Huset ved stranden
HUSET VED STRANDEN
Et træhus ligger ved en strand —
i stuen sitter hun og han
i samme tause véen!
Hør, uret tikker. Nu og da
gaar han til døren, til og fra,
og stirrer ut paa sneen!
i stuen sitter hun og han
i samme tause véen!
Hør, uret tikker. Nu og da
gaar han til døren, til og fra,
og stirrer ut paa sneen!
Det snér paa hei, det snér paa hav
men se, nu stilner sneen af,
ti himlen vil ha makten,
og spænde ut sit stjernedraft
i al sin herlighet og kraft
for denne øde trakten!!
men se, nu stilner sneen af,
ti himlen vil ha makten,
og spænde ut sit stjernedraft
i al sin herlighet og kraft
for denne øde trakten!!
Forædlet, mæktig, ganske nær
de myke, skyggefyldte trær,
i himmelrandens tone,
staar Venus som en diamant,
med glans af dén, man engang fandt
i Stormogulens krone!
de myke, skyggefyldte trær,
i himmelrandens tone,
staar Venus som en diamant,
med glans af dén, man engang fandt
i Stormogulens krone!
De to fornemmer stuens kos
og nyter bjærkeblokkes os
fra peisen sin i hjørnet.
Hvad læser de i slik en peis
om stærke mennesker paa reis
i disse bjærkeglør’ne?
og nyter bjærkeblokkes os
fra peisen sin i hjørnet.
Hvad læser de i slik en peis
om stærke mennesker paa reis
i disse bjærkeglør’ne?
Det hører kanske lite til,
at søke vandets vei i ild?
De lar sig nødig blande!
Men der er samme skiftnings magt,
og samme sus af skjæbne lagt
i ilden som i vandet!
at søke vandets vei i ild?
De lar sig nødig blande!
Men der er samme skiftnings magt,
og samme sus af skjæbne lagt
i ilden som i vandet!
Og derfor stirrer de og spaar
i høie vedtrær, som forgaar
i bølgebrus af lue,
og aasyn ser de, de har kjær
som blusser hist, som slukner hér
i dypet af en grue!
i høie vedtrær, som forgaar
i bølgebrus af lue,
og aasyn ser de, de har kjær
som blusser hist, som slukner hér
i dypet af en grue!
De kjender deres træk igjen,
de kjender dén, de kjender dén —
de myldrer, smaa og store!
Dér naar en flammeskute frem
til peisens kolde kant — og hjem,
og deres er omborde!
de kjender dén, de kjender dén —
de myldrer, smaa og store!
Dér naar en flammeskute frem
til peisens kolde kant — og hjem,
og deres er omborde!