, f. Ex. Hengivenhed, Taknemlighed, Troskab, Høimodighed, ja ædle Lidenskaber som en vis Grad af Stolthed, Medfølelse og Sorg ere hos Enkelte umiskjendelige som om de over os ophøjede Væsener, vi antage.
Af 3die: Indbildningskraften kan ikke fyldestgjørende udmale sig disse ædlere Skabninger. Naar den ved Penselen søger at forklare sig, faae vi en skjøn, lys, med Straaler omgivet bevinget Menneskefigur. De første Egenskaber betegne deres ophøjede Natur; Vingerne den særegne Tanke om deres Lethed og aandige Væsen, at de ere, hvor de tænke sig at være. Vi kalde dem Engle. Dog ere Jødernes opdigtede Gabriel, Raphael osv. 7 Erkeengle eller Anførere for Englene, Satan Fyrste for Djævlene eller de onde Engle, Dæmonerne altfor raae Tanker hvoriblandt ogsaa den at Pesten skulde være en Engel, Herrens Morderengel til at de skulde kunne passe til vore om de ædlere Aander. Nedenfor skulle vi bevise Urimeligheden af at antage en ond mægtig Engel eller Djævel. Om disses Beskjæftigelse kunne vi naturligviis ligesaalidet dømme, som om noget Andet deres Væsen betræffende. Vi ere vante til at høre at de skulle, forsamlede om Guds Throne, lovsynge Gud. Dette er kun et Billed, taget af den jødiske Kong Davids musikalske Tempeltjeneste, og er at forklare ved den Salighed de nyde i den nærmere Beskuelse af Guds Magt, Viisdom, Godhed hans Herlighed, som ser dem tydeligere aabenbaret i hans Gjerninger og i deres eget Væsen. Det er ikke ufornuftigt, at antage at andre Himmellegemer ere Levepladse for saadanne ædlere Væsener, som den mindre Jord er for os; og ligeledes, at de, som os, ere indskrænkede til visse Virkekredse, som dog maa være udvidede efter deres ædlere Natur. Den Selvstændighed og Frihed vi have som fornuftige Væsener forbyder at antage nogen Indflydelse fra dem paa os. Sygeligt Selvbedrag eller overlagt Bedragerie taler om nærmere Omgang med andre Verdeners Beboere. Muligens kunne vi ikke gjøre os synderlig bedre Forestillinger om disse end Dyrene om os. Det synes at være tilladt for Skabningerne at skue nedenfor sig, men ikke ovenfor sig.
Af 4die: At Sjelen skulde slumre i Graven til den yderste Dag, og da først vaagne er da en fornuftstridig Mening. Et heelt Liv fuldt af Virksomhed har sin Vugge i Graven. Den vil faae nok at bestille med sin Erindring af det tilbagelagte Liv. Saamange Mennesker døe i den spædeste Alder, uden at have tænkt, talt, ja døe i Modersliv? Naturen er riig — af et bladfuldt Træe falde Frøfnokkene af — Træet brammer ned; men tusinde affaldne Fnokker spire. Ja disse Mennesker have ogsaa en Sjel og da en Evighed. I Mødre, som græde over Eders Spædes Liig, over Eders Skjøds Smerte spildt strax eller nys forvandlet til Liv og Fryd og nu til Død og Sorg — seer dog gjennem Eders Graad det skjønne Haab: I ville møde Eders Børn voxne igjen, som modne Aander. Dette Haab er en Overbeviisnings Foster, født i Alvor, opammet af Smiil!
Af 5te: Vi kunne blot tænke os at vort tilkommende Legeme skal være et fuldkomment Aftryk af vor Sjels Tilstand. Vi tør saaledes gjerne tænke os lykkelige Aander som skjønne, straalende Væsener; ulykkelige med et blegt, skyggeagtigt Udvortes. Men da disse kunne gjenvinde deres Sjels Kraft, saa hæver sig med denne deres Legems Fortrinlighed. En saadan Sjelens Udrusten med et fuldkomnere Redskab (Organ) have vi hørt nævne „Opstandelse“. At vore jordiske Legemer skulde endnu engang, eller endog forbedrede, tildeles vore Sjele, er baade en Umulighed, da vi kunne overtyde os om, at de vel ei aldeles forgaae, men dog aldeles opløses og overgaae i de Dele, den synlige Verden bestaaer af, som og en lidet trøstelig Lære. Ligesom vi kunne gjøre os vist Haab om at vore Sjele skulle være Blommer i Himlen, saa er og alt det Haab vi kunne gjøre os om vore nuværende Legemer, at de engang maaskee ville give Farver til en og anden venlig liden Smaablomme, der vil spire paa vor Gravhøi.
De hæslige Billeder af Beenrade, Gjengangere eller Spøgelser høre allene hjemme i en skranten Hjerne. De ere den tykke Overtroes magre Fostre.
Af 6te: Forbrydelserne, Elendighederne ere ene Følger af Selvkjærlighedens Udartelse, af den ufornuftige Egennytte, og dennes Vanartelse kommer alene af Uvidenhed om vort eget Væsen, af Mangel paa Selverkjendelse og Kundskab om Hvad der er vort sande Gavn. Sandseligheden og den Orden i det menneskelige Samfund, som inddeler Menneskene i to ulige store Dele: Trællende og Nydende, Nødvendigheden for de Fleste at sørge deres hele Liv igjennem allene for deres jordiske Tilvær bevirker denne Mangel. Men det er klart, at i hiin Verden hverken det Ene eller Andet af disse kan finde Sted. Altsaa faae alle der den rette Selverkjendelse og, ved den, den sande Selvkjærlighed tilbage. De blive alle i sædelige Kræfter lige, naar Forskjellen, som var imellem dem hernede er ved Legemets Fraskillelse ophævet ɔ: alle lige stærke i at see hvad der er Ret og Uret, hvad der var Godt og Ondt i deres Liv. Forskjellen imellem Sjelene hisset bestaaer da i Samvittigheden. Alle ville indsee at de syndede af Uvidenhed, som ikke altid var forskyldt, af Skrøbelighed, som oftere var forskyldt, og ofte mod deres bedre Vidende, altsaa aldeles forskyldt. I Samvittigheden have vi Domsbogen. Selverkjendelsen læser i den med Hukommelsens Øje. Den hvalte Grav er det sorte Bind.
Kundskaberne i Verdens Ting maa ogsaa komme dem, som erhvervede dem, hisset tilgode, og disse erholde da Forspring for de andre Sjele; men Evne til at erhverve sig Viden vil vorde lige for Alle. Kun Færdigheden i at benytte den vil deri gjøre Forskjel. Samvittigheden og Færdighed i at benytte lige Evner til Kundskab kunne vi da fornuftigviis antage som Forskjellen imellem os i den brede Verden. — Kan du nu hade din Fiende? foragte Den, du lader trælle for dig uden at sørge for at han faaer Anledning til at lære Noget? eller Den, hvem det er en plat Umulighed at faae et ordentlig Begreb i sit Hoved? Nei! men den der er modvillig og ligegyldig, den, der med Leilighed til at forbedre sin Sjel, tænker paa intet Andet end at pleje sin Bug og fodre sin Pung.
Af 7de, 8de og 9de: Det Guddommelige kan vel fordunkles i os men ikke udslukkes. Fornuften kan sløves, Villien fordærves, Samvittigheden fordrejes. Vi vide, at Samvittigheden strax i det andet Liv erholder sin fulde Styrke og ved Selverkjendelsen sin Rigtighed (ja paa Dødslejet allerede viser den sig) at Fornuften gjenerholder sin fulde Evne til Uddannelse, at den erkjender, hvad der kan være forsømt i dette Liv, at den erholder Nok at øve sig paa. Villien maa ogsaa beholde sin Frihed; thi ellers forbliver Sjelen ikke som Sjel. Vi maae altsaa kunne handle aldeles frit hisset; men den klare Selverkjendelse, Kundskaben om hvad der tjener til vort sande Vel ɔ: fremmer os mod Fuldkommenhedens Maal, maa ledsage enhver Handling, belyse enhver Tilbøjelighed i vort Indre. Derfor ville Handlingerne være saameget rettere i hiin Verden, og derfor kalde vi denne den bedre; vi erfare her, at vi ikke øjeblikkelig kunne undertvinge en Tilbøjelighed, fordrive en Tanke, som vi maa fordømme; vi vide at den, der først stjal nødtvungen, siden gjør det med Lyst, ja, om han ei gjør det stedse med Haanden, dog næsten stedse pønser paa Saadant og sysselsætter sig med slige Tanker med Velbehag; ligeledes, at den Vellystige tilsidst fremtvinger sine Drifter og gaaer bestandig svanger med Tanker, der fødes af hans smudsige Tilbøjelighed. Disse ville stedse endog naar de ikke kunne. Sølvkalken, Præsten rækker Tyven for Alteret skjærer ham i Øinene og hans Fingre krumme sig krampagtigen efter den. Den Vellystige stirrer drukken af Lyst paa sin egen unge Datter idet hun staaer for Altret som Brud — Saaledes besmitter den aldeles fordærvede Vilje Sjelen tilsidst i den Grad, at Fornuften taber aldeles sit Herredømme og tilsidst slet ikke mukker imod. Deres Hjerte stjæler og røver stedse, deres Sjel horer og besudler sig, ja ligeindtil virkeligt Vanvid. Det er da rimeligt at en Sjel, hvis Villie har antaget en saadan afgjort Retning, i hiin Verden, trods sin klare Erkjendelse, ikke strax vil kunne give den den modsatte; men engang maa det dog (efter 9de Troessætning) skee. En saadan frugtesløs Higen efter at tilfredsstille en lastværdig Tilbøjelighed, forenet med Samvittighedens Nag, ere de Qvaler, vi ere vante til at kalde Helvedes. De maae ogsaa i Sjelen opvække Mistvivl om at naae Maalet for al Fornuft, som den dog seer klart, og da det maa være før den gjenvinder Ligevægten og den Rolighed, som er nødvendig for at gaae frem imod Maalet, og som den seer saligere Aander i Besiddelse af: saa indsee vi at en syndfuld Sjel i hiin bedre Verden for en Tid kan være ret ulykkelig. Det Modsatte maae være Tilfældet med de Gode. At de belære, trøste de Onde og Ulykkelige kunne vi gjerne tænke os som en Dyds Øvelse hos dem. Dersom vi haabe, at den Straf, der kunde vente os hisset, ikke kan være saa frygtelig, da vi tilsige os den selv, da røbe vi ligesaa høi Grad af Aandssløvhed (hvilken netop i det tilkommende Liv bliver rettet og der tillige hiin vrange Formening, som er en Følge af den) som om vi vilde indbilde os Noget om et Helved fuldt af Beeg og Svovl og afskyelige Væsener, der skulde lægge an paa at fordærve os i Bund og Grund. De fleste Selvmord lære os Samvittighedens frygtelige Magt. Det er Gud, som hisset gjennem Samvittigheden tilsiger os vor Skjebne.
Noget Naadevalg kunne vi da ikke troe; ja ikke engang faae dets Retmæssighed i vort Hoved. Vi vide, at Gud har givet sine fornuftige Skabninger Fuldkommenheden til en Arv: at det altsaa er Guds Villie at Alle skulle naae den; at dydige Handlinger udsprungne af den Tanke: du handler efter Guds Villie, altid ere fortjenstfulde — ene mod os Selv. Den salige Fred vi føle ved et saadant Liv er Guds Naade. Den staaer altsaa aaben for alle. Er os Leilighed berøvet til at vise vor gode Villie, saa tabe vi dog Intet i sædeligt Værd, i Guds Naade.
Kjøds Spægelse, Selvpiinsler, Ofre og andet deslige fjerner os altsaa derifra; thi hisset ville vi overtydes om at saadant er Daarskab, tvertimod Guds Vilje, der saavel har skrevet sine Fordringer i den legemlige som i den aandelige Verden.
Af 10de og 11te: Det følger af Menneskets baade sandselige og aandelige Natur, at det ikke er saa godt og fuldkomment, som det indseer at det kunde og burde være. Der er en Strid i dets Væsen, hvilken dog ikke i sig selv er ond, thi deraf udgaaer vor Aand som Sejerherre eller og som Betvunget. Den kaldes Kjødets Strid mod Aanden. Uvidenhed er en Forræder i denne Strid mod Aanden, og da fremgaaer Kjødet (Sandseligheden) i Sejer som den falske Egennytte, der fremføder Forbrydelserne. At foragte og hade sit Legeme, fordi det kan friste var at foragte Guds Gjerning. De Tilbøjeligheder, som nærmest komme fra Kjødet ere ikke i sig selv onde, men farlige fordi de ere stærke, heftige og behagelige, og kunne, naar vor Fornuft ikke strax veed at tøile dem og benytte dem til ædlere Formaal, underkue vor hele Aandsstyrke. Kjødet eller de sandselige Tilbøjeligheder, deres Forgjængelighed bevidste, byder: stræber efter Lyksalighed i dette Liv. Aanden, sin Evighed bevidst, byder: stræb efter Lyksalighed i det tilkommende Liv. Begge have Ret efter hver deres Natur. I begge Sætningers Forening ligger da Guds Villie, thi han skabte og forenede inderligen Sjel og Legeme. Men da Aanden er vor vigtigste Deel, maa det hedde: „tænk ved dine Handlinger nærmest paa din Sjel.“ Dette er det samme som at henvise til Samvittighedens Domstol, og, handle vi efter Samvittighed, saa ere vi brødefrie. Men vi ere kortsynede, og Samvittigheden af Naturen ikkun en Følelse, altsaa dunkel. Den maa uddannes med Indsigten. Altsaa er der endnu en højere Grundsætning og Anviisning til vore Pligter, nemlig denne: „lær at kjende din Bestemmelse, og hav den nærmest for Øie ved din Handling.“ Men vor Bestemmelse er jo netop det samme som Guds vor Skabers Hensigt og Villie med vor Tilværelse. Altsaa bliver vor Grundsætning en Sandhed, som vi antage som Regel for alle vore Handlinger, for vort hele Liv, som Grundlov for vort Væsen: „lær at kjende Guds Villie og stedse at handle efter denne“ ɔ: „stræb efter Fuldkommenhed ɔ: Villiens højeste Godhed og Styrke.“ Denne Stræben viser sig i Tanker og Handlinger. Vi have begrundet den i vore Tanker ved at indprente os Troessandhederne, men dette maa vi vise ved at handle som Mennesker, der troe paa Gud og Udødelighed. Vi maa altsaa vide
HVAD MENNESKET BØR GJØRE.
Herom har Jesus Christus underrettet hele Menneskeheden. Han kaldes derfor Menneskenes Frelser og Forløser fra Synden. Han var et fuldkomment Menneske og har derfor bedre end nogen Anden lært Menneskene deres Pligter og Forhold. Han tegnede dem ud af sin egen Sjel, i hvis Reenhed Guds Villie var afpræget. Sig bevidst dette kaldte han sig overensstemmende med sit Sprog, Talsmanden, Guds Elskelige, Guds Søn; og tilsagde os Frelse ved Guds hellige Aand ɔ: naar en hellig Iver for det Gode og Guddommelige, for Guds Villie opfyldte vor Aand. Han forjettede os, at en saadan Aand engang skulde hvile over alle Mennesker, at de skulde blive et Kjærlighedens og Kraftens Samfund. Hvorledes vor hellige Forløser levede og leed for sit ophøjede Kald, hvorledes han var altfor gjennemtrængt af Overbeviisningen om det Saliggjørende for hans Medmennesker i den Lære han foredrog, til at tage i Betænkning at besegle den med sit Blod, bør vi skaffe os Kundskab om i det nye Testamente: Her høre vi hans Lære:
Jesus siger: „Du skal elske din Næste ligesom dig selv.“ Math. 22, 39.
Jesus siger: „Ere I ikke meget mere end Himmelens Fugle.“ Math. 6, 26.
Jesus siger: „Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle see Gud.“ Math. 5, 8.
Jesus siger: „Tager mit Aag paa Eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for Eders Sjele.“ Math. 11, 29.
Her lærer Frelseren; at vi skulle have Kjærlighed og Agtelse ogsaa for os Selv, forenet med Ydmyghed, Beskedenhed og Selvfornægtelse: at vi skulle være dydige uden Egennytte. Stolthed, Hovmod, Overmod paa den ene Side, Ringeagt og lav Foragt for os Selv ere de modsatte Feil. Den fornuftige Kjærlighed og Agtelse for vort eget Væsen lærer os vor højere Bestemmelse, vore Kræfter og er saaledes Udspringet for alle andre Dyder.
Hvorledes vi skulle erhverve og vise dem
lærer Jesus i: „Hvad gavnede det Mennesket om han vandt den hele Verden, men tog Skade paa sin Sjel?“ Math. 16, 26.
Jesus siger: „I skulle forstaae Sandheden, og Sandheden skal gjøre Eder frie.“ Joh. 8.
Jesus siger: „Værer fuldkomne, som Eders Fader i Himlene er fuldkommen.“ Math. 5, 48.
Jesus siger: „Samler Eder Liggendefæe i Himlen, hvor hverken Møl eller Rust fordærver, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle“. Math. 6, 20.
Jesus siger: „Vorder snilde som Slanger, eenfoldige som Duer!“ Math. 10, 16.
Jesus siger: „Salige ere de Rene af Hjertet; thi de skulle see Gud.“ Math. 5, 8.
Jesus siger: „Dersom dit høire Øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig. Og om den høire Haand forarger dig, saa hug den af og kast den fra dig!“ Math. 5, 29, 30.
Jesus siger: „Vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogensinde besværes af Fraadserie og Drukkenskab.“ Luc. 21, 34.
Jesus siger: „Hver den, som seer paa en Qvinde for at begjære hende, har allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte.“ Math. 5, 28.
Jesus siger: „Du skal ikke bedrive Hoer“. Marc. 10, 19.
Her lærer Frelseren de Pligter vi have nærmest mod vor Sjel: vi skulle udvikle og uddanne den Forstandsevne (hvilket Christus og lærer i Parabelen om de betroede Pengesumme Luc. 19, 11.) tragte efter Sandhed og Fuldkommenhed, den rette Selverkjendelse allerede hernede, — at vi skulle uddanne vore sædelige Evner, ja saa at vi sætte Gud til Mønster, ved at forbedre vor Villie og erhverve os en god Samvittigheds uforkrænkelige Skat — at vi skulle undertvinge vore sandselige Tilbøjeligheder, naar de true med at blive syndige. — Men vi uddanne vore Forstandsevner: 1) ved at erhverve os Kundskaber og Færdigheder, der kunne gjøre os brugbare for vore Medmennesker 2) ved ingen Leilighed at forsømme, til at lære; ja selv Lidelser skulle dertil tjene 3) ved at følge vor naturlige Lyst i at bestemme os til en Virkekreds 4) ved at uddanne alle vore Forstandsevner i Overeensstemmelse. Lærelyst, Flid og Opmærksomhed er de Dyder hertil udfordres. Lediggang, Dovenskab og Skjødesløshed ere de modsatte Laster, som bevirke Aandssløvhed.
Vore sædelige Evner uddanne vi: 1) ved at erkjende vore Pligters Hellighed 2) ved at øve os i at udøve disse trods alle Hindringer.
De syndige Tilbøjeligheder svække og sløve altid vore Sjelsevner, da de henvende disse alene til deres Meed. De maae saameget mere, saasnart de ytre sig, bøjes under Fornuften, som det ligger i deres Natur at stræbe efter Eneherredømmet. Derfor siger man ganske sandt: faaer Djævelen (de onde Lyster) dig fat ved eet Haar, snart han hele Kroppen naaer. De sandselige Tilbøjeligheder ere igrunden ikke onde, men de kunne, som enhver god Ting ved Misbrug blive høist farlige for vor Sjel. De ere i deres gode naturlige Tilstand uskyldige Lyster og Drifter, og tilhøre Legemet; men de gaae i deres rivende Fremmarch over paa vor Sjel og bliver Hang og Lidenskaber. Faae de ikke Magt hertil, beholder Fornuften sin Overlegenhed, da siges vi at have Selvbeherskelse. Denne fortrinlige, uundværlige Dyd erhverves isærdeleshed ved Selvkundskab eller Selvprøvelse ɔ: at vi alvorligen undersøge hos os selv hvilke af vore Tilbøjeligheder, der af Naturen ere stærkeste og altsaa kunde blive de farligste, 2) ved aldrig at udsætte os for at de kunne overliste os aldrig at lede os selv i Fristelse. 3) ved at vænne os til Nøjsomhed og Maadelighed. See vi f. Ex. en smuk Ting i Næstens Eje er det naturlige Ønske: gid den var min! vel uskyldigt; men begynde vore Tanker at sysselsætte sig med at udfinde Midler til uden Næstens Vidende og Villie (Tyverie) eller aabenbare eller voldeligen at bemægtige os den (Ran og Røverie) da maae vi strax bryde overtvert med slige onde Tanker, ja skye nu selv Ønsket om at besidde en saadan Ting. Dette er hvad Jesus kalder at afhugge den Haand, udrive det Øje, som frister, og kaste det fra sig. Voldsomst og almindeligst ere dog de Tilbøjeheder, som vi kalde Vellystens, Umaadelighed og Uregelmæssighed i at tilfredsstille de legemlige Drifter, som angaae — og da ere de jo langt fra, efter deres Bestemmelse, onde eller noget, som Mennesket bør skamme sig ved — nærmest vort Tilvær og Opholdelse. — De sløve og nedbryde ved deres Misbrug: ved umaadelig og ufornuftig Tilfredsstillelse af Driften til at stille Hunger og Tørst og Kjønsdrift, baade Sjel og Legeme. Fraadserie og Drukkenskab — hvo kjender ikke disse Laster fra Brylluperne og de fleste Samqvem? Fraadserie sætter os lige med Dyrene, Drukkenskab under Dyrene. Den sidste Last er Fornuften aldeles modsat, da den gaaer ud paa at bedøve den, at berøve os det kostelige Klenod vi aldrig kunde være foruden, dersom det er os om at gjøre at vogte os for Forbrydelse. Men for disse kan — som Erfaring lærer — en Drukken ligesaalidt vogte sig, som en Blind for at falde i, naar han vandrer imellem Brønde. Berusende Drikke ere kun at anbefale som Lægemiddel, i Kuld og Væde, men ogsaa da tilmaade. Bruges de sparsomt i selskabelige Samqvem, kan Sædelæren derimod Intet have at anmærke. Det som er formeget for En, kan dog være forlidet for en Anden. Hver kjende derfor hvad der er ham tjenligt. Men siger En, at det er ham tjenligt engang imellem at drikke sig fuld, da bedrager han enten sig selv eller vil han hykle for dig. Da det nu desværre er Skik og Brug ved adskillige Leiligheder at nyde stærke Drikke til Umaadelighed, saa maa vi have Kraft og Fornuft nok til at sætte os af al Magt imod denne Skik fra raae, gamle Tider. Ædruelighed bliver da en skjøn Dyd ei alene ved Exemplet. Men ulige meer forførende og rædsom i dens Følger er Vellystens Last Hang til at misbruge Kjønsdriften, som gaaer ud paa, ved en behagelig, inderlig, legemlig Forening med en Person af det andet Kjøn, at forplante vor Slægt. For at opfylde den vise Hensigt Gud har lagt i denne Drift, maae vi: 1) ei tilfredsstille den før Naturen ved dens Vaagnelse opfordrer dertil 2) ei fremægge og tilfredsstille den paa nogen anden Maade end den Naturen har anviist. Naturen veed da at hævne denne Fornærmelse paa det skrækkeligste. 3) ei tilfredsstille den, om vi endog kunne forplante os, naar vi ikke kunne sørge for Afkommet.
Dette sidste, Forsørgelsen af vor Afkom, skeer bedst i Ægteskab, eller en stedsevarende, rettelig Forening af Mand og Kone. Altsaa bør vi
- 4) Alene tilfredsstille den i Ægteskab.
Naturen lærer os ogsaa Ægteskab ikke alene derved at Børnene ikke i deres første Alder kunne vel undvære Moderen (dette er og saa hos Dyrene) men og ved den Afhængighed Moder og Børn staae i til Faderen. Ved den fornuftige, reene Kjærlighed, der bringer Manden til at elske og ære blot een Qvinde fortrinligen — hvilken ædle Kjærlighed skilner sig fra Dyrenes Elsken, der vælger iflæng, strax ved det Begreb om Skjønhed som styrer vort Valg, da vi holde den Skjønhed den Elskede i vore Øine besidder, for Tegn paa Sjelsskjønhed — har Naturen lært os
5) blot at indgaae Ægteskab med een Person.
Men ogsaa i denne Forbindelse, hvor vi lovligen kunne tilfredsstille vor Drift, kan indsnige sig Synder imod dens Hensigt; nemlig ved Umaadelighed i dens Tilfredsstillelse (ja endog i Hustruens høje Frugtsommelighedstilstand, hvilket er meget farligt) og ved at nyde den ægteskabelige Omgang paa en Maade, og i den Hensigt ikke at faae Børn.
Da en af de vigtigste Hensigter for vort jordiske Liv er den at forplante vort Afkom: saa bør vi
6) ikke tøve med at indgaae Ægteskab, naar vi kunne opfylde dets Hensigter og Forpligtelser.
Saaledes vise vi Kydskhedens Dyd. Men vi maae ogsaa være kydske i vore Tanker og Ord: da have vi Blufærdighedens Dyd. Vi erhverve os disse Dyder ved en omhyggelig Vaagen over os selv; ved regelmæssig Arbeidsomhed og sandt Had mod Ørkesløshed, Dovenskab og slette Selskaber, ved at indprente os inderligen det Ærværdige i Forplantelsesdriftens Hensigt, som de skrækkelige Følger dens Misbrug har; og den Sandhed, at det er langt lettere ganske at undvære end at holde Maade i en forbudt Nydelse.
Den modsatte Udyd er Ukydskhed, og den kan saavel i Tanker og Ord som Gjerninger besudle vort Hjerte. Der er ingen Dyd, som saaledes styrker vor Sjels hele Kraft til det Gode som Kydskhed. Thi paa at erhverve den maae vi anvende vor hele Sjels Kraft. Et kydsk Menneske er derfor altid et livligt aandsstærkt Menneske. Han har overvundet den stærkeste Fiende, og kan nu hvad han vil: nu kan han lide for den gode Sag. Christus lærer os derfor denne Dyd i saa stærke Udtryk, som at en Mand ei engang maa see paa en Qvinde med Begjærliglighed. Ja, ureen Begjærlighed; thi i den reene Begjærlighed efter at forenes med et elsket Væsen bestaaer Kjærligheden, og den er Livets Lykke. Ja saa nødvendigt er det at holde Middelvejen i dette Punct: paa den ene Side ligger den højeste Lykke, paa den anden den højeste Jammer. Derfor kalde vi det aldeles kydske Menneske uskyldigt, fordi han ved at kunne tæmme sin voldsomste Tilbøjelighed viser at han ogsaa kan tæmme de andre; og det ukydske Menneske faldet, ja faldet, om kun een Gang, fordi det nu som oftest gaaer Fald i Fald? Hvilken Foragt nære vi ikke for den, der deeltager i vor Ukydskhed? Alene den brusende Vellyst forhindrer, at vi ikke nære den for os selv i det samme Øjeblik; men dette kommer; det kommer, hvis vi ikke vende om, naar vi mærke vort Legems Ødelæggelse, vor Sjels voxende Slaphed og Sløvelse. Væmmelige Sygdomme haler det ikke altid frem for den Vellystige, men Sjelens Mathed, alene afbrudt af skrækkeligt Tungsind vækker Selvforagten — faae Dage: og vi see en frisk Grav mellem Neslerne i en afsides Krog — der ligger Selvmorderen.
Vi have heri ovenover antydet den nære Forbindelse imellem Sjel og Legeme; altsaa have vi vel Pligter imod dette?
Jesus kalder sit Legeme et Tempel.
Altsaa skulle vi have Agtelse for det.
Jesus helbredede mangfoldige. Ved dette Exempel lærer han at vi skulle have Omhu for dets Sundhed.
Ved sin Død lærer Jesus:
at vi ikke skulle tage i Betænkning at opofre Livet for vore Pligter, for højere Formaal.
Vor Agtelse for vort Legeme vise vi
ved ikke at besudle det ved Ukydskhed og Umaadelighed;
ved at sørge for dets Anstand og Tække (ikke ved forfængelig Pynt, men især ved Reenlighed.)
Vor Omhu for vort Legeme vise vi
ved vedbørligen at sørge for dets Velbefindende og Sundhed, og dette gjøre vi ved at iagttage Maadelighed i alle Nydelser (Æden, Drikken, Dands) Kydskhed og Arbeidsomhed; ved at undgaae saameget muligt Alt hvad der kan være den farligt; ved at vænne os til Haardførhed og Styrke og Smidighed, at ei formeget skal blive os farligt; ved i Sygdomstilfælde at bruge de vedbørlige Midler. (Vi bør skaffe os Kundskab om de Midler, som det staaer i vor egen Magt at forskaffe os og anvende; men i de farligere Sygdomme er det Pligt at fortroe sig til Lægen; og skye den oftest fordærvelige Hjælp hos Qvaksalverne). At Sundhed er et uskatteerligt Gode lærer en Sygdom os bedst. Sundhed og Livet bør opofres, naar højere Pligter fordre det. Vi bør f. Ex. sætte disse Goder ivove, naar der er noget Haab om at kunne redde et Menneskes Liv. Er Fædrenelandet i Fare, da fly fra dit Huus og gaae i Marken med draget Sværd! Menneskekjærlighed er i hiint Tilfælde at foretrække Selvkjærligheden, og Troskab mod Fædrelandet er en høi Pligt.
Selvmord er høist fordømmeligt. Det er en Oprørshandling mod den, der gav os Livet, for at Mennesket skal benytte det heelt ud til sin Fuldkommengjørelse ved Pligternes Opfyldelse. Pligter gives der at opfylde ligetil paa Sottesengen. Altsaa have vi stedse Noget, det Vigtigste at leve for, om vi end ere noksaa elendige. Grundene til Selvmord ere enten Selvforagt eller Afsindighed eller Feighed eller Fortvivlelse (næsten alle Følger af Synder). Ere da disse Grunde agtværdige eller (naar undtages Vanvid) undskyldende? Men ligger Grunden til et Selvmord i en foragtelig Sjelsforfatning, saa maa jo denne samme Grund — da vi jo medtog vor Sjel bag Graven — være forhaanden i Verdnerne hisset? Skulle vi da stedse ville være landflygtige i Guds Verden? Maaskee vi ikke kunne øve en lignende Forbrydelse hisset? Ja, da kommer Erkjendelse, den bitre, da aabner Helvede sig i vort Væsen, og vi kunne ikke flye, vi ere da i Lænker.
Af Agtelse og Omhu for vort og Andres Liv bør vi heller ikke indlade os i Tvekamp og Slagsmaal for os overgangne Fornærmelser. Vor Velfærd beroer ikke paa Ufornuftiges Omdømme, vor Ære sidder ikke i en Daares Mund.
Jesus siger: „Dersom Sønnen faaer frigjort Eder, skulle I være virkeligen frie,“ Joh. 8, 36.
Jesus siger: „Hvo sig selv ophøjer, skal fornedres; Hvo sig selv fornedres, skal ophøjes.“ Math. 23, 12.
Jesus siger: „Vogter Eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv bestaaer i overflødigt Gods!“ Luc. 12, 15.
Den første Betingelse for vor jordiske Velfærd er Frihed, Ret til at handle, uafhængig af Andres vilkaarlige Villie: Lighed for Lovene; men kun et gudfrygtigt Sindelag, aandig Frihed (saaledes at vi ikke ere Syndens Trælle) gjøre os værdige til den borgerlige. Forfængelige, svage Folk fortjene derfor ikke borgerlig Frihed; men er et Folk gudfrygtigt og kraftfuldt, er Jesu Sædelære deres Hjerters Lov (har Sønnen frigjort dem) da bliver den borgerlige Frihed en Trang for dem. De tiltage sig den da med Ret, og vide at beholde den med Kraft. Ære eller andre agtværdige Menneskers gode Omdømme om os kunne vi heller ikke undvære. Et foragtet Menneske kan Intet Godt virke i Verden. Redelighed, Duelighed og vore Evners almeennyttige Brug ere sikre Midler til at erhverve os den. Ærekjærhed er en Dyd. Vi maae agte det fornuftige Omdømme. Den som er ærekjær af Egennytte eller hvis hele Higen blot gaaer ud paa Menneskenes gode Dom om sig, er ærgjerrig. Rangsyge er Tragten efter Ærens udvortes Tegn, Forfængelighed at tragte efter Rigdoms udvortes Tegn og efter at æres for ubetydelige eller indbildte Fortrin (Indbildskhed). Det er en Forfængelighed at ville efterabe Fornemmeres Daarskaber og Moder, at skamme sig ved simple Sæder og Klæder. Spørger En dig, hvorfor du gaaer i en Vadmelskjole, saa siig: „mit Land har ikke Raad til at klæde mig bedre. Jeg skammer mig ikke ved min Moders Spind.“
Formue eller Ejendom er, som vi see den tredie Deel af vor Velfærd; og ikke, som Mange troe, den Føste. Herfor advarer Jesus mod Gjerrighed eller Hang til stedse at opdynge vor Formue uden at benytte den til de Hensigter, den gives os for, nemlig allene til viis Veldædighed først imod os Selv og Familie, saa til trængende og heldbringende[11] Indretninger. Ved Flid og Klogskab erhverve vi, ved Sparsomhed og Nøiagtighed beholde vi vor Formue. — Dovenskab, Skjødesløshed, Ødselhed og Overdaad, Gjerrighed og Karrighed ere Feil, som stride imod den fornuftige Erhvervelse og Brug af Formuen.
Fornøjelser har Jesus ved sit Exempel viist er tilladte, naar de ere maadelige og uskyldige. Vi kunne i Fritimer nyde dem til at forfriske vore Kræfter. Forlystelsessyge ɔ: leve blot for at fornøje og adsprede sig er en lav Sandselighed, hvormeget man end vil forfine den. Sædelige Dandse og Lege ere en smuk Fornøjelse for Unge. Spil, hvortil hører middelmaadig Legemsbevægelse og ialfald om Ubetydeligheder kan være en passende Adspredelse for Ældre. Hang til Spil om Gevinster er farligt. Spillesygen er vel saa fordærvelig som andre Umaadelighedssynder. Den frister til Bedragerie, har ogsaa gjort mange Mænd som før havde sin fulde Velfærd til en æreløs, udarmet Bedrager, bragt ham fra Gaard og Grund i Bolt og Jern. Samtale bliver dog den anstændigste Fornøjelse for Mænd.
Pligterne mod vore Medmennesker kunne vi udlede, ligesom de imod os Selv, af den Agtelse og Kjærlighed vi skylde dem som vore Lige og Brødre for Gud. Thi Jesus siger: „Du skal elske din Næste som dig Selv!“ Math. 22, 39.
Jesus siger: „Seer til, at I ikke foragte Een af disse Smaae!“ Math. 18, 10.
Jesus siger: „Alt hvad I ville at Andre skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa imod dem!“ Math. 7, 12.
Jesus siger: „Dersom I elske dem, som Eder elske, hvad Fortjeneste have I deraf? Thi Syndere elske og dem, som dem elske.“ Luc. 6, 32.
Vor Agtelse og Kjærlighed for vore Medmennesker viser sig som Retfærdighed ɔ: at vi tildømme Enhver Sit og Ingen fornærme; og som Godhed ɔ: at vi velvilligen tage Deel i Andres Skjebne og befordre deres Vel. Disse to Dyder ere forenede i den Menneskekjærlighed vor Frelser var den ophøjede Talsmand for.
De modsatte Udyder ere: Uretfærd, Svaghed, Ufølsomhed eller Haardhed, Skadefryd, Misundelse og Menneskehad.
Jesus siger: „Hvo, som gjør Ondt, hader Lyset, og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham. Men hvo, som øver Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gjerninger maae blive aabenbarede; thi de ere gjorte i Gud.“ Joh. 13, 21.
Jesus siger: „Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger, og ære Eders Fader, som er i Himlene.“ Math. 5, 16.
Jesus siger: „Der bliver Glæde hos Guds Engle over en Synder, som omvender sig.“ Luc. 15, 10.
Jesus siger: „Det er umuligt, at Forargelser ei skulde komme; men vee den fra hvilken de komme! Det var ham bedre, om en Møllesteen var hængt om hans Hals, og han blev kastet i Havet end at han skulde forarge En af disse Smaae.“ Luc. 17, 1, 2.
Vi skulle da sørge for vor Næstes Sjæl ved at give denne al den Underviisning og saaledes hjælpe at føre den til den Sandheds Erkjendelse vi kunne meddele. Dette store Kjærlighedsbud fyldestgjøre vi:
1) ved altid at tale Sandhed: være sanddru, oprigtig og paalidelig, ærlig i Ord og Daad.
2) ved at berigtige deres Vildfarelse.
3) ved at give dem paa en forekommende og beskeden Maade vore Raad. Disse to sidste Pligter kunne vi paa en skjøn Maade opfylde i vore Samqvem. Da bliver vor Omgang behagelig og lærerig uden at den derfor henfalder til en besværlig Præken og Paatrængen med vore Raad. Det er en behagelig, stolt Følelse at kunne være vore Medmennesker nyttig i Alt endog i Fornøjelser. Have vi gode Bøger, da bør de ikke staae stille i en Hylde, men gjerne udlaanes.
Sandhed behøver ikke i daglig Tale at bekræftes ved Eeder; ja denne hæslige Vane viser endog, at vi selv have liden Tanke om vor egen Sanddruhed, og om Andres Agt for den. Naar vi ikke ved Løgn (Løgnagtighed, Usandfærdighed) Falskhed og Forstillelse (Uoprigtighed) og Uordholdenhed engang have forspildt denne Slægtens gode Mening om os, saa kunne vi fordre i daglig Omgang at troes uden Eed, og behøve ei at gjøre det paa den fornærmende Opfordring om saadant. Jesus siger ogsaa: „Jeg siger Eder, at I aldeles ikke skulle sværge. Men Eders Tale skal være: Ja, ja! Nei, nei! Hvad der er over dette, er af det Onde.“ Math. 5, 34, 37.
Nødløgn maa vi heller ikke tillade os, ligesaalidt som Løgn for Spøg, uden det skulde være for at gjøre Løgnen latterlig og forbedre Løgneren. Spørger Nogen os om Ting vi ei behøve at svare paa eller ville svare paa, saa kunne vi tie stille. Hvor Sandheden kunde være farlig at aabenbare f. Ex. om en Fiende i Krig vilde udfritte os, kunne vi bruge en Nødløgn. Ellers i alle Tilfælde er den uværdig og farlig, da den ophæver andre Menneskers Tiltroe til os i vigtigere Ting. At stille Smaaebørn tilfreds med Opdigtelser er meget farligt. De troe os aldrig siden. Ville vi ikke svare dem saa maa man erklære reentud: du maa ikke spørge om saadant endnu.
Man har desværre seet sig nødt til at ophæve dette Forbud for Retterne: thi der er det af højeste Nødvendighed, for Retfærdighedens Skyld, at faae Sandheden aldeles frem. Men Dommerne kunde aldrig være overbeviiste om Sagens rette Sammenhæng, dersom der ikke paahvilede Vidnerne en Forpligtelse, som tvinger dem, saasandt de have mindste Gnist af Sædelighed, til at tale aldeles sandfærdigt for Retten uden at fordreje det Mindste i deres Vidnesbyrd af Partiskhed ( at de holde enten formedelst Venskab, Slægtskab osv. mere med En end med en Anden i en Sag) eller iblande det Noget af egne Meninger, da Meningerne høre Dommerne til. Denne Forpligtelse er den retlige Eed. Ligeledes fordrer Staten, som er den eneste der kan affordre os Eed, Eed af os, at vi ville med Liv og Blod forsvare Fædrenelandet og dets Forfatning. Krænker vi den første af disse Eeder, begaae vi Meneed; krænke vi den anden, Landsforræderie, hvilket da ogsaa er Meneed.[12] Meneed er den afskyeligste Forbrydelse: vi give ved den Afkald paa vor egen Salighed og handle uretfærdigt imod andre. I den Forstand som i Eedsformularen (thi den belægger endog uskyldige Meneederen angaaende Ting med Forbandelse) berøve vi os vel vor Salighed ikke ved Meneed; men at vi her og hisset, ved saaledes at træde paa vor egen Overbeviisning, vort eget Væsen, at ville haane af jordiske Hensyn den Alvidende, som vi paakalde, ville gjøre os høist ulykkelige. Kunne vi end skjule vor Meneed her (skjøndt den oftest opdages) saa kan den dog ikke blive skjult i Himlen, naar vi der samles med vore Medmennesker; og vi blive jo da Meneedere for Alles Øine hiinsides Graven. —
Jesus byder dernæst, at vi skulle sørge for vor Næstes Sjels Sædelighed ɔ: veilede dem til et dydigt Levnet
1) ved at omvende og formane de Feilende
2) ved et godt Exempel.
Det Modsatte af et godt Exempel er at give Forargelse. Jomere man ellers er ophøjet, jo skadeligere bliver Forargelsen eller det slette Exempel. — Jesus gav sit hele Liv igjennem Exempler paa den Omhu vi skylde Næstens Liv og Sundhed. Ligeledes lærte han os vore Pligter desangaaende. Parabelen om den barmhjertige Samaritan. Luc. 10. Vi kunne ogsaa lade os ganske lede af hans Bud i Math. 7, 12. Vi skulle ikke alene sørge for vore Medmennesker ved Raad i deres Sygdoms Tilfælde, men ogsaa, endog med Opofrelse for os Selv
staae vore Medmennesker bie i al Nød og Fare, om de endog vare vore Fiender. Altsaa ikke være ligegyldige med deres Lidelser, og endnu mindre foraarsage dem disse. Denne Synd begaaer Voldsmanden, Slagsbroderen og fremfor alle Morderen. Den, som ikke lærer tidlig at tæmme sin Vrede og Hevnelyst er udsat for disse Forbrydelser, for at døe tilsidst, besmittet med sine Medmenneskers Blod, paa Retterstedet. Jesus siger: „Du skal ikke slaae ihjel.“ Marc. 10, 19. Livet har samme høje Værd og Maal for Andre som for os. Den personlige Frihed ligeledes. Altsaa bør vi ikke berøve Nogen hans personlige Frihed.
Men vi synde herimod ikke alene ved at lægge vore Medmennesker i Lænker,[13] men og ved at bringe vor Tjener til at arbeide formeget, og ved at anvende nogensomhelst Tvang for at afvinde vore fornuftige Medmennesker noget, om vi endog troede at det var til deres Bedste.
Jesus siger: „Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme skulle I dømmes. Og med hvad Maal I maale skal Eder igjen tilmaales.“ Math. 7, 1, 2.
Da vi og selv ville æres, bør vi ære Andre efter Fortjeneste. Uden Grund maae vi derfor ikke være mistroiske og mistænkelige; men aldrig bør vi være uhøflige, dadellystne, sladderagtige og bagtalende. Tvertimod bliver vor Lov:
- at tænke og tale det Bedste vi kunne om Alle, som ikke
aabenbare have gjort sig ufortjente dertil; og
- at undskylde Andre, hvor vi kunne med Retfærdighed. Have vi enten forsætlig eller uforsætlig fornærmet Andres Ære, saa
bør vi søge at oprette det ved at bede om Forladelse (Æreserstatning.)
Jesus siger: „Du skal ikke stjæle! Du skal ikke besvige!“ Marc. 10, 14.
Jesus siger: „Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil laane af dig!“ Math. 5, 42.
Vi skulle da have Agt for Andres Formue. Dette er en Retfærdigheds Pligt. Vi skulle
- hverken voldsomt ɔ: ved Ran og Røverie, eller hemmeligt og
listigt ɔ: ved Tyverie og Bedragerie formindske Næstens Ejendom.
Men søge at lade hver beholde sit, og forøge den, hvor vi uden Skade for vort Eget kunne:
ved Tjenstagtighed;
ved Billighed og Eftergivenhed og Skaansomhed mod Skyldnere; ved Nøiagtighed. Saaledes maa vi betale Arbeideren hans Løn, Laangiveren hans Laan, saaledes som han laante os og tilstod os det. Aager ɔ: at vi lade os betale mere end lovlige Renter af Laantageren, og saaledes benytte os af et Medmenneskes Trang, strider saavel mod Retfærdighed, som mod følgende Kjærligheds Pligt, nemlig:
Godgjørenhed og Barmhjertighed mod Nødlidende, mod dem, som ei selv kunne erhverve sig det Nødtørftige. Jesus siger: „Giver, saa skal eder gives! en god, knuget og skuddet og overflødig Maade skulle de give i Eders Skjød, thi med den samme Maade, som I maale med, skal Eder igjen tilmaales.“ Luc. 6, 38.
Jesus siger: „Værer barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig!“ Luc. 6, 36.
Jesus siger: „Kommer hid, min Faders Velsignede! Arver det Rige, som er Eder beredt fra Verdens Grundvold blev lagt: thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder; jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var skrøbelig, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig.“ Math. 25, 34, 35, 36.
Jesus siger: „Hvad I have gjort mod Een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig.“ Math. 25, 40. Heri har Frelseren tydelig lært os Velgjørenhedens Dyd, samt hvorledes den viser sig. Men den som virkelig vil gjøre Vel mod Andre, maa gjøre det med Valg og Fornuft. Saaledes ikke give til dem, der kunne ernære sig Selv, men alene til virkeligt Nødlidende. Offentlige Forsørgelsesanstalter og Fattigkasser fortjene i høi Grad vor Velgjørenhed. Det paaligger nemlig disses Bestyrelse at kjende Enhvers sande Trang i Menigheden. — Vi skulle være gavmilde og gjæstfrie. Jesus lærer Marc. 12, 43 — 44 om den fattige Enke, at ogsaa den Fattigere kan tidt øve Velgjørenhedens skjønne Dyder.
Jesus siger: „Vogter Eder, at I ikke give eders Almisse for Menneskene, for at ansees af dem, ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er i Himlene.“ Math. 6, 1.
Jesus siger: „naar du giver Almisse, da lad din venstre Haand ikke vide hvad din høire gjør.“
Jesus siger: „Dersom I gjøre vel mod dem, der gjør vel mod eder, hvad Løn have I saa derfor! Thi Synderen gjør og det samme. Og dersom I laane dem af hvilke I haabe at faae igjen, hvad Løn have I derfor? Thi Syndere laane ogsaa Syndere, paa det de skulle faae lige igjen. Men elsker Eders Fiender, og gjører vel, og laaner, ventende Intet derfor: saa skal Eders Løn være stor, og I skal være den Højestes Børn; thi han er god imod de Utaknemmelige og Onde. Luc. 6, 33, 34, 35.
Ville vi gjøre vel imod os Selv ved at være velgjørende mod Andre, da maae vi ikke være velgjørende efter Lune eller af Hyklerie, og heller ikke troe, at vi ved at vise nu og da Velgjørenhed fyldestgjør hele Pligtlæren. Pharisæerne, som Jesus revser, vare Slige.
Jesus siger: „Salige ere de Sagtmodige!“ Math. 5, 5.
Jesus siger: „Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn.“ Math. 5, 9.
Jesus siger: „Hver den sig selv ophøjer, skal fornedres og hvo sig selv fornedrer skal ophøjes.“ Luc. 14, 11.
Jesus siger: „Forlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere.“ Math. 6, 12.
Jesus siger: „Forlade I Menneskene deres Overtrædelse, skal Eder himmelske Fader og forlade eder; men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders Fader ikke heller forlade Eders Overtrædelser!“ Math. 6, 14, 15.
Jesus siger: „Dersom Nogen tvinger dig til at gaae een Miil med ham, da gaa to med ham.“ Math. 5, 41.
Jesus siger: „Elsker eders Fiender! Velsigner dem, som Eder forbande! gjører dem godt, som eder hade! og beder for dem, som gjøre eder Skade, og forfølge Eder, paa det at I skulle vorde eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode, og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige!“ Math. 6, 44, 45.
Jesus siger: „Men vogter eder for de falske Propheter, som komme til eder i Faareklæder, men ere indvortes glubende Ulve.“ Math. 7, 15.
Jesus siger: „Frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel, men kunne ei slaae Sjelen ihjel!“ Math. 10, 28.
Vi skulle da i vort hele Forhold
være sagtmodige og fredsommelige,
ydmyge og beskedne,
forsonlige og tilgivende,
eftergivende og overbærende,
enige og velvillige,
frisindede og standhaftige,
forsigtige og frygtløse,
trofaste og retsindige.
Disse ere den christelige Broderkjærligheds Dyder. Med dem ville vi finde os vel i alle Forhold. Skilsmisse, Splid, Uenighed, Fiendskab og Had skulle ikke fordærve os vor Roe. Vi ville have Fred med Menneskene som med Gud, med vore Brødre som med vor Fader.
Endog om vi vise alle disse Dyder, kan det dog hænde, at Mennesker, som ikke besidde dem, slette Mennesker, vælte sig ind paa os volde os Fortræd. I sidste Bud (Math. 10, 28) lærer Jesus os, at vi med frygtløs Fasthed, og ved sit eget Exempel med Pharisæerne, da de vilde føre ham i Ulykke ved fule Spørgsmaal (Math. 22) at vi ogsaa med Klogskab og Fiinhed skulle værne os imod dem. Alligevel byder Jesus at vi skulle elske vore Fiender, ligesom han og selv viste, da han paa Korset sagde: „Fader forlad dem; thi de vide ikke hvad de gjøre!“ At han gjorde dette! Hvori denne Kjærlighed mod vore Fiender bestaaer lærer Jesus i Math. 18, 22, hvor han siger at I ikke skulle trættes i at tilgive, og i Math. 18, 15, hvor
Jesus siger: „Men om din Broder synder mod dig, gak hen og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da haver du vundet din Broder. Men hører han ikke, da tag endnu en eller to med dig, paa det at hele Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund. Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder!“ Math. 18, 15, 16, 17.
Her see vi hvorledes vi skulle opføre os som Fiender: vi skulle mindeligen tale til den der krænker vor Ret og stræbe at gjøre en Ven og Broder af vor Fiende; vi skulle bruge Talsmænd og Forligsmænd for at naae vort kjærlige Maal; men frugter alt dette ikke, da skulle vi stevne ham for Domstolene eller undgaae vor Fiende, afsondre os ganske ifra ham.[14] Selvtægt og Selvhevn ere Forbrydelser. Derved, som ved Had og Forfølgelse, voxer Fiendskabet. Processyge er en styg og farlig Lidenskab. Dette Menneskekjærlighedens sværeste Bud, at vi skulle elske vore Fiender ɔ: stræbe at forbedre dem, synes skrevet tvertimod vor sandselige Natur; men desto mere er det taget ud af vort højere og aandelige, altsaa af vort egentlige Væsen. Vi maae nemlig betænke, at vor Fiende dog bestandig er et Menneske, at han saaledes endnu her paa Jorden kan forbedre sig, og maa det, som vi Alle, i det tilkommende Liv.
Da Dyrene ogsaa have Følelser, ja ofte Følelser som beskjæmme deres Herrer, da de ere Guds Gjerninger og givne os til viist Brug, saa have vi ogsaa Pligter mod dem, nemlig:
vi bør føde dem vel;
sørge for dem i deres Smerte og Sygdomme;
dræbe dem let og pludselig, naar vi ville benytte deres Legemer;[15]
aldrig anstrenge dem over deres Kræfter, aldrig pine noget
Dyr;
ikke dræbe uden de skadelige Dyr;
ikke fælde noget Dyr i Parrings- og Liggetiden;
ja ikke ødelægge nogen skabt Ting uden Behov.
Vor Forbindtlighed til at udøve ovenstaaende Pligter imod vore Medmennesker vinder i Styrke eftersom vi staae i nært Forhold til dem. Nærmest os staae vore Forældre, Ægtefælle og Velgjørere. De have højest Krav paa vor Kjærlighed. Denne kaldes da Taknemmelighed. Et utaknemmeligt Menneske er altid et ondt Menneske fordi han tilsidesætter de helligste Pligter, og mon da vi kan tiltroe ham Følelse for nogen anden Pligt. Dernæst komme Oldinge. Vor Kjærlighed til dem kaldes især Ærbødighed. Saa vor Familie, efter denne vore Kalds- og Standsbrødre, vore Landsmænd og saa den store Kreds af alle Mennesker. Vi maae ikke forsømme Pligterne imod Nogen. Have vi dog forseet os, da bør vi vedkjende dette, og da føle vi ved vor Anger, at vi især have syndet imod os selv. Sindsforandring, Omvendelse, Forbedring, og hvor det kan skee, Erstatning, bør da paafølge. Alene derved udsone vi vore Synder. Jesus siger at al Synd kan udsones, kun ikke Synd imod den hellige Aand. Denne Synd er og saa unaturlig for Mennesket, at vi, hvis saadant Menneske gaves eller kunde gives, maatte kalde ham en Djævel. Denne Synd er en reen Modstriden af vort eget Væsen, da den bestaaer i at gjøre det Onde alene fordi det er Ondt. Saaledes var det f. Ex. en Synd mod den hellige Aand Menneskets guddommelige Væsen, der har en indplantet Stræben efter Fuldkommehed, om Een efter Grundsætning aldrig vilde tale Sandhed; om En begik Meneed af Lyst til at begaae Meneed.
Et godt Middel til at styrke vor Sjel til alle vore Pligters Opfyldelse er Bønnen, hvilken aldeles ikke behøver eller endog bør være tillært, men et ukunstlet Udbrud af vort Hjertes Følelser, en Opløftelse af vore Tanker til det højeste Væsen.
Nogen Lov for Maaden disse skulle og kunne ytre sig paa, kan ikke gives; dog har Frelseren i Faderen lært os at en Bøn bør være simpel og kort og oprigtig og ydmyg og uden at ytre Overtroen om at den skulde kunne fremvirke nogen Forandring i hans alvise Raad. Jesu Bøn, da Dødsangsten nær overvældede ham, er ogsaa i samme Aand. Den ender med de Ord: „Dog skee ikke min, men din Villie.“ Jesus viser os ogsaa i Math. 6, 5 — 8, hvorledes vi bør bede:
„Og, naar du beder, skal du ikke være som Øjenskalke; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Gadernes Hjørner, paadetat de skulle ansees af Menneskene; sandelig siger jeg eder, at de have alt faaet deres Løn. Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare! Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord, som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte, naar de bruge mange Ord. Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham!“
At forrette vor Bøn i Eenrum og med vor Familie er det Skjønneste i Huusandagten. At forrette vor Bøn i Samfund med vore Medmennesker (offentlig Gudstjeneste) uden at tage Hensyn til disses ydre Troesbekjendelse, er et kraftigt Middel til at forene os i Kjærlighedspligternes Opfyldelse. Dog maae vi ikke glemme hvad Jesus siger: „Ikke Enhver, som siger til mig: Herre! Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den som gjør min Faders Villie, som er i Himlene.“ Math. 7, 21.
At disse Pligter hvile lige paa Alle bekjendes ved Daaben. Vore Forældre og Vidnerne forpligte sig ved denne hellige Skik til at sætte os, ved Opdragelsen, istand til engang selv ved den offentlige Bekræftelse (Confirmationen) at kunne vedstaae dette. Siden gjennem det hele Liv mødes vi ved Christi hellige Erindringsmaaltid (Nadveren) for at bekræfte at vi ville følge hans Bud og lære at forstaae og udøve hans Lære, gjøre den aldeles til vor egen Overbeviisning (efter østerlandsk, Jesu Modersmaals Sprogbrug „æde hans Legeme, drikke hans Blod“) og for naar vi oprigtigen for os selv bekjende og angre vore Synder, at forsikre os om de ville vorde os forladte ɔ: at vor Sjel vil gjenerholde sin Styrke ved at øve sig efter Jesu Forskrifter i Dyd.
Iagttage vi alle hine Jesu og Fornuftens Bud, da gjøre vi hvad
Jesus siger: „Du skal elske Herren, din Gud, i dit ganske Hjerte, i din ganske Sjel og i dit ganske Sind. Dette er det første og store Bud.“ Math. 22, 37.
„Du skal tilbede Herren, din Gud, og tjene ham alene.“ Math. 4, 10.
„Gud er en Aand, og de ham tilbede, bør det at tilbede i Aand og Sandhed.“
Da ere vi besjælede af Kjærlighed, Taknemmelighed, Ærefrygt, Lydighed og Tillid til det højeste Væsen, da opfylde vi vore Pligter imod Gud, og naae vort Maal; thi alle Pligter ere egentlig ene imod os Selv, da vi skylde vor Bestemmelse deres Opfyldelse. Derfor ere Handlingernes Bevæggrunde de ene vigtige for vor Sjel.
Men elske vi Gud, da maae vi elske hans Gjerninger, og iblandt dem os Selv først og vore Medmennesker. Deraf hænger hele Loven.
Men elske vi Gud, da ville vi elske og frydes i hans hele skjønne Natur; være milde, legende Herrer mellem Fuglene og Fiskene og alle Dyr og Blomsterne; forskjønne hans Gjerninger. Men elske vi Gud, da maae vi være ham taknemmelige for Forjettelserne om den salige Udødelighed, som nedlagdes i vort Livs første Kime; paaskjønne og benytte hans Gaver ene til vort og Medskabningers sande Held; men vogte os for at troe at vi kunne med Gaver og Ofringer gjengjelde ham.
Men elske vi Gud, da tilbede vi ham med Ærefrygt! ɔ: da være vi ydmyge i Manglens Erkjendelse midt i vor jordiske Herlighed, da misbruge vi aldrig hans Navn til Spøg eller i Alvor, da deeltage vi i Samfundets Ærefrygtsbeviser, dyrke ham i Eenrum, ved Tanker Ord og Handlinger og uddanne vor Sjel, at vi bedre og bedre kunne lære at kjende vor himmelske Fader af hans Gjerninger.
Men elske vi Gud, da være vi lydige imod Gud! ɔ: da lyde vi uden Betænkning hvad vi vide og troe er hans Villie; da hykle vi ikke god Villie, mens vi nøle med at vise den, hvor Gud byder os det ved at give Leiligheden dertil.
Men elske vi Gud, da have vi Tillid til Gud! ɔ: da være vi rolige, tilfredse og taalmodige i alle Omvexlinger; aldrig lade Haabet og Modet synke, arbeide os stedse frem om Ulykker overdynge os, mod bedre Tider; da forstørre vi ikke Lidelserne ved Modløshed og Klynken; da anvende ei alle vore Kræfter (thi dertil gav han os dem) og nære ei Menneskefrygt eller Overtro eller Vantro (hovmodig Stolen paa sig selv og Nægten af vor Afhængighed af nogen Gud.)
Jesus siger: „Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger.“ Joh. 14, 15.
Jesus siger: „Den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig.“ Math. 10, 22.
Ja, vi elske jo det gode Menneske; vi elske med Kjærlighed den gode Fader — skulde vi da ikke elske det bedste Menneske, den bedste Fader: han, som lod sit Liv for vor Oplysning og Frelse, for Sandheden? Vi lyde en klog Ven: skulde vi ikke lyde den Viseste? Vi ville ære hans Forskrifter og hellige Indstiftelser. Da skulle vi kaldes Jesu trofaste Disciple, ved Jesu Christi Fortjeneste Forløste, gode, retskafne, lykkelige, gudfrygtige, Christne Mennesker, velbehagelige for Gud og den gode Næste! Men ogsaa Andre som ikke iagttage de christelige Indstiftelser, kunne af den samme menneskelige Fornuft, hvoraf Frelseren tog sine Lærdomme, udlede Reglerne for deres Liv, for Hvad de skulle gjøre. Disse ere da ogsaa Guds gode Børn, dydige, retskafne Mennesker. Men som disse og ere sjeldnere iblandt dem, der mangle Christi Velgjerning, saa er dog deres Dydsattest plettet med Vildfarelser. Da vi ogsaa kunne undgaae disse, naar vi læse Jesu hellige Lære i Bibelen med prøvende Forstand (Eftertanke) og Øvelse i at forstaae de mange Billeder og uegentlige Talemaader[16], som skrive sig fra Forfatternes (Evangelisternes og Apostlenes) østerlandske Udtryksmaader og Begreb: saa fryde vi os, med Tak til det algode Forsyn, som lod os blive Christne, som strax fra vor Fødsel giver os Jesus Frelseren til Veileder, Hans, den viseste af Menneskenes Lære til Lygte for vor Fod og Lys paa vor Sti, der slynger sig her mellem bedøvende Blomster, mellem Roser og Torne, ned gjennem den sorte Grav, op mod de evige, straalende Himle!
- ↑ 2. Cor. 10, 5.
- ↑ Vi kunne f. Ex. ikke erfare at vor Sjel er udødelig; men vi kunne af den Erfaring, vi have om dens Beskaffenhed, indtil Overbeviisning slutte os dertil.
- ↑ F. Ex. Veed du at Dyrene have Følelse, og troer du, at Gud har skabt sine Væsener, for at de skulle blive saa lykkelige, som de efter deres Natur kunne, da bringer du, ved at hjælpe et lidende Dyr, din Tænke og Handlemaade i Overeensstemmelse med din Viden og din Troe: da handler du som et sædeligt, godt, fornuftigt og gudfrygtigt Menneske.
- ↑ Ja ved Hjælp af Seeredskaber har man opdaget Ting paa dem, f. Ex. høje Bjerge paa Maanen og Morgenstjernen, som give Formodning om at de i Natur og Udseende have meget tilfælleds med Jorden.
- ↑ F. Ex. Ulv, Ræv ere forskjellige Arter af Hundeslægten; Nat- og Dagblomst forskjellig Art af Violen.
- ↑ Saaledes f. Ex. hensmuldrer et Been, et Træ til Muld.
- ↑ d. e. Maaden hvorpaa Naturen eller Verdens Kræfter aabenbare sig i Virkninger.
- ↑ Den Verdensdeel, hvortil Norge hører, kaldes Europa.
- ↑ Saaledes er f. Ex. Norge adskilt fra Sverrig baade ved Hav og øde Fjeldstrækninger, ligesom ogsaa Forskjelligheden i Sprog er en evig Adskillelse imellem begge Folk.
- ↑ Dette kan heller ikke forenes med Algodhedens Hensigter med Verden.
- ↑ f. Ex. Agerdyrkning, Skoler, Velgjørenhedsanstalter.
- ↑ Jesus siger: „Du skal ikke sige falsk Vidnesbyrd.“ Marc. 10, 19.
- ↑ Hertil har alene Staten Ret mod Forbrydere og Afsindige.
- ↑ Dette gjorde Jøderne med Hedninger og Toldere, hvilke vare af deres Undertrykkeres Folk.
- ↑ Altsaa bør vi ikke indlade os paa at slagte dem uden vi forstaae at gjøre det paa en saadan Maade. Dyret maa dræbes strax, om vi saa skulde tabe noget i dets Smag eller af dets Legeme, f. Ex. Blodet. At dræbe Dyr ved Aareladning for at faae deres Blod beqvemmere er en stor Synd.
- ↑ f. Ex. „Guds Søn“, istedetfor En, der søger at ligne Gud: et dydigt og viist Menneske; „Menneskets Søn“ for et fuldkomment, et Mønster paa et Menneske, „Djævelen“ istedetfor det Onde.